Himlen over Hovedstaden havde en flot rødlilla nuance og solens første stråler var begyndt at skinne fra horisonten. Det var en tidlig efterårsdag og en lang række af handlende trækkende kærrer og bærende store kurve fyldt med varer, der senere skulle sælges på markedspladsen, var på vej mod den store byport.
Et par opmærksomme byvagter var placeret ved porten, hvor de handlende blev kontrolleret, for selv om Lyset var vendt tilbage, havde man beholdt en vis årvågenhed og ønskede ikke at lukke hvem som helst ind i Hovedstaden.

En ung mand, også iklædt byvagternes uniform, var udstationeret sammen med sine kammerater oppe på selve bymuren. Han var grundet den tidlige stund endnu ikke helt vågen, og gned sine trætte øjne, idet han så ud over landskabet.
En lille plet på horisonten begyndte hastigt at blive større, idet den fløj nærmere byen. Var det en fugl? Den unge byvagt holdt med en begyndende uro øje med skikkelsen, for der var noget ved størrelsen og den måde, den bevægede sig på, der langt fra mindede om nogen af Krystallandets fuglearter.
Solens stråler glimtede på en skællet krop og den lange hale snoede sig efter skabningen, hvis store læderagtige vinger hastigt bragte den fremad.

Netop som det gik op for den unge byvagt, hvad der nærmede sig, blev der slået alarm. Råbet "DRAGE!" gik hastigt igennem folkemængden, og byvagterne ved porten var ved at blive trampet ned, da der gik panik i alle.
Den var allerede ganske tæt på. Det glubske gab var åbent og afslørede en række sylespidse tænder, selvom der også var noget elegant over dyret, hvis mange rubinrøde skæl skinnede i det tidlige sollys. De store, gule reptiløjne betragtede menneskemængden, som kæmpede for at komme igennem byporten til det, de opfattede som byens sikkerhed. En egentlig ganske tåbelig opfattelse, idet dragen med et par enkelte slag af sine vinger, ville kunne flyve over muren og mæske sig i de rædselsslagne krystalisianere.

Dragen havde for nu imidlertid fået øje på et andet måltid. Den udstødte et dybt, rumlende brøl og dykkede hurtigt. Da den øjeblikket efter igen steg til vejrs, hang den unge byvagt livløs mellem dragens kraftige kæber.

Det var faktisk en stille og rolig morgen. Intet fik hårerne til at rejse sig i nakken på folk, som de første solstråler nåede byen og hengav himlen i en flot rødlilla nuance, som var et kendetegn ved morgener. Dejligt fredfyldte morgener faktisk. Ingen af dem vidste, at morgenen snart skulle til at blive langt mere spændende.

Den sorthårede dværgekvinde, var kommet ind gennem porten for nogle minutter siden og havde allerede været henne og ordne sit første ærinde ved en af hendes bekendte der havde bosat sig i byen. En ældre dværg, som aldrig rigtig havde følt sig hjemme i dværgerigets evige gange af miner og smedjer. Forståeligt nok, at enkelte ikke følte at det var et hjem for dem. Guinevere var dog meget splittet omkring det. Hun elskede sit hjemland, bjerget og minerne. Men hun var også meget glad for de store åbne vider og store områder hvor man blot kunne dvale ind i naturens skønhed. Begejstringen for at vandre så langt, var dog ikke vækket i hende. Dværge var ikke ligefrem begejstrede for at vandre. Nok også derfor at Guinevere hovedsageligt rejste med en pony at ride på. Det gjorde det hele, en hel del nemmere.

”Miss, det ser ud til at fjolset har glemt at indregistrere hos portneren igen.” hendes meddværg syntes at se umådelig træt ud, som han kiggede på den langt yngre dværg med røde øre, som stod og kiggede ned på sine fødder, der gned sig op og ned af hinanden. Guinevere kiggede let bebrejdende på den ældre dværg, der havde fået den stakkels dreng til at se så forlegen og nervøs ud. ”Alle kan lave fejl, Gimply.. Og hold op med at kalde ham et fjols!” svarede hun strengt. Og klappede knægten på skulderen i stedet, så hans humør skulle løfte sig lidt. ”Vi går bare tilbage. Kom så.”

Måske den værste beslutning at havde taget. For det var nu, at al panikken bredte sig. Lige som de var nået ned til porten igen, hørtes der et højt råb. Drage.. Guinevere stoppede midt i sin bevægelse og kiggede ud mod det store dyr som fløj faretruende mod dem. Hun blev skubbet til af de langt højere mennesker, som panikkede og forsøgte at komme ind i byen. Dårlig idé egentlig, da dyret var langt større og kraftigere end de kræfter der holdte muren oppe. Alligevel vendte hun hovedet og kiggede på sine to ledsagere. ”Løb.. Kom væk herfra.. Nu!” beordrede hun, og knægten begyndte at hjælpe den ældre dværg videre.
Guinevere kiggede sig tilbage over skulderen, lige som dragen brølede kraftigt og dykkede.
Utrolig dumt, løb Guinevere så hurtigt hendes korte ben bød hende, hen mod byvagten der var dragens fokuspunkt. ”PAS PÅ!” men det var allerede forsent. Dragen var hurtig og dragen steg igen til vejrs med den unge byvagt dinglende livløst i dens mund, som en anden dukke. Guinevere stoppede og kiggede op på det store rødskællede dyr, med store øjne og let åben mund. Forhåbentlig var den ikke mere sulten.

Det var en smuk morgen der var i vente, Blake sad på hans stol afslappet og røg lidt fra hans pibe, en ny måde at være afslappet på for ham hans blik ville rundt på muren og rundt på alle de forskellige mennesker der var kommet ind af porten, en lille dreng kom hen til ham og smilte " godmorgen Jack er du ikke lidt for tidligt oppe " sagde han med et venligt smil på læben, det eneste drengen gjorde var at smile hvor efter Jack løb sin vej og tilbage til der han kom fra, det fik et lille smil frem på hans læber. " skynd dig hjem Jack inden din mor finder ud af du er væk " Råbte han efter Jack med et smil på læben " skøre unge " mumlede han grine

Blake rejste sig og rettede kort på tøjet han gik hen for at få noget brød, manden der solgte brødet til ham smilede også og var venlig, alle var altid venlig og smilende over for byvagten, han tog en bid af hans brød og vende sig om imod muren, og gik stille der hen imod. Han så op på den unge fyr der stod oppe på muren, Blake skulle til at gå der op ide drengen råbte "DRAGE" også brød helvede løs, menneske løb forvirret rundt og skreg og væltede en gruppe dværge der var der. Blake så op på drengen og nåede ikke rigtig at råbe noget til ham før det var for sent, nu stod han med to valg skulle han prøve det umulige at redde drengen, eller skulle han få folk i sikkerhed en ting var sikkert den unge dreng vidste hvad han var gået indtil, og når alt kom til alt var hans opgave at beskytte folket i byen. Blake fik øje på en af dværgene der var løbet hen imod den unge mand for at advar ham, han så kort på den store drage inden han så på dværgen igen.

