Et tungt regnvejr havde silet ned over Medaniens marker de sidste mange dage. Der var forholdsvis roligt i denne lille egn af Krystallandet, men ankomsten af adskillige dragejægere samt udstillingen af en af disse skabninger i landsbyens midte, havde skabt en del uro blandt de lokale.
En del havde derfor samlet sig på det lokale værtshus, hvor en summen af stemmer hørtes ud over det rummelige lokale, og de ansatte havde nok at se til med at lange fyldte ølkrus over disken.

Et par enkelte kiggede op, da Jarko trådte ind af døren - hår, skæg og klæder dryppende af regnen. Et sværd hang ved hans side, for selvom han til en hver tid foretrak at kæmpe med knive, var sværdet langt mere nyttigt, skulle man støde ind i banditter eller uromagere på landevejen.
Hans støvler efterlod våde fodspor hen over gulvet, men der var allerede en del af disse, for værtshuset havde mange besøgende denne aften. Jarko udvalgte sig et ledigt bord ved et vindue, der havde udsigt til Landsbyens brolagte gade. Den slidte rejsekappe blev smidt hen over stoleryggen og sværdskeden løsnet fra bæltet, før den lurvet udseende mand tog plads ved bordet og ventede på, at en af kropigerne havde tid til at bringe ham noget at drikke og spise.

Oppe i baren sidder Damia og ser eftertænksomt ud af vinduet, fortabt i sine egne tanker, mens hun holder om et vinglas med begge hænder. Hun nyder at sidde her mens det mørkner derude og regnen falder tungt over byen. Gadelygterne bliver tændt, men folk er gået i ly for regnen. Det er ved at være et stykke tid siden, at hun ankom, og værthuset er ved højt humør, og atmosfæren er tyk med fordybende samtaler. Det er næsten berusende at lytte til summen af snak, blandet med den hypnotiserende lyd af regnen uden for de tomme gader. Damia er høj og rank i hendes holdning. Den satinblå kjole komplimenterer hendes krop godt, og det grønne bobbede hår er strøget til siden, så højre side af hendes hals er blottet, lang og hvid. Dog afslører den bare hals et ar, formet som et K. Men lige nu er hun ikke opmærksom på sig selv, eller den opmærksomhed det muligvis vil tiltrække. Ved nærmere eftertanke måske ikke, der rendte efterhånden så mange mærket slaver rundt, at det ikke længere er noget der vækker opsigt. Selvom Damia ikke er slave. Nej, hun er i alle højeste grad sit eget menneske. Selvom hun netop ikke er mere end et simpelt menneske, og tilmed en kvinde. Dog har hendes opfindsomhed og sans for udnyttelse af situationer fået hende langt.

Da Jarko træder ind i rummet og finder en plads ved vinduet, ser hun stjålent på ham med de intense grønne øjne, under mørke øjenvipper. Der er noget ved hende som minder om et ungt dyr, en hind, måske, samme årvågne nervøsitet. Hvis nysgerrighed er blevet vakt af den robuste, og tætte mand.
Ikke helt sikker på hvad der driver hende til at bryde sit skalkeskjul og forlade de tungsindede tanker, rejser hun sig op og skridter over mod Jarko, med hendes vinglas i hånden og med en selvsikker holdning. Måske havde hun fået et glas for meget…

Hun trækker en stol ud og sætter sig over for ham.
”Det er en urolig aften… Giver mig gåsehud at tænke på hvad folk kan finde på,,

Jarko havde rejst et godt stykke tid på de krystalisianske landeveje, og han var blevet godt sulten undervejs. Det var en del år siden, han sidst havde været i Medanien, men så vidt han huskede, kunne man få et udmærket måltid mad her på værtshuset.
Hans øjne spejdede rundt for at få øje på nogen, der kunne servere for ham, men opmærksomheden blev i stedet fanget af en kvinde siddende ved baren. Hendes hår faldt i en kaskade af grønne lokker, og selvom en sådan hårfarve ikke var helt ualmindelig i Krystallandet, var det stadig et sjældent syn. Hun lignede ikke en af de lokale, som hun sad der i sin blå kjole.

"Kan jeg hjælpe Herren?"

En kropige var nået hen til Jarkos bord, imens han havde betragtet Damia, og han vendte i stedet opmærksomheden mod hende. Hun var meget ung og kunne næppe have arbejdet i kroen længe, og Jarko sendte hende utålmodigt af sted efter et krus mjød og en portion suppe.
Det knurrede let i hans mave af sult, og han håbede, at maden ikke ville være længe undervejs.

