Den imponerende tribune havde fanget den unge elver, Renaéls, opmærksomhed, som han ellers havde været på vej ud af Hovedstaden. Han havde været på et kort visit, men savnet efter hjemlandet havde hurtigt meldt sig - på trods af Rhovandír, som sjældent lod ham få en dag i fred.

Overraskende nok var bænkerækkerne ganske fyldt op, for en stridighed mellem to medlemmer af forskellige klaner, var ved at blive afgjort i kamparenaen. Den unge elver tog forsigtigt plads ikke langt fra en flok mennesker, der tydeligvis var i familie med de kæmpende. De hujede og råbte skældsord, som elverens fintformede ører aldrig nogensinde havde hørt.
Han var allerede så småt begyndt at fortryde sit visit på dette brutale sted, men hans blik var alligevel draget mod kampen, der tydeligvis var på sit højeste:

De kæmpende var begge store, muskuløst udseende mænd, og den ene havde netop nikket den anden en gevaldig skalle. Ingen af dem brugte våben - kampen skulle tydeligvis afgøres med de bare næver.
Mennesker er så sandeligt et brutalt folkefærd... kunne Renaél ikke undgå at tænke, idet manden, der havde fået en skalle, sendte sin modstander flyvende gennem luften. Han fik en hård landing, spjættede lidt, og lå så stille.

Frastødt åndede Renaél ud - han havde et øjeblik holdt vejret, men nu brød kaos ud på bænkerækkerne. Klansmændene var tydeligvis ikke tilfreds med resultatet af kampen, og de gik nu amok på dem, der havde heppet på vinderen af kampen. Flere bænke blev væltet, og en mand med blødende næse vaklede tæt forbi Renaél for at falde om.
Elveren så sig hurtig om efter en udvej, men indgangen til tilskuerpladserne var spærret af de kæmpende: der var kun én ting at gøre! Renaél kravlede over et par af de mere udsatte bænke, hvorefter han kravlede ind under bænken på den bagerste tilskuerrække. Her betragtede han frygtsomt klansmændene, der var godt og grundigt i gang med at uddele knytnæveslag i alle retninger, og bad til, at der ikke var nogen, der fik øje på ham.

Venus havde stået i udkandten af tilskuerrækkerne og set ned på slåskampen. Hun var ikke særligt voldeligt anlagt, men hun måtte indrømme, at det var udmærket underholdning, så længe de selv var gået med til det Hun var dog ikke taget her hen, hvis ikke det var fordi, at nogen fra helbredelseshuset altid skulle være til stede ved denne slags begivenheder.

Et øjeblik efter den ene kæmpe var faldet omkuld, brød helvede løs på de pladser, hvor familierne sad mest blandet, hvorefter blodsprøjt begyndte at stå op som stikflammer og bredte sig som en steppebrand. Venus gjorde sigt bedste for ikke at blive viklet ind i begivenhederne og fløj bogstaveligt talt over til de to helere på pladsen. Tre mand var ikke nok og nogen skulle jo informere helerne om, at der snart kom en meget stor ladning bankekød ind ad deres døre.
I et forsøg på at undvige et lyn, der pludselig skar gennem luften smed hun sig op ad nogle tribunepladser, der overraskende nok var næsten tomme.

Halvforvirret af den pludselige manøvre stoppede hun i luften et par sekunder for at orientere sig. Her fik hun øje på Renaél, der sprang for livet. Hun så over mod helerne, hvoraf den ene allerede var løbet afsted og den anden panisk forsøgte redde et par klanmedlemmer, der allerede var dejset om kuld, og fløj så over til Renaél.

Hun landede ved siden af bænken og satte sig på hug: ”Jeg tror virkelig ikke det her et et godt sted at gemme sig.” I samme øjeblik måtte hun springe til siden igen, idet en kæmpe af en mand tog fat i bænken, løftede den op og svang den som en kølle i hovedet på hans nærmeste modstandere og de uheldige mennesker, der stof bag ham.

