Endnu en dag, der bestod af at sætte den ene klov foran den anden. Ezra havde som sådan ikke noget i mod at være omrejsende, for man oplevede utroligt mange spændende ting, ting som gav ham idéer til historier og eventyr og endda en sang eller to. Men det meste af tiden lavede han ikke andet end at gå og det var nogle gange ved at få ham til at kede sig ihjel. Især som nu, hvor han ikke havde mødt nogle intelligente levende væsner i flere dage. Han var en social papegøje og elskede at snakke med folk, høre om deres liv og se dem le. Ikke at han havde noget i mod at være alene, bare ikke for længe af gangen. Det var som om, at alle de ord og fortællinger han ikke kom af med, byggede sig op i hans hoved og gjorde ham frustreret.

Nogle gange endte han ud med at hive sin tværfløjte frem og spille en melodi for guderne eller hvem der nu ellers lyttede. Og det var også, hvad han havde gjort nu. De klare toner flød fra musikinstrumentet, ikke i nogen bestemt melodi, men lidt prøvende, som han forsøgte at få det til at passe sammen med nogle ord, han havde i hovedet. En ægte skjald lavede sine egne sange, samtidigt med, at han kunne alle dem, som han mødte på sin vej. En gang i mellem blev hans gang en smule hoppende, som han fandt de rigtige toner og glæden over det løb igennem ham.

Der kom en kort pause musikken, da han fik øje på en person længere fremme af stien, en person, der sad i bar overkrop med sit tøj i hånden. Det så ud til, at han var ved at reparere det. Et glimt viste sig i Ezras øjne. Både af nysgerrighed, men også af spænding. Det så ikke ud til at være en race, han havde mødt før. Langsomt satte han fløjten for munden igen og fortsatte sine lidt prøvende toner til den sang, han ville lave, mens han begyndte at gå hen i mod personen. Han havde for længst lært, at ikke alle ville forstyrres, nogle blev endda ret vrede, men for det meste havde de fleste ikke noget i mod en lille melodi. Musik var fængslende i en så stille verden som denne. Så det var en god måde at komme i kontakt med folk.

Så uden nogen tøven, gik han hen til personen og smed sig i græsset ved siden af ham, uden at stoppe musikken. Han spillede nogle strofer og fjernede så fløjten med et suk.
"Det var da en fantastisk dejligt plet, De har fundet Dem her i solen!" Det eller andet skulle man lægge ud med at snakke om. Med et venligt, men stort, smil så Ezra på den fremmede, hans lyseblå øjne fyldt med liv. Som sædvanligt var han beskidt at se på, efter mange dage på vejen, hvor han var udendørs døgnet rundt, medmindre han stødte på et hus eller en kro, hvor han kunne få mad og overnatning for sine evner. Men det var et stykke tid siden sidst, hvilket også ville kunne ses i hans taske, der var ved at være tom for mad.
Af tøj havde han som sædvanligt kun en rejsekappe og et par løse bukser på, ud over de forskellige plader, der både fungerede som beskyttelse mod skarpe genstande, men mest egentligt var pynt i forhold til hans profession.

En ny lyd blandede sig med den svage fuglesang. Der gik noget tid før Daerekir kunne konkludere at det var en fløjte af en art. Nogen ekspert var han ikke i musikkens kunst, men han havde da stiftet bekendtskab med fløjtespil gennem sit liv. I første omgang kunne han dog ikke finde kilden til lyden, da han kortvarigt hævede blikket for at se. Nu var det selvfølgelig heller ikke et grundigt blik han havde kastet rundt, da han trods alt var koncentreret om syningen. Han ville jo sådan set gerne have det overstået hurtigt, så han kunne finde noget mere interessant at give sig til. Han havde vitterligt en stor respekt for skræddere og syersker, der fandt deres mening i den slags, da det jo kom af talent og øvelse. Det var lettere at finde sit kald, når man havde noget man var frygteligt god til og endnu havde Daerekir altså ikke fundet et sådant talent. Om han ville gøre det vidste han ikke og egentlig var det heller ikke hvad han stræbte efter som tingene nu så ud.

