Sommeren var atter gået på hæld i det smukke Elverly, overalt var de ellers grønne blade falmet til mere gullige og rødlige farver, men endnu sad de stædigt på træerne. Æbler hang tungt og modent på nogle af de store trækroner der prægede Elverly, men mange af dem var for længst blevet plukket eller havde bukket under for modningsprocessen og var dumpet ned i den bløde skovbund. I den mægtige by hvor der normalt herskede ro og fred var der dog intet som hørte dagligdagen til. Flere instrumenter brød den utrolige stilhed og en spændt summen fra samtaler bredte sig vidt og bredt fra det store Fort og helt ud i de afkroge af Lindeskoven.
Aftenen for den årlige sensommerfest var kommet og fra alle afkroge af Elverly kom elvere strømmende i deres smukkeste klæder, hvilket ikke var så lidt blandt det udødelige folk. Vin og mad af alt hvad hjertet kunne begære stod parat til aftenens gilde der om ganske få øjeblikke gik løs. Kun enkle steder kunne utilfredse og misundelige suk høres blandt de næsten usynlige spejdere, der uheldigvis havde fået vagttjansen selvsamme aften.

Det fløj om sig med elviske morsomheder omkring Toorah, det havde taget hende usandsynligt lang tid at komme i tøjet og få sat håret grundet kammerpigernes egne forfængeligheder, men nu var det endeligt lykkedes. En lang bragende rød kjole med guldfarvede kanter sad tæt til kroppen, inden den mundede ud i et mægtigt skørt og på trods af kravens størrelse lod kjolen alligevel armene og hele ryggen være bar, ikke ulig mange af Toorahs andre gevandter. Frisuren var som altid et virvar af fletninger og dekorationer men på denne dag bar hun ligeledes et gulddiadem så mægtigt at det halve kunne være nok.

"Nå De Damer, det der tid til at få åbnet ballet, smut med jer!"

Toorah smilede kort til de to unge elvertøser der småfjantet kiggede på hinanden og smuttede så ud af døren, hvor Toorah kort efter fulgte efter, hun havde ikke samme præsentation som menneskene, det behøvedes ikke, det var ikke en aften til alvor, men til fest og farver, af samme årsag var det tradition at så snart Toorah dukkede op i de store haller var festen igang. Der var kun stille et kort sekund da hun trådte ind i salen, inden snakken og musikken for alvor gik igang og aftenen åbnede sig for et hav af oplevelser og røverhistorier.

Som ung elver slap man sjældent fra pligter, når der blev holdt festlige arrangementer i Elverly. Dette var ingen undtagelse, især for Renaél, som der blev holdt ekstra øje med i disse tider. Han havde tilbragt en del af dagtimerne med at rende frem og tilbage med fyldte fade og karafler med elvervin, og kunne herudover grue for morgenstunden, hvor han ville blive sat i gang med at vaske op efter det store festmåltid.
Renaél afskyede at have hænderne i opvaskevand, heldigvis blev elverhænder sjældent rynkede som rosiner lige som menneskers, men det var en ringe trøst. Den unge elver havde i stedet fundet sin trøst i de adskillige mængder elvervin, der var tilgængelig for gæsterne, og han kunne mærke alkoholen i blodet, som han bevægede sig ind ud og ud mellem elvergæsterne med et stort fad på armen.

Elvere var kendt for at være særdeles hårdføre hvad alkoholiske drikke angik, men netop af denne grund, var elvervin også noget af det stærkeste vin, man kunne finde i Krystallandet, og Renaél var klar over, at det ikke ville vare længe, før han ville få en smule svært ved at gå lige.
Selvom han var på serveringstjans skulle beklædningen naturligvis være i orden, og der var endnu ikke en fold at se i de mørkegrønne festgevandter. De lette støvler var omhyggeligt snørret, og en halvkort, silkeagtig sommerkappe hang fra den unge elvers skuldre. Han havde forsøgt at efterligne de ældre elvere lidt, og havde redt de lyse, vildtre lokker tilbage.

På vejen hen til bordet med forskellige anretninger passerede han to unge elvertøser i fjantet humør og måtte tage sig selv i at standse op og kigge efter dem. Der gik dog ikke længe før han fik øje på Toorah, hvis tilstedeværelse betød, at festen for alvor var gået i gang.

Han havde glædet sig usigeligt meget til denne dag. Det eneste tidspunkt på året hvor han virkelig tog spenderbukserne på og brugte noget af sin overflod af penge han fik for sin smedekunst. Han havde været ved en skrædder og fået syet nogle grønne silkeklæder, med blå broderinger og mønstre i stoffet. Han havde også valgt at leje en smuk og elegant skimmel med en fin saddel og hovedtøj. Det var elvernes sommerfest. Det var ikke tit han tog til Elverly, men det var et af tidspunkterne han drog den lange vej. Med sig havde han også et sværd pakket ind i flere lag stof med læderremme om for at holde det tæt ind til kroppen, og ellers var der et sværd på siden af sadlen og sin trofaste smedehammer, hvis han skulle få brug for at forsvare sig mod fjender på rejsen. Risikoen for at støde på landevejsrøvere var trods alt noget man skulle regne med, så Marcus havde taget sine forholdsregler. Sværdet som var pakket ind i stof og læder var en gave til elverne for deres gæstfrihed. Han havde arbejdet intenst på det i flere måneder. Det havde et langt og smalt tveægget blad i en sølvklar farve, med et blåligt skær. Bladet var indgraveret med det bedste Marcus kunne præstere i den elveriske kunst. Det var ikke så smukt som elveres, men han kom tættere på end noget menneske. Skæftet havde form som en kvinde der holdt på en safir ved hendes gyldne mave, men behageligt at holde på, og kroppen var formet så man også havde et godt greb. Beskytteren var formet som to springende hjortehinder, der sprang til hver side, og knoppen for enden af sværdskæftet var formet som en rose, og stilken på denne snoede sig op af kvindens ben. Det han dog havde brugt mest tid på var at få metallet gjort modtageligt over for magisk energi, så bladet kunne optage magisk energi og gøre det til en del af bladet, men kun for et par dage, inden bladet havde tømt sit lager af magisk energi.

Han havde dog heldet med sig og stødte på ingen fjender, inden han red ind i Elverlys imponerende skove. Der gik heller ikke lang tid inden han blev mødt af elvernes forposter som blokerede hans vej. Han standsede hesten og hilste ærbødigt på vagterne på deres eget sprog og begyndte straks at afvæbne sig selv og rakte dem til spejderne, der tog våbnene. De ville dog også have ham til at aflevere sværdet der var spændt fast til hans ryg, men da han forklarede at det var en gave han ville give til Toorah Nattefrost lod de ham passere. Det havde nok ikke været så nemt hvis ikke han havde været ven af Elverly i så mange år, men de stolede nogenlunde på ham, men han var sikker på at mellem træernes grene var der nogen elvere der holdt øje med ham, med en bue på strengen, hvis han skulle finde på at lave løjere.

