I en skov lige ude for hovedstaden (Mae)

Ithilwen Tuimadhiel

Ithilwen Tuimadhiel

Kriger og spejder

Kaotisk God

Race / Skovelver

Lokation / Elverly

Alder / 136 år

Højde / 182 cm

Hobbit 04.10.2015 11:09
Rygter gik altid som en steppebrand hen over krystallandet, når lyset og mørket lod røre på sig af forskellig art. Siden slaget om Dragorn havde munden aldrig stået stille på købmænd, kroejere og alsens godt (og ondt) folk rundt om i landet.
Hæren var ankommet til Hovedstaden, og det havde været under optræk. Alligevel valgte den rødhårede elver at begive sig mod faren og sikker også den visse død. Hun var ikke sikker på om andre elvere begav sig den vej, eller om de fandt nogen interesse i at blande sig i andet end deres eget gøremål. Nok huskede hun intet selv fra livet i elverly, men det betød ikke at rygter ikke kom hendes vej. Selvoptagede kaldte nogen dem. Fanatiske var et ord hun hørte med jævne mellemrum. En udtalelse om at alle andre racer ikke var lige så værdigfulde som dem. Det gav skam til Ithilwens spidse øre, og en ualmindelig dårlig smag i munden. Alt hun kunne håbe på var, at hun aldrig selv havde været sådan.

Om ikke andet, var den del røget af hvis den havde været til stede. Ithilwen havde rejst i mange dage for at nå nærmere, og for at give det hun havde at tilbyde til de uskyldige som lige nu sad skrækslagende bag murerne. Murerne kunne efterhånden ikke være alt for langt væk, som hun lydløst småløb gennem den mindre skov og undgik at træde på alt for mange grene der kunne vække opsigt. Jo nærmere hun kom udkanten af skoven des mere synlige blev omridserne af virkeligheden udenfor. Nærmest en hel verden væk føltes det, når man stod i konstrasten. Fred og idyl i skoven, modsat kaos og brand i det åbne.
Et enkelt knæk fra en gren bag hende, skærpede alle sanser, som Ithilwen satte sig på hug med buen rettet mod stedet. Nerver var på spidserne i disse tider, og bedre sikker end nedskudt. Derfor blev hun også siddende selvom en kaninen hoppede frem, og bagefter gik i panik og spænnede så hurtigt den kunne komme afsted, ved synes af elveren med en pil rettet direkte imod den.

Maerwen Sinaran

Maerwen Sinaran

Krystalisianer

Kaotisk God

Race / Skovelver

Lokation / Elverly

Alder / 30 år

Højde / 175 cm

Grace 04.10.2015 14:32
At rejse med en bjergtrold havde vist sig at have en ikke ligefrem ringe underholdningsværdi. At tilføje en skovtrold havde heller ikke trukket ned på nogen måde. Så meget havde Maerwen hurtigt opdaget og det holdt et let smil på hendes læber. Selv efter i uger at have vandret i ring i Lindeskoven fordi det var umuligt at fortælle en bjergtrold hvor den skulle vandre hen og i endnu mindre grad få den til at vandre i en lige linie.
Det var dog en uge siden hun var skiltes fra de to trolde. Ikke fordi hun var blevet træt af dem på nogen måde, men fordi hun en morgen var vågnet på toppen af en skovbegroet bakke hvor Glop var faldet i søvn natten før og skønt han hver nat groede til, havde det ikke før været så høje træer, så tætte buske eller så fuldstændigt han var faldet i et med landskabet. De havde da heller ikke kunnet få kontakt med ham. Noget der havde bragt Azra helt ud af fatning til et punkt hvor Maerwen havde måtte trøste det langt større væsen. Azra havde da heller ikke ville gå fra Glop, så Maerwen havde en smule tøvende måtte fortsætte sin rejse derfra alene.

