Mørket var faldet på, men murene brændte. Den store bymur, der ellers skulle beskytte byens indbyggere, var flere steder brudt i brand, og flammerne bredte sig sultent. Røgen sved i øjne og næse på forsvarerne, der var nødt til at trække sig tilbage fra ilden.

På en bakketop overskuende kampen skinnede ildens flakkende skær i et par mørke øjenhuler: hvis Lord Sabbatin, Mørkets Lord, kunne smile, så ville han gøre det nu, for kampens udfald så lovende ud. Han løftede hånden og en række skikkelser, der havde stået afventende bag ham, gik fremad for at blande sig i kampen. De var skeletterne af dem, der i løbet af årene var blevet begravet uden for Hovedstaden. Med raslende lemmer gik de langsomt men sikkert  - nogle bærende på gamle, rustne våben. Det eneste, de hørte, var Lord Sabbatins bud, og de gik fremad for at dræbe de af hans fjender, der befandt sig ude foran murene.

Inde i byen var der allerede en større mængde sårede. Mange af dem, der havde mødt Mørket på slagmarken uden for byporten var ikke vendt tilbage, og mange af dem, der var, havde fyldt Helbredelseshuset til randen.
En gruppe af paladsets vagter kom hastende gennem gaderne med bud fra Lysets Dronning: hun havde åbnet paladsets døre for de sårede og stillede selv sine healende evner til rådighed. Paladsvagterne fik nogle af de sårede anbragt på hastigt fremstillede bårer og begyndte forsigtigt at bære dem i retning af paladset. En gruppe af Isari-præstinder hastede efter dem for at hjælpe til.

Endnu en velplaceret kampesten bragede ind i bymuren, og nu gav den op. Et stykke af muren faldt sammen i et brag af flammer, røg og murbrokker. Mørkets styrker trængte fremad - enkelte blev fanget i ilden, men der var flere bag dem.
Bag muren lød desperate råb: byvagter og andre forsvarere havde samlet sig for at stoppe dem, der forsøgte at bryde igennem ved den sammenstyrtede mur, men røgen gjorde det svært at se, og et øjeblik efter var det for sent: Mørket var trængt ind i byen.



Dette er den anden del af 3 tråde om Slaget om Hovedstaden. Det er ment som en reaktionstråd, hvor du beskriver, hvad din karakter foretager sig nu, hvor Mørkets Styrker trænger ind i byen. Ønsker du at deltage i en længere og mere specifik tråd omkring hændelserne, er du velkommen til at oprette en sådan. Her kan du f.eks. også have en kamp med en anden karakter.
Man er velkommen til at styre diverse NPC'er i form af Lyset eller Mørkets styrker.
Alle, der befinder sig i Hovedstaden, hvad enten man tilhører Mørket, Lyset eller ingen af delene er velkomne i tråden. Riddere og generaler må gerne bruge deres drager.

Første del af slaget kan findes her: http://krystallandet.dk/viewtopic.php?f=431&t=8969

Det var tid. Tid til, at vise præcis hvad han ønskede. Og det var et land, hvor man ikke skulle frygte sin egen skygge og være bange for alle omkring sig. Hakim havde lært alle sine lektier. Aldrig igen ville han arbejde for mørket. Han var end ikke sikker på, hvorfor han til, at starte med havde gjort det, men alt dette var ligegyldigt nu. Hovedstaden var ved at falde, og det ville han ikke finde sig i. Dragorn var faldet. Det ville ikke ske for hovedstaden. Det ville han ikke have, for det var ikke meningen. Der skulle mindst af alt være en balance, og den var komplet ødelagt nu.
Derfor havde Lyset, som han kunne se det, brug for hans hjælp. Ham og den hær han havde medbragt fra Sarghos.
Fra sin hest kiggede han ud over slagmarken. De var ikke som sådan skjult længere, for som hæren red tættere på, ville de nok snart kunne ses, men i nattens mulm og mørke, ville det stadig tage tid.
Hæren var udstyret med gode våben, primært bestod de af kavaleri, mænd til hesteryg med spyd og sabler.
Hakim selv, sad selvfølgelig også til hest, med en sabel i bæltet og staven i hånden. Han var prydet i en meget fin læderrustning, en leder af Sarghos værdig.

Han afleverede staven til en væbner, trak en dolk og prikkede let hul i håndryggen på sig selv, hvorefter han lod en større søjle af blodrøde flammer stige til vejrs. "Mænd af Sarghos! Krigere! I nat viser vi, at vi ikke bare lader stå til! I nat viser vi, hvad ørkenblod kan udrette!" råbte han, til sit folk, der med iver råbte tilbage. Nu hvor han havde afsløret deres tilstedeværelse, tog han staven tilbage, og fik sat hesten i gang i gallop, direkte ned i venstre flanke på hæren, med fokus på en blanding af skeletter og krigere fra mørket.

