Mission. Det var vigtigt og fyldte alt i hendes tanker og sind. Samson havde sendt hende ud, og som den lydige og underkastede slave hun var, gjorde hun præcis som hun blev bedt om så længe det var den store robuste mand som sendte ordren afsted. Alle andre var legeofre for hende, det meste af tiden. Det bragte som regel sjov med sig, i hvert fald for hende, hver gang hun legede rundt med folk. Oh det var tider.
Men nu var hun fokuseret, som hun spejdede frem for sig, siddende på det stjålne mulddyr fra hovedstadens herregårdsarealer. Det havde været nemmere end regnet, men nok mest fordi at hun kunne ikke være mere ligeglad med hvem det havde tilhørt.

Solen stod højt på himlen, og Medanien blomstrede næsten af liv. Selvfølgelig var efteråret så småt ved at gøre sig til, men det forhindrede ikke markblomstre i stadig at gøre tilværelsen mere farverig og tiltrækkende. Det kunne godt gå hen og blive en god tilværelse her.
"Undskyld, hr. Kan de hjælpe? Det ser ud til at jeg desværre er faret vild. Jeg leder efter en gård. Stort med egne kvæg som ligger et godt stykke udenfor byen.." Manden var stoppet op ved lyden af den uskyldige søde stemme, som passede til masken malet af uskyld og forvirring i Phoenix ansigt. Manipulation var og blev en underholdende og effektiv ting! Ikke et sekund så manden ud til at mistænke hende for andet end værende vildfaren. Behjælpeligt, og med mange detaljer guidede han hende afsted mod den ukendte gård, som Phoenix indtil dette øjeblik slet ikke kendte til.

Men først lå byen for hendes fødder, og hvor meget det end måtte forsinke var mad og vand en nødvendighed, både for hende og mulddyret. Let svang hun sig ned fra dyret og trak det den resterende korte vej ind i byen for at kigge sig omkring. Jo, her ville hun nok godt kunne lærer at falde i et med mængden, såfremt hun ikke kiggede for mange i øjnene. Selv manden udenfor byen var blevet overrasket over de tydeligt rosafarvede øjne der havde hvilet på ham.

En verden i helt sin egen, kom Blade rolig gående hen af en lille sti der førte hen til byen, han placerede en folk mænd på vejen som nærmest fjernede sig fra hans vej, han blik og øjne var blot placerede lige ud og man kunne nærmest ikke se om han kiggede på en på grund af hans helt hvide øjne.
Han kom tættere på byen og tættere på flere folk og hans udsende lage ikke skjul på hvad han var, og mange folk kiggede på ham med et skræmt blik i øjne, men det eneste man nærmest fik ud af ham af ord var den fløjtene melodi han kom med, for det var det eneste han lige umiddelbart havde tænkt sig at gør.

Blade gå gang var afslappet og hans hoved rokkede frem og tilbage i takt med den melodi han fløjtede, Dæmoner var stadig frygtet i blandt menneskerne, men mest af alt på grund den måde de var på med, at overtage en andens krop osv.
Men ikke denne dæmon nej han gik blot i sin helt egne verden uden nærmest at bemærke folk omkring ham, en gruppe på 8-9 personer så sig med det samme sure på denne dæmon i det han gik lige forbi dem, hvor efter de stod og snakkede lidt sammen hvor efter de begynde at følge efter Blade, Blade selv gik blot vider i sin egen verden, til han nærmest pludselig kom til at kigge på en person der også lige som ham just var kommet til byen, hans blik var rettet på Phoenix og hun ville kunne fornemme hvis hun kiggede ordentlig efter.

Blade gjorde intet han sagde intet han stoppede også med at fløjte, hvor på han bare stod og kiggede direkte på hende, et sjældent syn.