Han tøjrede sin skimmel i en af elvernes stalde inden han bevægede sig mod musikken, som var hvor festen blev holdt. Han blev hurtigt lagt mærke til af elverne, da det var trods alt meget tydeligt at han ikke var elver. Han havde et meget groft udseende, som kun kunne tilhøre menneskerne, og tøjet var ikke lige så smukt som elvernes. Hans bredere statur mindede heller ikke på nogen måde om elvernes elegante og fine holdning. Nogle elvere hilste varmt på Marcus, mens andre hilste kun på ham af høflighed, da han nok ikke var kommet så langt ind i Elverly, hvis det ikke var fordi han ikke måtte.
Da Toorah ankom holdt han kort vejret. Han vidste at det ikke ville blive en præsentation eller noget, ligesom til festerne i Krystalpaladset, men nu var festen officielt begyndt. Han vidste at det nu ville være hans store prøve. Han havde arbejdet hårdt for at komme så langt med at lære elvernes smedekunst, og han så det som den første del af hans tilbagebetaling for elvernes venlighed mod ham. Han gik lidt afsides for at pakke sværdet ud. Det lå i en skede af mørk læder, så det så ikke ud af meget, ud over skæftet der stak frem. Med rolige men beslutsomme skridt, gik han med sværdet i sine hænder hen mode lederen af Elverly, Toorah Nattefrost. Da han nåede hen til hende bukkede han for hende og sagde på elvisk: "Jeg takker for jeg endnu en gang må deltage i festen, Toorah Nattefrost. Som tegn på min taknemlighed vil jeg gerne overrække Dem en gave." Derefter rakte han hende forventningsfuldt sværdet med begge hænder.

For mennesker var der meget de kunne glæde sig til, men for elvere var der en ting de glædede sig til mere end noget andet, forventningerne til festlighederne var hvert år høje, og i år var ikke nogen undtagelse. I flere uger i forvejen var Elverly blevet forberedt på den store fest som årligt bragte de fleste af de naturelskende skovelvere sammen, i mere end en forstand.
Forberedelserne havde også kunne blive mærket på hos den unge Rhovandír der havde set sin mor blive ekstra hippet omkring de druer hun plukkede, mens han selv havde fået færre men længere varende vagter, samtidig med at han også skulle holde sin egen students træning ved lige, akkurat som han selv skulle holde sin egen træning med fuglene ved lige. Stadig var evnen lettere ukontrollabel, men det var da gået hen og blevet bedre efter han var stødt på Toorahs onkel; Xharlion, nu var stemmerene snarere en irriterende summen i baggrunden end et egentligt mylder af forskellige stemmer der forsøgte at få hans opmærksomhed.
De lyse, grønne betragtede årvågent de mange glade elvere i deres fine gevandter. Som det sædvanligt lå havde nogen taget festlighederne på forskud, det var der trods alt ikke noget at sige til. Rhovandír selv var da også klædt på til til festen, dog ikke mere end at det stadigt var praktisk at gå rundt omkring i, han var trods alt spejder og selvom han ikke havde vagten lige nu, var det godt altid at være forberedt, de lange og mere upraktiske gevandter var noget han først ville begynde at begå sig i når han var ældre, klogere og mere erfaren. Om han blev så gammel og erfaren, han kunne jo altid håbe.
For nu bestod hans tøj mest af et par tætsiddende mosgrønne bukser med lædersnører bundet omkring skaftet på hans bløde støvler som en form for ekstra pynt, bæltet var flettet og ligeledes af læder. På trods af at det var rolige festligheder kunne han dog ikke lade være med at have en enkelt dolk, diskret skjult under folderne på den behageligt løstsiddende kofte, med dens smukke sølvgrønne broderier langs ærmernes skæfter og halsudskæringen. Koften selv sad hen over en langærmet, lettere stramtsiddende trøje af plantematerialer, alt i alt var spejderens tøj meget grønt med få men meget nyttige mønstre og detaljer af sølv broderet ind her og der i tøjet så det ikke så alt for ens ud, et par enkelte sølvspænder med form som små blomster var også at se nær ærmerne, mens en simpel, dog forholdsvis maskulin broche prydede trøjen foran til, næsten givende det en effekt af at være en halskæde på trods af at der ingen kæde var, udover et par meget tynde tråde der holdt nogle små brunlige og gyldne fjer på plads. Rhovandír var skam godt klar over at han var rimeligt underklædt i forhold til hvad så mange andre elvere og besøgende kom gående i, men han tog sig ikke af det. I stedet hævede han blikket idet musikken for alvor gik i gang med et mindre jubeludbrud fra de nærmeste fjantede tøser. Han sendte dem et blik inden han skænkede sig selv et glas vin, og tyndede det diskret op med noget vand.
Han havde ikke tjansen lige nu, men når det kom hen på aftenen og de fleste elvere var døddrukne var det hans tur til at skifte ud med en anden spejder så de andre spejdere også kunne tage del i festlighederne, altså måtte han forholde sig selv forholdsvis ædru, det var der jo ikke noget at gøre ved.

Udover det var det nok en meget god idé for ham at holde øje med sin yngre student, selvom han vidste at knægten var sat i arbejde, som det sømmede sig for en ung elver, gjorde det vel ikke noget at sikre sig at den blonde knøs rent faktisk gjorde sine pligter, om ikke andet kunne den rødblonde altid gå hen og irritere ham, han var lige i humøret til det. Et skævt smil forlod ham inden han satte kurs ind imod en af festens midtpunkter, over imod musikken alt imens han sippede til sin tynde vin, overvejende om han mon kunne få sig en enkelt flaske af denne vin for sig selv til dagen efter når hans egne pligter var ovre. Tankefuldt gled blikket over imod et menneske der stedfast gik igennem mængden, han virkede sært bekendt. Måske det var det menneske der næsten årligt deltog? han var faktisk ikke helt sikker, nåh, nok om det. Det var festligheder, og manden så ikke ud til at være bevæbnet.

