Enemies clashing (Slaget del 1) (Ikaris)

Caidan Durothiil

Caidan Durothiil

Krystalisianer

Kaotisk God

Race / Varulv

Lokation / Omrejsende

Alder / 29 år

Højde / 185 cm

Lorgath 21.10.2015 11:56
Kampen var kommet godt i gang. Caidan og højre flanke ventede på deres "tur". Den kom, da hoveddelen af hæren begyndte at være presset, og da ledte en lysridder slagets gang og satte sine mænd, inklusiv Caidan i bevægelse. Han gik med de andre mænd, og snart satte de i løb i et forsøg på at flankere mørkets hær. Snart sad i de kødet på fjenden, og Caidans sværdstav hakkede og huggede, og fjender faldt. Manden ved hans side faldt også, men selv pressede han på, og hans evne til at se angreb før de kom, var en meget god ting for ham, især da en usynlig fjende forsøgte at angribe. Som respons jog han sværdstaven i mellemgulvet på manden, der med et gisp faldt til jorden, der allerede nu var dækket af døde, sårede, blod og lemmer. Det var forfærdeligt, men Caidan var vant til det. Hans eneste problem var en lyst til, at flå ting fra hinanden, der brusede op i hans sind. Han ville skifte skikkelse. Det var den største lyst, der lige nu gik gennem ham. Men han vidste, at det nok var bedst at forblive menneske.
Han opdagede pludselig en sortelver, der var meget dygtig. Hun skar sig gennem hans folk, som var de bare store stykker af smør. Det gik ikke, så Caidan forsvandt med et lille røgslør, da han gjorde sig usynlig. Det var bedst, når man skulle nå hen til en specifik fjende, og komme uden om de andre. Han var nødt til at hjælpe, for hun havde lige fældet deres anfører. Da han var tæt nok på, inden for slå-distance, gjorde han sig selv synlig igen. Hans øjne var kulsorte, fordi hans seer-evne var aktiv, og uden at tøve, satte han i et angreb på hende, der i virkeligheden var en serie af hug og stik.
Ikaris

Ikaris

Mørkets Ridder

Kaotisk Ond

Race / Mørkelver

Lokation / Obsidianøerne

Alder / 126 år

Højde / 194 cm

Xenix 21.10.2015 23:58
Lige fra mørkelveren havde fået sit første tag omkring de slanke tvillingeklingers nyindbundne håndtag havde hun mærket hvordan blodrusen havde rørt på sig. Hun længtes efter kampen og efter det som hun var født til; mord! Det havde ikke taget Ikaris meget længe at komme ind i kampen, som ridder burde hun havde stået længere tilbage, betragte kampen og udstede ordrer på få af fraktionerne, men hun var for utålmodig, mange af tropperne var uøvede og hun følte straks, at hendes arbejde ville være meget bedre brugt i frontlinjen, hvor hun kort efter befandt sig. Omkring hende faldt alle, lyden af rustent stål imod hinanden, klirren fra ringbrynjer mod benskinner, kød som blev gennemskåret efterfulgt af skrig og råb, det var overvældende, men det var som det skulle.
Mørkelveren bemærkede dårligt hvem hun stod ved siden af, alt hun lagde mærke til var deres bevægelser, deres måde at bruge sværd og skjold, for at kunne implementere det i hendes egen kamp, hendes medsoldater var hverken kammerater eller venner, de var værktøj til en mere succesfuld kamp. Faldt én soldat, måtte en anden tage hans sted.
Rustningen hun havde på var ny og velsmurt, den havde endnu ikke en skramme på sig, ikke en ly gav den fra sig ved hendes bevægelser, dværgene havde i sandhed fremstillet et mesterværk. Et enkelt slag imod hendes skulderplade fangede hurtigt hendes opmærksomhed, slaget havde hverken været kraftfuldt nok eller rigtigt placeret i forhold til at stikke igennem eller såre noget som helst, i stedet så hun sig gal på spydkæmperen der kort efter fik hendes opmærksomhed, idét den uroligt høje mørkelver brød formationen og gik direkte efter ham, med de to halvkorte sværd. Det var intet andet end tilfredshed der lyste ud af elveren, idet klingerne bragede imod hans brystplade, lyden af metal som gennemskar metal var næsten ubærlig, havde den hørtes alle andre steder end slagmarken, her var den bekræftende.
Et par af lysets krigere havde hurtigt opfanget, at en tilsyneladende vigtigere rolle i deres kamp var faldet, et par af dem havde taget flugten mens andre nu havde set sig godt gal på Ikaris, der kort efter måtte træde flere skridt bagud. Ikaris var bestemt ingen kujon, hun flygtede ikke med mindre, at kamp ville være absolut ubehjælpeligt, men hun vidste, hvornår en tilbagetrækning var nødvendig. Mørkelveren fik ikke mange øjeblikke til at planlægge sit næste træk, idét en skikkelse pludseligt dukkede op ved hendes side. Overraskelsen var i øjeblikket så stor, at det første hug med sværdstaven ramlede imod den solide lårplade, som gav efter for en ruderformet åbning, hvor der kort efter løb en tynd stribe mørkerød væske ud fra. Ikaris tog et voldsomt spring baglæns, inden hun forsvandt og dukkede op, ikke langt fra den modkæmpendes rygpart, svingende begge klinger imod hans torso.
"I'm not locked in here with you, you're locked in here with me!"

