Vejret var begyndt at blive varmere i takt med at sommeren trådte nærmere. Samsons hudfarve var forlængst begyndt at blegne, i forhold til den meget solbrune hud han normalt havde. Dagen i dag, syntes mere at passe til ham nu. Vejret var gråt, regnbygerne var så småt begyndt at lægge sig over Toropolis Isla.
De hvide øjne stirrede ud af vinduet fra vinduet helt oppe fra den øverste del af tårnet, som tilhørte Samsons værelse.

*Jeg er klar.. Er du mon klar?*

Tanken om at lade Phoenix se ham igen, var både tiltrækkende og afskrækkende. Hvordan ville hun reagere på, at han ikke alligevel var død? Han kunne nok ikke blive ved med at lyve for hende, men han ville aldrig sige sandheden helt overfor hende, hvorfor det blev, som det blev. Hun måtte selv rode rundt med sine egne gættelege.

Han tog en dyb indånding. Langsomt lukkedes øjnene og han fandt frem til den inde ro.

Der var gået lang tid. Alt for lang tid. Han havde ikke set Phoenix siden.. var det næsten et år nu? Han kunne ikke huske det. Hvor lang tid siden før hans "død" havde han sidst set hende?
Tiden virkede fjern, meget fjern. Han kunne huske deres sidste møde, hvor han besluttede sig for, hvad der var bedst for ham.

Det var nu på tide, at han tilkaldte hende. Han vidste ikke helt hvordan dette skulle virke, men han vidste, at han havde brændemærket hende, og det var altid en måde at komme i kontakt med hende på.

Han trak vejret dybere, åbnede munden en anelse, følte sig frem til hvor de forskellige brændemærker var henne af i landet.... Fundet!
En bølge af en prikkende smerte gled igennem helt frem til Phoenix hud. Det var 3 x 3 prik, der blev sendt med et lille mellemrum.
Der burde ikke være nogen tvivl hos hende. Kun han kunne skabe denne prikken i mærket. Alligevel havde han dog ikke ladet hende føle den før, men hun var trods alt en klog pige, så hun burde forhåbentlig kunne regne den ud.

Nu var der ikke andet at gøre, end at vente.

"På gensyn, frøken Delaila" Phoenix lod det bløde stof falde og hensligge rummet i en rødlige farve, som hun pustede ud. Det var 4 gange på en uge at hun havde set adelsfrøkenen komme og få sin fremtid fortalt. Phoenix blev sindsyg hvis hun snart skulle se flere af kvindens ensomme timer, hvor hun sad og dånede over en eller anden mand som hun var alt for genert til at tage kontakt til. Det var tydeligt at kvinden søgte svar på om de nogensinde blev en enhed. Noget Phoenix ærlig talt ikke havde opdaget noget om endnu. Men hun gav gode penge. Det var bedre end ingenting.
Efter Phoenix og Caitlins nummer på markedspladsen, havde den sorthårede kvinde fået flere og flere kunder, indtil hun til sidst havde fået sin egen lille station, som bestod af et meget farverigt telt, hvor lysets stråler skinnede igennem stoffet og lå omgivelserne hen i et farverigt skær. Noget som Phoenix fandt absolut fantastisk, taget i betragtning af alle de farverige krystaller hun havde haft som en uro på sit gamle værelse på borgen. En tid hvor problemer aldrig fandtes og som hun faktisk længes efter.

Phoenix begyndte at samle de udlagte kort tarock kort sammen fra bordet, da en velkendt smerte fra skulderen bedte sig, som fik hende til forskrækket at slippe bundet med kort og komme med en højtonet piplød. Hun tog sig til skulderen, men kunne ikke helt nå mærket, som var begyndt at prikke med smerte, i små mellemrum. Det var som en knap der var blevet trykket på, som var hun blevet aktiveret.
Hun lænede sig op af bordet, med et undrende udtryk, i rigtig mange minutter. Hun havde ikke mærket smerte fra mærket siden den dag det blev lavet. Phoenix havde hørt om hvad mærket normalvis blev brugt til. Det var en kontakt mellem herre og slave. Men hun havde intet mærket i sin levetid, og specielt ikke efter herrens død. "Samson?" hun rettede sig op, hvorefter hun gik langsomt hen til indgangen til sit telt og kiggede ud på himlen. Hvem kunne det ellers være?
herefter slap Phoenix bogstavelig talt alt hvad hun havde i hænderne og styrtede ud af teltet. Hun småløb målrettet i en bestemt retning, ledende efter en bestemt person. Caitlin. Phoenix behøvede den anden piges hjælp til at anskaffe sig en hest og oppakning til at kunne rejse til Topalis Isla, uden de store problemer.

