Det havde måske været syv dage nu? Syv dage, de krystal blå øjne kiggede op i solen, hvis konstante varme bagte ned over kroppen, som var beklædt af laset tøj. Nord kvinden havde klaret sig godt de første to dage, hun havde fundet en eller to kaktusser hun havde haft mulighed for at trække væske ud fra. Men tredje dagen havde hun oplevet en forfærdelig sandstorm, som hun kun lige havde slubbet fra, ved at gemme sig under nogle rødder på et livløs træ. Hvilket nok var en af grundene til at tøjet ikke længere var så pænt, som det havde været da hun havde befundet sig i Norden, jakken havde hun smidt allerede på første dag, den havde været for tung og besværlig at slæbe rundt på. Anden dagen havde hun valgt at rive hendes bukser af ved knæene, derefter ærmerne på skjorten. Hendes hår var ikke længere plantin blond, men en støvet askeblond farve, af alt det sand som der var kommet ind alle vegne.

Men alle disse ting var slet ikke hvad den unge nordbo tænkte på, nej det eneste der fylde hendes tanker var vand. Måske noget spiseligt, men vandet, vandet var det som hun hungrede allermest efter lige nu. Som en mantra der konstant blev gengivet, aldrig stoppede, mens at hun hæv efter vejret. Hun havde været nød til at fortsætte ind i dags timerne, da hun ikke havde kunne finde skygge da solen atter stod op. Udmattet, udtørret, med læber der var så oprevet at man kunne være usikker på om der nogen sinde havde været et kønt ansigt bag den udhungret maske.

Hvis hun havde haft væske til det, var det nok her at Pandora for tredje gang i sit liv, var begyndt at græde. Aldrig havde hun oplevet noget så smertefuldt, selv den gang at hun havde været tæt på at miste sit ben på grund af kolbrand kunne ikke hamle op med den væmmelige følelse af, bare ikke at have adgang til noget at drikke. Hendes knæ faldt ned i det brandende sand, mens at øjnene kiggede tomt frem for sig, var dette enden? Var der virkelig ingen god slutning på historien, eller skulle hun se sig selv gå til, grundet en misforståelse og en ildnet handling hun aldrig kunne tage tilbage.

Fwoosh var sådan et skønt ord. Eller lyd, afhængig af hvem man spurgte.

Yadza var blevet mægtig glad for netop denne sammensætning af bogstaver. Den fulgte ham som en kær ven over sandbakkerne når han var ude og søge, susende igennem det stillestående hav med dets statiske bølger. Helt statisk var det naturligvis ikke, specielt da en sandstorm havde passeret igennem her for ikke så længe siden, og roddet rundt i landskabet. Ærligt talt et frustrerende problem for en respektabel forretningsmand med store planer for fremtiden. Det er umuligt at planlægge ordentlige handelsruter når vejene skifter plads som brikkerne i en rystet pose. Yadza kiggede rundt fra toppen af den bakke han stod på, skulene imod horisonten og de endeløse muligheder den gemte. 'Fwoosh' mumlede han stille; 'Fwoosh' og så satte han ned af bakken, en bøn til vinden og sporene i jorden hans eneste minde.

Konstruktionen han sejlede(?) på var ganske hjemmelavet, et projekt han ofte pralede om hvis nogen spurgte ind til det. Et aflangt bræt med en mast sat i midten, og et stort sejl med greb som man holdte fast i fra oprejst stilling. Under decket var små træhjul i siderne der hjalp over de hårdere dele terrain men ikke stødte for meget på sandet. Et tilfreds smil bredte sig svagt over hans stive ansigt som han rundede en høj banke der næste sendte ham på hovedet. Man skulle jo nødig blive doven og gøre det for let for sig selv. Hovmodet blev dog for meget og han endte alligevel med at sende sig selv tumlende og spruttende ind i en forhøjning med ansigtet først. Han priste sig lykkelig over at der ikke var en sjæl i nærheden, spyttede en mundfuld småsten ud igen og satte videre.

Han havde rejst endnu ti eller tyve minutter før noget i øjenkrogen fangede hans opmærksomhed, og han gjorde holdt på toppen af en nærliggende bakke. Han parkede bevidst aldrig nede hvor man ikke kunne se omkring sig, en vane der havde reddet hans plader adskillelige gange. Han hoppede af skibet og travede hen til kanten for at kunne få et bedre blik på den lille ting, der dog stadig var mindst fyrre meter væk. Selv havde han solen i ryggen og var dårligt mere end en mørk silhuet. Et menneske? Ja det er måske ikke så fascinerende, de dukkede jo unægteligt op hist og her. Selv på afstand kunne han dog tydeligt se at hun ikke var fra her omkring, alt for bleg, og tilsyneladende uden oppakning. Hvordan i Kiles navn var hun havnet der?

