Dødens kløft. Bestem det sted man skulle hen, hvis man ønskede at udforske og måske finde ukendte skatte eller andre ting af værdig, kunne ligge rundt omkring i denne kløft. Det var dog også en farlig fær at begive sig ud på. Men var man desperat eller eventyrlysten nok (måske en del af begge dele), var man nærmest ikke til at stoppe, på vej ned af de stejle sider, som førte ned af siden af det endeløse hul.

Det var der også der, den unge gadepige nu befandt sig, med det røde hår flagrende let i vinden, selvom hun havde samlet det op i en hestehale, for at det ikke skulle blæse ind foran hendes øjne. Det ville bringe hendes situation ind, i endnu større fare, hvis det også skulle til at komme på tværs. Hun var lille og let, og bevægede sig derfor nemt og hurtigt ned af den ujævne grund, og nåede et godt stykke ned, inden hun skulle begynde at tage det hele lidt mere roligt og forsigtigt. Hun havde sit sædvanlige slidte og let posede tøj på, selvom hendes trøje, grundet dagens gerning, sad tættere ind til kroppen og derfor ikke ville side fast ig noget på vejen ned. Rundt om livet havde hun et relativt tykt reb, som var bundet mange gange rundt om det spinkle liv. Man vidste aldrig om hun fik brug for at klatre ned af nogle skråninger og derfor havde behov for et reb.

Der var indtil videre ganske stille nede i det store hul, og Amy følte sig rimelig sikker på at hun var alene. Men aldrig 100 %. man vidste aldrig hvad der skjule sig i mørket, og man vidste heller aldrig hvor gode andre var til at liste sig afsted. Godt nok var Amy rimelig lydløs i øjeblikket, også takket været vindmagien. Men selv ikke hun kunne bevæge sig rundt uden at folk kunne høre hende, hvis de ellers havde gode nok øre. Stilheden blev dog brat brudt, da hun gled på småstenene, og startede en mindre lavigne af småsten som blev større jo længere de kom ned i kløften og skabte et større raballer, som Amy klingrede sig fast på siden og kiggede på den støvede vej foran sig, hvor stenene havde startet. Amy tog en dybt indånding og lod sit hjerte falde til ro igen, inden hun fortsatte forsigtigt ned.

Eventyrlystenhed havde Kijara rigeligt af. Hun havde netop forladt Hovedstaden, havde fået en god nats søvn, samt et udemærket morgenmåltid. Hun brød sig ikke om at opholde sig i byen i længere tid, for pladsen var trang, og selv om der var masser af liv, følte hun ikke, at byen gav hende den frihed, hun havde brug for.

Hun havde ikke tidligere med egne øjne set Dødens Kløft, men navnet havde altid fascineret hende, og hun havde længe haft et ønske at om besøge stedet. At der endda var mulighed for at finde skjulte skatte på kløftens bund var blot endnu mere med til at gøre hende interesseret.
Da hun ikke stolede tilstrækkeligt på sine klatreevner, havde hun bundet et kraftigt stykke reb om et forkrøblet træ ved kløftens kant. Træet havde dybe rødder, og hun havde prøvende trukket i rebet for at se, om det kunne bære hendes vægt, før hun begav sig ud over kløftens kant.

Hun mærkede et lille sug i maven, idet hun så ned i mod kløftens bund, der lå dybt, dybt nede, men det var netop denne form for spænding, hun søgte, og hun fortsatte med klatre ned af kløftens side.
Nu hørtes en rumlen imidlertid længere nede, idet en større mængde småsten gled nedad. Hun standsede sin klatring og spejdede ned med sammenknebne øjne - var der andre end hende, der var ude på en lille klatretur?
- og I så fald: var de faldet i døden, idet stenene begyndte at rulle?