Nysgerrighed var en synd Maralinda aldrig havde haft problemer med at udfolde så snart det var hende på nogen måde muligt. Det var da også grunden til at hun havde opgivet tårnet på paladset til fordel for et på den ydre bymur. Ingen havde rigtig taget sig af hende. Hverken som hun havde forladt paladset eller som hun havde begivet sig op i tårnet. Alle havde travlt med langt vigtigere ting. Som den bjergtrold der var brudt igennem et hul i muren længere henne.
Udsigten fra det nye tårn var hele besværet værd! Under hende strakte horderne sig af mørkklædte krigere af en blanding af mennesker, mørkelvere og orker. Andre racer var der også, men de tre var de mest dominerende fra hvor hun stod. Fra dem sugede hun grusomheden, selviskheden og den brutale glæde ved at dræbe og lemlæste. Fra dem fik hun den ubeherskede følelse af forventning om kommende magt og den snarlige sejr. En smule overvældende, mod den beslutsomhed mod alle odds, det spinkle håb om frelse og altdominerende vilje til at kæmpe for det man troede på. Følelserne svøbte sig om hende, som hun selv gjorde det med skyggerne og gjorde hende blind for den fare hun svævede i.
En kampesten i følge med flere med kurs mod tårnet.
Som de ramte brød murværket længere nede sammen. Mænd sprang for livet ud på murene der stødte op til tårnet, mens det i en støvsky sank sammen med et brag og knasen der kunne høres selv over kampstøjen. Sten efter sten frigjorde sig og faldt til toppen fulgte efter og begravede alle der ikke var kommet ud i ruinerne. Maralinda en af dem.
Hendes krop havde ikke brudt sig om faldet eller om at blive klemt sammen blandt sten og murbrokker. Hendes sind endnu mindre for var der ingen der fandt hende der - og hvad var lige sandsynligheden for det? - så måtte hun forlade den krop hun var født i og forsøge at finde en ny vært. En særlig ophidsende tanken. Hvem vidste lige hvad den krop havde været udsat for? For nu måtte hun dog vente... hvor kedeligt det så lige var!

Imens at den elskede hovedstad var ved at blive overrendt af mørkets håndlangere; Grimme orker, sort hudede-lang-ørede mørk elvere og andre grimme folkfærd, og så lige til sidst mørkets lord, lå Nao mere eller mindre intet anede om hvad der skete uden for vinduet i værelse i Bordel huset, hvor han lå med armene omkring en af bordellets unge damer, en af de meget kønne af slagsen og der havde han lagt hele natten og havde drukket tæt af en god vin, uden dog at blive al for fuld. Men det var først da de to kampe sten som mørkets krigere havde sendt afsted at han vågnede i et sæt og i et iver for at komme op af sengen og i tøjet og ikke mindst kamp uniformen, havde han næsten smidt den unge pige på gulvet og hun var vågnet noget forvirreret og næst efter kom de bange anelser op i hende og som så mange andre hoppede hun hurtigt i tøjet og stak af, inden da nåede Nao lige at give hende et par mønter, efter deres nat sammen i Bordellet.

Nao var kommet i uniformen og hans tunge armor sad tæt på hans krop og ved hans side hang hans flotte og store sværd og i hans ene hånd holdt han sin hjelm. Han var ikke videre stolt over at være gået glip af starten på sådan en stor krig som lige nu lå om ørerne på byen, men at han også havde overhørt klokkerne ringe, det var ikke videre smart; ”Men hvis man skal dø i dag, så har jeg i det mindste haft en god nat” sagde han glad til sig selv og løb ud af bordel døren. Gaderne var på ingen måder øde, over alt løb almindelig borger for deres liv, i mens andre sørgede for at de sårede kom op til Dronningen som ville bruge hendes healende evner til at få dem på højkant igen, men som Nao så det så ville hun komme på overarbejde, for der var godt nok mange sårede borgere og kammarater.

Da han endelig nåede bymuren så han endnu et voldsomt syn, soldater lå døde, eller sårede rundt omkring på den åbne plads, og ikke mindst oppe på selve muren. Da han nåede frem kunne han lige akkurat se en stor kampesten komme slyngende ind i muren, som gav efter og rev store murbrokker fra hinanden og soldater og bueskyttere faldt fra muren, døde. Nao tog spurten og løb hen imod det store hul i muren og var klar sammen med andre tilkommende soldater til at møde det syn som inden længe ville trænge igennem den nedbrudte mur.