På mange tidspunkter af turen afsted på den brune hoppe, betvivlede Phoenix sin egen dømmekraft. Måske var det blot fordi at hun var faldet til. At hun havde fået sit egent lille område i hovedstaden, som var hendes eget hvor hun kunne leve og føde sig selv. Måske var det et pift fra fortiden som var vågnet. Phoenix har ikke tal på hvor mange gange hun stoppede hesten, kiggede tilbage og også nær var begyndt at gå tilbage. Men alligevel gjorde hun det ikke.

Efter lang tids forsøg og overtagelse, lykkedes det den nu kutteklædte lille skikkelse, at ankomme til øen, der før havde været hjemsted for Samsons gruopvæggene bande. Til trods for at det havde stået tomt i næsten et år, var det sjældent at folk nærmede sig stedet. Specielt ruinerne af den gamle borg. De ruiner som tornede sig op i forgrunden, som Phoenix vandrede i en mere alvorlig gågang end normalt, hen over den støvede vej op til. Det var først som den gamle port nærmede sig, at Phoenix løftede hætten af hovedet og afslørede det store buskede sorte hår, den næsten snehvide hud og de rosa øjne. Borgen. Hendes hjem. Hvor forfalden det end så ud. Hun var endelig hjemme igen.

Efter utallige gange Samson havde sat sig ned, rejst sig op og atter sat sig ned, fornemmede han efter nogle timer, at Phoenix nu var tæt på, rigtig tæt på. Øjnene søgte atter hen til det lille vindue i værelset, som egentlig godt kunne trænge til en kærlig hånd. Hurtigt fik han for 6. gang rejst sig, og bevægede sig nu måske for 5. gang over til vinduet for at stirre ud.

De hvide øjne søgte ikke længe, før han fik øje på sit omvandrede brændemærke. Han trak en anelse på smilebåndet. Phoenix havde trods alt været den person, der kunne få ham i (lidt for) godt humør, før i tiden. Gadvide hvor meget hun havde ændret sig? Hun ville jo nok kunne mærke på ham, at han havde ændret sig. Hvad skulle han sige? Hej Phoenix, jeg er nu kannibal, hyggeligt at se dig igen? Eller Hej Phoenix, du har ikke set mig fordi jeg har været på svampe hele tiden... og nå ja, så blev jeg kannibal.

Hvordan vil hendes reaktion overhovedet være? Bliver hun lykkelig, eller vred? Begge dele måske? Han kunne i hvertfald forestille sig en Phoenix der kunne råbe og skrige af ham og samtidig dybt frustreret. Eller ville hun måske bare stirre på ham, vente på at han skulle åbne munden?

Skulle han overhovedet sende et signal til hende, at han altså var deroppe, og at hun ligeså godt kunne begynde at vandre indad?
Han kunne gøre en ting, som ikke ville få hende til at tvivle, og som ville være diskret.
Porten begyndte kort efter at åbne sig foran hende, som hun nærmede sig. Det måtte være symbol nok på, at han var derinde, og at hun forhåbentlig ikke ville vende om og gå sin vej.

Den sorthårede unge kvinde trak en dyb indånding som hun havde ladet hutten falde og afslørede hendes identitet. HUn kiggede med let åben mund på det hele foran sig. Det gjorde ondt at se det sted igen, som en ruin. Stedet hun havde befundet sig siden hun var teenager og faktisk holdte af. Hun huskede episoderne hvor hun havde løbet grinende rundt i gangene og bragt samtlige bandemedlemmer i et stadie af vanvid over hendes tilstedeværelse. En ting der fik hende til at grine lavt for sig selv som hun satte gang i fodtøjet igen for at nærme sig den lukkede port en smule mere. Gad vide om hun var holdt op med det? Gad vide om hun ville være fortsat med den opførsel hvis aldrig Samson var forsvundet og banden blev opløst? Phoenix havde ikke tænkt over sin måde at være på, men noget var forandre. Hun havde været tvunget til at forlade sine trygge rammer som en irriterende og belastende teenager, for at blive (nogenlunde) voksen.

