Log ind Opret bruger
Gweyr Beragathor
Krystalisianer

Neutral God
Race: Skovelver
Alder: 162 år

Skaber: Wimse

Pesten var en forfærdelig ting, der var kommet til Krystallandet. Det var en sygdom der tog mange liv med sig. Heldigvis ikke helt så mange liv af dem, der var kommet til helbredelseshuset. Nogle få havde de ikke kunne nå at redde, uanset, hvor mange kræfter de brugte på dem. Det var selvfølgeligt sørgeligt, men det gode var jo, at langt de fleste overlevede med healernes kyndige hjælp. Det tog tid, og nogle var mere ramt end andre, men langsom begyndte de forskellige folk at komme sig.
Det var dog ikke alle, der bare blev sendt ud igen. Pesten rasede stadig, og når folk lige var blevet helbredt, skulle de ikke ud i pesten igen. Derfor var der lige for tiden rigtig mange mennesker i Helbredelseshuset. Nogle havde valgt at forlade stedet efter de var blevet raske, men dem der havde valgt at blive, optog derfor sengepladser - sengepladser, der kunne bruges til andre folk.
Men på trods af dette, så smed de ikke folk ud, fordi der var plads til alle. De skulle nok få tingene til at køre rundt - det havde de gjort før.
Selvom pesten bragte syge med sig, betød det også arbejde til Gweyr, noget hun var meget glad for. Hun kunne godt lide at have travlt, og visheden om, at hun hjalp folk i nød, holdt hende kørende i mange flere timer, end det ellers ville. Til tider glemte hun helt at spise og drikke, hvilket var ret dumt, når hun gik og formanede de syge om, at det var ekstremt vigtigt at få mad og væske, hvis man ville komme helt til hækterne igen.

Der var efterhånden kommet en smule ro på det hele, og der var ikke kommet syge ind de sidste par timer. Det gav Gweyr og de andre healere tid til, at bruge mere tid på de syge. Det tog ikke kun fem minutter at få pesten ud af de syge, men det var noget, der kunne tage meget lang tid. Derfor var det nødvendigt at være tålmodige, om man var syg eller healer.
Gweyr var i gang med at give en ung kvinde noget at drikke, da døren gik op. I døråbningen stod to mænd - eller, den ene mand hang mere end den anden, og det var tydeligt at se, at manden havde svært ved at holde den anden mand oppe. Manden, der holdt den anden mand, havde en maske for munden og næsen, som forhåbentligt ville holde pesten ude - noget man jo ikke kunne være sikker på.
Gweyr satte koppen fra sig, sagde noget beroligende til den unge kvinde, der hostede en smule, men lagde sig så om på siden, og faldt til ro. Gweyr havde stået inde i et andet rum, men havde kunne se ud til manden, der var kommet ind med den anden mand på slæb.
Hun skyndte sig hen, for at hjælpe manden. Hun lagde den syges arm om sin skulder, og kunne straks mærke, at han var tungere, end hvad hun normalt gik og bar på. Sammen med den anden mand, fik de slæbt den syge ind i en af de få, ledige senge der var der lige nu.
"Hvor fandt du ham?" spurgte hun manden.
"Ude på gaden... Det var ikke så langt herfra, så det var ikke så besværligt, at få ham herhen.. Jeg håber bare, at i kan gøre noget," svarede han, og Gweyr nikkede. Det måtte være op til skæbnen, om de kunne gøre noget, eller ej.
"Tak, Marten... Pas nu på dig selv," svarede hun.
"Ellers ved jeg, hvor jeg kan finde dig, Gweyr," svarede han med et lille grin, før han forlod helbredelseshuset igen.

