Aiden valgte blot at nikke som det endelig så ud til, at Ethelred ikke havde i sinde at spørge så meget mere ind til bogen. Det gjorde ham lidt svimmel, og påmindede ham om den grumme hovedpine, som han ellers lige et øjeblik havde glemt lykkeligt. "De noble kunne ikke gøre særlig meget mod de banditter der overfaldt os dengang. Jeg hørte nogle rygter om dem, en mand der næsten væltede vores kro med sine bare hænder, og en anden der futtede alting af," han gøs let ved tanken, og var igen meget glad for, at han og familien ikke havde været der dengang. Det ville sikkert være endt katastrofalt. "Men vi har opbygget os igen, nogenlunde. Det har været meget slemt, men vi har et mindre forråd efterhånden, selvom mad stadig er begrænset," hans alvorlighed falmede til let latter, idet Ethelred besluttede sig for, at hun godt ville tale med hans far, og rystede lidt på hovedet, hvorefter endnu et stik af smerte gik gennem det.

"Jeg tror nu ikke, De skal være nervøs for, at han får så stort et hjerteanfald. Han er en ældre mand nu, og han siger han har set lidt af hvert," hvorfra far havde set lidt af hvert, havde Aiden ingen anelse om. Han end ikke vidste, at far havde ligget med en dæmon, men det var også en velholdt hemmelighed, holdt af far og mor.
Jo mere Ethelred fortalte omkring lysets krigere, des stærkere blev Aidens eventyrslyst, og han kunne ikke lade være med, at smile lidt. "Jeg ved ærligt talt ikke, hvad der holder mig tilbage. Min far vil gerne have, at jeg holder forretningen i smedjen, fordi jeg er så god til, at handle, men hvis der i sidste ende er bedre mulighed for at få mad på bordet ved, at jeg tager til hovedstaden. Jeg har ikke rigtig tænkt over det. Jeg ved heller ikke, om jeg ville være en god nok kriger," indrømmede han, mens han så de første par huse. Pludselig var de der. Aiden pegede mod huset.
"Der, der bor healeren,"
Da de stoppede op, og Aiden kravlede ned fra hesten, ville han til at gå mod indgangen, da det ene skridt han tog gav ham overbalance. Han var stadig ret svimmel og derfor landede han, lang som han var med et forskrækket udbrud. I stedet for blive liggende valgte han, at rulle om på ryggen, og tage sig til hovedet med et støn af irritation og træthed.

" Selvom de intet kunne gøre for at beskytte jer, er det stadig deres ansvar at hjælpe jer med at bygge op igen og komme igang, det er til alles fælles interesse, ellers går økonomien ned og folk bliver for alvor hjemløse. " Lød det alvorligt.
" Udover de vil det være fornuftigt af dem at tænke på hvordan de i fremtiden kan undgå at noget lignende sker, og sørge for at skaderne bliver færre. " Hun vidste at hun ikke bare ville se til hvis nogen af landbyerne eller bønderne under hende og Thomas's beskyttelse, på deres jorder, havde problemer der kunne gøre at folk blev tvunget til at blive hjemløse, eller hvis de blev angrebet af banditter.

Hun rynkede let på næsen idet han kom til at bruge tiltale former omkring hende, men hun gad ikke rette på ham. Hvis han føle sig bedst tilpas med at være des måtte det være sådan det var.
" Vi ser og oplever lidt af hvert med tiden. Det er hvad der støber et menneske.. Eller væsen.. " Lød det let fra hende, uvidende om hvad hans far havde været igennem.
" Jeg er nok sikker på at jeg kan få din far overtalt til at det vil være en god handel at få dig sendt til en kriger uddannelse. " Nikkede hun hen for sig selv idet de gjorde holdt foran healerhuset. Der var ikke det videre specielle at se ved det, udover at de fleste bygninger i landsbyen var nyopbyggede. Et par urter hang udenfor og tørrede, ellers intet.
Hun var lige ved at sætte af hesten idet Aiden åbenbart mente at han sagtens kunne gå selv og selv fik klatret sig ned, kun for at skvatte så lang han var idet han begyndte at gå.
Både livvagter og Etheldred så en smule måbende på ham, indtil den ene livvagt begyndte at grine. Det blev dog hurtigt holdt igen, idet hun sendte ham et lynende blik og endelig selv hoppede af hesten. " Kian, du bliver her og holder øje med hestene og suspekte folk, John, du tager med mig ind sammen med Aiden, så kan du også få gjort noget ved dit sår. " Beordrede hun, inden hun knælede ovre ved Aiden.
" Aiden..? Er du okay? Vågen..? " Hun stak ham en arm han kunne støtte til, overvejende om hun skulle lade John hente healeren ud.

