Natten havde lagt sig over Elverly for mange timer siden, alligevel var der endnu lys enkle steder i det store fort, som kastede lange gyldne striber over den snedækkede by. Toorah rettede sig op i den store stol ved hendes skrivebord og lod skuldrene løftes op og ned et par gange. De røde øjne var trætte af papirarbejdet, men hun var som sådan ikke træt. Roligt rejte hun sig fra sin plads og gik over mod vinduet, den varme røde vinterrobe slæbte efter hende og gav en sagelig knitren fra sig. Elverly var lyst forsigtigt op af de magiske krystaller, men kun nok til at man ville kunne ane silhuetter, hvis der havde været nogen. I det fjerne kunne man ane dampen fra de varme kilder, Toorah sukkede kort, det var mange år siden hun havde siddet i en af dem. Nøgenhed var en helt normal ting i Elverly og mange badelystne gæster havde det med dagligt at besøge kilderne, som naturen havde skabt dem, men siden den rødhårede var blevet valgt som leder, havde hun holdt en professionel distance og gjort sig usårbar ved altid at være påklædt i folks nærvær. Hun bed sig kort i læben, inden et lille smil brød frem på læberne. Så vendte hun rundt og sejlede ubesværet gennem det store fort, ned af trappen og ud til kilderne, de eneste der ville have set hende var de to trofaste vagter der altid bevogtede indgangen til den mægtige bygning.
Turen fra fortet til kilderne var stille, ikke en eneste elver mødte hun på vejen, end ikke ene eneste spejder fangede de skarpe røde øjne. Toorah stoppede på kanten til et af de lune bade, inden hun kiggede op, månen kastede et blegt skær nedover noget af byen, men et par store skyer los store områder ligge hen i skygge, blandt andet kilderne.
I en hurtig bevægelse fik den rødhårede elver åbnet den store robe, inden den dalede ned og lagde sig i en sirlig cirkel i sneen og ikke mange sekundter efter lod hun sig glide ned i en af de lune kilder med et velfornøjet smil på læben.

Den rødhårede leder var bestemt ikke den eneste der stadig var oppe på disse sene nattetimer, hvor stilheden ellers synes at have sænket sig og selv vinterens småfugle klappede kaje.
Den unge elver havde ligeledes siddet oppe og skrevet rapport omkring dagens vagt, selvom der ikke havde været det yderligere spændende at skrive om, nogen gange ville han ønske at han bare kunne udfylde dem med et hastigt ' Jeg hverken så eller hørte noget suspekt ' og derefter afslutte den, men han vidste også godt at den gik ikke, han havde forsøgt sig med det en enkelt gang som ganske ung under oplæring, og havde fået noget af en røffel for det.
Var det her hvad hans liv skulle blive til; evindelige og dødkedelige papirarbejde, træning af dumme elvere der ikke ville fatte nogle hints eller bare alt for ofte dovnede den af... Intet andet?
På et vist område forstod han godt hvorfor Toorah virkede så knotten til tider. Med alle de kedelige politiske møder, vogtningen af Elverly, at sørge for der var gang i det hele og at elverne kunne være sikre. Jo så forstod man det virkelig godt.

Efter han papirrapport havde han gået over til Ithilwens hus, i håbet om at hun var kommet hjem igen og ikke var ude på en vagt. Håbet blev dog hastigt bristet da han så hvor goldt og underligt øde hjemmet syntes at være. Han placerede kort hånden på den kolde dør inden han med et opgivende suk gik hjem til sig selv, velvidende om at det ikke ville nytte noget at lede efter hende, de havde jo trods alt begge to en hel del at se til.
Måske et bad ville lette hans tanker og opvarme de hårde ømme muskler.? Et større håndklæde og en sølvfarvet kåbe med mørkeblåt foer blev slæbt med ham som han fik sig selv ned til de varme kilder. Han havde knapt trukket af sit tøj før han anede en skikkelse i dampene fra de varme kilder. Han kunne kun se skikkelsen bagfra, men det lignede umiskendeligt..
På lette fødder nærmest trippede han hen til hende.
" Wen.."
Han placerede en hånd på hendes skulder, der langsomt gled kærtegnene ned imod brystet, men nåede at stoppe lige over. Et elelr andet var galt her.. Der var alt for meget hår til at dette kunne være Ithilwen, selv hendes duft virkede anderledes.. Som sandheden gik op for ham, skyndte han sig at hive sin hånd til sig, som havde han brændt sig noget så voldsomt, trædende et skridt bagud som han bukkede sig undskyldende.
" D..Det må De undskylde Taurn Edhel.. Jeg havde ikke.. Det var ikke min mening. "
Han kneb øjnene i, stadigt stående i bukket og akavet position, med den ene hånd knyttet på hjertet og den anden dækkende over hans manddom. Alt ved hans postur vidnede om at han forventede at få en syngende lussing, hvilket han også selv mente ville være godt og grundigt velfortjent.
Han bed sig flovt i underlæben, imens tankerne fløj igennem hovedet på ham.
Hvad lavede hun her? Hun var da aldrig i de varme kilder, det var evigheder siden, jo han kunne huske noget lang tilbage fra da han selv havde været en bette knøs, før hun blev leder, men det var jo mange år siden, hvad fik hende til pludselig at besøge badene igen? Var hun steget ned? Havde hun altid besøgt kilderne så sent om natten gennem alle disse år?
Hvor var Wen? For ikke at nævne hvad skulle der dog ikke blive af ham, han havde jo nærmest begået et helligbrøde ved sin handling!