Fløjtespillet kom nærmere og denne gang kunne ørkenelveren ikke undgå at se satyren, der ganske rigtigt kom gående med en tværfløjte ved læberne. Han holdt halvvejs sin opmærksomhed på den fremmede, mens han dog gjorde sit bedste for at få syet koften sammen hurtigere, da han langt hellere ville kunne koncentrere sig om satyren. Det var ikke en race, et folk, han ofte havde stiftet bekendtskab med og derfor blev han da også hurtigt indhyllet i nysgerrighed. Det hjalp selvfølgelig også på det, at tværfløjtens melodier fyldte luften og kun blev lettere at høre jo nærmere den anden kom. Til sidst blev det da også umuligt for Daerekir at holde fokus på syningen og han måtte for nu stikke nålen i stoffet for i stedet at rette blikket helt mod den fremmede, som denne slog sig ned.

"Den skinner heldigvis så rigeligt," svarede han nikkende, både for at anerkende den andens tilstedeværelse og for at gøre det tydeligt, at selskab var velkomment. "Kommer I langvejs fra?" Det krævede vel næppe meget tankevirksomhed at se, at satyren havde haft en rejse foran sig. Medmindre denne selvfølgelig bare var uhumsk, men helt naturligt gik Daerekir ikke ud fra det. Han var vant til at omgås det forfængelige elverfolk og det fik ham ofte til at glemme, at det jo ikke var alle, der levede på samme vis. Selv havde han da også været noget så smudset, da han var ankommet til Elverly i sin tid. Ørkenelveren lod kortvarigt øjnene vandre henover sin nyankomne sidemand, men lod dem ellers ikke hvile ved ham for længe. Det var da også kun et ganske kort øjeblik han lod blikket møde den andens for at sende ham et imødekommende smil inden han så bare så lige frem for at betragte landskabet foran dem.

"Ja, heldigvis! Det var også tiltrængt." Ezra svingede en enkelt gang med fløjten i en bevægelse, der skulle omfavne naturen omkring dem, for at sige, at foråret var mere end velkomment, inden han hev tasken åbent og lod den glide derned. Han var meget glad for den fløjte og passede godt på den, næsten bedre end han passede på sig selv. Den var trods alt noget af det, han levede af.

Da det var gjort, så Ezra igen på den fremmede. Han havde på ingen måde samme tilbageholdenhed og lod nysgerrigt blikket løbe over den tatoverede ungt udseende mand. Efter at være kommet tæt på, havde han hurtigt opfanget, at det var en elver. Det der havde snydt ham, var alle tatoveringerne. Ezra havde ikke set en så tatoveret person før og det prikkede bare endnu mere til hans nysgerrighed, der var i fulde sving med at stille spørgsmål og opstille hypoteser over, hvorfor det var, at han så sådan ud.
Men det var ikke noget, man kunne se på hans ansigt eller øjne, der begge smilede stort og livligt.

"Åh, jeg kommer lidt fra her og lidt fra der. Hvor vejene nu fører mig hen. Og De behøver ikke at tiltale mig som kongelig, der er lige så lidt royalt blod i årerne på mig som den sten dér." Der kom et mindre grin fra ham, da han selv syntes det var meget sjovt sagt, men det forsvandt hurtigt igen, da nysgerrigheden løb over.
"Hvad med Dem? De ser ikke ud til at være en, der hører til i skovens livlige omgivelser." Ezra havde ikke set ørkenen endnu, men han havde set en ørkenelver eller to og han var ikke i tvivl om, at det var, hvad manden ved siden af ham var. Hvad mon han lavede her, i disse grønne omgivelser?

