Ventetid var altid det værste at udsætte utålmodig sjæl for. I hvert fald en, som siden krigens udbrud i hovedstaden havde længtes efter at være et helt andet sted end han var blevet placeret!
Han evne var kommet han stærkt til gode, og havde uden tvivl også sikret ham at livet ikke var slut endnu. Ikke for ham i hvert fald.
William havde været mere eller mindre fanget i medanien i så mange måneder at han havde mistet tal på hvor mange. Skaderne havde taget de første, som var bløret ud til et svagt dog smertefuldt minde. Derefter, som han var kommet til kræfter - ja, der startede pesten. Pesten som han selvfølgelig erhvervede sig da han var ude og hente mad. En pest heldigvis sendt nok til, at handlen af dæmonblod var kommet.
Det sorte markede. William var ikke typen der stjal, mest af alt fordi det aldrig havde været nødvendigt, men tanken om at Mille, den tiårige pige skulle blive smidtet var nok. Han brugte sin evne, nappede tre flasker fra vognen og var væk igen. Han var endelig begyndt at benytte evnen fornuftigt.

Nu var pesten endelig væk - rygtet var kommet frem, og de kunne bevæge sig ud, uden frygt for at ligge for døden endnu engang. Nu lå spørgsmålet i, om han skulle rejse tilbage til hovedstaden og finde familien, som nok egentlig havde afskrevet ham som faldet i krig efter så lang tid, eller blive i Medanien hvor han vidste at Isadora var blevet sendt hen dengang.
Tænkende betragtede han pigen, Mille klappe købmandens mulddyr kærligt, mens moren Anja betalte for for de få købmandsvare hun nu engang kunne havde råd til. Det var efterhånden meget sparsomt.

Et sæt bare, beskidte fødder bevægede sig rundt i byen. Det var en af de få gange det var lykkedes den nysgerrige unge dæmon, at komme uset væk. Hun havde skam hørt om byer, men det havde været lang tid siden hun havde været i nogen decideret. Et gammelt minde fik hende dog til at kunne huske lidt om Medaniens lille by med de små huse og mange spredte gårde. Dog var ingen som den gård hun selv kom fra. Hendes stadigt voksende vinger, var det endelig lykkedes hende at kunne træke ind som hendes mor gjorde det, noget der havde lettet en større byrde fra begge deres skuldre, så det nu var lettere for hende at ligne et normalt menneske. Om end øjnene og hårfarven stadig kunne hinte til hvad hun var. 
Hun tog sig ikke af det, men holdt dog en lurvet rejse kappe over sig i tilfælde af hendes vinger skulle 'falde ud'  igen.
Nysgerrige blikke blev sendt rundt, inden hun fandt sig selv henne ved en købmand, skævende delvis til muldyret og ungen, delvis til varerne der blev solgt.

Uden egentligt at tænke videre over det fik hun fisket nogle krystaller ud af sin egen pung og lagde dem i hånden på den lidt overraskede købmand. " Jeg har ikke så meget forstand på penge, men de her skulle være nok til at betale for lidt mere mad og tøj til de to..og deres familie? " Hun talte med en kraftig accent, derfor andre ville være uplacerbar, men for de der kendte til det dæmoniske sprog ville de nok kunne finde ud af hvorfor det lød så underligt kommende fra hende.
Hun smilte ned til den lille pige. Sjovt at se en på sin egen alder, om end hendes fysiske krop sagde en del andet end den mentale alder. Moderen begyndte forsigtigt at indvende, at hun da ikke kunne tage imod det bare sådan, men Prisma rystede det af sig. " Jeg har selv oplevet fattigdommen og sulten på egen krop.. Da jeg var en lille pige. Tag du hvad du kan for de penge. " Det var underligt at omtale sig selv som om man var ældre end man var det, men hvad poker.

Det havde været nogle lange måneder. Mange af dem hun havde kaldt nære venner eller familie var ikke blandt de levende længere. De trætte grønlige med en let brun farve betragtede de ødelagte marker fra vinduet i hendes gemakker. 
Hvor meget længere ville hun kunne blive boende der hvor hun var? Hvornår ville de komme og fortælle hende at den formue hendes fader havde samlet sammen, ikke længere havde ben at gå på. Men hun burde ikke brokke sig, hendes tilstand og penge var nok bedre end de fleste som boede i området. 

Hendes onkel havde hjulpet, men det var tydeligt for hende nu, at hvordan han havde hjulpet. Var ved at sikre sig sin egen velfærd på bekostning af hendes. Og siden hun aldrig havde taget sig en ægtemand, var den tålmodighed han havde haft over for hende lige så stille ved at rinde ud i vandet. Hun fnyste et lille sørgeligt grin, som var det bare et suk ud igennem næseborende. Hvilken naiv person hun dog var. 