Toorah lænede sig tilbage og lod sig synke helt ned i det varme vand, hun havde glemt hvor afslappende det kunne være ovenpå en lang dag, især på de mørke kolde vinterdage. Det kunne være hun skulle benytte sig af det oftere, det havde hun trods alt gjort som ganske ung, hun havde næsten boet i de varme kilder. Det var inden hendes ansigtsudtryk var blevet kronisk hærdet til en maske af sten og håret var groet urimeligt langt. Hun lod forsigtigt en hånd glide henover en rod der havde dristet sig til at gro fra et af de store træer og ned i kilden. Hvis træer kunne tale ville de kunne fortælle historier der ville noget, de ville kunne sladre om en beruset nøgenbadende Toorah som sloges for sjov i kilderne med flere elvere end der egentlig var plads til i kilderne, med fnisen og fjanten.

En pludselig berøring rev Toorah ud af mindernes dybe sø og i ren refleks greb en utrolig stærk (af elverstandrder) kvindehånd fat omkring Rhovandirs håndled, der med det samme trak sig tilbage. Toorah fulgte halvvejs med op ad karret, mens hun drejede en halv omgang og de røde øjne begravede sig dybt og faretruende ind i hans forårsgrønne.
Idét det gik op for Toorah at det var en anden elver der havde berørt hende slap hun grebet og gik så et par skridt baglængs i den ellers store kilde. Det let sølvfarvede vand rakte lige præcs til opover hoften, mens det lange røde hår omringede elverlederen som en stor goppel i vandet, dem der kendte til at sætte håret ville vide, at noget af det rakte helt ned til jorden når det var slået ud, som nu. Resten klæbrede til den veltrænede elverkrop og dækkede halvvejs det ene bryst.
"Rhovandír!"
Elverlederens tonefald var ikke så lidt hårdt som overrasket, hvis hun skulle være bundærlig anede hun ikke hvordan hun skulle reagere på den unge elvers fejltrin, hun havde aldrig oplevet noget lignende i sine mange år.
"Jeg troede Deres spejderøjne rakte længere end det!"
Roligt blev begge hænder sat bestemt ved den slanke talje, hun havde som den unge ikke travlt med at dække sig til, nøgenhed var for Toorah så naturligt som for de mange andre elvere og desuden ville det ikke stå godt til hendes offentlige profil, når hun nu engang jævnligt havde hilst på de mange nøgne badende.

Det var tilsyneladende ikke kun lederen af Elverly og den unge spejder, der havde haft planer om, at besøge de varme kilder. Efter en hård arbejdsdag, med rigtig mange papirer og opretholdelse af helende drikke, samt dét, at holde styr på hele healerfløjen, var det blevet en god idé for Miilaethorn, at tage til kilderne. I dag havde været mere hård end normalt, også selvom han næsten var tilbage i sit gamle, milde og rolige jeg. Et eller andet havde naget, men han havde slået det hen, og nu hvor han, træt, gik gennem elverbyen, iført en lang kåbe i en sort og sølvagtig farve, var det styrende direkte mod de opfriskende varme kilder. Da han kom til sin destination, kunne han godt fornemme, at han ikke var alene. Der var allerede to henne ved et af badene og som den ene lænede sig over den anden, skete der mindre tumult. Thorn havde godt set hvad manden havde gjort ved kvinden, men da han fik lagt ansigt på hende og Rhovandír, ved hjælp af hans stemme og hendes nøgne krop der rejste sig midt i badet, blev hans øjne lettere intense. Hvad foregik der lige?