Synet af blod var bestemt ikke noget, Renáel brød sig om. Faktisk var det i særdeleshed denne svaghed, der forhindrede ham i at bruge og udvikle sin egen healende magi.
Han sad på knæ under bænken med armene over hovedet, og havde fast lukket øjnene i, så snart blodet begyndte at sprøjte mellem de kæmpende. En sitation som denne, ville aldrig nogensinde have udviklet sig i det idylliske Elverly, og han længdes efter at lægge så meget afstand mellem sig selv og de brutale mennesker som muligt.

En stemme forstyrrede hans tanker, og det ene øje blev åbnet på klem, hans ansigt nervøst tittende frem fra bænken. Et overrasket udtryk gled over hans ansigt, da han genkendte Venus fra sit sidste visit i Hovedstaden. Hun var nok en af de sidste, han havde forventet at se på dette brutale sted.
Han skulle til at kravle frem fra bænken, men det viste sig ikke at blive nødvendigt, da den pludselig blev løftet over hans hoved og brugt som slagredskab.

Panikslagent kravlede han væk fra den store, bænksvingende mand, før han langt om længe kom på benene. Han vendte sig mod Venus, men vidste ikke helt hvordan han skulle reagere, for han ville meget nødig bringe sig selv og sit folk til skamme ved skrige som et tøsebarn og gemme sig under flere bænke, selvom det mest af alt var det, han mest af alt havde lyst til at gøre.
"Det her var ikke lige hvad .. jeg havde forventet, der ville ske.." fik han i stedet fremstammet hentydende til de skrigende, råbende og kæmpende mænd, imens han nervøst holdt øje med de nærmeste.

Venus var mindst lige så overrasket over at se elveren på denne plads. Selvom hun - måske en smule imod sine egne instinkter - fandt jobbet som medhjælper ved klanstride som denne ganske underholdende, så forstod hun ikke helt, hvad Renaél lavede her. Hvis nogen forstod nysgerrighed, var det da hende. Et minde om et besøg på Samsons ø, det gik helt galt, dukkede op til overfladen.
Men Renaél havde ikke ligefrem slået hende som en, der lod sin nysgerrighed overvinde et fornuftigt instinkt som at holde sig væk fra potentielt voldelige menneskemængder med ekstra tryk på mennesker. Han virkede jo en smule - skrøbelig.

Venus nåede lige at stoppe et smil og bemærkningen: "Du kommer virkeligt ikke særligt ofte i Hovedstaden," ind mellem, at kæmpen trak vejret, at han tog det næste sving i modsatte retning, deres. Igen sprang Venus til side. Dernæst så hun sig omkring efter en vej ud og spottede gelændere, der stoppede klanmedlemmerne fra at ryge direkte ned i mellemgangene mellem tribunerne. Hun hoppede, eller rettere fløj ud over kanten og skulle lige til at fare afsted mod helbredelseshuset, da hun kom i tanker om en mindre detalje.
Elveren kunne med al sandsynlighed ikke flyve. Den rødhårede krystallisianer vendte på et ravstykke og susede op i luften i et forsøg på at finde en vej ud, men det så ikke ligefrem godt ud.

Igen landede hun ved elverens side.
"Den hurtigste vej ud er over gelænderet. Hvis jeg holder dig, falder du ikke så hurtigt. Tør du hoppe ud over?" Hun skyndte sig at dukke sig for en knytnæve, der svingede lidt for tæt på hendes hoved, og fløj videre ind i kæben på en rødskægget mand, der efterhånden manglede en del tænder.

Var der noget elveren godt og grundigt fortrød, så var det så sandelig, at han havde ladet sin nysgerrighed løbe af med sig. Det var typisk med mennesker - hver eneste gang, man forsøgte at sætte sig mere ind i deres kultur, fik man blot større indblik i deres voldelige væsen.
De spidse elverører drejedes fra side til side for at opfange lyden af den mindste trussel mod hans person, for det sidste han havde lyst til, var at vende hjem med et opsvulmet ansigt eller manglende tænder - Som den rødskæggede mand lige ved siden af dem, der netop havde modtaget et solidt slag i kæben.