Dette var Alzkos første krig som medlem af mørkets hær, en dag han havde set frem til længe. Det var kun lige fornylig at han havde fået kontakt til en person inden for æren og den vej igennem var blevet optaget som nyt medlem hos mørket, en stolt dag for Alzko.
Det var ikke normalt at han havde nogen former for rustning på når han havde været i krig med klanerne derhjemme i Tusmørkedalen, men dette var en lidt anden krig der skulle udkæmpes og derfor var han også prydet i den armor som han havde fået udleveret den dag han blev tilbudt en plads i mørkets hær. Hans bælte han dog stadig rundt som hans mave, det ville det altid gøre, det var en form for lykke ønskning på hans vej. Hans hjem var blevet specielt lavet på grund af hans store horn, det var en sort hjem som var blevet smedet efter en afstøbning af hans hoved og så var der lavet en lås i den ene side, så den kunne åbnes og taget rundt om hovedet, for den kunne ikke komme ned over hovedet og der hvor hans horn sad, var der lavet to store huller som passede til at de kunne være frit.

Nu stod han foran muren til Krystallandets hovedstad, i et af de forreste geled og var klar på at bryde igennem muren lige så snart muligheden bød sig. Hans store økse var hævet højt og han brølede et brøl blandt alle de andre væsner som også stod klar på at bryde muren ned. Han masede sig igennem gelederne, selvom det var mest velset at man beholdte den plads som man havde taget fra starten for at holde på gelederne og ikke skabe al for meget opmærksomhed, men i og med at der allerede lå folk såret eller helt døde, af pile fra bueskyterne på muren, så kunne han sagtens tage deres plads, men indtil videre kunne han ikke gøre så meget før at kampestenen havde fået brudt igennem muren. Han var ikke nogen god bueskytte, og var mere til kamp med sin store økse, eller når situationen tilbød sig, de bare næver.

Ventetiden skulle dog ikke blive så lang, for en stor kampesten blev sendt buldrende afsted igennem luften og hamrede ind i muren med sådan en kraft at muren krakelerede og mænd i rustninger fra begge sider at krigen røg rundt i luften og en lille panik blev skabt steder i mørkets hær, da de store sten styrtede ned mod den mudrede jord. Hullet blev skabt i væggen og man kunne se hvordan lysets krigere og almindelige borgere med våben og armor blev stillet op inden for muren for at holde presset fra mørket væk. Dette var dog ikke en ting som Alzko veg for, han skubbede en ork væk og satte i løb sammen med sit nye geled, hen mod muren og i kamp. Da han kom tæt nok på blev han mødt at krigere og soldater fra lysets hær, soldater som hurtigt fik deres sag for da de røg i nærkamp med orker, trolde og mørkelvere. Alzko selv røg også hurtigt i nærkamp med en soldat som slog voldsomt med hans sværd, men Alzko var hurtig og fik parreret med hans skjold og derefter kunne han placere sin dobbeltsiddet økse, solidt i hans rustning. Øksen skar igennem hans panser og dernæst ind igennem hud og kød. Blodet piblede frem fra det store sår og da han med kraft trak sin økse ud fra sin modstander faldt han død om og Alzko kunne løbe videre mod næste forhindring.

Clement mærker hvordan krigen omkring teateret bevæger sig nærmere. Lysets krigere står stadig som en urokkelig mur, og er det eneste der nu adskiller mørkets hær fra krigen i den nedre bydel og den øvre bydel, der endnu ikke er blevet indtaget. Beskeden har allerede bredt sig; bymuren er blevet gennembrudt, og mørkets hær styrter afsted for at møde lysets krigere. De heftige kampe er nu nået midtbyen. Teateret er endnu urørt, men ikke uberørt af krigen. Ilden i gaderne breder sig med rasende hast og truer med at ligge alt øde. Ville hans elskede teater, der har været hjem for ham i hele hans liv gå op i røg og reduceres til pindebrænde?

Larmen og skrigene bliver højere, efterhånden som Mørkets hær trængte lysets styrker længere og længere tilbage. Råb og ordrer fra både mennesker og krigere bliver kastet tilbage fra byens gader. Til sidst bliver larmen så voldsom, at Clement ikke længere kan skelne mellem råbene: Det er bare én langstrakt, uophørlig lyd som fra hundredvis af afventende sjæle i dæmonernes rige. Deriblandt kan man høre lyden af kamp mellem bygningerne længere nede i byen, fulgt af klirren af sværd som giver genlyd mellem de tætpakket bygninger. Striden er brutal og intensiv. Hver eneste person i byen søger tilflugt i templerne eller i byens undergrund. Mørkets hær fejer gennem byen som en nådesløs, blodig le. Clement håber inderst inde, at der stadig er tid og styrke nok til at redde byen. At ethvert forsøg på at standse angrebet fra mørket endnu ikke er frugtesløs.

