Naturens stilhed og ro var i sandhed en livsglæde i sig selv. En stilhed så afdæmpet og frydefuld, at den mindste idyl kunne høres længere end øjet så. Fugle kvidre, vinden ruskende i de rød og gule, tørre efterårs-betonede træer og den markante lyd af ingen ting. Marker med nyligt samlet høst lå øde i blandt de mange bakker af højt græs, bølgende i stilhedens magt; den blide vind bærende på sommerens sidste gunst og glød fra de sidste høstblomster, plettet farverigt blandt de enkelte træer og buske. Solens stråler blødte en svag varme igennem de tykke, hvide skyers flækker og hjørner, ønsket om at at titte frem og bringe en sidste gang sommer til landet, men må vige for den kommende kulde som lå vågen i horisontens skygger. Frihed fra byens trængsel og larm kom tydeligt til kende i disse omgivelser.

De to rejsende kom gående side om side på den hård grusvej, nedtrådt af de mange rejsen til og fra hovedstaden, som nu atter lå bag Irren og Kijara. De tunge klove fra kentauren kunne høres dunke i stien med hvert trin, ofte to i følge og rytme. "Aaah, hvor får jeg en ubeskrivelig lyst til at løbe ud i det grønne og nyde følelsen af at være kommet ud af byen. Meeen må nok hellere følge dig, da du sagde du kendte nogen i syden?" spurgte Irren efter at have taget en god indånding af den friske luft.

Kijara nynnede muntert, som hun med sin lette oppakning og sit trofaste spyd på ryggen, gik side om side med Irren. Hun havde på ingen måde den yndigste stemme, mens hendes humør var højt, nu hvor de havde lagt byens mure bag sig, og igen kunne ånde frit.
Det krævede nogle rimelig lange skridt at kunne følge med kentauren, men Kijara var heldigvis en erfaren rejsende, og hun spekulerede spændt på, hvad de mon ville finde syd for Hovedstaden. Landevejen, de fulgte, slog en stor bue uden om Mørkets Skov, for her ønskede de færreste rejsende at bevæge sig hen, og i stedet bugtede vejen sig gennem nyhøstede marker og grønne enge. Mod øst i det fjerne, kunne man skimte omridset en bjergkæde.

Hendes rejsekammerat lød også til at være glad for, at være sluppet ud af Hovedstadens trænge gader, og Kijara forestillede sig da også, at det måtte være umådelig besværligt at opholde sig i byen, når man var i besiddelse af en hestekrop.
"Vi har ikke travlt, så du er skam velkommen til at løbe ud over engene." svarede hun muntert kentauren: hun måtte lægge nakken let tilbage, for at kunne se op på ham, mens de gik. "Jeg kender en handelsmand der bor halvvejs mod Medanien. Han plejer gerne at ville have fragtet nogle varer eller sendt nogle breve - mod betaling, naturligvis."
Solen stod stadig højt på himlen, og Kijara nød at betragte alle efterårsfarverne, mens de vandrede langs landevejen.

Ikke nok med at Irren havde en hests krop til at skulle masse sig igennem trængsel, som i byen - Lige så var der også hele hans generelle udseende. Hans lange, sump-grønne hår faldt let og elegant, som en manke ned ad hans bredskuldrede brystkasse. Det var nok ikke normalt for byboerne at skulle se en atletisk, bronze-huddet overkrop med intet andet end hans tatoveringer til at dække for den overdådige mandekrop. Han var jo i realiteten nøgen!
Smilende kastede Irren et blidt blik ned på Kijara da hun forklarede om handelsmanden, hvilket han kort gav et nik til, da han blev langt mere optaget af tanken om at skulle løbe frit igen.

Nu med blikket imod markerne af højt græs og sensommer solen, satte Irren af fra den hårde grus sti og ind på den bløde jord. Starten var blot en hurtigere traven med armene igang med at strække ud. Da han så gav et ryst og spark bagud med hestekroppen blev der sat af! Det startede med friskt galop, armene ned langs siderne og overkroppen lænet længere fremad. Irren begyndte da at smile som aldrig før, ja, så det selv kunne ses fra landevejens anskuer plads, som var hele hans tilværelse opløftet i en lykkelig glæde.
På samme måde man bliver munter og begejstret over at sætte et vildt dyr man havde hjulpet og fodret, tilbage til naturen - på samme måde var det en sådan oplevelse at se en kentaur løbe frit afsted.
Det var først da han satte sig i sin maksimale fart at det lignede Irren begyndt at svæve igennem græsset, klostre af hvide mælkebøtte bomber kastet i luften bag ham, nærmest ligsom en hale af naturen rev sig med bag ham.