Tankerne nåede ikke længere, da lyden af tunge hængsler der gled op, fik hende til at bremse lidt og kigge på den store port som åbnede sig op for hende. Dette var nok den største forsikring hun kunne få, på nær hvis Samson stod direkte foran hende. Hun lyste op i det største smil som glimtede igennem ved hendes øjne og farten blev sat yderligere op, til hun næsten løb.

Hvor end han så befandt sig, var hun så ikke helt sikker på. Om Samson overhovedet var i ruinerne havde været et vildt gæt fra hendes side. Phoenix kunne ikke engang være sikker på at den prikkende smerte fra brandemærket havde været et tegn på at hun skulle tage tilbage. Men nu hun var her, ønskede hun ikke at vende om. Alt var anderledes og så alligevel så hjemmeligt at pigebarnet begyndte at gå rundt om sig selv på pladsen i et nærmest drømmende sind. "Hvor skal jeg lede? Hvor skal jeg finde dig? " tankerne løb afsted med hende, som hun begyndte at bevæge sig mere ind i de områder som var indendørs. Forhåbentlig mødte hun en eller anden levende skabning.. måske Tara? Ud fra hvad Phoenix huskede, var denne elver en ret vigtig del af planerne for Samson. Den hun dog mindst havde lyst til at løbe på i dette øjeblik, var krystaldæmonen. De to havde ikke ligefrem et godt øje til hinanden.

Samson betragtede Phoenix gå ind mod Borgen. Der gik ikke lang tid, før hun var ude af syne. Han vidste, hvad næste skridt var. Hvad han behøvede nu, var én ting. Phoenix. Efter så lang tid uden at have set hende, dukker hun stadig troværdigt op, når han har brug for det. Dog på en lidt anden måde denne gang, nu hvor han aldrig havde brugt brændemærket på den måde overfor hende. Faktisk, havde han aldrig udnyttet det. Heldigvis, havde han givet hende det i sin tid. Det havde gjort ham i stand til at få hende tilbage den dag i dag.
Han kunne ikke gøre andet end at vente nu. Hvis blot han havde lidt af Taras evner, kunne han måske endda have lyst vejen op for hende vha. faklerne der henlå i mørke rundt omkring på væggene i Borgen.

Han gik over i hjørnet, hvor han fandt et lille bord med et enkelt glas. På gulvet ved siden af, var der glaskår fra samme type glas. Det havde ikke været Borgens bedste dag, den dag hvor Samson blev berygtet som værende død. Borgen så dog en smule bedre ud indendørs, end hvad den havde gjort lige efter. Efter Samson havde genvundet de fleste kræfter, havde han haft travlt med at gøre Borgen i nogen lunde stand. Det havde krævet blod, sved.. og tårrer hvis de havde fandtes i hans ansigt nu om dage. Han sjæl havde forandret sig, han vidste det. Det seneste årstid havde ændret sig markant, og han skulle snart vise landet, at de ikke var sluppet af med ham endnu.

Han kørte en finger henover kanten på glasset, som stod alene som værende hel. Glasset var næsten det eneste der endnu var hel i det værelse han stod i. Alt andet så ud til at være ved at falde sammen. Der fandtes vel enkelte mirakler som ikke kunne forklares i denne verden. Han forstod ikke hvordan det kunne have været muligt, efter omstændighederne.
Og dog, tænkte han alligevel ikke så meget over det. Hans tanker var et andet sted - Phoenix.

Det var tydeligt at se at tingene var langt mere faldefærdigt end da hun forlod stedet. Væggene var ikke alle indtakte og der var en skræmmende stilhed over stedet, som kun indikerede at stedet virkelig var forladt. Alligevel var der noget over stedet. Faklerne der hand var ikke itu, og det virkede også som om at der var blevet ryddet op forskellige steder. Med rolige bevægelser bevægede Phoenix sig rundt og tog omgivelserne ind. Dette førte til at hun engang imellem gik rundt om sig selv måbende for at få dannet sig det helt rigtige billede af stedet.

