Det havde ikke været mere end to dage siden, at Hakim havde måttet tage til takke med, at nøjes med at medbringe fem af sine mænd med ind i byen Medanien. Folk var ikke glade for, at lukke mere end det antal krigere ind, og nu hvor Hakim i alt havde ti mand under sin kommando, så var det ikke ligefrem det bedste syn, Medanien havde på ham. Han havde taget de to brødre, Stygg og Torak med. Cate, hans mesterspion var med på eget initiativ som altid, derudover var der Mordrin og Thalos, to mere civiliserede krigere, end de to vilde brødre.
Hakim selv var som altid den mest civiliserede mand i sin flok og havde da fået en udmærket velkomst, alene baseret på, at han vidste hvordan man var høfligt, og fordi han var pænt klædt - de der betalte, var altid mere populære end så mange andre.

Men bedst som han indtog sit aftensmåltid sammen med sine folk, blev døren smækket op af en af de byvagter der arbejdede i byen dukkede op, stakåndet med de grimme nyheder om, at orker var blevet set et stykke uden for byen. Hvor mange det var vidste han ikke endnu, men for Hakim var det lige fedt. Heldigvis var det den anden side af byen, hans resterende mænd havde deres lejr. Orkerne skulle gennem byen - og Hakim selv - for at komme om til hans kompagni.
Han rejste sig med det samme, i samme sekund som Torak, der havde fået et vildt udtryk i sine øjne.
"Så må vi jo hellere få dem fjernet, vagt. Hvis du peger mig i en retning, skal jeg og mine mænd nok tage os af det," sagde Hakim, noget mere selvsikkert end mange bønder havde regnet med, at en lejesoldat der arbejdede for penge, ville.

Som de kom hen til udkanten af vestsiden til byen, kunne han også godt se dem. Hvor mange de var, var usikkert, men eftersom at der stadig var lidt dagslys tilbage, så kunne man da i det mindste se bæsterne. Og høre dem. Og værst af alt; Lugte dem.
"Er vi virkelig de eneste våbenføre mænd her?" Kunne Hakim høre Stygg spørge. Der var de 6 og så tre byvagter. Og nu kom orkerne tættere på, med deres larm og stank og trang til at ødelægge ting.

Et godt måltid på det lokale værtshus, adskillige krus mjød og så på hovedet i seng. Det var hvad Jarko havde planlagt, at aftenen skulle gå med. Imidlertid var han ikke engang nået igennem sit tredje mjødkrus, da rygterne om orker nåede hans ører.
Medaniens landsby var ikke stor, og der skulle ikke meget til, før man hørte om den slags. Utrykheden var også tydelig at mærke hos de lokale, hvor antallet af værtshusgæster hurtigt tyndede ud.

Med et lille grynt fik Jarko tømt mjødkruset, spændt sværdbæltet om livet, og begivet sig af sted i den rigtige retning. Hvis han skulle være helt ærlig, holdt han af et rask slagsmål, og han havde på ingen måde i sinde at lade en flok stinkende orker forstyrre hans nattesøvn.

I det svindende dagslys bevægede han sig mod byens vestside af landsbyens små sideveje for at undgå de sidste landsbyboer, der hastede mod deres huse for at lukke og låse dørene.
Han bevægede sig let i sin læderrustning og sværdet ved hans side føltes trykt. Han var efter sigende ikke den eneste, der var på vej for at slagte nogle orker - noget, der trods alt gav ham en vis ro i sindet, for man havde ikke lyst til at være alene mod en hel flok af bæsterne.
Han kunne se dem længere fremme. Landsbyens hovedgade løb ud i en sandet vej, der snoede sig mod en grænse af træer. Og under disse træer, stod de. Der var måske en 10-15 stykker af skabingerne - en mindre ork-klan på plyndringstogt. De var begyndt at larme - slå på deres skjolde og råbe trusler i retning af de mænd, der havde forsamlet sig for at beskytte landsbyen.
Et lille smil gled hen over Jarkos læber - dette så ud til at blive interessant.

Hakim stod ventende, mens han overvejede hvilken taktik der ville være bedst. Ingen af hans mænd havde buer med. Det var kun Cate, der havde langdistancevåben, og det var kasteknive. Orkerne skulle derfor tæt på, før de kunne gøre noget ved dem. Og nu hvor han kunne se dem noget bedre, så var de i overtal. Ikke meget, men stadig nok til, at det bekymrede ham let. Hvis bare han havde fået lov til at tage alle sine mænd med ind i byen. Men nu var situationen som den var og der var ikke så meget at gøre ved den.
Han ville have elsket at lave en skjoldmur, hvilket var mere end hvad de dumme orker kunne finde ud af, men der var ganske simpelt ikke nok af hans mænd til det. Så der var kun én måde, at gøre tingene på individuelle mål og så ellers håbe på, at de overlevede ved ren snilde. Han bekymrede sig ikke for Cate eller Torak. Torak kunne holde til meget, og nogle gange var der faktisk tvivl om, hvorvidt han havde orkblod i sig. Han bekymrede sig heller ikke om sig selv. Stygg havde fået en kampskade ikke længe før denne aften dog, og Thalos og Mordrin så ikke synderligt glade ud.

