Fangekælderen var et stort område under Midnatsborgen, hvor fugten løb af de ujævne, grove stenvægge, som kun var oplyst af fakler. Lyset var for vagternes skyld og meget af tiden var fangerne helt overladt til det altopslugende mørke.
De fleste af cellerne var tomme, for Mørkets Lord var af den opfattelse, at det var en god idé at have plads til et stort antal fanger - og når antallet af fanger var noget mindre, var det kun godt at holde dem i celler langt fra hinanden.

Lyden af trampende fødder hørtes tydeligt gennem den ellers stille fangekælder, og Ashas skridt gik genlyd, som hun bevægede sig fremad. Hun var iført sin uniform af mørkt læder og bar en grum ethåndsøkse ved sin side. Et par knive var også fastgjort til bæltet, for hun følte sig nærmest upåklædt, hvis hun ikke bar tilstrækkeligt med våben. Uniformen var stadig lidt uvant for hende, da hun var ganske ny som Mørkets Kriger, men det gav hende en god, magtfuld følelse at have den på.
Et par vagter havde siddet ved fangekælderens indgang og spillet kort, og den ene var så småt døset hen, men vågnede med et sæt, da Asha smækkede døren op med et brag.
Hun kunne godt finde ud af at bevæge sig mere stille, men som regel kunne hun bedre lide, at der ikke var tvivl om hendes ankomst, og hendes røst var også alt andet end lavmælt, da hun gloede rundt og halvråbte efter vagten: "Er de nye fanger ikke ankommet endnu!?"

Vagten, der tilsyneladende var alt andet en begejstret for synet af halvorken, mumlede noget med at det vidst ikke var tilfældet, og Ashas øjne blev smalle og vrede, som hun så sig omkring: der var ganske rigtigt ikke spor af nogen nye fanger. Hun havde netop ellers fået besked på at sørge for, at de blev placeret ordentligt i deres celler og udspurgt .. grundigt. Sidstnævnte var noget, hun havde glædet sig til, men det lod til at blive noget besværligere, da der ikke var nogen nye fanger at udspørge..

Det var ikke lette og elegante skridt der prægede elverens gang over de grove sten i gangen på borgen. Store metalbeslåede støvler gav en tung og rungende lyd hver gang elveren tog et skridt. Dette var dog ikke det eneste tegn på, at den mørkhudede var tilbage på sin rette plads midlertidigt, en let stønnen og hulken fulgte med. Lyden stammede dog ikke fra elverens mørke læber, bag hende trak hun en slank udseende mand, den ene behandskede hånd var krampet sammen i et jerngreb omkring hans nakkekrave og en stor rød plamage bredte sig fra hans maveregion på det hvide uniform der symboliserede lyset. Ikaris stoppede kort op, der var ikke meget lys på gangen, enkle fakler lod få plamager være lyst op, men ellers var det udelukkende månen der kastede et blegt skær ind. Hun lod lugen trænge ind med en dyb indånding. Selvom mørkelveren ikke var præget meget af følelser kunne hun ikke benægte t hun havde savnet borgen. Den metalliske lugt hang altid som en sød kvalmende tåge, og nu kunne endnu et offer bringe sin del til interiøret.
Over skulderen havde Ikaris som altid sin store bue, og ved hoften sad et kogger hvorfra pile der matchede skræmmende godt med dem der ragede ud af fangens skulderregion, mens et sæt kortsværd og flere knive end hvad godt var, var pakket ind i små skeder og bælter overalt på elveren. Den røde kappe som hæftede under de store skulderplader var våd og dryppede et afslørrene spor efter hende, men dog ikke så tydeligt som den massive røde streg fangen præsterede.
Det ville være en løgn at sige, at hendes mission ikke havde været svær, hun havde i månedsvis holde tand for tunge og indordne sig i Lysets rækker som spion, uden at præstere en massakre. Det havde taget hårdt på hende og nu havde der uheldigvis været en kriger der havde stillet de forkerte, eller for Lysets vedkommende, de helt rigtige spørgsmål og af samme årsag var han nu havnet her, i Ikaris utrættelige greb.
Det gav en sær bumben som hun trak manden ned ad stentrappen til fangekælderen, en enkelt pil der ellers havde raget ud lige under kravebenet knækkede sågar i processen, men ikke længe efter stod hun ved sit mål: Cellerne.
De pupilløse øjne gled kort fra Vagten der havde ansvaret for kælderen og over til halvorken der nøje blev inspiceret. Ikaris kunne nok ikke løbe fra at hun hvde noget af elverenes stædighed og arrogance, men hun var nu alligevel nysgerrig, Asha var tydeligvis ikke som de andre.
Et lille skævt smil gled op i elverens mundvie og blottede de spidse rovdyrstænder fra de sorte læber, så smed hun med et nonchalant udtryk fangen fra sig i en bunke hø. Han var så medtaget, at han næppe ville orke et flugtforsøg.
"Jamen dog, man kan dårligt være væk en enkelt sæson uden der sker nye ting her!"
Ikaris stak i en hæs rå latter, hendes stemme var rusten og rå, ikke som man normalt ville forvente af en elver, men måske, af deres mørke slægtninge. I en langsom bevægelse trak Ikaris den røde hætte ned som sad fast på kappen, så det snehvide hår blev blottet og det våde stof klaskede ned langs ryggen på hende. Det havde regnet hele vejen fra byen, det blev godt at slippe af med rustningen og det gennemvædede tøj.

