På det lille, opstillede marked på havnen kan man i morgentimerne, kort før alt bliver fragtet til hovedstaden, købe store frugter, saftigt sprut og alverdens stof i prægtige farver. Ny landet fra rundt omkring i krystallandet og andre dele af verden. Sømændene er travlt optaget med at få læsset kasser af deres skibe og placere den på havnefronten. Det er af netop denne grund, Clement stod tidligt op i morges og begav sig ud af landevejen mod havnen. Det skyldes Clements omhyggelig planlægning af det nye teaterstykke, som skal skyde teatersæsonen i gang med et kæmpe brag. Han er på udkig efter stof til udklædning, og det bedste kan ikke gøre det. Hans årelange erfaring har lært ham, at han må være først ude for at få kløerne i bedre end det bedste. Krystallandet forventer jo intet mindre end det.

Clement er slank og velproportioneret i hans sorte jakkesæt og elegante, himmelblå skjorte. Han ser nydelig solbrændt ud, og nynner mens han svinger sin tynde stok af mørkt træ og sølvbeslået håndtag. Han betragter en kærre belæsset med kurve af stof, som han glider nænsomt sine fingerspidser over. Rundt omkring ham lyder der stemmer fra folk der drøfter forretninger og muntre piger der slinger hånd i hånd ned ad gaden. Til sidst vinker Clement nonchalant handelsmanden hen til sig. De to begynder at diskutere prisen, og Clement fører sig frem med en utrolig selvsikkerhed i samtalen, til den anden mands frustration. Samtalen når til vejs ende, med et træt nik fra manden og et tilfreds, dog bestemt, tryk på mandens skulder af Clement. Han får det arrangeret, at produkterne skulle afleveres på teateret i løbet af i dag. Clement ville personligt følge varerne tilbage til hovedstaden, så de ikke skulle fortabe sig hos en fremmed, med et endnu bedre tilbud. For, for at være ærlig, var det nok ikke den bedste handel handelsmanden havde indgået, nok snarere et venligt tilbud.

Efter handlen vandrer Clement fornøjeligt ned ad havnen. Den kraftige hale svinger glædeligt fra side til side. Kvinderne hvisker og glaner tilbage, når de passere ham og han imødekommer dem med et lille frækt smil, mens mændene hilser høfligt på Clement. Alle kendte ham, måske ikke personligt, men af navn og så er han efter mange år i denne branche efterhånden et kendt ansigt på havnen.

Det var tidlig morgen, da Azhaenna vågnede fra sin urolige søvn. Hun var blevet hyret af en handelsmand til at være beskytte hans karavane mod tyve og banditter. Det var en handelsmand, der skulle flytte hele sit inventar til Hovedstaden, og derfor var Azhaenna kun en ud af mange andre, der var blevet hyret som vagt. Dog var der kommet nogle problemer, og de havde allerede været forsinket i to dage. Det gjorde ikke meget for Azhaenna. Hun blev stadig betalt for sin tid, og dette var et af de lettere jobs hun havde haft.
Siden hun havde været helt lille, og var blevet overfaldet af en gruppe gadebørn, havde hun haft mareridt om det. Efter at have været holdt fange i to år var dette blevet meget værre. Hun kunne ikke huske, i de otte år hun havde været fri, at hun havde sovet gennem en hel nat. Når hun vågnede var det nært umuligt at falde i søvn igen.
Derfor havde hun brugt det meste af morgenen på at vandre rundt nede på stranden. Hun var endt på det lille marked, der solgte forskellige ting, før det blev sendt til Hovedstaden.
'En smuk kjole til en smuk kvinde? Eller måske er De mere interesseret i vores store udvalgt af smykker. Håndlavet, direkte fra Dragorn,' sagde en tyk mand fra omme bag sin bod. Hans smil nåede ikke øjnene, som vagtsomt granskede Azhaenna. Med hendes højde ragede hun højt over de fleste andre, og hornene var et tydeligt indikator på at hun ikke var menneske.
Uden et ord så Azhaenna på manden med et følelsesløst blik, en maske der havde været der så længe, at hun ikke længere kunne huske, hvordan man kunne se på noget med andet end kold ligegyldighed.
Azhaenna svarede ikke manden, men gik i stedet videre til de andre boder. Hver gang nogen talte til hende, smed hun straks hvad hun havde i hænderne, og fortsatte til den næste bod.
Hun fik øje på et halvdyr, der spankulerede rundt i et fint jakkesæt. Normalt ville hun ikke havde set på ham to gange, men han bevægede sig med sådan en selsikkerhed, at Azhaenna ikke kunne lade være med at holde øje med ham. De fleste halvdyr hun havde mødt, var enten rabide eller små, bange kaniner.