Kentauren kom langt omkring, men så ud til at holde sig inde for sigte af landevejen, hvor han derfor løbe i cirkler et par gange. Endelig efter et par minutter, begyndt han at sænke farten og trav ind på vejen lidt længere fremme, hvor han stod med hånden på hjertet og måtte fange sin vejrtrækning igen.
Da Kijara og ham nåede hen til hinanden igen måtte han gøre sig umage om at kunne snakke igennem hans smil, "Fantastisk! Jeg har aldrig rigtigt kunne gøre det i sumpen, med de mange træer og.. Ja, sump."

Kijara kunne godt forstå, at kentauren trængte til at strække benene rigtigt og sætte i fuld gallop, for han kunne trods alt ikke ligefrem gå hurtigt, når hendes små menneskeben skulle kunne følge med. Kijara var endda rimelig kortbenet af et menneske at være, men hun holdt af at vandre.
Hun havde taget sin rejsekappe af og bar den over armen, da vejret var ganske varmt. Hendes arme var nu bare og ganske hvide mod sollyset. En ganske let brise havde fat i hendes kraftige hår, og fjerene i en af hendes fletninger bevægede sig let i vinden.

Det var en ren fornøjelse at se Irren løbe, og hun kunne ikke lade være med at blive imponeret over, hvor meget fart han kunne opnå. Kijara havde af og til rejst på hesteryg, men havde aldrig galloperet så vildt, og når det kom til stykket, foretrak hun egentlig også at have begge ben på jorden.
Irren så imidlertid ud til at nyde løbeturen i fulde drag, og hun smilede stort til ham, da han kom tilbage på landevejen og hun endelig indhentede ham: "Jeg har aldrig været i sumpen." tilstod hun, dog med en vis nysgerrighed i stemmen, som hun altid havde, når hun snakkede om steder, hun ikke havde besøgt. "Den ligger i udkanten af Mørkets Skov, så vidt jeg ved? Hvordan er der?" Hun kunne svagt huske sumpområdet markeret på det slidte kort hun bar.

"Nok præcis som andre ville forstille sig en sump i en mørk skov. Sump kentaurernes landsby er et mindre område slugt af sumpens tåge, velsignet af Smedana, som føre fremmede væk fra landsbyen når de træder ind i det blinde." Irren prøvede stadig at falde til ro igen, nu hvor han skulle forklare hans fødested. Dog hans smil forsvandt langsomt i dette forsøg på at huske tilbage, en kort stilhed dæmpende over samtalen imens kentauren fik fat i sin vejrtrækning.
"Det er derfor jeg har disse symboler engraveret i på min krop. De forhindre mig i at træde igennem tågen igen, efter de forviste mig. Så nu lever jeg resten af mine dage som nomade - Det var dog mit eget valg! Så du behøver ikke at få det dårligt." Der var et blødt blink fra det ene øje idet han fik rundet forklaringen af, med sit smil glædeligt løftende i hans kinder endnu en gang. Vent, sagde han engraveret? Fra en afstand lignede de hvide symboler ellers mest en form for maling, men nu da Kijara kan se dem i det milde sollys blev det tydeligt at det var tatoveret under hans tykke bronze hud; ja, selv ned ad heste kroppen! Det lod dog ikke til at gå ham på, da han havde gjort det klart det var med vilje.
"Inde i landsbyen finder du en kriger landsby styret af kvinderne, med statuer af vores gudinde, blå-flammede fakler stukket i jorden over alt, i en dyster men magisk atmosfære. Vi har ikke rigtigt nogen bygninger, andet end til lager eller sygdom, da vi er beskyttet af Smedana. Kvinderne var krigerne. Vores mænd var blot på niveau med slaver, som måtte kæmpe imod hinanden når der så sjælendt skulle ny fødsel til."

Irren rystede endelig på hovedet og så ud til at være træt af at tænke tilbage og skulle forklare det sted han så inderligt havde flygtet fra. Det var måske ikke så underligt alligevel at han ikke havde noget våben eller rustning. Han aner ikke hvordan man bruger andet end hænderne han arbejdede med. "Hvad med deres hjemsted?" spurgte han til forandring imens de fortsat gik ad landevejen, selvom Irren kiggede ubekymret på Kijara og hendes generelle udseende, nu hvor kappen var væk.

Kijaras blik hvilede nysgerrigt på symbolerne på kentaurens krop, som de i et behageligt tempo bevægede sig af landevejen. Hun kendte ikke meget til symboler, ja faktisk var hun ikke engang i stand til at læse på menneskesproget.
Hendes bryn rynkedes let, som Irrens fortælling skred frem, og hun bestemte sig omgående for, at hun ikke brød sig om kentaursamfundet. Hvor meget hun end beundrede krigere, var hun også den holdning, at alle skulle have mulighed for selv at samle et våben op og lære at bruge det, hvis de selv ønskede. Hun brød sig ikke om tanken om, at nogen skulle styre andres liv på den måde.

