Plotmaster 20.12.2014 21:17

Glemte skatte
Tågen var overalt på Smaragdøen. En gruppe udsendinge fra Mørkets Hær havde opholdt sig i en klippehule i adskillige dage, og ikke et øjeblik havde den grønlige tåge lettet. Den var dukket frem på et øjeblik fra en klar himmel, i det øjeblik de havde taget krystallerne.
Krystallerne var ganske fine, grønne og klare sten, som med stor sandsynlighed havde stærke, magiske egenskaber. Mørkets Lord havde hørt rygter om, at de var til at finde på Smaragdøen og havde sendt en gruppe af sine mænd ud for at tage, hvad de kunne finde.
Den grønlige tåge var det, der afholdt mændene fra at forlade øen. De stejle klippekyster var svære at sejle forbi, og de kendte ikke området. Ingen af dem havde lyst til at lide druknedøden i det grønlige hav.
De lå og halvsov på klippehulens bund, da der lød en underlig lyd uden for hulen. Som af fodtrin der klingede underlig hult på den faste klippegrund. Så materialisede de sig ud af tågen: væsner, der mindede om mennesker, men alligevel ikke helt. Det var som om, de aldrig helt opnåede en fast form.
En af mændene udstødte et advarende råb, men det var allerede for sent. Tågevæsnerne stak deres hænder igennem kroppene på de forskrækkede mænd, og de sank livløse om på klippegulvet. Posen med de værdifulde krystaller lå glemt mellem de døde kroppe, som væsnerne igen forsvandt ud i tågen.
Dette er en officiel plottråd og alle kan deltage.
Har en person ikke svaret i 5 dage, kan man blot gå videre til den næste i rækkefølgen.
Læs mere om vores plottråde her: http://krystallandet.dk//viewtopic.php?f=262&t=860
Note: det er op til deltagerne i tråden selv, om tågevæsnerne vender tilbage.