Ashas opmærksomhed var rettet mod vagten, som hun anså for at være ganske uduelig, siden han ikke kunne oplyse hende om noget som helst hvad nye fanger angik. Måske kunne hun lade en kommentar falde til en af de mere højtrangerende på borgen, for tjansen ville sandsynligvis passe bedre til en af orkerne fra hendes klan, som sandsynligvis også ville være noget bedre til at jage en skræk i livet på fangerne.
Hendes lilla øjne glimtede af vrede, og hendes ene hånd gled hen over skæftet på en af knivene i bæltet: det ville næppe hjælpe at true sig til noget som helst, men halvorken var ikke altid den, der tænkte sig mest om, før hun talte.

Før hun nåede at overfuse vagten, hørtes den rungende lyd af fodtrin, da endnu en person bevægede sig mod fangekælderen, samt en anden lyd af et eller andet, der blev slæbt hen ad gulvet. Asha vendte sig hastigt: forhåbentlig ville den nyankomne være til større hjælp.
Mørkelveren, der var trådt ind i fangekælderen, havde Asha ikke tidligere stiftet bekendtskab med, og hun brugte et øjeblik på at glo fra Ikaris' ansigt med de blottede rovdyrtænder til den sølle bunke hendes fange udgjorde på jorden. Hun kunne mærke en vis skuffelse over fangen, som ganske vidst var iført lysets uniform, men som ikke så ud til at ville kunne tåle at blive prikket meget til, før han helt ville omkomme.

"Det er et sølle skravl, du har bragt ind dér.."

Lød det fra hende. Hendes egen stemme var langt dybere end en menneskekvindes ville have været, men hun skævede alligevel noget undrende til elveren, der var stukket i en rusten latter. Hun havde ikke meget erfaring hvad elvere angik, men denne her lod til at være godt bevæbnet, og det var hvad, der betød noget. Asha tvivlede meget på, at buen og sværdene blot var til pynt.

De pupilløse øjne flakkede kort fra vagten til fangen, som forventede mørkelveren, at der skulle ske noget der i hvert fald ikke var hendes arbejde, men kort efter måtte hun give op og skæve mod orken der kommenterede på fangens tilstand.
"Sølle nu, ja!"
Elveren, lod den ene støvlespids løfte fangens arm, der slaskede udueligt sammen igen, så snart støtten fra elverens fod forsvandt, så fnøs hun kort og begyndte at trække de tætsiddende metalbeslåede handsker af, med noget besvær da læderet der var handskens base var blevet gennemblødt på turen.
"Det var han ikke da jeg fandt ham, han ved for meget. Jeg er sikker på at det ville være lettest bare at flå hans sølle hoved af!"
Elveren bed aggresivt ad fangen, han havde ikke gjort det let for hende, hverken på hendes oprindelige mission, eller da hun havde sat sig for at få ham fanget. En magisk evne ridderen besad var nemlig, at kamuflere sig unaturligt godt i omgivelserne. Faktisk havde det nok været mere held end forstand at Ikaris havde fået ram på ham med buen til at starte med.
De hvide bryn blev kort rynket sammen, som kom hun i tanke om noget meget pludseligt. Så gled blikket over på orken endnu engang, inden hun åbenlyst gav hende et elevatorblik fra top til tå.
"Du er ikke som de andre orker, er du?"
Det ville være direkte synd at kalde Ikaris lært, hun viste ikke meget om verdenen der omgav hende og talte kun det menneskelige sprog til husbehov, hun ville ikke kunne læse det om det galdt hendes liv. Det undrede hende dog alligevel, at orken var så lille, Ikaris tåenede sig op over hende med adskillige centimeter, men elveren var dog ikke et sekund i tvivl om, at det grønlige væsen var væsentligt mere kompakt end elveren var, hvis hun tog rustningen af.

