Så snart buens streng sprang med en misfornøjet lyd, blev den sluppet og faldte tungt til jorden, som var det ikke andet end pindebrænde. Det havde ikke været den bedste bue i verden, men et fortræffeligt våben, specielt til at stoppe folk der kom løbende mod hende.
Heldigvis kunne Ithilwen prise sig lykkelig for at medelverens stemme havde en indvirkning på orkerne. I hvert fald de mindste af dem. Ithilwen lod musklerne arbejde på refleskerne og overlod til hvad de huskede at træning. De to halvlange dolke slynger dermed igennem luften, skilte den første orks hoved fra kroppen, den næste gik dolken ind mellem skulderbladende og lod orken falde til jorden med indre skader og minimum en punkteret lunge.
Generelt syntes Ithilwen at fungere ganske udemærket som en enmandshær. Sværd, økser og hvad end våben kom ofte alt for tæt på og efterhånden var hendes lange hår også kommet godt under kniven og var blevet 'klippet' forskellige steder. Men alt gik i stå som sangen der havde gjort det hele nemmere gennemgik en ændring som stoppede hendes bevægelser på stedet. Orker lå om hende, halvdøde eller helt væk, men kun fordi hun havde haft hjælp.
Sangen blev erstattet af skrig så hurtigt at Ithilwen mistede al fatning om hvad hun havde haft gang i.
Det gik i slowmotion, som hun med skræk og rædsel så den spinkle krop blive kastet gennem luften og mærkede tårerne promte melde sig. Hun huskede nu.
"
Mae!" med et skrig af raseri løb hun mod den gigantiske orkleder som hun så absolut ingen chance havde for at overvinde.
Med hvidglødende raseri hakkede hun løs, men syntes ikke at kunne ramme, ligemeget hvor meget hun prøvede. Et ubehageligt knæk gik igennem kroppen på hende, skarpt efterfulgt af et skrig af smerte som skulderen blev knust og tvang hende til jorden med fuld kraft.
Med en hæslig lyd af hvad der kunne tolkes som et grin fra orken, greb hans hånd fast rundt om Ithilwens hals og løftede hende fra jorden. Af fuld kraft forsøgte hun at sparke ud, men blev mere og mere slap i sine bevægelser som hånden strammede sit greb, blokerede luftvejen og fremtvang prikker for hendes blik, som hun hev efter vejret og forsøgte at krasse sig fri eller løsne hans greb. Lige lidt hjalp det.
Med et hårdt stød, trængte spidsen af våbnet, som var en del af skaftet til øksen, ind i mellemgulvet på hende af fuld kraft. Uden luft til at skrige eller kraft, skar hun en grimasse, som følelsen af tomhed gik igennem hendes krop, selvom smerten var den stærkeste faktor. Som stolpen gik igennem ryggen på hende, åndede hun ud som alt blev mere og mere tilsløjeret som konsekvens af manglende luft, overmandende smerte og tårerne som krøb frem.
Som en brugt klud, blev hun slynget gennem luften og landte tungt på jorden knap med sanser til at se eller føle noget mere. Hun mærkede varmen og den løbende fornemmelse af blod. Varmen af tårer som forlod sine øjne. kulden overtog derefter hendes krop, som konsekvens af blodet der fortsat strømmede. Ithilwens øjne var fæsnet på det røde hun kunne ved siden af sig. Det var ikke blodet, men håret som hun så. Det eneste hun kunne fokusere på, inden hendes øjne gled i og alt blev erstattet af intethed.
Det er muligt for folk at indblande sig, men begge elvere er ude af stand til at reagere i øjeblikket. Udfaldet ville kunne vende sig, men intet er sikkert. Vi giver det 2 uger, før vi erklære dem begge døde, som følge af bagholdsangrebet af orkerne.