Det kunne simpelthen ikke blive ved. Nu var han blevet tortureret med disse vinger i over en uge og de forsvandt ikke. Ligemeget hvad han gjorde og det begyndte at blive mere og mere ubehageligt at bevæge sig rundt på gangene. Beon var ikke begejstret for udviklingen der var sket den tømmermændsfyldte morgen, hvor et par store hvide englevinger havde presset sig vej ud af hans ryg og nu fyldte alt for meget i hans hverdag. Ikke at det var upraktisk at have. Evnen til at kunne lette fra jorden når ønsket fremstod og tage sig en lille flyvetur var da ikke noget at klage over. På nær det faktum at det bare føltes forkert. tyngdepunkterne, knoglestrukturen og ikke mindst vægten som vingerne skulle bære. Som ugle var det en hel del nemmere.

Beon havde barikaderet sig i sine gemakker på borgen og holdte sig hovedsageligt der, med mindre sulten trængte sig på, eller der var andet at se til. Det blev sjældent godkendt at holde stilstand i alt for mange timer og slet ikke dage. Denne morgen var tingene forhåbentlig begyndt at lyse op! Han var vågnet til en morgen hvor hans seng var fyldt med kridhvide, silkebløde fjer som stammede fra de upraktiske vinger. Det måtte betyde at de var ved at forsvinde! Det var i hvert fald det tydelige håb som var i hans øjne, som han snorrede fjeren mellem sine fingre.

Beon rejste sig og bevægede sig hen til vinduet. Måske frisk luft ville være tiltrængt. Og måske en sidste flyvetur inden vingerne for alvor forsvandt? Måske han rent faktisk kom til at savne dem, når tid endelig var. Han slog vinduet op og hoppede skræmmende let op på kanten, inden han sprang ud og lod vingerne bære hans vægt igennem luften og baske afsted. Han havde stadig ikke fuld styr over hvordan det forholdte sig, og der var tidspunkter hvor at det var et knap så kønt foretagende. Endelig landede han udenfor borgens murer og gik roligt afsted, mens vingerne pakkede sig sammen ved hans ryg, stadig alt for synlige til hvad Beon syntes om. Forhåbentlig var orkklanen stadig slumrende, som han gik forbi den med listende skridt.

Der åndede fred omkring de primitive telte, der var stillet op her hvor orkklanen holdt til. En kraftig snorken lød fra flere af teltene, og lugten af bål hang tungt i luften fra aftenen før. En lettere slankt bygget, grønhudet skikkelse bevægede sig stille rundt i lejren: Asha var vågnet tidligt og havde været ude for at nyde morgenluften, og var nu ved at bære en spand vand tilbage til teltene.

Hun stillede den dog hurtig fra sig og gled i skjul bag et ensomt træ - et af de få, der ikke var blevet fældet, for at gøre plads til orklejren - som hun hørte den flaprende lyd af vinger i luften. Et bredt grin begyndte at glide hen over hendes ansigt, som hun genkendte skikkelsen, der landede et stykke fra borgmuren.
De hvide englevinger var ikke til at tage fejl af. Beon. Asha havde fundet hele engle-episoden umådeligt morsom, og hun havde med stor fryd betragtet manden, der forsøgte til sit yderste at beholde sin værdighed, mens han kæmpede med det yndige, nærmest svaneagtige vinger. Det var ikke så mærkeligt, at han ikke havde vist sig meget på borgen på det seneste.

Hun lagde tydeligt mærke til måden han gik på - nærmest listende, som han forsøgte at snige sig forbi orklejren: var der mon nogen, han ikke havde lyst til at støde ind i? Hendes smil blev bredere, som hun trådte frem fra træet. Hendes hæse, ru latter klingede i den kølige morgenluft: "Endelig kravlet ud fra din hule? Eller fløjet, bør jeg nok kalde det.." Sagde hun højt, imens hun spændt ventede på hans reaktion.

Beon nåede ikke langt i sin listeprocess før en lyd fik ham til at stoppe, mens han rynkede brynene let.. Hvis han var heldig var det bare en tilfældig lyd fra enten skovkanten eller orkernes lejr. Hvad end det var, håbede han på at det ikke fulgte efter ham.. Beon var normalvis altid diskræt og rolig i sin fremtræden. Gjorde aldrig det store eller det vilde, mens folk så ham. Lå til at folk som regel ikke måtte vide hvad han foretog sig. Men disse store nærmest oplysende vinger, gjorde det ikke nemt for manden at falde i et med sine omgivelser og eller bare gå rundt og samle information, som han plejede at gøre. Selv på borgen. Mange af mørkets krigere gemte på nogle fortrolige og meget spændende oplysninger! Noget de selvfølgelig ikke lige skulle vide at han forsøger at opsnappe.