Havet skinner azurblåt og klart. Som om skibene ligger og vugger på en mægtig blok af flydende krystal. Luften er fantastisk blå og mild, og under dens store himmel bue flakker mågerne skrigende over den travle havn, og alverdens andre fugle larmer op i en blandet, kaotisk koncert. Bølgerne skyller ubesværet ind på stranden og væder det bløde hvide sand. Børnenes fodspor i sandet forsvinder hurtigt i det hvid, brusende skum.

Clement slentrer ned langs havnen med et beregnede smil på læben, mens han beundrer den skønne handelsflor, der gør hovedstaden stadig rigere og rigere på vidunderlige ting. Det bringer saft og kraft til det ophøjede liv for foden af krystalpaladset. Af skibene kommer sømændene i lange jakker og huer, der glade drager mod den nærmeste kro, hvor der skulle drikkes dybt og helst med nogle kønne tøser på skødet. Han kan ikke lade være med at trække på smilebåndet og begynder lystigt at fløjte til sømændenes melodi.

Brillansen fra solens stråler i halvdæmonens guldhorn rammer hans øjne, lige i det han drejer rundt på hælene, for at vende næsen mod sine varer. Han betragter hende nysgerrigt, mens hun glider fra den ene bod til den anden. Efterhånden ligger han mærke til hvordan hun konsekvent afviser al form for kommunikation eller tilnærmelse. Halvdyret studerer med tiltagende interesse dette sky væsen, med en høj og slank figur, og i tøj, som Clement bemærker, ikke er særlig flatterende og feminin for sådan en majeløs skabning.

Overbevist om at undersøge hende på klods hold, bevæger Clement sig med en atlets rolige selvsikkerhed hen mod hende, mens de smalle skuldre bevæger sig i takt med hans karakteristiske, vuggende gang og halens svingen fra siden til siden. Han ligger hovedet let på skrå og svinger sin stok, i mens han nærmer sig Azarise. Han betragter hende ublufærdigt, blottet for takt og tone. Han stopper foran hende og bukker teatralsk, med den ene fod foran den anden, ”Clement til Deres tjeneste min kære,” udbryder han og rejser sig op igen, hans ansigt oplyst af hans blændende smil. Stokken bliver stukket under armen og han bevæger sig hurtig om på hendes højre side, ”Kunne ikke lade være med at bemærke, at De kiggede,” lyver han, men lader hende ikke få ordet og fortsætter ivrigt, ”Jeg plejer ellers at være fantastik til ansigter og navne, men desværre kan jeg simpelthen ikke huske Deres!”

Azhaennas vendte opmærksomheden tilbage til den nærmeste bod, der solgte diverse bøger. De var alle indbundet i fint dyreskind, og prisen reflekterede også dette. Azhaenna havde ikke penge til overs til at bruge dem på sådan noget, men hun kunne alligevel ikke lade være med at løfte en af bøgerne, og studere den indgraverede forside. Nekromanti i Alkymien stod der på forsiden, omgivet af alkymitegn. Azhaenna var igang med at skimme den første side, da hun hørte en stemme, og drejede hovedet så hurtigt at det sagde knæk i nakken.
Halvdyret hun havde iagttaget stod foran hende. Nej, han bukkede foran hende. Azhaenna mærkede den vante følelse, af hvad der ikke kan beskrives som andet end akavethed. Det var sjældent at folk kom og snakkede med hende, og endnu sjældnere at de bukkede! Hvis der var nogen der gav hende opmærksomhed var det normalt sælgere, som hun ignorerede, eller andre krigere der ikke kendte manerer om det så bed dem.
Hun stod i tavshed i et par sekunder, og prøvede at finde ud af hvad hun skulle svare. Hun havde set efter ham, men hun mente ikke selv at hun havde stirret så meget at han ville lægge mærke til det. Og havde de mødes før? Det var Azarise helt sikkert på de ikke havde. Hun ville have kunne huske at møde sådan en speciel skabning.
'... Azarise,' sagde hun kort for hovedet. Og tilføjede derefter: 'Er mit navn. Jeg har ikke mødt dig før.' Hun prøvede at gøre sin stemme så brysk som muligt, for at dække over sin usikkerhed. Det var noget hun blev nødt til at gøre mere og mere, efter Shada døde.

Clement lader sig ikke skræmme af hendes bryske toneleje, og lader sig i stedet fornøje over hendes ubændige modvilje til at snakke med folk. Selvfølgelig havde Azarise aldrig stødt på Clement før, men alligevel overrasker det den smule hovmodige stjerne, at hans navn ikke vækker genkendelse. I hans hoved er han jo krystallands store vidunder. Den store underholdning og verdens centrum. Hans bedrifter burde havde spredt sig over krystallandet som en steppebrand, og lige op til teatersæsonen måtte det kun være hans navn på alles læber. På trods af, at hans ego lige er blevet et par centimeter kortere fortsætter hans upåvirket.