Aiden havde det ikke for godt da Ethelred kom ned til ham. Han ville have holdt sig høflig, mens hendes tanker havde strejfet ham. Af underlige grunde virkede hun ikke til, at være glad for at blive tiltalt som den hun var. Det undrede ham lidt, som han nu kunne ligge dér og tænke lidt, mens en af livvagter sad på sin hest og grinede af ham kort, før latteren forstummede noget brat. Han gned sig i tindingerne og blinkede et par gange, mens verden svømmede rundt for hans syn. der skulle åbenbart ikke mere til. Han kunne høre Ethelreds beordrende stemme og tog sig selv i at beundre hendes evner inden for, at lede folk. Men nu var hun jo så også en grevinde, så det måtte høre sig med.
Et øjebliks mandsmod fyldte ham, da Ethelred spurgte om han var okay. Han kunne godt mande sig op, så det forsøgte han også på, da han nikkede og smilede skævt. "Åh, jeg er bare lidt.. Svimmel.. Det skal bare gås væk," forsikrede han hende, mens han lidt for hurtigt satte sig op. Hans øjne fik en skarp lilla farve over svimmelheden og den kvalme der igen tog fat i ham og fik ham til, at lukke munden med det samme. Han brød sig virkelig ikke om kvalme. Sådan sad han kort, før han måtte give op. "Okay.. Okay, nej, jeg tror ikke helt jeg er okay," lød hans lettere irriterede, og trætte konstatering. Han var træt og udmattet, og øm i hele kroppen. Især i hovedet.
Døren til huset blev snart efter åbnet og ung mand stod og kiggede ud på dem. "Hvad dælen, Aiden? Har den knægt nu slået hovedet igen? Ska' jeg komme ud, eller kan I godt få ham med ind?" lød det en smule muntert fra healeren. Aiden selv rullede let med øjnene, både af smerte og pinlighed, mens han gloede ned i jorden, der heldigvis ikke snurrede lige så kraftigt rundt som alt andet.

"svimmelhed skal meget sjældent gås væk. " lød det fra Ethel. " Her, tag mig om skulderen, men lad for guds skyld være med at røre mig i nakken. " Hun stirrede gravalvorligt på ham, imens John kom til dem.
Hun så op idet en person viste sig i døren. Igen? Kom han tit ud for uheld i hjemmet, eller havde han bare en temmelig voldelig far..? Hun skævede imod Aiden " Jeg tror nok vi kan få ham slæbt indenfor. " Lød det med et venligt smil. " Kom John, lad os få skravlet op og indenfor. " Hun blinkede let til sin livvagt, der tog fat fra den anden ende og i samarbejde fik de slæbt ham indenfor.

Det tog ikke lang tid for Aiden at give Ethelred ret. Han nikkede med det samme, mens let forvirring skyllede ind over ham, da hun meget insisterende og alvorligt bad ham om, ikke at røre ved hendes nakke. Han adlød dog, også selvom han ikke kunne finde en grund til det i hendes tanker, og fik armen hen over skulderen på hende. Han havde vidst allerede tabt slagets gang, hvad angik at gå selv. "Hej Marcus," hilste han med et lidt fjoget smil til healeren, der bare rystede på hovedet af ham, smilende tilbage.
Det øjeblik han kom på benene igen, dukkede den ækle kvalme tilbage, og han måtte gøre sit bedste for, ikke at få flere uheld. Det gik. Indtil de var inden for. Lige ved døren, kunne han ikke kontrollere det længere, og dagens indhold var pludselig ud over Marcus' gulv. Han havde dog været heldig nok til, hverken at ramme Ethelred eller den anden livvagt, eller for den sags skyld sig selv. "Nu igen," sukkede Marcus. Healeren havde dog en aftale med Aiden, der nok skulle betale for uheldet.
Han endte på en stol i køkkenet. Det var det bedste sted Marcus lige havde til rådighed. Derefter fik Marcus sat sig over for ham, med et kort blik på Ethelred. "Hvad fik han så rodet sig ud i denne gang?" Spurgte manden, let om hjertet, mens han lagde hånd på hver side af Aidens hoved, der nærmest spontant reparerede sig selv. Det var et lige stort chok som sidst, og præcis lige som sidst, sendte det en form for eksplosion af telepatisk energi ud til alle i lokalet. Marcus havde prøvet det før, men måtte stadig blinke et par gange, mens han rystede på hovedet af ubehag. Hvordan det var for de andre, var derimod et godt spørgsmål.

