Solen bagte ned over de ujævne brosten, og dagen var på sit højeste, her på Hovedstadens markedsplads. Lyden af stemmerne fra legende børn, der løb ud og ind mellem boderne lød overalt, og det var netop disse unge skabninger, byvagten Kalitresh var på udkig efter.
Han havde fundet sig en plads ved et lille springvand i skyggen. Det varme vejr, der i sommerperioden kunne herske her i byen, var ham stadig en smule uvant, og ringbrynjen, hjelmen og de tunge handsker og støvler, gjorde det ikke bedre.

Hjelmen havde han da også valgt at fjerne, så den blålige lettere skællede hud og de lange, spidse ører var kommet til syne. Det hvide hår faldt ned over ryggen og midt i ansigtet glimtede et par kraftige blå øjne.
Oftest foretrak han at skjule sig bag hjelmen, for mennesker var ofte lidt mistænksomme over for folk, der ikke var af deres egen race - især når det var så fremmedartet en skabning, som en mand af havfolket.
Øjnene spejede igen ud over markedspladsen for at få øje på børnene. Byvagternes nye opgaver inkluderede at indfange forældreløse børn, for at få dem sendt af sted til Tywing Skolen i Medanien, og det var mildest talt lidt af en opgave, for de fleste af børnene brød sig særdeles ikke om at blive 'indfanget'. Bemandingen var heller ikke så stor, som man kunne ønske, og Kalitresh sukkede let, idet han gloede vurderende på den nærmeste gruppe børn. Var de forældreløse? Tøjet så i hvert fald ganske slidt og hærget ud, men de kunne naturligvis også bare være fattige..

// Er det i orden, hvis jeg joiner, eller er tråden død? :D

// Bestemt ikke, join bare :)

Solen bagte fra en næsten skyfri himmel ned over markedspladsen og fik mange til at søge skygge hvor det var muligt. De fleste ved at stoppe ved bod efter bod og nyde de øjeblikke kølighed, mens de så på varerne, før deres skridt førte dem videre over pladsen eller deres øjne fik deres pung fri af bæltet.
Caitlin nød solen.
Havde det ikke været fordi en rigt klædt herres tunge pung ved siden havde fanget hendes opmærksomhed, ville hun nok have siddet ved springvandet og nydt solens stråler mod sit ansigt. Det var hvor det var bedst at være. En gruppe børn løb mllem hende og hendes mål, som hun skødesløst daskede rundt og fik hende til at følge dem med blikket. Borgerbørn, næppe gadebørn. De var lidt for sorgløse og lidt for ubekymrede til at være andet.

Fra dem gled hendes blik til springvandet og fik noget næsten længselsfuldt over sig, før en varsomhed erstattede den ved synet af byvagten der stod der. Byvagter var dårligt nyt og synet alle var nok til at hun afblæste sin jagt. Der var trods alt ingen grund til at friste skæbnen mere end hun allerede gjorde ved at være ude i det åbne og ikke for stor af sin alder. Hun var ved at forsvinde tilbage i skyggerne, da et skær ved byvagten fangede hendes opmærksomhed og pinefuldt tændte hendes nysgerrighed.
Han skinnede blåt.
Ikke fordi han var sort - for hun havde set dem være blålige i løden, men fordi han var blålig! Det stoppede hende hvor hun stod og fik hende til at lægge hovedet på skrå, før hun blandede sig med mængden, fremfiskede et æble fra et sted hun passerede og forlod mængden igen tættere på byvagten og skråt bag ham. Derfra nærmede hun sig til hun kunne læne sig mod springvandets kant og ugenert se på ham. "Du er blå?" Det var så meget et spørgsmål som en konstatering.

Kalitresh' blik var stadig fanget af de legende børn, imens han tænksomt overvejede sine muligheder. Spurgte han dem direkte, ville de sandsynligvis enten lyve for ham eller simpelthen stikke af. En byvagt var sjældent et velkomment syn blandt gadebørn.
For nu besluttede han sig for at lade dem være. Hans andre pligter var rigelige, og der var også nok at holde øje med her på markedspladsen, hvor den lette adgang til fyldte pengepunge eller varer, fik det til at klø i tyveknægtenes lange fingre.