Uroen blandt teaterfolkene forvandler sig pludselig til ren panik og indgydende angst. Clement forsøger med bestemthed at få alt under kontrol. Teateret skal sikres og barrikaderes. Nogle folk fra den øvre bydel har tidligere på dagen søgt tilflugt i det majestætiske teater, i et spinkelt håb om, at disse imponerende murer ville kunne holde fjenden ude. Clement ved det er langt fra sandheden, og forsøger nu at få gennet folk afsted mod paladset.
Selv måtte han bruge al sin viljestyrke til at forlade teateret. Han måtte opspore dronningen, og ifølge de oplysninger, som han anskaffet sig fra en kilde fra paladset, befinder hun sig et sted i den hellige bydel. Clement er opportunistisk, men stadig en tilhænger til dronningen, mens hun endnu sidder på magten. Han må og skal finde hende, og sørge for at hun er i sikkerhed. Eventuelt bruge hans netværk af halvdyr til at smugle hende ud af byen og til et sikkert sted i krystallandet.

Manisk latter skar sig gennem lyden af døende og kæmpende folk. Bæstet var kommet, og han var blodtørstig. Med sine to korte klinger, sprang han ned fra den allerede kollapsende bymur, fuldstændig ligeglad med egen sikkerhed. Lige ned i lysets krigere, som han gik fuldstændig berserk på. Uden nåde, uden barmhjertighed. Der var kun blodet, og kødet, der blev revet fra hinanden, da han med sine klinger sprættede krigere op til højre og venstre. Måske kom han til skade. Det var han dog fuldstændig ligeglad med, for Völund var i så voldsom en blodrus, at han ikke kunne stoppe sig selv.
Han stod på et tidspunkt over for én af de dygtige krigere. Sværd mødtes, og lyden af stål mod stål lød i natten, der stod i flammer. Han grinede hysterisk, mens han parerede og huggede og gentog processen om og om igen, indtil han fik hamret sit sværd i mellemgulvet på manden, der faldt sammen med en dødsrallen. Men det var ikke nok. Völund slap begge sværd og hamrede sine knyttede næver i ansigtet på manden, til det var væk bag kager af blod. Han havde fråde om munden. Det var som en hund med rabies. Der var intet, der kunne stoppe ham - jo - dette havde gjort det midlertidigt, men nu havde han taget sine sværd op igen, og løb brølende og leende mod de næste fjender der stod i vejen - men det gjorde de jo egentlig ikke. Det var dem, der var målet. Nu skulle han bare ind i det, og flå det fra hinanden, grinende og brølende vanvittigt, som hans sind blev reduceret til et monster, der egentlig bare burde være forblevet lukket inde.

For hvert bump, bank og skrig der gik igennem luften, hoppede den mindre skabning forskrækket i stolen, spærrede sine øjne op og klamrede sit ølkrus til sig. Som mange andre var Hobbitten Bumi flygtet indendøres og frygtede for sit liv, der efterhånden virkede til at være mere og mere i fare, jo højere lydende der ramlede mod muren lød. Bumi forbandede sig selv for at tage til hovedstaden, og burde havde lyttet til hans fornuftige, også kaldet skrækslagende, side og blevet langt væk. Men der var farligt ligemeget hvor man bevægede sig hen.

De sidste alt for lange og mange timer, havde Bumi siddet på en mørk kro. En kro der var godt fyldt, og alle med folk af mindre størrelse end krigerne som var derude. Alle der kunne kæmpe, gjorde det også. Svagelige, gamle og børn. Alle disse var blevet anbragt i nogenlunde sikkerhed. Bumi var ikke sikker på hvilket kategori han blev sat i, men ud fra at det havde været relativt nemt for ham at anskaffe en øl, var folk enten ligeglade, for stressede til at bekymre sig om lige netop det, eller også vidste de hans alder.

Den brunhårede krøltop havde placeret sig lidt væk, søgende mod noget mere afslappet og måske endda beroligende. Det var blevet en mindre og ældre skabning med fine kaninøre der havde fanget ham. En han nu havde siddet til bords med helt til nattens timer mældte sig. "Tror du vi klare den?" på mange punkter virkede Bumi som et barn, grundet den tydelige frygt der altid skinnede ud af ham. I dag var også en dag, hvor alt frygt der skinte igennem var forståeligt og ikke mindst godkendt.

Det store brag som muren faldte sammen gav det største chok igennem Bumis lille krop, som uden at tænke klamrede sig klynkende til halvdyret ved siden af ham, som rent størrelsesmæssigt stemte rimelig godt overens med Bumi. Klamrede sig til det her ene, han havde lært at kende som gjorde ham tryk, men som han betvivlede stærk kunne redde hans røv nu. Og dog... Alt føltes pludselig meget anderledens.

Kalitresh løb hastigt ned af trapperne, der bragte ham ned fra bymurens top. Flammerne knitrede bag ham og røgen sved i øjne og næse: han brød sig meget lidt om ild, og flammerne havde allerede taget så godt fat, at det ville blive svært at få dem slukket. Især mens de var under angreb..
Hans blik gled rundt på byvagtkammeraterne, hvoraf de fleste havde samlet sig neden for muren. Enkelte af den så lidt sortsvedede ud, og en af dem havde et drabeligt sår i skulderen: men bortset fra det, var de endnu levende. Noget Kalitresh satte pris på - dem der havde befundet sig uden for murene, havde været knap så heldige.