Men hvad kunne han gøre? Der var ikke flere mænd, så meget havde byvagten da hentydet til.. Vent. Der var én. Han stod ikke tæt på Hakims gruppe, men på hans størrelse kunne Hakim gætte, at manden ikke bare var en bonde. Desuden så han ikke bange eller tøvende ud. I stedet for at anråbe manden, valgte Hakim dog kun at nikke stilfærdigt til ham. Der var ingen grund til at orkerne skulle lægge mærke til ham. Snart begyndte orkerne at træde fremad.
"Det er spild at give dem nogen advarsel. De har et mål, og det har de tænkt sig, at opfylde. Vi er her for at stoppe dem og den eneste måde at gøre det på, er ved at fjerne dem," sagde Hakim højt og roligt. Højt nok til, at orkerne alligevel kunne høre advarslen, hvis nu de havde hjerne nok til at adlyde den.

Og så satte de i løb. Lige mod Hakims gruppe.
Med en vred grimasse, vendte Hakim sig mod orkerne og hamrede sin jernbeslåede stav ned i gruset. Som opfølgning, kom der et hæsligt vindpust, direkte mod orkerne. De væltede ikke, men det nedsynkede da deres process med at skulle komme tæt på menneskerne.
"Kom så, drenge, lad os få smækket nogle orkskaller!" Lød hans råb, som han uden at se tilbage, satte i løb. Torak og Stygg var omgående med ham, og det samme var resten af gruppen, om end en smule tøvende. Snart var de i flæsket på orkerne, Torak brølende vildt, mens han slog om sig med sit brede tohåndsværd, Stygg uhyggeligt stille med sit skjold og sin håndøkse og Hakim selv lige så stille, som han gav to af orkerne rundtæv med sin stav. Indtil nu så det ganske godt ud, men det var til at mærke, at de var i undertal.

Orker kunne godt virke store, dumme og kluntede, men Jarko vidste, at man gjorde klogt i ikke at undervurdere deres kampevner. De store muskuløse skabninger var meget robuste, og der skulle en del til at fælde dem. Desuden var de selv i stand til at uddele nogle gevaldige slag - især med de primitive, men drabeligt udseende økser, nogle af dem bar rundt på.
Jarko holdt imidlertid også selv af at tage chancer, at gå i kamp og mærke, at han levede. Adskillige ar på hans krop var med til at bevidne dette.

Gruppen af forsvarere var allerede gået i kamp mod orkerne, og Jarko måtte indrømme, at han var imponeret over deres kampevner. Dette var mænd, der mange gange havde stået i en kampsituation.
Noget særligt bekendte var der ved manden, der var i gang med at tæske et par af orkerne med sin stav, og Jarko tøvede et øjeblik, inden han med raske skridt nærmede sig gruppen.
Hastigt måtte han dukke sig for en flyvende økse, samtidig med at han i en glidende bevægelse trak sit brede tohåndssværd. Personligt holdt han mest af den intense nærkamp med knive, men tiden som lejesoldat havde lært ham, at i situationer som denne, var det bedre at kunne skabe noget afstand til fjenden med et større våben.

"Brug for hjælp?"

Råbte han hæst mod de kæmpende, idet han selv gik til angreb på en større ork. Denne vendte sig mod ham og viste sine grimme tænder i et kampklart grin, før den langede ud mod ham med sin økse. Jarko parerede med sværdet og mærkede tydeligt modstanderens styrke i slaget.

Hakim var midt i en meget aggressiv strid med én af de meget store orker, da han hørte en spørge om de havde brug for hjælp. Han vidste bedre end at se efter stemmen. I stedet parérede han orkens store økse med sin stav, der godt kunne håndtere det hårde slag. Men nu var de låst fast og det var blevet en styrkeprøve, som Hakim udmærket godt vidste, han ville tabe. Nu handlede det om, at finde på en løsning, som orken pressede øksen tættere og tættere på hans ansigt. Hakim trådte til siden og brugte orkens egen styrke mod den, så den væltede ned på jorden. Her var han hurtig til, at hamre staven ned i nakken på den grønne skabning. Den ramte rigtig og der lød et hæsligt knas.