Han var en smule forundret over Venus' evne til tilsyneladende at tage rimelig let på begivenhederne. Selvom det egentlig ikke undrede ham, frastødte det ham gevaldigt, at dette åbenbart ikke var en usædvanlig hændelse blandt menneskernes klanmedlemmer.
"Det kan jeg ikke ligefrem påstå, at jeg gør nej.." svarede han mumlende den rødhårede kvinde. Han var en smule imponeret over hendes magiske egenskaber, der tillod hende elegant at suse ind og ud mellem de kæmpende.

Han bed sig i læben og nikkede et par gange. "Ja.." svarede han spagt, til hendes foreslag om at hoppe over gelænderet. Hellere falde et par meter, end at ende med et fjæs, der lignede den rødskæggedes ...
Han tog et par skridt i retning af gelænderet, men blev afbrudt af en råben. Et par svedende, muskuløse mænd var løbet tør for ofre fra den modstående klan at slå på, og havde nu fået øje på Venus og elveren. "Hey! Spidsøre! Er du ikke lidt langt hjemmefra?" Den råbende mand grinede og bevægede sig nærmere, idet han trak ærmerne op og afslørede et par behårede, muskuløse arme.

Venus, som var lidt hurtigere i vendingen, stod allerede henne ved gelænderet og rakte en hånd frem mod elveren, da to temmeligt store brød vendte sig i deres retning. Godt nok var Venus behændig, men det hjalp ikke meget, når der ikke var plads til at bevæge sig. Måske kunne hun have været lidt værd, hvis hendes bue og pile ikke lå derhjemme, et ord hun stadig skulle vende sig til at tænke, men situationen værende som den var, havde hun kun en høstblomst af en chance.

Der var kun en ting at gøre: prøve med en afledningsmanøvre. Hold op det var længe siden, hun havde været nødt til at flygte fra nogen.
"Jo, det er han, de herre. Jeg er faktisk netop ved at hjælpe ham hjemad. I to bredskuldrede mænd ville vel ikke have noget imod at træde til side, så en heler kan komme forbi?" sagde hun og blinkede en ekstra gang med øjenvipperne. Hun følte sig ude af træning og overhovedet ikke særligt komfortabel med situationen. Pludselig vendte hun hovedet og udbrød:
"Hold da op! Har Cyrion virkelig banket sig helt herover allerede?" At den rivaliserende klans overhoved skulle være kommet over på denne side, var ikke helt usandsynligt, men rigtigt var de heller ikke. Til trods for det gjorde Venus sit bedste for at se overrasket ud, mens hun fægtede bag sig med hånden for at få fat i Renaéls håndled, så hun kunne trække ham afsted, så snart de to gorillaer - eller det håbede Venus, de var - vendte hovedet den forkerte vej.

Endnu en brummende latter lød fra det ene muskelbundt, da Venus blandede sig - denne gang var latteren dog noget mere forventningsfuld. Hvis mændene skulle være ærlige, så var de lidt trætte af nærkontakten med andre, svedende mænd, og en lille, rødhåret sag som Venus, kunne gøre aftenen noget mere .. interessant.
"CYRION!?" Hendes udbrud fik imidlertid begge mænd til hastigt at vende sig. De var åbenlyst ikke de skarpeste knive i skuffen - i hvert fald var den rivaliserende klanleders navn nok til at få dem helt op i det røde felt, imens de knyttede næverne - klar til at uddele øretæver til deres fjender.

.. som ikke var der. Imens de to store brød skuede ud over kamparenaen i håb om at få øje på den omtalte Cyrion, greb Renaél fat i Venus' hånd, der fægtede bagud efter hans. Det var ærlig talt ikke på denne måde, han havde foretrukket at komme til at holde i hånd med den rødhårede menneskekvinde.
Lige nu havde han dog mest af alt travlt med at holde øje med de to, muskuløse mænd, der havde set ud til at være klar på at gennemtæve ham. Det var kun et spørgsmål om tid, før de fandt ud af, at Venus' ord havde været en afledningsmanøvre, så nu var det bare om at komme væk..