Alene var anderledes og en del mere skræmmende. Maerwen var ung og de rygter der gik om landet hun bevægede sig ind i var ikke rare. Hendes mål var dog stadig fast. Hun ville finde Ithilwen eller bare information om hvad der var sket med hendes ældre veninde. Af den grund havde hun rejst mod hovedstaden. Fra skov til lund og til næste skov igen. De åbne marker var unaturlige at se på, ubeskyttede og ensartede. Hvad værre var dog de mørkets mænd og væsner der blev flere og flere af. Synet af dem og rygterne om dem holdt hende endnu mere i skjul og mere varsomt.
Desværre ikke nok. Som hun bevægede sig frem mellem træerne mod skovbrynet hørte hun lyden af en gren der knækkede bag hende. Varsomt stivnede hun på stedet og så sig tilbage, før hun vendte tilbage i den retning hun havde bevæget sig og satte i let, lydløst løb. Hun var ingen kriger og hvad end der var bag hende ville hun ikke indhentes.
Så det var med et blik over skulderen at hun brød frem mellem træerne til en lysning, hvor hun stoppede op og så sig omkring for at finde den bedste vej videre. Kun for at høre flere grene knække under tunge fødder bagfra, fra siderne og også foran hende.
Først da faldt hendes blik på skikkelsen med buen, hvis stilstand havde holdt hendes blik fra at fæstne sig på hende til da. Genkendelsen var øjeblikkelig. "Ithilwen!" Der var glæde, lettelse, men også frygt i hendes stemme.

Skovelver - 30 år - jæger
Ithilwen Tuimadhiel

Ithilwen Tuimadhiel

Kriger og spejder

Kaotisk God

Race / Skovelver

Lokation / Elverly

Alder / 136 år

Højde / 182 cm

Hobbit 04.10.2015 19:40
De knasende lyde fortsatte selv efter kaninens forduften, enten fordi den havde fundet sig en ny rute som gav lyd, eller fordi noget andet var til stede. Ithilwen var ikke sikker på hvilken og blev derfor siddende uden at røre sig ud af flækken.
Ikke en mine blev trukket som en person kom frem fra træerne, andet end hun drejede hovedet og buens rute samme vej. Skinnet kunne nemt bedrage, selvom dette langt fra lignede en af mørkets krigere. Men selv mørket var kendt for at have spioner alle vejne i alverdens afskygninger. En anelse forvirret, men kunne sagtens være en del af skuespillet.

De alvorlige øjne holdte sig derfor på målet, med et enkelt hævet øjenbryn ved lyden af hendes navn. Det kunne hun trods alt stadig huske "Dæmp dig, med mindre du ønsker hele hæren på nakken.." kom der lavmelt som hun undersøgende så hende an. Buen var endnu ikke blevet sænket. Nok var de stadig en forsvarlig afstand fra hæren, men det betød ikke at de ikke havde spejdere ude.
"Og hvor kender du mit navn fra?" der var en del blandet stemning i pigebarnets stemme ved nævnelsen af navnet. En afsløring af at hun kendte til elveren der endnu ikke helt ville indse det som noget positivt. Selvom det virkede ubeskrivelig uskyldigt og normalt i hendes stemme. Som havde hun sagt det mange gange før.

Maerwen Sinaran

Maerwen Sinaran

Krystalisianer

Kaotisk God

Race / Skovelver

Lokation / Elverly

Alder / 30 år

Højde / 175 cm

Grace 06.10.2015 06:23
Der var ingen genkendelse at finde i Ithilwens blik der efter alt at dømme havde hvilet på Maerwen siden denne var kommet ud i lysningen. Det stoppede den unge elver mere end synet af buen rettet mod hende havde gjort og affødte en forvirring i hendes træk. Der var dog ingen tvivl i hendes sind over hvem den anden var og denne havde da også reageret på navnet, men hvordan kunne hun så ikke...?
Maerwen nikkede let til det første, mens hun mere varsomt end før så den anden an. Ganske stille svarede hun så på det andet, som lydene af folk i bevægelse omkring lysningen tog til. "Jeg har kendt dig hele mit liv. Som ven. Som lærer..." Hun ledte efter genklang i den andens blik, før hendes gled til siden og til den skygge der havde vist sig der.