Den stolte elverkvinde lod blikket glide udover folket, inderst inde kunne hun ikke lade være med at smile, det var altid en fornøjelse at se folket hygge sig og dette års oppyntning af byen var væsentligt pænere end den havde været de forgangne år under mørkets styre, hvor der var brugt væsentligt flere ressourcer på vagter og våben end på festligeder.
Den rødhårede leder vekslede kort nogle ord med en sorthåret androgyn udseende mandlig elver, der nikkede kort inden han forsvandt midlertidigt fra festen. I stedet blev hendes opmærksomhed vendt mod hvad alle andre kiggede på, mennesket der kom vadende igennem mængden af fint påklædte elvere. Det var tydeligt at de fleste ikke anede hvem Marcus var, det var ret tydeligt på de påtagede venlige følelser overfor mennesket. Sensommerballet var for elvere og elvere udelukkende, men en sjælden gang imellem kunne det ske at særlige gæster med andre racebaggrunde fik lov at komme forbi.
"Creoso, mellonamin" Den typiske venlige hilsen var hvad der mødte mennesket, Toorah trak et lille smil i den ene mundvie inden hun lod blikket glide nedover den grove skikkelse, det ville være løgn at sige at Toorah på nogen måde brød sig om mennesker, faktisk så hun dem helst som en form for skadedyr, men hun havde lært at leve med Marcus, nok til at hun respekterede ham fordi han gennem årene havde vist ydmyghed og respekt ovefor elverene.
"Jeg kan høre at De endnu mestrer vores sprog, det er en sand fryd"
Elveren nikkede kort, inden blikket gled over på gaven mennesket havde medbragt, det var langt fra unormalt at der blev delt gaver ud folket imellem heller, men oftest var det mest symbolsk. En anden ting ville være at kritisere smedekunsten, da de færreste menneskelige smede gemmen deres korte liv kune opnå den halve færdighed af elverenes, men det skarpe røde blik spottede ikke den mindste fejl, hverken for detalje eller finesse, efter at hacve vendt og drejet våbnet, nærstuderet bladet og grebet kom det igen ned i skeden med et garvet svibg, inden Toorah hævede øjenbrynene i et af sine yderst sjældne imponerede blikke.
" Smukt håndværk, det må jeg sige. Der er bevet en prægtig smed ud af Dem! Jeg takker af hjertet for den smukke gestus." Den rødhårede elver rakte sværdet imod en meget lille elver der med det samme fotstod hentydningen, inden han tog imod den mægtige klinge og bar det indenfor til Toorahs gemakker.
"Kom, i aften fester vi. I morgen kan vi udveksle yderligere høfligheder..." Elveren vinkede mennesket med sig mod de lange borde, inden hun fandt hvad hun ledte efter.
"Renaèl, kan De være då venlig at skæmke vored gæst et glas vin?" Det skarpe blik afsøgte i samme omgang om den hårde træning han havde været udsat for havde strammet op på den fedladne elver, inden blikket sigende løb videre til den unge læremester, Rhovandir som stod ikke langt væk, Toorah var udmærket klar over at hn havde meget at se til og ikke så lidt med den småtykke, men hun vidste også at det ville hjælpe ham senere i livet, hvis han ville noget mere end at være almindelig spejder.
"Pas på vinen Rhovandìr, De skulle nødig skvatte ned fra et træ senere!"
Kun det trænede øjne ville opfatte det lille glimt i den ældre elvers blik, sensommerfesten var speciel for Toorah, det var på samme dag af året at hun var blevet udnævnt til leder af elverly blot godt og vel treds år forinden, det var den ene gang om året at hun på ingen måde var så officiel som hun insisterede på at være resten af årets dage

Fadet var stort, tungt og lidt svært at balancere med - især når mængden af elvervin så sandelig havde sat sine spor. Endelig nåede den unge elver til bordet, hvor fadet forsigtigt blev sænket og omhyggeligt placeret. Det sidste fad. Han tørrede sig over panden med bagsiden af hånden, og kiggede nysgerrigt rundt: tiden var langt om længe kommet til det punkt, hvor han kunne slappe af og tage del i festlighederne. Han havde set Rhovandír et sted i mængden og håbede ikke, at læremesteren ville være for meget efter ham her til aften.

Et lettere overrasket udtryk gled over hans ansigt ved synet af mennesket blandt de spidsørede festgæster. Renaél kendte ikke noget til smeden og hans bryn rynkedes let, da han så sandelig havde troet, at festen udelukkende var for Elverlys beboere.
Han stillede sig lidt på tæer for at se, hvad der skete, da mennesket nærmede sig Toorah. Et kort øjeblik spekulerede han på, om hun ville tilkalde vagterne for at smide ham ud, men dette var ikke tilfældet - i stedet blev et sværd af imponerende håndværk rakt frem. Selvom Renaéls interesse for våben var meget ringe, kunne han alligevel ikke lade være med at se imponeret ud. Det var så sandelig et smukt våben - en værdig gave til elverfolkets leder.

Det gav et lille sæt i Renaél, som Toorah henvendte sig til ham. Det var ikke ofte, at han omgik elverlederen, og som regel var det i mindre positive sammenhænge - hun havde trods alt ikke ligefrem været tilfreds med hans indsats. Hendes blik var da også skarpt, og den unge elvers fingre rettede nervøst på den mørkegrønne beklædning. Blusen, han bar, var kantet med sølvfarvede mønstre, men han følte, at den sad for stramt under Toorahs blik. Renaél var ikke ligefrem tyk - især ikke efter menneskestandarder - men hans beklædningsdele havde været lidt besværligere at få på, end han brød sig om, i de seneste år.
Træningen hjalp dog, og den unge elver var langsomt - meget langsomt - ved at komme i bedre form. Han bøjede hovedet respektfuldt mod Toorah og menneskegæsten og svarede med et "Naturligvis, Taurn Edhel." De klare dråber blev hældt i et smukt udformet glas, og den unge elver gjorde sig meget umage med ikke at spilde, som han rakte glasset til Marcus. "Velkommen til Elverly," sagde han, lidt usikker på, hvordan han egentlig skulle henvende sig til mennesket.

Han holdt vejret da elvernes leder tog sværdet i sine hænder, og han trådte høfligt et skridt tilbage, så hun kunne få plads til at se på sværdet. Han havde virkelig gjort alt for at gøre det så perfekt som muligt. "Jeg takker Dem. De gør mig megen ære. Jeg gør alt for at ære min læremesters tålmodighed med et simpelt menneske." sagde han ydmygt da hun roste ham. Han var ovenud lykkelig. Han kunne ikke forestille sig en større ære, end at en elver roste hans arbejde. Han vidste at han var nået til et niveau, som intet menneske nogensinde var noget før på egen hånd, selvom han stadigvæk var langt fra at mestre elvernes smedekunst, men uendelig meget tættere på end alle sine menneskelige konkurrenter.
Han smilede venligt til Toorah da hun bad ham at følge med og lægge nogle af høflighederne på hylden. Han var meget stolt over at blive kaldt elverven. Det var ikke mange mennesker der havde den ære. De kunne måske være noget så mægtigt, men en simpel smed som ham var blevet ven af elverfolket. Da han blev budt på noget af deres vin, så vidste han at det nok skulle blive en festlig aften. Et enkelt glas af elvernes vin var nok til at slå et voksent menneske ud, hvis man drak det for hurtigt. Hvis han ikke ville kollapse for tidligt, så vidste han at han ville blive nød til at nippe en smule til den i løbet af hele natten, og han ville nok stadigvæk have en festlig aften.
Han nikkede venligt til den unge elver der tydeligvis skulle servicere noget af aftenen til de mange gæster. Han kunne godt se tvivlen i elverens øjne over hans tilstedeværelse, men sådan var det nu en gang at være det eneste menneske i en stor forsamling af elvere. "Mange tak. Hvert besøg i Jeres skove gør mit hjerte glad." sagde han til Renaél da han tog imod glasset. For sit menneskelige øje ville han ikke lægge mærke til at elverne skulle synes at denne elver var fedladen, da menneskers kropsforme ofte ændrede sig mere drastisk en de smukke, slanke elveres gjorde. Han selv var et fint eksempel. Der var ikke mange elvere der havde så brede muskler, men stadigvæk kunne være lige så stærke som ham selv.