Med et lettet, og måske en anelse frydefuldt, smil over de to slagsbrødres godtroenhed greb Venus' fine fingrer om Renaél så fast, det kunne lade sig gøre, så de ikke mistede grebet. Det sagde dog ikke så meget, da muskler ikke var hendes stærke side. Straks for hun afsted og snoede sig ind og ud mellem knytnæver, svedige brystkasse, flyvende hårtotter, kradsende negle og det tilfældige evneudbrud. Hun var ret sikker på en enkelt issyl havde strejfet hendes hår, man de ville være frygteligt dumt at stoppe op nu for at tjekke.

I næste nu var hun ude af mængden, nede på banen, rundt om et hjørne og ude af tribunerne. Hun fortsatte om på ydersiden af arenaen og placerede sig op ad væggen for at få vejret, mens et hold byvagter fór ind for at tage sig af urolighederne. Mens den vejstøvfyldte luft flød ind og ud af hendes næsebor, strejfede de to mænds blik hendes indre øjne, og en kvalm gysen rørte op i hendes maveindhold. Det var ikke første gang, nogen havde stirret sådan på hende, men vende sig til det kunne hun aldrig.
Hun rullede lidt med fingrene, som om hun prøvede at huske noget. Pludselig gik det op for hende, at hun ikke længere havde fat i elveren, og at hun i øvrigt ikke havde lagt mærke til, om hun selv netop havde sluppet grebet, eller om han havde, eller hvornår det var sket, hvilket fik hende til med et sæt at stoppe med at trække vejret og løfte hovedet for at se, om han stadig var der.

Renaél var lidt for urolig over situationen til at fryde sig over gorillaerne, der nemt hoppede på Venus' løgn. Det undrende ham imidlertid ikke - han regnede ikke menneskernes intelligens for værende noget særligt.
Nu gik det imidlertid stærkt - Venus' havde et solidt tag i hans hånd og styrede hastigt ind og ud mellem de kæmpende. Noget der bestemt ikke huede elveren, der var begyndt at overveje, om det ikke ville være bedre at søge tilflugt under en ny bænk. Dette virkede rimelig risikabelt.

Nervøsiteten og det hurtige løb gav ham lettere svedige hænder, og idet de drejede ud på banen, havde han ikke længere fat i hendes hånd. Tempoet fik ham til at vælte med hovedet først ned i kamparenaens sandede bund. Et øjeblik blev han liggende helt stille, for han havde en lille tanke om, at folk måske så ikke ville bemærke ham - men nej, dette sted var alt for udsat.
Mumlende forbandelser på elversproget, kom han langsomt på benene og så sig omkring. Venus var selvfølgelig for længst løbet videre, og han så nu i rædsel, hvordan et par klanmedlemmer i nærheden tævede løs på hinanden, så blodet sprøjtede.

"Dig der! Hvem holder du med!?" et par kraftige næver løftede op i elverens kappe bagfra, så hans fødder hævede sig en smule over jorden. Et bjerg af en mand havde fået fat i ham, og betragtede ham indgående .. "Hvad satan .. et elverpjok!"
Pludselig fløj han gennem luften - kæmpen havde kastet ham af sted, netop samme tid som byvagterne begyndte at strømme ind i arenaen - dette bemærkede elveren dog endnu ikke, for han var hastigt på vej til endnu et sammenstød med jorden.

