Varulve føltes ikke længere som en skræmmehistorie, der aldrig ville blive en del af hans liv. Da han boede i hovedstaden, var det aldrig faldet ham ind at havne et sted hvor han rent faktisk ville tage varulvene i forsvar når han gik i den mindre landsby. Han havde haft sine fordomme, som enhver anden, men tillod sig at ændre sine synspunkter når kendsgerningerne blev lagt frem for ham. Sandheden var at varulvene ikke var der for at genere menneskene, selvom han forstod risikoen ved deres nærvær. De havde ikke selv valgt denne forbandelse, og skulle ikke straffes derfor. Gidion nikkede i enighed. Han kendte ikke til flokdynamik andet end hvad menneskene havde spurgt sig frem til, men umildbart fra hvad han havde set måtte hun gøre et fornuftigt arbejde.

Gidion nikkede med et bedrøvet smil på sine læber. "I er blevet straffet for hvad andre har gjort før jer. Desværre er i skyldige til det modsatte er bevidst" det var ubehageligt og de fik ikke mange chancer. Gidion lukkede øjnene, som tankerne blev grusomme og så uundgåelige virkeligheder for enhver der blev fanget ind. Han spekulerede ikke over hvad hans egen straf måtte blive, skulle det opfanges at han hjalp eftersøgte.
Gidion rynkede ligeledes brynene. "Nej, det virker ikke som om, at det er foreneligt. Jeg ved endvidere ikke hvorfor" måske på grund af forskellighederne generelt der var mellem racerne, men der måtte mere end det. En konflikt der havde udviklet sig måske.

Mens Nika betragtede Gidion, bredte en varm følelse af taknemmelighed sig i kroppen på hende. Her sad et menneske, der havde al grund i verden til at følge de almindelige fordomme der eksisterede, men i stedet valgte at sætte alt på spil ved at stole på varulvene - en race, som man ved lov havde bestemt skulle dø alene på baggrund af hvad, de var. Hendes hænder knugede hårdt om tekruset og et øjeblik blev det hele næsten for meget, og hun mærkede, at små tårer begyndte at pible frem i hendes øjenkroge - ikke på grund af hendes eget liv, som endelig føltes som om, det var blevet vendt til noget bedre, men på grund af den venlighed, hun mødte fra dette menneske. 

Hastigt blinkede hun dem væk, før hun atter hævede blikket og så på Gidion med et lille smil af taknemmelighed på sine læber. Hun nikkede kort og mundvigene ændrede sig til en alvorlig grimasse. "Som hele situationen er nu, tvivler jeg på, at det ville hjælpe os at alliere os med racer, som også er hadet af menneskeracen." Det sidste ord blev sagt med et lettere undskyldene tone - Gidion var jo også et menneske, og hun ønskede ikke, at han skulle føle sig ramt af generaliseringen. "Jeg har stadig et håb - et lille håb, men dog et håb - om at dialog med den lokale befolkning i sidste ende kan lykkes.." Hun drejede kruset langsomt i hænderne og hendes blik blev en anelse fjernt. Hvor gode talegaver Miranda end havde, var hun også temperamentsfuld, og der var kun så meget, man ville finde sig i fra lokalbefolkningen i længden. Det ville blive vanskeligt.. meget vanskeligt.

Gidion ville ikke vove den påstand at han var perfekt på netop dette punkt. Han havde haft sine fordomme. Han havde haft sine tvivl og had til en race han end ikke havde mødt et eneste individ af. Ikke at han vidste af, dengang han boede i hovedstaden. Han nærede samme had til vampyrer denne gang. Han mindes til gengæld ikke at havde mødt en af blodsugerne, men efter at havde formidlet sig til at varulve ikke var monstre per defination, mente han heller ikke at han kunne forsvare at tænke sådan om vampyrer. Caitlin havde ændret mange ting, også dele af hvordan han så verdenen, ved at blive introduceret til Miranda. Selvom temperaments delen da holdte stik ved den kvinde. Gidions opmærksomhed havde været på ilden i ildstedet, så han opfangede ikke den hastigere og mere intense blinken Nika foretog sig.

Gidion nikkede. ”Det tror jeg du har helt ret i.” svarede han tilbage med et smil på læben, uden at føle sig stødt over hendes ordvalg. Sandheden var jo, at fordommene florerede voldsomt blandt menneskeracen, og det var flertallet der ejede fordomme mod dem. Både Varulve og vampyrer. Endda også mange andre racer. Orker var egentlig heller ikke særlig velset så vidt han huskede. Gidion havde et lille smil på læberne mens han kiggede på Nika. ”Det er et godt håb at have, selvom det kan blive svært at opfylde det ønske desværre.. Mange af de ældre her, fortæller om den tidligere ulveflok der boede her… De.. taler ikke varmt om dem” det var vidst den pæneste måde at formulere det på. Gidion havde ikke taget rygterne til sig, men han hørte dem alligevel når han var inde i byen. Det var også kun et spørgsmål om tid før de opfangede at han hjalp ulvene. Forræderi ville nogle kalde det.