Amy var hurtigt igen nød til at holde en pause, som hun satte sig ned i grusset og klamrede sig lidt ind til klippevæggens side. Hendes vejrtrækning var ikke helt faldet i et med sig selv efter turen med stenene som startede en lavine under hende og hun brød sig heller ikke vanvittig meget om at hun så nemt kunne glide. Hun var simpelthen nød til at finde noget at binde sig fast til. Hun havde dog håbet af det først blev nødvendigt længere nede, men selvom adrenalinen frembragte en rus i hende, og hun egentlig ikke frygtede døden, havde hun ikke lyst til at byde den velkommende. Ikke hvis hun da kunne udsætte den et stykke tid endnu.

Længere nede stod der et gammelt, men dog tykt træ. Amy var dog ikke sikker på om træet stadig var i live, men det var det eneste som lige umildbart var i stand til at kunne få bundet et reb om sig, selvom Amy ville havde foretrækket at det havde været en del af klippe hun kunne binde sig fast på. Forsigtigt begav hun sig videre, og trådte forsigtigt for ikke at glide på nogle af de små sten. Det ville hun helst ikke nyde noget af igen.
Hun var næsten nået hen til træet, da en lyd bag hende fangede hendes opmærksomhed. Var der virkelig andre hernede end hende? Det undrede hende en del, at nogen enten var fuldt efter hende, eller havde fået samme sindssyge idé. Amy nåede dog ikke at tænke længe over det, før hendes fod gled og hun denne gang ikke nåede at gen oprette balancen, men derimod nå faretruende tæt på kanten, som hun begyndte at trille nedad. Hun greb ud efter træet, og klingede sig fast som en parasit, mens det meste af hendes underkrop hang nedenfor træet og derved ude af kanten og Amy var nærmest sikker på at hun kunne mærke døden ånde hende i nakken. Hun havde ikke ligefrem været lydløs på vejen ned og som hun havde fået suget fast til træet. Tværtimod var hun kommet med et forskrækket udbrud, som gav genlyd i kløften. Hun forsøgte desperat at kæmpe sig længere op på den tykke gren og frygtede virkelig at den ville knække før hun nåede op i sikkerhed.

Kijara var på vej nedad i et roligt, men støt, tempo. Vinden havde fat i hendes lange fletninger og fik et par små træperler, hun havde bundet i en af dem, til at rasle let. Hendes bløde skindstøvler var til gengæld ganske lydløse mod den ujævne klippevæg.
Hun var klar over, at man var nødt til at være forsigtig, for flere gange mistede hun fodfæstet og måtte klamre sig til rebet, imens hun opsendte en lille bøn om, at det forkrøblede træ over kløften ikke ville give efter.

Igen hørte hun lyden af rullende sten dybt under sig, og hun standsede med fødderne klemt ind på en smal klippeafsats. Der lød et råb nedefra, - en kvindes stemme.
Kijara havde ellers ikke troet, at der ville være flere mennesker på 'udflugt' her, men hun var åbenbart ikke den eneste, der var dumdristig nok.

"Er her nogen?"

Hendes råbende stemme gav genlyd mellem kløftens sider. Det lød som om den anden var i knibe. Forhåbentlig var personen ikke styrtet ned..
Kijara begyndte meget langsomt og forsigtigt at bevæge sig længere ned mod Amy - en skikkelse, som hun svagt kunne skimte længere nede, men som ikke var særlig tydelig grundet afstanden og kløftens dybe skygger.

Amy sørgede for at sætte sig godt fast, som hun engang imellem kiggede ned og nærmest blev svimmel af så langt ned der var. Faktisk så langt at hun ikke kunne se slutningen, og derfor blev hun en smule mere rundtosset. Ikke det bedste, når man i forvejen var i en uheldig situation. Så hun lukkede øjnene hårdt i og forsøgte at kæmpe sig op, selvom det resulterede i en gruopvækkende gnakken fra træet hun fastholdte sig til. Det var det. Livet sluttede simpelthen der, med at hun skulle falde ud over kanten i dødens kløft.

Hun havde nærmest opgivet alt håb, som hun bed tænderne sammen og kæmpede for ikke at komme med et vredesudbrud over den pludselige forandring. Men så hørte hun en stemme. Hun havde bemærket at nogen havde skramlet rundt i godt stykke oppe, men hun havde glemt alt om det, så snart stenene var smuttet under hendes føder. Der havde været mere fokus på andre ting der! Amy løftede derfor hovedet og spejdede op mod lyden, og hun kunne også se en skikkelse der var på vej nedad, men skikkelsen var stadig langt væk.