Efter en god gåtur nåede hun til stentrappen. Den som hun huskede tydeligt førte op til hendes eget værelse og stedet hvor mange af slaverne havde opholdt sig. Vist endda også nogle af de tro medlemmer. Tara for eksempel. Phoenix huskede tydeligt elverkvinden, som havde noget af en hidsighed over sig. Specielt overfor Phoenix. I elverens øjne var Phoenix nok ikke andet end en irriterende unge der gik i vejen. Hun skulle bare vide hvor meget Phoenix havde vokset på det år, og så alligevel være sig selv af sind, så man kunne blive i tvivl.

Her slog tanken hende. Samson måtte være i sine egne gemakker. Dem som hun huskede som hans og kun hans areal og der hvor hun i sin tid havde brugt sine evner til at se fremtiden for sig. Med nyopfundet håb satte hun i løb hen af gangene og stoppede først forpustet op, som hun stod foran døren ind til gemakkerne. Det sted som hun huskede noget så tydeligt. Hun skubbede til døren, uden at tænke det store på at banke på, og stak derefter hovedet lidt nervøst indenfor. Hvad nu hvis hun tog fejl? hvad nu hvis det var en fælde som Krystaldæmonen havde lagt i et af sine markabre luner? Det måtte tiden vise.

Der gik længe. Samson følte at han ventede i evigheder, på at Phoenix skulle dukke op.

Døren knirkede endelig...
De hvide øjne fandt hurtigt vej over til døren, der langsomt gled op og det lille ansigt der tittede frem fra den.
Phoenix' velkendte genkendelige ansigt dukkede op. De store øjne stirrede mod ham. Sammen med det store sorte hår, genfandt han en Phoenix, der på sin vis var, som han huskede hende. Alligevel kunne han se, at tiden havde gjort hende ældre at se på - men også kun en smule. Spørgsmålet var, hvordan hendes personlighed gennem tiden havde udartet sig. Det havde været noget af et sats, at sætte hende ud på egen hånd i det år, der er gået. Alligevel, havde han fundet det nødvendigt og uundgåeligt.

"Phoenix..." Begyndte Samson med en mørk, dunkel og næsten rungende stemme. Den var fast. Han flyttede ikke blikket fra hende, han skulle være sikker på at hun ikke havde tænkt sig at gå sin vej igen. Der var tavshed i et stykke tid, og for ikke at det skulle virke alt for akavet, valgte han at kommentere på hendes ankomst.

"Efter så lang tid, dukker du stadig op når jeg kalder." Han talte næsten uden at åbne munden den mindste smule. Han fremførte sig meget "stiv" i betrækket. Der var ikke en muskel der bevægede sig for meget.

"Kom ind..." Brummede han til sidst lettere toneløst, og gestikulerede med hånden i en let viftende bevægelse. Han vendte rundt på hælen og trippede langsomt over mod vinduet igen. Han ventede blot på, at hun skulle komme ind, lukke døren og sætte sig på stolen, der stod hende nærmest, ved bordet.
Dette møde, ville i særdeleshed blive interessant.

De rosa øjne fandt hurtigt deres mål i rummet, som hun lettere nervøst tog et kig ind i. Hun havde været meget usikker på hvorvidt det hele kunne være sandt eller om der blot var en eller anden form for indblanding fra udefrakommende der gjorde at Phoenix var blevet kaldt tilbage til borgen. Men hun betvivlede at andre end Samson kunne gøre dette. Men at vide sig sikker, var ikke noget Phoenix følte hun kunne. Alligevel som hun så den velkendte og dog så forandrede skikkelse som udgjorde Samson, var hun ikke længere i tvivl. I øjeblikket blinkede hun en del gange for at være helt sikker på at hun så rigtigt, men så snart hendes navn blev nævnt var der absolut ingen tvivl tilbage i nogen som helst del af Phoenix. Det var Samson!

Uden tøven skubbede hun døren mere op og gik helt ind i rummet, som der glædestrålende voksede et smil frem på hendes læber og vandet var begyndt at samle sig i hendes øjne. Hun havde troet at han var død. At han var væk for altid og havde efterladt hende alene tilbage. Alligevel var han her, og havde kaldt hhende hjem. Hjem til sig igen.
Stadig smilende og nu med begyndende tårer der trillede nikkede hun som svar på hans spørgmål. At Samson var mere stiv i betrækket og måske endda også tilbageholdende, var ikke noget som pigebarnet valgte at tænke over lige nu. Lige nu var det vigtigste rent ud sagt at han stadig var her. "Jeg vil altid komme når du kalder, herre." dette var den rene skære sandhed. Nok havde Phoenix sine komplikationer med at havde fået frataget sin frihed, men denne komplikation var ikke nok til at holde hende fra Samson, som havde været den klippe der havde været der. Nok ikke den sundeste klippe at sætte sin lid til igennem tiderne, men det var den hun havde haft og den havde hun tænkt sig at beholde! så længe det i hvert fald var muligt.