Blake fik øje på en af de andre byvagter " Dranko få folk i sikkerhed bed Tristan og Ray om at hjælpe dig, skynd dig " "Javel" lød det fra Dranko. blikket blev igen rettet imod den kvindelig dværg, han løb hen til hende for at sige at hun skulle komme væk der fra, men en masse folk kom løbende hen imod ham for at bede om hjælp, de høje mennesker gjorde det svært for ham at se dværgen, " følg de andre tre byvagter der står der over sagde han bestemt og pegede over på de andre " løb alt hvad i kan i sikkerhed og kig jer ikke tilbage lige meget hvad, LØB" råbte han til sidst inden han igen fik øje på dværgen, han løb over og lagde sin hånd på hendes skulder " tror det er på tide at du også kommer væk den unge mand liv er forbi så der er intet vi kan gøre "

For Hakim var dette næsten en morgen som alle andre. Hans mænd havde valgt at sove på det Halve Vildsvin og som de var, så sov de nok rusen ud - alle undtagen ham, for ham der aldrig tid til at drikke sig fuld.
Så derfor gik den mørklødede mand rundt på markedspladsen uden for portene. Han kiggede lidt rundt her, før han skulle i gang med sin morgentræning, for han var ikke i hovedstaden så tit.
Han var iklædt sit sædvanlige, lettere farverige, men lettere beskidte, praktiske tøj, og havde naturligvis også sin store stav, med jernbeslåede ender, med. Hvorfor skulle han ikke måtte det? De var her jo teknisk set på arbejde for en adelig herre, der ønskede beskyttelse; Og det var jo også det, Hakim brugte sin stav til.
Signetringen var naturligvis også synlig på hans hånd, som han gik rundt og kiggede.

Men denne morgen skulle nok forandre sig. Hakim lagde for en gangs skyld ikke mærke til faren, før der blevet skreget drage. Pludselig dukkede en af hans folk op, ved siden af ham; Cate, hans mesterspion. Samtidig gik alle rundt omkring dem i panik.
"Cate, find de andre og få dem det bedste taktiske sted hen. Vi har stadig en adelsmand at beskytte," Beordrede han, overraskende hurtigt.
Han havde set drager før. Prinsen af Ørkenen havde mistet meget på den drage, der havde skabt kaos dernede, havde han også hørt fra rygterne. Han kunne ikke hjælpe sin familie, men måske kunne han give en lille hånd med her.
Uden at vente på svar fra Cate, satte han selv i løb mod bymuren. Hans smidighed og ret heftige hurtighed fik ham til at undgå for meget af maseriet og da han kom ind ad porten og så hvordan byvagterne var i gang med at organisere, gik han til den der var nærmest; En mand der stod sammen med en kvindelig dværg.
"Ser ud til at I har et problem. Hvordan vil I afværge dragen?" Spurgte Hakim, igen overraskende roligt, trods hans hjerte hamrede løs i brystkassen på ham. Adrenalin. Voldsom adrenalin, der skabte en sær ro i hans sind. Der var intet så godt, som adrenalin, men her var det ikke det vigtigste. Det vigtigste var, at få den drage væk, før den smadrede hele hovedstaden. Og Hakim var sikker på, at han nok godt kunne hjælpe, bare en lille smule. Om han var "civil" i byvagtens øjne var ham fuldstændig underordnet.

Guinevere kunne ikke ligefrem pragle af at hun havde set en drage før, og da slet ikke så tæt på som den var lige nu. Nu var det bare utrolig heldigt at hun ikke var høj og særlig iøjefaldet, takket været det brune tøj, hun i dag havde på i stedet for det blå, langt mere oplysende i mængderne. Men det kunne ikke hjælpe det fjerneste. Hendes øjne var fæsnet på dragens rubinrøde skæl og fyrig af vrede, som hærgede over byens tykke mure. Det var faktisk et majestætisk dyr. Flot og stor. Den skæld, med den skinnende rubin farve, var nok det der ramte hendes opmærksomhed mest og nærmest tvang hende til at være navlet til stedet. Ja, det var lige til at hun blev revet tilbage til virkelighedens verden af at mærke en hånd på hendes skulder.

Guinevere blikkede voldsomt for at genvinde fatningen og tog sig kort til hovedet, inden hun kiggede let forvirret op på manden. Der gik dog ikke mange sekunder før forvirringen var udskiftet med alvor og hun lavede et kort nik. Det var ikke sikkert at være herude. Samtidigmed var der intet de kunne gøre for den unge byvagt, som så ud til at være helt væk for dem nu.
Da den næste mand kom og talte, løftede hun diskret et øjenbryn. Ja hvordan ville de lige afværge dragen? Guinevere var ikke en del af byvagterne, men derfor kunne hun sagtens finde ud af at hjælpe. Dog var det bare sjældent at andre en dværge samfundet, kunne finde ud af og acceptere at hun faktisk var en ret så standhaftig og stærk kriger. ”Har du set størrelsen på den drage? Det kræver mere end bare os tre at afværge den bare det mindste.” svarede hun. Det var ikke fordi hun ville være uhøflig af nogen art, men hun var ærlig talt lidt stresset når der var et flere tons tungt dyr hen over hovedet på hende, som gik til angreb på en mur af sten. Dragen begyndte at sprede ilden omkring sig, og Guinevere lavede et hop til siden, som en stor sten faldte ned fra muren, efterfulgt af flammer. ”Lige nu, ville det være bedst at komme på den rigtige side af muren, inden vi bliver slået til plukfisk af nedfaldne sten.” konstaterede hun og gik i rask tempo tilbage om bag muren, hvor det var meget nemmere at komme ind nu, grudnet de fleste mennesker var løbet i dækning. Det var dog intet rart syn. Der lå folk der var besvimet eller på anden måde skadet af det store tomult af panik. Men det var de ret meget nødt til at tage sig af, når dragen var færdig med at sprede død og ødelæggelse.