”Hjælp!” råbte hun tilbage med knækket stemme. Hun brød sig ikke om at bede om hjælp på nogen måde, og dertil vidste hun heller ikke hvorvidt denne person var farlig eller havde andet ondt i sinde. Men lige som kortene var spillet ud på bordet nu, havde hun ikke andre muligheder. Det store røde hår svejede i den lette vind, men selv ikke den var helt nok til at hjælpe hende op denne gang. Hun gjorde ellers et ihærdigt forsøg. Hun havde mange muskler i både arme og ben og var ikke ligefrem kendt for at være ude af form, og hendes magi var også en ret stor hjælpende faktor. Men det var som om at kløften åndede og tog alt hendes luft fra hende, hver gang hun forsøgte. Måske var det bare frygten og panikken, der var skyld i at hendes evner ikke helt lystrede som hun ønskede det. Ikke desto mindre, hang Amy der, og var rent ud sagt, skide bange for at styrte ned. Træet kom med endnu et faretruende knark og Amy kom ufrivilligt med et lille skingert hvin. Hvor meget Amy end forsøgte at overbevise andre, var hun stadig bare et barn. Hun var meget tæt på at være voksen, men hun var kun 17 år gammel. Så at hun var bange og egentlig havde lyst til at give sig til at græde som et barn, var derfor heller ikke nogen underlig ting.

Hun begyndte at klatre hurtigere, da hun hørte råbet under sig. Det faldt hende ikke et øjeblik ind ikke at hjælpe den fremmede - enhver der turde klatre ned af kløftens stejle sider havde i allerhøjeste grad opnået Kijaras respekt.
Skindstøvlerne gled igen på en klippesten, og et øjeblik hang hun og dinglede i rebet, før hun igen fik fodfæste. Hjertet slog hurtigt i brystet på hende, men hun var klar over, at det skulle gå hurtigt, hvis hun skulle redde den anden.

"Hold ud"

Råbet gav igen genlyd i den dybe kløft. Hun håbede ikke, at larmen og lyden af de rullende sten var noget, der ville tiltrække ubehageligheder. Man vidste aldrig, hvad der levede på bunden af dybet.
Hun kunne se Amy nu. Det røde hår skilte sig tydeligt ud fra de grå klippesten, selvom lyset hernede var en smule sparsomt. Det så ikke ud til at være en rar sitution som hun hang der - i fare for at falde i døden.

Kijara bevægede sig en smule mere varsomt nu, - det sidste hun havde lyst til var, at sende en lavine af småsten ned over pigen. I stedet placerede hun sig så solidt hun kunne med fødderne på en afsats og begyndte at svinge den løse ende af rebet henad mod Amy. Det hang ikke så langt fra hende, men var svært at få øje på mod den mørke klippeflade. Nu kom der imidlertid bevægelse i det - det krævede bare, at hun var i stand til at gribe fat i det. Et fejltrin kunne gå grueligt galt.

"Kan du nå?"

Spurgte hun med blikket på den hængende skikkelse. Hun ville helst ikke bevæge sig nærmere træet, for stenene havde muligvis været løse på dette sted.

Amy var for stædig til at begynde at klynke, selvom hun var bange som aldrig før og var tæt på. Hvilket hendes ansigt godt kunne afsløre, men hun forsøgte at få styr på sig selv. Hun var van til at skulle være stærk af både personlighed og mentalitet. Hun kunne og ville simpelthen ikke være svag lige nu, selvom hun var i en uheldig situation. Da stemmen kaldte igen, mærkede hun hvordan det spinkle håb voksede lidt igen. ”O-okay..” fremstammede hun igennem den nu let hulkende vejrtrækning, som hun stadig forsøgte at trække sig op derfra, selvom det resulterede i mere knagen fra træet side. Hun kunne ikke bare hænge der og gøre ingenting!

