Sandet blæste hen over den blege hud, og skar hen over de fregnede kinder og sammenknebne øjne. For første gang nogensinde var hun fuldstændig modløs og gjorde ingen modstand.
De brune øjne strejfede over mængden af mennesker, bygningernes farve og gadernes lys, men intet syntes rigtig at blive opfanget eller lageret ned som minder. Hvorfor skulle det? Selv hvis det var her hun skulle blive holdt i alt evighed, tvivlede hun stærkt på at hun nogensinde fik lov til at komme frit ud i dagens lys. Ikke med den skæbne dette mørkets væsen havde banet hende vej til.

Hun kunne stadig mærke hans klamme hænder løbe over hendes hud hver gang mørket omfavnede hende. Mærkede hans brutalitet imod kroppen. Men det var ikke længere første gang længere. Med et ligegyldigt blik, kiggede hun på den buttede mand som råbte ud til folkemængden på hvad hun gættede var slavemarkedet. Højt og autoriteret. For at sælge, som var hun en pose ris.

Det lange røde hår var redt i dagens anledning til at blive solgt, og blev holdt tilbage af en lang tynd fletning, således hendes ansigt samtidigmed var tydeligt. De røde ræveøre hang ned af hendes hår, i tilbageliggende stil, hvilket ville indikere at hun var utilfreds, hvis man forstod sig på dyrernes sprog.
Hendes krop var mest af alt synlig, og kun dækket af et sparsomt stofstykke over hendes barm og som en kort nederdel, hvor halen havde frihed til at stikke ud og synlig for tilskuerne. Åbenbart gik halvdyr af denne mere milde dyretræk i høj pris. Folk og deres fettisher, som manden havde sagt. Ikke at han virkede modvillig til at prøve varen selv inden han solgte den videre.

"Her har vi en skønhed fra de grønne marker! Se det skinnende røde hår, som et flammehav, og de blanke ravøjne - løft hovedet for kunderne skat.. Hun er en smule tynd i sidderne, men hvem er ikke det i disse hårde tider. Tænderne er sunde, pelsen fin og hun er trænet til at underkaste sig deres mindste vilje - Har det interesse min gode herre?" Dandelion fjernede blikket fra den buttede salgsmand og lod det glide ned til kunden som hun så direkte i øjnene. Nok var hun det som han kaldte trænet, men hun var stadig ikke god til at underkaste sig og være underdanig i alle andre tilfælde.

Rubinien havde altid været et af de steder som Alzko havde besøgt mest, bortset fra Tusmørkedalen hvor han var født og opvokset. Det var to vidt forskellige steder, Tusmørkedalen var mørk og fugtig, det var lidt et skummelt sted og Rubinien var lyst, fuld af liv og fuld af handlende som havde alt hvad man kunne ønske og tænke sig. Det var ikke noget specielt ærinde som havde fået ham til at søge mod disse kanter af landet, denne gang. Det var ren lyst og måske en trang til at handle, der var altid et eller andet som man manglede.
Det gyldne sand blæste igennem gaderne, som Alzko vadede dem tyndt efter boder som kunne finde han interesser, men det var alt sammen noget som han enten havde eller havde set i massevis. Det var ikke fordi der var meget der drog hans interesse.

Han kunne, med sin højde, se over en kødrend af mennesker som stod omkring en bod. En fedladende mand stod og råbte et eller andet derinde, det kunne han tilgengæld ikke hører et ord af, og derfor besluttede han sig mase sig igennem flokken og stod nu på forreste række. Det gik hurtigt op for ham at det hele handlede omkring slaver, og pigen han var i gang med at få afsat var en utrolig pæn en af slagsen. Selvom han var minotaur og langt fra den kønneste person i landet, så havde han stadigvæk så meget menneskeligt i sig at han var draget til kvinder og synet af dem. Det røde lange hår som faldt ned over hendes ene skulder i en lang fletning og så hendes krop som var slank og vældig formet. Hun var halvdyr. Ræv virkede det til. Hun havde en kraftig pjusket hale og man kunne lige ane de spidse ræveøre.
”Hvad koster hun?” Råbte han og afbrød den fedladende mand som han var i gang med at handle med en kunde. Hende her havde han ikke i sinde at lade gå til en anden, ”Jeg byder mere end han gør!” Han kiggede over på kunden som han nu var i gang med at over byde. ”En lille pose diamanter” Han vidste det var et højt bud og det var nok ikke noget nogen af de andre kunne hamle op med.