Tankerne blev for meget for hende, og hun havde hurtigt afklædt sig hendes trofaste sorte klæder som stadig var hende pålagt at bære i sorg over begge forældrenes bortgang. Hun iførte sig i stedet et par arbejdsbukser og en alt for stor bomulds skjorte. Efter en smule tålmodighed fik hun stukket den ned i bukserne, så hun i det mindste kunne vandre rundt uden at ligne en meget feminin bondeknægt. En kappe blev hævet fra knagerne mens hendes ben fandt vej ned til spise kammeret. Måske ville hun være hjemme inden middagsmaden, men lige nu havde hun intet ønske om at vende tilbage.


Det var ikke længe efter at Tatiana befandt sig i landsbyen ikke langt fra hendes ejendom. Folk virkede lettede, mens hun gik rundt hesten i tov bag hende. Tydeligvis en atmosfære der smittede. Et smil, som havde været svær at finde på den unge piges læber var pludselig at finde.
Optaget af folket, en ung pige som der klappede et mulddyr der mindede hende om hende selv da hun havde været i den alder. Havde hun ikke helt lagt mærke til hvor gik henne. Det var først da hun mærkede hendes krop kolliderer med noget meget robust og fast. At hun lagde mærke til hendes fejl.

,,Så' se' hvo' du' går' henne'!'' mandens accent var dybt og rumlende, hvilket fik nogle store skræmte øjne til at titte frem fra hætten som ellers havde gemt dem ind til nu.
,,Jeg beklager utrolig meget! Jeg så ikke hvor jeg .. det må de virkelig undskylde'' nervøsitet var tydelig at spore i hendes stemme, og først virkede det også til at manden godtog hendes undskyldning for derefter blot at gå sin vej. Men hun havde håbet for tidligt.
,,Oy' je' kender den' hest'''

Lig bleg i ansigtet prøvede hun at træde forbi manden og hive sin hest med sig. Det havde været en dum idé, så dum en idé at komme herhen. Hun havde jo bare ønsket at være sammen med mennesker. Folk der ikke kiggede på hende som var hun en af dæmonerne selv. Som om det havde været hendes skyld denne pest havde ramt dem. Rygterne havde jo hurtigt gået omkring hvordan hun aldrig var blevet smittet, hvordan hendes forældre begge var døde og folk som arbejdede for hende døde som fluer. Det kunne så derfor ikke passe at hun som den eneste skulle gå fri fra denne alt ødelæggende sygdom. 
En jerngreb blev lukket omkring hendes venstre overarm og et overraskende gisp af smerte forlod hendes læber. 

,,Je' tænkt' det nok! Heksen der' bo' på Olivarius gård!'' heldigvis virkede det som om at der ikke var særlig mange som der bekymrede sig om hvad manden havde udbrudt. Men var mere optaget af ikke at deltage i dette skænderi som der sikkert ville udfolde sig.
,,Jeg er virkelig ked af det! Men kan de ikke slippe min arm!'' hun skulle bare væk, lige nu! Hvilket fjols hun havde været. Desperat prøvede hun at vride sig fri, men manden vidste sig bestemt ikke fra den gode side.

William havde stået let i sine egne tanker da en blåhåret kvinde henvendte sig til købmanden og Anja, men det tog ikke mange sekunder før samtlige alarmklokker var vækket. Han var overbeskyttende overfor dem, og i en stor grad. Så derfor forholdte han sig også skeptisk overfor den vilje der blev udvist til at hjælpe. Både overraskende behageligt og forskrækkende. Enhver kunne have skjulte hensigter havde adelsknægten efterhånden lært. Men nej - kvinden forklarede sin situation og William mærkede hvor han rettede sig op fra væggen og smilede igen efter at havde set bekymret ud. "Tusind tak for Deres hjælp" svarede William høfligt, ikke lang tid efter at Anja selv havde sagt det mindst 15 gange. Milles opmærksomhed var tilgengæl blevet grebet fuldstændig af det pæne blå hår som fik hende til at måbe. En måben der gled over i generthed. William kunne ikke lade hver med at grine lidt.

Et grin der blev afbrudt ikke lang tid efter af en let påstyr der skete bagved. Faktisk var han ikke sikker på hvad der skete. Han hørte kun få brudstykker om Olivarius gård og noget med at slippe en arm. William vendte sig og så scenariet. En knægt blev holdt fast i sin overraskende tynde arm og nærmest råbt ind i ansigtet. "Har du overvejet at knægten fragter denne hest til en anden lokation FOR selve Hr. Olivarius?" det havde været smart ikke at blande sig - det havde helt bestemt været det klogeste valg. Men William vidst udemærket godt at han ikke kunne pragle af at være den skarpeste kniv i skuffen.

Deres hjælp? Hvems? 
Prisma, var lettere forvirret over at blive tiltalt i en form som om der var flere af hende, og tog sig i at skæve rundt, mens hun blot smilte til kvinden og barnet. Hun tog sig ikke så meget af blikket der blev sendt imod det lange blå hår, men så istedet imod en ung mand der stod sammen med dem. " Det var da så lidt. Ingen grund til at alle går og sulter og fryser.. Nu er det heldigvis sommer, men jeg er sikker på det stadig vil være brugtbart til uld eller lignende til vinter."
Nu havde Prisma ikke så megen forstand på stoffer, og vidste kun at man kunne bruge uld, og vidst nok dyreskind, til at lave tøj ud af.