Etheldred kunne godt fornemme at han var forvirret over hendes rimelig strikse ordre om at holde sig fra hendes nakke, hun gad bare ikke ende med at skulle ligge som en kluddedukke, som han selv havde gjort det for øjeblikke siden.
Stille og roligt fik de ham indendøre, men stoppede dog brat idet han begyndte at kaste op lige indenfor døren. Hun rynkede let på næsen over den ækle lugt af mavesyre, men sagde ellers ikke noget til det, mens John selv blot gned Aiden i ryggen til han var nogenlunde ovenpå nok til at de kunne komme ind i køkkenet efter Marcus, som healeren åbenbart hed her i byen.
Han var overraskende ung, hvilket fik Etheldred til at overveje om den tidligere healer mon var død eller i familie med Marcus, eller om Marcus simpelt havde været omvandrende indtil han faldt over landsbyen.
Hun rystede tankerne af sig og fik istedet hjulpet Aiden ned på en stol, sendende et lille muntert smil til Marcus.
" Åh han ville såmend spille helt, fik et par på skrinet af en ork. Men ikke desto mindre var hans hjælp brugbar til at jeg kunne gøre mig selv fri og få dræbt grimrianen.. "
Lød det let og simpelt, selvom hun godt vidste at de fleste healere ikke ligefrem så let på det med døden, overhovedet.
Hun btragtede roligt mens Marcus fik repareret Aidens hoved, men hverken hende eller John var helt forberedte på det der umiddelbart skete efterfølgende.
John havde umiddelbart grebet ud efter sin dolk med en hånd klemt imod tindingen, mens Etheldred selv havde stivnet let på stedet og straks aktiveret sin temperatur regulerende evne omkring sit hoved, skærende en grimasse af ubehag.
" H..Hvad var det? " Blikket gled fra healeren, ned på Aiden. Fornemmende at hans telepati måske kunne have haft noget at gøre med sagen.
Som smerten igen var væk, fik John fjernet sin dolk igen, mens Etheldred fik gjort temperaturen omkring sit hoved normal igen.

Marcus' smil stivnede let ved Ethelreds forklaring. Det havde lignet sidste gang, der havde knægten også valgt at spille helt, men det var ikke med død som resultat. Om ikke andet, tog han blot forklaringen til sig.
Som Aidens hoved blev mere klart, sukkede han lettet, før det gik op for ham, hvor meget han havde alarmeret Ethelred og John. Han følte sig pludselig ret skyldig, og rakte med det samme en finger i vejret, da Ethelred spurgte hvad det var. "Undskyld.. Men det gjorde ret ondt," mumlede han, en smule brødbetynget, mens han holdt en hånd presset mod siden. Marcus så det med det samme og fik hurtigt vristet Aidens hånd væk, hvorefter de healende energier også strømmede igennem ham dér. Det var ikke så slemt, og Aiden formåede at holde sig fra at gøre de andre to mistænksomme, da han fokuserede på, at holde sine telepatiske energier for sig selv. Derefter var han træt. Men nærmest god som ny. Han kunne rent faktisk se på Ethelred uden at føle sig pinlig berørt over de bank han havde fået før. "Så... Godt det er overstået. Tak, Marcus.. Og øhm... Jeg skal nok komme forbi og katalogisere dine urter en anden dag," det var et kedeligt stykke arbejde, men fordi Aiden var så hurtig, var det en god hjælp og en lige så god tilbagebetaling, så Marcus nikkede bare med et lidt træt smil. Derefter faldt healerens blik på John, og uden at spørge videre ind til det rakte han bare en hånd ud mod livvagten, og fik også healet hans sår. "Måske I skulle passe lidt bedre på hinanden og jer selv næste gang," påmindede Marcus dem, før han afvinkede dem, noget mere træt end før. Aiden var klar over, at de nok hellere måtte gå, så han rejste sig, gned sig lidt i hænderne og kiggede lidt fra den ene til den anden, før han rømmede sig let og begyndte at gå mod døren igen, undvigende sit lille uheld fra før.