Alt omkring dem rystede, som en del af muren brasede sammen. En af de andre byvagter råbte advarende og fik hevet Kalitresh væk fra det værste. Han børstede støvet af sig, og så sig omkring: foran dem gabede et hul i muren og bag ved dette ventede Mørkets styrker.
Selvom ilden havde godt fat, kom de alligevel igennem. Kalitresh greb sit sværd og gjorde klar til at kæmpe mod de første. En gruppe af Lysets Krigere havde hurtigt sluttet sig til dem, og de fik nok at se til, som Mørkets styrker væltede gennem mursprækken. Et sted mellem de kæmpende kunne han se en frygtindgydende minotaur, der gav forsvarerne kamp til stregen.

Så begyndte regnen at vælte ned. Vinden hylede omkring dem og tordenen knitrede. Det virkede som om, at selve himlen havde taget del i kampen, men Kalitresh satte pris på regnen, der hjalp til at slukke ilden i bymuren, selvom mængden af vand gjorde det svært at se noget som helst. Lyn samlede sig knitrende mellem hans egne fingerspidser, som han selv koncentrede sin magi og sendte den i retning af den nærmeste angriber.

Da de levende døde trådte igennem bruddet i bymuren, fulgte Han efter. Han løb fremad, lod sig ikke stoppe af hindringerne på hans vej. Sværdet i hans hånd gjorde nådesstødet, imens den gennemtrængende følelse af dødsens angst knækkede skikkelserne nær ham. Som mentalist havde dæmonen hurtigt lært, at der var mange veje til døden. Ødelæggelse af sindet var en af dem.
I et højt tempo overhældede han allerforreste skeletter. Kort granskende de hvide ansigter, og tomme, tomme øjenhuler konstaterede han blot en ting: ikke kun bar de dødens ansigt, men de ville bringe langt mere død over byen end hvad lyset nogensinde kunne forestille sig.
Melkor svang sværdet i et hårdt stød. En lysets kriger, dette antaget grundet personens uniform, faldt sammen imod grunden under dem alle. Han vendte sig ikke for at se bagud. Hugget imod personens hals havde været dødbringende - der var blot en tråd imellem hovedet og halsen, der holdte det på sin plads. Skelletterne fortsatte fremad, trådte over liget som det blot var en del af brustenene under dem; som det altid havde hørt til der, kyssende stenene, ladende sig underkaste mørkets vilje. Flere fald af samme grund - ved skelletternes hånd eller Hans. Det var ligegyldigt, bare de bar de dødes blik: tomheden.
De ville alle rejse sig igen, hvilket de også gjorde. Iblandt de benede, rejste de døde sig atter. De greb deres våben og bevægede sig fremad. Med blodet malende de hvide uniformer røde, løb de fremad - i samme retning som dæmonen og skelletterne. De var til syne for alt og alle - en genial illusion. Lige synlig for alle, selv for den mest fremragende mentalist. Som en modbydelig drøm, et mareridt, red de igennem byen. Som de bredte sig, skabte kaos og lød frygten og angsten ligge sig som et jerntæppe over byens beskyttere og beboere. Det var trods alt også Hans formål; han var agent af kaos.

Krig og ødelæggelse. Det var åbenbart det eneste denne laverestående race duede til! Irritationen væltede over Naamah som vandrede frem og tilbage på det hvide marmor gulv, mens alle andre styrtede omkring hende til byen, og ikke mindst hev folk ind til healing ved selve dronningen. Det var og blev fandens upraktisk at leve blandt disse dødelige væsner som åbenbart syntes at krig skulle komme i tide og utide! Og hvad kunne Naamah gøre? Ikke en skid.
Dæmonen kunne se sine planer gå i vasken. Al den tid hun havde finansieret i at blive i hovedstaden, overtage en ung krop og virkelig gøre sit svindlernummer til et i verdensklasse. Og hvad kom så. Mørkets hundehoveder som fik den tykke ydermur til at styrte sammen. Magen til frækhed.
Ikke nok med at ballet var blevet spoleret med den store idiot der skulle lave ildshow, så var hovedstaden nu også ved at falde. Alt det kaos og uro. Og Naamah var ikke grunden. Hvor det irriterede hende.

