Langt over de skummende bølger, der hidsigt slog mod de stejle klipper, kunne åbningen til en enorm hule skimtes. Der var ellers normalt ikke meget liv at finde herude ved Krystallandets stejleklippekyster – ikke andet end havfuglene, der fløj langt over de glitrende, safirblå hav.

I den sidste tid, havde en anden skabning imidlertid kunne ses på himlen. En stor, blå safirdrage, som havde gjort den ensomme hule til sit hjem.
Safirdragerne brød sig ikke om andre skabninger, og dette var et perfekt hjemsted for dragen, som ikke engang brød sig af synet om andre drager. Et par af slagsen ville imidlertid snart dukke op på dette sted, for inde i hulen lå tre, blå drageæg.

Æggene var store og overfladen på dem ru. Kun dragemoderen ville være i stand til at udklække dem, men lige nu lå de for sig selv i hulen omgivet af blå safirer – dragemoderens skat.
Hun havde været væk i nogle dage, og et par lokale fiskere havde spottet hende flyve bort. I al hast havde de roet båden tilbage til havnen med nyt om dragehulen, der for øjeblikket var tom..

Rygter rejste hurtigt og især rygter om drager og skatte. Det første med dæmpede stemmer og frygt, mens det andet var med iver i de stadig dæmpede stemmer. Hvem af dem der først havde hørt om hulen og dens nye beboer vidste Caitlin ikke, men som hun havde fundet Amy havde deres øjne begge skinnet af en bestemt ting. Forventningen om spænding og et kup! Drager var så kendt for hvad de samlede af værdier som for deres stridbare væsen. Ingen tvivl om at det ville være farligt at tage ud i hulen og kigge, men hvad var livet uden en smule fare?

Så de to piger var taget af sted og havde stjålet en båd, hvilket Caitlin havde fortrudt snart efter de var stukket til havs. Hun kunne VIRKELIG ikke lide at sejle! Men ikke meget andet for end at ro til og komme så hurtigt som muligt på land igen. Ikke at havet virkede til at mene det skulle være let, som bølgerne skiftede og strømmen under dem trak og alt i det hele taget var elendigt. Hun blev våd og saltet og det føltes ikke som om de kom nogen vegne! Caitlin bed det dog i sig og holdt ud til kystens stejle skranter kom nærmere og en strand mellem skærene gjorde det samme. Der fik de båden op ved fælles hjælp og tog et hvil med den medbragte selverhvervede mad.

"Hvordan fik du mig lige med på den her ide, Amy?" spurgte hun så anklagende, mens hun stoppede brød i munden og skyllede det ned tyndt øl. Begge dele noget de havde snuppet på vejen til havnen. Så kastede hun et blik op af klippen og sukkede. "Ikke at jeg forventede det ville være let, men skulle det være øverst?" Så sendte hun den anden et grin for at klatre var lige noget for hende! Klippen havde også masser af fremspring de kunne bruge efter havd hun kunne se.

Rygtet havde tændt mange ting i Amy. Tanken om juveller og rigdomme fyldte hendes sind og øjne som en steppebrand. Og at Caitlin var med på at tage derud, gjorde jo bare at kuppet ville blive det nemmere og hun fik sin nødvendige spænding. De havde lavet kup sammen før, der var gået mere eller mindre smertefrit. De fleste gange i hvert fald. Men det havde ikke behøvet overtalelse fra nogen part, før de tog afsted. Andet end ideen lige skulle luftes og så var de to tøser ellers taget afsted.

Noget hun lidt fortrød igen, da de sad ude på vandet i den stjålne båd, og Caitlin ikke så videre tilfreds ud. Hvad havde hun at brokke sig over? Det var Amy der roede og havde bare en lille ide om hvordan man kom igennem farvandet, selvom havet ikke havde været hendes hovedfokus igennem livet. Hun kunne bare lidt af hvert. Amy forsøgte enkelte gange at komme med så sætninger med at hun skulle slappe af og de var der snart. En enkelt gang kom der et ret irriteret og muggent udsagn med at hun skulle sidde stille, med mindre hun ønskede at blive mere våd. Det var svært nok som det var.
Men de nåede bredden og tog sig et hvil. Her kunne de også lige nå at få fyldt maven med mad, inden de begav sig videre op af klippevæggen.

”Tja.. juveller plejer at være den bedste måde at overtale dig til noget.” svarede hun drilsk og spiste videre. Det var det nemmeste at sige til Caitlin hvis man ønskede at hun deltog. Dertil, var det med at komme herud og snage inden andre fik ideen. ”Orh hold da op! Du elsker at klatre.. nu er du bare pylret og doven.” svarede Amy med et grin. Amy havde langt flere problemer med at klatre. Hun kunne sagtens, intet problem. Men hendes sidste møde med en klippevæg, havde nær endt ud i at hun var faldet ned i dødens kløft. Hun var lidt skeptisk overfor klipper efterhånden.

Caitlin vidste godt hun havde været cranky i båden, men al det vand og tanken om at kunne blive nødt til at svømme (hvis de ikke bare gik ned med båden) havde fået alle hårene (og pelsen hvis hun havde haft den fremme) til at stritte på hende. Normalt havde hun ikke det store problem med vand, men nøj det havde hun åbenbart med havet. Det var så heller ikke noget hun ligefrem var stolt over at måtte tilstå.