Gweyr kiggede lidt på manden, der nu lå i sengen. Han så ikke ud til at have det for godt, men han var ung og stærk, og hun håbede inderligt på, at han ville klare den.
Hun havde ikke set ham før, ikke hvad hun huskede af, i hvert fald. Men nu kom hun jo heller ikke så tit ud - kun når der skulle købes nye ting til huset, fx urter, mad eller andre nyttige ting. Langt det meste af hendes tid, blev brugt på at hjælpe folk i helbredelseshuset.
Hun studerede ham. Han var stærk, så det ud til. Måske han var en kriger? hun vidste det ikke, men det kunne jo godt være.
Hun rystede lidt på hovedet, og forlod så rummet, for en kort tid. Kort efter, kom hun tilbage med en kop med en grøn drik og nogle linnedstykker.
Hun blev nødt til at starte et sted, så hun startede med et lægge en slank hånd på mandens pande. Hun blev nødt til at finde ud af, hvor pesten havde taget fat.
Hendes hånd udsendte en form for varme. Langsomt kørte hun hånden ned til hans hals, og ned til brystet, hvor hun også lagde den anden hånd på. Der var i hvert fald noget der, der ikke var helt rigtigt.
Hun vidste godt, at pesten ikke kunne kureres med healing, men det var det eneste de kunne gøre. De havde fået skaffet en smule dæmonblod tidligere, men det var brugt op nu. Det betød også, at mange af healerne allerede var ramt af pesten, fordi de ikke kunne gøre andet, end at prøve at heale det.
Selv var Gweyr heldig, Isari måtte holde hånden over hende, fordi hun var endnu ikke selv blevet ramt af pesten.




//Som sagt, det er lang tid siden, jeg har spillet sådan et rollespil her, så skal lige ind i det hele igen... Sig til, hvis du synes noget skal rettes! :)
Cyraneus Nereus
Lysets Ridder

Retmæssig God
Race: Havfolk
Alder: 38 år

Skaber: Hobbit

For første gang nogensinde havde Cyraneus en følelse af at han svømmede mens han stod solidt plantet på jorden. Eller solidt og solidt kunne man altid diskutere, men alt sejlede for ham. Det var en uvant følelse, og selvom havmanden aldrig direkte blev svimmel eller søsyg, var det meget træt på i øjeblikket.
Han havde ikke tid til det her! Han havde travlt med at forsøge at skabe orden i byen, få folk anbragt, ført til helbredelseshuse, til templerne, væk fra andre pestofre. Alt i alt det hårderste stykke arbejde siden krigens udbrud, der vel og mærket heller ikke havde været nogen fornøjelse.

I mellemtiden med virvaret og tomultet, var det selvfølgelig også lykkes krigeren at blive ramt. Cyraneus var for stædig til at kategorisere sig selv om syg, men man kunne lige så godt kalde en spade en spade. Havmanden var pakket ind over ansigtet så kun hans øjne og det lange sorte hår var nogenlunde synligt. Hænderne var praktisk og solidt pakket ind, og sørgede for at han ikke gav pesten videre når han hjalp folk. Faktisk havde han været travlt optaget med at hjælpe en halvstor knægt, der var dejset om, men måtte se sig opgaven for hård, og overlade den til en mand der tydeligvis havde brugt mange dage på at bære folk frem og tilbage til helbredelseshuset. Mest frem.

Cyraneus hostede tørt og tog sig til brystet. Hans ben vaklede og det var ikke noget der denne gang blev overset. De andre krigere, tog en fælles beslutning som den stædige havmand nok aldrig ville havde set sig særlig glad for, tog fat i hans arme og trak ham afsted til helbredelseshuset.
Cyraneus kiggede ud igennem sprækkerne af klæderne, træt og udkørt. En lille pause kunne vel ikke skade.