Regnen trommede stadig hidsigt mod det lille hus, og Nika håbede, at den ville stilne lidt af, før hun igen begav sig ud i mørket. Hun ville helst tilbringe natten tilbage i Ulvehøj, frem for at mase sig ind på en fremmeds hjem. Også selv om Gidion var begyndt at føles lidt mindre som en fremmed og lidt mere som en ven.
Hans smil var rart og der var en varme over ham, som hun sjældent mødte hos mennesker, der vidste, hvad hun var. Miranda er heldig, at have lært ham at kende.. tænkte hun. Hun var ikke i tvivl om, at manden foran hende i den seneste tid måtte have været uundværlig for ulveklanens overlevelse.

Smilet om hendes læber forsvandt igen, da han nævnte den tidligere ulveflok, og hun fik et alvorligt udtryk i ansigtet. "Jeg ved.. hvem de var. Jeg vil heller ikke savne deres tilstedeværelse." Sagde hun, med et blik i øjnene, der i en kort stund fik et hårdt udtryk. Det var ulveflokkens skyld, at hun ikke tidligere havde søgt andre af sin slags - deres brutalitet havde ikke været noget, hun ønskede at deltage i.. især ikke efter.. 
"De udslettede den flok, jeg selv var født i. Ikke engang de unge eller de svagelige blev sparet.." Sagde hun til sidst, efter at have været stille en stund. Igen overraskede det hende, hvor meget af sig selv, hun havde lyst til at øse ud af over for Gidion. Normalt holdt hun kortene meget tæt til kroppen .. især over for mennesker.

Gidion var personligt nok ikke helt klar over sin egentlige betydning for varulveklanen. Han vidste at hans hjælp havde haft en positiv indvirkning, specielt når der var behov for medicin eller andet livstruende der kunne havde redde medlemmer af klanen. Oven i det, fungerede han ofte også som sendebud. Det var allerede nu sket at han havde sendt advarsel om at byboerne begyndte at blive urolige. Han håbede selvfølgelig altid på at det aldrig blev til mere end uro. Gidion kiggede mod vinduet som regnen hamrede ned, givende en beroligende lyd, der dog blev afbrudt med jævne mellemrum af vindens tuden om husets hjørner. Det var et genstridigt vejr de var udsat for i disse dage.

Gidion så på Nika med beklagelse i blikket. Han havde kun rygterne til at danne sig et billede omkring den tidligere ulveklan. At høre fra en anden, der delte samme race, hvor slemme de i virkeligheden var, fik ham til at tage en dyb indånding. ”Det er jeg virkelig ked af at høre, Nika” svarede han trist og så bekymret på hende. Dette var nok en af grundene til at menneskene nærede så stor en frygt for varulvene. Flokke der havde hærget lande, dræbt alt og alle omkring sig, uden nåde for de svage og unge der måtte være til stede. I krig faldte ikke kun dem som kæmpede, også de civile. Det gav et andet lys af racen som beboerne her også frygtede, men Gidion holdte stadig på at de skulle have en chance til at forklare sig. At vise at de ikke ønskede fjendskab, men venskab. Men det så ikke ud til at menneskene, ej heller lysets styrker ville give dem den mulighed. Det vendte sig i maven på ham som tankerne igen ramte ham som tidligere udtalt. Skyldig, til det modsatte er bevidst. Og selv det var ikke altid nok.

Nika betragtede Gidion hen over tekruset. Hvor hjælpsom, han end var, var det også vigtigt, at han forstod, at ikke alle varulve var som Mirandas klan. Tværtimod. Mange af dem, der i sin tid havde hærget Krystallandet havde været med til at skabe det fjendskab, der i dag herskede mellem mennesker og varulve.
Hun rystede langsomt på hovedet og sendte et bedrøvet smil i hans retning. "Det er mange år siden.. jeg har svært ved at huske præcis, hvad der skete. Jeg er ikke sikker på, at min klan var meget bedre.." Det kunne godt være svært at acceptere, men det var ikke desto mindre sandt. Nogle gange ønskede hun brændende, at hendes forældre havde efterladt hende blandt mennesker, i stedet for at tildele hende bidet og tvinge hende til et liv blandt ulveflokken..

Uden for var lyden af et fjernt tordenbrag, men regnen slog mindre kraftigt mod taget. Nika drak resten af sin te i stilhed, mens hun så ind i ildstedets flammer. Hendes ansigtsudtryk var tænksomt og fjernt.