En ork var trådt frem og han var ikke alene. Som Maerwen så ham havde hun buen fremme og oppe, men for sent. Som hendes første pil fløj af sted var det kun for at blive passeret af tre andre med retning mod hende. Hun kastede sig til siden og trak våben i stedet, men med et lidt fortabt udtryk for som hun kom på benene var lysningen synligt omringet og hun selv ansigt til ansigt med en modstanden hun aldrig var tænkt til at kunne slå.
Så hun gjorde det eneste hun kunne og begyndte at synge en beroligende sang om fred. Hendes magi fulgte ordene rettet mod fjenderne foran hende og spredte sig ud. Søgte efter huller i orkernes mentale forsvar og efter genklang for hendes ønske i deres sind.
De lyttede.
Om ikke andet kort og til et råb på deres brutale sprog skar igen og et sværd blev svunget mod den unge elver.

Skovelver - 30 år - jæger
Ithilwen Tuimadhiel

Ithilwen Tuimadhiel

Kriger og spejder

Kaotisk God

Race / Skovelver

Lokation / Elverly

Alder / 136 år

Højde / 182 cm

Hobbit 18.10.2015 17:03
Mange ting var forandret siden Ithilwen sidst havde befundet sig i Elverly, og sidst havde set Maerwen. En hjernevaskning var det vel mere eller mindre. En mere mislykket en af slagsen, da det meste af Ithilwens sind og personlighed forholdte sig indtakt. Modifikationer på hendes hukommelse var dog drastiske og ligeledes årsagen til at der ingen genkendelse var i de klare øjne, som hun så på pigen. Heller ingen erindring som denne sagde at hun havde kendt elveren hele livet. Eneste reaktion, var en snert af forvirring samt at hendes øjne flakkede som ting svagt lagde sig ind i hendes sind og tanker. Noget hun ikke helt kunne finde oprindelse eller forståelse ved. Det var alt sammen bare et virvar af farver og steder. Intet konkret.

Der var heller ikke tid til at koncentrere sig synderligt om de tanker, som åbenbart syntes at det var en god ide at Ithilwen i dette øjeblik skulle distraheres. Som lyn fra den klare himmel, var de omringet af våben og fare. Orkerne havde åbenbart valgt dette som deres rute og fandt frem til de to elvere i lysningen. Den opspændte pil blev også på sekundet affyret mod orkerne, og en ny blev trukket. Herefter begyndte den anden elver at synge. Ithilwen var ikke helt sikker på hvordan hun skulle reagere på den forandring.. Andet end en anelse lettethed som orkerne syntes at stilne af. Kort glæde.
Stadig med beskyttelses samvittighed gemt i sig, vendte Ithilwens fokus sig fra Orken tættest på hende, til at blive sendt afsted mod orkens hoved foran elverpigen. Selvom pilen ramte, ramte den ikke ønsket og knækkede i stedet, selvom irritationsmomentet var blevet orken pålagt.
Herefter var det med at undvige de andres angreb, hvilket ikke var en leg at følge med i. Specielt ikke som et krumt og grimt udseende svær kappede strengen til hendes bue over og gjorde dette våbent komplet nytteløst.