Så var udsigten til en klatretur meget bedre og lysnede ikke så lidt op på hendes humør. Nok til at hun kunne grine tilbage til Amy. "Yeah, det virker vist lidt for godt..." Så hævede hun sigende et øjenbryn og pegede bestemt på den anden med sit stykke brød. "Men det kan du nu godt holde for dig selv!" Det lå dog ikke rigtig i hendes natur at virke truende overfor en hun egentlig godt kunne lide og delvist stolede på. Slet ikke siddende på en strand lagt fra alting og holdende hvil før turen gik videre.

"PYLRET??? Må jeg lige være her!" svarede hun så forarget og forsøgte ihærdigt ikke at komme til at le. Noget der lykkedes - sådan nogenlunde. Mest fordi hun stoppede det sidste brød i munden, klappede krummerne af hænderne og rejste sig op med blikket mod klippen. "Nok bedst at binde os sammen på turen op og så skiftes til at klatre og være anker." Hun trak rebet af skulderen hun havde fundet at tage med for det samme, viklede det ud og smed den ene ende over til Amy, før hun bandt den anden om livet. "Klar?"

Hun ventede på den anden var det, før hun startede ud op af klippen med et blik for hvor hun kunne få ordentligt fat og sikkert fodfæste. Bedre end hun ellers ville gå efter, men med Amy klatrene i hælene på sig valgte hun ruten så let og sikker som muligt frem for direkte op. På et fremspring godt halvvejs til grottens indgang og stort nok til dem begge, gjorde hun holdt og så ud over havet. "Vi kan i hvert fald ikke klage over vejret eller udsigten..."

Amy fnes lidt og fik slugt det brød hun havde i munden. ”Jeg skal prøve. Så længe du husker at fortælle om de større kup, er det vores lille hemlighed.” grinede hun og følte sig på ingen måde truet, selvom Caitlin diskret havde forsøgt. Amy var bare ikke lige typen der var bange for alt og alle eller følte sig truet af alt og alle. De ville sagtens kunne få en grum slåskamp hvis det skulle være, men det lå nok bare ikke til naturen hos nogen af dem. Hvilket jo nok var meget heldigt.

Amy var til gengæld ikke lige så godt til at holde den alvorlige mine og ikke grine overhovedet. Faktisk begyndte hun nærmest at grine med det samme som Caitlin åbnede munden. Hun fik dog spist det sidste af brødet og rejst sig op, som hun tørte sig over munden. ”God plan.” tilføjede hun og tog imod rebet, hun bandt stramt og sikkert om livet på sig selv. Det havde hun lært at sin sidste klatretur. Det kan godt være man klatre ned af, men man skal ALTID være bundet fast, som en sikkerhedsforanstaltning. Hun nikkede til Caitlin og gjorde klar til at klatre. Hun ventede til Caitlin var et stykke oppe, inden hun fulgte efter på den samme rute.

Det var nok heldigt nok, at hun var vant til fysisk aktivitet. Hun var heller ikke dårlig til at klatre, men generelt når man skiftede fra huse i hovedstaden til klipper, var der noget der glippede for hendes hjerne. Hun klatrede nemt som ingenting på huse. Både op og ned af dem og havde det noget så nemt. På en klippevæg. Det var straks noget helt andet. Hun havde dog sin luftmagi hvis alt skulle vise sig at gå galt. Hun gjorde holdt, da Caitlin stoppede og kiggede bagud, for at se ud over det glinsende blå hav. Det var et fantastisk syn. Et syn hun nemt kunne vænne sig til. Dog ville chancen for havudsigt i hendes fremtid, kun forekomme hvis hun blev pirat. Og så glad var hun sgu ikke for havet. ”Lad os bare håbe at vejret bliver ved med at arte sig.”

"Det skal eg prøve på..." svarede Caitlin med et grin. Der var alligevel ikke den store chance for hun ville gå til andre end Amy med noget sådan. Måske Kalem, men Amy tilføjede det der gran af galskab der fik alting til at virke som en god ide. Som at bryde ind i en villa for at bynte den med frue's undertøj fordi denne havde sendt byvagterne efter de rødhårede pige ugen før eller at tage på jagt efter en drages skat når dragen kunne komme tilbage hvert øjeblik det skulle være.

Faren var dog fjern som de klatrede op af klippevæggen. Fare for andet end at miste fodfæstet i hvert fald og det var da også derfor hun havde gjort holdt da det var muligt. Så nikkede hun til Amy. "Ja, det ville ikke være sjovt at tage turen i regnvejr eller storm." Med det strakte hu sig og tog så fat på den næste del af klatreturen.
Som de kom højere op, voksede indgangen til grotten fra en lille formørkning på klippen til et gabende hul ind i den. Synet var nok til at Caitlin følte spændingen stige, men hun holdt sig tilbage fra at skyde mod den hurtigste ve derop. Sikker var bedst og især fordi de skulle ned igen og da var det rart at have en god vej i hukommelsen.

Foran grotten var en lille klippeafsats, som hun kiggede forsigtigt over, lyttende efter tegn på liv fra dragen eller andre eventyrere, men intet fandt. Så trak hun sig op over kanten og kastede et blik tilbage mod havet. Det var nu kønt... på afstand. Derefter så hun forventningsfuldt på Amy. "Klar?" Og med det tog hun de første forsigtige skridt id i grottens dystre halvmørke.

Pudsigt nok, var det også sådan at Amy altid kunne vende en idé i sit hoved, til at blive positiv og noget der skulle jagtes! Lige meget hvor galt det end måtte være! Amy havde været på gravplynring ved fantomtårnet, været på rov i mørkedalen (ikke et særlig hyggeligt sted, skal det lige tilføjes), kravlet ned i dødens gab i søgen efter skatte og lavet altsens numre i hovedstaden. Det er end ikke lang tid siden hun var undercover som rigmandsdatter på teateret, for at rage til sig. Amy havde de sindssygeste ideer! Men hun var ikke kun personen der opfandt de sære idéer, men også den som valgte at udføre dem! Både alene, og med andre med sig. Som eksempelvis nu, hvor de to tøser havde begivet sig ud til en dragehule.. Dragehule! Alt i ordet var jo farligt, og alligevel grinede de og tog alt for let på situationen.