Black var ikke lederen over byvagterne der var en anden der var det, men når lederen ikke var der måtte han selv træde i den rolle, det havde lykkes ham at få en del af menneskerne i sikkerhed, Blake blik blev rettet på dragen et dyr han i hans vildeste fantasi ikke havde regnet med at møde, han vidste intet om den ikke engang hvad dens svaghed var, men en ting vidste han og det så han da dragen begynde at spyde ild. en anden mand henviste sig til dem og straks var de tre, men alle de spørgsmål de kom med til Blake, altså han var ikke en visdomsmand hans blik blev ført hen på manden " først og fremmest skal folk i sikkerhed og det ser det ud til at det er ved at være på sin plads, så nu må vi fokusere på dragen, så hvis en af jer to har en eller anden form for viden omkring denne drage eller ved noget, som må i meget gerne fortælle det............Nu ". at denne mand kom over vidste lidt enden at han bare vil hjælpe eller at han måske viste noget han ikke viste.

Ide en sten falde ned imod dem hvor dværgen sprang til siden, gjorde han ikke det et lyn fra en klar himlen ramte stenen hvor den flækkede halvt over sådan at en halv del af hver del af det stykke mur ende på hver sidde af Blake.
han så på Dværgen " er de okay " sagde han bestemt.
Han så over på manden for at se om han var ramt eller noget " hvad med dem klar du den ".

Alt det kaos et stort dyr kunne lave men en ting var sikkert den skulle væk fra byen, hvad der havde fået den til at søge her ned vidste han ikke, men han skulle gøre alt for at få den opmærksomhed. Blake tog en storesten op i hånden og kastede den lige efter dragens ansigt for at få dens opmærksomhed, for om han skulle dø og at det så reddede byen vil det var okay for ham.
" hvis i har nogen ide så kom med den jeg lytter gerne " blake trak sine sværd frem for at øge hans styrker, ikke fordi han vil bruge den imod dragen, for dragens hud var stærk som et ondt år og han vidste at hans sværd nok ikke lige vil kunne gøre nogen skade på dette kæmpe bæst.

Hakims blik var forventningsfuldt som han kiggede mellem den ene og den anden. Det var dværgens stemme der lød først, hvorefter byvagten talte, men før Hakim kunne få en chance for at svare på noget som helst røg en kæmpe sten direkte ned mod dem. I modsætning til dværgen der sprang til siden, og byvagten, der flækkede den store sten i to, valgte Hakim at gå et skridt tilbage, mens han sendte et hårdt vindpust mod flammerne der ellers ville have opslugt dem.
"Jeg klarer mig, mange tak. Jeg ved ikke forfærdelig meget om drager. Kun at en anden drage for nogle måneder siden overfaldt en by i ørkenen, og at de tilsyneladende ikke lige er til at dræbe," svarede Hakim manden. Han var småstresset, så nu var den ellers lette, sydlige accent, meget skarp. Den lette rullen på r'erne var ekstra stærk og der var en let sang i den måde han talte på.

"Jeg tænker.. At selvom vi ikke er mange, bør vi kunne få stablet et forsvar på benene. Jeg har et lejesoldatskompagni på cirka 8 mand hvor nogle af dem muligvis vil komme her, og så er der byvagten. Derudover kan jeg manipulere med luften.. Vinden så at sige. Mon ikke en tornado kunne holde dragen beskæftiget lidt, mens vi finder ud af hvad vi skal gøre? Naturligvis uden for byen, bare rolig," Spekulerede Hakim højt, mens han stillede sig i sikkerhed ved muren og holdt godt øje med luften. Han var blevet godt enig med sig selv om, at han faktisk ikke helt brød sig om drager.
"Og her troede man, at man kunne slappe af en enkelt dag,"
Det var et udbrud der kom, før han tænkte over det, og uden at tænke mere over det, dukkede der et skævt, om end lettere anstrengt smil op på hans læber, mens hans hånd knugede hårdt om kampstaven.

Et gab forlod Ragna idet hun, stadigt halvt sovende, fik væltet sig selv ud af sengen, taget sit tøj og gik ind på lokummet som hun kort rettede på sin trusse i samme øjeblik som en fjært forlod hende.
Det var blevet lidt senere og med lidt mere mjød end forventet, så hun havde i den grad sovet over sig i forhold til hvornår hun ellers normalt ville stå op. Hun stolede dog nok på sine nye venner til at tro de ville vække hende op hvis der skulle ske et eller andet.
Møvende fik hun pisset af og trukket i tøjet. En par sjask vand fra et vandfad fik taget bugt med den værste søvn inden hun tog sin hellebard og låste værelset af, tungt bevægende sig ned af trapperne hvor hun betalte sig til et par kolde kyllingelår fra aftenen før.
Lige idet hun satte tænderne i det kolde, tørre kød, der egentligt ikke smagte af det store, blev døren smækket op af Cate der hastigt fortalte om drageangrebet. Ragna rynkede kort på næsen.
Drager.

Pokkers reptiler. Hun skubbede sig væk fra baren, med hænderne fuld af kylling og hendes hellebard.
'' Find en kælder længere inde imod byen, jo længere væk fra muren jo bedre. Vores fine herre vil nok være i mest sikkerhed under jorden end over den, se om du kan finde noget nær vandet. ''
Egentligt var hun ikke så meget i sin ret til at beordre rundt siden hun jo var den nye i gruppen, det var dog ikke noget hun kunne tage sig af idet hun fik revet det sidste kød af det ene kyllinge lår og smed benet hen imod et hjørne hvor kroens køter hastigt kastede sig over godbidden.
Hvis Cate havde noget at skulle have sagt, havde Ragna selektivt valgt ikke at høre det. Hun ventede blot utålmodigt på at kvinden fik Stygg vækket op, forhåbentligt kunne den noble mand tænke logisk nok tila t det var bedst at blive hvor han var, ellers ar det bare en skam. Endelig kom Stygg tonsende ned af trapperne, næsten faldende idet vildmanden var igang med at trække sine benklæder på. Ragna ignorere det og vendte sig istedet og smuttede ud af døren over imod muren hvor hun kunne se det store dyr siddende majestætisk på muren, frådsende og destruerende. Bag sig kunne hun høre Stygg og Cate komme løbende efter hende.
Hun kunne allerede nu tælle livløse kroppe der lå rundt omkring.