*Åh, for pokker da også, det her er jo lige som i gamle dage!* tænkte den rødhårede krystallisianer med en blanding af urolig irritation og nostalgisk entusiasme, da der ingen spidsøret elver var at se nogen stede, hvorefter hun fløj efter vagterne og forbi dem. I et sving havde hun efterladt sig en lille støvsky på jorden, så hun kunne se banen fra et sted med bedre udsigt og måske spotte, hvor elveren var faldet af henne.
"Men, SSami, spidssøren hører jo ikke til nogen af klanerne. Kan vi ikke bare ssmække ham en og sslippe ham? sagde en fyr med kraftig underbid og læspen på alle s'erne. Han stod lige ved siden af fyren, der havde fået krammet på Renaél. Men i stedet for at lade elveren slippe med at rap over hovedet hovedet, havde jernnæven åbenbart taget underbidets spørgsmål som et forslag, der kunne udvikles på. "Jeg ved ikke rigtigt, Kurt. Når han er så let, ville de være synd at udnytte chancen for at bruge ham som kasteskyts"

Det lille optrin var ikke svært at spotte fra luften, for de var de eneste, der blev stående på begge fødder i mere end to sekunder ad gangen. Venus skulle netop til at give tøjfolderne, som Samis næver borede sig ind i en hurtig opvarmning, da en byvagt tappede elveren på ryggen, og i næste nu fasede han lige gennem kæmpens næver og begyndte turen tilbage til kamparenaens tilsandede jordgulv. Sami fandt tilsyneladende indblanding meget uhøflig og løb efter byvagten i stedet, og lidt tøvende fulgte Kurt efter.
Venus susede ned til Renaél, da der blev plads, og udbrød efterhånden en smule forpustet: "Der var du, undskyld jeg slap dig! Denne gang løber du forrest!" hvorefter hun gav ham et puf i den rigtige retning og begyndte at løbe.

Var der noget elveren så sandelig ikke brød sig om - udover at være fanget midt i et slagsmål - så var det at have to gorillaer til at diskutere, hvorvidt de skulle smække ham én eller kaste ham igennem luften.
Han ville lidt ønske, at han kunne sende en solid håndfuld elverkrigere af sted for at give flokken af klanmedlemmer hvad de havde fortjent, men han havde en idé om, at elvernes leder blot ville brokke sig over, at Renaél ikke var bedre i stand til at tage sig af sig selv.
Det var dog ikke værd at tænke over nu, hvor han endnu engang med et hårdt sammenstød kom i nærkontakt med jorden med ansigtet først. Det gjorde gevaldigt ondt i hovedet, og elverens første tanke var, om nogle af hans forfinede ansigtstræk havde taget permanent skade.

Heldigvis havde mændene fået nok af 'legetøjet' og var på vej efter en byvagt i stedet, og Renaél kom langsomt på benene med en god portion sandet jord fordelt i hår og ansigt.
"Åh det skal du ikke tænke på .. jeg kan skam klare mig selv." sagde han, da Venus susede ned til ham, selvom det modsatte åbenlyst var tilfældet. Han var dog en kende overrasket og en lille smule smigret over, at hun var kommet tilbage efter ham.
Hastigt begyndte han at bevæge sig mod udgangen, omend han først måtte virre med hovedet et par gange - desorienteret som han var efter sammenstødet med jorden.

Venus spænede efter Renaél, eller så hurtigt som horderne af klansfolk ville tillade de to - mere eller mindre - udenforstående at møve sig igennem. Det var noget af et held, at de ikke var større end de var. Lidt mindre heldig var det dog, at Venus ikke bare kunne stikke af ad luftvejen.
Den røde manke blev fanget mere end en gang på vejen, og hun måtte også tage imod blod- og svedstænk, for slet ikke at tale om alt det støv, der efterhånden havde sat sig alle steder.

Endelig var de ud af arenaen, og krystallisianeren skyndte sig at springe til side for endnu et par klansfolk; Den ene var åbenbart ikke helt færdig med at flå totterne ud af hovedbunden på den anden. Endnu engang så hun rundt efter elveren, og hun håbede virkelig, han var der denne gang.