Han rømmede sig, slog sig en enkelt gang på brystet og satte hænderne for munden. "Du får ingen hjælp ved at gå på knæ herude, min ven! Her er hverken præster eller bordel-gængere!"

Vand
Hvis hun nu bare kunne komme hen over denne sandbakke, så ville der måske være noget der kunne hjælpe hende?
Vand
Skælvende kom hun op på benene, mærkede hvordan sandkornene grådigt åd ind i hendes sko, hvis man kunne kalde det sko længere.
Vand
Det holdte ikke længe, også var hun atter ned på knæ, mens et ynkeligt hulk forlod hendes læber.
Vand

Der var mange måder at dø på, nogle der kategoriseret sig som de værste dødsfald, var at blive brændt. Men mange gange i dette tilfælde, nåede man at besvime at den store røg produktion, eller smerterne var så store at man ikke kunne holde til det i mere end de første mange minutter. Druknedøden, var også kendt som en af de døde, som ingen ønskede. Men selv her, drejede det sig ikke om særlig mange minutter før at kroppen lukkede ned, og man døde mens ens hjerne var slukket for.
Sultedøden, samt mangle på væske, det var nu dog alligevel en af de værste. Da kroppen kæmpede og kæmpede, tanken om at der snart ville komme noget, selve idéen om at man nok skulle klare det, kunne få kroppen til at fungere i flere uger af gangen. Det var en smertefuld oplevelse, de milde tegn, hovedpine, svimmelhed, at man havde kvalme, måske en svag sensation at ens hænder og føder vibrede.
De slemme, ikke at kunne trække vejret ordenligt, muskle kramper, stærke smerter i brystet, som senere kunne føre til at man fik et hjerteanfald.

Vand
Pandoras isblå øjne, betragtede den endeløse blå himmel, hvordan at ingen skyer var at se, kun de linjer af hede som solen fik til at opstå. Grundet den meget tørre luftfugtighed.
Også hørte hun det, en stemme, var det nu hendes hoved der var begyndt at spille de velkendte fatamorgana illusioner? Hendes krop vente sig dovent imod hvor stemmen var kommet fra.
,,Vand’’ stemmen var ru, læberne flækkede og begyndte at bløde, grundet den store mangle på væske. ,,Vand’’ også ingen ting, kroppen væltede det sidste stykke, øjnene lukkede i før at den ramte den varme sandbunke, og kun for et enkelt øjeblik, kunne man have svoret at se en enkelt tåre glide ned, af den beskidte kind.

Yadza bøjede sig let forover imens hans spejdede ned imod den lille skikkelse. Han var sikker på at hendes læber bevægede sig, men hun var åbenbart så afkræftet at hendes ord ikke kunne nå ham. Et hurtigt blik rundt om højen bekræftede for ham at hun ikke var lokkemad for en flok banditter, der ville ødelægge hans dag. Fra sejleren hentede han en taske der blev slynget over skulderen, for derefter at sætte ned af bakken. Med stor erfaring gled han ned af sandet i en smuk kurvet linje og landede solidt på fødderne. Fuldt oprejst og med et selvsikkert smil spankulerede han imod den vildfarne.

Da afstanden imellem dem var mindre end et par meter, tog han hende bedre i skue. Tøjet var ret beskidt og sønderrevet, så hun havde mindst travet et par dage. Hendes krop var dog en brølende alarm for dehydrering. Indsunkne øjne, flækkede læber, sikkert en krampe eller to. Desperation var malet i hele ansigtet. Yup, hvis man sparkede til en hundehvalp ville den næppe se mere ynkelig ud.

Den perfekte kunde.

Han satte den ene fod bag den anden og med en stor håndbevægelse bukkede teatralsk. "Yadza Fassere Ben Sacha, deres ydmygste tjener og største beundre. De må have kæmpet en brav kamp for at overleve herude, sandt? Men frygt ej, frelsen er her!" Bag fra sin ryg trak han nu en stor skvulpende vanddunk der tirrende dinglede lidt i den bagende middags sol. Den var perfekt dråbeformet, lavet i læder og (vigtigst af alt) fyldt til randen. "Blot de husker at intet i livet er gratis, en pris vil blive fastsat efter indtagelse, yada yada..." Han vinkede lidt med frie hånd. "Ikke at jeg forventer du har noget imod det.

Dunken landede med et skvulp for hendes knæ.

Stemmen, var over hende? Det tørre, varme sand pressede imod hendes kind. Og selvom at mørket truede med at overtage det hele, formede hun alligevel at åbne øjnene og kaste et blik op på manden der stod nogle få meter fra hende. Han så lidt, spøjs ud? Måske var det igen bare hendes fantasi der spillede hende et puds. Igen åbnede hun munden for at mumle den endeløse mantra, der gik ud på hvor højt et ønske hun havde om vand.