Hendes opmærksomhed bev igen afledt af et mindrepostyr der brød op mellem en bonde og en knægt der gik rundt med en, ganske pæn, hest. "Måske ud på græs..? Jeg har set nogle pænt frodige marker mod den mere østliggende strækning. " Medgav hun. Hun forstod ikke at folk kunne hidse sig sådan op over noget så trivielt. Men nu var der igen så mange ting hun aldrig helt havde lært. Det var med at lære hvorend hun befandt sig, så meget havde hun da efterhånden selv lært i sit korte liv.

Knægten? 
Oh - Oh!

Øjnene blev hurtigt store gemt væk inde under hætten. Det var tydeligt at den herre som var kommet hende til undsætning troede hun var en dreng. Eller også vidste han at hun i virkeligheden var en kvinde, men grundet hendes påklædning ville antag at de fleste ville tro at hun i sandhed slet ikke var denne kvinde som manden hvis jerngreb havde strammet sig betydeligt omkring hendes spinkle arm, troede. 
,,Olivarius e'dø!''
Selvom at den robuste mand bestemt ikke troede på de to mennesker som prøvede at redde hende ud af situationen. Havde Tatiana ikke tænkt sig at lade denne chance passere hende forbi.

,,Jeg skulle kontakte Hendricks kone som ikke bor så langt her fra - i sandhed skulle hesten blot fragtes fra det ene sted til det andet'' hun prøvede på bedste vis at gøre tonelejet det dybere så manden måske ville hoppe på at hun ikke var den eneste overlevende af Olivarius familien.
Efter en let tøven og en langvarig pause, hvor Tatiana næsten ikke ture trække vejret. Gav manden endelig slip på hende. 
,,Pas' så'på' hvo' de gå'r'' 

Det var først da manden var blevet opslugt af menneskemængden at hun åndede lettede op. Det kunne have endt meget værre hvis det ikke havde været for, hun vente sig rundt og gav herre et venligt smil. Men da hendes blik lagde sig på den blå manke af hår der bredte sig ned fra den kvindelige skikkelse, kunne hun ikke stoppe hendes mund fra at falde i forbavselse. 
,,Deres hår ... dét blåt?'' hun glemte fuldstændig sine manere hvilket fik en let rød farve til at krybe frem i hendes kinder.

,,jeg undskylder mine manere - tusind tak for jeres hjælp.. De har bestemt være grund til at herren ikke gjorde mig mere ondt.'' 

Den blåhårede kvindes talen var naiv, men dog dejlig positiv og varm til en rar forandring. William kunne i hvert fald ikke andet end at smile varmt over det, som Anja fortsat takkede hende af hele sit hjerte over venligheden. Det var langt mere end nogen af dem havde turde håbe på ville ske. Når William engang fandt hjem ville han sørge for at Anja og Mille fik det godt, men han kunne ikke redde alle. Men med folk som denne kvinde, ville alting gå lidt nemmere.

Ja, lige indtil det nye påstyr var gået i gang. Kvindens undsætning endnu engang kom til stor fordel og William så på hende med et taknemmeligt smil, før han så afventende på manden foran sig, der tydeligvis ikke var af venlig karakter.
Knægtens stemme var en anelse skinger, men taget i betragtning af at en stor robust og knap så venlig mand stod og holdte ham i armen kunne William godt forstå det. Heldigvis lykkedes det til sidst at få manden til at indse han begik en fejl. "Er du okay?" William talte først efter manden var kommet tilstrækkelig langt væk og ikke stod og holdte øje med dem. Knægtens reaktion over det blå hår var dog noget der trak let på smilebåndet.

"Ingen årsag. Han burde ikke havde angrebet dig sådan. I hvert fald ikke uden grund." han havde ikke haft noget at holde sine ord i. Manden var jo gået til anklage uden nogen former for beviser.

En uventet rødmen strøg op i Prismas kinder ved den fremmede fyrs kommentar om hendes hår. " J-ja det er blåt.." Fik hun fremstammet, pinligt bevidst om at hun nok ikke ligefrem passede ind i en normal farvelade i folkemængden.  En hånd gled op og placerede sig på hendes hofte. " Men idet mindste er det ikke grønt, ellers kunne hestene nok snart tro jeg var omvandrende græs. " Lo hun, akavet. 
Blikket gled over imod den anden mand. Som for at bede ham at hjælpe hende ud af den pinagtige situation. Hårfarver var jo forskellige fra person til person, var de ikke? Hun havde trods alt set at nogle også kunne have forskellige nuancer af rødt hår, hvilket jo nærmest måtte stå mere ud end det blå.
Hun nikkede dog da det lod til at samtalen drejede sig væk igen.  '' Så lidt.. ''

/inaktiv