Daerekirs øjne fulgte den fremmedes bevægelse, da han lagde fløjten i sin taske. Han kunne ikke undgå at være en smule betaget af den andens kunnen, selvom han på ingen måde kunne vurdere på hvilket niveau han havde spillet. Det var dog ikke længe han lod blikket dvæle ved tasken, da han ikke ville vise sig uhøflig. Desuden skulle den fremmede da helst ikke få en idé om, at han var ude på noget som helst. Han var ingen tyv og da slet ikke når han ingen grund havde andet end at fløjten var yndig. Han nikkede i stedet til ordene og så kortvarigt mod himlen for at understrege dem. Der var noget rart i at mærke solens stråler mod sit ansigt, selvom han faktisk var begyndt at prissætte den skygge de mange træer i lindeskoven kastede.

Den andens blik på sig fik ørkenelveren til at føle sig en smule utilpas, dog uden at det for alvor kunne ses på ham. Han var af flere årsager vant til blikke, der blev hængende og han vidste jo også, hvordan han selv havde det med at lade nysgerrigheden få frit løb, når han så nogle der skilte sig ud eller noget han aldrig havde set før. Fremfor at blive opslugt af anspændtheden lyttede han i stedet til satyrens ord og måtte smile over den sidste tilføjelse. "I så fald bør du heller ikke tiltale mig således," besvarede han kortvarigt, inden der blev spurgt ind til ham.

Ordene gav nærmest genklang i hans hoved, da de nøje ramte de følelser han så ofte selv gik med omkring sit liv i Elverly. Han så ikke ud som et væsen af skoven og ville aldrig komme til det. "Jeg bor skam her," slog han med det samme fast, lige så meget for sin egen skyld som for egentligt at svare. "Det er mange år siden jeg tog fra Rubinien," fulgte han dog op, da han godt kunne regne ud hvad den fremmede havde ment med sit spørgsmål. Blot fordi han ikke ønskede tale om sin baggrund var han jo ikke blind for, at hans oprindelse var nem at se. Det havde hans tidligere herre sørget for. "Jeg husker det knap." Disse ord tilføjede han med et smil han først var nødt til at fremtvinge, men som hurtigt blev mere naturligt. "Så hvad bringer dig til Elverly? Var det blot vejene, der bestemte det?" Det var jo ord som dem satyren lige havde brugt, men det kunne jo være der var et særligt formål ved at besøge skovelvernes egn.

Ezra lagde ikke noget bestemt i elverens blik efter hans fløjte. Det var et fint instrument, som de fleste var lidt nysgerrige på. Og nu forbandt han ikke elvere med en race, der havde hang til tyveri. I stedet fortsatte han bare med at betragte elveren lidt endnu, for nysgerrig var han, også selvom han godt vidste, at han nok overtrådte en eller flere sociale uskrevne regler og gjorde den anden utilpas.
"Det lyder som en fair handel." Hans store smil fortsatte lidt endnu, men endeligt trak han blikket fra manden og så ud i naturen i stedet. Det var dejligt at være i en stor skov igen, det sidste stykke tid havde bare bestået af bart, fladt land. Ezra var vokset op i en skov lig den her, bare noget længere syd på, og selvom han var glad for at være rejst ud i verden, havde han nu til stadighed hjemve efter skovens fred og ro. Endda også sin store familie, selvom de aldrig rigtigt havde støttet ham.

Da de anden sagde, at han boede her, skævede Ezra dog til ham igen, stadig med nysgerrigheden lysende ud af sig. Dog kunne han godt mærke, at det ikke ligefrem var nogen, elveren havde lyst til at tale om, og selvom Ezra var ved at dø af nysgerrighed, spurgte han ikke mere ind til det. Måske hvis situationen havde været en anden, men lige nu var Ezra bare glad for at være stødt på nogen at snakke med. Han behøvede ikke at spolere det, ved at spørge for meget. Det kunne der måske blive tid til senere.
"Det er bare ikke så ofte, man møder folk fra ørkenen et så grønt sted som skoven. Lidt som en fisk på land, hm?" Der var intet drillende over hans ord, bare det samme åbne smil, som hele tiden havde holdt til på hans ansigt.