Halvdværgen satte i løb. Idet mindste var hun høj og havde stærke ben så det at komme derover tog hende ikke så frygteligt lang tid. En mindre gruppe fangede hendes opmærksomhed som hun satte over til dem, givende et kort vink fra sig til Hakim.
'' Og en god morgen til jer.. Ser ud til at der er brug for lidt morgen gymnastik i dag. '' Drillede hun kort, nikkende imod det store dyr inden hun opdagede hvem dværgen var.
Et bredt smil forlod hende.
'' Sjovt at møde dig her Guin. Følte du også lidt for at lege tag fat med dragen+ Troede ellers du foretrak bjergene. ''
Sagde hun spøgene inden hun fik et langt mere alvorligt udtryk i ansigtet. Det var med at få distraheret det ragende gale dyr og få den væk fra byen.. Men hvordan.+

Hun gav sig eftertænksomt til at gnave på sit resterende kyllingelår mens hun så fra byvagten til Hakim til Guin. Måske en af dem havde en ide.. Måske dyret bare var sultent+ Mon der var får eller køer i nærheden der kunne lokke den væk..+

'' Måske min ismagi vil kunne holde den i stand og distrahere den. '' Kommenterede hun kort.

Guinevere nikkede roligt. ”Ja, jeg har okay.” svarede hun, som hun kiggede op mod dragen igen. Det her var noget være miskmask. Den anden mands sydlige accent kom faktisk ikke synderligt bag på hende. Han havde en mørkere hudfarve og hans opbygning og tøjstil afslørede ham også lidt. Guinevere var ikke videre interesseret i hvor folk kom fra i Krystallandet, det var for hende, helt underordnet.

”Jeg har ingen med mig, der er i stand til at gøre en forskel. Men vi skal havde den distraheret. Ellers kommer den bare til at gnave sig igennem sten og klipper, indtil den når byen.” svarede hun eftertænksomt at rynkede brynene let sammen. Drager var ikke lige noget hun havde beskæftiget sig med i sin tid, og havde da heller ikke regnet med at det nogensinde skulle blive en mulighed. Med her stod hun, og kiggede på en stor rødskællet drage. Som var alt andet end munter.
En kvindes stemme, fangede Guineveres opmærksomhed og hun vendte sig mod den. Den var bekendt, og hun var sikker på at hun aldrig ville glemme den persons stemme nogensinde. Hun stod ikke helt at måbe, men en svag antydning af forvirring var dog at finde i dværgens træk. Det ændrede sig dog hurtigt ud i et stort smil og en let opgivende hovedryst. ”Du kender mig, Ragna. Drageeventyr lå ikke øverst på min to do liste i dag.” svarede hun ærligt og vendte tilbage til det mere alvorlige ansigtsudtryk. Det var rart nok at møde kendte ansigter, men der var ikke tid til smalltalk lige nu. Drage var hovedfokus.

”Vi må bruge det vi har. Jeg har lys magi, der vil kunne skabe trykbølger, men de er langt fra stærke nok. Og at blænde dyret, tror jeg heller ikke er en videre mulighed.” svarede hun, med en smule bedrøvet mine, inden hun vendte fokus tilbage på byvagten. ”Men måske ved at kombinere evnerne vil vi kunne skabe noget der er stærkt nok til i det mindste at forvirre den, eller få den på lidt større afstand fra byen, så vi kan gøre mere ved situationen.”

med alle de folk der kom for at hjælpe følte han at de nok skulle klare det de havde hver i sær deres evne, og alt kunne bruges Blake så hen på den nye tilstede kommende som kende dværgen " is sagde du hmm" blikket blev vendt på manden " vind..........is vind og lys, is vind lys " blev han ved med at gentage, han tog et overblik over det hele der var nu kun de 4 mennesker omkring at se, han så på de 3 andre og på deres påklædning " håbe i kan holde på varmen " han så kort op i luften og lige pludselig begynde det at sne og blæse kraftigt sådan det blev utroligt koldt. han vende blikket på manden " kan dine mænd skyde med bue og pile og hvor gode er de, for hvis i ser op på de to huses tag " sagde han og pegede " så vil jeg gerne have dem der op for at skyde lidt på den drage jeg er nød til at vide hvor god den er til at holde angreb væk "

Blake var ikke meget for at give ordre rundt men han følte det var hans by hans ordre han så på dværgen og nikkede "det var en god ide, men hvis i gør som dværgen siger og sætter en tornado i gang og sender den imod dragen og når så den er ved dragen prøv at brug din is evne på tornadoen, men først skal vi have gjord den drage opmærksom på dig dværg, kan du være lokke due og prøve at blinde den med dit lys imens de andre to for ener deres krafter ". at være lokke due var ikke noget blake selv synes om, men hvis hun ville gør det skulle han nok prøve på at hjælpe hende til ikke at komme til skade. " okay jeg aner ikke hvor kloge i forskellige er men her er kortne ellers vi har lys is og vind og vejrkontrol magi hvis en af jer har noget at sige må i gerne det er frit land og det er frit nu her, hvis ingen har noget kører vi efter min plan som jeg sagde lige før ellers sig frem, vi står alle sammen om denne drage, så hvis vil bakke ud så gør det nu "

Hakim så på de tre nyankomne lejesvende, og gav dem hver et respektfuldt nik som hilsen. Lige nu var der ikke tid til for megen snak. Han ville ikke holde Ragna eller nogle af de andre fra det, men selv havde han ikke den store tid til småsnak.
I stedet fokuserede på, hvor dragen var, og var godt i gang med at gennemtænke de mange planer, der fór gennem hovedet på ham.
For Hakim ville det ikke blive spor behageligt, når byvagten ændrede på hele vejret i byen. Han var iført tynde, posede bukser, en skjorte og så en lang læderfrakke uden over, men det var alt sammen i et tyndt lag, fordi det var sådan, Hakim befandt sig bedst. Han havde det bedst med den traditionelle påklædning de gjorde brug af i ørkenen.
Men på den anden side, så havde han været rundt omkring. Han kunne overleve, men han ville aldrig komme til at trives i koldt vejr. Han nikkede blot, mens han tvang sine muskler til at slappe af, mens kulden begyndte at arbejde sig ind på dem.