Dandelion var egentlig holdt op med at høre efter hvad manden prædikede om. Hun havde også mistet interesse for manden med et noget så grimt gedeskæg, der gav sig til at byde og diskuterer med sælgeren. Hvis bare hun kunne åbne munden og fortælle mandens små hemmeligheder. For lille var den. Men det endte bare i brygl, hvilket hun egentlig også efterhånden var træt af at få.
Øjnene begyndte igen at vandre, indtil en forstyrrelse kom ind i mængden. En minotauer der skubbede til mængden, en anelse for målbevidst i hendes retning.

"Hvad koster hun?" Det skar i ørene og Dandelion pressede kæberne sammen for ikke at være. I det mindste anerkendte han at hun var et levende væsen ved at sige hende, i stedet for den. Men det var ikke meget over.
Hun hævede et øjenbryn og vrikkede lidt med sine håndled for at klø sig mod rebene som var bundet, for at hun ikke skulle stikke af. Hun sagde intet selvom hun havde lyst - men måtte nok indse at denne minotauer havde pengene til at købe hende, og rent faktisk tilbød overraskende meget. Noget der også fik den fedladende mand til både at se begejstret og skeptisk ud. Ingen andre bød over, og han tog sig friheden til at tage en lille snak.
"Ingen ser ud til at overbyde dem, min herre. En pose diamanter. Ja normalvis ville jeg jo forsøge at få mere, men.. men en pose diamanter er passende" man kunne se det kløede i at få fat i posen, og så snart den var indenfor hans fede fingre, begyndte han mere og mere at ligne en grisk gris. Han løsnede fraværende rebet og fik det ragt frem til minotaueren, fuldstændig ligeglad med Dandelions fremtid. Dandelion derimod stirrede koldt på minotaueren, men sagde stadig absolut intet.

"Selvfølgelig er en pose diamanter nok for denne llile skønhed Sagde han til den fedladne mand og smed posen over til ham og tog rebet ud af hans hånd. En lille følelse for at slå ham ihjel for hans griskhed opstod i ham, men han lod den passere.

Han tog rebet som slaven var bundet i og begav sig nu ned ad gaden, tilbage til hans hest. Han var færdig i Rubinien for nu og de havde en lang rejse hjem til rubinien. "Har du et navn?" Han rettede spørgsmålet til sin nye slave "Hvis der ikke er noget bøvl med dig, så vil dit ophold blive bedre hos mig, end du nogensinde havde det hos ham den fedladne" forsikrede han hende om. Han havde lige betalt en helveds masse diamanter for hende, så han havde bestemt ikke i sinde at skade hendes flotte ydre. Eller indre.

Dandelion kiggede til siden på den fedladning som fumlede med posen og mumlede noget uforstående, men også hurtigt skyndte sig videre. Dandelion nåede kun at opsnappe få ord, og det tydede på at manden ikke ansår denne minotauer til at være noget stabilt at være i nærheden af - jamen kunne det blive bedre.

Dandelion stod stille lidt for længe og måtte næsten oppe ned fra den mindre ophøj hun havde stået på, da der blev trukket i rebet. Hun gjorde ingen modstand som hun blev trukket afsted. Måske var hun alligevel blev knækket ned til ikek at havde viljestyrken til at være fri mere.
Halvdyret lyttede til hans rug ord, og tog sig først nu tilladelse til egentlig at se ordentlig på ham. Han var ikke ligefrem noget kønt væsen, og han emmede af fare og et liv af vold - det var i hvert fald det indtryk hun fik. Andre beboere som hurtigt føjede sig til siden syntes at være af samme mening. "Da.." Hun sank en klump i halsen. Ingen havde spurgt efter hendes navn før nu, og nu var hun ikke sikker på at hun ville aflevere det til ham. "Dandelion.." svarede hun dog alligevel til sidst, og noterede sig den lette undertone af trussel mod ulydighed. Hvis hun opførte sig pænt ville hun få det ordentligt. Men hvordan kunne hun det? Dandelion så på ham, knap så underdanig som de andre slaver, og måske også mere trodsig, selvom hun ikke gjorde modstand. Hun var solgt som sexslave. Dandelion havde ikke lyst til at være lige netop dette - men var det mon noget man vænnede sig til? "hvor skal vi hen?" Hun ville havde fået et slag af stokken, havde hun spurgt i den fedladende mands nærvær, men det var ikke ham længere. Hun var nødt til selv at se hvor grænsen var.