"Jeg skal ikke stoppe dig. Hjælp gerne!"

Svarede han en smule forsinket, som endnu en ork løb mod ham i vild raseri. Denne havde et skjold lavet af gud ved hvad og Hakim kom for sent til, at reagere. Skjoldet ramlede ind i ham, med orkens vægt bag sig og han væltede bagover, lige oven på den store, døde ork han lige havde fældet, med en næse der nu var brækket endnu en gang. Med en vred grimasse, slog han sin stav direkte i orkens knæ og kom selv på benene. Det var blevet en smule sværere at se, men der var ingen tid til at trække sig tilbage. I stedet holdt Hakim meget bedre øje med, hvad der skete omkring ham. Nu var det tid til, at holde styr på denne skjoldork.

Selvom Jarko selv var lettere muskuløs, var det intet i forhold til orken foran ham. Den var overordentlig bred over skuldrene, og dens overarme var dobbelt så store som Jarkos lår.
Skabningen var imidlertid ikke nær så smidig eller hurtig som et menneske, og idet den for anden gang svang øksen, dukkede Jarko om bag den og stak sværdet ind i mellem orkens ribben. Heldigvis bar orker ikke rustninger, men oftest bare skindklæder, og den grønhudede skabning væltede om på jorden, imens Jarko hurtigt tørrede sværdet af i dens skindbukser.

Ud af øjenkrogen holdt han øje med Hakim, der lod til at have nogle særdeles gode færdigheder med staven. Han havde helt bestemt set denne mand kæmpe før, men der var ikke tid til at udspørge ham, idet endnu en ork kom brasende.
Kun en enkelt gang før havde Jarko prøvet at kæmpe imod disse brutale skabninger, men han huskede tydeligt lugten af dem, der mildest talt var overvældende, nu hvor orkerne var tæt på.

Den nye ork havde ikke alene en, men to økser og Jarko bakkede hastigt, idet den muskuløse skabning svingede vildt med dem. Økserne var primitive og langt fra dværgesmedet kvalitet, men der var ingen tvivl om, at de kunne gøre ondt, og Jarko sørgede for at holde god afstand, som aftensolens sidste stråler glimtede i øksebladene.

Hakim havde svært ved at se ordentligt. Tårekanalerne i hans øjne gik amok og hans øjne løb i vand, samtidig med at der dryppede blod ud fra næsen på ham. Det dunkede voldsomt, selvom han var fyldt med adrenalin, og han tog sig selv i, at være ved at sænke sine parader. I samme øjeblik det skete, skete der to ting. Først hævede orken sin økse til slag, og så lød der et vildt brøl og en lød af stål der skar sig gennem kød. Torak havde taget over, for Hakim, der hurtigt fik fat i sin næse og knækkede den på plads med en grimasse, før han så hvordan den fremmede var i en mindre knibe.

Men Hakim havde en stav. Han løb hen til Jarkos side og hamrede sin stav ind i mellemgulvet på orken, for at holde den væk fra Jarko. Det hjalp, for nu, men det ville nok ikke virke længe. Snart ville orken måske finde på en anden slagplan.

"Vi kan gøre det sammen,"

Sagde han, en lille smule utydeligt for blodet der stadig strømmede ud af næsen på ham. Det var meget besværligt at holde orken på afstand, for nu masede den mod hans stav og han kunne ikke meget andet end træde bagud, mens han forsøgte at holde skansen.

Kampen var på sit højeste omkring ham, men når man selv var midt i den, var det nærmest som om, man slet ikke hørte de kæmpendes råb og lydene af våben, der slog mod hinanden.
Jarkos opmærksomhed var fuldt ud rettet imod orken foran ham. Skabningen var en smule højere end ham selv og langt bredere. Orken udstødte et brøl, idet den nærmede sig med de svingende økser.

Imidlertid havde en af forsvarerne sluttet sig til kampen, idet han stødte staven ind i orkens mellemgulv. Den muskuløse skabning udstødte et grynt og vaklede et par skridt tilbage, tydeligvis overrasket over den nye modstander.
Jarkos øjne hvilede et øjeblik på den anden, som tydeligvis var kommet lidt for tæt på en af orkerne, eftersom blodet strømmede ud fra hans næse. Jarko løftede et øjenbryn, men valgte ikke at sige noget om dette - så længe den anden stadig kunne stå på benene og ikke havde alt for store problemer med den brækkede næse, var der andre til at fokusere på. Som for eksempel den massive, truende skabning foran dem.

"Med glæde"

Svarede han manden, idet et lille grin gled over hans ansigt. Der var ikke noget bedre end et forfriskende slagsmål - så længe han ikke fik kappet hovedet af af en orkens drabelige økser.