Gidion var nok ganske naiv på det punkt. Han ville gerne se det gode i alle væsner, også selvom racen som han stod overfor var definationen af ondskab. Men var det virkelig sådan, eller en konsekvens af hvad befolkningen altid havde sagt? Han kunne ikke vide sig sikker før han selv så hvordan personen opførte sig.
I sit sind vidste han godt, at kvinden der sad ved siden af ham i stolen og så ind i ilden, kunne blive til et farligt ulvelignende monster når blot månen var i den rette position - og alligevel kunne han ikke få sig selv til at frygte hende. Hun sad helt roligt og afslappet og drak i stilhed.

Nika var ikke et monster. Men verden var ikke fyldt med den gode der skilte sig ud fra flokken af rygter. Rygterne var startet et sted fra - og det var ofte ikke fordi man lige følte for det. Medaniens bondefolk havde fortalt historierne om en tidligere ulveklan der rasserede deres landsby, tog deres forråd og myrdede når det passede dem. Det var klart man derfor var bange. Gidion sukkede let. Nej, det var sjældent varulve selv var skyld i deres nyfundne race. Han lod tekrusset dale ned til at stå i skødet som han i stedet brugte sit fokus på at kigge ind i ilden og lytte til hvordan regnen roligt begyndte at stilne en smule mere af. Det værste af uvejret var overstået. "Du vil altid være velkommen her, hvis du har brug for at snakke eller blot siddet med en kop varmt the ved ilden" afbrød han ganske roligt den stilhed der havde lagt over dem nogle minutter. Hun besluttede selv om hun tog imod det, men hun var velkommen i hans hus.

Nika var ikke på nogen måde en ond person. Men ulveforbandelsen i hende var ond. Fik hende til at gøre ting, hun aldrig turde tænke på, når hun var i sin almindelige menneskeskikkelse. Hun sukkede dybt - det eneste, hun kunne gøre, var at sørge for, at hun ikke kunne komme i nærheden af nogen, når fuldmånen stod op.

Hun stillede tekruset fra sig og rejste sig langsomt fra stolen med et venligt blik på Gidion. Hendes læber havde en svag krusning - et lille smil, for selv om deres samtale havde været alvorlig, følte hun sig hjemme i det lille, lune hus. "Det .. vil jeg meget gerne tage imod." Svarede hun oprigtigt.
Hun lyttede et øjeblik til uvejret, men der var kun en ganske svag lyd af regn mod taget. Hun nikkede mod stolen, hvor han sad: "Tak for husly og te. Jeg vil tage tilbage til klanen." Gidions indkøb af forsyninger til dem, ville gøre dem i stand til at klare sig bedre igennem vinteren. Nika følte, at hun og Miranda var umådeligt heldige ved at kende en mand som ham.

Gidion sad tilbage lidt tid efter at Nika rejste sig, inden at han selv rejste sig og satte sit krus fra sig på bordet. Han gav hende et varmt og venligt smil tilbage, der ligeledes vidste at han mente hvad han havde sagt. Hun var velkommen her. ”Det er jeg glad for” Gidion rejste ingen steder, på nær de få gange han tog mod Tusmørkely for at besøge sin familie. Han håbede stadig på at de ville flytte derfra og herned i stedet. Men det var måske for meget at håbe på. Han havde stadig Caitlin trods alt andet i livet var blevet taget fra ham, som han var tvunget til at flygte fra Hovedstaden. Og nu ville han ikke rejse tilbage dertil. Der var brug for ham her.

”Så lidt. Hils endelig Miranda når du ser hende. Og har i brug for hjælp, ved i hvor i kan finde mig” svarede han roligt og åbnede døren for hende. Uvejret var stilnet meget af men der regnede stadig en smule. Regn der dryppede roligt ned, uden at virke alt for kolde og faretruende. ”Kom godt hjem og pas på dig selv” han rakte sin hånd ud og gav hendes et klem inden hun gik ud af døren. Han stod tilbage og kiggede efter hende kort, inden han lukkede døren i efter sig. Varulve var specielle skabninger, det måtte han give. Den indre kamp i dem selv var svær at forstå, men lytte var han god til. Forhåbentlig kunne det bruges.

Der var stadig en smule regn i luften, da Nika forlod hytten, men hendes sind var opløftet. Det var så længe siden, hun havde talt med et menneske, der var i stand til at se ud over hadet mod hendes race. Hun kunne stadig mærke varmen - både fra hytten, teen og hans hånd, der havde klemt hendes, inden hun tog af sted. Kort så hun over skulderen mod hytten og følte sig taknemmelig over, at der fandtes folk derude, der ville hjælpe, inden hun forsvandt ud i mørket - tilbage mod Ulvehøj.