Renaél havde gevaldigt ondt af sig selv. Disse brutale mennesker havde ingen forståelse for almindelig opførsel, og han håbede, at byvagterne ville sætte dem alle bag lås og slå. Lyden af folk, der tæskede på hinanden, blodstænkene og lugten af sved fik det til at vende sig i elveren, hvis eneste tanke var at lægge så meget afstand mellem sig selv og kamparenaen som muligt.

Så snart de var ude fra området, måtte han dog standse forpustet op og gnide støvet ud af øjnene. Han så rimelig hærget ud: de lyse, krøllede lokker stod ud til alle sider, og den fine, mørkegrønne beklædning var plettet af jord og støv og det, der var værre.
Nervøst kiggede han sig over skulderen for at se, om nogle af de krigeriske klanfolk var fulgt efter ham for at give ham mere tæsk, men der var ikke andre at se, end den rødhårede menneskekvinde. "De er ikke selv kommet noget til, vel?" spurgte han. Stemmen var i et meget lyst toneleje og ham rømmede sig et par gange.

En blanding af stemmelejet, der selv for en elver var højt, og ren og skær lettelse over, at han var der overhovedet, fik hende til at grine - mere eller mindre - ufrivilligt, før hun kastede et hurtigt blik nedad sig selv. Hendes tøj var lige så plettet som Renaéls. "Jeg har det fint. Og du ser også ud til at være nogen lunde hel." Hendes stemmeføring var stakåndet, men meget mindre bekymret. Vold i arenaen var det, den var lavet til, så folk på mere eller mindre lovlig vis kunne slå på hinanden uden at andre kom noget til - det meste af tiden altså. Og tøj kunne vaskes.
Det gjorde hende nu ikke til en større fan af konceptet, og hun dukkede da også kun op til tvekampe, når der var mangel i helbredelseshuset.

Lyden af råbene, blodsprøjtene og ting, der blev smadret, blev forstærket af arenaens vibrerende vægge og ekkoet gennem sideudgangene. Faktisk lød det næsten som om situationen blev værre, og i næste øjeblik fløj en af klansmedlemmerne over rælingen over dem og landede på halen. Han blev dog ikke siddende længe før, eder og besværgelser røg ud af munden på ham, og han stak i løb tilbage imod indgangen og blodbadet. Man måtte give dem, at de ikke gav op så let, når der var noget, der bed.
Selv Venus følte sig helt godt tilpas efter at have fået pulsen op. Hun skævede til Renaél og konstaterede, at han ikke lod til at være helt på toppen endnu, hvor meget han end gerne ville virke til det.
"Har du brug for at få vejret, eller skal vi komme videre?"

Den unge elver var begyndt at gøre et febrilsk forsøg på at få børstet sine fine klæder rene, men det var noget af en håbløs opgave. Det sarte, mørkegrønne stof blev blot mere plettet, når han gned på det, selvom noget af støvet fordelte sig i luften omkring ham.
Lidt undrende kiggede han på Venus, som der kom en lille latter fra hende. Han selv var lidt for chokeret over situationen til at se det morsomme i noget som helst, og hans ansigtsudtryk var da også helt uforstående. Mennesker opførte sig særdeles besynderligt nogle gange...

"Naturligvis, der skal mere til at slå mig ud." Sagde han med en noget mere normal stemmeføring, hvorefter det gav et sæt i ham, da en af de kæmpende blev slynget ud fra arenaen og landede lige i nærheden af dem. Han rømmede sig igen og gav ærmet på sin klædedragt et sidste børst.
"Lad os endelig komme herfra." Sagde han som svar på Venus' sidste spørgsmål, imens han skævede lidt nervøst op mod arenaen. Han kunne muligvis godt bruge et øjeblik på at få pusten, men han ville foretrække, at det var på så god afstand af arenaen som muligt. Man kunne aldrig vide, om der ville komme flere krigeriske klansmedlemmer flyvende, og han havde ikke tænkt sig at blive hængende for at kigge på.

