Ordene der rungede igennem riddersalens stilhed, synes næsten at have en healende effekt på dæmonen. Hans sammenkrummede skikkelse rettede sig op, i retningen af mørkets herres ryst, den frembragte næsten noget der mindede om et smil på hans læber - hvis det ikke var fordi smilet lod sig overskygge. Sulten i hans øjne ville have været frastødende i manges øjne; den ville være ganske sigende for Lord Sabbatin.
"Herre, De er--"
Mørket, det Lord Sabbatin så voldsomt emmede af, var på grænsen til overvældende; en overraskende følelse, for en dæmon på næsten fire tusind år. Melkor rynkede brynene, lod hænderne der havde haft et stramt greb omkring hans eget ansigt, falde ned langs siden med et ganske, ganske lavt tempo. Han vurderede hans herre, betragtede hans skikkelse gennemgående - ikke fordi han ikke troede på hvad han så, fordi han var yderst sikker på hans syn - det var nærmere det han ikke så. Hvad havde der hændt hans herre? Hvad var der sket i den tid han havde været væk? Om nok synes omgivelserne i borgen ganske uforandret - slående endda - men vigtigheden i borgen, essensen af ondskaben og alt det den stod for; hans hærefører - han var forandret. Mægtigere endda, trods hans herres sigende restituering for hvad end der var sket med ham.
"Hvad er der sket?"
Hans stemme var næsten hviskende, dog høj nok til at mørkets herre ville kunne høre ham. De voldsomt vædede øjne skyldtes hverken sorg eller frustration - hadet var voldsomt og gennemborende. Melkor følte langsomt at han mistede kontrollen, men gjorde intet for at tilbageholde den. Som han trådte hans herre nærmere, følgende hans skikkelses bevægelser med øjnene, mærkede han hvordan den langsomt omsluttede ham fuldkommen. Han bed sig selv i tungen, for ikke lade det ske helt endnu. Endnu.

Lord Sabbatin betragtede i tavshed den hjemvendte dæmon komme nærmere. Dæmonracen havde altid fascineret Mørkets Lord, der fandt, at man i disse skabninger både kunne få en hensynsløs kriger og en lydig undersåt. Mange dæmoner havde gennem tiden fundet sig tiltrukket af Mørket og den magt Lord Sabbatins udstrakte hånd kunne bringe, men Melkor havde været den bedste af dem alle. Tabet af generalen havde været alvorligt for Mørkets Hær, og medvirket til at skubbe Lord Sabbatin nærmere mod sit fald.

Hans handskeklædte hånd hvilede på tronstolens armlæn: under det bløde, sorte stof var der intet andet end knoglefingre. Lord Sabbatin havde dog glædeligt betalt prisen for sin tilbagevenden, og nu sad han her blandt Mørkets Hær, hvis styrke voksede dag for dag sammen med hans egen, kraftfulde magi.
"Meget er sket i dit fravær .. Melkor." Stemmen røbede ikke tankerne, der rørte sig bag de mørke øjenhuler. Han kendte endnu ikke den præcise årsag til sin tidligere generals forsvinden, og selvom Melkor altid havde forekommet ham loyal, havde Lord Sabbatin aldrig stolet fuldt og fast på nogen af sine tjenere.
"Jeg ved ikke, om du har hørt historierne om hvem, der væltede mig af tronen - Du kender ham ganske godt." Lord Sabbatins handskeklædte hånd knyttedes. "Det vigtigste er imidlertid, at jeg vendte tilbage. At jeg besejrede døden." Stemmen gav en smule genlyd i den halvtomme sal.

Han havde aldrig følt sig stærkere end nu. Den menneskelige krop havde altid været en belastning - nu var han så meget mere, og det var tydeligt for alle, der sluttede sig til Mørket, at se. Det glødede let i de mørke øjenhuler under den dybe hætte, Mørkets Lord bar.

