Sted: Den store markedsplads
Tid: Ved middagstid
Vejr: Solskin og dejligt lunt

Der var mange mennesker omkring ham, som Sklar bevægede sig igennem markedspladsen, ind og ud imellem den handlende mængde. Med sin sølle højde og smalle bygning, havde han ingen problemer med at være ubetydelig og det passede ham godt, da han godt vidste, at det han lavede ikke var helt i orden. Men samtidigt betød det ikke noget for ham, som han i farten fik listet en pung ud af et bælte, der sad på en mand, der så ud til at have krystaller nok. Ganske rigtigt var pungen godt fyldt og Sklar skyndte sig at stikke den i sikkerhed i den lille taske, hvis rem sad skråt hen over hans bryst.
Det var Cyrine, der havde sagt, at han skulle tage på tur og finde noget, de kunne leve for. Sklar havde som sådan ikke noget i mod at stjæle, men han gjorde det sjældent uden at have fået besked på det. Han vidste jo godt, at det egentligt ikke var helt rigtigt at gøre, men som Cyrine sagde, de rige havde mere end rigeligt at dele ud af. Derfor nægtede han også at stjæle fra folk, der ikke så ud til at have så meget og han kunne også sagtens finde på at give ud af de få ting, han selv havde, hvis nogen så ud til at lide nød.

Han kastede et længselsfuldt blik efter det store springvand, hvor bunden glimtede af krystaller, men vidste godt, at det ville være uopnåeligt at tømme bunden. Hvorfor folk smed gode penge ned i en vandfyldt pynteting forstod han ikke. Han troede ikke selv på, at det at ønske ville virke. Han havde ønsket meget i sit liv og det var da sjældent, at der var kommet noget ud af det.
I stedet fortsatte han videre og forbi en bod med frugt. Som sælgeren snakkede med en anden kunde, fik Sklar listet et æble til sig og lidt efter gik han og gumlede tilfreds på frugten, mens han uskyldige og naive grå øjne gled over sine omgivelser.
Ved første øjekast lignede han enhver anden ung mand først i tyverne, men hvis man så nærmere på hans ansigt og øjne, ville man nok hurtigt opdage, at mentalt var den unge mand en helt anden alder. Uskyldigheden var ikke til at overse.
I dag havde Sklar en sort trøje på, der var åben i halsen og kunne strammes sammen med en snørre. På benene et par ret støvede sorte bukser og på fødderne et par brune læderstøvler, som bukserne var stukket ned i. Og som sagt tasken, der hvilede på hans hofte.

Han var lige ved at overveje, hvad han skulle gøre nu, stadig med det halvspiste æble i hånden, da han fik øje på en kat, der smuttede ind i mellem benene på de folk, der var på pladsen og pludseligt var alt glemt. Hurtigt smøg han sig ud og ind af folk, men han var ikke hurtig nok og katten forsvandt. Lidt slukøret gik han og kiggede lidt efter den, men ingen succes. Med et lidt surt blik kiggede han på sit æble, sukkede og tog en bid mere, som han lidt højlydt gnaskede på.
Hans blik faldt på en taske, der hang behageligt frit og hvis ene lomme var let at komme til og atter en gang søgte hans fingre ned et sted, hvor de ikke hørte til.

Fordelen ved markedspladsen, var at den i det gode lune vejr, altid var fyldt til bristepunktet. Nok havde tiderne været hårde og nedbrydende, men det hindrede alligevel ikke folk i at komme frem. Specielt nu hvor alting var blevet lysere og godt efter så meget mørke og død. Det passede Maya fantastisk! Hun var i sit fuldstændige es, som hun vandrede selvsikkert, effektivt og indpasset ned af gaden, mellem boderne og forbi de mange mennesker, som passede hun ind.
På mange måeder skillede den chokolade brune hud sig ud fra mængden, samt toppen der afslørede den flade mave. Det var som om hun ikke helt passede ind, men folk så med barmhjertige øjne på hende. Hun var jo bare et barn. Små seksten år gammel, og hun kunne hvis hun ønskede fremstå nogenlunde uskyldig. Dertil kendte hun folk. Hun småsludrede med bodejere, købte nogle ting, for at fremstå sandfærdig. Alt imens hånden løb fra bælte til taske, for at tilegne sig smykker, punge og hvad de ellers havde af godter gemt væk.

Alt gik egentlig ganske fortrinligt, som hun rundede springvandet for at fratage en rigmandsfar en af de generøse punge han havde i bæltet, mens han fortalte sin lille pige om springvandets magiske evne til at opfylde ønsker. Det var en bitter grimasse der krøb over Mayas ansigt, som hun kiggede skadefro på mandens ryg, mens hun listede videre. Han kom ikke til at mangle de penge alligevel.
Hun lod sin hånd glide hen på siden, for at ligge det nyerhvervede ned i tasken, da hendes hånd ramte en andens hånd.

På rekordtid, som en arrig snurretop, vendte hun rundt og greb omkring håndleden på den anden, hvis hånd havde været solidt plantet nede i kagedåsen. "Din usle..." fremknurrede hun arrigt, men dog dæmpet, som øjnene faldte på tyveknægten. Han virkede forkert til at være en tyv - han manglede den kyniske side.. Han virkede for uskyldig. Men de grønne øjne skød lyn, som hun strammede grebet. Maya var ikke videre fysisk stærk, men folk ville alligevel opdage det hvis han begyndte at kæmpe for at komme fri. "hold dine beskidte fingre væk fra min egendom!"