Den rungende grund under hende, fik hende midlertidig ikke til at flytte sig fra vinduespladsen hvor ild og død var synet derude. Det rørte hende ikke. Kold som is stod hun og lod blikket glide over mørkets hærre som uden nåde braste igennem og lod lyset blive opslugt i flammer og død. Eneste træk, var et let ryngen som brændt kød nåede hendes sensitive næse.
Naamah havde ikke mere at gøre i hovedstaden. Ingen her havde alligevel en betydning andet end brik i spillet. Den adelige kvindeskikkelse, kravlede op i hullet og stod nu med det meste af kroppen ude i den frie luft, som vinden gled igennem håret på hende. "My lady?!" Et smil var den eneste reaktion som hun slap taget og lod sig falde ned igennem luftlag på luftlag til hun fik tårer i øjnene. Bag sig kunne hun høre panikken råben.
Og med et var hun væk. En dise dukkede frem af kroppen, der til sidst forsvandt og tågen blev båret væk af vinden og hen over træerne i en glidende bevægelse. Skulle hun overtage en elver næst? Det sted var for satan da ikke så nemt at indfiltrere!

Kroen havde været hvor Baldur havde boet denne gang. Hovedstaden havde været væsentlig mere overfyldt end han havde forventet og endnu værre var der ikke gået længe fra han var ankommet til stedet havde været omringet. Selv for ham havde flugt ikke været en mulighed for hvor skulle han hoppe hen, når det sagdes at mørkets hær strækte sig på den anden side muren så langt øjet rakte. Ingen rar nyhed fra et lille væsen og da slet ikke når der stadig var længe til fuldmåne. Så han var endt med at blive på kroen og forsøge at berolige de der var der med historier.

Som aftenen var faldet på havde folk klumpet sig sammen og ladt Baldur alene tilbage i baren med en lille fyr på hans egen størrelse. Denne var noget dårligere til at skjule sin uro end Baldur og det smittede frygteligt. Halvdyrets øre der ellers i rolige tider hang ned, stod lige op i luften og drejede sig fra side til side, mens han mimerede med næsten. Øllen de delte beroligede en smule, men som brag efter brag lød blev Baldur mere og mere grå og mere og mere stiv i det som hans magi øgede hans holdbarhed.

"Det håber..." Baldur begyndte at svare den krølhårede fyr - mand? Dreng? - ved hans side, som et brag langt højere end de andre lød udenfor og fik kroen til at ryste. Det fik kaninen til at fare sammen og knuge om den anden, der var krøbet helt ind til ham, som kaninunger altid gjorde det når fare var på færde. Det var da heller ikke til at benægte det var det her. Hvad fik Baldur fra bange til skrækslagen var dog da døren til kroen blev smækket op og en stemme råbte: "Trold! De sender trolde ind med ulvene!" Var der noget som kunne skræmme det lille væsen så var det tanken om trolde og ulve!

Baldur ville ikke være der mere! Og som tanken formede sig med frygt og skræk bag sig, gjorde hans magi resten. Instinkt styret af det ene ønske om at komme væk sendte ham og den lille fyr han stadig holdt om ud i intetheden og til det nærmeste helt sikre sted. Hvor det så end var i Krystallandet...

Da Judah havde besøgt elverly havde Toorah først været skeptisk, faktisk brød hun sig ingenlunde om at deltage i menneskelige skrubler, heller ikke i at blande sig, egentligt så elveren helst, at racerne gerne udryddede hinanden uden at hun skulle løfte så meget som en finger for det. Efter grundige overvejelser og hårde forhandlinger hade hun dog alligevel givet sig, en alliance med Lyset under deres hårde belejring imod et stort stykke land mod vest, under hendes kommando havde virket som en udmærket aftale, især idét Elverly aldrig havde besiddet nogle grænser mod havet.
Denne aftale var imidlertid grunden til, at den rødhårede elverleder befandt sig her nu, med sine soldater bag sig og sin prægtige rustning spændt hårdt på. Hun var klar til at støtte Lyset, hjælpe dem mod Mørkets tropper der grådigt åd si ind i Lysets hær. En behandsket hånd rakte ned imod det horn der ville sætte Elverlys tropper i bevægelse imod kampen, dette blev rakt til Toorahs hærfører, som lederen havde enorm respekt for, han var bedst egnet til at lede angrebet, dette blev ikke under Toorahs kommando.
Ikke længe efter marcherede elverene frem, forskellige rustninger delte dem i fraktioner, der var både bueskytter, stager og skjolde. Den rødhårede elver mærkede tyngden af skjoldet og sværdet i den anden hånd, hun kunne ikke benægte det, hun havde savnet det, selvom det var mange år siden at hun sidst havde været i et stort slag kom det som noget af det mest naturlige, lugten af død hang som et tæppe i luften og der var ikke langt til den kødrand af faldne folk som snart ville blive måltid for kragerne. Krig var aldrig pænt, men det var af og til nødvendigt.
Skjoldmuren bragede imod mørkets styrker, heldigvis virkede angrebet til at overraske en del af mørkets hær, hvis flanke havde stået relativt ubeskyttet, elverene havde ikke drager eller dæmoner i hæren, men de havde erfaring de færreste kunne hamle op med, overalt omkring dem regnede pile, både fra mørkets og lysets hær og nu, enkelte med sølvfarvede fjer fra Elverly. Toorah masede fremad, slog om sig med den slanke klinge, hun var altid i forreste række, det var den eneste måde at gøre det på, det eneste rigtige eksempel at sætte op for hendes folk, nu var der kun tilbage at håbe, at slaget snart ville ende.