Idet byvagten spurgte til hans mænd, kiggede Hakim omgående hen på Cate og Stygg. "Det kan de godt. Cate, der ligger en bue og et kogger på den døde vagt derovre, Stygg, du finder bare din langbue frem. Det må gerne gå tjept, gutter," Beordrede han dem. De begge nikkede, kort for hovedet og løb af sted og Hakim vendte sig tilbage mod de resterende og så på Ragna med et forsikrende smil. Nok var hun en hård kvinde, men det her var en drage, og hun kendte knapt hans kompagni.
"Jeg skal nok sige til, når tornadoen er tæt nok på. Og frøken dværg? Guin. Du skal blot sige til, så har jeg din ryg. Jeg er ret god til at løbe kan sagtens gøre lidt flere ting på én gang, hvis det skulle være,"

Han så over på byvagten da denne gav dem alle sammen chancen for at bakke ud. Endelig kom der et smil frem, der nåede ørkenmandens øjne. Det var et adrenalinfyldt smil og han rystede på hovedet.
"Nej. Nej, ikke i dag. Byen er i fare og jeg kunne godt bruge lidt ekstra træning. Vi drak en del i går, ikke sandt Ragna? Og nu er det tid til få den lille drage ud herfra. Den har været gæst her, længe nok. Jeg er klar," Mere end klar. Han var født til strid, født til at slås og være udsat for farer. Og det her var åbent terræn. Han kunne rigtig godt lide åbent terræn.

Morgengry. Det betød at de sidste indbrudstyve nu var på vej hjem, enten tomhændet, eller med deres bytte fra nattens rov. Lommetyvene var kommet op og begyndte at mænge sig med den voksende folkemængde. Nærmest en form for vagtskifte hos byvagterne. Bare at tyvene var langt mere individuelt styrede. De blev dog holdt øje med af en lille gruppe der bor i Hovedstadens undergrund, i et kæmpemæssigt kompleks af gange og tunneller, så tyve kunne forsvinde og dukke op hvor som helst, uden at skulle risikere at blive antastet af byvagterne.
Lederen af hele tyvepakket i Hovedstaden, om de vidste det eller ej, var en mand kaldet Ørnen. Alle havde hørt om Ørnen, og nok en af de mest eftersøgte mænd i hele hovedstaden. Han havde denne nat ikke været på rov, men sørget for at der blev lavet en donation til helerhuset.
Der gik ikke lang tid efter at dragen havde angrebet bymuren, før Slangen, en af Ørnens mest betroede, fortalte ham om nyheden. Ikke mange ville tro hvad beslutningen var, da man trods alt ikke havde for meget tiltro til tyvene, men de fire der sørgede at holde orden i Hovedstadens tyve var enige om at de blev nød til at hjælpe med at forsvare byen. Det var trods alt deres by, og de havde svoret at beskytte byen mod de farer der kunne true tyvenes erhverv og de fattiges liv. Derfor ville de blive nød til at kæmpe mod dette uhyre.

Dragen havde dog formået at allerede gøre stor skade mod bymuren inden der pludselig på toppen af den dukkede fire maskeklædte figurer op. Den ene var klædt fuldstændigt i sort og bar en sølvfarvet maske der forestillede en slange, og masken fortsatte ned langs ryggen. Den anden var klædt i brun og havde en bronzefarvet sjakalmaske. Den tredje var en kvinde med en gylden løvindemaske, og hun var klædt helt i gult. Den sidste mand havde en stålblå ørnemaske på, og metalfjer kronede hans hoved. Han var klædt helt i rødt. De fire personer stirrede mod dragen der kort forinden havde lavet et udfald mod bymuren. Ørnen lavede tegn til de andre tre, og straks gjorde de sig klar til kamp. Slangen løb ned langs muren og stoppede kun op af og til for at skyde med en lille armbrøst, der var spændt fast til hans arm. Løvinden løb den anden vej ned langs muren og over byporten. Hun stoppede op og kastede noget efter dragen, og hun blev ved, som om hun havde uendelig mange af dem, men vis man så efter at kort efter at de ramte dragen forsvandt de. Sjakalen blev stående bag ved Ørnen, og pludselig til hver side af ham dukkede der tre kopier af ham. I alt syv Sjakaler endte med at stå på bymuren bag ved ørnen. De seks af dem trak hver en bue og sendte pile efter dragen. Den originale stod bag ørnen og lagde en hånd mellem hans skulderblade.
Ørnen selv stirrede mod dragen gennem masken. Pludselig var det som om store dele af bymuren begyndte at vride sig i sig selv og stenene begyndte at forvandle sig til skyer i alle mulige pastelfarver. Lyselilla, lakserød, lysegul og mange andre. Sjakalen og Ørnen blev dog stående på skyerne, som om de stadigvæk var sten. Langsomt begyndte nogle af skyerne at løsne sig fra resten af klyngen og fløj mod dragen, hvilket så ud til at ville kunne gøre noget mod det uhyre, men pludselig var det som om skyen igen begyndte at vride sig, og så var det en sten fra væggen der blev slynget mod dragen. Ørnen rørte sig ikke mens det skete, men stirrede blot koncentreret mod dragen. Samtidig med at skyen blev til en sten igen, forsvandt Slangen og dukkede op igen ude i luften foran dragen, inden han skød en pil mod dragens øje, og forsvandt igen, og dukkede op ved siden af ørnen, inden han igen løb ned langs væggen.