Frelsen? Havde han vand? Pris, liv? Hvis hun ikke snart fik noget vand, ville der ikke være noget liv, for ham at få betaling af! Ikke at hun vidste hvordan hun nogen sinde skulle betale ham, men med vilje kom der vel en måde? Blikket var dog mere fæstnet på den dunk han havde i hånden, lyden af den lave skvulpen af vand der slog lidt frem og tilbage, var mere overdøvende end hvad han sagde. Også landede den foran hende. Hendes overkrop rejste sig langsomt, blikket flakkede mellem ham og dunken, hvad nu hvis han havde urimelig krav og hun ende med at være hans slave for evigt? Nej til Kzar Mora og tilbage med det!

Hendes arm fik overraskende høj kræft og greb omkring dunken, åbnede skuren, placeret dunken for munden. Også mærkede hun det, de gyldne dråber, mere fantastisk havde vand aldrig nogen sinde smagt, mens hun ikke lod en eneste dråbe blive tilbage.

,,aaaaaaah..’’ hun kunne ikke tilbage holde den tilfreds suk der forlod hendes læber, hun var stadig tørstig, kunne sikkert drikke en hel brønd tør hvis der var en i nærheden. Men dette, dette havde været nok til at få livet til at glimte i øjnene.

Hun gik godt nok til den, men Yadza var ikke synderligt overrasket. En slags entusiasme måtte man vel forvente når ens liv havde været på spil. Han var dog en smule imponeret over at hun ikke fik det galt i halsen. Yadza lagde armene over kors og betragtede hende stille med hovedet på skrå imens han ventede på hun gjorde sig færdig med beholderen, tappende let i sandet med sin ene fod. Når man havde begrænset ansigtsmimik måtte man kompensere med kropssprog, ellers havde folk en tendens til at blive ukomfortabel omkring en.

Af en nordlænding var hun egentligt ganske køn, omend alt for bleg til at falde ind i den mere traditionelle skønheds norm der var i området omkring dem. Det lignede også at hun var i ganske fin form. Kriger måske? En profession som lejesvend ville ikke være utænkeligt. En rum del soldater dukkede op med støvlerne stående op af sandet, den her var nok bare sluppet heldigt fra sin skæbne. Yadza nikkede lidt. Han kunne godt lide tanken om at han var skæbnens indvending.

"Min ven, sikke en dadel der faldt ned i dit skød, eh? Sådan at Yadza dukker op og redder din dag. Fortæl fortæl, hvad laver en så lyshåret skabning så dybt i Rubinien?"

Pandora løftede hoved, smilende imod hendes rednings – person. Hendes øjne blev en smule større, men det var ikke et skræmt udtryk, nærmere et meget nysgerrigt et af slagsen. Aldrig, havde hun set noget så, spændende.

,,Hold op du ser spøjs ud’’ sagde hun, det var tydeligt at høre at det blot var en konstatering, intet hån, ingen ond mening bag ordene. Bare en uvidenhed omkring hvordan man valgte ordene med omhu. Lidt skrøbeligt på rystende ben kom hun op og stå og så hvordan hun ragede lidt hen over den meget mystiske, det var en mand ikke?
Hun lod en håndryg glide hen over munden, for at fjerne det værste af alt skidtet og trak på skuldrene. Ja det var noget af en historie, måske ikke en der kunne fortælles på nogle få minutter. Blikket fangede den lille stribe blød som var på huden der lige havde kørt hen over læberne, og sukkede opgivende, de måtte være sprunget op igen.

,,en historie der måske ville være mere passende i andre omgivelser?’’ stemmen var stadig rug, og tørsten stadig stor. Men hun kunne mærke hvordan at styrken langsomt havde vendt tilbage i benene, og ikke rystede under vægten af hendes krop.

Yadza rømmede sig lidt ved kommentaren omkring hans udseende. Han var vandt til at blive kaldt navne af onde tunger, men denne mystiske umiddelbarehed, uskyldighed nærmest, gjorde ham svagt utilpas, selvom han ikke var helt sikker på hvorfor. Uskyldighed var nok bare ikke noget han havde meget erfaring med, og alt begyndelse er svært.

"Yadza ser præcis ud som Yadza skal" kvækkede han og samlede vandunken op igen. "Selvom ørkenens ensomme ånder sætter pris på en god historie, er din iver forståelig. Stadig så tør som en gammel kiks, eh? Et sted er kendt." Med tasken svirpende omkring skulderen vendte han sig om på stedet og begyndte at gå op imod bakken han var kommet hertil med, uden at vente på yderligere svar. Solen reflekterede på hans blanke isse imens han travede op af hælningen. Turen op var altid langt mere besværlig end vejen ned, desværre!

Hun nikkede ivrigt, selvfølgelig gjorde han det.
Selv han måde at tale på var bedårende.