"Det lyder som det helt rigtige valg." Sagde hun med fasthed i stemmen. Hun måtte skygge let for sollyset med hånden, som hun så op på kentauren. Det måtte dog være besynderligt for ham, at skulle indrette sig efter et helt andet form for samfund nu ... for slet ikke at tale om, at omgås mennesker i stedet for andre kentaurer. "Jeg håber, at du finder dig bedre tilpas i 'vores' verden."
Hun forsøgte at gå nogenlunde hurtigt fremad, så Irren ikke skulle vente for meget på, at hun med sine korte ben forsøgte at holde tridt med ham. Skindstøvlerne gav næsten ingen lyd fra sig, som hun betrådte den støvede landevej, men man kunne høre en let raslen fra perlerne i hendes hår og oppakningen på hendes ryg.

Deres tempo faldt meget vel tilpas i længden, da Irren pudsigt nok også var så flink at vandre med mindre skridt. Så det virkede ham egentligt meget rart at tag den med ro, efter at have galopperet for livets lyst. Selvom der nok var mere traumatiske oplevelser bag kentaurens historie, lod det ikke til han var videre berørt af den, da han trodsalt havde fornuften i at komme væk fra det hele. Oven i det, så smilede han bredt og umådeligt hjerteligt da Kijara ønskede ham håbet til. ”Så længe jeg kan vandre de åbne lande og se- ’jeres’ verden uden stor bekymring, så vil jeg være evigt taknemmelig” fortalte han storslået og nærmest i en ridders ærefulde tonelejre. Han manglede bare at få rustning på, så han kunne ligne både hingsten og ridderen på samme tid! Men det sker nok næppe, når han ønsker sig så meget fri bevægelse.

”Er der noget essentielt jeg burde vide om verdenen? Min klan har kun bekæmpet de få som kom igennem Smedanas tåge med en meget mystisk sort magi,” spurgte Irren med en nysgerrighed som et barn, dog i sigte for overlevelse og alvor. Der var meget han ikke vidste – Grupper han skal kende, steder at undgå og hvad han normalt ikke burde vide. Han virkede især interesseret i Kijaras historie og hvorfor hun valgte at tag på landevejen med ham, siden hun allerede var klædt på og forberedt til rejse før de mødte hinanden. Plus, hun gik med våben, så måtte være bekymret for sit liv. Irren blev ved med at holde et undersøgende øje på kvindens udseende, tvivlene over om hun var som kvinderne i hans klan og hvad der kunne skræmmende hende så vidt at et våben er nødvendigt. Der var så mange spørgsmål… Men kun så lidt landevej inden de ville komme til en ny destination.

Kijara var så sandelig også taknemmelig for at have mulighed for at vandre 'sin' verden igennem uden de store bekymringer. Det havde dog også meget at gøre med hendes bekymringsfrie væsen: om så Krystallandet var ved at gå til grunde, kunne intet for hende til at lukke sig inde bag byens mure.
Hun var taknemmelig for det rolige tempo, der tillod hende at betragte omgivelserne, mens de gik. Det var længe siden hun havde vandret af dette stykke af landevejen, men her var roligt og fredeligt, som solen skinnede over marker og enge.

"Der har været en smule uroligheder efter rygterne om drager begyndte at svirre." svarede hun oprigtigt kentauren. "Mange benytter sig af folks frygt til at opføre sig værre en normalt ... landevejsrøvere og den slags." forklarede hun. Hun havde heldigvis undgået den slags rakkerpak ind til nu, og skulle de støde ind i nogen, ville de så sandelig også komme i nærkontakt med hendes spyd.
For nu var landevejen dog øde og fri for andre vandrende. For nu.

Kentauren nikkede med et anerkendende udtryk da han havde ingen grund til at være mistroisk overfor Kijara, nu hvor hun virkede mindre fremmede for ham. Irren fandt det dog besynderligt at kategorisere hende, både på grund af hans forhold til kvinde kønnet, men også på grund af det underlige bånd de formede så hurtigt efter deres første møde. ’Ven’ er for ham, en person som man deler hemmeligheder med. En person som giver empatiske, bekymrende råd da de kender ens ønsker, uden at gøre det til grov sympati. Kijara var ikke ven på den måde, men heller ikke en fremmede, hvilket gjorde det svært at beskrive. Uanset hvad de havde, så var han glad for hendes selskab.
De var sammen om et mål, på samme landevej med en vandres blod i kroppen. Aldrig komfortabel ved at blive det samme sted i længere tid, som et vildt dyr flygter fra buret der holder den fanget. Uden den samme formelle tilbageholdenhed, de mere civile dele af befolkningen havde, vendte Irren sin menneskelige overkrop imod Kijara, da han så ud til at skulle til at spørge hende om noget ret så groft eller flovt. Munden åbnede i et grin men ingen ord slap fri.
Pludselig distraheret, så det ud til at kentaurens syn ikke var fokuseret på Kijara, som det normalt plejede. Blikket gled væk i det blå bag hende og hele Irrens krop var nærmest frossen på stedet, da han gik ind foran Kijara for at stoppe hende med hans overvældende, majestætiske, rune-dækkede hestekrop som en mur af elegant muskel. Han stod som en hjort skræmt af en tør knækkende kvist i baggrunden. Hans åbne mund lukkede i og strakte sig ud i en grum linje, da Irren på forhold satte en dæmpende langefinger foran munden, skulle Kijara spørge ind til hvad han lavede. Hans nu kolde øjne skannede omgivelserne i dyb koncentration. Først nu blev det tydeligt at omgivelserne var blevet grå, som om en sky havde opslugt solen, men solen var stadig høj og tydelig på himlen. En sælsom, uhyggelig fornemmelse lagde sig over den før fredsfyldte eng, hvor selv fuglende og vinden var blevet stille og urørlig. Ikke før denne opdagelse, blev den tunge stilhed brudt af den sirup tykke stemme fra Irren, ”Træk dit våben.”