Dæmonens menneskelige øjne bandt sig fast til hans herres umenneskelige. Melkors synsorganer virrede ikke en millimeter under Lord Sabbatins blik, nej de greb fast, hungrende efter hans herres bekræftelse. Dæmonen lod sig ganske sjældent underkaste (hvis ikke ordet 'aldrig' var langt mere passende her) af andre individer, men hans herre var en ganske stor undtagelse. Mange ville nok stille spørgsmålstegn ved Melkors forhold til hans herre, da dæmonen var ganske kendt for hans had til menneskeheden og dens race. Lord Sabbatin havde trods alt engang været menneske, noget der viste sig ikke længere at være tilfældet, men det havde været et kendt faktum. Hvorfor havde dæmonen gjort sig den undtagelse, og ladet sig selv sympatisere med ham?
Svaret på dette spørgsmål var ganske simpelt virkelig. Lord Sabbatin var om nok menneske af kød og blod, men af sind var han alt andet end menneske. Hans ondskab, mørket hans persona emmede af, var langt højere og frygtindgydende end mange dæmoner Melkor var bekendt med. Han var hæreføre af kaos og fjende af lyset. En hæreføre dæmonen med glæde ville tjene og følge, fordi han vidste hvad Lord Sabbatins planer ville føre med sig, hvis de blev gennemført. Død og ødelæggelse, og kun mørke.
Som Melkors skikkelse nærmede sig mørkets herre, hørende hans ord ganske tydeligt, fangede han sig selv i at krybe blot en anelse. Hans herre manglede fortsat forklaring på hans mange års forsvinden - en han havde ville ladet falde på stedet, hvis det ikke havde været fordi hans herres ord ledte hans tanker et helt andet sted hen. De rød-sorte øjne kneb sig sammen til tynde streger, da han talte:
"Væltet af tronen? Af hvem? - er de stadig i live?"
Den sidste del af sætningen blev sagt med en dybde, der fik hans stemme til at runge gennemtrængende i hallen. Han trådte varsomt fremad, sættende den enkelte af hans fødder på det første trin der ledte til podiet der ledte op til tronen. Melkor betragtede sin herre indgående, om nok var dæmonen i besiddelse af en evne der kunne give ham alle de svar han lystede - uden at hans herre overhovedet behøvede at åbne munden. Som mentalist var det en ud af mange fordele, men var der et sted Melkor ikke ville betræde med hans mentalistiske evner så var det hans herres tankecenter. Ikke fordi han ikke ville, tværtimod, der var ikke noget han hellere ville. Han skulle blot have tilladelse til det først.
"Fortæl mig alt!"

Lord Sabbatins handskeklædte knoglefingre trommede ganske let på stolens armlæn, imens han betragtede dæmonen foran sig. Rastløsheden herskede altid hos Mørkets Lord. I sine menneskelige dage, havde han kun sjældent overgivet sig til søvnen: nu skete det aldrig, og dag og nat vandrede Lord Sabbatin omkring i Midnatsborgens mørke gange, hvor han efterhånden kendte hver eneste sten i bygningsværket.
Dag for dag så han sin hær vokse. Dele af den omkringliggende skov, der engang havde stået tæt op ad borgens mure var ryddet bort for at gøre plads til bål og telte for menneskekrigere, lejesoldater, orker og andre væsner, der blev tiltrukket af Mørkets magter.

Der gik et øjeblik, før Lord Sabbatin besvarede Melkors spørgsmål. Han ønskede ikke at lade dæmonen få adgang til sit sind, ikke engang dele af det, før han vidste mere om, hvor han havde befundet sig. Melkors tilbagevenden ville dog vise sig at være fordelagtig, hvis han igen var villig til at tjene: noget alt i hans opførsel tydede på, at han ville være. Dæmonen ville være en stærk tilføjelse til hæren, som Lord Sabbatin snart ville sende nordpå. *

"Åh ja, det er han. Ikke med min gode vilje." Mørkets Lord gjorde en kunstpause: han var meget interesseret i at se Melkors reaktion på det, der ville komme. "Du kender nok ham der væltede mig fra magten bedre end de fleste ... din søn."
Lord Sabbatin var allerede fuldt klar over, at det ikke var noget kærligt forhold, der herskede mellem far og søn. At få kløerne i Morgoth, der i øjeblikket var eftersøgt af hele landet, var dog langt fra Lord Sabbatins førsteprioritet, nu hvor han igen sad på magten og havde den fulde kontrol over Mørkets Hær: Lyset var fjenden. Morgoth var blot en sølle forræder på flugt.

(* antager klart at tråden foregår før angrebet på Dragorn)