Amy fik kigget op på kvinden, som ikke ligefrem lignede en normal byboer, men hvilken stille og rolig byboer ville også begive sig ud og klatre i denne kløft? Hun måtte havde behov for spænding, lidt på samme måde som Amy, selvom Amy da egentlig synes hun havde fået rigeligt med spænding på denne tur!
Hun spejdede mod rebet, som Kijara kastede ned mod hende, og et langt øjeblik, var hun ikke i stand til at bevæge en muskel. Men heldigvis bragte kvindens stemme Amy ud af den stilstand hun hang i, og hun forsøgte at række ud efter rebet.

Træet gav et ordentligt knak fra sig og Amy så til sin skræk at træet var begyndt at knække. Uden så meget som at tænke videre over det, kastede hun sig til siden, sekunder før at træet gav efter og knækkede og styrte samme med nogle sten ned i undergurnden. Amy derimod følte at hun faldte ligeledes. Hun faldte dog ikke særlig langt før hun fik fat i rebet og klamrede sig på ny fast, som hendes hjerte hamrede afsted og hendes vejrtrækning var meget rystende. ”Jeg.. jeg har fat.” svarede hun skælvende og så efter træet der var på vej ned og lukkede kort øjnene, inden hun begyndte at kæmpe sig op ved hjælp af rebet.

Kijara var glad for, at det ikke var hende, der hang og klamrede sig til træet. Nok holdt hun af spænding, men klatreturen i sig selv gav rigeligt af en slags, og hun havde ingen planer om at slå sig selv ihjel ved at falde mod kløftens bund, der lå som en mørk skygge for enden af de stejle klippevægge. Klatreturen havde så sandelig allerede givet hende rigeligt indsigt i, hvordan kløften havde fået sit navn.

Hun holdt vejret et øjeblik, da træet gav efter, og drog et lettelsens suk, da Amy fik fat i rebet. Den pludselige bevægelse fik næsten hende selv til at miste fodfæstet, og hun klamrede sig et øjeblik hårdt til rebet, før hun igen fik fødderne placeret på en klippeafsats.
Hun håbede at rebet - og træet, der holdt rebet - kunne klare den ekstra vægt, men den rødhårede pige så ikke ud til at veje så meget.

Hun stillede sig med let skrævende ben på klippeafsatsen, imens begge hænder stadig befandt sig på rebet, og betragtede Amy komme nærmere.

Amy kunne virkelig godt havde været foruden al den spænding, der meget pludselig var kommet på denne lille fredelige tur. Måske var det ikke, det meste sikre sted at befinde sig, men hun havde ikke lige regnet med at svatte ud over kanten. Hun følte sig ærlig talt umådelig dum. Gemt bag al frygten, panikken og skrækken. Når hun var på mere sikker grund og fik sit hjerte til at stoppe sin galopperende banken, kunne det være at hendes bevidsthed fik magt nok til at skælde hende ud, mere end nogensinde!

Da kvinden også mistede fodfæstet kort, blev Amy angrebet af en ny chokbølge af panik! Hvis nu hun også faldt, så var det helt bestemt ude med dem begge to! Dog gik der heldigvis ikke så lang tid før hun så ud til at havde genvundet fodfæste. Dette var seriøst lidt for meget spænding!
Amy kravlede så hurtigt op af rebet hun kunne, men de rystende hænder, gjorde det ikke nemmere, selvom hun virkelig forsøgte at holde dem i ro. Amy nåede dog endelig kanten, efter noget, der for Amy, føltes som en evighed, selvom det egentlig var gået stærkt nok. Hun pressede sig op af klippevæggen for at komme så langt væk fra kanten så muligt på afsatsen og trak vejret rimelig uregelmæssigt, som hun forsøgte at dæmpe sit hjerte. Hun stirrede panisk på kanten af klippeafsatsen, og fjernede ikke blikket et eneste sekund som hun begyndte at tale. ”Mange tak for det..” hendes stemme knækkede lidt over og hun rømmede sig lidt bagefter, i et forsøg på at genvinde sin normale stemme. Hun hadede at udvise sårbarhed, men kun et fjols ville ikke havde frygtet for sit liv som man klamrede sig hjælpeløst til et knagende træ.