Selvom Venus følte sig godt tilpas ved at være midt i al uroen, så havde hun også efterhånden fyldt dagens kvote af adrenalinaktiverende oplevelser. Desuden virkede det som en glimrende ide at stoppe, mens alle kunne tager derfra i et stykke. Venus så ned ad en af de mange sidegade, der førte væk fra arenaen, mens hun lyttede til Renaél. Hun var ret overbevist om, at han forsøgte at opføre sig mere modig, end hvad han rent faktisk var. *Det er vel også modigt i sig selv at være en smule selvfornægtende,* filosoferede hun med et smil på læben og vendte sig så efter elveren.
"Godt. Jeg tror den vej, er -" Midt i sætningen, begyndte hendes mave at rumle temmeligt højlydt. "Hmm, det kunne også være, man skulle finde sig noget at spise, haha... Altså, hvis du har lyst?" Hun sendte Renaél et venlgit spørgende blik og holdt overhovedet ikke øje med, hvad der foregik bag hende.
Pludselig drønedeet par helere rundt om det nærmeste gadehjørne med fire byvagterne lige i hælene for at holde dem nogen lunde fri for forhindringer på vejen, og det gjorde de meget effektivt. Venus og et par andre, der var i vejen på det forkerte tidspunkt blev majet ned af patruljen, der havde alt for travlt med at se frem mod kilden til råbene og brølene, til at se sig ordentligt for. Venus landede direkte på næsen.
I næste nu var de væk. Det var ikke noget Venus gjorde ofte, man hun bandede og svovlede nu bare lidt over at være landet fladt på maven, bare fordi nogle af de mennesker, der skulle være mest bekymrede for andres velfærd, var lidt for bekymrede for dem i arenaen.

Lidt besværet kom Venus op på hænder og knæ, mens hun så på sin grønne kjole og sine albuer, for at tjekke for skrammer.
"Altså jeg ved godt, at kaoset derinde er vigtigt, og de er ved at rive ørerne af hinanden derinde - og nogle af dem kunne nok også trænge til det -, men det er da ingen undskyldning for ikke at se sig bare en smule for. Altså!"

Renaél følte sig efterhånden ganske træt - og hvad værre var: ydmyget. Han var skam taknemmelig for, at Venus havde reddet ham ud fra kaosset, men samtidig ville han ønske, at han kunne have haft lidt mere af sin værdighed i behold. Hun måtte anse ham for at være ganske hjælpeløs.
"Mad ville være dejligt." Svarede han hende: en smule overraskelse sås i hans øjne, som han et øjeblik betragtede hende. Havde hun medlidenhed med hans svagelighed, og var det derfor, at hun ville se til, at de fik noget at spise? - Han følte sig fuldstændig ude af kontrol med sig selv, men besluttede sig for, at han måske kunne redde noget af den tabte værdighed over et måltid.

Han sukkede let, imens han mindedes sit sidste møde med den rødhårede menneskepige - det havde været lidt mere behagelige omstændigheder. Han blev dog hurtigt afbrudt af sine tanker, og det gav et lille sæt i ham, som en flok af healere og byvagter bevægede sig ned ad gaden i fuld fart: og de havde tydeligvis ikke tænkt sig at stoppe.
Hastigt forsøgte han at springe til siden og måtte kæmpe for at beholde balancen, da han var ved at blive rendt over ende alligevel. Han snurrede et par gange om sig selv, som de sidste passerede forbi - et øjeblik var han bange for, at han ville falde på halen.
Venus havde været knap så heldig, og han skyndte sig at benytte lejligheden til at vise sig fra sin gallante side, ved at række en hånd ud mod hende for at hjælpe hende op fra jorden. "Magen til mangel på hensyntagen.. Kom du noget til?" Hans ansigt viste tydelig utilfredshed med de travle healere og byvagter. "Og de måtte også gerne have dukket op lidt tidligere." Med rynkede bryn så han efter dem, som de forsvandt ind på arenaen, og han tænkte, om de overhovedet ville være til meget hjælp.