Måske var hun stadig en smule ved siden af sig selv, hvilket nok ikke var så mærkeligt. Når munden ikke havde smagt vand så længe, og pludselig havde hun et overvældende energi niveau. Det ville sikkert forsvinde, inden længe, når kroppen igen fandt varmen for stor. Men lige nu, kunne hun mærke hendes magiske egenskab til at køle sin egen krop ned, begynde at syde i blodårene. Og en betryggende velbehag fandt sted.

Ivrig efter at finde ud af hvilket sted han talte om, og ønsket om at komme væk fra denne ørken var stor. Men da de kom til opstigningen af bakken, var det dog alligevel en udfordring.

,,Hvor er dette sted?’’ sagde hun en smule forpustet, mens hun næsten som en lydig hund, fulgte efter manden, der havde reddet hendes liv.

PÅ nuværende tidspunkt var tankerne ikke på betalingen, da intet ville være nok, til at betale for hvad han havde gjort for hende i dag.

Yadza havde massere af ideer til hvordan hun kunne betale ham tilbage, men det kunne de sagtens tage senere. Lige nu måtte han sørge for, som den gode patron, at hans klient ikke gik hen og kentrede i den bagende hede.

Og apropos skibe.

Han vente sig om og gjorde tegn til en lille fordybning i den ene ende af sejleren der stod lydigt parkeret. "Sæt dem blot, så skal jeg sørge for, at vi begge kommer sikkert frem." Stemmen havde en undertone af selvtillid, oprigtighed og... Noget tredje, lidt udefinerbart.

Med et hop fik han svinget sig selv op på konstruktionen og foldede hænderne over brystet med hovedet sænket. Hans tanker gik til de guder der endnu engang havde tilsmilet ham held, og hans bønner bar præg af taknemmelighed. Som han stod der begyndte vinden langsomt at tage til omkring dem og sejlene begyndte svagt at buge ud, ivrige efter at fangen blæsten og suse afsted. Da vinden havde en tilpas styrke rejste han hovedet igen og nikkede tilfreds. "Dette væsen har venner der vil give os ly og vand. Praktisk med venner, sandt?"

Forpustet, og en smule svedig. Kom hun op på sandbakken efter ham, hoved blev lagt på skrå og blikket drog den mærkværdige struktur ind. Hun havde aldrig set noget lingene. Men hvis hun skulle beskrive det som noget hun kendte til, ville det nok være et skib.
Hun satte sig lydigt ned, og betragtede nysgerrig de ting der var omkring hende. Selvom de var lidt intetsigende, da alt var pakket forsvarligt ind i sække og kasser. Men hun pillede alligevel lidt nysgerrigt ved en af ræbende. Men den nysgerrighed blev hurtigt draget til vinden som greb omkring sejlet, og de nu i en hvis fart gled ned hen over sandet. Hendes strube undslap en jublen, af glæde og lykke over at mærke vind. Plus den helt vidunderlige følelse som der manifisterede sig i hendes mave.
,,Yadza, du har en virkelig spøjs måde at omtale dig selv på..’’ grinede hun, og holdt lidt fast i hvad der nu kunne holdes fast i. Da hun ikke følte sig helt tryg på, at hun ikke ville falde af.
,,Men ja, du har ganske ret, venner er ganske praktisk at have.’’ grinet forlod ikke hendes læber, trods frygten for den nye måde at rejse på. Da det kildede så dejligt, at hun kunne mærke det helt ud i hendes tæer, var det næsten en for stor oplevelse, for den lille nordbo.

Yadza kluklo også lidt da skibet dykkede ned af bakken. Man vennede sig aldrig helt til den kilden i maven, hvilket også ville have gjort ham en anelse trist. Det var nu en dejlig fornemmelse, næsten som at flyve, omend kun nogle flygtige øjeblikke. Han havde fat i en tværgående pind på sejlet der holdte ham oppe ved en blanding af hans egen balance og styrken fra vinden. Aldrig bleg for at skulle vise sig en smule frem, fandt han en tilpas høj bakke, og drejede skibet så stejlt at han lå parallel med sandet og hele verdenen i et par sekunder lå komplet lodret for dem begge. Det sendte en gevaldig bølge af sand fugende over en klapperslange der hvæsede misfornøjet af dem som de skrumpede i horisonten.

Båden og vinden faldt til ro i udkanten af en lille idyllisk udseende oase. Den nådesløse sol der før havde angrebet ørkenen med en råstyrke der rivaliserede... Ja, solen! -var nu så småt ved at krybe ned fra sit højdepunkt på himmelen. De få palmetræer der omkredsede det klarer vand kastede lange dovne skygger, imod Yadza og Pandora, som skrøbelige men imødekommende arme. På den fjerne bred lå en mindre landsby af nomadetelte.

Handelsmanden hoppede af båden. "Yadza har endnu ikke fået dit navn, sandt?"