Da elveren spurgte, hvad der bragte ham til Elverly, fik Ezra et glimt i øjnene. Det var Elverly? Han havde sigtet efter at nu herhen, men det var jo ikke ligefrem fordi, der havde været skiltet med det. Han havde i stedet måtte spørge sig frem, når han kunne, og det sidste stykke tid havde han haft fornemmelsen af, at han måske var faret vild. Hvis man kunne fare vild, når man ikke havde en fast rute. Så han havde fundet Elverly. Han havde ingen anelse om skovelverne havde lyst til at få besøg af en eventyrfortællende satyr, men han agtede at finde ud af det. Alle de historier, der måtte gemme sig i de gamle elveres hoveder.
"Vejene og et lille håb om at kunne få lov til at se det fantastiske sted, hvor skovelverne bor, der bliver fortalt så meget om." Han slog let ud med armene og bukkede hovedet, lidt teatralsk. "Jeg må hellere introducere mig, jeg er Ezrael Lyntunge, skjald, poet og historiefortæller." Han lagde hovedet lidt på skrå og smilede skævt.

Endnu var Daerekir ikke nået et punkt i sin tilværelse, hvor han for alvor kunne føle den store forskel i at blive dus med andre mennesker. De formelle vendinger sad så stærkt i ham, at han havde et naturligt forhold til dem og så længe andre viste et venligt sind, så tiltalte han dem gerne med netop de fraser og ord. Naturligvis var han godt klar over, at det andet var mere venskabeligt, men det gav ham ingen anden følelse i krop og sind. Ikke en følelse som den venlige attitude satyren kom med ikke kunne have bragt alene ihvertfald.

Et smil trak i hans mundvige og egentlig ville han gerne bare slå de dårlige minder og tanker helt hen og smile oprigtigt og muntert. Det var åbenbart svært, når man netop var blevet bekræftet i, hvor fremmed man virkede til at være. Han var en elver, endda af blodet delvist tilhørende skovelverne, selvom det var langt fra rent, men han passede ikke ind i skoven og ville aldrig rigtigt komme til det. Den fremmede bekræftede det og Daerekir måtte nikke anerkendende til ordene. "Der er også en stor forskel på livet her og sydpå," forklarede han lidt henkastet inden han lod øjnene bevæge sig lidt rundt. Da de endelig faldt på satyren igen kunne han smile lidt mere helhjertet. "Snarere som en fugl på jorden," rettede han så sammenligningen til efter kort tids tænkepause. En fisk på land var trods alt helt ude af sit element og dermed dødsdømt, hvorimod en fugl på jorden trods alt havde noget at arbejde med, men uden at behøve miste alt mod. Selvfølgelig var det ikke ord, der skulle tages så seriøst og bogstaveligt, men for sin egen skyld følte Daerekir sig nødsaget til at gøre det klart, at han altså ikke var helt håbløs af at befinde sig langt fra ørkenen. Selv ville han endda påstå at sige tværtimod, selvom han nu endnu ikke havde gjort sig helt ét med skoven i Elverly.

Han opfangede en vis glæde hos den anden, men uden i første omgang helt at kunne regne ud hvad den kom af. Et eller andet i hans ord havde vækket den og heldigvis skulle han da heller ikke vente længe for at få svaret. "Du skal noget længere ind i skoven for at finde hjertet af Elverly, men du har så sandelig fundet det rette sted." Daerekir var skam godt klar over, at elverne i Elverly ikke ligefrem var gæstfri over for alle og enhver og når nu han trods alt var en del af deres rige kunne han også godt forstå det. Han smilede på grænsen til det grinende over den teatralske bukken og besvarede den med et dybt nik, af ren vane og som en høflig gestus. "Det er mig en glæde at møde dig, Ezrael," slog han sikkert fast inden han så kom frem til han nok også burde præsentere sig selv: "Daerekir Celebduin er mit navn." Han kunne ikke ligefrem prale af nogen titel eller et erhverv så glædebringende som Ezraels, så han undlod at sige andet end sit navn.

Eik og jeg besluttede os for at slutte emnet.