Det var blødt at ramme briksen, selvom det egentlig bare var en briks. Hele hans krop snurrede, selvom han lå helt og aldeles stille, mut og kun med øjnende søgende for en stund. I hvert fald indtil stædigheden vågnede op ikke ret lang tid efter. "Jeg skal bare bruge et hvil.. så er jeg klar igen." hans stemme var tør og udmattet, men de stærke øjne var ikke færdige med at kæmpe. Nogengange vidste han ikke hvad der var hans eget bedste.
Gweyr Beragathor
Krystalisianer

Neutral God
Race: Skovelver
Alder: 162 år

Skaber: Wimse

Selvom Gweyr vidste, at hun var en god healer, kunne hun nogle gange godt komme til at tvivle på sig selv. Specielt i situationer som her, hvor rigtig mange var ramt af pesten. Deres healing holdt kun pesten væk for kort tid, hvorefter det kom tilbage igen. Så længe de ikke måtte bruge dæmonblod, så var det ret svært, at udføre jobbet, nemlig at heale folk.
Men de blev nødt til at gøre, hvad de kunne. Det kunne godt være, at healingen ikke gjorde særligt meget, men det var det eneste de kunne gøre, og så måtte de jo bare gøre det.

Egentlig havde Gweyr regnet med, at manden Marten var kommet ind med, var bevidstløs. Han havde set sådan ud, men pludselig snakkede han! Hun havde lidt svært ved at høre, hvad han sagde til at starte med, men efter nogle sekunder, kunne hun høre det. Hans ord fik hende til at fnyse lidt.
"Hvad tror du, du er ramt af? En simpel forkølelse?" spurgte hun, og rystede lidt på hovedet af ham. Det var typisk mænd, at tro, at alting kunne gå væk med et lille hvil eller en løbetur. Men det her var pest! Det var meget, meget værre!
Hendes hånd lå stadig ved mandens mave, uden helt at røre ved hans mave. Så hvidt hun kunne mærke, så havde pesten godt fat i manden, og det var utroligt, at han ikke var kommet ind noget før.
Hun havde godt hørt, at manden var hæs, så hun fjernede sin hånd, rejste sig op og forlod rummet, for at komme tilbage nogle sekunder efter med en kop.
Forsigtigt tog hun stoffet væk, der dækkede det meste af mandens ansigt.
"Kan du selv holde dit hoved?" spurgte hun med en omsorgsfuld tone. For en sikkerheds skyld lagde hun en hånd bag mandens hoved for at støtte det, og med den anden hånd, førte hun stille koppen op til mandens læber. Der var kun vand i koppen.
Da han var færdig med at drikke, satte hun koppen på gulvet ved siden af sig. Derefter kiggede hun lidt på hans hænder, der ligeledes var pakket ind. Han havde da haft en ide om, hvad han lavede, kunne hun se. At være pakket ind, kunne være med til at hindre, at man smittede andre.
"Det er ikke nogen synd, at indrømme, at man er syg og har brug for hjælp. Det er en meget sværere kamp det her, end at gå ud, og slå folk ihjel," sagde hun med sin rolige stemme. Hun havde ingen ide om, om det var rigtigt, det hun sagde, men at se ud fra hans stædige blik og udseende, så var hun ret sikker på, at dette ville blive en af de sværeste kampe, han ville komme til at kæmpe. Det ville kræve masser af tålmodighed, og det ville kræve, at han skulle ligge stille meget længe. Hun havde behandlet andre mænd før, og de havde alle været enormt stædige og uvillige til at ligge stille i den tid, healingen nu ville tage.
"Hvad er dit navn?" spurgte hun, mens hun stille og roligt begyndte at vikle stofstykkerne af hans hænder, så hun kunne se på dem.
Hun var meget stille og rolig i sine bevægelser, og hun talte i omsorgsfulde toner. Hun havde brug for, at manden stolede på hende, og ville have tillid nok til hende, til at gøre, hvad hun bad ham om.
Cyraneus Nereus
Lysets Ridder

Retmæssig God
Race: Havfolk
Alder: 38 år

Skaber: Hobbit

En utilfreds grynten kom svagt over ham, som healeren tilsyneladende ikke så hans ivren efter at komme ud igen som en synderlig god ting. I hans verden forstod hun ikke hvad eller hvorfor det var så vigtigt for ham ikke at bukke under og bare ligge stille og være uduelig. Pest eller ej, folk havde stadig brug for at føle sig trygge og det kunne han ikke gøre når han lå vandret på en briks og var uduelig.
Cyraneus tog en dyb indånding og affandt sig nogenlunde med skæbnen. I hvert fald for en stund som kvinden arbejdede, og uden et ord forsvandt igen. Skulle han prøve at rejse sig? Nej, det ville garenteret bare gøre det hele værre.