Ragna lyttede med en alvorlig nikken til byvagten. Planen lød overskuelig, som sådan da. Hun gned sin tinding for en begyndende hovedpine fra natten forinden, med blikket rettet imod Hakim og dennes andre følesvende, hun havde ikke den store ide om hvordan de fungerede i kamp da de ikke havde været sammen som gruppe i længere tid, faktisk havde det været knapt en uge. Så det hele var stadig temmeligt nyt for hende, og der var ting hun skulle lære om de andre akkurat som de skulle lære af hende.
Den tykke, mørkebrune fletning dansede hen over ryggen på hende idet hun rystede på hovedet til spørgsmålet. Nej hun kunne ikke skyde med bue og pil, det var noget der hørte elverne til, og selvom hun var halvt elver, havde de oftest skrøbeligt udseendet våben ikke tiltalt hende, slet ikke så meget som hellebardens tyngde og kræfter som der lå en del mere potentiale i, hvis man spurgte hende.

Et skævt smil forlod hende da vejret ændrede sig til det der for hende var et kærkomment minde om vejret i bjergene. Ustabilt og koldt.. Meget koldt. En hånd blev løftet op for at fjerne klappen for hendes skjulte blå øje, der var ingen grund til at være forfængelig når man kæmpede mod en drage, og hendes magi ville komme bedre til fulde ved brug af begge øjnene. Hun skævede kort mod den letpåklædte Hakim, som en fuld modsætning til ham foretrak hun at bevæge sig rundt i flere lag tøj, tykkelsen på stoffet kunne dog variere. Det var da også hvad hun bar denne morgen.
De to forskelligt farvede øjne blev lukket en anelse i som hun tog en dyb indånding og gravede op i sin is-magi. En hånd blev rakt ud mod vejret, op imod dragen, som hun fik vandmolekylerne i snevejret til at trække sig sammen og danne sig til en langt skarpere form for is.
Først var det små bitte kugler af hagl, men da det var et dyr langt støre end et menneske fik hun gjort haglene større, på størrelse med tennisbolde.
Lydigt ventede hun nu kun på det rigtige øjeblik at affyre de store hagl ind i orkanen. Den ellers så rapkæftede kvinde var lige nu faretruende stille som alvoren havde taget sit stramme greb i hende.

'' Tjae, det var nu et godt spil vi havde gang i. '' Kommenterede hun til Hakim, på trods af at det langtfra lød så drillende som man kunne håbe. alvoren sad for dybt, mens hun kæmpede en indædt kamp med sig selv om ikke bare at springe ud i kampen mod dragen. Det ville abre være upraktisk for alle parter.

Et øjenbryn blev hævet kort af skikkelsen hun så føjte runddt om dragen. Hvis fjolset ville ende som middags snack for det store dyr, så skulle hun da ikke stå i vejen for hans dødsønske.

Guinevere var heldgivis van til kulde, og lavede ingen vilde bevægelser, eller miner, da vejret pludselig blev værre og sneen så småt dalede frem. Hun kiggede roligt rundt på forsamlingen, men som Blake begyndte at forklare, vendte hun opmærksomt sit blik tilbage på ham og lyttede. Hun var selv vant til at uddeligere ordre, men det var i hendes eget hjem og blandt sine egne folk. Her, havde hun ikke den samme autoritet og vidste ikke hvorvidt de andre følte at de var lederen. Dertil var hun ikke ligefrem sky for at modtage ordre fra andre. En fordel, taget i betragtning af at hun alle dage var blevet opdraget til at lede.
”Jeg skal gøre mit bedste.” svarede hun med et lille hovednik med Blake og vendte sig mod dragen, der så ud til at være under angreb fra andre. Men det skadede jo heller ikke at hun gav sig til at forvirre den endnu mere, mens alt det andet stod på og optog dragen.

Guinevere var et øjeblik ikke rigtig opmærksom på hvad de andre foretog sig. Hun kunne høre talen bag sig, men bed ikke rigtig mærke i noget af det. Hun kiggede blot på den skællede drage og tog en dyb indånding. Hun vendte først hovedet da Hakim talte til hende. Hun smilede til ham og nikkede. ”Mange tak.” og med det sagt satte hun i løb, længere væk for forsamlingen og kom derved sættere på dragen.

Som der blev koldere og koldere omkring hende, vidste hun at de andre var gået i gang med deres opgaver. Guinevere sendte derfor de første lyskugler afsted mod dragen, og begyndte at forsøge at blænde dens øjne. Den var dog i øjeblikket travlt optaget med at snappe ud efter de nyankommende, og det var svært at fange dens opmærksomhed. Lige indtil hun ramte helt rigtig og den blev blændet et kort stykke tid og dermed brølede voldsomt og gungene. Den rettede sit store skællede hoved og de gule drageøjne mod Guinevere, som var mindre end lille i forhold til det store dyr. En stor kugle af ild blev sendt mod hende, hurtigere end man skulle tro at dværgen kunne nå at reagere og hun blev omslugt af ilden. Eller, det lignede det. Hun havde lavet en beskyttende lyskugle om sig selv, som fungerede som skjold. Da ilden forsvandt, kunne man stadig se det lysende skær omkring hende. ”Er det det bedste du har? Kom og fang mig hvis du kan.” råbte hun op mod dragen, i et irriterende tonelege, for at fange dens opmærksomhed, mens hun fortsat irriterede den med lysglimt og forsøg på at blænde den. Dog kunne hun ikke håbe op at stå stille imens, og bevægede sig rundt, for ikke at blive ramt af nedfaldne sten og den glohede ild. Der var rigeligt at fokusere på! Og rigeligt at løbe fra, uden megen hjælp fra hendes genetiske korte ben.

Blake så på dværgen som gjord hvad han sagde og drog af sted imod dragen for at gør det hun havde fået besked på, et nik fra ham kom frem ide hun tog afsted. Blake som sig omkring der var kommet en masse mennesker, så han var nød til at være sikker på at de allesammen havde rent mel i posen, så efter få sekunder fandt han ud af at det lige gik med nogen af dem, og nu havde de trods alt kommet med deres hjælp så han kunne godt se igennem fingerne med det. " lad os få noget regn " og efter lidt tid begynde det at styrt regne, " is vind og vand er en kombi " mumlede han. is vind og vand ville danne en kæmpe forfrysning på dragen hvis det var stærkt nok, for trodalt vidste han jo ikke hvor stærkt denne drage var, han havde jo aldrig mødt en drage før.