Kløften havde så sandelig allerede vist sig at byde på en del mere spænding, end Kijara havde regnet med. Klippeafsatsen, hun befandt sig på, virkede imidlertid rimelig stabil, og for nu, kunne hun ånde lettet op.
Hvor meget hun end holdt af at udforske Krystallandets afkroge, var der intet som helst morsomt i, at styrte i afgrunden til en alt for tidlig død.

Bunden af kløften tiltrak stadig hendes blik med sit dystre mørke, og hun kunne ikke lade være med at tænke på, hvad man kunne finde dernede. Sandsynligvis en del skeletrester fra tidligere opdagelsesrejsende, der havde været mindre heldige, end dem selv.
Men der kunne også være andre ting. Værdifulde ting. Hun var ikke helt klar over, om der levede noget, i kløftens dyb. Det var ikke usandsynligt, at farlige væsner skulle findes dernede.

"Det var så lidt .. Det var en modig klatretur, du havde begivet dig ud på.."

Hendes blik var nu vendt mod den unge, rødhårede pige, der havde sluttet sig til hende på klippeafsatsen, og hun betragtede hende undersøgende et øjeblik. Det var ikke hvem som helst, der ville begive sig ud på så farlig en klatretur - og endnu sjældnere var tilfældet, at det skulle være en pige.
Var der noget, Kijara imidlertid beundrede, var det kvinder, der smed sytøjet væk og lærte at klare sig selv. Ikke at Amy nogensinde så ud til at have været en fin frøken.

Amy kiggede blot ud over kanten et stykke tid, og mærkede tydeligt at lysten til at klatre videre, var dalet bare en smule. For ikke at sige, at den var dalet voldsomt meget! Men hun var ikke kommet så langt ned, for bare at trække halen mellem benene og kravle op igen, og vendte tomhændet tilbage til hovedstaden. Ikke på vilkår! Det var hun simpelthen for stædig til! Hun kiggede op på sin redningskvinde, og fik et anstrengt smil frem. ”jeg har prøvet værre.. Tro mig.” svarede hun og lod det anstrengte smil falde næsten lige så hurtigt som det var kommet op. Hun følte ikke ligefrem den store lyst til at smile vidt og bredt lige nu.
”Du er da heller ikke ude på en helt ufarlig klatretur selv.” tilføjede hun så, og skævede lidt op mod hende, inden hun fik kantet sig op i en mere stående tilstand. Utrolig nok, var Amy meget glad for ikke at være alene lige nu. Ikke at hun stolede fuldt og fast på den anden ukendte person, men det var alligevel betryggende. Mest fordi at hun lige havde reddet Amy og chancen for at hun så ville skubbe Amy ned i kløften, var pænt lille.

Amy begyndte dog imildertidigt at slappe mere af i sine skuldre og falde mere til ro, selvom hun kiggede ned i den dødbringende kløft. Der måtte være noget dernede af værdig i det forunderlige mørke. Det var altid de mørkeste steder, der gemte på flest særlige ting. Om de så var dyr, skatte eller diverse ting, var ikke til at vide. Men Amy var kommet her for at finde frem til dem, og et lille smut over kløftens side og næsten at miste sit liv, skulle da heller ikke stoppe hende, selvom de bragte en naturlig bremse til at forsætte.
”Skal vi fortsætte? Eller har du fået spænding nok?” spurgte hun og kiggede direkte på kvinden. For det første, ville Amy ikke bryde sig vanvittig meget om at skulle kante sig forbi den anden kvinde, selvom afsatsen så rimelig stabil ud. Dertil, ville hun dybest inde heller ikke rigtig begive sig afsted alene. Ikke efter den her tur i hvert fald.

Det var de underligste steder, man nogle gange kunne møde andre personer. Kijaras blik var skiftevis på Amy og afgrunden under dem - noget, der også på hende stadig virkede tillokkende. Hun havde jo ikke selv grund til at give op, bare fordi hun havde fisket pigen op fra afgrunden.
Der var imidlertid ingen tvivl om, at der måtte udvises forsigtighed, og det var først her halvvejs nede af kløftens side, det egentlig var gået op for Kijara, hvor farlig en tur, hun havde begivet sig ud på.