Havmanden nikkede roligt, som kvinden kom tilbage, medbringende vand. Vand han egentlig godt nu kunne mærke han trængte noget så forfærdelig til! Vand faldte altid i god jord hos ham, specielt når han lige nu følte sig som en udtørret goble som havde lagt i solen i flere døgn.
"Der er andre der har mere behov for hjælp end jeg.." svarede han roligt tilbage, men stadig stædigt. Cyraneus ville til enhver tid hellere hjælpe andre end sig selv, og lige nu var også et af de øjeblikke. Lige nu følte han at han optog en sengeplads for en som havde langt mere brug for den end han havde - hvilket ikke gjorde ham mere tilbøjelig til at ville følge ordre. I sidste ende valgte han dog at lade hende styrre showet.. i hvert fald for nu.

Cyraneus spændte musklerne i armene som hun begyndte at ville tage stoffet af. Ikke fordi hun ikke måtte se de en smule sortplettede hænder, men mere af frygt for at hun skulle komme til at røre ved dem og dermed selv blive smittet. Ansigtet havde været en ting, men hænderne end helt anden. "Cyraneus" svarede han distraheret, mens hans øjne var fæsnet på sine egne hænder, og parat til at flytte dem, skulle hendes egne komme for tæt på hans hud.
Gweyr Beragathor
Krystalisianer

Neutral God
Race: Skovelver
Alder: 162 år

Skaber: Wimse

Det var ikke første gang, Gweyr tog sig af et havmenneske. Faktisk havde hun taget sig af nogle stykker, og hun havde også taget sig af andre skikkelser. Alligevel blev hun lige interesseret og imponeret over, at der fandtes sådan nogle skabninger. De så så anderledes ud, og hun fandt det altid spændende. Det var den samme følelse hun havde haft, de første mange gange, hun tog sig af et menneske. De så mærkelige ud, i forhold til, hvad hun var vant til. Hun var jo vokset op mellem de smukke, graciøse elvere der aldrig blev gamle.
Og da hun kiggede på havmanden foran sig, kunne hun mærke den samme følelse af nysgerrighed og spænding. Hun havde gennem tiden lært, ikke at vise denne nysgerrighed, for det havde før skræmt nogle, at hun virkede interesseret i dem. Hun var bare glad for at lære nye ting, og hun kunne aldrig lære for meget. De her skabninger, fungerede på en helt anden måde end hendes folk; Deres kroppe ældes på forskellige måde, og de så anderledes ud. Nogle havde endda specielle evner baseret på, hvor de kom fra. Det var så spændende at være vidne til! For, hvem ville ikke gerne vide, hvordan alt det med skæl fungerede - hvordan fik de det frem? Hvordan fik de det til at gå væk? Hvordan trak de vejret under vandet? Havde de alle ben, eller var det noget, de selv kunne få frem? Og i såfald - hvordan fik de dem frem? Der var så mange spørgsmål, at hun var ved at sprænges af dem. Det var spørgsmål, hun havde fået svar på fra andre havmennesker, men et svar var bare ikke nok.
Dog havde hun som sagt lært, ikke at vise denne nysgerrighed, og hele tiden hvilede et venligt smil på hendes læber.