"Så det var dig? " Lød det fra John, imens Ethel blot betragtede Aiden vurderende.
Katalogisere urter? Brugte de ikke penge i byen, eller havde de mistet for mange på at skulle bygge nye husene op fra bunden?
Imens Marcus tog sig af John, fik hun fundet sin pung frem, frembringende en Safir-mønt, som hun uden videre bragte i hånden på healeren idet han var fri. Hun vidste at det var mange penge sådan at give væk, men hun følte at hun måtte betale noget for den hurtige behandling af både Aiden og John til healeren.
" Mad, bandager og medicin koster alle. Behold den. " Lød det stædigt fra halvdæmonen idet hun knugede hans hånd om mønten, og kort efter fulgte efter Aiden og John ud af huset.
" Desuden ligger faren til vores erhverv. " Lød det over skulderen, inden de om tilbage ud i sollyset.
Hun missede let imod solen inden hun tog den rødbrune hoppe ved tøjlerne, dog uden at gøre an til at sætte sig derop igen. " Du sagde dit hus ikke var alt for langt herfra Aiden? Kan du vise vejen? "
Hun skævede rundt, forsøgte at finde noget der mindede om en smedje, dog ikke med den største held.
" Og imellem tiden kan du forklare helt præcist hvad det var der skete inde ved Marcus.. Hvis du har i sinde at blive kriger er det bedst at vi kender til dine evner så de kan blive udviklet og trænet så de ikke er ustabile og du ikke bruger dem ubevidst. "

Det var først nu, hvor Aiden ikke havde vildt ondt i hovedet, at det gik op for ham, at han havde haft næseblod, og at blodet mere eller mindre var tørret fast. Men det var ikke værre end den smag han havde i munden, så han tog den vandflaske frem, som Ethelred havde givet ham og tog et par flere slurke, for det gik op for ham, at Ethelred stod og spurgte til, hvor fars smedje var. Han skyndte sig at proppe låget tilbage på flasken, med en lidt undskyldende attitude.
"Jo, ja, denne vej," han begyndte at gå længere ind mod centrum af byen, uden at tage sig af, at de andre var til hest. På vejen hilste han glad på folk, der hilste på ham, men der gik egentlig ikke lang tid, før han selv kunne se sit hjem. "Inde ved Marcus? Jeg ved det ikke helt.. Jeg mistede vidst bare kontrol fordi... Nej, jeg ved det altså ikke," forklarede han med endnu et undskyldende skuldertræk. At det var hans dæmoniske side, der forsøgte at vise sig frem ved den ulækre følelse af smerte, var han ikke klar over, så derfor var det ham umuligt at forklare sig.

Da de endelig var ved hans hus, stod Gregory uden for, midt i, at svinge prøvende rundt med et sværd, der næsten lige var blevet smedet, mens de andre brødre så på og grinede let. Da de fik øje på Aiden og det følge han havde med sig, var forvirring i sit højsæde, til far kom ud og godt kunne se, at dette ikke bare var en normal ting, der skete.
"Tilbage til arbejdet drenge!" gjalede den aldrende mand, stadig med lidt af en munter attitude mod de andre drenge. Aiden kunne allerede nu fornemme, at han stadig skulle blive ved sin fars tanker, og blev derfor stående.
"Hej far.. Øhm.. Jeg kan godt forkla.. Nej, det kan jeg ikke. Dette er Ethelred," han valgte med vilje, ikke at sige hvad hendes titel var, foran alle i byen. Hun ville jo helst ikke have det, så han undlod det.
Cooper stirrede lidt mod sin søn og derefter op på Ethelred, hvorefter han med en tommelfinger dirigerede Aiden inden for, til de andre, hvilket Aiden ikke lod sig se to gange, da han hastigt gik indenfor til de andre.
Cooper selv, fik et gravalvorligt udtryk i ansigtet. "Jeg ved ikke hvem I er, og hvad der er sket med min søn, men jeg håber, du kan give mig en forklaring," hans tone var ikke til at spøge med, for af alle sønner, var det primært Aiden, han gerne ville holde sikker.