Vandet løb ned over hætten på ham og han kunne mærke hvordan det begynde at sive stille og roligt igennem hans tøj, han så over på de andre mænd og kvinder, og så at de måske ikke ville synes om regnen men lige nu kom deres helbred i anden række og det burde de vide. Blake så på Hakin " du virker som en god leder, hvad vil du gør nu hvis det var dig der bestemte, flere syndspunkter af dette er bedre ind et syndspunkt. " sagde han bestemt, hans blik blev rettet op på muren hvor nogle folk var dukket op for at få dragens opmærksomhed, dog var der et eller andet over den gruppe noget han havde hørt om, men hvad det var kunne han ikke lige huske. " den gruppe der er oppe på muren siger det dig noget " sagde han til Hakim.

Det eneste blake kunne gør nu var at vente og se hvad der vil ske med den drage, og om hans plan vil virke, regnede blev mere og mere voldsom, Blake kunne måske gør det behageligt for dem med tyndt tøj på, han hev hans frakke af og gav den til Hakim " her til dig eller en af dine mænd" Blake stod med hånden fremme for at give hans frakke væk, det var første gang nogen havde set blake ansigt på grund af hætten som altid dækkede hans ansigt. " vi er nød til at finde den drages svaghed, bare et lille hul et eller andet, for hvis vi kan finde det så skal jeg nok ordne resten, så det bliver din opgave " sagde han til Hakim og afventede på ham og dragen og resten af flokken

Hakim observerede til at starte med, hvordan både Ragna og dværgen gik i gang med deres arbejde. Han kunne sagtens se ændringen i vejret og dragens flyvestil, som den blev irriteret af meget af det flyvende is der røg imod dens skæl. Men for at det skulle virke bedre, måtte han gå i gang med at få skabt sin tornado.
Blakes konstatering og spørgsmål kom en smule bag på Hakim, men han tog det med stoisk ro, som han skævede fra dragen over mod byvagten.
"Jeg synes vores nuværende plan virker ganske udmærket. Hvis det hele skulle gå helt galt, kan jeg til nøds godt bruge min vindmagi på, at komme op til den, men det ville igen være meget farligt," forklarede han, mens han fokuserede sin indre magi. Det tog lidt, at skulle skabe en tornado, men i det mindste var det da ikke voldsomt energiberøvende. Kun fokuskrævende.

"Jeg har ingen anelse. Jeg har ikke set dem før, men de virker da som en god tilføjelse til vores bueskytter. Og dog. Det er ret dumt at være lige i synet på dragen, især taget i betragtning, at jeg lige om lidt skaber et allerhelvedes kaos omkring den," Han lod sig vente, for han ville alligevel ikke ende med, at skabe problemer for den flyvende bueskytte. Selvom manden var i vejen.
Som byvagten rakte sin frakke mod Hakim, smilede han tilbage og tog imod den. "De fleste af mine mænd er fra norden eller koldblodede, så jeg takker," konstaterede sydlændingen, som han skyndte sig at trække frakken på. Det gav ham noget mere varme i kroppen, og vigtigere; Masser af fokus, da han valgte at gå i gang med sin plan.
"Cate, hvis du kan komme tættere på, så gør det, ellers bliv og beskyd den," sagde Hakim til sin næstkommanderende. Med hendes usynlighedsevne, kunne hun nok snildt se dragen lidt tættere an, hvis den vel og mærket ville gå lavere.

Og med det sagt, stillede han sin stav op af muren og knyttede begge sine hænder. Det var bedst når han spændte i hele kroppen og ikke havde nogle ting i hænderne. Med sin magiske evne, begyndte tornadoen at danne sig, næsten ud af ingenting. Overraskende nok lige under dragen, og lige meget hvad, virkede det lidt som om de kaotiske vinde jagtede den, mens Hakim selv stirrede intenst derop.

Rundt omkring begyndte folk at se at der var dukket folk op på bymuren. Nogle af de få langsomme folk der endnu ikke var fuldstændig væk, gispede forskrækket op og navnet Ørnen spredte sig blandt de sidste flygtende. Navnet blev nævnt med en hvis ærefrygt. Nogen lød mere som om det var en helt de talte om, andre lød som om det var den fæleste dæmon, og de sidste var ikke helt sikker hvad de skulle synes om ham.

Kvarteten der var gået på dragen uden at skulle diskutere noget først, fortsatte kampen. Da regnen begyndte at hagle, vinden tog til, og luften blev koldere virkede det kun til at påvirke de to der tog fløjene og dansede mere end de sidste to (som godt nok var blevet til otte på kort tid). Hvis man lagde mærke til det så kunne man se at så snart dråberne nåede ind for en hvis afstand af Ørnen og Sjakalen, så forvandlede de sig til løv og blomsterblade, der stille dalede ned mod dem.
Dragen var begyndt at blive temmelig irriteret på de fire nye ting der stod og kastede ting i hovedet på den. Det der irriterede den mest var de flyvende sten som slog mod den, og den der bare fløj frem foran øjnene på den. Først så sendte den en bølge af ild mod det sted hvor stenene kom flyvende mod den. Hverken Sjakalen eller Ørnen rørte sig ud af flækken, fordi da flammerne nåede hen mod dem, så ændrede det sig til en hvid væske som faldt som et vandfald hen over bymuren, og ned på den anden side. "Kunne du ikke have valgt noget andet en mælk at forvandle det til?" spurgte Sjakalen sarkastisk. "Bare roligt. Det skal nok blive til vin på et tidspunkt." svarede Ørnen og begyndte at grine hjerteligt. Det mælk der faldt ned på den anden side forvandlede sig til ild igen kort inden det nåede jorden.
Derefter begyndte den at prøve at snappe ud efter Slangen, der dog var hurtigere til at forsvinde, end den kunne nå at bide. Det forhindrede dog Slangen i at lade, da han skulle sørge for at holde sig væk fra dragens bid. Løvinden ramte så på et tidspunkt ind i munden på dragen, hvilket tiltrak dragens opmærksomhed hen til hende. Dragen fløj derefter direkte efter hende og prøvede at æde hende, men kort tid inden den nåede hende, gled hun ned i bymuren, og dragen ramte ved siden af. Tilgengæld ramte dens klør og hale bymuren, og sendte en byge af sten ind over den igen. Løvinden dukkede igen op i bunden af bymuren og fortsatte med at kaste sit skyts efter dragen.