Fra sin påpasselige afstand betragtede den unge Rhovandír udvekslingen mellem mennesket og Toorah, det virkede en smule sært at give et våben til sådan en begivenhed, selv hvis det blot var som tegn på respekt og for at vise sine kundskaber. Da han ikke selv var tilstrækkelig nok tæt på til at se våbnet på klos hånd valgte han blot at trække på skuldrene, elverlederen havde trods alt styr på hvad der skete om hende og hvordan mennesket skulle behandles, forklaring om at det var en festlig stund, faktisk den mest festlige i Elverly, og dermed også noget samtlige elvere så frem til året rundt. Et kort smil forlod hans læber idet han kort overhørte kommentaren om høflighederne i morgen. Hvor meget høflighed og arbejde der ville være for Toorah i morgen, kom vidst helt an på hvor meget hun drak her til festen i aften, at arbejde med tømmermænd og forgive at være høflig og ting i den dur, synes bare ikke at arbejde godt sammen. Forhåbentligt havde Thorn forberedt nogle remedier til at hun kunne komme ovenpå eventuelle tømmermænd den næste morgen.
Blikket gled igen over på Renaél, at se ham arbejde var en fryd for øjet, selvom det virkede lidt som om knøsen allerede havde fået en smule for meget indenbords, det kunne muligvis også få hjulpet at få svedt dellerne af. For år siden havde det været ham selv der havde været i denne rolle, fordelene vinen og maden ud blandt folk samt at rengøre efterfølgene, indtil man havde set ham værende en god nok spejder til at kunne hjælpe med at holde Elverly sikkert. Et øjenbryn blev hævet af den blonde inden lederen fangede hans opmærksomhed.

Idet Toorah talte til den rødblonde, begav denne sig over imod bordet hvor de sad, skævende kort til mennesket, givende denne et afmålt høfligt nik og noget der svagt kunne ligne et lille smil, inden han vendt opmærksomheden imod den rødhårede igen.
" Jeg tror ikke at De ville kunne kalde dette for vin, snarere saftevand med en meget lille smule alkohol. Så vær De blot rolig Taurn Edhel. "
Han besvarede hendes glimt i øjet med et oprigtigt varmt smil, idet han nikkede over imod mennesket.
" Det er lige før jeg tror at den er blevet fortyndet så meget at selv vores unge menneskeven, vil kunne drikke flere glas uden at falde af stolen. Om han så vil kunne lide smagen af tynd vin er så en anden sag. "
Der var en let drillen i hans stemme, selvom han ikke vitterligt kendte mennesket på første hånd, lod han til at være typen der godt kunne holde til en smule dril, hvis ikke var det bare en skam, for ham.
Endnu engang vendte ungelveren sig imod mennesket, betragtede ham med et let granskende blik inden han nikkede imod denne.
" Jeg er sikker på at jeg har set Dem før, men noget siger mig at jeg aldrig har fået Deres navn..? "
Det kunne velsagtens være at han selv havde fulgt mennesket til Toorah, tæt på eller på afstand, det var ikke til at sige, men navnet var han langt mere usikker på. Normalt var han meget stolt af sin evne til at huske info, beskrivelser og navne, men ved mennesket her glippede det, altså antog han at han endnu ikke havde fået et navn af manden.

Det skarpe blik betragtede længe Renaél i sit arbejde, det var ingen hemmelighed at den unge elver ikke havde givet sit mest positive indtryk hos lederen. Da hun havde fundet ud af at der var en elver der i sin tid ikke havde ydet til samfundet overhovedet havde hun været ved at gå ud af sit gode skind, i Elverly arbejdede man og hjalp til, selv i hårde tider, ellers måtte man forlade byen og sådan var det. På trods af at den ædre elver havde videregivet ansvaret til Rhovandír kunne hun endnu ikke slippe ansvarsfølelsen for at få sparket den blonde igang.
"Mange tak Renaél, pas nu på vinen selv, festen er kun lige begyndt!"
Toorah nikkede så mange af kæderne fra det utroligt omfattende diaden dansede i håret på hende, inden hun endnu vendte blikket mod Marcus der endnu stod foran hende, for mange ville det være et mysterie at Toorah lod et menneske komme til festen. Stort set alle elvere i Elverly vidste, at Toorah ikke kunne fordrage menneskeligheden og at en stor del af hendes familie var omkommet i krigene med de primitive væsener, det var ingen hemmelighed. Selv kunne den stolte leder huske dagen at Marcus og hans søskende var kommet til byen, Toorah havde insisteret på at de skulle sendes tilbage til hvor de kom fra, men efter et utroligt langt og stædigt møde med elverkvinden der ville overtage børnene gav Toorah sig, på betingelsen af, at børnene aldrig ville komme i vejen. Det mindste fejltrin og de ville være ude af Elverly. Den rødhårede vidste også, at Marcus havde elvise kaldenavne, men disse ville hun aldrig tage i sin mund, på trods af at hun respekterede ham som levende individ og endnu kunne imponeres af hans fantastiske arbejde, så var han hvad han var, blot et simpelt menneske.
"Det glæder mig, De er også kommet på den rigtige årstid. Hvordan står det til i Hovedstaden, hm?"
Toorah hævede oprigtigt interesseret øjenbrynene, inden hun selv fangede et smukt udformet glas der kort efter blev fyldt med de kraftige dråber og tog et sip. Det var fornuftigt nok at følge med i menneskenes politik og på trods af at Toorah selv anså sig som en person med styr på det hele, måtte hun indrømme, at hun til tider godt kunne glemme at der også fandtes en verden uden for Elverly.
"Aha, ganske fornuftigt Rhovandír, hvor har De gjort af den unge Ithilwen? Jeg syntes ikke at have set hende? Hvis De da endnu har styr på hende!" Toorah smilede igen, hun vidste at det nok var de færreste elvermænd der kunne holde styr på elverkvinden, selv Toorah kunne til tider bande den unge elver langt væk for hendes forsvindingsgen og hendes tendens til at smutte fra pligterne eller hoppe over hvor gærdet var lavest, men et eller andet sted dybt inde kunne hun kun smile af hende. Hun var nok i virkeligheden blot en ung udgave af Toorah selv.