Med lidt usikre fødder, guidede Phoenix sig længere ind i rummet, efter at havde lukket døren efter sig, og lod blikket vandre lidt rundt. Der var blevet renoveret i dette rum især og fik Phoenix til at føle sig endnu mere hjemme igen, end hun havde turde håbe på. Hun havde så mange spørgsmål og undren hun manglede og ønskede svar på! Mest af alt, ønskede den sorthårede krøltop at løbe hen og klamre sig fast rundt om livet på Samson og nægte at give slip igen. Men den mere dunkle aura syntes at nå hende nu, og hun valgte at sætte sig ned på stolen der uden tvivl var tiltænkt hende, som hun lod sit blik følge ham. Alligevel kunne Phoenix ikke helt holde sin mund. "Jeg.. Jeg troede at du var død" det mere alvorlige mine faldte over hendes ansigt igen og lod den tilbagevendede sorg fra dødsfaldet året tilbage tage over hendes udtryk igen og tydeligt skinne igennem i de rosa øjne.

Af alle slaver, er Phoenix den der nu engang tjener med viljen i bagagen. Zidiac er også en god slave, men viljen er ikke altid med hende i de gerninger som han nu til tider bad hende om at udføre.
Han var ikke i tvivl, at det glædede Phoenix at se ham i live. Det ville også have undret ham, hvis ikke det havde været sådan. Nuvel, meget kunne dog have nået at ske på et år. Snart vil han kende til sandheden, om hvor meget, der egentlig er sket på det år der er gået.
Da Phoenix havde sat sig kom der en lav brummen fra ham. Den store ru hånd kørte langsomt henover stenene under vinduet. Det var lidt halvstøvet endnu, og enkelte grusstumper var endnu lettere løse i murværket. Et smil gled langsomt over hans læber. Smilet var lettere frydende og ondskabsfuldt, men dannede alt i alt et meget bedrevidende ansigtsudtryk.
Han drejede hovedet en anelse, øjnene rettede sig mod Phoenix i øjenkrogen. Der gik ikke mange sekunder før resten af kroppen vendte sig med, og nu stod med fronten mod Phoenix og betragtede hende gennemgående. Han studerede hende fra top til tå - og han tog sig tid. Massere af tid.
Hun var blevet en ung dame at se på. Han husker hende mere som en lille pige at se på, end det han så for sig nu. Dog var alle de velkendte karakterudtryk endnu at finde i hendes ansigt. Og dog virkede det som om, at meget af den barnlighed hun havde over sig, nu var dalet voldsomt - perfekt.

"Troede du, at Krystallandet så nemt ville bliv fri for mig?" Brummede han mørkt, og dog lettere spørgende. Dog var det at af de retoriske spørgsmål. Smilet blev kun bredere og mere skummelt at se på. Øjnene havde uden tvivl forandret sig til noget, som man ikke helt vidste var til en fordel.

"Du må have mange spørgsmål.." Smilet begyndte i drastiske træk at fortrække sig tilbage til en lidt anden neutral mine. Øjnene stirrede stadig mod Phoenix. Det var ikke til at tage fejl af. Om end man ville tro det eller ej, var han blevet endnu mere koldhjertet indenvendig. Som fremtiden er, er den altid uvidst, men det kunne umuligt indeholde noget godt når man stirrede ind i den store, koldøjede mand, som stod og stirrede tilbage på den nu ellers mere modne Phoenix.

Den længere betragtning af hende, fik hende svagt til at blive en smule urolig. ikke at hun frygtede han ville gøre noget mod hende, det var ikke noget han før havde gjort og tanken faldte hende så absolut ikke ind. Det var mere, hvad han dog kunne havde set på eller i hende, som var anderledes end før. Hun selv bemærkede ikke de større forandringer, men var naturligvis ikke den samme spirvip som havde forladt borgen for et år siden. Hun løftede spørgende det ene øjenbryn, men spurgte alligevel ikke ind til det. Måske var det blot fordi det var lang tid siden? Phoenix valgte derfor at distrahere sig selv ved at få taget kappen af, og hænge den bag sig på stolens ryg, mens Samson gik sin gennemgang af hende færdig.