Kalitresh havde allerede fået mange undrende blikke fra de forbipasserende, som ikke var vant til at se havmanden. Ejerne af de omkringliggende boder havde set byvagten en del gange før, og de lod ham blot passe sit arbejde.
En nytilkommen lod imidlertid til at have fået øje på Kalitresh og han vendte blikket mod Caitlin, som han rejste sig fra sin plads ved springvandet. Hun var ganske ung, så vidt han kunne vurdere - han havde stadig lidt svært ved at gætte sig til menneskers alder, men hun havde tydeligvis aldrig set en havmand før.
Han kastede et blik ned af sine egne, blåligt skællede arme og kunne ikke lade være med et smile let. Hendes konstatering var ikke ligefrem forkert - men han var ikke vant til at folk var så direkte: "Ja, det kan jeg ikke løbe fra." sagde han venligt, imens han med nysgerrighed betragtede hende. "Kan jeg hjælpe Dem med noget, frøken?"
Hun lignede egentlig på ingen måde en 'frøken', men Kalitresh holdt som regel altid på sine høflighedsprincipper.

"Hvorfor skulle du også det? Blå er da langt fra det værste at være." Kom svaret øjeblikket og med den snusfornuft kun unge sagde højt. Caitlin var dog ganske ærlig med sin mening der. Hun havde set mange forskellige slags mennesker og menneskelignende væsner rundt om i hovedstaden og blå med skæl var så afgjort ikke noget at undvige byvagten for eller sende ham de blikke hun opfangede fra mange af de andre på pladsen. Ikke så mange af børnene faktisk nu hun så efter og det morede hende lidt. Så sikre de var i deres forvisning om verden.

Så vendte hendes blik tilbage til byvagten uden at det nogensinde havde været længere væk end at han havde været i øjenkrogen af det, og hendes hoved gled på skrå. "Men hvorfor er du blå?" Hun var oprigtigt nysgerrig efter at høre svaret, samtidig med at hun ignorerede hans spørgsmål. Hun var som sådan jo ikke kommet over fordi hun havde brug for hjælp. Mere fordi hun ville vide hvad han var for en - og nogle andre på pladsen havde brug for han var en smule distraheret fra at holde øje med alting. Forhåbentlig var det nok til at de ville lade hende være for en tid. Hun fangede dem da også stå ved en gyde og se ud over pladsen og mærkede Henrys blik hvile advarende på hende. Ikke at hun lod sig mærke videre med det. Henry var trods alt ingen snuser, men bare en bølle af format.

Kalitresh kunne ikke lade være med at more sig en smule over pigen med de direkte spørgsmål. Mennesker - især de yngre af slagsen - kunne nogle gange være umådeligt simple. Ikke, at det altid var en dårlig ting. Han foretrak, når det kom til stykket egentlig også, at få stillet spørgsmål i stedet for blot at blive stirret undrende på.
Et øjeblik gled hans blik tankefuldt hen over Caitlin: hvis hun selv var et gadebarn, burde han egentlig tage hende med til hovedkvarteret. Tanken huede ham dog ikke specielt meget, nu hvor hendes opførsel var så venlig og ligetil.

"Jeg er er en havmand." Forklarede han. Det var nok den simpleste måde at sige det på - de fleste i Krystallandet vidste, hvad havfolket var. Det var et noget færre antal, der kendte til deres hjemland, Aquarin.
Når Kalitresh talte, kunne man godt høre, at han ikke var opvokset på fastlandet. Hans tale havde et let accent, selvom han havde gjort sig umage med at beherske menneskesproget. Accenten blev dog hængende, lige meget hvor umage han gjorde sig med at udtale ordene korrekt.
"Jeg har boet blandt jer mennesker noget tid, nu." Tilføjede han venligt. "I er et spøjst folkefærd, men jeg kan godt lide at være her. Jeg bryder mig dog ikke om kriminalitet og uorden, og derfor er jeg blevet optaget blandt byvagterne."