Hun fortsatte til fods, da det var en lille by var der ingen behov for at stå op på hesten igen medmindre det var bydende nødvendigt. Hun bemærkede godt blikkene de fik, som fremmede i byen skilte de sig ud, som kalkuner i en hønsegård.
" Sker det tit at den gør det? "

Som de kom rundt i landsbyen noterede Ethel sig en masse forskellige ting, ting hun senere ville nedskrive så hun om muligt kunne hjælpe folket bedre, selvom denne del af landet egentligt ikke tilfaldt hende at tage sig af, det var de noble der ejede jorderne der gjorde det.
Lyden af sværd der gled gennem luften, fik hende til at blive mere nærværende som de kom over til smedjen. Hun betragtede let den halvstore familie, om end hun igennem tiderne havde set større. Og vedhæftede sig straks ved den aldrende mand der kom ud. Blot gennem den aura han afgav kunne hun fornemme at dette var en authoritær og beskyttende mand. Hun rankede sig let, automatisk inden hun mentalt forberedte sig på det der skulle ske, imens John og Kian tog sig af hestene og bandt dem til en nærtstående pind med et stentrug de kunne drikke af.
Hendes lyse grå øjne fulgte dog istedet Aiden kort, som han forsvandt ind i husets trygge rammer. Selv greb hun sin dolk og lavede et lille snit i tøjet, lige over hvor krystallen der indeholdt hendes krigermagi befandt sig, inden dolken gled ned i støvlen igen, roligt, eller så rolig man nu kunne være i sådanne situationer, betragtende manden foran sig.

Hun tog en dyb indånding.
" Mit navn er Etheldred Auriol Dionsia Quincey. "
Akkurat som Aiden i sin tid havde følt han havde haft en del af sig der ville bukke under, følte hun selv hvordan hendes ben ganske kort skælvede. Hun vidste dog at det engang havde været værre, før seglet og før hendes træning til at blive kriger.
" ...Grevinde og Lysets kriger af rang. "
For ligesom at bevise at det var hvad hun var, revet hun op i det lille snit hun havde gjort i sit tøj til at han kunne se den glitrende lyse krystal der sad imod hendes hud.
" Jeg tænker om der er et sted vi om muligt kan tale sammen under fire øjne, uden at skulle være til skue og forstyrrelse for resten af byen..? " Blikket havde hele tiden været roligt, myndigt og alvorligt rettet imod Cooper, fastholdende hans øjenkontakt, selvom blikkene fra de mange i landsbyen der havde fulgt dem, kunne føles som en stærk kriblen imod hendes hud.
" Kian og John, behøves du ikke tage dig af. De er blot mine livvagter. " Hun gjorde en let gestus imod de to livvagter, der fornuftigt nok holdt en vis afstand til hende, istedet holdende et øje med befolkningen omkring dem.

Cooper stirrede lidt mod kvinden, mistanken tydelig i hans blik, til hun fortalte sin titel og rang. Han nikkede tøvende, til hun gav ham et spørgsmål. "De kan følge med denne vej. I smedjen er der ikke nogen, der kigger ind med mindre døren er åben," fortalte den stærkt byggede mand, mens han ledte vejen ind til smedjen, hvor han ryddede lidt ting væk, så de kunne stå ved hans armbolt og tale. "Okay, jeg er lutter øre. Har min søn gjort jer noget? Jeg kunne se blod på både ham og dine livvagter. Aiden er ikke nogen dårlig dreng. Han er bare anderledes end de andre, så hvis han har gjort jer noget forkert, er jeg sikker på, at det ikke er med vilje," mandens stemme hævede sig ikke på noget tidspunkt, men man kunne sagtens høre, at han ikke ville høre dårlige ord om sin søn, på trods af, at han næsten fornemmede, at de kunne komme.
Pludselig dukkede Shanti op. Aidens "mor". Hun var også en streng og aldrende kvinde, men i dag havde hun bare et venligt, høfligt smil på læberne, da hun stillede lidt forfriskninger op på armbolten. Der stod en kande med vand og to krus, og Cooper var ikke sen til, at hælde op til dem begge.
"Hvis De vil være så venlig at fortælle. Shanti er min hustru, tag Dem ikke af hende," præcis som Ethelred havde sagt han ikke skulle tage sig af hendes livvagter, brugte han samme ord over for hende, omkring sin hustru.