Et skævt smil voksede sig hurtigt frem, mens den drilske side voksede i hendes øjne. Nok drilsk, men i en mere voksen udgave end før og med andre tanker bag. Førhen hvor det hele handlede om sjov og ballade, var Phoenix vokset til at finde planer meget sjovere og ikke mindst hvad disse kunne betyde for sig selv såvel som andre. Dertil, hvem havde nogensinde helt igennem regnet med at Samson ville forsvinde for evigt? Hun rystede derfor på hovedet som svar på spørgsmålet og så spændt på ham, til trods for at skummelheden og den kolde front var langt større end hun nogensinde havde set den før. Spændende, nu hun tænkte over det, men også skræmmende.

Phoenix bed sig lidt i læben og nikkede først som svar igen, på næste udtalelse. "Mest af alt, tror jeg bare at jeg har svært ved at forstå hvad der skete... Du forsvandt.. Men hvor til? Hvorfor.. Hvad skete der i realiteten dengang?" begyndte hun ud med undrende undtryk og ikke mindst forvirring. For blot at afslutte i en mere bedende tone "Og hvorfor tog du mig ikke med?"

Phoenix' spørgsmål så ikke ud til at være nogen hun tænkte yderligere over.
Han kunne vælge at svare lige ud på hendes spørgsmål, eller få hende til at tro på den historie som han ville give Krystallandet når han endelig viste sig. Han havde dog også et helt andet valg... en middelvej.
Selvom Phoenix var en af de mest troværdige, var det nogen gange bedst at holde detaljerne for sig selv. Hun måtte vide meget, men hun måtte ikke få den store sandhed at vide lige med det samme.

Samson betragtede hende et lille stykke tid, før han bekræftede at han havde forstået spørgsmålene med et lille nik. Øjnene søgte rundt i rummet. Ikke fordi at han ledte efter noget, mere fordi han skulle finde ud af hvad han overhovedet skulle fortælle hende som svar på disse ting.

Han trådte tungt et par skridt frem tættere på hende, og endelig søgte øjnene hendes igen.

"Det var mit kød og blod der lå ude foran Borgen. Jeg er genopstået, Phoenix" Phoenix kunne ikke vide, at han snakkede i overført betydning. Det var heller ikke noget, hun behøvede at vide. Det var ikke vigtigt. Hvad der derimod var vigtigt, var at forklare hende, hvorfor hun ikke kunne komme med - selvom det egentlig ville være indlysende, hvis han virkelig havde været gået direkte i døde.

"Hvis du havde taget med mig, ville ingen have troet på at jeg var væk." Han kunne sagtens have sagt det hele på en hårdere måde. Men det var ikke hans mening at skulle være hård overfor Phoenix. Aldrig Phoenix. Ikke hård som han ville være over for så mange andre. Han tog nogle skridt ekstra, og satte sig ned på den anden stol, der stod ved samme bord som Phoenix sad ved.

"Hvad der helt præcist skete, kan jeg ikke fortælle dig. Tiden er ikke inde til det. Det er heller ikke vigtigt. Men det er vigtigt at fortælle dig, at det ikke har været uden ulemper." Samson var bevidst om at der var konsekvenser i vente, men hvor mange der var i vente, var han ikke sikker på.
Langsomt rakte han sin tunge ud. Den var forandret. Den var blevet markant mørkere og var blevet meget mørkere. Den sigtede mod farven sort. Han trak den ind igen, blikket farede igen flere steder i rummet uden at vide hvad han skulle fæstne blikket på.