Noget overraskende og sjældent at høre fra en massiv, fredselskende kentaur som Irren – Nøjagtigt grunden til ordene også smagte dårligt, men vinden var nu dårligere end det.
“Ah, en af naturens vogter; hvilket værdigfuldt fund,” sagde en kradsende og rå stemme ud af ingenting og alting, i et tomt ekko. Kort efter kom to skikkelser ud fra skjul i et stort, knudret og knastet egetræ der havde haft held med at flygte fra murene af tjørn fra udkanten af mørkets skov, ikke langt fra landevejen.
Den første til at træde ud på vejen var en slyngel bundet i pjaltet læder rustning og en mørk, flænset kappe. Ved et øjekast lignede han en elver på hans radmagret og høje kropsbygning, selvom han gik som om han havde hekseskud. Han så nervøs og restløs ud, hans krop rystede og rykkede i små spontane sæt, men alligevel var der et bredt, brun-tandet smil klistret på hans ansigt. Hans grå øjne var omslugt i sorte render, aldrig rigtigt fokuseret på noget bestemt, konstant bevægende i paranoia eller ellevild mani. Skulle de ende med at hvile kort på dig, hvis ikke kun for et kort øjeblik, ville de forstyrre en til en kold gysen ned ad ryggen. Der var ingen glæde eller trods i dem. Ikke engang et blik, der gjorde man kunne tro han så en som ubetydelig. De kiggede gennem en, i et tomrum efterladt alene af ens tilstedeværelse. Den slags øjne kun de døde kan have, som aldrig meningen, at være åbnet eller i bevægelse.
Det porcelæn elegance hud som er velkendt for elvere var ingen steder at finde på ham, hans blege hud dækket med ar og beskidt, ligesom en landevejsrøver eller bandit, blot med mindre held end ønsket for nogen mand. Selv det fremtrædende smukke hår af elverne var blevet skåret til skulder længde og var falmet til at ligne tørt strå; en gang vidunderligt fe blond, nu med farven som tørt ler eller gammel kartoffel.
Hans våben var allerede trukket, en almindelig råjern økse, delvist rustent fra koaguleret blod, der var sandsynligvis efterladt på. Den slags våben, der ville være tilbøjelige til at nemt at ødelægges, men ville sønderrive forfærdelige, infektiøse sår. Men han var ikke den som talte.

Den anden person til at komme ud på vejen, var langt mere subtil i bevægelsen, da hun syntes at gå på alle fire. Efter nærmere inspektion, var hun i virkeligheden et halvt dyr, en delvis firben slags. Hendes bevægelser var flydende og lette, hvis ikke til en mere udtrukket grad; en splittet tunge pilende ud mod de to vandrere, da hun begyndte at placere sig ved siden af den nervøse halv-elver. Hun havde en tavs beslutsomhed forplumret over hendes snigende tilstedeværelse, som hendes slående gule, spaltede øjne fikseret på dem fra jorden, hvilket afspejler et skjult formål i hende. I modsætning til halv-elveren, havde denne kvinde ikke meget rustning på, nok for bedst at beholde bevægeligheden, ikke andet end en bandage top og forrevne shorts. Der var ikke noget synligt våben til at få øje på. En hvæs lyd undslap hende, men lød intet som det dybe ekko.
“Kvinden er ubrugelig, så skaf hende af vejen…” blev denne gang befalet. Halv elveren brød ud I en gal skrigende latter og løftede øksen højt over hovedet og kom direkte imod Kijara!

Kijara var så småt begyndt at gå i sine egne tanker, nydende omgivelserne omkring sig. Hun var ikke altid den hurtigste af opfattelse, og hun bemærkede da heller ikke med det samme kentaurens fraværenhed. Det var først, da hun var ved at gå direkte ind i den massive hestebagdel, der var trådt ud foran hende, det gik op for hende, at der var noget grueligt galt.
Omgivelserne var på en eller anden måde forandret - lyset var blegt og gråt. Det hele stank langt væk af magi, og Kijaras næse rynkedes let, som hun i en glidende bevægelse trak spydet og stillede sig ved siden af Irren i en let skrævende positur: klar til hvad der end skulle komme.