Renaél følte sig en smule utilpas ved at være serveringsknægt under Toorahs årvågne blik. Da vinen var blevet afleveret til mennesket, trådte han et skridt tilbage - stadig lidt usikker på, hvordan han skulle opføre sig overfor mennesket. Det var meget sjældent man så andet end skovelvere her i hjertet af lindeskoven, hvor skovfortets vægge rejste sig mellem de oldgamle træer, hvis blade så småt var begyndt at skifte til brune, gule og røde farver.
"Elverlys skove er de smukkeste i landet." svarede han endelig mennesket, der havde rost Elverly. Man kunne tydeligt høre stoltheden i den unge elvers stemme, der ud over Lindeskoven ikke havde set andet end Mørkets Skov - et besøg, han på ingen måde havde fundet behageligt.

Han stillede sig høfligt med hænderne bag ryggen, afventende. Han var endnu ikke sikker på, om Toorah havde flere opgaver til ham, og det ville være et tegn på meget dårlige manerer, hvis han bare gik igen. Desuden var han en smule nysgerrigt hvad situationen med mennesket angik.
Læremesteren, Rhovandír, havde også sluttet sig til dem. Renaél følte sig stadig ikke tilpas ved den ældre elver, hvis opgave lod til at være at gøre livet så surt for ham som muligt. De endeløse træningstimer under Lindeskovens træer var stadig ikke noget, den unge elver havde vænnet sig til. Rhovandír lod dog ikke til at have planer om at koste rundt med ham i aften, og den ældre elver virkede da også ganske munter.
Toorahs advarede ham om vinen og han nikkede. "Naturligvis," svarede han, selvom han ikke havde tænkt sig at holde sig tilbage. Det var efterhånden alt for sjældent han havde den søde smag af elvervin på læberne, og i aften ville der endelig være mulighed for blot at slappe af og nyde omgivelserne.

Dette var en festens dag. Alt skulle ose af glæde, morskab og generelt festelig stemning. Sådan var det også blandt de fleste elvere og øvrige gæster til den store sensommerfest. Bortset fra en rødhåret elver, der stod over i et hjørne, let i skyggen og skjult for manges blikke lidt endnu. Hun stod helt stille og kiggede lettere tomt frem for sig. Hun plejede ellers altid at være glad og fyldt med liv i de blå øjne. Men hun virkede lige nu mere vissen end livlig. Nok havde hun altid været en alvorlig elver, men alt tydede også på at ikke alt var helt som det plejede. Dette havde hun dog ikke tænkt sig skulle afbryde de andres festligheder. Det var i hvert fald ikke hvad hun havde i hensigt. Hun følte dog en pligt at møde op og hun håbede også på at hun kunne blive mere opløftet af netop dette. Lige nu så det dog ud til at vinen var hvad der underholdte hende mest.

Ithilwen sukkede let og lod en hånd glide hen af det meget pænt opsatte hår. Det var flettet i adskillige fletninger og havde ned i en stor fletning bagtil, bestående af både løst hår og små fletninger. Alt i alt meget yndigt og klædte hende flot. Hun var iført en hvidlig kjole med et tydeligt grønt skær, der dog ikke var særlig tydeligt over i skyggerne. Men alt i alt, var hun pænt klædt på til lejligheder og var også prydet med enkelte elegante smykker af sølv. Hun håbede ikke at hun tiltrak sig for meget opmærksomhed ved at havde isoleret sig så meget. Men hun måtte arbejde sig op til at kunne holde en relativt god og solid maske, for ikke at få andre til at bekymre sig eller ane mistanke om hendes tilstand måske ikke var af de bedre.

Han var vandt til at elverne så både med en blanding af mistro, had og nysgerrighed på ham, men det var som om at efter at han havde givet gaven og Toorah havde valgt at acceptere hans tilstedeværelse var opmærksomheden mod ham steget, og han kunne ikke undgå at føle sig en smule udsat, og han blev blot mere bevidst om sin egen klodsethed. Han begyndte at blive nervøs for at komme til at lave den mindste fejl, som kunne virke som fornærmende eller på anden måde forkert i elvernes øjne. Han sørgede dog for at holde sit blik rettet mod Toorah, og prøvede at undgå at flakke nervøst med øjnene. Han fik nærmest sceneskræk, fordi i den tid han havde været i Elverly, som for elverne havde været et forsvindende øjeblik, så havde han altid fået at vide at han skulle så vidt muligt holde sig ude af syne af Toorah, da hun med nød og næppe havde ladet ham og sine søskende bo i deres by, og hvis han ikke passede på, så ville de ende på gaden. "Der går mange rygter i byen. De sidste års hændelser med mordet på Lord Tirrsmont, dragen og nu en elemental, har gjort mange beboere urolige, og nogle mener at Lysets Dronning har mistet grebet, siden hun ikke kan beskytte sin egen by, og hvordan skal hun så kunne tage vare på et helt land." sagde han og trak lidt opgivende på skuldrende. Han vidste ikke hvad han skulle tænke. Han ville trods alt helst ikke blande sig for meget i politik. Han vidste at han nok ville blive krævet til også at skulle producere store mængder våben, hvis der ville komme nogen form for åben krig. "Forresten så har jeg noget mere til Dem. En besked jeg lovede at give Dem, så snart jeg havde muligheden for det." Han trak et stykke pergament rullet om en hvid rose bundet med blå silkesløjfe frem og rakte den til Toorah. "Elveren der gav mig den, bad mig fortælle Dem at De måtte kun læse den mens De var alene."
Samme øjeblik kom der en anden elver til, som så vidt han selv kunne regne ud, nok var en spejder fra de kommentarer der blev sendt mellem Toorah og den nyankommende, der blev kaldt Rhovandír. Han smilede gennem skægget over dennes kommentar og sagde: "Jeg har en gang lavet den fejl, da jeg for mennesker stadig var ung, at tro at jeg kunne følge trit med Folket. Jeg troede at mester Sadron stod med sin hammer og slog mig i hovedet de næste tre dage derefter, og jeg fik at vide at jeg var heldig." sagde han med et stort smil, inden han tog en slurk af vinen igen. Han kunne godt mærke hvordan den smule vin allerede var steget ham meget til hovedet, men det var endnu ikke så slemt at han sagtens kunne skjule enhver form for beruselse. "De kan kalde mig Marcus, mester Rhovandír." sagde han og bukkede ærbødigt overfor elveren. Man kunne også mærke på ham at han var blevet mere afslappet efter at elveren havde indledt med en vittighed, sammen med en blanding af vinens påvirkning. Han ignorerede hvert fald de mistroiske og stikkende øjne der var i ryggen på ham. Han så hen på den tredje elver der virkede til at være mere fåmælt end sine fælder, så han begyndte at fornemme den hierarkiske opbygning, hvert fald mellem disse tre elvere, og den måde som elveren så på Rhovandír, måtte der være en form for mentor ordning mellem dem. Han kunne hvert fald genkende noget fra elveren i sig selv, og hvordan han havde det med mester Sadron, da han var i lære hos denne smed.