Maerwen Sinaran

Maerwen Sinaran

Krystalisianer

Kaotisk God

Race / Skovelver

Lokation / Elverly

Alder / 30 år

Højde / 175 cm

Grace 18.10.2015 19:07
Der kom ingen genkendelse frem hos Ithilwen, men kun en svag forvirring. Det var langt fra hvad Maerwen havde ventet eller håbet på og det bragte hende ud af balance. Nok til at hun overhørte hvad der skete omkring dem i hvert fald i det sidste øjeblik hvor orkerne lukkede sig om lysningen og havde dem omringet.
Hendes sang havde en effekt, men hendes tro på den havde været for vaklende og en enkelt kommando råbt med kraft og en smule magi bag var nok til at bryde den. Da stod hun og så op på en ork, der virkede alt andet end begejstret for hvad hun havde gjort ved ham. Noget han viste ved det sværdhug der sejlede ned mod hende og det brøl han gav som han sendte det afsted.
Så ramte en pil hans hoved på et alt for pansret sted, men lyden af den der knækkede var nok til at få Maerwen i bevægelse. Det var også nok af en distration til at sværdhugget missede hende. Lige nok.
Ikke at det gjorde den store forskel, for som hun trippede væk og holdt sit våben op til forsvar stod det hende pinligt klart at hun sad i en fælde og hvor alene hun var. Hun afværgede de næste slag mod hende, men styrken i dem sled på hende og der var ingen flugtveje mulige for hende. Håbløsheden i det hele avlede dog desperation og for hende kom det ud som sang. Hendes stærkeste våben. Atter var effekten der og den holdt bedre nu hvor hun lagde mere sjæl i og hendes overlevelse hvilede på det.
Eller den havde gjort, hvis hun havde kunne påvirke alle.
Lederen der allerede en gang havde brudt hendes greb så alt andet end begejstret ud over hvor godt det var anden gang hun fik indfanget hans krigere. Vreden var i hans råb og i styrken han svingede sin økse med. Et slag der kom uventet og bagfra og ramte hendes skulder.
Et skrig afløste hendes sang. Et skrig af smerte og desperation. Et sidste skrig der døde ud som hun trukket af øksen blev drejet rundt og forkastet i en døende, blodende bunke i skovbunden. Da var livet ved at forlade hendes grønne øjne og det sidste slukkedes som en jernbeslået sløvle sparkede hendes baghoved ind.

Skovelver - 30 år - jæger
Ithilwen Tuimadhiel

Ithilwen Tuimadhiel

Kriger og spejder

Kaotisk God

Race / Skovelver

Lokation / Elverly

Alder / 136 år

Højde / 182 cm

Hobbit 19.10.2015 19:36
Så snart buens streng sprang med en misfornøjet lyd, blev den sluppet og faldte tungt til jorden, som var det ikke andet end pindebrænde. Det havde ikke været den bedste bue i verden, men et fortræffeligt våben, specielt til at stoppe folk der kom løbende mod hende.
Heldigvis kunne Ithilwen prise sig lykkelig for at medelverens stemme havde en indvirkning på orkerne. I hvert fald de mindste af dem. Ithilwen lod musklerne arbejde på refleskerne og overlod til hvad de huskede at træning. De to halvlange dolke slynger dermed igennem luften, skilte den første orks hoved fra kroppen, den næste gik dolken ind mellem skulderbladende og lod orken falde til jorden med indre skader og minimum en punkteret lunge.

Generelt syntes Ithilwen at fungere ganske udemærket som en enmandshær. Sværd, økser og hvad end våben kom ofte alt for tæt på og efterhånden var hendes lange hår også kommet godt under kniven og var blevet 'klippet' forskellige steder. Men alt gik i stå som sangen der havde gjort det hele nemmere gennemgik en ændring som stoppede hendes bevægelser på stedet. Orker lå om hende, halvdøde eller helt væk, men kun fordi hun havde haft hjælp.
Sangen blev erstattet af skrig så hurtigt at Ithilwen mistede al fatning om hvad hun havde haft gang i.

Det gik i slowmotion, som hun med skræk og rædsel så den spinkle krop blive kastet gennem luften og mærkede tårerne promte melde sig. Hun huskede nu.
"Mae!" med et skrig af raseri løb hun mod den gigantiske orkleder som hun så absolut ingen chance havde for at overvinde.
Med hvidglødende raseri hakkede hun løs, men syntes ikke at kunne ramme, ligemeget hvor meget hun prøvede. Et ubehageligt knæk gik igennem kroppen på hende, skarpt efterfulgt af et skrig af smerte som skulderen blev knust og tvang hende til jorden med fuld kraft.