”Definer sjovt!” kom der muntert fra Amy, der egentlig ikke havde voldsomt meget imod regnvejr og storm. Hun havde sin luftmagi at læne sig op ad. Det gjorde det selvfølgelig ikke rart at hænge flere meter over havets overflade og dingle, mens vinden forsøgte at blæse en omkuld, og regnen tordnede hårdt mod en. Nej, det skulle nok være meget glade for at vejret i øjeblikket var ganske stille.

Amy fulgte roligt med Caitlin op af klippevæggen, og da hun nåede op på klippeafsatsen, gik der ikke lang tid inden Amy fulgte trop derop og kiggede med lidt blandet følelse fra havet til den dunkle klippehule. Hun tog en dyb indånding og pustede ud. ”Yeah.. Let’s do this.” svarede Amy, mens de begge tog de første skridt ind i grotten. ”Lad os bare håbe at hun ikke er hjemme.” tilføjede Amy hviskende, som de fortsatte og Amy forsigtigt lod sin hånd følge klippevæggen. Mørket gjorde det nemlig ikke nemt at se noget som helst derinde, og Amy var ikke heldigere stillet end andre mennesker hvad angik at se i mørket. Der ville gå lidt tid inden hendes øjne helt havde vænnet sig til det dunkle. Klippevæggen som hendes hånd kørte roligt hen af, var fugtig og nogle steder helt våd. Havets bølger kunne dog umuligt nå herop! Det var i hvert fald Amys første tanke. Men lyden af vandet der dryppede ned fra det ujævne loft og ramte de mange klippesten, tydede på at der bare generelt var fugtigt i hulen.

Caitlin så på hende med et grin og rystede så på hovedet. "Ikke sjovt.... Regnvåde sten hvor fødderne og hænderne glider? En vind der klaske en til med vand og får en til at fryse? Ikke godt at klatre i!" Hun gøs bare tanken og var fristet til at sige hun så hellere overnattede i hulen og tog diskussionen med dragen om husly til regnen stoppede. Hun brød sig bare ikke om at blive våd når det kunne undgås! Ikke at hun havde noget imod et bad eller at benytte byens badehus, men det var også noget helt, helt andet end regn der stod ned og gennemblødte en til skindet.

"Jah, det ville være knap så godt..." svarede Caitlin stille, som hun skiftede sit syn til kattens der passede meget bedre til hulens mørke. Hun blev dog ved væggen som Amy, men hendes blik var levende og årvågent på omgivelserne, som hun bevægede sig frem. Det var tydeligt at hulen var beboet og det af noget stort. Gulvet og væggene var slidt glatte de fleste steder. Forsigtigt og ganske lydløste trådte hun udenom løse sten og hængende sten. Ved den første af de sidste stoppede hun kort op, rakte ud efter Amy og ledte hende uden om den også, før hun dæmpet hviskede. "Hun kunne da have valgt en hule med tæt loft!" Der var en ujævn lyd af dryppende vand og en fornemmelse af fugt i luften Caitlin ikke havde forventet så højt over havet.

Som de kom dybere ind i hulen blev lyden af dryppende vand stærkere. Det var også som om det svage lys i grotten tog til og enkelte lysstråler blev kraftige nok til at reflektere i udspring på grottens vægge gulv og endda loft. De sendte blåt lys rundt og fik Caitlin til at stoppe op som hun indså hvad det var. Kæmpe store krystalformationer! "Amy..." Der var beundring og betagelse i hendes stemme for hvad hun så det stadig næsten fraværende lys. Forude var der dog mere lys og krystallerne tydeligere. "Wauw! Kom med!" Hun satte smidigt farten op og smøg sig lydløst langs grottens vægge mod åbningen til dens indre hule. Et sted hvor lyset faldt ind sammen med et vandfald og hvor krystallerne forstærkede lyset til det var nærved dagslyset udenfor, men blåt og pengeværd!

”Kom nu! Det er bare en ekstra udfordring på vejen.” Amy ville heller ikke være begejstret for flere udfordringer i form af regnvåde sten, som blev glatte og svære at stå på, eller vandet der ville piske ned mod en. Vinden var det eneste hun ville havde en chance for at manipulere med. Resten, var lidt givet over til naturens lunefulde humør. Amy forstsatte derefter ind i hulen, i nogenlunde stilhed. Det var tydeligt at Caitlin havde en markant fordel i hulerne. Amy kunne ikke helt huske hvorfor, men hendes øjne skulle bruge lidt tid til at vænne sig til det dunkle, som fyldte grotten. I hvert fald i dette område. Dog så der ud til at være mere lys længere fremme. Det eneste som Amy umildbart satte sin lid til lige nu, var hendes hørelse og Caitlin som førehund mere eller mindre. Og det kom hun også til at være, da hun fragtede den rødhårede tøs udenom en hængende sten, som hun ellers ville være brast frontalt ind i.

Da de nåede frem til området med mere lys, og den dryppende lyd, blev mere heftig, missede Amy let med øjnene. Lyset blev pludselig meget stærkere, end det svage, som havde været før, og nærmest efterladt Amy til at være blind. Lyset reflekterede i så mange områder af hulen. De slidte glatslebne vægge, gulvet, og loftet, og hele hulen var nærmest badet i et blåligt lys. Amy begyndte med det samme at kigge sig rundt, på alt det som lyset ramte, for at orientere sig bedre, nu når hun endelig havde chancen, mens Caitlin så ud til at være langt mere fascineret af noget andet.