En havmand! Caitlin lyste op i nysgerrig forundring, som byvagten svarede på hendes noget direkte spørgsmål og gjorde det uden at virke til at have noget imod at hun spurgte. Det måtte trods alt også være rarere for ham end alle de skæve blikke folk sendte ham. Havfolk var måske ikke hverdags kost, men de var bestemt nogle man så fra tid til anden i hovedstaden. Nu hun tænkte over det kom hun da også i tanke om nogle af de andre hun havde set. Gerne var det håret der gav dem væk i de blå, grønne eller violette nuancer det havde, men den ene havde også duftet noget så fortryllende af fisk.

At byvagten havde en accent bed hun ikke specielt mærke i, som hun lyttede til ham uddybe lidt om sig selv. Det fik hende dog til at sætte sig på kanten af springvandet, tage en bid af æblet og bare betragte ham med åbenlys betagelse. Havfolk var måske ikke uhørte, men han var den første hun havde talt med og som havde virket tilgængelig. "Hvorfor gik du på land? Er det rigtigt i alle har haler? Og rider på søheste?" Spørgsmålene væltede fra hende, før hun fik sig selv stoppet. Lidt selvbevidst bed hun sig i underlæben, skævede til pladsen hvor drengebanden var gået i aktion i den fjerneste ende og så tilbage på havmanden igen. "Men så er det da det helt rigtig sted at blive optaget! Er du på udkig efter noget bestemt her?" Hun kunne bare ikke lade være med at spørge. Slet ikke som flere børn kom til gruppen af legende eller som en af de handlede højlydt jagtede nogle unger væk et sted på pladsen. Der var altid nok at se efter her.

Kalitresh fandt det ganske behageligt at kunne koncentrere sig om noget andet end arbejdet for en lille stund. Ud af øjenkrogen holdt han dog hele tiden øje med omgivelserne, for man vidste aldrig, om pigen var sendt hen til ham som en afledningsmanøvre, mens der foregik et eller andet ulovligt, man ville forhindre ham i at se.
Der foregik stort set altid noget ulovligt på markedspladsen. I sin korte tid som byvagt havde Kalitresh allerede måtte jagte adskillige tyveknægte, som var blevet fristet af varene i de forskellige boder. Et par enkelte havde han heldigvis fanget og været i stand til at bringe til arresten.

Pigen var så sandelig nysgerrig, men Kalitresh havde ikke noget imod at fortælle om sit folk. Det gjorde ham glad, når folk udviste nysgerrighed for havfolkets kultur, som var noget anderledes end menneskenes. "Vi har haler ja.. nogle af os har udviklet os således, at vi har magi, der giver os i stand til at få ben."
Han kastede et kort blik ned på sine fødder, der var iklædt tunge støvler. Menneskebenene føltes efterhånden ganske naturlige for ham, nu hvor han brugte dem så meget. Et lille smil gled over hans læber, og han rystede let på hovedet. "Nej ikke søheste .. den Kongelige Æresvagt har dog nogle meget velopdrættede hajer at ride på." sagde han forklarende.

Hans blik hvilede igen et øjeblik på de larmende børn. Han besluttede sig for at være vagtsom over for dem, for især børn havde det med at være særdeles tyvagtige her i nærheden af alle fristelserne.
"Først og fremmest er jeg bare udstationeret her på pladsen for at holde øje med boderne.. tyveknægte, du ved, men jeg har også til opgave at få fat i nogle af de forældrøse børn .. " han holdt en lille pause. "Du er ikke forældreløs, vel?"