Som Beon fortsatte sin vandring forbi et større træ, blev hans morgentur afbrudtaf en hæs ru latter, som fik manden til at stivne på stedet, anspændt og med vinger der automatisk forsøgte at gemme sig - uden held.
Stemmen der efterfulgte, lod noget af anspændtheden falde og han tillod sig selv at trække vejret igen, men et lille smil kom frem som han vendte sig. "Jeg skal jo flyve fra reden før eller siden!" kom der overraskende muntert fra ham, til trods for anspændtheden skinnende i hans øjne, over den fine påpegning om hans flyveri. Det var stadig ikke nemt at bakse rundt deroppe i det højere luftlag. "Godmorgen søde rare Asha, som er så venlige ikke at vække resten af sin kære klan, så jeg kan undgå mobning fra morgenstunden?" der var noget desperat i hans stemme, som han tydeligt tikkede om at hun ikke vækkede nogen. Det var simpelthen for tidligt om morgenen til at blive grinet af i flertal. Det kunne ikke beskrives hvor glad han ville være hvis de forbistrede vinger bare ville gå op i røg!

Asha lænede sig op ad træet med armene over kors, som munterheden spillede i hendes øjne. Det var ikke fordi hun havde noget imod Beon, han var bare så tydeligt påvirket over sit nye vingefang, at det næsten ville være synd, hvis han ikke skulle høre for det.
Han havde sandsynligvis også svært ved at udføre sit arbejde med vingerne. De kunne ses på lang afstand, og det gjorde det tydeligvis noget sværere for ham, at luske rundt som han plejede. Det var også noget, der fik Ashas humør til at stige et par grader: hun hadede når folk var i stand til at snige sig ind på hende.

Ikke denne gang, luskebuks. Tænkte hun veltilfreds, idet hun gjorde et let kast med hovedet for at få de grove lokker af hår bort fra ansigtet. Hendes øjenbryn løftedes let, idet hun hørte hans tonefald. Der måtte ligge noget bag - og ganske rigtigt. Det brede grin vendte tilbage i hendes ansigt, som hun lyttede til hans forspørgsel.
"Åh, du vil gerne have, at det bare er dig og mig?" sagde hun med en lille, hæs latter. "Jeg er smigret. Men mine klansmedlemmer kan jo ikke sove hele dagen .. der er arbejde at udføre.." Hun lod blikket hvile på det nærmeste af orkteltene, hvorfra en høj snorken kunne høres. Teltet var vævet af et groft materiale, og ejermanden havde en samling af afhuggede ører trukket på snor, hængende fra dets åbning. De bevægede sig let frem og tilbage i den milde vind.

De vinger var en direkte forbandelse for Beon! som spion havde han alle dage satte sin lid til sit naturlige og ikke særlig iøjefaldende udseende, sammenlagt med selvfølgelig træning. Men altid var meget nemmere når man blot var hvad befolkningen ville kalde middelmådig. Han gik nemt i hovedstaden hvis det var nødvendigt, for ikke at tale om alle andre steder. Rubinien var det værste, men man kunne altid opdigte en historie på hvorfor. Det var heller ikke fordi alle dernede var farvede. Langt fra. Dertil, ud at dømme fra Ashas smil, var han heller ikke sluppet afsted med at liste sig væk denne gang. At sidde indendørs i så lang tid var efterhånden ved at drive ham til vanvid, men han turde ikke nærme sig byer af nogen art, i frygt for at han ville gøre sig alt for tydeligt bemærket og at folk derved ville kunne huske ham og ikke mindst hans udseende. Med eller uden vinger, så ændrede resten af ham altså stadig ikke.

Beons nogenlunde neutrale udtryk, med det velkendte snert af panik når han var alt for nem at se, gled over i et skævt og imponerende nok, meget drenget smil. "Oh, Asha.. Du ved hvor meget jeg holder af vores alenetid! Jeg tvivler stærkt på at de opdager hvis du er væk en time eller to?" svarede han mens hans blik modvilligt blev fæsnet kort på snoren med de mange hængende øre, hvoraf de fleste var godt indtørrede. Han blinkede et par gange og tvang sin krop til ikke at udvise hvor koldt det løb ham ned af ryggen at se.
Orkerne havde en speciel måde at leve på, og det var ikke ligefrem nemt at forstå for Beon der var opvokset med alt hvad han pegede på nærmest. Det var en merkant forskel som Beon tog ind i krop og sjæl og gemte sammen med andre erfaringer og oplevelser. Noget af det som gjorde ham så god. Han kastede aldrig oplysninger til side som værende unødige. Hvem ved. Måske en dag blev det nødvendigt for ham at vide hvordan en orkklan fungerede. Lige nu var han dog langt mere fokuseret på at få lov til at snige sig udenom den! Og at trække Asha med sig, var heller ikke nogen dårlig ide i hans hoved.