"Lad os fortsætte."

Svarede hun imidlertid den anden. Hun trak et par gange i rebet for at sikre sig, at det stadig var solidt fastgjort, for de ville få brug for det, hvis de skulle fortsætte mod kløftens bund.
Nysgerrigheden for, hvad der kunne findes dernede, plagede stadig Kijara, og hun følte sig et eller andet sted godt tilfreds med, at pigen også ville fortsætte. Nu hvor hun havde set, hvor let man kunne falde, var det godt, at have andre med sig. Desuden virkede pigen til at besidde en god del mod og eventyrlyst, siden hun selv var interesseret i at fortsætte klatreturen.

"Mit navn er Kijara Khila-Zentaji, forresten .. Jeg havde ikke ligefrem forventet at støde ind i andre hernede, men det var vidst heldigt, at jeg var her.."

Hun følte, at det måtte være på plads at præsentere sig, inden turen mod kløftens bund fortsatte.

Amy var faktisk meget imponeret sin egen frygt for at styrte ned. Hun levede nærmest af at springe rundt på tagene i hovedstaden, og være sekunder fra at styrte ned fra et relativt højt hus og brække nakken. Hvad var forskellen denne gang? Der var langt ned, som hun var van til. Men Amy havde altid været i stand til at se hvor det stoppede. Se hvor langt ned der var og hvornår hun ville stoppe jorden. Her var det straks noget andet. Her ville det højst sandsynligt være at styre direkte i døden. Her ville hendes luftmagi ikke hjælpe hende synderligt meget.

Amy nikkede samtykkende til kvinden, som hun bandt sit eget reb fast om et solidt klippestykke. Der var dog ikke megen plads at navigere rundt på lige på denne afsats, men det gik, og rebet sad godt og solidt fast. Hun skulle ikke nyde noget af, at ryge ud over kanten igen. Hvorfor hun ikke havde sat rebet fast i starten, indebar nok at hun havde været for selvsikker og overmodig. Den del, var dog langt fra hende lige nu, efter det egoknæk hun fik af at dingle fra et vissent træ, der var sekunder fr a at brække.

”Amy Storm.” præsenterede hun roligt sig selv, som hun gik nogle skridt videre og sørgede for at hendes fødder ikke gled på de løse sten. Hendes navn var egentlig ret opdigtet. Hendes egentlig navn var Feline, og det vidste den rødhårede pige godt. Hun havde bare så stor en afsky for det. Navnet hendes mor havde givet hende. Bastardtunge, som hun efterlod på børnehjem. Det andet var kommet hen af vejen. Amy vidste hun faktisk ikke helt hvor var kommet fra, men storm tilhørte tydeligt hendes evner og vilde personlighed. Ingen tvivl der. ”Jeg havde heller ikke ventet at møde nogen hernede, men er glad for at jeg tog fejl.” svarede hun med et skævt smil, der ret faktisk nåede de nøddebrune øjne for en gangs skyld. Amy havde ærlig talt ikke lyst til at tænke på hvad der ville være sket hvis Kijara ikke var dukket op.

Afsatsen, de stod på, virkede solid, men også meget smal. Kijara længdes efterhånden meget efter fornemmelsen af solid landjord mod sine fødder. Hun gjorde et let nik med hovedet i retning af Amy. Måske var det dumdristigt at fortsætte, når en af dem netop var sluppet ud af dødens greb med nød og næppe, men dumdristighed var ikke ukendt for Kijara. Hun var det ofte.

"Lad os se at komme ned i bunden af denne hersens kløft .. jeg er spændt på at se, hvad der gemmer sig."

Med et solidt greb i rebet begyndte hun at klatre videre, imens hun spejdede ned i det svimlende dyb. Hvor meget længere var der?
Hun behøvede dog ikke klatre langt, før hun syntes, at hun begyndte at skimte noget andet end bare mørke skygger dernede. Det lod til, at kløften rent faktisk havde en bund ... en bund, hvor der muligvis gemte sig tabte rigdomme. Hvad der så end var, kunne hun ikke vente med at finde ud af det.