Noget, som tydeligt kom til at fange Amys opmærksomhed kort tid efter, og gøre hendes øjne større. Krystaller. De var over det hele, og fik lyset til at skinne med det blålige skær og Amy følte sig så lykkelig over det. Penge kunne redde mange ting for et gadebarn, og det her! Her var der mange penge at skrabe sammen! Som Amy gik nogle skridt hen mod området, trådte hun på noget knasende, i form af store fiskebensknogler, og det var ikke svært at gætte hvor de kom fra. Hun kiggede ned, på det knasende underlag og tog endnu et kig rundt om i hulen, som om hun mærkede panikken svagt brede sig. ”Caitlin.. hvor kommer dyret ind i hulen?” spurgte hun forsigtigt. Der så ikke ud til videre at være nogen åbning andre steder, andet en tynde sprækker hvor sollyset kom igennem og spredte sig ved hjælp af krystallerne.
Amy begyndte at gå lidt mere rundt, dog i langsomt og forsigtigt tempo, som hun kiggede efter om der var en indgang bare et eller andet sted. Ellers vidste hun godt hvor den ville komme fra.. og så ville de ikke havde nogen chance for at komme ud.

Caitlin rakte tunge af Amy so eneste svar. Hun vidste den anden havde det så fint med vind som hun havde det med mørke, men overfor resten var de lige dårligt stillet. Det sammen med tanken om at et fald kunne være fatalt fik Caitlin til at være omhyggelig med den rute hun valgte, så de havde størst mulighed for at komme sikkert ned igen. Det var også forsigtighed der fik hende til at holde sig til væggen på vej ind i hulen og til at have opmærksomheden på alt der lød som bevægelse. Det eneste hun dog hørte ud over sig selv og Amy var det dryppende vand til de kom til den indre hule og vandfaldet fyldte luften med sit svage brøl. Hun kunne lide det, men ikke så meget som synet af solen der skinnede i de mange krystaller og havde hende bjergtaget på få sekunder.

Som hun gik let ind i den indre hule langs væggen gled hendes blik fra krystalformation til krystalformation med et vurderende skær for hvor lette eller svære de forskellige ville være at få fri. Så lød Amys stemme dæmpet bag hende og fik hende til at svare let og ubekymret. "Samme vej som os?" Sagt højt brød ordene dog hendes fascination af de skinnende krystaller og fik hende til at se sig rigtigt rundt. Ud over åbningen hvor lyset og vandfaldet strømmede ind, var der ingen synlige sprækker. De kunne stadig være der for hulen var ikke jævn i formen, men havde udspring og indhulinger rundt omkring.

Caitlin satte sig i bevægelse mod en af dem, mens hendes blik gled søgende over væggene efter afslørende skygger og som hun drejede om et udspring stoppede hun op. "Amy.... Amy! Er det hvad jeg tror det er???" Hun holdt sin afstand til reden formet af blå krystaller hvor tre enorme, blå æg lå. Størrelsen på æggene alene fik hende til at se sig over skulderen og lytte efter skæl mod sten. Et var trods alt at tænke sig til hvor stor sådan en drage måtte være, noget helt andet at se beviser på det.

At Caitlin kunne svare let og ubekymret, fik Amy til at dreje hovedet med det samme, og se undrende og en smule chorkeret på veninden. Men efter ordene var blevet sagt, så det også ud til at være synket ind. Hvilket da gjorde, at Amy blev en lille smule mere rolig. Et øjeblik var hun nærmest sikker på at Caitlin var gået fra forstanden. En drage var ikke bare lige noget man løb om hjørner med. Det var ikke en hund, som man kunne løbe fra, eller på anden vis snyde. Det her var en drage. En pænt stor drage, for at være helt ærlig. Amy fortsatte sin søgen rundt ved klippevæggene, men fandt ingen udgang. Hun fandt små huler, hvor det kunne se ud til at nogle af krystallerne oprindeliget havde siddet, men var blevet fjernet af det store dyr og bragt ind i den store hule. Om ikke andet, havde de rig mulighed, for at finde gemmesteder, hvis uheldet skulle være ude og dragen kom uventet hjem på visit.

Ved lyden af Caitlins råben efter hende, gik hun tilbage i den store hule og undgik nogle af klippestenene, som hang ned i hovedhøjde, på den unge tøs. Da hun endelig nåede hen til Caitlin og så hvad hun så, måtte hun alligevel måbe. Hendes mund åbnede sig let, som de store øjne gled over det store mesterværk af blå krystaller, der var formet i en rede, og hendes blik stoppede ved de tre enorme, blå æg. ”Jep.. Vi har fundet en dragerede…” kom der måløs fra Amy, der bagefter sank en klump der havde formet sig i halsen på henne. Nysgerrigheden tog dog over, som hun bevægede sig tættere på, men rørte stadig ikke ved den store rede. Ikke endnu i hvert fald. Der var stadig noget ærefrygt i hende, over det store vidunder. Der lå ting nede i reden, som hverken var krystal eller noget fra de blå æg. Uden rigtig at tøve, rakte Amy hånden frem.