Asha var vant til sine klanmedlemmers lettere makabre påfund, men hun ville nu aldrig selv have afhuggede ører hængende uden for sit telt: det var trods alt noget, hun fandt værende en tand for usmageligt. Desuden havde det en ubehagelig tendens til at tiltrække fluer.
Et øjeblik blev hun stående med armene over kors, imens hun så på Beon med et drillende smil om læberne. Hun måtte give ham, at han præsterede at holde humøret oppe på trods af sin uheldige situation. Eller rettere sagt: at i det mindste lade som om, han var ved godt humør. Asha tvivlede på, at hun selv ville have den store begejstring for at have et par vinger plastret på ryggen.

"Når du nu spørger så pænt.." Svarede hun sødt, og slendrede hen imod ham. Vandspanden lod hun stå i græsset - de andre orker skulle nok finde den, når de stod op. Hun kiggede mod trætoppende fra Mørkets Skov, som kunne ses overalt i horisonten, før hun lod blikket hvile spørgende på Beon:

"Hvor skal vi hen?" spurgte hun kækt.
Han skulle i hvert fald ikke tro, at han ville slippe af med hende igen så hurtigt.

Beon var finurlig på det punkt. Han var ret utilfreds med de fine store hvide vinger, men samtidigmed forsøgte at stadig at virkelig som han var før. Ikke den mest glade, men heller ikke den mest sure. En ganske naturlig neutralhed måske. Alligevel førte han det ud til at være mere muntert for at skjule hvor utilfreds med sin tilværelse han egentlig var. Det plejede at virke. Dertil var det ikke så slemt når der kun var en i nærheden, og Asha var skam langt fra den værste han kunne være alene med lige nu.

Han kunne ikke lade hver med at smile af hende, som hun indvigede i at gå med væk fra de andre orker. Faktisk var det meget rart ikke at være helt og aldeles alene. Han havde siddet indespærret i sit kammer i flere dage uden selskab, så det var faktisk en rar forandring. "Jeg spørger altid pænt!" svarede han med et drillende smil, inden han begyndte at gå væk fra området og længere ind i skovområdet.
"Væk... Jeg har været indespærret på borgen lige i siden vingerne meldte deres ankomst.. Jeg trænger til at strække benene." forklarede han ganske roligt, som de kom lidt længere ind. Heldigvis havde Beon aldrig rigtig frygtet mørkeskoven mere end hvad godt var. "Har du et sted herinde du foretrækker? Skal være ærlig og sige at jeg ikke har udforsket skoven særlig grundigt."

Asha traskede af sted efter Beon, efterladende den sovende orklejr bag sig. Som de to skikkelser forsvandt under træerne, kunne hun høre, at der begyndte at komme liv i lejren bag dem, da den dybe røst af dæmpede orkstemmer lød gennem morgenluften. Det lod til at være i sidste øjeblik at Beon var sluppet forbi orkerne.
Asha skulle han derimod ikke så nemt slippe af med: hun sørgede for at holde trit med ham, imens hun nysgerrigt betragtede skovlandskabet. Træerne voksede tæt her, blandt mosgroede klippeskrænter og dybe, mørke afgrunde omgivet af slyngplanter. For nu fulgte de en smal sti, som sandsynligvis ofte var blevet benyttet af Mørkets tilhængere.

"Nåh, jeg troede såmænd, at du havde været ude at flyve i al den tid. Se landet fra en ny vinkel.. sprede dine smukke, hvide vinger.." Hendes tonefald havde stadig en tydelig drillende undertone, for hun var jo så ganske klar over, at det første Beon havde foretaget sig, var at lukke sig inde i sit kammer.
Hun lod blikket glide rundt mellem træerne, en smule nysgerrig. Hun havde heller ikke selv haft den store mulighed for at udforske skoven, siden hendes og Mok'garu-klanens ankomst. De havde nærmere haft travlt med at rydde træer og buske væk for at gøre plads til lejren. "Næh, lad os se hvor stien her fører hen.." svarede hun Beon.

Som de var kommet anstændig langt nok væk fra orklejeren, fik vingerne lov til at slappe med af og falde ned fra deres forsøgte skjul. De havde siddet meget sammenpresset og forsøgt at gøre mindre end før. Nu slappede musklerne af, som resultat af at Beon fik åndet mere lettet op af at være sluppet lidt væk. Dog stadig med Asha traskende efter sig, men det var et selskab han kunne håndtere i modsætningen til mange af de andre beboere ved borgen. Nogle gange undrede han sig over hvorfor han stadig befandt sig i deres rækker. Mange af de krigere han havde beskæftiget sig med var ikke de klogste i denne verden.