Rhovandír skævede let hen imod Renaél der tilsyneladende lod til at tage let på lederens advarsel om vinen.
'' Pas på jeg ikke sender spætterne hen for at vække dig i morgen. ''
Advarede han let drillende, selvom han selv ville være på vagt på dette tidspunkt behøvede den unge knøs ikke sove skønhedssøvn, og at sende en flok spætter hen for at vække Renaél ville virke som en skøn hævn, hvis knægten virkelig ikke havde tænkt sig at slappe lidt mere af med alkohollen, han skulle jo trods alt holde til alle sine pligter, akkurat som Rhovandír selv skulle det.
Et kort smil forlod den rødblonde, han kunne levende forestille sig mennesket i sådan en situation, især hvis han havde været dum nok til at tro at elvervin var lige så svagt som menneskenes smagsløse vine var det. En vis utilpashed tyngede den unge elver idet mennesket kaldte ham for mester. Ubehaget var nok ikke til at se for et menneske, men for elvernes fine og skarpe sanser kunne det let anes.
Han forsøgte at ryste ubehaget af sig idet han rystede let på hovedet.
'' Det er mig en fornøjelse at møde Dem Marcus. Der er dog ingen grund til at kalde mig 'mester', jeg er langtfra af så høj en rang eller alder. '' Han nikkede let som en dæmpet, let akavet latter forlod ham. Latteren stoppede dog nærmest brat idet Toorah spurgte ind til hans partner.
Hans opmærksomhed vente over på den rødhårede elverkvinde med den stærke udstråling. '' Kender jeg Ithilwen ret, har hun nok hjulpet hendes fader lidt inden festen. ''
Han nægtede at indrømme at han faktisk ikke anede hvor hun var og at hvad han havde sagt nærmest mere var gætterier end så meget andet. Han havde ikke set hende i hvad der nærmest virkede som evigheder og en sommer, og han havde næsten håbet at hun enten var med sin far, eller havde overtaget en eller andens vagt så han måske kunne være heldig at møde hende ved vagtskiftet.
De årvågne grønne øjne gled søgene ud mellem træerne og festende elvere, i det spinkle håb om at han skulle opdage hendes velkendte ansigt inden han fik skubbet sig selv ud hvor han ikke kunne svømme.
Dér.
Hans hjerte slog et par slag over idet det rent faktisk lykkedes ham at finde hende, selvom hun så ud til at stå lidt for sig selv, det smil han havde fået ved synet af hende gled langsomt over i en let bekymret grimasse. Måske hun bare observerede+ Noget sagde ham dog at det ikke var helt så lige til.
En hånd blev lagt på den nærmeste stamme inden han brugte at sin naturmagi til at få det træ der var tættest hende til at bøje sin ene gren ned imod hende, hvor han fik lokket den til at sprutte et par hvide blomster frem, på trods af at den ikke havde været i hi endnu, hvilket Rhovandír da også kunne fornemme at træet ikke var helt tilfredst med, men han ville gerne opmuntre sin elskede bare lidt, så måtte han få skideballen senere, endten ved misbrugen af magien eller af Toorah selv, velvidende at lederen havde et helt særligt og ultra fintfølende væsen for naturen i skoven, han var glad for at hans egne sanser på det punkt var en del mere dæmpede selvom han godt kunne fornemme naturen og hvis der skete et eller andet med den.
Han forsøgte at fange Ithilwens opmærksomhed, nikkede let imod hende og signalerede om hun ikke ville slå sig til den lille flok.

Toorahs blik var skarpt som kunne det se igennem marv og ben, lige ind til sjælen, sådan var det især når det faldt på mennesket. Hun vidste at de fleste med opvækst om Marcus havde haft det ville knytte bånd til elverfolket, men han var trods alt kun et menneske, deres sjæle var svage og lette at friste, man vidste aldrig hvad man kunne forvente og derfor forventede lederen altid det værste. Alligevel lod hun af og til blikket vandre over mængden, hun sikrede sig løbende at alt forgik i ro og mag, de sladderlystne folk havde desværre også tendens til at skabe en fandens masse drama, især når elvervinen tog sin indvirkning.
Af samme årsag var Toorah ikke længe om at spotte Ithilwen, allerede inden Rhovanír åbnede munden og begyndte at snakke om hende, hendes udtryk lod dog ikke til at rokke på Toorah, hun havde andre ting at tage sig til det måtte være hendes families eller mages ansvar at sørge for hendes humør.
Den høje elverkvinde tog sig enkle sekundter til at nyde vinen og skæve skarpt til en af de ældre i hendes råd som tydeligvis allerede havde fået for meget af det gode, inden hendes interesse igen blev fanget af Marcus, denne gang med en knap så flamboyant gave - tværtimod.
Det røde blik slog hårdt ned på det sammenrullede pergament der blev rakt til hende, inden de blev knebet en kende sammen, så kiggede hun op på Marcus igen, denne gang mere alvorligt, inden hun i en hidsig bevægelse rakte sit glas imod Renaél som var han ikke meget mere end et sølle tjenestefolk.
"Hvor har du det her fra?"
Den muntre feststemning var fuldkommen forsvindet fra Toorahs blik, pupillerne var blevet ganske små og stemmen var dæmpet til hvad der mest af alt mindede om en hvidslen.
"HVEM gav dig det?"
Kommandoen bragede imod mennesket, hårdtslående, men alligevel lavt nok til, at kun dem der stod allernærmest vendte sig og kiggede. I en fejende elegant bevægelse hen elven pergamentet ud af hånden på Marcus, inden hun betagtede rosen. Hun havde set sådan en før, det var en normal blomstervækst, ikke noget man ikke ville kunne finde i Elverlys skove, men plukket og placeret var den efterhånden blevet til et symbol på noget ganske bestemt. På trods af at Toorah var gammel i forhold til mange af de tilstedeværende, så huskede hun formidabelt, en sådan rose havde hun også set til vinterballet hos menneskene.
Toorah stormede et par meter væk fra forsamlingen, men ikke mere, inden hun lod sløjfen åbne og pergamentet rulle ud, ganske vidst havde hun fået besked på kun at åbne brevet alene, men det var der mange definitioner på, hun var teknisk set alene inden for en vis radius og vreden og nysgerrigheden var allerede ulmende

Renaél var ikke særligt overrasket, da mennesket begyndte at snakke om problemerne i Hovedstaden. Der var altid problemer blandt mennesker - det virkede som om, det var komplet umuligt for dem at leve i fred og ro, selv for en lille periode. Endnu en gang følte han stolthed over sin race, hvis samfund forekom så meget bedre end menneskeracens.
Den unge elvers blik var nysgerrigt, som en skriftrulle blev rakt til Toorah. Han blandede sig som regel på ingen måde i oficielle sager, og havde heller intet ønske om det, men at nærmest få stukket et stykke papir op i ansigtet vel vidende, at det kun var for elverlederens øjne, var nok til at vække nysgerrigheden i enhver.