Med en hæslig lyd af hvad der kunne tolkes som et grin fra orken, greb hans hånd fast rundt om Ithilwens hals og løftede hende fra jorden. Af fuld kraft forsøgte hun at sparke ud, men blev mere og mere slap i sine bevægelser som hånden strammede sit greb, blokerede luftvejen og fremtvang prikker for hendes blik, som hun hev efter vejret og forsøgte at krasse sig fri eller løsne hans greb. Lige lidt hjalp det.
Med et hårdt stød, trængte spidsen af våbnet, som var en del af skaftet til øksen, ind i mellemgulvet på hende af fuld kraft. Uden luft til at skrige eller kraft, skar hun en grimasse, som følelsen af tomhed gik igennem hendes krop, selvom smerten var den stærkeste faktor. Som stolpen gik igennem ryggen på hende, åndede hun ud som alt blev mere og mere tilsløjeret som konsekvens af manglende luft, overmandende smerte og tårerne som krøb frem.

Som en brugt klud, blev hun slynget gennem luften og landte tungt på jorden knap med sanser til at se eller føle noget mere. Hun mærkede varmen og den løbende fornemmelse af blod. Varmen af tårer som forlod sine øjne. kulden overtog derefter hendes krop, som konsekvens af blodet der fortsat strømmede. Ithilwens øjne var fæsnet på det røde hun kunne ved siden af sig. Det var ikke blodet, men håret som hun så. Det eneste hun kunne fokusere på, inden hendes øjne gled i og alt blev erstattet af intethed.

Det er muligt for folk at indblande sig, men begge elvere er ude af stand til at reagere i øjeblikket. Udfaldet ville kunne vende sig, men intet er sikkert. Vi giver det 2 uger, før vi erklære dem begge døde, som følge af bagholdsangrebet af orkerne.

Miilaethorn Zili’saeth

Miilaethorn Zili’saeth

Krystalisianer

Neutral God

Race / Skovelver

Lokation / Elverly

Alder / 527 år

Højde / 195 cm

Lorgath 19.10.2015 20:53
Thorn var for en gangs skyld også uden for Lindeskoven. Primært fordi han havde det så akavet med sin leder. Han vidste ikke helt, hvorfor han ikke bare pressede på ved hende, men nu var han her, og gik lidt rundt på må og få, til hans ører fangede lyden af kamp i distancen. Han stoppede brat op, og løb derefter mod lyden. Da han kunne se hvad det var, stoppede han bestemt ikke tempoet. Orker. Han brød sig ikke om dem. Han kom jævnt hurtigt tættere på, lige til at se, et brød af en kort kaste Ithilwen fra sig. Elveren havde været forsvundet i lang tid, men nu hvor han så hende ligge livløs på jorden, kogte han af vrede inden i. Kort efter fandt hans øjne også Maerwen. Så kunne han ikke håndtere det mere. Han gik langsomt tættere på gruppen af orker, mens han trak begge sine sværd. Der stod mord i hans øjne.
"Hvad har du GJORT!?" råbte han af den store ork, der grinede hæsligt videre. Han blev ved med, at gå mod orken. De andre tre var irrelevante for ham. Han var sådan set pisse ligeglad. Han ville have lederens hoved på et fad af sølv, øjeblikkeligt!

Som de tre orker forsøgte at gå til angreb på dem. satte han i løb, mens han parérede deres angreb, hvorefter han ramlede direkte ind i den store ork, der selv parérede hans angreb. Men han var bestemt ikke færdig endnu. Hans klinger blev en hidsig hvirvelvind, som han satte angreb efter angreb ind på orken. Selv da øksen bed sig ned i armen på ham, var han ikke nede. Vreden og det voldsomme adrenalinrus holdte ham på benene. Hvad der ellers skete omkring ham, var han blind for, men af en eller grund angreb de andre tre orker ham ikke. Han var også ligeglad. Han ville dræbe den her. Til sidst fandt han et hul i orkens forsvar, da hans klinge gennemborede det store bæsts håndled. Orken skreg let, og forsøgte at vride sig fri. Men Thorn var hurtigt til, at vippe sit sværd op af, så hånden røg af orken, der nu brølede i raseri og smerte. Thorn var stadig ikke færdig. Han gav orken afskillige snit hen over maven, blev selv slået et par gange på samme punkt. Der lød et par knæk. Det gjorde et eller andet sted også ret ondt. Han var ligeglad. Til sidst røg sværd gennem halsen på orken. "Dø! Dø, dit ækle udyr!" han tvang orken ned at ligge, og huggede til med begge hænder på sit andet, frie sværd. Hovedet røg af, og orkens spjættende krop lå tilbage. Thorn trak vejret i hurtige stød, før vreden forsvandt, erstattet af panik. Maerwen og Ithilwen! Han spurtede over til dem begge,og lagde en hånd på hver af dem, forsøgende at sende sin healende magi igennem dem. Det var kun et spørgsmål om tid. Og Thorn var ikke sikker på, om han overhovedet var kommet i rette tid.
Jenko