Caitlin smilede varmt, som hun fik en forklaring på havfolkene, haler og ben. Det gav jo glimrende mening at nogen ville få evnen til at forvandle sig til noget mere menneskeligt. At de ikke alle besad den åbnede op for en hel ny række spørgsmål i hendes sind, men ikke nogen der var særligt pæne at spørge om. For der var jo nok en grund til at kun få havfolk kunne få ben og nærmest ingen landlevende væsner fik evnen til at dykke under vand. Tanken fik hende til at gyse. Hun brød sig ikke specielt meget om vand og slet ikke til at svømme i. Bade i, jo, men svømme? Det var bare for... sært.

"Hajer??" Det lød virkelig ikke særligt sikkert. Hun havde hørt historier om dem, men nu havde historier det jo med at være stærkt overdrevne hvis de da havde det mindste med virkeligheden at gøre. "Det kunne da ellers have været fint med søheste... men de fås måske ikke store nok..." Hun så spekulativt på ham et øjeblik, før hun lod det falde og i stedet fulgte hans blik, for at se hvad der havde hans interesse ud over hende.

Det advarede hende nok til at hans svar på hendes noget direkte spørgsmål ikke overraskede hende. Det første var jo en selvfølge selvom det kun begrænsede de langfingrede på pladsen og fjernede de dårlige fra de gode. Det næste fik hende til at se mere undersøgende på ham. Hun havde hørt de rygter der gik om at byvagterne indfangede forældreløse børn og fik dem til at forsvinde. Nogen sagde til en skole - til genopdragelse - andre sagde til minerne mod nord. En ting var dog sikker og det var at det kun var børn de var interesseret i. Alligevel hævede hun et øjenbryn af ham og smilede skævt. "Selvfølgelig er jeg det - kan du ikke se forskel os og dem." Hun gjorde et kast med hoved ved det sidste mod de legende børn, men hendes blik forlod aldrig byvagten, som hendes varsomhed var højnet.

Selvom Kalitresh' holdning var vagtsom, var der alligevel meget varme at høre i hans stemme, når han talte om sit folk. Nogle gange ønskede han sig tilbage til Aquarin, især på dage, hvor menneskesamfundet virkede fuldstændig fremmed og uforståeligt. Blandt havfolket var der så meget mere ro og orden, end her i Hovedstaden.
Pigebarnet lod til at være meget frygtsom hvad tanken om hajer angik, og det var der nu egentlig også god grund til. Det krævede meget opdragelse af de glubske bæster, hvis man skulle undgå, at blive ædt i stedet for at benytte dem som 'ridedyr'.

"Det er svært at opdrætte så store søheste," gav han hende ret. "Og så er der også det med, at vi gerne vil give et frygtindgydende indtryk. Vi har i mange år været i krig med pirater og lignende.."
Kalitresh havde selv deltaget i krigene i sine tidlige år, og netop dét var en af grundene til, at han gerne ville være med til at bidrage med mere lov og orden til menneskesamfundet.

Et øjeblik stirrede Kalitresh undersøgende fra pigen foran sig til de legende børn. Han havde selv så utrolig svært ved at kende forskel på menneskene, der alle forekom ens i hans øjne. Der var dog muligvis noget ved børnenes beklædning, der antydede, at de havde en seng og et varmt måltid at komme hjem til.
"Vi har som byvagter til opgave at bringe forældreløse børn til en skole i Medanien.. for deres eget bedste, naturligvis. Der er mad og husly .. og man lærer forskellige nyttige ting .. Man kan gå på skolen helt frem til man er 18 år.." Han kiggede undersøgende på Caitlin, og måtte igen indrømme over for sig selv, at han var utrolig dårlig til at bedømme menneskers alder.

At de snakkede om den blålige mands folk havde en afslappende effekt på ham, som Caitlin bed mærke i. Det gjorde hun undlod at tøjle sin nysgerrighed - det lidt hun normalt kunne og at hun i stedet levende lyttede til hans svar og gemte den viden til senere brug. For hun havde tidligt lært at man aldrig vidste hvad kunne komme en til nytte senere hen - eller skade for den sags skyld. Hans varsomhed var der dog stadig og forståeligt nok måtte hun indrømme, for hun havde jo ikke helt kun passet ham op fordi han var ny og anderledes. Han var så ikke så let at aflede som hun havde håbet, for hans blik vandrede konstant til pladsen.