Beon fnøs i et halvsmil og vendte blikket mod den kvindelige ork. Af en eller anden årsag generede det ham ikke på samme måde at høre Asha drille ham. Der var mere, humor over det og ikke så meget mobning. Selvom vingerne påtvang ham i hans hverdag, syntes hendes humor alligevel at bløde det lidt op. "Jeg ser tit landet fra en ny vinkel, søde Asha! Men flyveturen har jeg gemt til dig. Hvad siger du til en flyvetur med de smukke, hvide vinger!" drillede han tilbage, mens han syntes at bløde endnu mere op i et smil, som faktisk var en smule udfordrende. Sagde hun ja, så lettede han, og han havde hende med. Selvom det måske ville bringe problemer med sig hvis vingerne skulle vise sig at fejle.

"Stien det er." svarede han roligt og begyndte at gå afsted, mens vingerne bredte sig ud for at strække sig, for derefter at falde sammen igen. "Sig mig, hvad er det egentlig i foretager jer nogle gange om aftenen nede i klanen? Jeg kan se lys og nogle bevægelser oppe fra borgen, men det ligner ikke almindelig gruppehygge alle dage." spurgte han lidt flyvsk ind til, samtidigmed at han egentlig også var godt nysgerrig! Han vidste ikke meget om orker i forvejen.

Ashas blik blev hurtigt draget af de store hvide vinger, der efterhånden kom mere til syne, som de gik. Et øjeblik morede hun sig med tanken om, hvad der ville ske, hvis de sad fast i noget buskads, og hun kom med en lille, gryntende latter. Det ville uden tvivl være et nydeligt syn.
Hun hævede dog øjenbrynet let, da han tilbød hende en flyvetur - dén havde hun alligevel ikke set komme. Hun skubbede et par grene til side, imens hun overvejede, om han mon var seriøs. "Pffft, jeg vidste ikke, at du var gået hen og blevet så sikker på vingerne, at du kunne tage passagerer med... kan du overhovedet komme op over trætoppene?" Lød det fra hende, dog ganske godmodigt, som hun vandrede ved siden af ham på den smalle sti.

Hun havde - sjovt nok - aldrig prøvet af flyve, og tanken både tiltalte og skræmte hende. Orker var trods alt væsner, der fungerede bedst med begge fødder plantet på jorden. Tanken om flyveturen blev dog for et øjeblik slået ud af hendes hoved, da han begyndt at spørge ind til orkerne, og en rynke viste sig mellem hendes bryn: Så kender man hr. luskebuks igen! Selvfølgelig har han gået og luret ..

Nu var det dog ikke, fordi orker var særligt diskrete i deres adfærd, og man behøvede ikke ligefrem luske rundt, for at have set, at der foregik noget. "Vores shamaner laver nogle ritualer for Nak’lar." Svarede hun derfor sandfærdigt. Det var ikke fordi der som sådan var noget hemmeligt ved det, men hun følte alligevel behov for at sænke stemmen en smule, når hun talte om religiøse anliggender. Hun havde stor respekt for Nak’lar - orkguden, der havde med ånder og forfædre at gøre. "Shamanerne mener, at sådanne ritualer vil styrke os i krigen.. I går ofrede de en hest."
Det havde været et frygteligt blodbad, og Asha vidste, at flere af orkerne nu nærmere mente, at en god mængde skarpslebne økser ville styrke dem i krigen, men der var ingen, der ville sætte sig op mod shamanerne - dertil havde orkerne alt for stor respekt over for guderne.

Beon smilede udfordrende til hende med hovedet let på skrå. "Er det en udfordring? Nok er jeg ikke vant til englevinger, men undervurder ikke min evne til at overraske." han blinkede drilsk til hende og fandt sig selv godt underholdt af at hun talte sådan til ham. Hun talte nemlig ikke ned. Hun drillede, men mente det ikke i en ond sammenhæng. I hvert fald ikke som de gik her igennem skoven og fik set sig lidt omkring. Hendes efterfølgende hævede øjenbryn fik ham til at smile til hende igen, på en mere uskyldig måde. Havde hun virkelig regnet med at han ikke lurede rundt?