Makkerparet der trådte ud fra træerne fik det til at løbe en smule koldt ned af ryggen på Kijara - mest grundet kvindens unaturlige udseende. De lignede langt fra nogle, der ville kæmpe en retfærdig eller ædelmodig kamp - tværtimod. Måden de havde stået i skjul bag træerne på for at overfalde vandringsmænd var rigeligt.
Og så var der stemmen. Den fik Kijara til at kigge sig undrende omkring for at finde dens ejermand, men der var intet at se. Og så kom halvelveren løbende direkte imod hende, og hun havde ikke tid til at kigge mere: hun bragte spydet op foran sig for at afskære den angribende muligheden for at komme alt for tæt på. Hans våben lignede noget, man på ingen måde havde lyst til at komme i nærkontakt med.
"Hvis jeg er ubrugelig - hvad vil I med kentauren?" Råbte hun ind i hovedet på sin angriber. Hun vidste stadig ikke hvor den underlige stemme var kommet fra.

Hverken den dystre stemme eller nogen af de formåede håndlangere svarede Kijara, men var allerede igang med at angribe i deres markaber hungren efter blod. Irren måtte give et hop baggud for ikke at blive fanget af elverens vanvittige svingen med økset over hans hoved, overrasket over at han blev ignoreret--Men ikke mere end hvad der skete derefter...

I stedet for at slå Kijara's spyd væk, sprang elveren direkte ind i det! I et højlydt chunk sank han med maven ned ad spydet og blev livløs, sådan at vægten prøvede at holde Kijara's våben nede. Irren stod i komplet chok over hvad der lige skete, men blev så atter forstenet over en opdagelse; "K-Kijara!? Han.. bløder ikke!"
Det var sandt. Elveren havde ikke sprunget en fontæne af blod ud ad ryggen hvor spydet var gået igennem, men istedet for havde det lydt som at stikke igennem et hulrum med læder omkring. Elveren prøvede da at tag fat i spydet med en hånd og holde det fast. Han kiggede op på Kijara og lo ud i ansigtet på hende, hans øjne oplyst i en grå unaturlig tåge.

Irrens opmærksomhed blev dog skarpt drejet væk, da han nær havde glemt firben kvinden som nu kort var forsvundet fra hvor hun før havde stået. Hvor er hun?! råbte kentaurens kropssprog tydeligt, i det han vendte og drejede sig for at kigge rundt for sin egen store krop. Han blev derefter sparket i nakken, da kvinden havde hoppet op og brugt ham som afsats til at komme imod Kijara, imens elveren holdte spydet! "Kijara!"

Kijara fik hurtigt andre ting at tænke på end den dystre stemmerøst, der var kommet ud af ingenting: den arrede elver, viste sig at være en ivrig angriber. Et lille sæt gik igennem hende, da han udenvidere lod sig gennembore af spyddet: enten var han utroligt dum, eller også var der noget lusk på spil..
Hun hev en anelse i spyddet, for at se, om det let ville blive trukket ud af den livløse krop foran hende, men nu lød kentaurens råb, og hun så, at han havde ret: et spyd som hendes ville normalt afgive nogle store, og kraftigt blødende sår - især når det var gået direkte gennem kroppen på én - men elveren blødte slet ikke.

Skrækken stod et øjeblik malet i hendes ansigt, da kroppen, der burde være død, greb fat i spydet og angriberens blege, hånlige fjæs lo op imod hende. Hun hadede folk, der kæmpede med magi. Det var uærligt, og det var fejt. Hele denne her situation stank langt væk af ulækker magi.
Hendes hænder gav slip på spydet, da hun indså, at det ikke ville være hende nogen hjælp, og igen advarede kentaurens råb hende om den angribende modstander: denne gang var det kvinden med den underlige firbenekrop, der gik til angreb. Knive kom til syne i begge Kijaras hænder, som hun greb dem fra sit bælte - den ene var den nye, hun netop havde erhvervet sig i Hovedstaden. Denne blev bragt opad i en buet bevægelse for at afskære kvindens angreb, som hun sprang imod Kijara.

Det blev hurtigt åbenlyst, at firben kvindens hensigt ikke var at bruge nogen våben med sine hænder, da hun ikke havde nogen klar i hoppet, men i stedet havde brugt højden af springet til at udføre en saltomortale og bragte en pansret hale ned på Kijara og hendes forsøg på at afværge kvindens angreb. Halen var tungere og længere end et menneskets ben, tydeligvis overvældende at tage noget slag fra den, når den var dækket i rustning. Dens kraft kan sammenlignes med en forhammer svunget mod en mursten.