Jenko

Soldat i Lysets Hær

Kaotisk Neutral

Race / Menneske

Lokation / Omrejsende

Alder / 28 år

Højde / 193 cm

KraveKage 19.10.2015 22:04
Jenko havde længe længtes efter at finde Ithilwen da han følte at de aldrig rigtig havde fået talt ud omkring det hele imellem dem, ikke at der var noget i mellem dem men mest af alt fordi han var glad for hende, og bekymrede sig om hende for en ting var sikkert han vidste der ikke kunne blive noget imellem dem, da hun var elver og han menneske, men derfor havde han stadig besluttede sig for at lede efter hende, Jenko var ikke noget langt ide han kom gående på den gamle landevej der han hørte nogle lyde, og det lød som nogen var ved at kæmpe en kamp som gik meget hektisk til, han følte lyden og ide han kom frem til stedet nåede han blot kun lige at se ork lederen falde til jorden og en lys håret elver som hurtigt var over nogle sårede kvinde, det var ikke gået op for Jenko hvem de sårede var, for det som fangede hans blik var 3 resterende orker som den lys håret elver havde glemt, som var på vej til at angribe elveren.

Jenko brugte hans evne til at flyve over i flæsket på de tre orker, de alle sammen vælter ide han flyver over i dem, han rejser sig op og tager hans økse frem og svinger den første ork i hovedet, hvor efter han tager øksen ud af hovedet på den og slår den anden ihjel, den tredje ork var ligeglad med Jenko og var nærmest på vej over imod elverne, men Jenko tager han økse og kaster den lige i ryggen på den sidste ork som falder om og dør, Jenko er smurt ind i blod på hans rustning men det var ikke noget der bekymrede ham, han kiggede over imod elveren og gik over imod ham, på hans vej hen imod ham placere han orken der har øksen i ryggen, han hiver den ud og sætter øksen om bag sig, da han kom lidt tætter på kunne han se det var Ithilwen som lå der, han satte tempoet op og løb hen for at se hvor slemt hun var kommet til skade, han vende blikket på den lys håret elver " vil de klare sig, vil de overleve " sagde han bestemt og bekymrede.

Jenko kiggede på Ithilwen igen og placerede hans hånd på hendes kind og flyttede hans hoved ned til hendes øre, vel vidende om hun nok ikke kunne hører ham, og viskede " Amin mela lle " hvor efter han fjernede hovedet igen og rejste sig op " noget jeg kan gøre "
Miilaethorn Zili’saeth

Miilaethorn Zili’saeth

Krystalisianer

Neutral God

Race / Skovelver

Lokation / Elverly

Alder / 527 år

Højde / 195 cm

Lorgath 19.10.2015 22:30
Det var svært, for det første at fokusere på to sårede, men hvad der gjorde det hele endnu mere besværligt var, at de begge to var i absolut livsfare, hvis ikke de allerede var døde. Hans fokus var besværet, især da det gik op for ham, at der stadig var tre orker. Hans blik vendtes kort mod dem, som de kom farende mod ham, og han ville have været død lige der, havde det ikke været for et menneske, der fik gjort kort process med dem alle, nok til, at han kunne komme tilbage til at fokusere igen. Manden kom hen til ham. Han virkede meget bekymret og det han sagde til Ithilwen, fik kort Thorn til at se op på ham. "Jeg ved det ikke.. Jeg prøver," svarede han anstrengt, mens han gav sit fulde fokus mod opgaven foran sig. Langsomt begyndte begge hans hænder at lyse op og sårene på de to elvere lukkedes. De vågnede ikke op af det. Men nu var sårene lukkede, så måtte de jo bare se tiden an. Da han fjernede sine hænder, blev han ret svimmel. Det dryppede med blod fra hans arm og han havde det en smule svært ved at få luft.
"Du har ikke vand på dig, vel? Eller noget andet?" Spurgte Thorn som svar på mandens andet spørgsmål. Han var blevet ret tørstig, og mens han kiggede ned på de to elvere, dryppede der et par svedperler ned ad panden på hans lyse hud.
Jenko