Ikke at det havde været svært at se hvad de havde gang i, og Beon ville til nødt kunne indrømme at han havde været nede i tættere hold og se hvad der foregik. Men ud fra hans erfaringer tog Orkerne det knap så pænt når folk studerede, eller observerede deres ritualer, som udefrakommende. En skam virkelig. Han ville gerne forstå hvad det egentlig var der foregik.
"Ah!" selvfølgelig, det kunne han havde sagt sig selv! Han vidste at Nak'lar var nært knyttet til orkerne, og at denne klan da heller ikke var anderledes. Nysgerrigt lod han Asha fortælle videre om hvorfor de gjorde det. "Jeg har hørt en gammel filosof engang sige, at hvis man tror at et ritual eller en anden handling har indvirkning på fremtidige gøremål, så bliver det sådan. Tro er for os tænkene væsner, en vigtig del." han vidste naturligvis ikke om det virkede. Han havde bare hørt, og endda selv prøvet hvad det ville sige at tro. At ofringer var en nødvendighed for orkerne, var en anden side. Alle bruge forskellige materialler og grunde. "Men hvorfor en hest? Fordi den er stor og stærk?" spurgte han nysgerrigt videre. Nok var det ikke lige et emne han måske burde spørge så meget ind til, og ville også respektere at hun ikke ville sige det. Klaner havde tit et ønske om at holde deres gøremål for dem selv.

Asha følte selv, at Beon udfordrede hende med sin snak om flyveture, og hun var ikke typen, der trak sig tilbage. Hendes øjne hvilede et kort øjeblik på hans ansigt, mens hun bed sig let i læben, før hun igen fik et drillende grin frem. "Du prøver bare, englefjæs." Sagde hun. Hun troede stadig ikke rigtig på, at han ville gøre noget. Han lod til at være alt for usikker omkring vingerne, og hun var faktisk ikke sikker på, hvorvidt han kunne styre dem særlig godt.

Orkerne var ganske rigtigt ikke særlig tilfredse med folk, der lurede. Det lå ikke i orkernes natur at snige sig rundt og spionere på andre - tværtimod. Derfor ville de sandsynligvis også blive pænt gale i skralden, hvis Beon blev taget i at snige sig rundt i lejren under ritualerne.
Asha var imidlertid ikke shaman, og hun snakkede, som hun havde lyst til. Hun kendte alligevel ikke til de dybere hemmeligheder ved ritualerne, og hun forstod ikke engang til fulde det oldorkiske sprog, shamanerne messede deres bønner på: et sprog, som kun de religiøse overhoveder for klanen studerede.

"Nak’lar har altid holdt sin hånd over os. Naturligvis gør vores tro os stærkere." Svarede hun. Asha troede fast på gudernes eksistens, selvom hun ikke brugte meget tid på at sende bønner mod himlen - det måtte være op til shamanerne, som bad for dem alle. "Hesten symboliserer styrke og udholdenhed. Noget der vil blive overført til os, når dens blod ofres til guderne." Hun forsøgte at lyde, som om hun vidste alt om ritualerne, imens hun forklarede. Beon vidste trods alt ikke noget om deres skikke, og Asha ville gerne have det til at lyde som om, hun havde stor indflydelse på alt, hvad der foregik i klanen.

Selvom Beon truede med at gøre det, og sagtens kunne finde på det, valgte han at have sine fødder solidt plantet på jorden. Skulle han op og flyve, blev det ikke med disse hvide vinger, og nok heller ikke med passager! Han kunne knap holde sig selv i luften. Beon var rent faktsik vant til at flyve, men tyngdepunkterne og kraften man brugte i vingerne, var anderledes end uglevinger. hvilket da også var grunden til at han var så dårlig til det. Alle andre engle som Beon igennem havde observeret vidste nærmest hvordan de brugte vingerne lige fra første gang uden tøven. men det havde naturligvis heller ikke prøvet andet. Vinger var ikke bare vinger. Der var forskellige måder at styre skidtet på, og Beon var ikke fan af englevinger på nogen lede eller kanter. "Når du mindst venter det." svarede han tilbage med et glimt i øjet, som de fortsatte. Det kom ikke til at ske, men det kunne Asha jo ikke vide.

Beon lyttede interesseret til hendes ord og forsøgte virkelig at forstå hvordan en orkklan fungerede. Disse ting var noget som virkelig fascinerede manden. Det var ikke noget alle vidste - langt fra. Det havde nok noget at gøre med at folk sjældent tog sig tid til at lærer ham at kende, og at Beon helst holdte oplysninger for sig selv. "Det er fascinerende!" startede han ud med at sige, og mente det også tydeligt. "Men i ofre vel også andet end heste? Selvom en hest er et stort og stærkt dyr, ofre i vel også andet?" det faldte ikke rigtig Beon in at han måse ikke burde tale om dette eller spørge ind til det. Men nu Asha mødte ham med åbenhed, ønskede han at høre så meget som det var muligt.