"Deri tager du fejl. Du blev fundet liggende på gaden. Det betyder, at du har brug for hjælp. Og skulle der komme andre, så har vi sengepladser til dem, og healere til at tage sig af dem. Nu skal du bare ligge stille og vente på, at du er helbredt" svarede Gweyr. Hun kunne godt lide, at han tænkte på andre. Det var en fin tanke, at tænke at andre havde mere brug for hjælp - men man skulle også passe på sig selv. Og det ville kun ende galt, hvis denne mand endnu engang valgte at gå ud på gaden og hjælpe andre mennesker.
"Cyraneus, mit navn er Gweyr," sagde hun venligt, og sendte ham et lille smil. "Gwir" var trods alt et navn, langt de fleste kunne udtale. Det var langt fra alle, der kunne udtale det på samme måde, som hendes forældre og alle i hendes opvækst havde gjort, men det kunne hun leve med.
Hun fik rullet al stoffet af hans ene arm. Armen og hånden var sortplettet, præcis som hans ansigt også var. Der var sikkert flere sorte pletter rundt på hans krop. Hun var imponeret over, at han stadig havde kunnet stå op i denne tilstand.
"Jeg vil ikke lyve for dig: Det her kommer til at tage tid, og kommer til at kræve en masse tålmodighed, fra os begge," svarede hun og sukkede lidt. Hvis bare de kunne få lov til at bruge dæmonblod, så ville det hele gå meget stærkere.
Noget af hendes lange, lyse hår kom ind foran hendes ansigt, så med den ene hånd, puttede hun det bag det ene øre, og viste dermed hendes lange, spidse ører. Derefter lagde hun begge sine hænder så tæt hun kunne mod hans hånd, uden helt at røre ved hans hud. En varme begyndte at komme fra hendes hånd.
"Hvad lavede du ude på gaden i denne tilstand?" spurgte hun nysgerrigt. Hun havde lært, at det hele som regel gik nemmere, hvis man holdt en samtale i gang. Så glemte de fleste, hvad det var der skete. Hun kiggede dog ikke på ham ved dette spørgsmål, men havde sit blik rettet mod sine hænders arbejde.
Cyraneus Nereus
Lysets Ridder

Retmæssig God
Race: Havfolk
Alder: 38 år

Skaber: Hobbit

Cyraneus kiggede roligt på hende, som hun talte. Fornuft kom ud af hende, det var ganske tydeligt, men han mærkede stadig en stædighed og modstræbende følelse overfor hendes ord. Han huskede ikke at han var blundet i et par sekunder. På den anden side huskede han heller ikke hvordan han var havnet på helbredelseshuset, hvis det vel og mærket var her han var dukket op. Havmanden smilede en smule opgivende. "Jeg kan ikke vente på at jeg bliver helbredt, for der er ingen kur." der var lovlig i hvert fald, og Cyraneus modsagde ikke loven, hvor meget han end ønskede. I hvert fald modsagde han ikke loven for sin egen skyld - ingen var perfekte jo, og der var ting han måtte se mellem fingre med, selvom han nok ikke ville indrømme det.