Amy fik fat i de rudeformede, blå ting, men trak hurtigt hånden til sig, som hun mærkede smerte i hånden. Hun havde skåret sig på de skarpe skæl, og blodet begyndte langsomt at piple frem på hendes finger. Alligevel rakte hun hånden frem igen, dog bare mere forsigtigt, og tog en håndfund tilbage til sig. Det var vel ikke noget under at der var drageskæld at finde i sådan en redde, men Amy vidste også hvad de var værd på det sorte marked.. Og det var jo ikke fordi dragen ville savne dem. ”Der ligger drageskæl i reden. De ser ikke ud af meget, men jeg har hørt at man kan få en god sum penge for dem.. Noget med at de forsøger at bruge det til rustninger.” ved det sidste trak Amy lidt på skulderen. Hun havde ikke styr på hvad man kunne bruge det til, andet end at en drages skælpanser, var nærmest uigennemtrængeligt. Så det undrede hende ikke, at folk gerne ville havde fat i det.

"De er så store...." Der var ærefrygt i Caitlins stemme, som hun betragtede æggene der lå der lige så fredeligt mellem alle safirerne. Så uvirkeligt som noget for skønt magi var en hverdagsting, så var drager stadig noget ganske andet. Hun nærmede sig forsigtigt, som Amy gjorde det og gispede så let, som den anden rakte frem. "Jeg ville ikke..." Det var dog ikke æggene den anden rakte ud efter, men de blå skæl der lå tæt i reden og ellers spredt ud over det nærmeste af grottens gulv. Skarpe skæl kunne hun forstå som hun så Amy trække hånden til sig, mens blod piblede svagt fra den ene finger.

Som hun så veninden række ud i gen fortsatte hun lige så stille. "Man siger at en dragemor kan lugte hvis nogen har rørt ved hendes æg og at hun aldrig glemmer den lugt igen...." Hun håbede det bare var en skrøne, men hun havde i hvert fald ikke tænkt sig at tage nogen chancer! Ikke med æggene i hvert fald. Krystallerne der lå løst om reden og skællene var en helt anden sag. Som Amy fiskede de første skæl frem fra reden betragtede hun dem interesseret. "Oh? Jeg har hørt om det, men aldrig set dem i brug. Skal vi gøre forsøget med at sælge dem? De skulle jo være til at samle sammen uden at det kan ses herinde..." Hun så rundt på de nærmeste omgivelser og spidsede så øre igen. Der var dog stadig intet andet at høre end vandet der faldt.

"Skal vi?" Hun så opfordrende på Amy, som hun hægtede tasken af skuldrene og åbnede den op. Til turen havde hun lagt et blødt, let og fint stykke stof derned i for at kunne beskytte deres forhåbentlige fangst af krystaller. Det burde også kunne sikre skællene lidt så de ikke skar alting i laser på turen. Stille samlede hun skæl sammen fra gulvet og de løse krystaller der også var at finde der. Ikke så pæne som dem i reden, men hun skulle altså ikke for tæt på de æg! Slet ikke når der var så meget andet af værdi i sikker afstand af dem. "Skulle drager egentlig ikke vogte over en skat? Eller er det kun de små og grønne?"

At række ud efter æggene, ville på ingen måde være noget smart trick fra Amys side! Og det var hun ganske udmærket klar over. Det var fristende at tænke på hvad man kunne få af rigdomme for de æg. Men så igen. Amy og Caitlin var begge gadebørn, hvilket betød at det ikke blev nemt at sælge og hvis de kunne, blev det til underpris af hvad den anden sælger ville kunne få for de store blå æg. Deres rug ydre og matte farve. Det var tiltrækkende. Men ikke tiltrækkende nok! Amy havde rigeligt andet hun sagtens kunne se potentiale i at tage med sig, så æggene fik fint lov til at blive stående, præcis hvor de var. Hun skulle ikke røre ved dem, hvor fristende det så end var. ”Så må vi hellere sørge for, at ingen af os røre ved æggene.” svarede Amy roligt, som hun fik strakt sig efter nogle flere skæl. De var pænest oppe i reden, men nu var hun var for tæt på æggene til at ville fortsætte. Hun holdte de skarpe skæl i sin favn, ved hjælp af stoffet fra hendes trøje, og bar dem hen mod Caitlin. Hun smilede skævt og satte hovedet let på skrå. ”Lige min tanke. Tror sagtens vi kan få gode penge for dem, såfrem vi sælger dem det rigtige sted.” svarede hun og blinkede let. ”men vi må sørge for at vi ikke efterlader alt for store tomme pletter. Dragemoren vil uden tvivl kunne lugte vi har været her. Men vi behøver ikke bekræfte hendes mistanke for hurtigt.”

Amy hankede lidt op i sin egen taske så den sad bedre, inden hun lod skællene, som hun havde i favnen dumpe ganske forsigtigt ned på det fine stykke stof. ”Vi kan ligge skællene i din taske, og krystallerne i min. På den måde, gør skællene ikke skade på krystallerne, eller omvendt.” Amy tog sin egen taske ned fra skulderen og åbnede den på. Ligesom Caitlin, var hun også forberedt med et fint stykke stof til beskyttelse, og hun rullede det ud på et bart stykke klippegrund. Amy begyndte at hjælpe Caitlin med at samle skæl og løse krystaller sammen fra gulvet, og var ret koncentreret om ikke at skære fingrene.
Amy trak lidt på skulderen, men fik et mere eftertænksomt ansigtsudtryk. ”De skal vel ud og jage ligesom andre dyr? Men tror mest det er de små, som vogter deres skat mere eller mindre konstant. De er ikke så faretruende som de store her er, og derved vil flere våve sig hen for at stjæle skatten hos dem, end de store..” svarede Amy roligt, og gik hen mod en af klippevæggene, og begyndte at tage de bagerste af krystallerne fra de store klynger. Det var ikke så nemt at se de manglede, som hvis man tog de forreste.