"Ah ja! Det kan jeg godt se! Hajer er noget mere skræmmende end søheste." Tanken om dem han nævnte som deres faste fjender fik hende til at skære en grimasse. Mod pirater og den slags ville hun også fortrække at have en haj at sende efter dem. Lejesoldater kunne være lige så slemme, men heldigvis kunne de kroer de kom på som oftest undgås. Hun havde ikke den store lyst til at gentage sådan en aften igen.

Hun svingede let med det ene ben der hang frit ned over kanten af springvandet, mens hun tog endnu en bid af sit æble og på alle måder udstrålede ubekymrethed. Det var en maske, men hun ville gerne se hans reaktion på hendes indrømmelse og hvordan han ville gå videre fra det. Noget hun ville kunne dele - hvis hun havde lyst. At han lagde mærke til nogle forskelle på hende og de legende børn var tydelig. Hans videre ord ikke helt hvad hun havde ventet. Han greb hende ikke bare, men talte til hende som et fornuftsvæsen. Så stod verden da ikke længere. "Selvfølgelig. Hvordan kunne det være for andet?" Svarede hun drævende tørt og temmelig sarkastisk.

Hun troede ham tydeligvis ikke, men udnyttede hvad han sagde uden at fortrække en mine, som hun roligt fortsatte. "Jeg er så atten, så det må komme nogle andre til gode." Hun smilede til ham som hun løj så stærkt som en hest kunne rende. Hun skulle ikke nyde noget af at blive sendt væk på den måde!

Kalitresh syntes egentligt, at det var en god ting at sende de forældreløse et sted hen, hvor de kunne få mad og endda en uddannelse. Det var altid lidt af en pine at se fattige børn tigge på gaderne, men på den anden side brød han sig heller ikke om indfange dem mod deres vilje og sende dem væk fra alt, de kendte til.
Et lille suk kom fra byvagtens læber, som han så ud over markedspladsen. Der var så uendeligt mange forældreløse børn i Hovedstaden. Langsomt nikkede han mod Caitlin: han vidste ikke, om hun fortalte ham sandheden, men han lod tvivlen komme hende til gode. Hun virkede som en kvik pige.

"Det er for deres eget bedste." Gentog han med en lille stædighed i stemmen. "Desværre har de færreste af børnene lyst til frivilligt at følge med en byvagt.." Stemmen var en smule opgivende og Kalitresh tørrede sig over panden med bagsiden af hånden - varmen her på markedspladsen var lettere overvældende, og han havde stadig ikke helt vænnet sig til fastlandets klima.
"Nok om mine problemer," tilføjede han med lidt mere munterhed i tonefaldet, idet han så på menneskepigen foran sig. "Har du altid boet her i hovedstaden?" Selvom han til hverdag passede sit arbejde i byens gader, omgik han for det meste kun byvagterne, og han fandt det ganske interessant at tale med nogle af byens almindelige mennesker.

Caitlin så nærmere på byvagten hun snakkede med og tog nu mere end hans blotte udseende og udstyr i betragtning. Han mente hvad han sagde. Han troede virkelig at børnene ville få det bedre på den skole. Det fik hende til at stoppe op, før hun svarede og lægge hovedet let på skrå, mens hun bare så undersøgende på ham og vendte tanken på hovedet. For hvorfor skulle de ikke få det bedre? Der ville være mad, varme, tøj. Regler ja og undervisning, men var det helt skidt et bytte? Friheden de mistede var jo trods alt ikke friheden til at gøre alt, men mest en kamp for at overleve. "Måske har du ret..." Hun lod det svæve lidt ved det, før hun kom til at le og så børnene der legede på pladsen. "Deres erfaringer med byvagterne kan være lidt.... blandet af karakter. Måske hjælper det, når de første kommer tilbage og viser hvad de kan - hvis de tager sig tiden til deres tidligere fæller..." Hun tvivlede på det. Ude af miljøet og folk så sig ikke tilbage. Sådan var det bare.