"Rart at møde Dem" svarede han høfligt og gengældte hendes smil med en af sine egne, selvom at hans var langt mere træt og udkørt end hendes. Han vendte tilbage til at fokusere på sin arm, hun rullede fri af stoffet, selvom han ikke ligefrem var glad for at hun gjorde det. For hendes egen skyld burde hun holder afstand til den døende hud, men han bestemte ikke lige nu.
Cyraneus løftede blikket fra de sorte pletter og mødte Gweyrs blik, roligt og accepterende. "Jeg skal prøve i min bedste overbevisning at samarbejde" Det ville ikke blive nemt, men i dette domæne, var det hende der bestemte og han måtte stole på at hendes valg var de bedste. Enkelte indvendinger ville han nok ikke kunne holde sig fra at komme med, men han ville love at forsøge.
Cyraneus spændte uvilkårligt sine muskler i armen som hendes hænder kom tættere og tættere på. Det gjorde ham nervøs og fik ham til at kigge skeptisk op på hende. Hun vidste hvordan det smittede, det var han sikker på, og alligevel kom hun så tæt på.
Cyran tog en dyb indånding og forsøgte at slappe af i armen, selvom det var alt andet end nemt. Som hun begyndte at tale igen, løftede han blikket endnu engang og holdte det denne gang på hende, hovedsageligt hendes lyse hår og de spidse øre der fortalte lidt om hende, uden hun selv behøvede at fortælle det. "Finde ofre. Finde de værst ramte og bringe dem til helbredelseshuset. Ingen fortjener at ligge på gaden alene og forladt.. Selvom pladsen er ved at slippe op, håber jeg altid at der vil være en plads til den næste vi bringer ind." det var ikke behageligt at gå ned igennem gaderne. Hver dag frygtede han at finde et nyt barn der var blevet efterladt og havde givet op i nattekulden. Finde familier udslettet i deres hjem, eller andre uheldige sjæle smidt ud og efterladt af familie og venner, fordi pengene slap for hurtigt op skulle man passe på en sygdomsramt. Og han var magtesløs omkring det. Det eneste han kunne var at tage et grædende barn på armen, trøste i bedste forstand. Hjælpe en gammel kone op til en mere behagelig sengeplads med mad og drikke. Gøre alt hvad der stod i ens magt, hvor lidt det end i sidste ende måtte hjælpe.
Gweyr Beragathor
Krystalisianer

Neutral God
Race: Skovelver
Alder: 162 år

Skaber: Wimse

Gweyr kunne godt forstå, at det kunne være svært at vente. Specielt, når man ventede på noget der ikke ville ske. Men der var bare ikke andet at gøre, som tingene var nu.
"Du har ret. Der er ikke så meget vi kan gøre. Vi kan holde pesten væk for en lille stund, men den vender altid tilbage. Derfor kræver det meget tålmodighed, for det kommer til at tage mange timer med healing..." svarede hun, og selvom hun normalt var meget positiv, virkede hun dog alligevel en smule modløs her. Det var jo forbudt at bruge dæmonblod. De havde haft en smule, som de havde brugt på de hårdest ramte, på trods af, at de havde vidst at det var imod loven. Det havde været et valg, Gweyr havde taget, fordi de på det tidspunkt havde fået en masse døende mennesker ind. Og hun havde håbet på, at pesten kun var kortvarigt - men selv efter de havde opbrugt deres lille beholdning af dæmonblod, så blev syge folk ved med at komme ind af døren.
Efterfølgende var de begyndt, at se om de kunne finde andre måder at stoppe pesten før. Healerne vidste jo meget om lægekunsten, og hvilke planter og urter der kunne helbrede. Men uanset hvad de prøvede, så var det endnu ikke noget dr virkede. Men de gav ikke op. Ligesom denne mand var opsat på at hjælpe uskyldige folk, så var hun også. Hun havde viet sit liv til at hjælpe uheldige folk, og hun havde ikke i sinde at give op så let.