Etheldred kunne ikke beskylde ham for hans mistænksomhed, enhver forælder med fornuften i behold ville være mistænkelig hvis en kriger med livvagter pludselig stod foran ens dørtrin med ens afkom.
Hun nikkede let idet hun fulgte ham ind i smedjen, betragtende kort hvordan livvagterne endte med at stille sig i umiddelbar nærhed af døren inden den blev lukket i bag dem.
Istedet vendte hun nu fokus om imod smedjen og dens indretning imens hun gik hen til armbolten. Et lille smil spillede let i hendes mundvig, som hun rystede på hovedet af hans spørgsmål.
" Overhovedet ikke, snarere beskyttede han os. Ser du.. " Hun var nu meget glad for at han ikke valgte at være des, det antød at han var en fornuftig mand, såvel som at rang ikke bekymrede ham alt for meget.
" .. Jeg var på vej ind mod landsbyen for at se dens genopbygning og skader i øjensyn så jeg kan kontakte jeres noble og om muligt sørge for hjælp hvor i har behov for det. Umiddelbart var der en ork, en bror til en ork jeg tidligere havde fanget og som nu sidder i fangekælderen på borgen, der havde slået sig sammen med to andre. Han søgte hævn, jeg havde uheldigvis ikke bemærket ham før han kom tonsende ud af skoven og rev mig af min hest." Hun vippede ganske sagte med hendes vinger, for ligesom at antyde at det var dem der var skyld i at hun var blevet overmandet.
" Mine livvagter var nølet bagud, men til gengæld kom din søn ind i billedet ved at han angreb den største ork der var, broren... Hun blev godt nok svunget omkring, men efter nogle minutters intens kamp lykkedes det os vidst i fælles skab at få orken ned, hvor jeg gjorde det af med ham. Det ville være en umulighed at slæbe ham hele vejen til hovedstaden, især når jeg har min husbond med. "
Forklarede hun, stille og roligt imens hun kort nikkede til hans forklaring om konen. Hun lignede ikke umiddelbart Aiden, men hun nævnte det ikke, tog istedet blot en slurk af vandet der var blevet hældt op til hende, med en lille nikked som tak til Cooper, inden hun fortsatte.

" Jeg er ikke helt sikker, men der er noget vildt et sted i din søn. Han ønsker ikke at gøre nogen ondt, snarere at beskytte så meget kan jeg fornemme af ham. Vi tog os en sludder på vejen ned til healeren, og han har selv med egne ord ytret at han gerne vil ud at se verden noget mere. Jeg har luftet tanken om at han om muligt kunne komme i uddannelse som kriger i hovedstaden, da han lader til at have et godt talent og et godt hoved, hvilket der altid kan bruges."

Hun lod beskeden hænge lidt i luften inden hun tilføjede. " Men som jeg ser det, er det op til dig og din kone om i er villige til at lade jeres søn følge sit hjerte, idet han jo stadig bor ved jer. "

Det var en vild historie, kvinden fortalte ham, og da Cooper så hendes vinger, var han udmærket klar over, at det nok ikke var første gang, hun havde været ude for vilde ting. Han lyttede blot tavs, og virkede ikke engang rigtig overrasket over, at Aiden havde taget kampen op mod noget, der var langt større end ham selv. Det var først, da hun bragte det på bane, at tage drengen med til hovedstaden, for at blive kriger, at han ikke kunne holde munden lukket længere.
"Shanti.. Nu tror jeg det er bedst, vi lige taler selv, grevinden og jeg," sagde han til sin hustru, der blot nikkede forstående. Hun var udmærket klar over, at Aiden ikke var hendes søn, men en andens, men det var ikke noget, hun ønskede at høre mere til. Hun forlod smedjen, og Coopers blik blev blot mere alvorligt.
"Hvis De ønsker at tage min søn med til hovedstaden, så er jeg nødt til at have Deres ord på, at De vil beskytte ham, og sørge for, at der hverken sker ham eller andre noget. Han..." Det var svært for Cooper at tale om. Han havde ikke tænkt på det i lang tid, fordi han godt vidste, at Aiden var i stand til, at læse andres tanker.

"Aiden er ikke som mine andre sønner. Jeg fik ham uden for ægteskab," indrømmede han med en smule skyld i stemmelejet. "Han er ikke et normalt menneske. Han er halvt dæmon, og jeg er sikker på, at det er derfor, han er i stand til, at læse andres tanker og sætte sine egne tanker ind i deres hoveder. Hans mor var også meget dygtig til den slags," der var et fjernt blik i Coopers øjne da han fortalte om det, hvorefter han igen dukkede op på overfladen.
"Men hvis det er dét, Aiden vil, så ønsker jeg ikke, at være i vejen for det. Han ønsker ikke at være en smed, eller en handelsmand, selvom han aldrig har fortalt mig det. De har min velsignelse, og min hustrus. Så længe De passer på ham for os," en lille tår sad i øjenkrogen på den store mand, men han lod dog være med, at tænke nærmere over det.