Halvmørket omkring dem blev dybere, som de vandrede længere ind i Mørkets Skov. De holdt sig stadig til en sti, der tydeligvis ganske ofte blev benyttet af Mørkets tilhængere: græsset var næsten trampet væk i en smal stribe, og enkelte steder, var buske hugget ned. Rundt omkring dem kunne høres den svage puslen i krattet og lyden af fuglepippen, der antydede, at skoven ikke var helt så livløs, som den kunne se ud ved første øjekast.
Ashas blik gled hen over de grønne grene, der omgav dem på begge sider, før hendes blik et øjeblik hvilede på Beons hvide vinger, og en let, gryntende lyd kom fra hendes strube. Hun tvivlede på, at han ville gøre alvor af 'truslen', og det havde hun det egentlig også bedst med - hun vidste ikke, om hun stolede nok på spionen til at lade ham bære hende gennem luften.

Hendes øjenbryn hævedes let og hun rankede sig en smule, som han udtrykte sin fascination for hendes klan. Hun følte, at hun var en del af noget vigtigt, ved at tilhøre klanen. "Naturligvis.. vi kan jo ikke ofre alle hestene. Folk skal også have noget at ride på." Sagde hun med en kort, ru latter. Orkerne selv var sjældent på hesteryg - de fungerede bedst med begge ben plantet på jorden, og de kunne løbe lagt ad gangen, selvom de naturligvis på ingen måde kunne hamle op med en rytters hurtighed.
Hendes blik hvilede på Beon, mens et lumsk grin lurede i hendes mundvige. "Så du skal nok passe på med at luske rundt i nærheden af lejren. Et menneskeoffer ville sikkert tilfredsstille guderne ganske godt .. for slet ikke at tale om et .. engleoffer." Hun klukkede let for sig selv over sin egen morsomhed.

Beon nød at vandre i skoven. både på og udenfor stierne. Desværre gjorde vingerne det svært for ham at guide sig ind mellem grenene uden at komme i en større slåskamp for at få fjerne med sig. De var faktisk mere i vejen end hvad godt var! Han glædede sig til at de faldte af af sig selv igen. med mindre de fik en eller anden ide til at bruge det. Beon skulle have alle planer i sit hovedet gjort klar for at finde ud af hvordan han kunne klare sig igennem sin fremtidige mission så nemt som muligt. Hvis rygterne om at de dragede til Dragorn var sande, så var chancen for krigsfanger også i syne. Nok holdte han sig til sin oprindelige plan, men sørgede alligevel for altid at have et es oppe i ærmet.

"Naturligtvis." svarede Beon tilbage, og var glad for at Asha rent faktisk havde humor i stedet for at være tung i betrækket som mange af de andre han havde mødt i hæren efterhånden. Det gjorde hverdagen en smule ensformig. "Men jeg tænkte mere på de forskellige symbolikker som dyr har haft igennem tiden. Som tyren! Tyren betyder kapacitet for storhed. Og en hjort som i de fleste tilfælde betyder fred og frugtbarhed." Beon var ikke klar over hvilke dyr der normalvis lå på menuen til disse ofringer, men han tvivlede stærkt på at det kun var fysisk styrke der lå i deres tanker.
Beon grinede let og dukkede sig under en gren, som havde bredt sig hen over den nedtrampede sti. "Det skal jeg prøve at huske!" Beon gik et par meter mere, før han stoppede op og kiggede rundt i skoven. "Asha? Hvis du skulle planlægge en rute væk fra borgen, i et forsøg på ikke at blive opdaget. Hvilken vej ville du så gå?" spurgte han ud af noget som virkede som ingenting. Det var en strøg tanke der var nået ham. Det var en oplysning som var god at holde på.

Asha betragtede omgivelserne med nysgerrighed, som de bevægede sig dybere ind i skoven. Man kunne efterhånden se, at stien, som de gik på, blive smallere og smallere, og hun overvejede, om den snart ville ende helt. Hun havde hørt meget om Mørkets Skov, og det var de færreste ting, der var særlig behagelige - folk havde det med at forsvinde. Også dem, der tjente Mørkets Lord, for han havde ingen magt over skovens dyb.
Lige nu virkede her imidlertid ganske fredeligt, tænkte hun, som hun skubbede et par lavthængende grene til side. Træerne stod tæt på begge sider af stien, og der var et dybt mørke blandt de tykke stammer, hvor kun en smule sollys trængte ned fra oven. En kort tanke om, hvad der mon boede i mørket strejfede hendes tanker, men hun rystede dem hurtigt af sig og vendte i stedet opmærksomheden mod sin følgesvend.