Nogle ville kalde det dårlig opdragelse eller uforskammethed, men Gweyr tiltalte folk som "du", medmindre de var kongelige, eller hun af anden grund var forpligtet til at tiltale dem "Dem". Det gjorde alting nemmere, og så havde hun erfaret, at syge folk sjældent tog på vej overfor dette. Et lille smil kom dog frem på hendes læber, da havmanden tiltalte hende "Dem". Han var ikke den første kriger der havde gjort dette.
"Det glæder mig at høre," svarede hun, og sendte ham et venligt smil, da han sagde, at han ville gøre sit bedste for at samarbejde. Hun vidste godt, at det ville blive svært for ham, så derfor satte hun pris på hans ord. Hun forventede heller ikke, at han godvilligt gjorde hvad hun bad om, uden at stille spørgsmål. Det kunne godt være at hun var healer, og havde viet sit liv til at hjælpe andre folk, men det betød ikke, at folk med det samme stolede på hende. Hun ville kun folk det bedste, men det kunne alle og enhver jo komme og sige.
Hun lyttede til hans ord, og smilet bredte sig lidt mere på hendes læber.
"Det er en meget ædel gerning, du har taget på dig. Det er noget vi sætter stor pris på, for uden jeres hjælp, ville mange slet ikke få den hjælp, de har brug for," svarede hun med taknemmelighed i stemmen. Det var folk som denne mand, der sørgede for at de syge kom til helbredelseshuset, hvor de kunne få den hjælp, som de havde krav på at få.
"Og der er altid plads. Om jeg så skal give de syge min egen briks, så gør jeg det. Vi skal nok finde plads her," svarede hun med smilet stadig hvilende på sine læber. Der var altid plads, og de kunne altid få plads til en ny briks. Den dag, helbredelseshuset ikke længere havde plads, det ville være en sorgens dag. For hvor skulle folk ellers gå hen? Og det måtte bare ikke ske. Så længe hun var lederen af stedet, så skulle hun nok sørge for, at der altid var plads til alle.
Hendes blik veg ikke fra hans arm, som hun langsomt arbejdede sig op ad. Det stykke af hans hånd, som hendes hænder langsomt arbejdede sig væk fra, var pludselig ikke længere sortplettet. Hun vidste dog, at dette kun vil være for en kort stund. De ville snart blive ligeså sortplettede som før. Men mere kunne hun ikke gøre, desværre.
Cyraneus Nereus
Lysets Ridder

Retmæssig God
Race: Havfolk
Alder: 38 år

Skaber: Hobbit

Havmanden tog en dyb indånding, forsøgte at slappe af i alle sine muskler som Gweyr arbejdede. Han havde ikke lyst til at gøre hendes arbejde endnu mere umuligt end det i forvejen så ud. Han havde det blandet omkring hele situationen. Han var taknemmelig, virkelig dybt taknemmelig på at hun brugte tid på at heale ham sammen, selvom det virkede som en umulig opgave. Men oveni det, virkede det også spild af hendes kræfter. Cyraneus ønskede ikke at opgive håbet, men at dræne hende for energi dag ud og dag ind så kan kunne overleve et stenkast mere, virkede som en dårlig udnyttelse af hendes evne.
Healerne havde altid været noget af det allervigtigste for befolkningen, og Cyraneus ville nødig tage noget fra andre, som de virkelig havde brug for.

Cyraneus var ikke så højtidlige at han tog det ilde op, blev han ikke tiltalt med de finere tiltalelser, som De og Dem. Tvært imod. Han så sig selv som en tjener for byen, og ikke hævet over de andre indbyggere. Han tiltalte folk med De og Dem, fordi han selv ønskede det. Han bemærkede i hvert fald ikke at Gweyr brugte almindelig tiltale.
Cyraneus smilede roligt, omend en smule søvndrukken, som han forsøgte at holde sig vågen og rolig samtidig. Ikke nogen synderlig nem bedrift. "I lige måde" uden deres hjælp nyttede det ikke noget at krigerne bar folk til helbredelseshuset. Det skete der ingen forandring ved.
Cyraneus smilede lidt breddere og kom med et let grin, som hurtigt gled over i en ubehagelig hosten der gjorde ondt i hele hans overkrop. Musklerne var ømme, lungerne var trætte og alt var generelt utilpas. Han bevægede det meste af kroppen for at afværge hosten, bortset fra hans ene arm der med stor viljestyrke ikke flyttede sig så meget som en centimeter. Den blev presset ned i briksen, i hindring for at han skulle komme til at ramme hende. Da hosten stilede af, begyndte hans muskler at gøre det samme. Det var nok egentlig ren indbildning, men det føltes som om at de sorte pletter bredte sig.
Tråden er afsluttet