Da Cooper begyndte at sende Shanti, konen, afsted med et langt mere alvorligt udtryk end hidtil, kunne Etheldred fornemme sit hjerte gøre et lille spjæt idet hendes puls steg en anelse. Havde hun taget fejl af manden?
Blikket gled fra konen der forsvandt tilbage til at møde Coopers øjne. Hun nikkede.
" Jeg er villig til at tage ham under mine vinger, så at sige, som en væbner. Og sørge for at han får både træning og uddannelse. Jeg ved godt at han er ældre end folk normalt er når de bliver taget ind som væbnere, men jeg er sikker på at han kan lære hurtigt hvis han virkelig vil det. " Hun nikkede lige så alvorligt tilbage.
" Han vil selvfølgelig også få ly og løn, samt tre måltider om dagen. "

Endnu engang fulgte et lille smil. " Han ligner heller ikke Deres kone for at være ærlig. Bare tag det rolig, jeg er selv barn udenfor ægteskab, og halv dæmon, så jeg har en nogenlunde ide om hvad det er han gennemgår engang imellem, selvom ingen halvdæmoner er ens. " Hun gav ham et opmuntrende smil. I modsætning til andre børn udenfor ægteskabet var hun ikke bange for at sige det. Selvom hun var hendes fars første barn og eneste datter. Det var simpelthen velkendt iblandt de noble at det var det hun var idet hendes vinger afslørede hende før så meget andet.

Hun bemærkede godt tåren i den ældres øjenkrog, og var ikke helt sikker på hvordan hun skulle reagere på det, så det endte med en halv akavet hånd der blev rakt ud og placeret på hans skulder.
" Tag det roligt, jeg tager ham ikke fra Dem i dag. Min husbond ser på steder han kan lave en residens, hvilket nok vil tage en uges tid, når den uge er omme skal jeg nok komme forbi og hente ham, eller De og familien kan selv tage ud og aflevere ham på Møllegården udenfor landsbyen? Så kan i også få taget jeres afsked og på gensyn og vænne jer til tanken. "

Cooper nikkede flere gange. Det lød som et passende sted for Aiden, selvom fare selvfølgelig var involveret i det arbejde hans dreng ville få. Men i sidste ende ville han hellere have Aiden i hovedstaden. Der var lidt mere trygge rammer der, samt kunne han få krigertræning. Det ville ikke være dårligt, for så modig og dumdristig en knægt som Aiden.
At Ethelred var en halvdæmon kom lidt som en overraskelse. "Jaså? Jeg ved ikke, hvordan Aiden vil tage det, når han får det at vide. Måske De skulle fortælle ham det, De ved hvordan det er," svarede den aldrende herre, hvorefter Ethelred kommenterede på hans reaktion. Han skyndte sig at smile høfligt.
"Jo, ja, det kan vi godt. Vil De overbringe ham nyhederne, eller skal jeg?" og bedst som han sagde det, dukkede Aiden op ved døren med et højst besynderligt udtryk i ansigtet. "Skal jeg af sted? Er du virkelig okay med det, far?" spurgte han, noget forvirret og overrasket. Derefter faldt hans blik på Ethelred. Han havde fanget fars tanker, meget kort, inde fra huset, og havde valgt at skynde sig herhen, fordi han fandt det så overraskende, at han godt måtte blive en lysets kriger.

Etheldred lyttede og nikkede let til hans overraskede udbrud. Det var jo ikke ligefrem fordi hun var et halv dyr i form af at være half flagermus, selvom det vel i længden kunne have været mere praktisk.
" Min moder er en succubus. " Lød det ganske roligt, som var det dagligdag tale for hende at snakke om sin biologiske mor, selvom det så langt fra var sandt. Om han anede hvad en succubus var, anede hun ikke, hun var på det punkt også lige glad, hvis han ville vide mere om sagen spurgte han vel ind til det.
" Bare rolig, det vil blive nævnt for ham, ligesom andre ting vil inden vi tager afsted. Ved han godt selv at han er halv dæmon, må jeg nok hellere spørge om..? "
Et lille varmt smil fulgte.
" Jeg tænkte at vi vel kunne sige det til ham i fællesskab, hvis han da ikke allerede ved det. Noget siger mig at den telepatiske evne af hans er en smule vildfaren.. "
Og ganske rigtigt, kort efter kom Aiden tonsende ind.
"Hvaaa. Lurer man ved dørene, eller er det mere hovederne? Uanset hvad skal du nok passe på med at gøre den slags når du kommer ind under min træning, ikke alle synes om at få rodet rundt i hovedet uden deres accept. "
Hun lød alvorlig, men dog kunne hun ikke skjule en latter der var at se i hendes øjne.
" Så.. Hvor meget har du hørt? Hvis du er villig til at træne og studere meget, og ikke brokker dig over de opgaver du bliver sendt ud på, er jeg villig til at tage dig ind som min væbner. Jeg har alligevel ingen lige for tiden, og det er jo kun et spørgsmål om tid før jeg får smidt en på nakken. "
Faktisk fandt hun det værende lidt af et under at hendes højerestående ikke for længst havde smidt en væbner til optræning hos hende. Det kunne være fordi de anede dysfunktionen i familien hjemme hos hende, eller fordi de ikke stolede nok på hendes dæmoniske side.. Måske Thomas også havde en hånd inde i det hele for at han kunne få mere tid med hende.. Hun rystede de mange tanker af sig og fokuserede istedet på Aiden og dennes far.