Amy kom med et lille gavtyve smil, ved Kijaras næste ord. Dumdristig var noget man ligeledes nemt kunne beskrive Amy med! Hun var og blev alt for dumdristig og eventyrlystig.
"Samme her! Specielt når der bliver sagt at den er bundløs, så bliver man nysgerrig!" svarede hun med et smil, og tjekkede sit reb en enkelt gang mere, for at være sikker på at hun ikke skulle styrte i døden igen. Det ville simpelthen være to gange for meget på en dag.
Amy fulgte derefter Kijara ned af siderne, og klamrede sig engang imellem til klippevæggen når hun følte at der var en sten der var ved at smutte. Heldgvis kunne hun ånde lettet op. "Kan du se noget?" spurgte Amy efter lidt tid, som hun selv syntes at kunne skimte en form for bund. Hun var dog i tvivl om at de allerede var ved bunden. For så lang tid havde det ikke taget, og hvis der ikke var så langt, så var de ikke de første der havde været dernede! Det ville være alt for urealistisk.

Kijara begyndte at klatre hurtigere og hurtigere, som den mørke masse under dem voksede og det blev tydligere og tydligere, at kløften ikke var bundløs. Det gav en form for lettelse, for tanken om at de skulle blive ved med at klatre og klatre nedad i en uendelighed, forekom mildest talt skræmmende.
Hun havde fået godt med fart på, men farligheden ved klatreturen havde stadig ikke ændret sig, og et enkelt fejltrin gjorde, at hendes fod smuttede, og hun et nervepirrende øjeblik hang og svingede frem og tilbage i rebet.

"Jeg har det... bare koncentrer dig om selv at holde fast"

Råbte hun op mod Amy, imens hun svingede med fødderne i håb om at få fat i klippevæggen igen. Endelig lykkedes det, og forpustet klamrede hun sig til klippen. Turen op igen ville ikke blive rar..
Det var imidlertid ikke nu, hun ville tænke på dette. I stedet klatrede hun de sidste meter ned mod den mørke bund og endelig kunne hun hoppe det sidste stykke sætte fødderne på solid grund.

"Håh, ikke så bundløs alligevel.."

Sagde hun, idet hun triumferende så sig omkring.

Panikken greb kort Amy som de var på vej ned af klippesiden og Kijara så ud til at miste fodfæstet. Nok kendte hun ikke den anden så godt, men at havde hende til at styrte til døden, eller bare at styrte ned og komme tilskade. Heldigvis var rebet der! Hvilket nok også havde reddet den kvindens liv i dette øjeblik, og Amy åndede lidt lettet op, selvom hun var på vej ned for at hjælpe så hurtigt hun kunne. Hun bremsede kort og kiggede ned på hende, inden Amy nikkede kort og fortsatte sin egen nedstigning. Dog stadig med opmærksomheden lidt på Kijara, indtil denne fik fat i klippen igen.

Amy nåede bunden ikke ret lang tid efter Kijara, og åndede lettet op. "Hmm.. Det virker.. for let." kom der nervøst fra Amy der havde lært at man ikke skulle triumfere for tidligt. Det kunne være at hun tog fejl! Amy havde ikke altid ret, selvfølgelig ikke! men det her kunne godt lugte lidt af fisk. Amy kiggede sig lidt omkring i det mørke område, selvom de fleste ting var synlige nok for hendes øjne. Hun fik hurtigt den dårlige ide og kigge op og konstatere at der var meget meget langt op igen!
"Tror du.. Tror du at nogen har startet rygtet om at den er bundløs, for at de kan havde et sted at skjule deres skatte?" kom der forhåbningsfuldt fra den rødhårede pige.