Rhovandír var kommet med en let advarsel til ham, og Renaél måtte anstrenge sig for ikke at sukke dybt. Det lod til at ingen havde nogen som helst tillid til, at han ville opføre sig ansvarsfuldt. Noget der måske egentlig ikke var så underligt, når man tog i betragtning, at den unge elver allerede havde forsynet sig i rigelig grad af elvervinen.
Han skulle til at svare læremesteren, men dennes opmærksomhed var tydeligvis fanget af en elverkvinde, og han smilede smørret for sig selv. At Rhovandírs opmærksomhed var fanget af noget, der ikke omhandede at sætte Renaél i arbejde, kunne kun være gode nyheder.
Han blev revet ud af sine tanker, da Toorahs glas med en voldsomt bevægelse blev rakt mod ham, og han tog overrasket imod det, gørende sit bedste for ikke at spilde de dyrebare dråber. Normalt ville han føle sig fornærmet over at være behandlet som en simpel tjener, men han var for chokeret over elverlederens pludselige vrede, til at tage sig af det.
"Hvad kan det dog være?" spurgte han lavmælt Rhovandír, som Toorah stormede af sted for at læse det, der stod på pergamentet. Dette måtte være noget meget alvorligt, siden hun tog sådan på vej.

Da natten var begyndt at kærtegne beboerne mellem de barkklædte søjler, havde musik overtaget skovens sædvanlige nocturne, mens mad og vin dansede mellem elvernes hænder og mund. Latter og munter tale slyngede sig ind og ud mellem hinanden, hjulpet på vej af vinens søde kys mod hjernen. Der ville endnu gå mange hanegal inden blikkende ville svømme så meget at deres ben ville miste grebet, og verden vendes på hovedet.
Stemningen sad oppe i skyerne, og selv den ellers ret afdæmpede ældre elver med det blikket i skumringen, nød det muntre selskab og deltog ivrigt i samtalerne, med svingende vin i glassene. Han havde dog sørget for at placere sig et mere fast sted hvor både mad og vin var inden for en armslængde, selvom han nemt kunne få især nogle af de helt unge elvere, der endnu ikke var blevet voksne prøvede at udfritte ham historier fra den tid hvor han selv var den berømte Sølv Ulv og kæmpede side om side med Taurn Edhel. Han skulle blot nævne at hans hals blev tør af al den talen, eller ordene som marcherede ud af hans mund, havde taget alt og kun efterladt sulten i maven, så var der straks nogen der sørgede for glasset og tallerkenen blev fyldt, så han hurtigt kunne fortsætte sine historier. Vinen havde løsnet tungebåndet på elveren, så de unge udnyttede altid festerne til at høre om de fantastiske historier, da han ellers ikke var så villig til at dele om sin fortid, andet end med kryptisk rådgivning, som aldrig havde megen effekt på de unge stridslystne og dumdristige bukke, der heller ville pudse deres fjer, og spankulere omkring og vise hvem der havde størst manddom ved at lave heltemodige handlinger, eller imponerende skuer med magiske evner, end at lytte til en gammel knotten elvers indvendinger til deres kunstner.

At finde ud af Lindeskoven havde vist sig ikke så lidt af en opgave for Caitlin, som hun vandrede rundt blandt skovens træer og gang på gang fandt at hun måske havde fundet et nyt sted hen i skoven, men at det stadig langt fra var i nærheden af skovbrynet. Det bekymrede hende dog mindre og mindre også, som hun fandt jagtinstinktet i sig selv og lod sin nysgerrighed om skoven råde. Mus var en udfordring herude og andre ting smagte bare slet ikke godt når det kom til stykke var fristende de ellers havde virket eller god jagt. Hun tilbragte mere tid som kat end menneske også.
Om ikke andet til hun en eftermiddag stødte på en lysning i skoven, hvor varme kilde formede bassin efter bassin med frastødende og fristende vand. Ubeslutsomt betragtede hun dem en tid, mens hun lyttede efter andre i nærheden. Så sneg hun sig stille frem, forvandlede sig i bevægelsen og mærkede tøvende på vandet. Det var så varmt som dampen fra dem antydende og lokkede hende med tiltrangt renhed hun ikke kunne modstå. En renhed hun delte med sit tøj, hun derefter lagde til tørre i solen.
Ren, påklædt og sulten endnu engang fangede hun lyden af musik fra et sted i nærheden. Atter vandt nysgerrigheden og som hun vendte sig mod den, forvandlede hun sig tilbage til sit andet jeg. Øjeblikket efter strøg en gråstribet skygge hen over græsset og forsvandt mellem buskene i retning af musikken.

Det var ikke svært at følge musikken eller finde ud af hvor den kom fra. Som hun kom om på den anden side af kilderne, ordnede skoven sig på en næsten umærkelig måde, som ville den tage sig bedst ud for de der passerede imellem træernes stammer. Caitlin sænkede farten fra løb til snigende gang og holdt sig lavt mellem buskenes blade. Hendes blå øjne med det ovale sorte propiller strøg varsomt over omgivelserne. Og så måtte hun stoppe betaget om. Husene her var så forskellige fra alt hun nogensinde havde set at det var svært at forstå det var muligt. De passede ind i skoven, som en del af skoven og alligevel var det tydeligt at det var en by hun havde fundet.
Tøvende blev hun hvor hun var, betragtende det hele undersøgende og betaget, før nysgerrigheden vandt og hun atter engang fulgte musikken mod stedet hvor lyset strømmede fra og stemmerne.
Som en lille grå skygge klatrede hun op i et træ hvorfra hun kunne følge en gren ind til en balkon. På bløde, lydløse poter landede hun let og satte i spring om bag en pottet plante. Derfra betragtede hun endnu engang hvad lå for hendes øjne med fascination og betagelse. Elverfolket i alt deres glans. Hun havde set dem før, bevægende sig gennem hovedstaden, men altid på afstand og altid ude af deres sande væren. Det var noget helt andet at se dem her. Så fangede noget langt mere interessant dog hendes opmærksomhed og som duften snoede sig om hendes sanser, strakte hun sig og fulgte den langs væggen og rundt.
Ved bordet med mad betragtede hun atter de ophøjede væsner, før hun halvt skjult af en plante, strakte sig og og forvandlede sig for at snuppe et stykke af det nærmeste fra et fad.

