En af de heldige der havde været til opvisningen var Jean-Vincente. Han var en del af orkestret. En violinst blandt mange, men ikke alle pengene kunne komme fra solo optrædener, og på denne måde kunne han gemme hvordan passionen for violinen ikke var der. Han havde på det seneste fået mere og mere kritik om sit spil, men han vidste ikke hvordan han skulle ordne det, så det blev mere og mere sjældent at han optrådte alene. Han måtte fikse dette lille problem så hurtigt som muligt, inden at hans karriere for altid var ødelagt. At spille violin var trods alt, alt han kunne.
Siden opvisningen var færdig, og Jean-Vincente ikke ønskede at snakke med de mange mennesker der stadig var i teatret, havde han taget sine ting og sneget sig ud. Da han kom ud tog han en dyb indånding af den kølige aftenluft. Det var endnu ikke tid til at udgangsforbuddet trådte ind, men der ville ikke gå lang tid, så Jean-Vincente ville nyde det så lang tid han kunne. Især fordi at det Øvre Bydistrikt var et fantastisk smukt sted at være, især for en som Jean-Vincente som kun kom her når han skulle på teatret. Han tog langsomme skridt gennem gaden, ikke rigtig på vej noget sted hen.
Krystallandet