Da han hørte undskyldningerne, vidste han at det nok var en misforståelse og valgte derfor bare at gå videre hen mod dem, mens Toorah talte til den unge spejder. Det så ud til at hun havde styr på det, selvom hun virkede ret så overrasket. Da han selv var inden for høredistance, valgte han at tilkendegive sig selv for, ikke at forskrække nogle af de to yderligere. "Godaften. Rhovandír. Taurn Edhel," han vidste godt, at det ikke var dét han ville have kaldt Toorah privat, men hun havde insisteret på, at deres mere private ting blev holdt privat. Så længe det gik, som det gik lige nu, var Miilaethorn ganske okay med det.
Han gik helt hen til badet, hvor han lagde sit sværd fra sig - for dét havde han stadig med sig over alt, med gode grunde - og smed kåben, for derefter han kravle elegant op over kanten og ned i vandet.
"Jeg afbrød ikke noget vigtigt, vel?" spurgte han, så uskyldigt og uvidende som muligt, mens han så fra den ene til den anden.

Hand håndled var godt øm hvor hun havde grebet ham, men det var at foretrække over hvor flov han følte sig. For hvordan, ja hvordan kunne han have set Toorah værende Ithilwen? Da det slag han nærmest forventede ikke lod til at dukke op, listede hans blik sig forsigtigt op, tvingende sig selv til at møde sin leders skarpe røde øjne idet han sank en klump.
" Amin hiraetha Taurn Edhel, af hele mit hjerte. Papirarbejdet, mangel på søvn og dampen, forvirrede mine sanser og lod mig tro at De var min partner. Det vil ikke ske igen, det kan De være absolut sikker på. På ære!''
Endnu en klump blev sunket, idet han fornemmede bevægelse. Et kort øjeblik stivnede han yderligere, indtil Thorn havde givet sig selv til kende. Hvor flovt! Hvor meget havde den langt ældre elver mon ikke set eller hørt? Forhåbentligt ville han ikke sladre, han vidste at elverne generelt var et sladderlystent folk; npr man kom til en vis alder var sladder af alverdens slags den bedste form for underholdning. De forårsgrønne øjne skævede rundt, forsøgte at se om de kunne opfange mere liv, flere elvere, uden held. Blikket blev vendt imod Thorn som han gav et lille nik, inden blikket igen blev tvunget til at mødes med Toorahs røde øjne. Afventende hvad hun mere havde i sinde at sige eller gøre, mens han selv overvejede om han skulle tage hjem og pakke, gørende sig parat til at blive smidt ud af Elverlys trygge og vante rammer.
Det var flovt for ham, det var det vel på et punkt også for hende..?
Igen begyndte han at gnave på sin underlæbe, imens han hørte Thorn sætte sig ned i vandet. Selv turde han ikke gøre noget, hverken forlade stedet eller gå i vandet, bestemt ikke før Toorah selv havde givet ham lov til det ene eller andet efter hans uheld. I det mindste kunne han takke skæbnen for at hånden aldrig var nået helt ned og omslutte brystet, selvom det var en ringe trøst.

Toorahs ætsende blik flyttede sig ikke en millimeter mens Rhovandirs forklaring tydeligt blev mere og mere desperat efter tilgivelse. Til sidst kneb hun øjnene en kende sammen, men nikkede så til sidst anderkendende.
"Uuma dela Rhovandír. Det var en ærlig fejl!"
Den rødhårede elver trådte et par skridt tilbage og sank så ned langs kanten, til vandet dækkede hende til brystet, alligevel slap blikket ikke den unge elver, som prøvede hun at trække noget ud af ham, hun ikke helt var sikker på hvad var.
"Hvorom alting er, er det nok bedst, at ingen hører om dette lille fejltrin. Det ville gå hen og blive yderst... upassende!"
Den rødhårede elver hævede et enkelt øjenbryn, inden en person fangede hendes opmærksomhed, utroligt nok havde hun ikke hørt fodtrin i det fine lag sne der prydede byen, men hun havde sikkert været disret nok til ikke at tænke over det. Stemmen var dog let genkendelig og fik med det samme Toorah til at vende hovedet.
"Miilaethorn. Dejligt at se Dem!" Et lille smil på lederens læber stivnede øjeblikkeligt, inden hun slog blikket ned mod vandet, ikke foran andre. Uanset hvor glad hun var for at se ham var det ikke noget hun kunne vise andre, igen måtte hun minde sig selv om, at det var risikabelt at holde af folk, måske for den blonde elver, endnu mere.
Toorah kiggede op, igen ganske smilende, lod hun blikket glide op på spejderen, denne gang væsentligt mere blidt end før.
"Så Rhovandír, hvorfor slutter De Dem ikke til os? Jeg går ud fra at det var derfor De kom herned i første omgang, hm?"