Phoenix var ikke opmærksomhedens mester, specielt ikke som folk vandrede som myre omkring hende, og råbte til og fra hinanden jo tættere hun kom til stedet, hvor mad var en mulighed at anskaffe.
Roligt trak hun mulddyret hen til en stand til opbinding, kun få meter fra boden hvor der lugtede skønt af varm mad. Nok ikke den mest nærigsrige eller appetitlige mad, men den var varm og tiltrængt efter en lang dag med rejse.
Det var her hun bemærkede at hun blev betragtet. Af hvad eller hvorfor, vidste hun ikke, men det fik hende til at stoppe kort op i undren. Hovedet blev vendt få centimeter, men ellers bragt tilbage til rette kurs og hendes gang fortsatte hen til boden.
"Hej, en varm skål suppe.. Og lidt havre til mulddyret" startede hun venligt ud, og lagde nogle krystaller på bordet, som vant blev taget fra bordbladen, mens en skål blev sat, efterfulgt af en slidt fodderpose som gav en støvskyg fra sig ved kontakt med pladen. "Tak" pose og skål med taget og slæbt hen til mulddyret. En den bevægelse ramte hendes øjne fuldt ud på skikkelsen der uden så meget som at ligge skjul på det, nedstirrede hende i fuld offentlighed.

De rosa øjne så uberørt på ham i lang tid, som det eneste hun foretog sig. Fandt vej til de kridhvide øjne. Der blev de et stykke tid, inden hun vendte uberørt tilbage til almene gøremål, som at sætte fodderposen på mulddyret mule og selv sætte sig i skrædderstilling på den jordede vej og skovle mad ind. Engang imellem løftede hun blikket for at kigge på ham igen, men skiftede nu også til at nogle personer som nærmede sig ham. Hvorfor kunne hun lugte ballade i luften allerede nu? Medanien skulle forestille at være et fredeligt sted.
Så igen, hvis denne mand, der tydeligt ikke var menneskelig, ville hende noget, var det bare at sige det. Nedstirring morede hende langt mere end det skræmte hende. Nok ikke det bedste tegn.

roen var der stadigvæk og han sod blot som før helt rolig og kiggede på hende, hver en bevægelse hun tog og hvad hun fortog sig, så han og huskede. ide hun satte sig ned for at spise gik han hen til hende hvor efter ha satte sig på hug foran hende " du er den eneste her som ikke har et problem med mig, hvordan kan det være for ser du siden jeg er kommet ind i byen har folk kigget efter mig på mig, og virkelig nærmest fulgt mig med blikket, men du" sagde han kort og holde en pause, hvor efter han tog hans hånd frem imod hende, dog uden at rører hende eller noget.

" du er nærmest ligeglad med min tilstede værelse, selv en gruppe på 8-9 mand er fulgt efter mig, og gad vide hvad de vil med mig, hvem ved jeg ved ikke gør du, eller måske gør jeg eller jeg vil ønske jeg gør, vil du ikke " sagde han meget forvirrende men mest af alt fordi det var sådan han var til tider eller for det meste af tiden, men alt dette var noget han alligevel var klar over oppe i hovedet.

han kiggede sig kort over skulderen og så på mændene meget kort før han igen åbnede munden." og hvad er du så for en du virker anderledes, ikke at det er dårligt men heller ikke fordi det godt, det er lidt en blanding du ved, eller nej gør du ikke" sagde han bestemt, Blade stoppede efter den sætning og kiggede blot på hende nysgerrig og meget afventende

Phoenix løftede blikket fra maden og så direkte på hvad end det var som kom hende nærmere. Det som generede alle andre i byen, tilsyneladende. Med god grund, taget i betragtning af at han var fuldstændig dækket så ikke engang hans ansigt var synligt. Det lovede aldrig godt, og tydede på at han alt for voldsomt ønskede at holde sig skjult. Det dragede dog mere opmærksomhed.
Hun svarede ham ikke i starten, men så blot roligt på ham med de rosa øjne, der knap gad flytte sig fra hans ansigt for at se på hånden der kom nærmere.