Det var umådeligt rart at have fødderne på solid grund igen. Selvom Kijara holdt meget af spænding, kunne det også godt blive lidt for spændende at hænge og dingle i et reb over en kløft, der måske - måske ikke - var bundløs.
Heldigvis havde den vist sig at være det sidste. Hun nikkede let hen mod Amy, der også var noget bunden. Der var kun ganske lidt lys hernede, for toppen af kløften var langt, langt over dem, og de stejler sider blokede for sollyset.

"Hvis der er skatte, skal vi nok få fingrene i dem.."

Sagde hun, idet hun missende med øjnene, forsøgte at orientere sig i halvmørket. På begge sider af dem hævede den stejle klippevæg sig, for kløften var ikke voldsomt bred. Foran dem lurede det ukendte mørke, hvor skjulte skatte kunne være gemt..
Hun trådte beslutsomt et skridt fremad, men stoppede så igen, da en lyd pludselig kunne høres. Det var en lyd af skrabende kløer mod klippebund. Noget lurede i mørket..

Amy var ikke dårlig til at klatre. Hun var ikke verdensmester, men ikke dårlig. Og selv hun måtte indrømme at den her tur havde fanme været for spændende for hende! hun var overlykkelig for fast grund under sine fødder og anspændte krop. Det manglende lys kunne ikke engang dælme glæden og lettelsen som Amy følte i øjeblikket.

Amy kiggede over på Kijara med et skævt let drenget smil. Hun kunne godt lide det udtryk, og hun begyndte helt bestemt også at kunne lide den fremmede kvinde mere og mere. Denne havde endda fra start af gjort et godt indtryk på det nussede gadebarn.
Amy stod blot og kiggede lidt rundt i den smalle kløft og forsøgte at orientere sig med den smule lys der var der. Både at vide hvor tingene var hernede, men også for at se om der var en hurtig måde at komme op herfra hvis de skulle møde noget ubehageligt. Det var her en lyd hørtes og det løb koldt ned af ryggen på Amy, som var stoppede brat op og stod anspændt og kiggede imod lydens fremkomst. Hun kiggede derefter usikkert op på Kijara og vidste ikke helt hvor hun skulle gøre af sig selv. "T-Tror du.. det er noget farligt." hviskede Amy næsten lydløst og var faktisk ikke helt sikker på at Kijara kunne høre hende. Hun lod sine fingre gribe fat om en lille kniv hun havde i bæltet, blot for at være sikker. Ikke fordi hun havde mange kampfærdigheder, men lidt var bedre end ingenting.

Normalt var Kijara bevæbnet med et drabeligt, men kunstfærdigt udsmykket spyd. Det havde imidlertid ikke været egnet til klatreturen, og hun havde ladet det blive på det lille kroværelse, hun lejede for tiden. Der var fastgjort flere forskellige knive til hendes bælte, og hun havde en ekstra i en holder, der sad i en rem omkring hendes lår. Selvom hun ikke var ubevæbnet, savnede hun alligevel spydet, der gav hende mulighed for at holde en vis distance til fjenden - det var ikke sikkert, at det, der gemte sig i mørket, ville være nemt at udfordre i nærkamp.

"Det er næppe noget, der er begejstret for at se os.."

Svarede hun Amy, idet en let knurren kunne høres fra mørket sammen med endnu mere skraben af kløer mod klippebund. Hun var ikke sikker på, hvad man kunne leve af hernede, men væsnet måtte uden tvivl være hårdført .. og var det kødædende, så det sandsynligvis Amy og Kijara som lidt af et festmåltid, der uvidende var vandret ind på dets territorium.
Hun trak en kniv fra bæltet, der havde en ubehagelig, takket klinge. Kniven havde tidligere sprættet lidt af hvert op, men hun var alligevel urolig over for den nye udfordring, som hun stillede sig med let spredte ben - klar til kamp, hvis væsnet skulle angribe dem. Det værste var mørket, der gjorde det svært at orientere sig - Kijara foretrak som regel at kæmpe mod modstandere, hun kunne se.

En skikkelse begyndte at skille sig ud fra mørket, som den knurrende lyd kom nærmere. Det var svært at se, hvad uhyret præcist var, men det var pelset og på størrelse med en stor hund. En meget stor hund, vel og mærke.