"Enig!" kom det fra Caitlin med følelse som hun betragtede de tre æg. Hun skulle ikke nyde noget af at have en vred drage på sporet af sig for noget så tåbeligt som at røre ved de uklækkede ungers bo. Måske var hun nysgerrig og måske havde hun problemer med at styre sin nysgerrighed tit og ofte, men ligenu havde hun ikke det der lignede svært ved det. Desuden var der så meget andet i grotten, der trak i hende at det var let at skubbe æggene ud i et hjørne af bevidstheden. Skællene var også langt mere interessant for dem kunne de rent faktisk transportere og få krystaller for.

En rynke gled frem i hendes pande, mens hun forsigtigt samlede skæl ind her og der fra. Amy havde ret med at det ville være dumt at rydde et helt område når nu der var så mange spredt over gulvet og især langs væggene. Hvad der optog hendes tanker var dog mere hvor de skulle forsøge at sælge dem. "Jeg tænkte... måske skulle vi prøve direkte hos en af rustnings-smedene? Altså når vi kender værdien lidt mere og ved hvad de er værd?" Hun havde selv ikke den fjerneste anelse. Smykker kunne hun bedømme på stedet, men det var også mest dem hun lettede folk for.

Så nikkede hun samtykkende. "God plan. Det gør vi." Der var egentlig ikke så meget mere at sige til det, så i stedet holdt hun sig til at arbejde sig hurtigt frem og få deres byttet pakket sikkert i tasken. De havde allerede været i hulen i et godt stykke tid og det var trods alt ikke til at sige hvornår dragen ville vende tilbage til sine æg. Da ville Caitlin helst være langt væk igen. Som hun pakkede lyttede hun til Amys svar. Så skar hun en grimasser der gled over i et frækt grin. "Derfor vi valgte en af de store at besøge?" At kalde dem dumdristige var at sætte det mildt, men til nu havde lykken fulgt deres sindsyge foretagende. Forhåbentlig ville Chance blive ved med at stå dem bi. Caitlin lovede stille at lægge en erkendtlighed ved gudindens alter hvis de slap helskindede derfra.

Så lukkede hun den fyldte taske, løftede den prøvende og tog den så på tilfreds med hvor lidt den gav af lyd. Hun havde også været omhyggelig med at lægge skællene så de ikke ville kunne skære hende i ryggen. Hun drejede om mod Amy med et frisk smil. "Jeg kan ikke have mere... du?"

Amy sørgede for at gå fra de meste skjulte ender med krystaller, til de andre, for at tage dem der. Det tog længere tid, men vakte mindre opsigt. Dog var hun ikke langsom, selvom hun skulle gå længere med krystallerne. De blå krystaller, som faktisk var ret tunge at bære på, nu når hun mærkede efter. Men det måtte hun tage til den tid. Hun drejede hovedet, for at kigge kort på Caitlin, som denne talte, inden hun vendte hovedfokus tilbage til at samle krystaller. ”Vi må finde et smart trick til at forhøre os rundt. Måske noget med at snyde dem lidt.” svarede Amy, som hun klatrede lidt besværet op af en af hulens vægge, for at nå nogle krystaller længere oppe. ”Jeg mener. Vi kan sælge en eller to, hvor vi lader som om vi er uvidende, og så venter vi i skjul, til at høre efter når sælgeren omtaler, hvor dumme vi har været og hvor meget vi kunne havde fået for det. På den måde, ved vi mere med sikkerhed, hvad vi kan få af udbytte hos rustnings-smedene.” fortsatte hun, og måtte pas på ikke at glide på de slebne sten.

Amy kunne ikke lade hver med at grine, som hun fik langt en favnfuld krystaller forsvarligt ned i sin taske, og lige kort vejede den i sine arme. Der kunne stadig være mere. ”Selvfølgelig! Vi elsker jo at leve livet farligt.” påpegede Amy, og vidste ikke helt hvordan hun skulle føle med, at det rent faktisk var sandheden. Amy kunne godt lide suset af adrenalin og at mærke hun levede. Og måske også at mærke at hun var sekunder fra døden. Det var ikke en hverdagsting, som hun ville udsættes for, men en gang imellem var det meget rart.

”Jeg kan have lidt mere.” svarede den rødhårede krøltop, inden hun forsvandt ind i en af de mindre huler i siden. Noget skinnende, der nok var ingenting, havde fanget hendes opmærksomhed. Hun begyndte roligt og en smule langsomt, at kravle op ad, mod det sted hvor lysglimtet var kommet. Hun fandt en lille indhuling, langt oppe, hvor der gemte sig noget der lignede lidt mere amatyst farvede krystaller. Eller på Amy sprog, lilla krystaller. Ikke noget hun lige umildbart havde set før. Det så også ud til at hullet fungerede lidt som et koøje, da man kunne skimte det blå hav, bag ved krystallerne. ”Caitlin! Jeg har fundet lilla krystaller.” kaldte hun rimelig højt, for at den anden pige skulle hun høre hende, mens hun begyndte at vrikke krystallerne for at få dem fri.

Caitlin lyttede til Amys svar, som hun arbejdede med at samle drageskæl sammen fra det meste af hulen. det var sikrest sådan, men selvom hun sørgede for at tage dem spredt, så gik hun også efter at få dem i alle størrelser, men flest af det store. De vejede ikke så meget som hun havde ventet, men det gav et eller andet sted mening, når dragen var et af de væsner der befandt sig friere i luften end på jorden. Det var i hvert fald hvad hun havde hørt. Amys plan lød dog fornuftig og hun nikkede samtykkende. "Det lyder fornuftigt! Mænd elsker at prale med sejre af en hver art." Hun smilede indforstået til den anden, før hun atter var videre med sin egen del af arbejdet, leende let af Amys næste kommentar og rystende svagt på hovedet.

