Måden han skubbede hendes fod til det mest ideelle sted i hendes radius, virkede så præcis, at det næsten virkede skræmmende. Dog var det først, da han greb om hendes hånd og førte det omkring, at hun virkelig kunne fornemme hans tilstedeværelse bag sig. Hun gjorde hvad han sagde, så godt som hun nu engang kunne, og følte selv at det i hvert fald gik nogenlunde. Og i dét at han skubbede hendes ryg på plads i stedet for at hun svajede for meget som en adelig frøken, kunne hun straks mærke en bedre form for stabilitet. Så han havde haft ret.
Automatisk var hendes vejrtrækninger blevet mere idylliske. Mere kontrollerede, sådan som hun gjorde sig umage med at inhalere igennem næsen og langsomt puste ud igennem munden, for at skabe den indre ro, der var nødvendig. Hans berøring mod hendes mave, fik den per refleks til at blive suget ganske lidt ind og spændte mavemusklerne, inden den kunne vænne sig til det og derefter slappe helt af igen. Dog måtte hun indrømme, at hun mistede noget af sin fokus, da han pludselig skiftede over i et helt andet samtaleemne. Godt nok forblev hendes krop i standen, han havde sat hende, men hendes hoved drejede sig alligevel for at se på ham over sin skulder. Igen – i svag uforståelighed.
Hun sagde ikke noget til at starte med, men søgte i stedet efter noget i hans øjne, hvorefter hun så åbnede munden: ”De har ret.” sagde hun sagte, og drejede så hovedet tilbage på sin plads og rettede et koncentreret blik frem mod den fiktive modstander, han havde proppet ind i hovedet på hende. ”Men jeg drager desværre snart til Medanien.”