Byen var fascinerende! Alle de folk! Alle de væsner man kunne spejle sig i! Nu hvor han kunne forstå dem igen ved at se på dem, så var det hele endnu mere fascinerende! Alt den frygt og fortvivlelse! Han syntes ikke at kunne huske at det var så almindelig følelse hos disse væsner, men det var da stadigvæk så fascinerende at væsner kunne være så enige om den samme følelse. Han undrede sig over hvad det var der gjorde at folk så bange og fortvivlede. En anden ting der overraskede ham, var at nogen mennesker var i bedre humør, når de kom fra en anden retning. Det var som om håbløsheden var for en kort stund forduftet, selvom som han forstod dem bedre og bedre, så sneg den samme håbløshed ind på dem som tiden gik. Hvad var det der gjorde at lige de folk der kom fra den gade var lidt mere glade end alle andre? Han blev nysgerrig. Nogen af dem der havde overskud lagde mærke til manden i alt de for korte klæder. De rystede på hovedet over hvordan man overhovedet kunne klare sig i den kulde med så lidt tøj. Alle andre var jo pakket ind i så mange lag som overhovedet muligt. Mørket havde bragt en bidende kulde med sig, men han har været vant til den på disse tider af året. Han kunne ikke forstå hvorfor menneskene var så empfindelige over for dette fuldstændige almindelige fænomen. 

Han trissede ned af gaden og kiggede nysgerrigt på de folk han passerede. Nogen vaklede som om de var svimle og lige kunne falde omkuld, og et fåtal gik lidt langsommere, men virkede ikke til at skulle falde hele tiden ligesom de andre. Det var dem der virkede aller mest lykkelige. Det var virkelig et besynderligt fænomen, men det vakte blot Deamiels nysgerrighed. Som han gik ned af gaden, stødte han på flere og flere af disse muntre individer, og de virkede alle sammen til at komme fra samme bygning. Der virkede til at være en god varme derinde, og folk sang overraskende højt. Var det for at prøve på at overkomme den håbløshed som alle de væsner i byen virkede til at føle? 
Han trådte ind i krostuen og blev overvældet af alle de mennesker der var derinde. Som han observerede folk derinde var der virkelig meget munterhed, og selv om han lige var trådt ind, så blev han nærmest omfavnet af den første person der fik øje på ham og begyndte at hælde en eller anden boblende bitter væske på ham. Han syntes det var nogen mærkelige tilnærmelser, men han var dybt fascineret. Ned af en trappe stavrede et andet menneske. Deamiel fokuserede på manden for at prøve at forstå ham bedre, og han havde den der særegen tilfredshed, som mange af de andre kunder overhovedet ikke bar præg af. Der måtte være noget oppe for enden af de trapper. Hans nysgerrighed drev ham op af dem for at undersøge den øvre etage.
For oven af trapperne gik han ned af gangen og kiggede og åbnede dørene for at se om kilden til denne specielle tilfredshed kom fra, men de fleste værelser lignede blot det - værelser. En af dem var der dog et væsen. Han kiggede nysgerrigt på det for at prøve at forstå det bedre, og forstå hvad det lavede her. Måske var det i det her rum at den her tilfredshed kom fra, og derfor var væsnet selv gået herind for at få del af denne mystiske gave.

//Inaktiv