Ithilwen var et kort øjeblik meget optaget af at stå for sig selv og bare kigge frem foran sig. Hun fik dog rystet sig selv ind i virkeligheden. Det her var en fest! Hun måtte simpelthen tage sig sammen og vise at hun bare havde noget glæde i kroppen. I det samme som hun kom tilbage til sig selv, begyndte træet ved hende at bøje en gren og sætte hvide blomster frem. Ithilwen smilede og rystede let på hovedet, som hendes fingre gled blidt hen over de hvide blomster. Rhovandir. Ithilwen drejede hovedet og fangede sin mages skikkelse og smilede tilbage til ham. Hun stod lidt og vidste ikke helt om hun skulle gå derhen eller lade hver. Lige i det stormede Toorah afsted og Ithilwen kiggede nysgerrigt og lidt bekymret efter hende. Det lovede aldrig helt godt når Toorah stormede af sted.

Den rødhårede elver var begyndt at bevæge sig afsted hen mod den mindre gruppe hvor Rhovandir, Renael og et menneske i hvert fald befandt sig, da hendes blik ramte Danlion. Der gik lidt tid, men små skridt før hun fandt ud af hvem det var. Men da hun nåede til den konklussion bevægede hendes øre sig heftigt omkring og hendes øjne lynede mod et bestemt hjørne hvor hun syntes at havde set en skikkelse, men det føltes stadig meget urealistisk. Måske var det hendes sanser der spillede hende et pus?.
Ithilwen fangede Rhovandirs blik, smilede og lavede et håndtegn om at hun ville være der inden længe, hun skulle bare lige tjekke noget. Herefter gik hun hen mod bordet, men stadig uden rigtig at se noget, indtil noget bag en potteplante fik hende til at løfte et øjenbryn. Hun kiggede på den velkendte skikkelse med et løftet øjenbryn, inden hun begav sig hen mod den mindre gruppe i stedet. Ithilwen opfangede hende ikke som farlig, så hvorfor smide hende ud?

"For mig er enhver elver en mester." svarede han Rhovandír på dennes svar, hvilket han tog som beskedenhed. Marcus havde længe haft stor respekt for elverfolket, og han kunne mærke en ulmende vrede når andre fornærmede dem på de dyder han så meget op til hos elverne. Han kunne for eksempel heller ikke se hvorfor det altid skulle være negativt betonet at elverne kunne opføre sig arrogante. De havde trods alt ret til det, mente Marcus. De var bedre end den menneskelige race.
Marcus blev meget overrasket over at elvernes leder pludselig ændrede humør og blev så farlig som han huskede hende. Han frøs et kort øjeblik, inden han fik taget sig sammen til at svare på Toorahs spørgsmål. "Jeg fik det af en elver. Han kom bare ind i min smedje og gav mig den besked. Jeg tænkte at siden han var en af Folket gjorde det ikke noget." svarede han hurtigt og nærmest militant på hendes spørgsmål. Han havde virket meget fattet, selvom hans hjerte hamrede af sted på grund af adrenalinsuset, som hendes skiftende humør havde givet ham.
Da Toorah åbnede brevet var der ikke andet at se end en masse sære tegn som hun måske ville kunne genkende fra Ratuktans krop. Der så ikke ud til at være noget forståeligt, før nogle enkelte af tegnene på en linje lyste svagt blåt op, og ændrede sig hvor de skrev: "Du er endnu ikke alene. Nyd blot festen, og så vil jeg afsløre mit indhold." Derefter formede de sig igen til de sære tegn og lignede de andre, og gav stadigvæk ikke nogen mening.

Det lettede mildt sagt om hjertet på den unge elver da hans øjne kort mødte sin mages, bare at se det lille smil på hendes blødt svungne læber var nok til at få den forelskedes elvers hjerte til at hamre lidt mere. I det mindste var hun kommet til festen og hans blomst synes at have hjulpet lidt på humøret for den rødhårede kvinde. Han vidste at livet ikke var lige let for hende, især ikke med hendes far som han efterhånden var blevet, men dette var ikke tidspunktet eller stedet at snakke omkring sådanne emner. Han nikkede let som svar tilbage til hende, besvarende hendes smil per automatik.
Mennesket, Marcus' stemme opfangede hans opmærksomhed igen så han næppe så den lille skikkelse henne ved buffeten, som de betragtede mennesket. '' Jeg ville dog foretrække hvis De ikke kaldte mig det, med al respekt. '' Han nikkede kort til Marcus, havde nok villet forklare sig af med at han som en simpel spejder ikke så sig velegnet til at blive kaldt en mester, måske nok en læremester, omend en meget ung og uerfaren en. Han skævede kort til Renaél, men fik hastigt blikket over på Toorah idet denne pludselig rejste sig op og stormede af sted med et pergament i hånden.
Straks var det årvågne blik tilbage hos ham sendende et skarpt blik imod mennesket. Var denne ude på noget+ Men han havde været her før+ Selvfølgelig kunne mennesker skifte sind lige så let som strømmen i en å kunne skifte. Hastigt gled blikket undersøgende til omgivelserne, overvejende om der havde været en sikkerhedsbrist.
'' Ballade.. '' Svarede han lige så dæmpet Renaél på dennes spørgsmål idet han gik forbi denne og, uden at tænke videre over det, stillede sit eget glas på bordet og stillede sig diskret tættere mod hvor Toorah nu stod og læste pergamentet igennem, dog sørgede han for at have behørig afstand nok til at vise sin respekt overfor hendes temperament såvel som at hun kunne læse pergamentet uden at føle sig for forstyrret.
Lige akkurat tæt nok på til at han ville kunne modtage en eventuel ordre og sætte diskret afsted, hvis dette skulle være en nødvendighed, dog kunne hans blik ikke lade være med konstant at flakke over imod Marcus og omgivelserne, nervøs for hvad brevets indhold mon kunne være siden bare synet af den og rosen havde fået hendes feststemning til at forsvinde som dug for solen. Hans ansigt var og forblev dog ulæseligt, kun det faste blik der skævede rundt efter eventuelle farer og fjender, fortalte at han var på vagt. Dog var overskuddet der dog nok til at han gav et kort, knapt synligt, nik imod Ithilwen som tegn på at han havde opfattet hendes tavse håndsignal om a ville undersøge noget, hvis hu havde opdaget nogen mistænkelig var det med at få fingrene i denne.