Inden længe var tasken dog fyldt og pakket og hun klar til at lægge hulen fra sig. Caitlin så sig søgende om efter det røde glimt af Amys hår og fandt det, som den andens stemme kaldte hende til sig. Udbruddet var mere end nok til at få den smidige pige tværs gennem hulen og over til hvor den anden var forsvundet hen. En side hule med lilla krystaller! Caitlin var betaget. "De må give en god pris!" Hun kravlede hurtigt op til den anden og så sig så rundt et langt begærligt øjeblik, før hun fik fokuseret på koøjet og gik hen til det. "Måske kan vi lirke krystaller nok fri til at komme den her vej ud? Det kunne være lidt smart med en bagindgang til hullen..." Resolut begyndte hun at undersøge hvordan de lilla krystaller sad omkring hullet ud til verden og vristede da også den første af dem fri.

Det var så sandt som det var sagt! Mænd elskede virkelig at prale! om alt og ingenting.. det var i hvert fald Amys erfaring igennem tiden, og det var ikke altid rart at høre på. Faktisk foretrak hun at slippe hvis hun kunne komme til det.
Amy nikkede ivrigt og fjernede ikke blikket fra krystallerne lige med det samme, men holdte sig til at vrikke dem fri fra klippen og få dem samlet ordentlig sammen. Hun fjernede dog blikket og så først lidt spørgende på Caitlin, inden hun fulgte blikket ud af koøjet og satte hovedet lidt på skrå, med en hm lyd. "Det har du ret i. Men det er ikke til at vide hvad der er ude for enden." svarede hun så eftertænktsomt, og fortsatte sit arbejde. Spørgsmålet var hvem det var bedst at sende ud først.. Amy havde sin luft magi, men Caitlin havde den fantastiske smidighed og evne til mere eller mindre altid at lande på benene. Noget Amy ikke ligefrem kunne pragle af at være i stand til.

Der begyndte at være lys for enden af tunnelen, så at sige. Mange af krystallerne var blevet vrikket fri og man kunne se ud. Dog var det stadig ikke synligt af se hvor den ville ende. Eller rettere sagt, man kunne ikke se om man ville styrte i døden ved at tage afsted der. "Caitlin.. Du kan ikke svømme. Og vi kan ikke vide om denne udgang gør at vi skal direkte ned i vandet. Jeg tænker at --" mere nåede hun ikke at sige, før en grum lyd af luft der blev presset væk under tunge vinger lød og Amys øjne voksede til dobbelt størrelse. Det her kunne bare ikke være godt. Amy trak hurtigt og effektivt sin taske op over skulderen, strammede den lidt ind og kiggede kort panikken på Caitlin. "Ind med dig! Du er hurtigst. Og hvis det skulle ske at det er lige ned til åben vand... Så bare spring i. Jeg er lige bag dig." hun vidste ikke hvorfor. Måske var det fordi at Caitlin var yngre, eller også var det bare hendes generelle personlighed, som stadig vågnede op engang imellem. Amy tog i hvert fald fat i Caitlin og hjalp hende op i den smalle tunnel, som hun hørte det tunge dyr lande ved indgangen, med et tungt bump.

"Der er kun en måde at finde ud af det på." Svarede Caitlin hende med blikket stadig rettet mod krystallerne og lyset på den anden side af dem. Hun gik helhjertet i gang med med at lirke flere og flere fri og det viste sig langt lettere end hun havde forventet. De lilla krystaller skulle nok også give en ganske god pris når de kom tilbage - eller det håbede hun i hvert fald på de ville.
Lyset tog til, som de arbejdede frem gennem krystallerne og ud gennem klippen. Hun stoppede som hun hørte Amy begynde at tøve og tale. Det fik hende til at se tilbage på den anden, men som hun skulle til at komme med et henkastet svar om at hun da kunne stoppe ved enden og se sig for før hun styrtede ud, ændrede lydene sig omkring dem og fik dem begge til at stivne. Den lyd af noget stort der pressede luft sammen kunne på ingen måder være godt!. Caitlins øjne var blevet om noget så store som Amys, mens hun greb efter sin taske og spændte den fast til sig.
Så var hun inde mellem krystallerne igen følgende Amys ordre uden den mindste tøven eller anslag til at ville diskutere. det var der på ingen måde tid til! Alt hun kunne håbe var at de ikke skulle lige ned i vandet. "Det håber jeg!" Men mest af alt håbede hun der var en afsats eller bare fornuftig klippevæg at klatre på uden for kighulet.

Som hun smuttede ind og krøb frem gennem krystallerne hørte hun dem sitre, som noget tungt landede på klippen. Hun kunne kun gætte på det måtte være dragen ved indgangen, men fornemmelsen af at et så meget større rovdyr var på vej, gav hende ekstra fart på frem gennem tunnelen. Den virkede uendelig, men hun vidste den kun var en ti meter lang og hun kunne høre Amy efter sig hele vejen. Et par steder måtte hun stoppe op og vrikke krystaller fri for at kunne komme videre, men det forsinkede dem ikke meget. Ikke før hun var ved enden og måtte i gang med at lirke i de sammenlukkede krystaller der. Atter var de til at have med at gøre, men noget andet var synet på den anden side.
Hun stak hoved ud som hun fik åbningen stor nok til sig selv og Amy, og greb så fat om det nærmeste fremspring hun kunne se, for at klistre sig ud på klippe væggen. Den var ru, som hun havde håbet, men det ville ikke blive nogen let tur ned. "Er den efter os?" Hendes stemme var dæmpet og dirrende som hun så hen på Amy og så til den anden side langs med klippen. Intet andet end vinden og havet var at høre ligenu, men det kunne vel være en fælde? Forsigtigt søgte hun med hænder og fødder efter flere udspring og indhug i klippen, mens hun langsomt kantede sig nedad. "Jeg tror måske det er bedre du springer?" Hun var ikke selv overbevist om turen ned, men den kunne for hende kun være bedre end en dukkert.