Halvelveren grinede og jublede stadig i spænding fra kampens gang, men tog sig nu et øjeblik til at forsøge at trække spyddet ud fra hans indvolde, nu da Kijara havde sluppet. Men det .. rokkede sig ikke? Først var dybt forvirret, kiggede den blege halvelvere sig kiggede omkring for at finde årsagen. Hans udtryk skævede sig ind i et rædselsslagen blik, da han så hvorfor. Kentauren havde taget fat om spyddet med begge hænder og nedestirrede elveren. Det fik ham til at gå i panik og forsøgte at trække spyddet ud med mere kræft, vrideende og hoppende, men til ingen nytte. Kentauren hev spydet og elveren med op i luften og stak den fast i jorden! Halvelveren blev vendt op og ned, som fik ham til at svinge vildfaren med hans arme, hvilket tvang Irren til at bakke ud for at undgå den rustne økse.
Den blege galning faldt langsomt til ro og forsøgte at forstå sin situation bedre. Han kom til den geniale idé, at han bare kunne hugge spyddet ned som et træ! - meeen allerede ved det andet hug, selvom det var et godt redskab til at hakke, havde det ikke været af sådan en forfærdelig kvalitet, splintredes øksens hoved voldsomt og sprang imod spyddet. Elveren flippede fuldstændigt ud nu, rystede stangen og sig selv i desperation. Desværre for ham, men heldigvis for Kijara og kentauren, spydet hverken rokkede, bøjede eller knækkede. Han skulle ingen steder nu.

Kijara havde nok at se til med firbenekvinden. Hun ville nødig vide hvilken form for underlig forvandling denne havde gennemgået, siden hun var blevet halvt krybdyr, men det var der heller ikke tid til at tænke nærmere over nu: den pansrede hale blev for fuld kraft bragt ned mod Kijara, som var klar over, at hun sandsynligvis ville få meget svært ved at rejse sig igen, skulle hun blive ramt.
Ærgerlig over at skulle give slip på endnu et våben lod hun daggerten falde og rullede halvt faldende gennem jord og støv på landevejen, for at undgå slaget fra halen. Hun hostede et par gange, som hun hastigt forsøgte at komme på benene igen - sammenstødet med jorden havde heller ikke været rart, men trods alt bedre end at tage et direkte slag fra en pansret hale - og et par gnister føg ud af munden på hende.

Ud af øjenkrogen så hun halvelveren kæmpe med spydet, og hun følte en vis lettelse over, at han i det mindste så ud til at have problemer med at komme fri. Selvom de var to mod to, var det et par ubehagelige modstandere hun og Irren var oppe imod.
Irren.. Et kort øjeblik tænkte hun igen på, hvad de mon ville med den godmodigtsindede kentaur, men lyden af halvelveren der huggede i hendes spyd, fik hende til at afbryde tankerne. Desværre havde hun ikke selv tid til at forsøge at redde våbnet, der desuden fungerede meget godt til at holde ham på plads, da hun havde sin egen modstander at se til.

Firbenekvinden var klar til at angribe igen, og Kijara var klar over, at hun selv måtte til at bruge magi: hun åbnede munden på vid gab, og denne gang var det ikke blot gnister, der kom til syne, men en større mængde af flammer med direkte kurs mod øgleskabningen.

Irren hoppede nærmest væk da der pludselig stod en kegle af ild ud fra Kijaras hals. Han dækkede sine øjne da heden slog imod ham og så derfor hverken hvad der skete eller hvordan det lykkes Kijara at få kontrol over ild! Magi var sjælendt i hans klan, så det var overraskende at opleve det så nært. Han fjernede hånden da han hørte en kvindes skrig og så den rædsomme scene folde sig ud.

Firbenekvinden havde forsøgt at undgå ilden, så Kijara måtte rette sin spyden langs kvindens bevægelse, der endte med at lave en mindre halvcirkel af flammer i græsset foran krigeren. Firbenet var nu slugt i infernoen og vred sig i smerte, i nyttesløse forsøg på at få sin brandende beklædning af. Men det var forsent. Hendes hår var også fanget og satte sig langsomt på resten af kroppen. Hun begyndte dernæst at løbe væk fra dem alle, haltende i torturerne pinsel der gjorde det svært overhovedet at bevæge sig.
"Uduelige!" kunne ekkoet nu høres igen med en hvæsende utilfredshed, da dens undersåtter havde mislykkes stort. Den flammende silhuet der løb skrigende bort, tog det unaturlige mørke med sig og forsvandt fuldstændigt i træernes dække.

Irren stod rædselslagen og total stum efter hvad han havde set. Han havde set efter firbenets flugt, før han langsomt vendte sig tilbage imod Kijara. Han vidste ikke om han skulle være bange eller glad for at være på hendes side, passivt stående tæt på den opgivende halv-elver, som ligeledes var gjort stille efter hvad der var sket med hans 'partner'.
"Er.. De såret, Kijara?" spurgte kentauren endelig, efter at have taget modet i sig og gik imod kriger kvinden, i en bue uden om det brandende græs.