De havde ventet, i lang tid havde de blot ventet på signalet fra Hakim.
Lejesoldaterne som han førhen havde været leder for, men som Stygg nu havde overtaget. Ikke at Ragna havde spor imod det. Hendes blik gled gennem rækkerne over på ham. Selv sad hun på ryggen af en langbenet krikke, bag en anden soldat.
De var for uger siden blevet påkaldt af Hakim der havde forklaret situationen for dem og fremlagt planer med ham inden de var taget på den lange march fremad til hovedstaden, konstant holdende sig ude af syne for Mørkets hær.
Som regnen var kommet ud af ingenting havde halvdværgen fået en idé; at udnytte den rasende elementals regn til egen vinding og forhåbentligt få væltet så mange som muligt af mørket med sin ismagi.
Planen lød derpå, på at få hende over til ydermuren hurtigst muligt så hun kunne hjælpe med at forhindre flere af mørkets folk til at komme ind i byen med sin magi. Heldigvis havde hun også sin usynlighed der kunne hjælpe hende hvis det skulle knibe. Tanken om at kunne være med til at gøre elementalen endnu mere vred var ikke ligefrem alt for tiltrækkende. Hendes bjergelver instinkt holdt en naturlig og dyb respekt for den slags væsner, men som situationen var nu med mørkets hær der hamrede igennem den sammenstyrtede ydermur, var det med at udnytte hvad udnyttes kunne. Så måtte hun tage eventuelle straffe for sine handlinger senere.
Ragna følte et vist ansvar for hvad der var sket, akkurat som Hakim lod det til. De havde hjulpet mørket, så meget var det gået op for hende, hvor meget hun end ikke kunne lide tanken om det, havde de været med til at ødelægge den balance der havde været over landet.
Et kort grin faldt over hendes læber ved lyden af Hakims opildende stemme. " Du glemmer vidst også Nordens blod, lille hugorm. " Lød det hen over rækkerne som hun fangede hans blik og blinkede skælmsk til ham, inden hesten kom igang og hun istedet gav sig til at fokusere på sit mål.

Længslen efter at hævne sig på mørket var stort hos, lille Dimrond. Efter mørket havde angrebet og jaget dværgene væk fra hjem og arbejdet havde det været svært for Dimrond at finde ro i sindet og hans ønske var nu at tage hævn og bedre endnu; tage Dragorn og hans smedje tilbage. Han savnede sin smedje og stå og svede over et nyt sværd eller rustning. Nu kunne han så stå og kigge ud over muren og se mørkets hær, iført rustninger smedjet på hans ambolte og varmet i hans store ovne! Han var vred. Dimrond traskede ned af trapperne som førte fra muren og ned på pladsen hvor fod soldaterne stod placeret, han var blevet enig med sig selv at dette nok også var det bedste sted for ham at stå, han havde intet at gøre oppe på muren.
Nu stod han blandt fod folket med sin store rustning, sit flotte skjold og ikke mindst sin dejlige hammer. Han ventede i spænding på at muren skulle gå op eller hvis der skulle komme en åbning, for at han kunne komme ud på den anden side og smadre hovedet ind på en af modstanderne, det ville dog være for offensivt og dumt at tage springet ned fra muren.

Han blev dog noget overrasket over da muren begyndte at krakelere og mørkets krigere kunne komme uhindret ind på pladsen og ind i byen, med mindre at vi fra lyset kunne forhindre dem i det. Nu var Dimrond ikke en af lysets krigere, men han var der faktisk kun fordi at han var så vred på mørket, og så ville han selvfølgelig ikke mindste endnu en del af landet til dem.
Dimrond satte i løb mod hullet i muren, løb og løb er måske meget sagt, med den store rustning og de korte ben blev det nok mere til en slags lunten, men han kom over og der skulle helt sikkert være nok fjender til alle sammen. Den første som kom imod ham var en splejset fyr som sikkert havde regnet med at en gammel udseendet dværg ville være en nem modstander, men efter et par slag og pareringer fra begge parter fik Dimrond atter engang parreret og fik derefter ram på modstanderens ben, med sådan en kraft med hammeren at han var sikker på at benet brækkede under ham og han faldt sammen på jorden og Dimrond gjordet det af med ham med et hårdt slag på hans metal hjelm som beskyttede hele hans ansigt, men igen havde slaget været kraftigt og blod begyndte med det samme at sive ud af de få åbninger som der nu var i hjelmen. Hans ansigt var nok ikke særlig kønt, mere.