Cooper nikkede blot til at begynde med. "Aiden ved det ikke endnu. Jeg ville ikke bebyrde ham med det endnu, men hans mor er også en form for succubus. Han har sine tiltrækning af følelser fra hende," fortalte han ærligt og redeligt, før Aiden nåede ind ad døren og fik ham til at se en smule strengt på sin søn, men han nåede ikke at sige noget før Ethelred gjorde. Drengens reaktion gav Cooper en tendens til at kunne lide hende noget mere, fordi Aiden så ud til, at have langt mere fornuftig respekt for hende end ham selv. Han nikkede tilfreds for sig selv, mens Aiden selv virkede ret brødbetynget. "Jeg... Undskyld. Det sker bare," han skævede over mod sin far og kunne mærke et lille snit af morskab derovre fra hvilket kun gjorde det værre, men han ville ikke gøre sig uvenner med Ethelred.

Mens hun forklarede at hun gerne ville have en væbner, kom han endnu en gang til, at opfange hendes tanker. Især det, at hun var en halvdæmon opfangede han, hvilket både skræmte ham lidt og gjorde ham nysgerrig. Hvordan i alverden kunne en halvdæmon være en lysets kriger? Han havde mest hørt dårlige ting om dæmoner. Mon det var noget andet med halvdæmoner? "Ja.. Ja, jeg vil gerne være din væbner," han rystede hendes tanker væk, som havde han lige stået i en trance, og kom tilbage med nyvunden ærefrygt. "Hvornår skal jeg pakke? Nu?" I virkeligheden ville han helst spørge hende ind til det, at hun var en halvdæmon, men han vidste godt, at han allerede snagede for meget, så det lod han være med.

" Tiltrækning af følelser..? " Så det var det det var, det var da en rar ting at vide så man kunne finde ham en læremester indenfor feltet der ville passe bedst muligt.
Hun sukkede let. " Når du kommer til hovedstaden skal jeg se om jeg kan finde en ordentligt læremester til dig indenfor din magi. Vores er langtfra ens, så på det punkt vil jeg ikke kunne hjælpe dig. Men du må lære ikke at være så impulsiv. "
Hun valgte bevidst ikke at nævne, at hun selv engang havde været mindst lige så impulsiv, før seglet blev tvunget på hendes krop. Endnu en ting hun nok burde fortælle ham om, men nu var hverken tidspunktet eller stedet.

En rysten på hovedet forlod Etheldred, så de lange blonde krøller smøg sig let om ansigtet og kærtegnede det.
" Nej, ikke nu.. Om en uges tid kan i komme forbi gården på vejen ind imod byen. Jeg har nogle ting at have ordnet før vi tager af sted. Blandt andet at sørge for at orkerne ikke bar ligger og rådner i det fri.. " Hun skar en mindre grimasse. Lugten af død ork var aldrig til at tage fejl af, især ikke i sommervarmen.
" Gården vil ikke være til at tage fejl af da vi, min husbond og jeg, er ankommet i karet og med en mindre eskorté. Du skal bare tage tøj og andre fornødenheder med. Mad behøves ikke, det skal vi nok sørge for at du får undervejs på rejsen. "

Ethel var end ikke sikker på hvordan Thomas ville tage imod nyheden om at hun havde fået sig en væbner, selvom det ikke var helt officielt før de havde udfyldt de nødvendige papirer. Han kunne tage det som endnu en måde hun ville undgå ham på, men på den anden side kunne det også være at han tog det som hendes måde at vise at hun endelig var begyndt at blive klar til moder-rollen, noget hun dog ærligt tvivlede på at hun nogensinde ville, især overfor hans børn. Ikke desto mindre skulle hu nok sørge for at han var ved godt mod på turen hjem, ellers kunne det blive en meget lang og akavet rejse.