Et par eder og forbandelser til røg ud af munden på hende, inden hun spottede Renaéls hjælpende elverhånd ud ad øjenkrogen. Hun tog imod den og lod ham trække sig på fødderne, mens hun koncentrerede sig om ikke at overse flere healere. Ikke at der var meget at trække hendes evne taget i betragtning. Det var da også irriterende, at hun ikke havde set dem i tide til at flyve af vejen.
"Tak," sagde hun og slap hans hånd for at se efter skader. Hendes kjole havde været lidt støvet, og håndfladerne så heller ikke ud til at have fået mere end en skramme. "Det ser ikke sådan ud nej." Hun så efter healerne med et mildt irriteret blik, mens hun efter bedste evne børstede det sidste støv af sig, der puffede ud af kjolestoffet i små gule skyer. Råbene og larmen lod til at være taget lidt af nu, men der var ingen grund til, at slagsmålet eller rettere slagsmålene ikke skulle blusse op igen, så den bedste strategi var at komme ud af vagten, så hurtigt som muligt og helst ikke af de sædvanlige hovedveje. Venus' mave knurrede igen.
"Ja, men nu er de her i det mindste, selvom det ikke var helt problemfrit. Jeg tror også, at det er på tide at komme af vejen." Hun pegede ned langs tribunerne, hvor en mindre sidegade stødte til og tilføjede i et mere muntert toneleje: "Jeg er også hundesulten."

Renaél måtte tage sig selv i at stå og glo lidt på Venus, som en række knap så pæne ord røg ud af munden på hende. Han havde glemt, hvor ofte mennesker smed om sig med eder og forbandelser - også deres kvinder. Det grimme sprog var dog tydeligvis henvendt til de forbiløbende, og Renaél besluttede sig for at lade som om, han ikke havde hørt det, imens han hjalp hende op.
Renaél selv havde stadig skidt og støv siddende diverse steder i tøjet, på trods af hans forsøg på at børste det værste væk. Han længdes efter et varmt bad og få iført sig de rene klæder, der lå i hans lette oppakning. Først var det dog om at komme langt væk fra de farlige gader, hvor man tydeligvis til en hver tid kunne blive løbet over ende.

"Jeg er ganske enig. Lad dem endelig håndtere besværlighederne." Lidt nervøst skævede han hen mod arenaen, som om han forventede, at der hvert øjeblik kunne komme en flok bøller rendende for at give ham en ny 'smagsprøve' på jorden.
Hans blik gled videre rundt i gaden. Man kunne godt se, at de befandt sig i den nedre bydel, hvor der boede mange fattige: tiggere kunne ses på gadehjørnerne, og de nærmeste beværtninger så en smule snuskede ud. Hans hånd søgte automatisk mod den lille pung med krystaller i inderlommen for at sikre sig, at den stadig var der. "Kender du et godt sted, hvor vi kan få et måltid? Jeg er trods alt ikke særlig kendt her i byen.." sagde han til Venus og forsøgte også at holde sit tonefald muntert, selvom en vis nervøsitet stadig kunne spores i hans stemme.

Venus så også tiggerne og de mindre velklædte borgere, der hørte til det nedre bydistrekt, men siden gaderne havde været hendes hjem, bekymrede de hende ikke så meget - i hvert fald ikke på denne tid af døgnet. Det hjalp selvfølgelig på det, at hun vidste, hvad man skulle holde øje med, hvis man ville beholde sine krystaller. Hun lod armen falde ned langs siden efter at have børste det sidste støv af og vippede lidt med håndledet, mens hun så sig søgende om efter den nærmeste og sikreste vej væk.

"Jeg kender et par steder inde ved centrum?" foreslog hun. "Vi skal under alle omstændigheder derind ad for at komme væk fra påstyrret, og hvis ikke husker helt galt, så er den vej nok nemmest." Venus gik efter en sidegade og forsvandt ned ad den, men ikke uden at sikre sig, at Renaél var med.

//out