"Han?"
Et spørgsmål, virkelig, men ikke et der behøvede svar; ikke et som tillod svar, da dæmonen atter åbnede munden for at tale. Melkor nåede dog aldrig længere end en udånding, da han hørte hans herre tale. Det undrende udtryk der før havde præget dæmonens ansigt forsvandt med voldsom hast og lod sig erstatte af kaos. På ganske få sekunder nåede han, at udvise flere forskellige former for udtryk. Først overraskelse, så vrede - en følelse han stod ganske, ganske nær - og til sidst noget der sjældent (han kunne tælle flere tusinder af år siden sidst han havde omfavnet denne) faldt ham ind. Frygten greb om ham, og den holdt fast med et jerngreb.
”Mo-,”
Hans pludseligt bævrende underlæbe var fuldkommen ukontrollerbar. Han sank, var stiltiende for et par sekunderes, da han atter prøvede sig frem for at udtale navnet. Denne gang indeholdt tonefaldet en glødende vrede: ”Morgoth,”
Frygten havde endnu ikke sluppet, og dette ikke helt ubegrundet. Det fald hurtigt dæmonen ind, at hans forsvinden blot synes endnu mere mistænksom. Melkor bebrejdede ikke hans herre for at kaste en voldsom mistanke om forræderi i hans retning - han ville have gjort det samme, virkelig. Han vidste han måtte handle og hurtigt. Han frygtede ikke hans herres vrede, men han ønskede ikke at afstødes fra ham. Noget der desværre godt kunne være chance for at ske, hvis han kendte det forhenværende menneske godt. Og det gjorde han, så sandeligt.
Melkor sank i knæ, stødende den enkelte af hans knæer imod gulvet. Hans ansigt faldt imod jorden, underkastende sig den mørke skikkelse siddende i tronen. Han så ham ikke i øjnene, men lod blot sin sorte manke omfavne hans ansigt som et tæt, mørkt gardin. Hans læber trak sig ud i en tynd, lige streg. Han var alt andet end fuld af begejstring, da han atter hørte sig selv tale:
”Hvilket lys stiller dette mig ikke i?”
Han lagde den enkelte af hans hænder imod gulvet under ham. Varmen fra hans vrede fylde hans krop langsomt, men sikkert.
”Hvad tror De ikke om mig?”
En kort pause indfandt, da han atter løftede øjnene for at møde Mørkets Herres blik. Denne gang viede dæmonens øjne ikke en millimeter.
”Han er ikke længere min søn - De må tro mig når jeg siger, at hans udåd - hans høj forædderi - ikke stammer fra jeg selv. Jeg skal personligt straffe ham; gøre en ende på det liv jeg har givet ham,”
Han bed sig selv i tungen, tilbageholdende vanvidet der var få sekunder for at bryde ud. Han måtte hviske, for ikke at lade den dybe latter bryde ud i hans hals.
”Jeg skal personligt bringe Dem hans hoved - når den tid kommer,”

Skyggerne i Lord Sabbatins mørke øjenhuler var rettet mod dæmonen, imens han i tavshed betragtede Melkors skiftende ansigtsudtryk. Reaktionen var alt, hvad han kunne have håbet på: kaos, vrede, frygt. Det var i Lord Sabbatins højeste interesse, at dæmonen foran ham ikke viste det mindste tegn på at have været i ledtog med forræderen.
Skulle det vise sig, at Melkor stadig ønskede til sit yderste at tjene Mørket, ville han ikke få sin gamle position i hæren til bage. Ikke lige med det første, - Ethelihn Ishi sad nu og tronede i den magtfulde stilling som general. En stilling, som Melkor i sin tid havde besiddet, og Lord Sabbatin nærede ingen illusioner om, at dæmonen ville bryde sig meget om at se en utilregnelig kvinde bærende denne titel.

Det var imidlertid en passende straf for at have forladt hæren, hvad end grunden kunne være, havde han besluttet sig for. Den handskeklædte skelethånd greb fat om armlænet på tronstolens stenkolde armlæn: medmindre Melkor naturligvis virkelig havde forrådt ham.
Mørkets Lord tolererede ikke forræderi. Skyggerne skiftede position i kranieansigtet, som han lænede sig en smule frem mod dæmonen, der nu havde kastet sig på knæ. "Din søn var en stor fejltagelse." Ordene strøg som en let hvisken ud i den tomme sal. Morgoth skulle have været dræber, fuldstændig i tjeneste hos Mørket. En tro kopi af sin fader, men hans blod havde vist sig at være svagt.
Lord Sabbatins handskeklædte hånd knyttedes og blikket i hans mørke øjenhuler mødte igen Melkors. Han kunne lide at se vreden fylde dæmonen, og han gjorde et næsten umærkeligt nik med hovedet. Brat rejste han sig fra tronstolen for at starte en hvileløs vandring langs den lille forhøjning, hvor den stod.

"Jeg forventer intet mindre." Det passede Lord Sabbatin ganske udmærket at lade Melkor tage sig af sin søn. Det var tydeligt at dæmonen ønskede at råde bod på den fejl, der var opstået, da han lod Morgoth blive født ind i denne verden.
Der var dog stadig ubesvarede spørgsmål. Lord Sabbatin standsede op og lod igen blikket hvile på Melkor. "Som du kan forstå, har dit lange fravær været særdeles .. ubelejligt. Jeg forlanger en forklaring herpå, hvis du ønsker igen at være velkommen bag disse mure." Han lod spørgsmålet hænge i luften. Stemmen afslørede ingen følelser, men Mørkets Lord brændte efter at finde ud af, hvad der var hændt den betroede general, da han selv blev væltet af sin trone.

