Nydelige toner havde fyldt teatret hele eftermiddagen, og selv forbipasserende havde haft mulighed for at høre tonerne der drev ud af teatret og omfavnede den ovre bydel. Der havde været opvisning derinde, så dem der ikke havde betalt, eller kunne betale, havde måtte stå udenfor og håbe at de kunne høre det meste af musikken, eller også måtte de gå ned på Markedspladsen, og håbe at gøglerne lige ledes optrådte.

En af de heldige der havde været til opvisningen var Jean-Vincente. Han var en del af orkestret. En violinst blandt mange, men ikke alle pengene kunne komme fra solo optrædener, og på denne måde kunne han gemme hvordan passionen for violinen ikke var der. Han havde på det seneste fået mere og mere kritik om sit spil, men han vidste ikke hvordan han skulle ordne det, så det blev mere og mere sjældent at han optrådte alene. Han måtte fikse dette lille problem så hurtigt som muligt, inden at hans karriere for altid var ødelagt. At spille violin var trods alt, alt han kunne.

Siden opvisningen var færdig, og Jean-Vincente ikke ønskede at snakke med de mange mennesker der stadig var i teatret, havde han taget sine ting og sneget sig ud. Da han kom ud tog han en dyb indånding af den kølige aftenluft. Det var endnu ikke tid til at udgangsforbuddet trådte ind, men der ville ikke gå lang tid, så Jean-Vincente ville nyde det så lang tid han kunne. Især fordi at det Øvre Bydistrikt var et fantastisk smukt sted at være, især for en som Jean-Vincente som kun kom her når han skulle på teatret. Han tog langsomme skridt gennem gaden, ikke rigtig på vej noget sted hen.

Hovedstaden var større end nogen by hun nogensinde havde besøgt - en labyrint af gader, bygninger der tårnede sig op over hende, og det overraskede hende ikke, at hun allerede var faret vild. 

Det første tegn, var de nydeligt klædte kvinder, der knapt ænsede Liu da de passerede hende. Den ene så kortvarigt på hende, men anså hende nok ikke for at være mere end lidt skidt der havde forvildet sig ind i det pæne kvarter. Klikkene fra deres hæle forstummede efter en tid og Liu var nødt til at erkende sit nederlag. Hvordan det var lykkedes hende ikke at finde markedspladsen, vidste hun ikke, men det var ved at blive aften, og hun ville helst finde et sted at sove før natten kom. Hun havde hørt om udgangsforbuddet, og brød sig ikke om tanken om at skulle tilbringe natten i arresten. 

Roligt åndede hun den kølige aftenluft ind. Hun kunne høre skridt længere fremme. Hvis hun var heldig, kendte vedkommende byen bedre end hende og var villig til at hjælpe hende i den rigtige retning. Hun rynkede misfornøjet på næsen ved tanken om at skulle bede en fremmed om hjælp, men det var den eneste mulighed der var. 

Med afmålte skridt gik hun den unge mand i møde. Han så ikke videre skummel eller faretruende ud, så hun bestemte sig for at han måtte gå an. 

"Hallo!" råbte hun. "Jeg har brug for hjælp." 
 

Jean-Vincente har sådan set gået i sine egne tanker, da han pludselig blev anråbt af en ung pige. En rigtig ung pige. Det var mere sædvanligt at se piger på den alder gå rundt alene nede i det nedre bydistrikt. Heroppe havde de næsten altid en værge, tjenstepige eller vagt med sig. Denne her pige så dog også ud til at hun ikke tilhørte dette sociale lag, selvom man selvfølgelig aldrig skulle dømme folk udfra deres udseende. Bare se på ham, han var fint klædt på, men en violinkasse over skulderen, men han hørte heller ikke til her. Nu var det så ikke ligefrem fordi at han hørte til det nedre bydistrikt, så egentlig var det ikke så stor en omvæltning.

"Øhmmm... til hvad?" kom det lettere tøvende svar fra Jean-Vincente, som han kiggede på pigen. Der var ikke meget han rent faktsik kunne hjælpe med, og det var også begrænset hvad han ville hjælpe en fremmede med. Han så måske ikke farlig ud, men han var ikke særlig god til at håndtere folk han ikke allerede var venner med. Han var bare ikke altid et særlig rart menneske, selvom idag var en af de bedre dage.

"Kan du pege mig i retning af markedspladsen?" spurgte hun, uden at bemærke mandens tøven. "Jeg er ikke herfra." 
Med krydsede arme, betragtede hun ham. Han havde en kasse over skulderen, formet efter noget hun aldrig havde set før. Normalt ville hun tøjle sin nysgerrighed, eller slet ikke være interesseret, men denne by var et mysterium for hende. Hvis hun skulle være i stand til at færdes her, duede det ikke at hun ikke kendte til andet end kaninfælder og at bruge en bue. 
"Hvad har du i kassen?" Hun nikkede mod den. 

Jean-Vincente var nok lidt chokeret over at blive spurgt sådan noget. "Ja, sagtens. Du er lidt i det forkerte lag af byen, hvis du skal finde markedspladsen godt nok," indrømmede han og pegede ned af gaden, for at vise hende vejen ned til markedspladsen. Han havde også lidt forventet at det ville være enden på det En simpel retning og så kunne han forsætte med sin lille tur.

"En violin," kom svaret og han hankede lidt mere op i violinkassen, men han havde ikke planer om at åbne violinkassen. Det var også begrænset hvor meget tid de havde inden udgangsforbuddet trådte i kraft, og Jean-Vincente ville helst ikke fanges af Kile præsterne. 

((Når du svarer i tråden, må du meget gerne tagge den næste der skal svare. I dette tilfælde mig. Det står lige under boksen hvor man skriver ^^ ))

//Inaktiv