"Vi har aldrig ofret en hjort .. hjorte er frygtsomme skabninger." Sagde hun. Desuden var de frygteligt besværlige at fange - der havde hesten været noget nemmere, da den havde tilhørt en afdød kriger i hæren. Det var i det hele taget meget begrænset hvor meget dyreliv man kunne finde tæt på borgen, da det meste blev skræmt væk af krigerne og den del af hæren, som havde slået lejr uden for borgens mure. Man drog dog gerne på jagt - både i udkanten af skoven og i det bjergfyldte område, der grænsede ud til den vestlige kyst.
Lidt mistænkeligt skulede hun til Beon, da han snakkede om en rute væk fra borgen, hvor man ikke ville blive opdaget. Det lød som om, han var ude på noget mere lusk. "Ligner jeg én der er god til at snige mig rundt?" Spurgte hun med endnu en lille, ru latter, imens hendes øjne betragtede ham med et gennemborende blik. "Skoven ville sikkert være en udemærket rute, medmindre man altså ikke havde lyst til at snige sig forbi orklejren.. Ellers ville jeg tage Den Gamle Landevej nordpå, men den er der også en del af krigerne der benytter, så jeg skulle nok holde lidt afstand til selve vejen.." Hun trak let på skuldrende, og kastede endnu et mistænksomt blik i Beons retning. "Hvad er du ude på?"

Det kunne hun selvfølgelig havde ret i. Hjorte var ikke ligefrem nemme at fange, og de var ligeledes også umådelig gode til at lytte og opdage hvis der var fare i nærheden. Egentlig ret fascinerende nu Beon tænkte over det. Han var selvfølgelig også opvokset til at skulle suge alt information til sig som var alt spændende og interessant. Heldigvis havde Beon egenskaben til at interessere sig for stort set alt. Selv orker og deres levevis, selvom de i forhold til mange andre levede utrolig primitivt, men det gjorde halvdyr også, for ikke at sige mere primitivt.

Beon sænkede farten for at vende blikket, da Asha først svarede ham. Den mindre ru latter der var efterfulgt fik Beon til at smile lidt mere og ryste svagt på hovedet af hende. "Ikke ligefrem.. Men du kunne jo overraske." svarede han, inden Asha fik lov at fortsætte. Beon fjernede et par grene i hovedhøjde og nåede til en mindre åbning, hvor han stoppede op og kiggede lidt rundt i den dunkle åbning, der dog var mere belyst end resten. "Vejen vil så ikke være en mulighed..." brummede han let for sig selv.
"Mig? Intet... Ikke ret meget i hvert fald.. Sig mig, hvordan og hvornår skulle man kunne snige sig forbi orklejren?" han vidste at jo flere spørgsmål der kom imod hende, jo nysgerriger ville hun blive og forlange at få et svar på hvad han pynsede på. Noget han havde tænkt skulle strækkes lidt længere, kun fordi han nød at se hende i det mistænkelige stadie, uden nogen grund. Det var dejlig underholdende

Orker var sjældent lydløse i deres måde at bevæge sig rundt på - Asha ingen undtagelse. Kviste knækkede under hendes støvleklædte fødder, som hun masede sig gennem krattet og skubbede grene til side. Stien var efterhånden blevet til et smalt spor i skovbunden.
Det var ikke fordi, hun ikke var i stand til at liste af sted på tåspidserne - det var bare sjældent noget, hun beskæftigede sig med. Hun havde som regel ingen grund til at skjule sin ankomst - tværtimod nød hun ofte alle menneskenes blikke, når hun støjende bevægede sig rundt på borgen.

Herude under træerne, var det dog - så vidt hun vidste - kun skovens dyr, der blev alarmeret af hendes bevægen gennem det grønne. En let fnysen lød fra hendes næsebor, som Beon snakkede videre. Han var tydeligvis ude på et eller andet, med sin snak om at snige sig uset væk fra borgen.
"Du ved .. Mørkets Herre ser ikke så mildt på folk der .. deserterer." Hendes blik fastholdt hans et øjeblik, før hun igen vendte opmærksomheden mod stien foran dem. "Og jeg ville da blive umådelig ked af at se dig forlade os .. medmindre det kun er midlertidigt?" Hendes øjenbryn løftedes let, og hun holdt et par grene til side, så Beon også kunne komme forbi, mens hun gjorde et lille, ironisk buk.
"Orklejren skal du snige dig forbi om natten. Når de fleste er faldet døddrukne omkuld i deres telte." Hendes hæse latter genlød igen mellem træerne. "Eller om formiddagen - når krigerne er draget på jagt. Selvom du selvfølgelig så skal gøre dit bedste for at undgå at støde på flokken af jægere ... men dem kan du nok lugte på lang afstand."