”Azarise,” gentager han højtideligt, mens han tænker, at navnet klæder hende. Dæmoner plejede altid at pryde sig med alle slags finurlige og majestætiske navne, blot for at dække over deres rigtige navn, som efter hans mening er ren volapyk. Ingen under, at de vil holde det hemmeligt. Han ville også være flov. Clement smiler over hans egen tankegang, men bliver pludselig opmærksom på sin samtale med Azarise.

”Hvor er det vidunderlig, at vi så kan præsentere os for hinanden nu!,, sagt på en sådan måde, at det selvfølgelig virker så rationelt og det eneste rigtige. Selvsikker som en folkefører. Blikket vandrer igen op til de forunderlige, guldbeslået horn, dog uden at kommentere dem. Hans intrigante facon og teatralske bevægelser kunne til tider virke grænseoverskridende og afskrækkende for visse væsner. Men ræven kunne ikke dy sig for at afprøve folks grænser og udfolde sig på hans helt egen dristede facon. Halen svinger legesygt fra side til side, og han ser på hende med store, nysgerrige øjne.

”Beklager, De var ved at købe en bog?,, Han tager bogen op, som hun havde smidt overrasket fra sig og han vender og drejer den mellem hans hænder. Ifølge ham, er de bedste historier bedst udlevet på en scene.

Azhaenna havde ingen anelse hvad hun skulle gøre med den mærkelige mand. Folk kom sjældent hen og snakkede med hende frivilligt. Hvis de gjorde, skulle der ikke meget til for at vise, at hun ikke var i humør til at snakke, og nok aldrig ville blive det. Men halvdyret - Clement - var en type Azhaenna ikke var vant til at tale med. Krigere kunne hun finde ud af, så længe du kunne kæmpe og følge ordrer så måtte du egentlig passe dig selv.
Hun så hvordan han skævede til hendes horn. Hun fik et utilfreds træk om munden, den første rigtige følelse der havde krydset hendes ansigt. Hun havde et svært forhold til sine horn. På den ene side var de en del af den hun var, hvad end det end er, og det virkede forkert at lægge skjul på det. På den anden side tiltrak de også meget opmærksomhed, især prydet med guld som de var. Shada havde elsket dem. Azhaenna skubbede alle tanker om Shada væk, hun havde ikke tid til et sammenbrud nu. Ikke mellem fremmede folk.
'Nej,' svarede hun til Clements spørgsmål. Hun kiggede på bogen i hans hænder, og havde svært ved at finde ud af om hun skulle fortsætte. 'Bøger om Nekromanti er sjældne. Den koster mere end jeg tjener på et måned.' Et godt måned, endda. Azhaenna bemærkede at det var den længste sætning hun havde sagt i lang tid.

Clement tillader hende ikke at afslå hans selskab, let alene hans charmerende facon. Han lader som om, at han ikke har lagt mærke til hendes misfornøjet reaktion, da hans blik distræt beundrer hendes guldhorn. Det pirrer hans interesse, og spørgsmålet runger i hans hoved, er det guldbelagte horn? Eller smykker? Skønt Clement på mange måder ingen hæmninger besidder, så lykkedes det ham at modstå trængen til at udfritter hende yderligere. Der vil komme et tidspunkt til det…

Den indladende ræv kan ikke lade være med at bemærke, at Azhaenna i et kort øjeblik er helt opslugt i sine egne tanker. De lader til at tynge hende, men før at Clement når at spekulere for meget over det, begynder dæmonen tøvende at forsøge sig på en samtale. En mulighed og invitation, til at lære mere om dette fascinerende væsen, som Clement nødig vil lade passere. Han smiler stort og charmerende, så man kan se hele perlerækken af flotte hvide tænder. Selvom han godt nok ikke ved så meget om nekromanti, udover den gængse viden… Det vil sige næsten ingen viden… Svarer han hende, med et sprudlende humør, ”Sjældne varer må man hellere holde godt fast i,” Clement rækker ned i hans lomme, hvor han finder sin fine fløjlsræde pung, med to guldknapper, ”Sådan en sølle bog, kan da ikke være alverdens værd” påstår han kækt. Clement pifter diskret til manden bag boden, og vinker ham hen. Manden er hurtig til at komme med en noget høj pris, mens han skæver til Clements pengepung. Ræven ser dog ikke ud til at være påvirket af dette, men efter et par få udvekslinger, får manden endelig forhandlet sig til en fair pris. Clement fisker nogle krystaller op ad pungen og rækker bogen til Azhaenna, uden at vide om hun overhovedet ville tage imod den.

”Puh, sådan en sølle bog har alligevel sin pris. Håber du lærer noget af den,, For Clement er penge ikke problemet, men han venter stadig spændt på hendes reaktion.