Amy mærkede hvordan hendes hjerte syntes at hamre afsted og hendes vejrtrækning blive mere ustabil. Hun havde ikke lige forberedt sig på at dragen rent faktisk kom hjem igen! Måske en anelse snæversynet ikke at havde taget det med i betragtning, specielt nu hvor dens vingeslag var så tydelige at der absolut ingen tvivl kunne være. Hun var parat til at kravle ind i hullet, forbi de første krystaller, da lyden af det tunge dyr ramte jorden og krystallerne gav en svag klirren og sitren fra sig. Panikken havde næsten ramt hende der, men det lykkedes alligevel den rødhårede pige at kravle ind i hullet og være lige bagefter Caitlin. Amy fik kravlet omkring fem meter, da en mærkelig lyd hørtes bag hende, som om dragen brokkede sig over noget. Det var en relativ høj lyd og Amy havde i et kort panik angreb løftet hovedet og kigget bagud. Hvilket havde ført til at hun ikke opdagede ujævnheden i tunnellens løft og hun bankede siden af hovedet hårdt ind i klippens ujævnhed. Amy stoppede op i sin bevægelse og krympede sig lidt sammen, som en svag lyd af ubehag kunne høres. Hun rystede hovedet let for at genvinde fatningen, og ignorerede så godt hun kunne, følelsen af bloddråber der begyndte at løbe ned af siden af hendes hoved. "Det tror ikk.. jeg tror den har opdaget at noget er anderledes, eller i hvert fald lugter anderledes.. men tror sagtens vi kan nå ud" hendes stemme direde tydeligt som hun svarede Caitlin i et lavt tonefald for ikke at tiltrække uønsket opmærksomhed. Hendes hoved føltes dog nærmest som om at det var ved at eksplodere. Da Caitlin var ude af tunnelen, stak Amy sit hoved udenfor og kiggede let undersøgende rundt, mens hendes ene hånd kort tog sig til det ømme område. Springe.. Virkelig.. Det var nok den bedste plan, men lige nu havde hun ærlig talt ikke lyst. Tanken om at hun ikke kendte bunden eller hvad der lå under havets overflade, gjorde ikke lysten større til at springe. "hvad med dig? Hvis du havner i nogen form for problemer, så spring.. jeg skal nok hjælpe dig i land." svarede hun, og kiggede på Caitlin, til denne gav udtryk for at havde forstået. Derefter klatrede hun ud af tunnelen og klingede sig fast til klippevæggen, inden hun gjorde klar til udspring. Hun satte af, og ved hjælp af sin vindmagi, sprang hun langt længere væk fra klippevæggen, end noget normalt menneske ville havde gjort. Herefter styrede hun direkte mod havets overflade og håbede på det bedste.

Alt andet end hvad var vigtigt for at komme væk fra hulen og den tilbagevendte drage, svandt væk fra Caitlins bevidsthed, som hun krøb af sted mellem krystallerne med Amy lige efter. Hun hørte den ældre pige efter sig og hun hørte hende komme med en lyd af ubehag, men det registrerede ikke rigtig som den andens stemme gjorde, da denne svarede hende på hendes bekymring. Alt hun gjorde var at nikke og så dæmpet mumle. "Det håber jeg!" Der var følelse bag hendes ord, men også en grad af frygt, som for sin part drev den unge pige fremad og ud gennem krystallerne.
Ud på en klippevæg der måske var ru, men alt andet end let at klatre på. Der blev hun hængende og så op på Amy, som denne stak hovedet ud og med et blik til klippen samtykkede i Caitlins foreslag. "Skal jeg nok, men håber VIRKELIG det ikke kommer til det!" Hun brød sig virkelig ikke om vand og det der med at svømme var heller ikke ligefrem noget hun havde gjort det store i. Så hellere klatre ned af en klippe, der ikke indbød til at nogen skulle gøre lige det.
Hun var kommet en lille smule ned, som hun så Amy komme ud af åbningen og ud på klippen til hende. Derfra satte den anden af og sejlede ud gennem luften. Fjernt under hende lød kort efter et dæmpet plask, som den anden brød vandoverfladen, men Caitlin så ikke ned for at være sikker. Hun havde for travlt med at holde fast og finde nye udspring og indhug.
Til klippen gik ind under hende og hun med gru måtte indse at der ingen vej var uden om at springe.
Tøvende tog hun en dyb indånding, før hun så ned på havet under sig og så skubbede fra klippen. Hendes bue ud i luften var langt fra sig stor som Amys havde været og hendes fald på ingen måder så elegant, men hun ramte vandet som en pil og ikke som en klods. En lille ting der gjorde hun ikke blev slået bevidstløs af sammenstødet med vandoverfladen, men det kolde, våde dyb var stadig alt andet end hun havde lyst til at være i. Gysende kæmpede hun sig mod overfladen over sig efter luft og orientering. Men mest af alt hjælp.