Kijaras hals føltes tør og brændende, og hun et øjeblik bukkede hun under for et hosteanfald. Det føltes unaturligt at bruge magien, som hun så sjældent lod sig overgive til. Magi var ikke ærefuldt: men det havde deres fjender langt fra selv været. Hun gyste let - det var på ingen måde almindelige fjender, de havde mødt.
Et øjeblik stirrede hun tavst efter firbenekvinden. Hun frydede sig ikke over den brændende skæbne, væsnet havde mødt, men det var med en vis lettelse, hun så hende humpe væk derfra, og hun håbede på, at det var sidste gang, de så noget til hende.

Røg steg op mod himlen fra det brændende græs, som Kijara vendte sig mod kentauren. Hun var stadig fuld af spørgsmål om hvor det underlige mørke og den uhyggelige stemme var kommet fra, men hun tvivlede på, at Irren vidste mere, end hun selv gjorde.
"Jeg er okay .. tror jeg." Lød det hæst fra hende. Hun greb sin oppakning og fremdrog en vanddunk, som hun tog et par kraftige slurke af. Det hjalp på den tørre hals. "Hvad var de væsner? .. og den stemme?" Hun så op mod himlen, som om hun forventede at der ville være et eller andet, men der var ikke andet en solens lys og den lette røg, der steg mod himlen.

Hendes blik rettedes mod halvelveren, og hun bed sig let i læben. Den næste udfordring ville være, at få spyddet igen.

Stadig tydeligt bekymret stod Irren blot og kiggede over Kijaras krop for at sikre flammerne ikke havde fanget hende eller om der var synligt blod, "Jeg er lige så blank som De," svarede han noget stramt i stemmen, med et bredt træk på hans store bronze huddet skuldre. Irren kiggede dernæst tilbage imod ilden og forsøgte at komme på en måde at slukke den, men stod uden muligheder for at-- Kentauren kiggede hurtigt tilbage på Kijara og tog et skridt tættere på, "Lån mig venligst Deres kappe, Kijara." spurgte han og stod med hænderne fremme. Igen var hans stemme formel og tonet i tvunget respekt, da der åbenbart stadig hang tråde fra hans baggrund, hvor kvinderne var massivt dominerende over ham, hvilket gav sig til kende ved de mange sølv blanke linje der skar ar ned ad hans krop, samt de mange hvide grenet symboler. Hvis Kijara lod ham låne hendes rejsekappe ville han bruge den til at slå ilden død.

Den fangede elvere lod til at være kommet på en ny plan imens alt det kaos var stået på. Psykopaten havde hevet sig selv længere op ad spydet med den smule kraft hans spinkle arme havde tilbage efter at have hugget vanvigtigt imod spydets længde. Han var næsten kommet op til toppen, men var kort stoppet da han svedte så voldsomt at hans hænder var blevet glatte, så han måtte anstrenge sig for ikke at glide ned igen. Hvis han ikke bliver opdaget, vil han med sikkerhed flygte.

Kijara følte sig stadig en smule rystet efter sammenstødet med skabningerne, og hun skævede let til Irren. Hendes tanker kredsede stadig om, hvad deres planer med kentauren havde været, men når det kom til stykket, skulle hun vidst være glad for, at de ikke havde fundet ud af det..
Hun rakte den pelskantede kappe til kentauren uden tøven. Desværre begrænsede hendes magi sig til at sende ild og gnister af sted - og ikke at kunne fjerne dem igen. Evnen havde da også ført til forskellige uheld gennem tiden: noget der ikke ligefrem havde fået hende til at stole mere på magien, men i stedet afbryde sin træning af den i en tidlig alder.

"Medmindre du ligefrem insiterer, behøver du altså ikke holde på høflighedsfraserne over for mig .. jeg er ikke en fin dame." Sagde hun med en smule munterhed i stemmen. Verden omkring dem virkede en smule lysere, nu hvor angrebet lod til at være overstået.
Nu hvor hun tænkte på angrebet ... hendes blik rettedes igen hurtigt mod halvelveren lige tids nok til at se ham få møvet det sidste af sin krop ud over kanten af spyddet. Kijara var ikke sikker på, at hun ville have stoppet ham, hvis hun havde set det i tide, for hun ville gerne have adskilt ham fra spydet igen. Det var ikke et våben, hun havde lyst til at efterlade.
Hun trak sin kniv, imens hun holdt øje med halvelverens bevægelser for at se, om han ville angribe igen.

