Øllene havde været mange, og aftenen havde været fuld af liv og massere af ballade. Imponerende nok var Beon ikke havnet i en slåskamp, som han ville tabe, ligesom han altid gjorde. Han var rent faktisk i nogenlunde anstændig stand som han lå og snorkede højlydt i den lejede seng, midt i Tusmørkedalen. Her havde han snorket hjerteligt i flere timer, og opdagede ikke at der ind af det åbne vindue, kom den mest finurlige lille skabning. En alf som så omkring og gav sig til at rodde rundt, inden den fik øje på den meget snorkende skabning. Et skummelt smil bredte sig og en krystal blev efterladt på sengebordet, inden alfen igen var forsvundet sporlyset ud af vinduet.

Da Beon endelig vågnede den sene eftermiddag, med et træt blik og en rumlende sulten mave, syntes krystallen ikke at tilegne sig megen opmærksomhed. I hvertfald ikke indtil Beon havde gabt højlydt og strakt sig.
Den var grøn, lille af størrelse, og dog var Beon fuldt ud klar over at den ikke var der dagen før. Han stragte hånden ud imod den og løftede den op til et nærmere syn. Noget han klart kom til at fortryde.
Det kunne være tømmermændende der spøgte, men en voldsomt smerte bredte sig og hele hans ryg syntes at være ved at sprænges! Han var ikke sikker på hvad der skete, men det føltes som om noget forsøgte at skære hans ryg op indefra og det fortsatte i en uendelighed.

En rum tid senere, med smertesudbrud og tag mod hovedet i et forsøg på at få smerten til at forsvinde, holdte det endelig op. Aldrig havde Beon følt sig så lettet før i hele sit liv. Lige indtil han rejste sig, og spejlet afslørede noget helt nyt ved hans udseende. Store hvide befjerede englevinger brydede hans ryg, hvilket gjorde ham en helt del mere iøjefaldende end før. Det var simpelthen løgn! Hvordan i al verden skulle han komme ubemærkeligt tilbage til fortet. Og hvordan undgik han de andre krigeres meget skarpe blik.. fordømmende og ikke mindst.. Morende..

Beon var ankommet til fortet. Endelig. At flyve var for ham naturligt i ugletilstand, men dette var simpelthen en større bedrift end som så! Vinden drillede, vingerne var upraktiske og tyngdepunkterne var forvirrende. Dertil var han alt for tung uden fugleknogler og han åbnede at være desideret udkørt da han kom tilbage. Han fløj ind gennem et vindue, landede på gangen og gik afsted, forhåbentlig i et øde miljø, uden chance for at møde nogens blikke. Så heldig var han ikke.

En let skummel latter nåede hans øre ganske uventet, og ganske rigtig. Her stod der nu en meget velkendt skikkelse og smilede sit rovdyrssmil, hvilket han ganske udemærket forstod hvorfor. "Ikke et ord!" kom der knottent fra den dystre Beon, der forsøgte at presse vingerne endnu mere sammen, i et desperat forsøg på at skjule dem. "Oh, god aften?" det skumle smil og morende blik brydede hende tydeligt, mens Beon sukkede dybt. "Uskyldig som altid.." et almindeligt svar som hun fik, hver gang han var kommet hjem, enten forslået eller med andre skavanker. Halvorken så ud til at more sig gevaldigt på hans bekostning. "Arh, strammer glorien ikke lidt nu?" Et svagt smil kom dog alligevel frem på hans læber, som han rystede hovedet af hende. "Det kommer jeg til at høre længe for det her... Hvordan har din dag ellers været, Asha?"