Vagten så lettere håbløs ud, som han skævede til fangen og al blodet, der var dryppet ud over gulvet. Det ville blive noget af et rengøringsarbejde - Asha selv priste sig lykkelig for, at Mørkets Krigere varlangt hævede over at skrubbe gulve i fangekælderen.
Fangen var dog hendes nuværende bekymring: hun havde fået besked på at afhøre de nyankomne fanger i kælderen, men det lod til at blive lettere sagt end gjort, når fangen ikke engang var ved bevidsthed. Hvis elveren ikke havde fået de nødvendige oplysninger ud af ham, kunne de blive nødsaget til at tilkalde en healer til at lappe ham sammen - for så selv at sprætte ham op igen senere.

Tanken om dette var egentlig ganske fornøjelig og Ashas humør steg et par grader, som hun vurderende betragtede elveren foran sig. Hun selv var en del lavere og mere kraftigt bygget end Ikaris, selvom hun ikke besad de orkiske træk til fulde: i sine klanmedlemmers øjne var hun et lille skravl.
Et lille skravl, der kunne bide fra sig, heldigvis. Det havde hun sørget for, at dem der tvivlede på hendes værd, havde fundet ud af. Hun mente selv, at hun var mindst lige så god som en fuldblodsork.

"Min far var menneske." Svarede hun på elverens spørgsmål. Der fløj en pæn del spyt ud af munden på hende, som hun hårdt udtalte det sidste ord. Hun havde til tider meget svært ved at forene sig med sin menneskeside, som de fleste af hendes klanmedlemmer opfattede som den svage del af hende.
Med løftede øjenbryn gloede halvorken fra fangen tilbage til elveren foran sig. Elveren påstod at hun havde haft en del besvær med ham, men det var svært at se nu, hvor han lå i en ynkelig klump på gulvet, og Asha koncenterede sig om det mere presserende spørgsmål: "Hvor meget har du fået ud af ham?"

Ikaris havde med sikkerhed fundet den samme form for afsky hvis det havde stået til hendes 'normale' slægtninge. Men nu var sortelveren ikke vokset op i det typiske mørkelviske samfund, tværtimod i en afgrening så forskruet og sær, at de eneste værdier elverene blev præget med var dybt had mod alle lyshudede elvere og en loyalitet til deres mål, at det halve havde været nok.
I en ugidelig bevægelse trak hun på skuldrene, mens hun fugtede læberne med en tungespids, det smagte metallisk, som blodet fra fangen havde præget hendes ansigt med et let støvet prikket rødt mønster. Den kvikke ville opdage metalhandskens rødlige patina, der dog efterhånden var vasket af i regnen. Grunden til at dette ikke var sket med hendes ansigt, ville være hætten hun havde båret hele vejen.
Fangen havde dog heller ikke gjort livet let for Ikaris, fra skulderen, mellem rustningens metalplader løb en lind strøm af meget mørkerødt blod, det ville være synd at sige, at udelukkende amatører blev indlukket i Lysets hær, og det irriterede soldaten.
"Jaså..."
Kommentaren var tør og kort, Ikaris interesse lå hovedsgeligt i at halvorken var loyal og duelig indenfor hendes fag. Var dette tilfældet, kunne mørkelveren ikke brokke sig.
"Ikke meget ... Endnu" De orange øjne gled ned på den nu bevidstløsefange, hun var selv mester i at manipulere sindet, men fangen havde noget mere specielt, han måtte være tankelæser, eller endnuværre mentalist, for han havde i hvert fald konfronteret Ikaris med hendes knap så loyale tanker indenfor Lyset. Dette havde dog vist at være ideen der fældede den unge soldat, for Ikaris havde ikke været længe om at få sat jagten ind på ham og få trukket ham med til Midnatsborgen.
"Han ved noget, noget om min mission. Jeg tror han kan rode rundt i hovedet på folk, alt andet ville være umuligt! Jeg tog mig ikke tid til at krydsforhøre ham i skoven, det måtte vente, alt andet ville være for ricikabelt!"
Mørkelveren brummede utilfredst med sin hæse røst, hun var rødglødende over at hun ikke selv havde kunne klare problemet, det ville slå skår i hendes anciennitet og dermed i hendes rygte på borgen.
"Men her er der rigeligt tid til at få alle hans informationer ud. Klip fire fingre, så snakker han som et vandfald. Han ved hvad han laver, men han er ung, dum og uerfaren!"

Mørkelveren lod ikke til at have den store interesse i Ashas afstamning, og det passede hende egentlig ganske fint. Hun havde haft rigeligt besvær med folk der stillede spørgsmålstegn ved hendes duelighed eller loyalitet - enten på grund af menneske- eller orkblodet.
Vagten i fangekælderen var krøbet tilbage til sin siddeplads, og Asha værdighede ham ikke videre opmærksomhed - han var her alligevel blot for at holde øje med, at der ikke var nogen, der stak af, og med den nyankomne fanges tilstand, var der næppe nogen chance for, at det skulle ske.