Hans næste ord fik hende til at se tilbage på ham, men hun beholdt hovedet let på skrå og den afslappede holdning. Smilet var også stadig på hendes læber, som hun nikkede let. "Ja, men jeg har været uden for hovedstaden flere gange!" Hun var lidt stolt af at kunne sige så meget, skønt tanken om nogle af turene fik hende til at skære en grimasse. De havde ikke altid været lige gode eller lige trykke. Uden videre grund end at han virkede interesseret og havde svaret på hendes spørgsmål, tilføjede hun. "Men boet har jeg kun i hovedstaden sådan rigtig. Først hos min mor, men fra jeg var otte på gaden." Hun vidste hvor gammel hun havde været fordi hendes mor ved den fødselsdag havde svaret på nogle af hendes spørgsmål, som hun bagefter havde fortrudt hun havde stillet. Men sådan var det jo.

Kalitresh var godt klar over, at det ikke var helt nemt at finde arbejde i Byen for tiden. Der var lidt for mange munde at mætte, og lidt for få råvarer, der rent faktisk fandt vej til Hovedstaden. Man kunne tydeligt mærke det hos byvagten, hvor flere og flere tyveknægte blev bragt til arresten. Nogle gange opstod der værre tilfælde af gadevold..
Dette var dog heldigvis ikke tilfældet i dette øjeblik, hvor solen bagte henover de varme brosten. Kalitresh frygtede en smule for, hvordan vinteren ville blive, men der var ikke så meget at gøre ved det nu..

"Du har muligvis ret," svarede han Caitlin, og vendte igen opmærksomheden mod nuet og deres samtale om børnene. "Jeg vil dog benytte mig en vis frihed og sige, at jeg synes at byvagten har vigtigere opgaver, end at indfange gadebørn .. der er vold og kriminalitet at bekæmpe."
Der kom et lille suk fra byvagten. Han håbede virkelig, at hans arbejde kunne gøre en forskel, men inderst inde tvivlede han stærkt på, at man helt kunne forhindre menneskeracens naturlige hang til vold. Det var noget andet i Aquarin, hvor et strengt ordenssamfund herskede.

Lidt nysgerrigt betragtede han menneskepigen foran sig og nikkede til hendes forklaring. Det var også ualmindeligt at byboere bosatte sig uden for Hovedstaden. Især efter at landet var blevet uroligere efter dragernes tilbagekomst. "Det er ikke alle, der kan prale af at have rejst .. hvor har du været?" spurgte han venligt.

Caitlin smilede upåvirket af hans ord videre med hovedet let på skrå. Hun kunne lide byvagtens måde at udtrykke sig på og for at han tog sig tiden til at snakke med hende. Ikke mange andre ville have gidet det og slet ikke uden at forsøge at udspørge hende om levevis og andet. Det løsnede hende lidt op overfor ham og fik hende til at tage hans ord mere alvorligt. Hun kunne se den lette utilfredshed hos ham over at være sat til at jage børn, når langt værre ting skete i byen og det var den irritation, der fik hende til at række ud og stryge ham over armen. Hun ville have elsket at mærket hans skæl, men skjorten dækkede dem - hun gik ud fra de dækkede ham helt og var ret fascineret af ideen - og at spørge var bare slet ingen mulighed. "Måske, men alle de børn vokser op til at blive noget - og hvad er der virkelig at blive på gaden?" Hendes smil var blevet drillende, som hun lod hånden falde tilbage og ned i hendes skød.