Ikaris' dagbog kan ses her
Caidan Durothiil

Caidan Durothiil

Krystalisianer

Kaotisk God

Race / Varulv

Lokation / Omrejsende

Alder / 29 år

Højde / 185 cm

Lorgath 22.10.2015 14:29
Et eller andet sted, burde Caidan nok have kontrolleret sig selv lidt bedre. Men kampen bragte adrenalin op i hele hans væsen, og hans hjørnetænder voksede let, da han var tæt på, at træde ind i sin varulveskikkelse. Det stoppede dog, da hans modstander sprang væk, og forsvandt for øjnene af ham. Hans evne reddede hans liv i dette øjeblik, for det næste øjeblik så han sig selv blive spiddet bagfra af to klinger. Sekundet efter, hvirvlede han rundt og og parérede det ene sværd, mens han undgik det andet med nød og næppe. Et snit gik hen over ringbrynjen på hans arm. Det skar gennem brynjen, men ikke ind til huden. Men det var satme et skarpt våben. Det så nærmest ud som om, at han havde blokeret i blinde, men derefter dukkede et smil op på hans læber. "Det trick falder jeg ikke for," sagde han, højt nok til, at hun kunne høre det. Et øjeblik flimrede han i luften for alles blikke, det næste angreb han på ny, først et stik mod hendes knæ, og derefter et fejende sving mod hendes side. Om hun parérede angrebene, var ikke til at vide. Men tørsten efter at flå vældede endnu en gang op i Caidan, hvis sorte øjne så ud til, at have en vildskab over dem. Han ønskede sortelveren død, lige som alle de andre mørkekrigere. Og det var dybest set en ubehagelig følelse, men i momentet var det den følelse, der holdt ham kæmpende, hvor at mange andre lyskrigere havde taget benene på nakken. De måtte altså lære lidt mere disciplin i kamp. Måske ville de få nyt mod ved synet af ham og sortelveren, der kæmpede mod hinanden.
Ikaris

Ikaris

Mørkets Ridder

Kaotisk Ond

Race / Mørkelver

Lokation / Obsidianøerne

Alder / 126 år

Højde / 194 cm

Xenix 09.12.2015 15:14
Ikaris der efterhånden var sølet ind i mere blod end godt var kunne nu for alvor mærke blodtørsten ramme, et stykke fra de to kæmpende blev et sværd svinget, og blodet fra blodrillen slaskede imod mørkelverens ansigt, dette bredendeden rå metalliske smag. Ikaris havde ét mål, ét mål kun, og det var at hugge, hakke og stikke sig igennem den solide mur af lysets krigere, startende med denne.
Det var meningen, at det skulle have været kort process med det høje menneske, men Ikaris ældste trick i bogen lod ham stå upåvirket med en blokade imod hendes kolde stål, der var noget ved ham, noget øjet ikke kunne se, men det kunne ikke kun være evner ingen for kamp der kom til kende her.
Et hurtigt angreb imod Ikaris knæ kom kort efter, dette fik hende til at træde et skridt baglæns, i håb om, at krigeren ville miste balancen af det ufuldendte hug imod hendes dyrebare knæled. Inden hun stak direkte imod hans halsregion, i et ihærdigt forsøg på, at komme ham hurtigt til livs. En kriger som denne ville være at foretrække at få af slagmarken så hurtigt som muligt, det var med sikkerhed kun de færreste der ville hamle op med ham. Ikke nok med det, var der en drivkraft, som Ikaris hun havde set ganske få steder, måske blandt mod de mest sultne soldater, noget dyrisk hun selv kendte til.
"Ikke endnu, bæst!"
Ikaris lo hæst, det næste sving blev rettet imod hans torso i en blød bue, på trods af, at han havde rustning nok på til, at dette ikke ville myrde ham, var der intet så intimiderende som at få åbnet sin rustning, det var som at komme et skridt tættere på døden.
"En skam du kæmper for de her fjolser, blandt os ville du være accepteret, måske endda respekteret for hvad du er, ikke et misfoster, som alle her ser dig som!"
"I'm not locked in here with you, you're locked in here with me!"

Ikaris' dagbog kan ses her
0 0 0


Chatboks
Gæst
[smilies]
IC-chat
Online nu:
Lige nu: 0 | I dag: 2