Hun lyttede alvorligt til Ikaris' forklaring om fangens evner, og hendes øjne blev smalle, som hun stirrede over på den ynkelige bunke, manden nu udgjorde. Mentalister var noget, der skulle tages særdeles alvorligt - det gik ikke, at oplysninger om Mørkets gøren og laden faldt i de forkerte hænder.
Hun bevægede sig hen over det blodplettede stengulv og puffede let til fangen med en støvleklædt fod. Der var ingen reaktion. "Han har mistet meget blod. Vi risikerer, at han falder død om, før vi får de nødvendige oplysninger ud af ham." bemærkede hun i et dystert tonefald. Det var vigtigt at fangen blev holdt i live .. ind til videre. Ikke at hun bebrejdede mørkelveren, at have været så hård ved ham. Hellere det, end han var stukket af.

Ikaris hævede den ene overlæbe i et irriteret udtryk, såret under pladerustningen nagede og bed fra sig, ikke nok med det, så var hun hundesulten, måske endda nok til at sætte tænderne i en døende fange, hvis ikke orken havde så forbandet travlt med at afhøre ham.
"Lad ham dog, han er fodtudse, jeg tvivler på han ved meget mere end hende vi havde inde sidste uge, desuden irriterer han mig..."
Elveren skævede mod fangen der nu uden tvivl var bevidstløs, dermed var hans vejrtrækning nu tung og snorkeagtig da alt hvad der kunne slappe af, gjorde det, det ville ikke undre nogen hvis han tissede i bukserne om et øjeblik. På den anden side ville det more Ikaris noget så voldsomt at se en ork jonglere rundt med mennesket, hun havde hørt at orkerne havde nogle ganske alternative metoder til den slags.
"Hey, du! Kan du ikke høre vi skal bruge en healer? Eller har du tænkt dig at sidde der hele dagen?"
Ikaris kneb øjnene sammen mod den (i hendes optik) luddovne fangevogter der med et utilfredst fnys og en mumlen der utvivlsomt havde været en fornærmelse, hvis man havde været i stand til at høre det, fik rejst sig fra den lille taburet og forsvandt op af vindeltrappen.
Dette gav Ikaris yderligere tid til at glo åbenlyst på den lille ork med spørgsmål i blikket. "Så, hvor mange orker har sluttet sig til hæren? Jeg mindes kun at have set en håndfuld."
Ikke at det huede elveren at hun havde været fraværrende på borgen, men det var nu engang faktum, at hun ikke havde været i stand til at følge med på tæt hold af hvad der forgik rundt omkring.

[Jeg beklager virkelig for svarets ringe stand, jeg ved ikke lige hvad der gik af mig XD]

Asha rynkede panden, stirrende fra Ikaris til fangen med et tænksomt udtryk i sine lyse, lilla øjne. Ny, som hun var, var det første gang, hun var med til at afhøre fanger, og tanken om, at sandsynligvis ikke vidste noget særligt, huede hende bestemt ikke.
Vagten var hurtigt kommet på benene, og han var tydeligvis hverken glad for orken eller mørkelverens tilstedeværelse i 'hans' fangekælder. Asha brød sig dog godt om mørkelverens tydelige udvisning af autoritet og rankede sig selv lidt, idet hun skulede efter vagten: "Skynd dig lidt!" råbte hun hæst. Han skulle nødig tro, at hun var en undersåt.

Lugten af blod hang allerede tungt i det snævre rum og blandet med lugten af ork, gav det ikke ligefrem en behagelig dunst. Fangevogteren havde dog også set en anelse grøn ud i hovedet, som han var gået ud af døren. Ashas næse var dog ikke sart, og hun hendes fingre pillede lettere rastløs ved skæftet til en af knivene i hendes bælte, som hun vendte opmærksomheden mod Ikaris, der havde stillet hende et spørgsmål.
Hendes øjne blev en anelse smalle og hun stirrede vurderende på mørkelveren et øjeblik. Hun var ikke sikker på, hvor meget det var ønsket, at krigerne skulle vide om de forskellige dele af mørkets hær, men på den anden side var orkenes gøren og laden ikke ligefrem nogen hemmelighed - mest fordi orker generelt ikke var særlig hemmelighedsfulde og stiltiende i deres adfærd.
"Mok'garu-klanen har omkring 30 orker uden at tælle de helt unge med.. " svarede hun. "Resten af klanen har dog slået sig ned uden for borgen. Helblodsorker fungerer ikke så godt bag mure.."
Når det kom til stykket var der dog sandsynligvis heller ikke nogen, der havde lyst til at have hele orkklanen huset inden for murene, men det gad Asha ikke nævne.