"Det er det ikke nej og nogen gange er jeg i tvivl om ikke de har fat i noget ved at lade være!" Hans venlighed fik hende til at svare på et spørgsmål hun nok burde have snakket udenom. Det var dog svært at lade være, når de steder nu engang havde været også havde tilhørt de mere eksotiske for mange. I hvert fald det sidste hun havde været. Det var dog ikke det hun nævnte først. "Nede sydpå. Jeg fik en opgave på Toropolis Isla, men det var ikke noget rart sted. Så var det at se havet ikke så langt herfra bedre..." Hun skar en grimasse, for meget bedre havde det egentlig ikke været. Ikke som hende og Amy havde måtte springe og sejle for livet. "...Om ikke så til den der drage dukkede op..."

Kalitresh fandt det egentlig ganske behageligt at snakke med menneskepigen. Han fandt sig ikke så godt tilpas i det varme vejr, og det var rart at lede tankerne lidt på afstand med lidt snak. Han svedte ikke lige som menneskerne gjorde, men varmen fik hans skællede hud til at føles tør og kløende.
Det gav nærmest et lille sæt i ham, da Caitlin rørte ved hans arm. Mennesker kunne ofte være meget fysiske i deres kontakt, men han var stadig ikke vant til det, da han selv var meget reserveret af natur. Det kunne pigen dog naturligvis ikke vide, og han blev da heller ikke vred over berøringen.

Han kommenterede ikke på det, men nikkede i stedet eftertænksomt til hendes ord. "Der er mange problemer her i landet. Vi kan desværre ikke løse dem alle." Måske kunne de. Men for nu var det om at tage en ting af gangen.
Lidt nysgerrigt lyttede han til pigens fortælling om hendes rejse sydpå. Han havde ikke selv hørt om Toropolis Isla, men han var godt klar over, at der lå nogle forskellige øer ud for Krystallandets kyst. Han rynkede panden ved hendes snak om drager: han var heldigvis aldrig selv stødt på disse skabninger, og han havde bestemt også tænkt sig at holde sig på lang afstand fra dem. De var langt mere, end han kunne magte. "Du slap forhåbentlig godt fra det? .. Dragen altså."

Caitlin havde altid være kontaktsøgende når hun følte hun kunne være det. Små berøringen, skub eller bare at stå lidt tættere end hvad de fleste fandt behageligt, men for hende var det og endda ganske naturligt. Hjemme havde hun så godt som ingen fysisk kontakt haft mulig. Hendes mor havde i den grad udstrålet afstand at hun havde holdt den. Sårende, men sådan havde det bare været. Måske endnu en grund til hun havde fundet sig så vel til rette på egen hånd og på gaden. Hun kunne få kontakten når hun ville det og gå når hun ville det.
Til hendes lettelse påtalte havmanden heldigvis ikke hendes lette berøring, men hun lod for en sikkerhedsskyld hånden falde væk fra ham. Han havde ikke virket som om det var noget folk gjorde ved ham og det var måske også lidt vel nærgående overfor en byvagt, som hun virkelig burde holde afstand til.

Hun nikkede let som han svarede, men med et eftertænksomt udtryk. Hun var ikke sikker på at folk ønskede at nogen skulle løse alle deres problemer for dem. Det plejede gerne at ende med regler for alt og ingen valg. Caitlin havde hørt de ældre tyve tale om den slags, men det var ikke fordi hun helt havde kunne følge samtalen. Til det vidste hun for lidt om livet andre steder end på gade-niveau. "Men I gør noget og det er mere end de fleste." De gjorde noget for andre i hvert fald. De fleste gjorde kun noget for sig selv. Hvorfor hun søgte at opmuntre ham vidste hun ikke, men måske var det fordi han var hendes første positive møde med byvagten. Det ville i hvert fald være så god en grund som nogen. Ikke at hun tænkte videre over det selv.

