Tågen var overalt på Smaragdøen. En gruppe udsendinge fra Mørkets Hær havde opholdt sig i en klippehule i adskillige dage, og ikke et øjeblik havde den grønlige tåge lettet. Den var dukket frem på et øjeblik fra en klar himmel, i det øjeblik de havde taget krystallerne.
Krystallerne var ganske fine, grønne og klare sten, som med stor sandsynlighed havde stærke, magiske egenskaber. Mørkets Lord havde hørt rygter om, at de var til at finde på Smaragdøen og havde sendt en gruppe af sine mænd ud for at tage, hvad de kunne finde.

Den grønlige tåge var det, der afholdt mændene fra at forlade øen. De stejle klippekyster var svære at sejle forbi, og de kendte ikke området. Ingen af dem havde lyst til at lide druknedøden i det grønlige hav.
De lå og halvsov på klippehulens bund, da der lød en underlig lyd uden for hulen. Som af fodtrin der klingede underlig hult på den faste klippegrund. Så materialisede de sig ud af tågen: væsner, der mindede om mennesker, men alligevel ikke helt. Det var som om, de aldrig helt opnåede en fast form.
En af mændene udstødte et advarende råb, men det var allerede for sent. Tågevæsnerne stak deres hænder igennem kroppene på de forskrækkede mænd, og de sank livløse om på klippegulvet. Posen med de værdifulde krystaller lå glemt mellem de døde kroppe, som væsnerne igen forsvandt ud i tågen.



Dette er en officiel plottråd og alle kan deltage.
Har en person ikke svaret i 5 dage, kan man blot gå videre til den næste i rækkefølgen.
Læs mere om vores plottråde her: http://krystallandet.dk//viewtopic.php?f=262&t=860

Note: det er op til deltagerne i tråden selv, om tågevæsnerne vender tilbage.

Smaragdøen. Et sted som blev omtalt med æresfrygt og stor interesse blandt de sladrende hoveder som var rundt omkring i de mange byer. Hvorfor var dette sted så interessant? Hvad kunne der være derude som der ikke var på fastlandet? Rygterne gik på skatte. Store skatte som var overvåget af magiske kræfter, hvis ikke ligefrem forbandelser. Det var i hvert fald hvad rygterne gik på, men om det var sandt, det måtte tiden jo efterhånden vise. Hvad var der så af værdig på den ø, siden man var villig til at våve både liv og lemmer for at nå derhen? Krystaller. Grønne krystaller, som havde fanget krystallianernes interesse.

Det var skam også derfor at den unge rødhårede elver havde begivet sig afsted. Hun huskede stadig intet af sit liv, andet end ganske få dele, og disse var langt fra nok til at skabe hende et sammenhængende billede. Hun vidste ikke hvor hun kom fra eller hvor hun var på vej hen, men ønsket om at udforske og selv lærer hvad verden havde at tilbyde hende, haft afgjort hvor hun rejste hen. Den grønne tåge var første udfordring på vejen, i den usikre jolle som hun befandt sig i. Hun kunne ikke se hverken klipper eller grund, kun den grønne giftige farve som skyggede for hendes syn. Ithilwens evner gjorde det hende nemmere at navigere i vandet, men ulykken var ude og båden ramte et rev. Ithilwen hoppede fra båden og over på klippestykker og begav sig i den retning op af klippestykkerne. Det var først da hun nåede toppen at hun lod sit blik glide tilbage og mærke havets brise skylde ind over hendes hår og ansigt, som hun lukkede sine øjne. Rygtet havde været ude, at hun ikke var den eneste der havde bevæget sig afsted. Mørkets krigere havde ligeledes fundet sin interesse her. Men der var ikke blevet hørt noget fra dem siden. Itilwen vendte og gik målrettet ind i skoven.