Han lyttede roligt til hendes fødders trin i det gyldne sand som de gik ned igennem gaderne. Frygt spredte sig med mellem folket, når Alzko nærmede sig og lydigt flyttede de sig for ham og hans slave. Der var ingen der skulle sige noget, om hvor forkert det var at have en slave i reb gående efter en. Frygten i hende var heller ikke til at se udenom, men det var klart. Hun var lige blevet solgt og havde sikkert ikke regnet med at hun på dette tidspunkt i sig liv, skulle være sexslave for en Minotaur, som var grimmere end de fleste her i landet.

Dandelion, opkaldt efter en blomst, som de fleste så som ukrudt. Selvom hun på ingen måder var i nærheden af ukrudt, pigen han havde købt var flottere end de fleste slavepiger du kunne købe på markedet. "Dandelion" Brummede han med sin dybe stemme, efter at hendes ord var faldet. De nærmede sig efterhånden hans hest som havde bragt ham til Rubinien og nu skulle bære dem begge hjem. Hesten var en stor, kraftig og sort hingst. "Hjem" Svarede han køligt og kiggede på hende. Han lagde sine pelsede hænder om hendes liv og med et tag løftede han hende op på hesten og bagefter kravlede han op på den og satte sig bag hende. Rebene sad stadig om hendes hænder og han havde stadigvæk den anden ende i hænderne, sammen med tøjlerne til hesten. Hesten satte i galop og der gik ikke lang tid før de var ude af Byen og ude i de åbne ørkner.

Der var mange ting i Dandelions liv der ikke var kommet frem som hun ønskede. Hun havde ikke længere et hjem, da klanen døde af pest inden hun nåede hjem med en kur - noget hun stadig bebrejdede sig selv for. Hun havde tabt kampen mod en mørk skikkelse der ikke kun havde udnyttet hende som han ønskede, men tilmeldt solgt hende videre, så andre kunne gøre det samme. Selvfølgelig var hun bange, men hun var også bitter, rassende, og ikke mindst træt. Et sted dybt i hende, havde hun bare lyst til at opgive, og bare leve som det var blevet lagt for hende. Så længe hun fik mad og drikke, kunne man overleve meget.

Dandelion holdte hans blik, selvom den kølige stemme, var tæt på at få hende til at flakke. Hjem virkede ikke som det rigtige ord for hendes øre, men det var vel hvad det var for ham. Og nok også hvad der var planen det skulle blive for hende - enten noget tid eller for altid. Alt efter hvad der skete i fremtiden. Den uldne fremtid.
Hun stivnede kort, som han tog fat om hende og løftede hende på plads på hesten. Hun sad først en smule urolig, da hesteridning helt ærligt ikke var noget hun før havde begivet sig i, og så var den stor. Det var en gigantisk hest som skulle kunne bære en noget fuldvoksen minotauer. Dandelion tvivlede stærk på at den overhovedet kunne mærke at hun var der.

Det var nogen uendelige lange timer. Hun følte sig utilpas på hesteryg, og nogle gange gyngede det mere en gavnede. Ikke at hun blev syg af det - hun foretrak blot at gå på sine egne fødder, og selv løbe, fremfor gallop, hoppen og hoveslag mod jorden. Men hun brokkede sig ikke - faktisk sagde hun ikke en lyd. Hun så blot på omgivelserne, og hvordan de forandrede sig og især hvordan forandringen fra et varmere miljø til det koldere område meldte sig. Dandelion var stadig klædt sparsomt og hun begyndte efter kort tid den kolde vind, at skælve let, samtidigmed at hun følte sig sulten. Forhåbentlig var de snart fremme.

//Out