Jenko

Soldat i Lysets Hær

Kaotisk Neutral

Race / Menneske

Lokation / Omrejsende

Alder / 28 år

Højde / 193 cm

KraveKage 19.10.2015 23:07
At Jenko skulle finde hende her og nærmest død havde han ikke regnet med, han vidste ikke rigtig hvad han skulle stille op for han kunne ikke rigtig hjælpe dem på nogen måde, han kiggede på elveren der spurgte efter vand, Jenko fandt noget vand frem og gav det til ham " jo her tag du bare det, hvad ved du om hendes tilstand " Jenko ville ikke kunne klare at miste hende, så vil han nok falde tilbage til hans gammle jeg, og begynde at drikke igen og nok ende helt nede i et sort hul, for denne elver havde virkelig fået han på rette vej.

Jenko vidste ikke hvem denne elver var men lige nu vidste han også at han mest af alt bekymrede sig for hende, han pustede kort ud og kigger på ham, " men hvem er du så går ud fra du kender de to elver" sagde han bestemt " jeg er Jenko og kender kun hende " sagde han og pegede med hovedet på Ithilwen, den anden elver havde han ingen kenskab til, men han gik ud fra at elveren kende dem begge da de var samme race.
Azra

Azra

Krystalisianer

Kaotisk Neutral

Race / Trold

Lokation / Amazonitskovene

Alder / 25 år

Højde / 215 cm

Hobbit 07.11.2015 20:50
Hvor blev elverpige dog af? Azra sad uroligt og rokkede frem og tilbage ved den dvalende bjergtrold, som mest af alt bare lignede en stor bakke, der meget let løftede sig ved hver dyb vejrtrækning. Hun turde ikke forlade ham alene. Han var kun et barn af sind! Langt yndre end Azras sind, der i forvejen bar en tydelig barnlig del.
Med et dybt suk begyndte skovtrolden at trille tommelfingre, og få en mere og mere urolig stemning i kroppen. Hun kunne godt gå fra ham i lidt tid?
Elverpige havde været væk længe. Det gik ikke. Hvad nu hvis der var sket hende noget.

Med tunge skridt igennem skovbunden, var hun taget afsted med køllen i hånden og et let nervøst blik. Azra frygtede aldrig rigtig for sin egen velbefindende. Hun klarede sig gennem tykt og tyndt, og var næsten umulig at gøre skade på, så tykhudet som hun var. Dertil, en to meter godt bredskuldret trold, var det de færreste der ønskede at udfordre. "Elvepige!" Råbte hun igennem skoven så et par fugle lettede forskrækket op fra deres slumren i træerne. Hun gik i lidt tid, da lyde nåede hende. Lyde af kamp, efterfulgt af brøl fra himmel og jord nærmest. "Mae?" kom der spørgende fra trolden, som gik lyden nærmere, med nervøsitet i øjnene for sin ven.

Her nåede synet hende. To rødhårede kvinder, hvoraf den ene var Mae, og to mænd. Der var noget elver over nogen af dem, men Azra havde ikke tid til at tænke videre over det, som hun med et brøl løb frem og slyngede den robuste kølle mod mændende for at få dem væk. Nemt, som vejede Mae ikke mere end en fjer, løftede Azra hende op og styrtede tilbage ud i skoven. Gobs blod var healende! Gob kunne hjælpe! Azra skulle nok få Elverpige på højkant igen.

0 0 0


Chatboks
Gæst
[smilies]
IC-chat
Online nu: Lux , Venus , Mong, Tatti
Lige nu: 4 | I dag: 14