Normalt var Sklar rimeligt opmærksom og blev stort set aldrig fanget. Da han var mindre, var det lettere at slippe væk, især på grund af hans uskyldige udseende, men efterhånden som hans krop blev en voksens, havde folk mindre hjerte for ham. Så han var altid forsigtig. Men tristheden over ikke at kunne sige hej til katten, samt tankerne om, hvor den var løbet hen, fik ham til at være uopmærksom. Så uheldigvis for Sklar, stødte hans fingre sammen med en anden persons, da han ville stikke den ned i tasken. Forskrækket trak han hånden til sig, men pigen, der åbenbart var ejer af tasken, var hurtigere og havde pludseligt et fast greb om hans håndled. Hans øjne blev store og hans udtryk blev skæmt, som hun hvæste af ham. Han var blevet taget i noget han ikke burde lave og nu var der ballade. For ham var hun større og ældre end ham og selvom han fysisk var stærk nok til at rykke sig fri, kom der kun et vagt forsøg fra ham, som havde han allerede givet op.

”Slip mig.” Hans lyse og lidt hæse stemme udtalte ordene dæmpet og skræmt, samtidigt med, at han rykkede vagt i sin hånd igen i et forsøg på at få hende til at slippe. Hans store grå øjne gik fra at stirre skræmt på hendes ansigt til at løbe rundt på omgivelserne i håb om at få øje på Cyrine, men han havde efterladt hende hjemme i deres grimme lille hus. Han var alene og det skræmte ham endnu mere. Men han panikkede ikke, i stedet blev han stående og hans blik vendte igen tilbage til den fremmede pige. Hvis omstændighederne havde været anderledes, havde han været nysgerrig over hendes udseende, men nu var det eneste han rigtigt var fokuseret på, hendes greb om hans håndled. Han hadede at blive rørt ved af fremmede og når berøringen var uvenlig, reagerede han kun endnu værre.

Hendes vrede blik, berøringen og den pludselige fornemmelse af, at alle stirrede på dem, fik hans hjerte til at galoppere af sted og det var lige før hans øjne begyndte at blive blanke. Men han gjorde ingen voldsomme bevægelser eller paniske forsøg på at slippe væk. Bare de små træk i armen og det skrækslagne udtryk som han så på hende.

Maya rynkede arrigt sin næse af ham og viste hvislende tænder ved hans ikke helt stærke tilbagetrækning af sin hånd. Han virkede for skræmt til at gøre det, hvilket hans lyse stemme af skræmthed nok også pænt meget afslørede for Maya. "Så du kan hvad, tage videre ud og stikke hånden ned i andres tasker?" Hun var ligeglad med andres tasker når det kom til stykket. Men han havde været i HENDES taske med sine lange fingre for at stjæle - hvilket i Mayas verden var direkte utilgiveligt. Hun strammede grebet hårdere med en irriteret mine, men selv ikke hun brød sig om den stigende opmærksomhed.

Alt i alt, ville det også bringe hende for megen opmærksomhed hvis byvagterne kom forbi. Maya slap sin opmærksomhed væk fra manden, knægten? Personen, for at kigge rundt på mængden af mennesker. Mange ignorerede dem, men der var også nogle genkendelige uniformer i baggrunden. Instinktivt slap hun hans håndled og begyndte at bakke. "Selvom du fortjener at blive taget af byvagterne, er jeg ikke særlig tilfreds med at møde dem" hun hviskede, stadig med en hvis arrighed over sig, som hun kiggede tilbage på manden, der havde fået sit håndled tilbage igen. Hun bakkede et par skridt, faktisk usikker på om han tog flugten i samme retning som hun. Det galte i hvert fald om ikke at tiltrække sig for megen opmærksomhed.

Sklar havde ingen anelse om, hvad han skulle gøre for at slippe væk. Trods hendes lille størrelse var pigen skræmmende og Sklar kunne ikke håndtere konflikter. Det var det, Cyrine gjorde for ham. Han rystede hurtigt på hovedet, da hun spurgte, om han så bare skulle videre ud og stjæle. Ikke lige nu, lige nu ville han hjem i sikkerhed. Nu var han blevet afsløret og det satte en stopper for tyverierne i hvert fald resten af dagen, måske også dagen efter. Bare for en sikkerhedsskyld, så han ikke blev genkendt. Heldigt for ham og Cyrine, havde han allerede fået raget lidt til sig i dag.

Da hun strammede grebet om hans håndled kom der et dæmpet piv fra ham og han rykkede i sin arm igen, denne gang lidt hårdere. Det så ud til at virke, for pludseligt slap hun ham og han trådte hurtigt et skridt tilbage, klar til at sætte i løb. Som hun nævnte byvagterne, slap hans blik hende og løb over folkene omkring dem. Som hun fik han øje på de velkendte uniformer og et stik af angst løb igennem ham. Byvagter. De smed en i fængsel. Der var ikke nogen, der havde fanget ham endnu, men fængsel var en af hans største frygt. Da han så tilbage mod pigen, var hun allerede ved at stikke af og Sklar valgte fornuftigt at gør det samme. Ikke i samme retning som hende, nej, ind i mængden, skråt igennem pladsen og derefter ned af en lille gade. Den hurtigste vej hjem.