[ ok kan i ikke bare springe mig over for jeg er seriøst dødeligt forvirret over hvad fanden der sker og hvad jeg skal gøre... hvilket stresser mig ekstremt meget, og giver mig endnu mindre overskud end jeg har haft det hele ugen.. OTL sorry skulle ikke have blandet mig ]

Guinevere var i øjeblikket i gang med at forsøge at undgå de mange mærkelige sten der kom. Både normale, men det så også ud til at den nyankommene gruppe, havde nogle evner, der gjorde at tingene ændrede sig. Hvilket den sorthårede dværg, da ikke lige umildbart var stødt på før. Ikke så stort et omfang i hvert fald.
Regnen begyndte dog at tage tilløb, og den blå kappe, begyndte så småt at suge vandet til sig, selvom den stadig afskærmede en del af det. Langsomt, men sikkert begyndte Guin at blive mere og mere gennemblødt. Ikke at det i øjeblikket generede hende. Hun havde rigeligt at fokusere på. Dog kunne hun næsten havde svorget at hun så et lyn hen over himmelen, efterfulgt af et ordentlig raballer. Men hun var ikke sikker på om det var synsbedrag af de lysende kugler der stadig fløj mod dragens øjne, og det faktum at stenene faldte hårdt mod jorden, med et ordentlig raballer og skabte nærmest rystelser i jorden.

Guinevere havde været nødsaget til at komme tættere ind til muren, da dragens store hale var yderst farligt at være alt for tæt på. Samtidigmed var de pludselige ildkugler og strømme af ild som den sendte mod hende i ny og næ, heller ikke en behjælpene faktor. Dværgen blev hurtigt distraheret af det fornurlige der skete højere oppe på murens top. Hvad i al verden?! Ilden ændrede sig til en hvidelig væske, der uden tvivl lignede mælk eller valle. Hun var ikke helt sikker, men det var nok til at hun et svagt øjeblik var uopmærksom, og dragens angreb mod muren, fik hende nærmest til at panikke.
Hun havde ikke set det komme, og et panikken halvskrig kom fra hende, som hun lavede rullefald ned fra den lette højning hun stod på for at havde givet sig selv et bedre udsyn. Guinevere lignede lidt en dansemus, som hun undgik sten der faldte tungt fra muren, mens dragen brøllede glubsk. Det var egentlig besynderlig præcise bevægelser, og til trods for hendes naturlige kluntethed var at være dværg, var det faktisk ganske yndigt og effektivt.
Guins held løb dog ud, da den store skællede hale kom med en dødbringende fart, lige som hun vendte sig, og hun blev ramt og slynget bagud, med en ordentlig fart. Hun trillede rundt på jorden, et godt stykke væk, da hun endelig landede og tog sig smertefuldt til ribbenene. Smerten fik hende til at knibe øjnene hårdt sammen og bide sig hårdt i læben. Hun kunne endda mærke blod der svagt begyndte at pible frem fra sårerne hun havde erhvervet sig ved styrtet mod jorden. Stædigheden vandt dog til sidst over hende, som hun rystede hovedet og kom tilbage til virkeligheden. Hendes blik faldte på kærren, som havde forhindret hende i at trille videre. Den var fyldt til bristepunktet med gammelt metal. Gammelt skrot mere eller mindre, af det reneste jern, bortset fra de røde rustpletter. Guinevere fik kæmpet sig op i en siddende tilstand og lod fingerne køre over det kolde metal, der nærmest så ud til at smelte og krybe op af hendes arm, som en stor flydende orm der forsøgte at æde hendes arm.

Hvorfor han ikke var blevet alarmeret tidligere var ham et under. Var det ikke også hans pligt at forsvare byen, eller var han blevet forfremmet blot for at sidde bag et bord og underskrive papir hele dagen? Det var ikke hvad han havde forventet, og havde det ikke været for stormen der brød frem, havde han nok aldrig vendt blikket mod vinduet og set bæstet på himlen. Herfra var der ikke langt til handling. Et udbrud til vagten udenfor døren og den svagt udseende mand var ved at blive iført den alt for store rustning, mens en hest blev ført frem i gården. Som vagten spændte sværdet til hans side trådte tre andre vagter op. Han kastede et kort blik over dem for at se hvad han havde at arbejde med. Ingen over kriger rank. Han bed sig i tungen for ikke at udbryde noget, der var hans position uværdig, istedet pegede han på den foreste. En rekrut.
"Find Lavi Harani og bring hende til gården."
Geir drejede blikket til de tre andre. To krigere og en rekrut. Kunne han virkelig bringe en rekrut med sig? Nej.
Rekrutten blev udpeget.
"Find hvem du kan, kriger eller højere, og send dem imod bymuren."
Hans vagt spændte den sidste lås og lyden af vrinsken kunne høres udenfor.
"Resten griber spyd og følger mig."
Der blev sat i løb, men som de kom ud slog en kraftig vind den lille general i brysten og den nærmeste af hans tre følger, de to krigere og vagten, måtte lægge en hånd imod hans ryg. Geir mumlede en ed, der druknede i vinden før han blev, halvt løftet, sat på hesten.

"General Moonblade!"
En stemme lød bag ham og synet af en ældre kvinde i skinnende hvidt tøj stod foran ham. Hendes hår havde engang været gyldent, men var nu falmet og gråt, dog lyste hendes øjne af en viden ulig andre i lysets hær. Hun var en af de få, der havde været her lige så længe som Geir og hun var en af hans mest betroede venner.
"Hvad sker der?"

"Drage" Geirs ord stoppede hende som hun gik, støttet af rekrutten Geir havde sendt hende. "Vi skal til muren hurtigst muligt." Han pegede i den generelle retning af dragen.
Kvinden nikkede og samlede hænderne foran kroppen. Hendes magi var ikke vold eller destruktiv, som mange andre, men den havde en brugbarhed, som tjente byen godt fra bag lysets murer.

"Foran kroen er det bedste jeg kan give jer. Held og lykke"
Et lysglimt skød omkring de 4. Generellen, hans livvagt og de to krigere, og som lyset passerede var de væk.

Foran kroen skød et lys frem og fra ingenting materialiserede de lille gruppe sig. Før lyset var væk satte Geir afsted imod muren på sin hvide hest, forfulgt af sine tre spydbærende undersåtter.