Opmærksomheden i Jarkos mosgrønne øjne var for et kort øjeblik vendt mod gaden og den silende regn udenfor vinduet, men nu var kvinden, som han tidligere havde betragtet, nået han til hans bord.
Øjnene gled hen over hende og hvilede et øjeblik igen på kjolen, der i særdeleshed komplimenterede hendes krop. Hans ansigtsudtryk viste en let overraskelse, for han havde ikke forventet selskab ved bordet.

"Jeg tror ikke, De har noget at frygte fra de lokale. Ja, jeg går ikke ud fra, at De er her fra egnen?"

Svarede han venligt. Stemmen var dyb og brummende, imens tonefaldet afslørede en let nysgerrighed. Han var interesseret i at vide, om hun blot havde sat sig her ved bordet for selskabets skyld, eller om hun havde noget på hjerte. Hun lignede ikke en landsbyboer.

Damia ligger mærke til hans overraskelse, men tager sig ikke af hans reaktion. Hun krydser benene og læner sig nonchalant tilbage i stolen. Konturerne af Damias ben kan anes gennem den svagt lysende, dybblå silke kjole. Med et køligt, dog eftertænksomt udtryk tager hun mål af Jarko. Hun ligger ikke skjul på hendes ligefremhed, dog ved Jarkos spørgsmål rynker hun panden, ikke meget, blot en eftertænksom antydning af en panderynken, der straks gik over i et smil. Damia nipper tilfreds til vinen, mens hun med sine vindruegrønne øjne fastholder Jarkos blik, totalt uimodtagelig for verdens gang omkring hende, og suger indtrykket af Jarko til sig. Blikket er åbent og troskyldigt. Han virker klogere og mere livserfaren end hende, og hun tænker, at han ville fornemme hvis hun leverede ham en løgn. Hun er efterhånden blevet så dygtig til at fortælle så meget, uden at sige noget rigtigt om hende selv.

Endelig stiller hun sit glas på bordet og svarer muntert, ”Nej, jeg er bare på gennemrejse. Havde vel behov for en luftforandring,, Hun betragter hans alvorlige profil. Hun spekulerer på, hvor han selv er fra, selvom hun har en fordom om, hvad sådan en som ham laver for at tjene til dagen og vejen. Hun fordømmer ikke. Nogle gange var hun selv nødsaget til at gøre den slags. Lige siden hun havde mistet sin hukommelse om sit tidligere liv, havde hun flakket omkring. Dog har hun aldrig mistet hendes ambition om hævn. Måske ville Jarko måske vise sig at være en udvej.

”Faktisk,” Damia rømmer sig inden hun fortsætter, ”Så hører jeg vel ikke rigtig til nogle steder, som så mange… andre” Ved ordet ’andre’ stirrer hun stjålent på ham gennem sine mørke øjenvipper, og hentyder til, at hun er meget lig ham. En farlig sammenligning, da den nødvendigvis ikke er helt sand, men hun vælger at spille på det.

Kropigen var hurtigt vendt tilbage med suppeskål og mjødkrus, og Jarko tog en god slurk af sidstnævnte, imens han betragtede kvinden foran sig. Der var en stor selvsikkerhed over hendes udstråling, og han kunne ikke lade være at tænke, at denne aften allerede virkede langt mere interessant, end han først havde forventet.
Hans øjne faldt kort på hendes vinglas på bordet, og han følte sig et øjeblik ganske taknemmlig for, at han ikke skulle se sig nødsaget til at byde hende på noget - pengene var som altid knappe. Dragetruslen, der for øjeblikket hang over landet, var noget, der fik folk til at holde deres penge tæt til kroppen, og det havde været svært at finde jobs som lejesoldat eller lignende.

Det med luftforandring kunne han sagtens følge hende i. Han selv, der havde tilbragt størstedelen af sit liv i Hovedstaden, kunne til tider føle, at murene og de tætbyggede huse var ved at kvæle ham langsomt.
Kvinden gjorde en kraftig hentydning til, at han selv ikke havde noget tilhørssted, og det havde hun jo når det kom til stykket ganske ret i. Opvokset som gadebarn, som Jarko var, havde man aldrig helt haft et hjem.
"Ja, det er ikke os alle, der .. hører til et sted." Svarede han langsomt. Øjnene betragtede for en stund hendes ansigt - han måtte tilstå, at han ikke havde forventet denne sammenligning mellem dem, for selv om hun tydeligvis ikke hørte hjemme i Medaniens landsby, ville han alligevel have forventet, at hun havde et hjem et sted.

Han hostede let et par gange og vendte blikket mod suppeskålen foran sig. Den første skefuld blev pustet på et par gange, før han førte den til munden. En let damp af varme steg op fra skålen.
"Hvem har jeg forresten æren af at tale med?" Når det kom til stykket ville han langt hellere tale om hende, end han ville tale om sig selv.