Forbi bagerens stand, under de røde faner, til venstre for smykkehandleren og under balkonen med de tyrkise stofgardiner! 20 meter, drej! 15 meter, under de løse brædder i skrædderens baggård! Undgå hunden og ud på den anden side!
Slagterens brægen var for længst blevet overdøvet af den sagte larm der til trods for det søvnige tidspunkt på dagen, stadig skabte en slags tæthed på markedspladsen. Et ægtepar trådte hurtigt tilbage som en kluntet figur nærmest væltede ud fra skrædderiets indhegnede side som om den ville overfalde dem. Det var ikke sagen. I stedet stoppede den op og bukkede sig ned med hænderne på sine knæ for at få vejret. Konen gav et gisp og klamrede sig til sin mand, som blot rullede med øjnene, dybt fornærmet. Rakkerpak! De træskede videre, nu med nye fordomme om byens proletariat.

Langt rødt hår blev fejet af vejen som skikkelsen endelig rettede sig op og kiggede efter de to sladrende overklassefolk med interesserede gyldne øjne. Heh.. Det var lige før hun var smadret ind i dem? Så kunne hun måske ha' fået noget af overklasselugten gnedet af på sig. Det handlede jo om kamuflering, gjorde det ikke? Et højt suk drog til vejrs som tyven strakte sig, gjorde sig lang og fik et par fastsatte led til at give et komfortabelt knæk. Distancen hun havde løbet var ikke dårlig. Slet ikke dårlig. Klart en forbedring fra hendes forrige tur. Sidste gang kunne hun knapt løbe fra slagterens lærling, som ikke var den tilgivende type. Specielt ikke når hans job var på spil. Kvindens arms sænkedes igen og i hendes ene hånd, havde hun sit bytte. Hendes fantastiske skat; En blød og halv-våd pakke der var svøbet i tykt papir. Blod dryppede fra dens bund og, sagt med tyvens egne ord, lugtede guddommeligt af friskt drab. Eller så friskt som det nu blev på disse kanter. Desværre var det ikke nemt at finde undersøiske kvæg, så hun måtte ind til byen for at tilfredsstille hendes  trang. Farmene var endnu lidt for langt for hende at løbe.. Og farmerne var uden tvivl i bedre form til at efterfølge hende end den fede gris der solgte svinekam. "Godt gået, Icah.. Det må være en ny rekord." Hendes silkebløde stemme gav sig selv en kort kompliment som hun kunne høre den skrigende slagter give lyd fra sig igen. "Han er sikkert stadig rød i hovedet." Mumlede hun veltilfreds med et triumferende smil og startede med at gå i modsatte retning, ned af en af vejene der førte længere ind i de små sidegader og blindgyder, hvor månelyset ikke optegnede hendes skikkelse. Fristelsen tog til og det tykke papir blev delt som hun gik. Den blødende pakke var halvt åbnet og viste sig at være et tykt stykke prima råt kalvekød, knald rødt og svedende af saft. Icah, som hun kaldte sig selv, kunne knap vente til hun fandt et siddested. I stedet blev der efterladt et bidemærke deri, der kunne give de fleste søfolk mareridt. "Mhnnnh..!" Fandens hvor var det godt!