Krigen havde længe været i gang og efter murens fald var det på tide at Dead Shados skulle vise sig, inden i byen dukkede Ra op men han var ikke alene, på hans ene side havde han en af hans vigtige Es'er med Vokun som var en barbarisk og fuldkommen vild kriger som nærmest kunne smadre sig igennem alt på sin vej, så hvilket bedre tidspunkt ind dette kunne ønskes for ham, på den anden side havde han endnu en af hans Es'er Licinia som var der til at mentalt blokke folk der vil ind i hovedet på ham, og selvfølge en del af klanens medlemmer bag ved dem.

Ra beordrede med det samme de andre dæmoner " Vokun dræbt alt på din vej udryd hvad der måtte komme, og Licinia hold dig 4 meter fra mig og gør hvad du gøre best " sagde han og gik frem imod de stormene af mørkets tropper, Ra passerede en af lysets kriger som var ved at tag livet på en af mørkets kriger, et enkelt hug og hovedet røg af krigeren og han faldt til jorden, mørkets kriger kiggede op på Ra og der gik ikke mere ind 2 sekunder før Ra lukkede hans øjne med et sværd dybt gravet ned i hovedet på ham.

Der var kommet mange andre væsner til denne krig, en elver placerede Ra og heller ikke elveren overlevede Ra var ikke kommet for at hjælpe nogen men mere for at gøre en ende på folk og for at folk ved at han har tænkt sig at gør livet surt for alle, indtil han er lederen af dette land.

Kort fra bruddet i muren, hvor kampen var tæt og altovervældende fandt man Evangelina. Og det var ikke engang så svært, fordi hun lyste nærmest op i folkemængden. Hendes øjne brændte, hende hår stod som glorie omkring hendes hoved og hendes hvide vinger hvirvlede i vildskab omkring hende som hun dansede med døden.
Andres død, vel og mærke. Hendes sværd stod intet øjeblik stille, men huggede, stikke, skar, opsprættede sig igennem hoben af fjender. I starten havde hun talt. En to, ti tyve.. Om ikke andet så for at have et strategisk overblik, men modstanden syntes uendelig og snart opgav hun at tælle. Kort derefter opgav hun det strategiske overblik.
Og nu var hun næsten ved at give sig hen til blodbadet. Der spættede hendes ansigt og dryppede fra hendes fjer. "Ikke igen.." Mumlede hun sammenbidt og stak sit sværd op igennem en orcs ubeskyttede armhule og direkte ind i hans hjerte. Hendes blik var dystert mens hendes udtryk passivt og det eneste der forhindrede hende i at fortabe sig fuldstændig i blodbadet var hendes ordrer.. Eller snarere manglen på samme. Faktisk havde hun intet hørt oppefra; ingen horn havde blæst og hun havde ikke set skyggen af nogen af sine overordnede.
Med et arrigt ryk rev hendes telekinese en anden orc omkuld og hun placerede solidt en fod mellem hans skulderblade. Hun dyppede sværdspidsen i hans hals og da hun øjeblikket efter satte af, var det på hans lig. Hendes vinger spredtes og hun steg op over virvaret. Enkelte prøvede at skyde deres pile eller kaste deres økser efter hende, men hendes evne tillod intet nær hende. Fra den nyfundne højde kunne hun dog se at der var ingen kommanderede i umiddelbar nærhed. Der var ingen ordre at få, kun at give.. Så Evangelina tog kontrol over situationen og badede hendes lille hjørne af slagmarken i sit magiske lys. Hendes fjender hvæsede og dækkede deres ansigter, hendes allierede fandt pludselig ny styrke og den erfarne engel udnyttede muligheden til at trække sig længere ind i byen med en samling tropper.

Købmagergade var bred, lige og skrånede en anelse. Det var via den at handlende kørte deres kærrer til markedspladsen og det var forenden af den at Evangelina og hendes gruppe holdt stand. Hendes bueskytter havde frit syn og det højere terræn og første gang mørket angreb, løb de direkte ind i deres pile. Anden gang forsøgte de kløgtigere af fjenderne at snige sig ind på dem gennem byens snævre gyder, men der mødte de Evangelina og en lille håndfuld erfarne og vigtigst af alt, stedskendte krigere der drog dem tilbage. Tredje gang var der næsten ingen der angreb, og selvom at hun vidste at det betød at de blot havde fundet en mindre modstandsdygtig vej ind, var Evangelina stolt over sit lille regiment. Desværre vidste hun også at som slaget fortsatte ville bagtropperne, især de med understøttende funktioner, blive væsentligere og væsentligere. Så hun efterlod soldaterne til at holde købmager gade og fløj selv længere ind i byen for at se om nogen af mørkets krigere skulle have fundet svagere mål at terrorisere.