"Jeg sidder her nu, gør jeg ikke?" Hun smilede med leende øjne af ham, som hun svarede og samtidig gjorde hun klar til at komme af vejen hvis han ikke tålte at blive talt til på den måde. Hun var rimelig sikker på han kunne, men derfra og til at få et par på hovedet der kunne være undgået ved at være forberedt var der stadig et stykke - og hun så ingen grund til at tage chancer. Så tilføjede hun dog alligevel lidt mere drømmende. "Hun var alt hvad drager skal være: vild, majestætisk, frygtindgydende og elegant..."

Ikke langt fra det lille springvand var en flok legende børn meget tæt på at vælte en kærre med æbler. Kalitresh havde nærmest allerede rejst sig halvt, men børnene undgik kærren i sidste øjeblik og kunne nøjedes med vrede håb fra æblehandleren.
Kalitresh lod sig synke tilbage på sin plads ved springvandet og vendte igen opmærksomheden mod den snaksagelige menneskepige foran sig. Et lille smil gled over hans blålige læber, og han nikkede langsomt. "Tak. Det er rart at høre - Byvagten er ikke altid lige populær."
Selvom synet af en uniformeret byvagt burde udgyde respekt og tryghed blandt befolkningen, var tilfældet oftere mistro - de færreste byboere brød sig om, at man blandede sig i deres foretagender, og mange af dem var bange for, at blive sat bag lås og slå. Mængden af småkriminalitet var høj inden for byens mure.

Menneskepigen morede ham en del. Hun var ganske ligefrem - noget han ikke var vant til blandt sit eget folkefærd, og også sjældent fra de almindelige byboere, der foretrak at holde god afstand. Caitlin virkede imidlertid ligetil og nem at snakke med, og Kalitresh fandt, at han slappede af og egentlig havde det ganske rart her i skyggen ved springvandet: "Du drømmer måske selv om at sidde på drageryg engang?" spurgte han venligt med et lille glimt i øjet. Han selv fandt tanken om at flyve helt og aldeles skræmmende. At være opvokset på havets bund gjorde ikke ligefrem én komfortabel med højder.

Caitlin fulgte børnenes leg ud af øjenkrogen, som den kom tæt på at vælte en kærre med æbler og fik æblesælgeren til at råbe efter dem. Hendes virkelig opmærksomhed, der ikke hvilede på byvagten hun snakkede med, lå dog på gruppen af drenge og unge mænd der drev forbi springvandet på vej mod den anden side. Den ene fangede hendes blik og gav hende et lille nik, som hun helst ville have været foruden. Hun vidste hvorfor hun fik det, hvad det betød og det gav hende kun lyst til at komme afvejen i en fart. Det ville dog tiltrække unødig opmærksomhed og det var det sidste hun ønskede sig lige nu. At blive husket.
Med det i tankerne lod hun blikket glide fulgt til børnene, før hun så tilbage på Kalitresh og smilede skævt. "Det siger du ikke?" Hun kunne bare ikke lade være med at svare igen på den måde. Hun vidste hvorfor de ikke var specielt populærer for mange, men også at det ændrede sig det øjeblik folk havde brug for dem. Som regn til at skylle skrældet væk kunne være ubehageligt at være fanget af. Eller sådan noget fancy noget.

Af en byvagt at være var Kalitresh også nem at snakke med. Han virkede ikke til at se ned på hende eller dømme hende for at være hvad hun var, men heller ikke som om han havde noget imod at snakke med hende. Det fik hende til at slappe af omkring ham og især som han tog hendes drillende svar med humor og ingen slag. Det var rart og fik hende til at overveje sit svar på hans noget forbløffende spørgsmål efter at hun havde givet sit første øjeblikkelige svar. "Hvem gør ikke det? Det er jo.. drager!" Så lænede hun sig lidt tilbage, skubbede håret væk og legede med det, mens hun bare så på ham. Så fortsatte hun noget mere eftertænksomt. "Men nej, nok ikke helt alligevel. Drager er for store til at ride på. For... fantastiske? Som er de ment til at være uopnåelige på en eller anden måde..." Med det sagt ville hun stadig elske at komme tæt på en af de lyse. På en der ikke havde hende som frokost i tankerne altså.