Phoenix løftede et øjenbryn mens hun smilede skævt. Nu begyndte han mindsanten også at rable. Hun måtte enten havde forvirret ham voldsomt ved ikke at anerkende hans tilstedeværelse på samme måde som resten af byen, men det behøvede jo ikke at hyle hele hans sætning ud af den. I stedet kiggede hun over hans skulder, for at bekræfte mændene stadig var der. Til trods for at de var stoppet op, en anelse forvirret over at det de forfulgte valgte at sætte sig på hug foran en sorthåret tøs.

Phoenix begyndte at smile igen som næste sætning kom til udtryk, og der valgte hun at holde op med at spise, som hun ellers havde gjort under det meste af hans talen. "Jeg er ikke her fra byen, faktisk er jeg først lige ankommet. Og tro mig, jeg har set en del mere sære ting end en mand fuldstændig dækket ind i klæder med hvide øjne. Har selv et par yndige øjne at pragle af jo" svarede hun med et smil. Et sted var hun overbevist om, at hvis han ønskede at nedslagte hende, havde han allerede gjort det. Med mindre han selvfølgelig legede med maden! Det kendte hun også en hvis Samson der kunne finde på.

Blades blik var fast på hende, og ide hun nævnte særhed og hans udsende fik det ham til at løfte det ene øjebryn, hans krop var jo helt normalt for ham, han smilede kort og rakte hans arm hen imod hende " min farve er ikke et klæde det er min hud, mærk selv efter " sagde han roligt.

Blade rejste sig op efter noget tid og vende sig om mod mændene som var kommet alt for tæt på nu," mine herre skaber, i tror sikkert det er mig i er ude efter men i virkeligheden er det denne kvinde" sagde han og gik et skridt til siden og nærmest præsentere hende for mændene, " ser i denne kvinde er i virkeligheden en heks, selvom man ikke skulle tro det og i nærmest tror jeg siger det for at slipper for at dræbe jer, men nej gør jeg ikke eller gør jeg "sagde han og kløede sig kort i hovedet.

En af mænd gik lidt tættere på " hey det er dig vi er ude efter røde, først tager vi dig og bag efter leger vi med hende" sagde manden og gik lidt tilbage igen.
Blade kiggede på Phoenix og kiggede tilbage på mændene, og kiggede igen på hende " hvad så nu kvinde, har du tænkt dig at gøre noget eller skal jeg virkelig til at vise mig fra min gode side " sagde han og smilede til hende så godt han nu kunne.

Med en enkelt finger valgte hun at prikke til hans hud. Den føltes stadig anderledes end almindelig hud, eller også var det rent indbildning fra hendes side. Ikke destro mindre var hun alt andet end overbevist, som hun let løftede et øjenbryn og trak fingeren til sig igen. Alligevel forholdte hun sig dog overraskende tavs og rolig omkring det. Der fandtes massere af væsner i krystallandet, måske endda nogen som endnu ikke er opdaget! Ikke at det interesserede Phoenix synderlig meget, men hun var i stand til at forholde sig åbentsindet på den måde.

Mandens næste træk fik øjenbrynet til igen at skyde op, som hun kiggede op på ham, og derefter hen på mændende. Endnu engang gik sætningen over i forvirringen, og Phoenix vendte blikket ned på sin ske mens hun tog noget mere mad i al rolighed, selvom mændende så alt andet end rare ud. Hun følte sig skræmmende nok, stadig ikke i fare.
"Jeg kan ikke se hvad mændende vil mig. Jeg har intet gjort og at de vælger at tro dit ord, viser mere om deres intelligens end om jeg er en heks. Dertil.. Hvem er egentlig en heks i dag? De færreste lever uden magiske evner af nogen art, så i realiteten er alle magiske folk hekse og troldmænd - hvilket runder ud i at jeg er ganske normal." Normal var ikke ordet man ville bruge om den sorthårede pige, i de fleste tilfælde. Specielt ikke som hun næsten upåvirket satte sig til at spise igen, selvom mulddyret begyndte at stampe lettere uroligt. "De herre, fortæl mig endelig hvilken leg i har i tankerne..." afsluttede hun dog, som de rosa øjne fæsnede sig på dem.