Irren havde ønsket han kunne have gjort mere for at stoppe dem i at have angrebet Kijara, da det var tydeligt at de kun gik efter hende. Han var nu meget stolt over at have stoppet elveren, men han fortrød at det var endt i dødlig magi der fangede firbenskvinden i dens inferno. Han skævede hovedet væk fra ilden da han kom nær den, som han begyndte at piske med kappen. Det gik heldigvis hurtigt og hårdt nok til at forhindre flammerne i at slikke sig fast på kappens pelskant. Irren rynkede på næsen da lugten bragte blikke tilbage på den brændende silhuet, billederne så modbydelige for ham at Irren rystede kraftigt på hovedet for at fokusere på Kijaras stemme i stedet for.
Hendes ord fik tilsyneladende kentauren til at smile og le højt. "Jeg insistere! Deres ydmyghed i at sige således, er alene nok til at overbevise mig om, at De i særdeleshed er min respekt værdig." Hans stemme var ikke længere stram, men havde taget formaliteten til sig som en del af ham. Det fik ham til at lyde som en Lysets kriger eller ridder, sammen med hans beroligende dybe stemme. Det var nu meget passende til en kentaur, hvis myte normalt er spundet omkring at de er naturens vogtere.
Det gule og orange lys dansede over kentaurens brede, muskuløse krop og bragte farven frem i hans hvide symboler. Men under de mange symboler var der grufulde ar. Der var kun et par få i hans ansigt og langs hans hofter, før det gik ned i hestedelen, som var rene og flade, nærmest som poleret kopper. Irren kender udmærket til kvaliteten i kvinder.
"Med mindre det selvfølgelig føltes forkert for Dem?"

Irren vendte sig hurtigt til at kigge igennem den småt slukkede mur af ild og røg da han hørte et bump, som om nogen havde kastet en stor sten imod jorden. Han så elveren lå på jorden, småt krympende sammen og udmattet. Det var svært at tro, men den sindsyge fyr så langt blegere ud, da han rystede og klemte en hånd over hulet i hans mave.
Først nu blev det tydeligt at der var begyndt at løbe sod sort blod ud fra hulet og fra hans mundvig. Selvfølgelig! Han havde brugt magi på at holde sig i live! Nu var han alt for udkørt til at holde det ved lige. Irren havde næsten ondt af ham, hvis det ikke var fordi hans intention var så grusomme.
Kentaurene kunne dog intet gøre for at stoppe den blødende halvelver i at flygte, da han stadig var igang med at stoppe ilden fra at sprede sig - Hvilket i sig selv var afsindigt svært da alt omkring på jorden var græs! Dog forsøgte han at lede ilden imod landevejens grus, så han kunne fange og kvæle den i støvet derfra.

Elveren var langsommere til at flygte end firbenskvinden havde været. Det så nærmest ud som om han ville falde om da han dreje omkring et træ der hjalp ham fra at snuble. Kort efter han havde samlet modet og sin vejrtrækning, forsvandt han rundt om træet i et host af sort blod.

Det tog tid, men Irren fik så småt ilden under kontrol efter et minut, hvor han nu stod og spredte grus over de sidste gnister. Han sukkede og svang kappen over hans skulder imens han gjorde dette og så småt hen på Kijara.

Luften omkring dem lugtede kraftigt af røg fra flammerne, der knitrede i græsset. Kijara ønskede, at hun var i stand til at kalde flammerne tilbage, men sådan skulle det ikke være. Heldigvis var der ikke andre, end firbenekvinden, som de kunne gøre skade på.
Hun lod Irren gøre sit arbejde med at slukke brænden, idet hun holdt øje med den vaklende elver. Det sorte blod var begyndt at strømme fra hans krop, og Kijara nikkede let for sig selv: helt udødelig var han trods alt ikke. Selvom hun ikke brød sig om den underlige farve på blodet, var det bedre, end en fjende, der slet ikke var i stand til at bløde.

Elveren havde travlt med snublende at flygte derfra, og Kijara lod ham gøre det. Han lod ikke til at være en trussel for dem længere, og med dét sår, var det langt fra sikkert at han ville overleve. Lidt tøvende gik hun i stedet hen og samlede spydet op - hun brød sig ikke helt om tanken om, at den unaturlige magi, som elveren havde brugt, da han havde fået spydet igennem sig, men det glatpolerede træ føltes, som det altid havde gjort i hendes håndflade.
Hun lænede sig let op ad spydet og så elveren forsvinde, før hun vendte sig mod Irren, der så ud til at have fået ilden under nogenlunde kontrol. "Jeg ville foretrække, at du ikke gjorde det, men det er op til dig." Svarede hun med et let skuldertræk. Hun skulle ikke kontrollere, hvordan kentauren henvendte sig til hende, selvom det føltes en smule underligt at blive tiltalt "De" og "Dem" - hun var en simpel kriger, ikke en adelig.

Hun skævede op mod himlen, hvor solen stadig stod højt. "Lad os se at komme bort fra dette sted." sagde hun. Der var ingen grund til at blive hængende for at se, om flere ubehageligheder ville dukke op.