Selvom der var morskab i Ashas stemme, kunne man tydeligt fornemme hendes nysgerrighed - hun var nu ganske opsat på at finde ud af, hvad Beon var ude på.

Beon smilede ganske uskyldigt til Asha, med et smil som afslørede at uskyldighed nok ikke var det ord man først ville bruge om ham. Det var et tandsmil, mens han mere eller mindre forsøgte at se nuttet på hende. Kun for en ganske kort stund, mens han morede sig over hendes udtalelse, og endnu mere som hun alligevel valgte at fortsætte med at give ham de oplysninger han behøvede. Om det var en prøvelse af ham, eller om det var fordi at hun rent faktisk stolede på ham, var endnu usikkert for ham. Men Beon valgte at smile til hende, i et mere roligt og neutralt udfald end den drilskhed der havde været før, selvom blikket var tilbage som han gik forbi grenen hun holdte og stoppede sig selv fra at nege til hende over det ironiske buk. "I lige måde! Det bliver en prøvelse at skulle undvære dig i for lang tid.." stadig undgik han at svare på hendes spørgsmål ganske med vilje. Mest for at irritere og drille lidt endnu. Det var bare et spørgsmål om tid før han fortalte hovedtrækkene.

Han bed sig let i læben og brummede eftertænksomt. "Så der er mulighed på to tidspunkter af døgnet... Det er faktisk utrolig behjælpeligt!" kom der glædestrålene fra ham, som han stoppede op på en åben plads og tog sig en dyb indånding.

"Nå... nu har jeg vidst også holdt dig hen i uvished længe nok!" startede han ud, som han vendte sig og kiggede på hende. "Mørkets herre har bedt mig om at infiltrere lyset.. På en helt anden måde end hvad Ikaris i sin tid måtte gøre.." startede han ud, mens han lænede sig op af en træstamme. "Krigsfangerne når vi indvadere Dragorn.. De bliver fragtet hertil, og jeg skal danne mig kontakt med en af dem.. Som en fange.. Jeg skal hjælpe denne fange, og måske enkelte andre, såfrem det kan lade sig gøre, fri fra borgen.. På den måde stoler de på mig.. og jeg kan bevæge mig mere frit i hovedstadens gader.." forklarede han Asha i store træk og blev overrasket over hvor meget han i realiteten stolede på halvorken. Det var ikke ligefrem viden for et hvert øre, som han nu delte. "Selvfølgelig er dette en hemmelighed.. Som jeg regner med du nok godt kan holde for dig selv"

Som Asha traskede videre langs den smalle sti, hvilede hendes lille øjne stadig nysgerrigt på spionen. Hun vidste generelt ikke så meget om de andre krigeres gøren og laden - hun selv havde trods alt mest til job at bygge bro mellem Mørkets Krigere og orkklanen. Orkerne kørte som regel deres eget spil, og de tog ikke ordrer fra nogen som helst - lige med undtagelse af Mørkets Lord og til tider generalen. Sidstnævnte mest, hvis ordren passede ind i deres egne planer.
Asha lyttede de til, fordi hun var et respekteret medlem af klanen. I sidste ende var det dog klanoverhovedet, der havde mest at skulle have sagt, og Asha kunne til tider godt frygte, at orkerne en dag fik nok af Mørkets Hær og besluttede sig for at skride. Det var Asha ikke interesseret i: her levede de trods alt langt bedre, end de havde gjort i udkanten af Medanien - noget som orklederen forhåbentlig også huskede på.

Hendes øjenbryn hævedes, og hun stoppede op midt på stien, da Beon var færdig med at fortælle ham om sine planer. Udtrykket i hendes ansigt viste tydelig overraskelse: hun havde faktisk ikke regnet med, at han rent faktisk ville fortælle hende, hvad han havde i sinde.
En lille mistroisk næserynke vidste sig i hendes grønhudede ansigt: "Nu er det vel ikke bare noget, du bilder mig ind, for at jeg ikke skal kæfte op, når du tager benene på nakken?" Sagde hun, selvom hun inderst inde rent faktisk troede på, at han fortalte hende sandheden: Hvis han virkelig havde tænkt sig at desertere, var det trods alt alligevel ikke hende, han skulle frygte, men Mørkets Lord.
"Bare rolig - jeg skal nok lade være med at ødelægge dine planer." Hendes øjne hvilede et langt øjeblik på vingerne på hans ryg: "Så er det måske ikke helt tosset, at du er blevet en englebasse - det kan være, at det vil hjælpe med at overbevise Lyset om din .. uskyld." Hun gnæggede lidt for sig selv over sin egen morsomhed.