"En forklaring?"
Dæmonen talte fortsat, denne gang ganske ydmyg - en følelse der ikke tilfaldt dæmonen godt, denne fandt sjældent hans tonefald. Men hans herre var også en voldsom undtagelse - en han næsten med glæde gjorde sig:
"Selvfølgelig, herre. Jeg forstår."
Dæmonens fortælling, eller forklaring herefter var hverken lang eller kort. Melkor uddybte sin søns overfald på ham selv, og i særdeleshed den forbandelse (en han, ironisk nok, selv havde lært ham) Morgoth kastede over ham. Foragtelsen bredte sig som gift i hans stemme, som han beskrev forbandelsens effekt og hvordan den havde lænket ham til en af bjergets dybeste huler. Hvordan den langsomt havde ædt ham op, og ville have tilintetgjort ham havde det ikke været for hans biologiske manipulationsevne; hans egen heling havde befriet ham. Sammen med de få levende ting, der havde opholdt sig i mørket sammen med ham.
"- Magien der hviler i ham, er stor, herre."
En pause indfandt sig, sammen med hvad der lignede et smil der kunne knække over i gråd hvert øjeblik. Hvad det underlige var, at der fandtes ingen sorg i øjnene på dæmonen; eller angst - intet der kunne frembringe den egentlige gråd. Galskaben var blot lige under huden på dæmonen. Han fandt ingen virkelighed i, at hans egen søn - en nedstamning af ham selv - havde nedlagt personen overfor ham.
"Det er min eneste forklaring. Den gave jeg har tildelt ham, kan være udslettende. Jeg skal personligt sørge for, at han bliver udslettet."
Han vandrede skridt nærmere, hænderne foldet sammen, med ryggen krummet let sammen. Hans ydmyghed var sigende.
"Hvis De stadig ønsker min hjælp, min herre."
Han nåede trappen, ladende armene falde ned langs siden. Han åndede tungt ud, seende ganske direkte ind i mørkets herres ikke-eksisterende øjne. Han fangede mørket derinde, og hold fast.
"Jeg ved, at Deres valg ville være perfekt for mig. Uanset hvilken skæbne De finder mig passende."

Det kom ikke som en voldsom overraskelse for Lord Sabbatin, at det igen var Morgoth, der havde stået bag Melkors forsvinden. Først fjerner man generalen .. så slår man Mørkets Lord ihjel. En plan, der var lykkedes lidt for godt .. men hverken Lord Sabbatin eller Melkors tid så ud til at være forbi endnu, og nu var det sønnen, Morgoth, der var den jagede.
"Du er en vigtig del af min hær, Melkor. Jeg sætter pris på, at det ikke var mangel på loyalitet, der stod bag din forsvinden." Mørkets lords stemme skurrede mellem de kolde stenmure. Der var stille på borgen, denne dag. De fleste medlemmer i Mørkets Hær, havde andre gøremål, end at vandre hvileløst blandt de mørke sten, der udgjorde bygningen.

"Din søn, Morgoth, er din største fejl. Forhåbentlig kan den snart blive ... udbedret. Og aldrig gentaget." Mørkets Lord så ind i øjnene på dæmonen, der stod ydmygt foran hans trone. Hans fascination af dæmonracen havde aldrig fået en ende: i hans øjne, var det de mest perfekte skabninger, der eksisterede i denne verden. Stærke og udødelige. Men stadig villige til at underkaste sig en herre, der kunne give dem tilstrækkeligt.

"Bring de, af dine ejendele, du har brug for her til borgen. Jeg har mange planer, der snart skal bringes til live - og en del af dem involverer .. blodsudgydelser."
Selvom ordene var usagte, var det gjort klart, at Melkor var velkommen i hæren. Også selvom en anden, havde taget hans plads som general .. Lord Sabbatin ville finde det underholdene at se dæmonens reaktion på igen at møde Ethelihn. Det skulle blive .. interessant. Riddertitlen, ville Melkor imidlertid snart kunne genopnå - lige så snart, Lord Sabbatin havde set hans værd i den kommende kamp.

Der var ikke mere at sige for nu. Mørkets Lord havde hørt, hvad han ønskede at høre. Skyggerne, der faldt over hans kranieansigt, gav ham antydningen af et smil: at have Melkor tilbage i hæren var særdeles værdifuldt.
Med et sidste blik på dæmonen foran sig, samlede Lord Sabbatin skyggerne omkring sig og opløstes langsomt i dem, ind til der ikke stod andet end den mørke, tomme tronstol tilbage.


/out.