Phoenix øjne syntes at vokse til dobbelt størrelse jo mere Samson begyndte at tale. At han var genopstået var surrealistisk og alligevel var Phoenix overbevist om at han mente det han sagde til punkt og prikke. Hvordan og hvorledes var så det store spørgsmål. Phoenix var nemlig overbevist om at Samson ikke ligefrem var kommet tilbage som en engel. Et genfærd ville være et langt bedre gæt end en fjervinget engel.
Dette satte naturligvis også det hele i et nyt syn. Hvis han virkelig havde været død og borte fra deres verden, ville det ikke være hende fysisk muligt at følge med. En accept af denne skæbne faldte dermed også over hendes krop ganske roligt, som hun fortsatte med at lytte til sin herres ord og nikkede i forståelse engang imellem, for at vise at hun hørte hans ord og rent faktisk forstod hvad han mente og hvorfor han havde gjort uden at fortælle det helt til punkt og prikke. Men den overordnede forståelse anså hun også for at være vigtigst. Phoenix havde aldrig haft den helt nødvendige insider viden omkring hendes herres gerninger og planer, og hun betvivlede stærkt at hun ville få mere end sparsomme oplysninger denne gang ligeså.

Samsons sidste ord bragte stor bekymring over Phoenix ansigt og hendes øjne vandrede automatisk hen over ham i en søgen for skader af synlig art. Han så anderledes ud. Meget. Men alligevel syntes der ikke at være noget som kunne kategoriseres som fysisk skade indenfor hendes synsfelt. "Er De kommet til skade, herre?" herefter blev tungen vist og et let forskrækket hop gik igennem hende, før hun i en blanding af frygt, fascination og nysgerrighed tog tungens nye udseende ind.
"Hvad betyder det? Er det en ulempe? Herre, sig hvad end der er sket som jeg kan hjælpe med og jeg gør det! Jeg vil gøre alt" hun følte sig magtesløs, til trods for at hun var hjemme i sin herres varetægt. Hun havde følt sig restløs i alt for lang tid, og mærkede nu ivren efter at bevise sig! at hjælpe ham og gøre hvad end der stod i hendes magt at gøre! "Herre? hvad er sket med de andre? Slaverne? medlemmerne? var De helt alene al den tid?" endnu engang skinnede bekymringen igennem, og trangen til at stille alt for mange spørgsmål end der med stor sandsynlighed ville blive besvaret.

Som han sad der på stolen, foran Phoenix, lænede han sig nu indover bordet - tættere på hende.
Han placerede sine håndflader mod bordpladen.

Som han havde forudset, var der mange spørgsmål. Phoenix var også en kvik pige til at kunne forstå når tingene måske ikke lige helt stemte overens i hendes hoved. Hun var en ud af en milliard krystalisianere, der ville give sin ene arm for ham, hvis det var det der skulle til - eller i hvert fald, så vidt han regnede med. At hun nogen sinde skulle komme til det, håbede han selvfølgelig aldrig ville ske. Det ville jo ikke se helt synkront ud, hvis han pludselig skulle rende rundt med en tynd arm fæstnet til sin ene skulder.

Han trak en smule på smilebåndet. Hendes bekymring for ham var tydelig. Måske skulle han virkelig spørge efter hendes ene arm, bare for at se om hun virkelig ville hjælpe alt hvad hun kunne? Og dog ville det være for useriøst i denne sammenhæng, nu hvor han snart skulle komme til de mere seriøse sager.

"Ikke andet end den skade, der ikke kunne undgås, Phoenix. Men jeg har det fint. Bedre i stand end som så, kan man vidst nok sige." Smilet blev bredere. Der var ikke nogen tvivl om, at han mente det til punkt og prikke. Han havde det egentlig godt, trods omstændighederne.

"Jeg smager ikke som jeg har smagt. Det bliver værre og værre hver eneste dag." Det var i hvert fald hvad han selv havde bemærket. At der var flere ting i vente, anede han intet om.

"De er alle væk. Undtagen Tara og Zidiac. Og ja, jeg har været alene i rigtig lang tid." Han var begyndt at blive halv utålmodig, så han gik derfor lige til sagen.

"Phoenix. Jeg vil bede dig om, at finde os et rigtig godt sted. Dig, Tara, Zidiac og mig." De hvide øjne søgte kort tænkende rundt i lokalet. Var han nu sikker? Var der nogen andre udveje for, at han overhovedet kunne blive på Borgen, bare i lidt længere tid? Nej, de havde diskuteret det. De kunne måske en dag finde tilbage igen.

"En bondegård, Phoenix. Så langt ude på landet som overhovedet muligt. Det skal være et godt sted, hvor vi kan skjule os. Der bor garanteret nogle krystalisianere i den gård du vælger, men så må du finde en måde at skaffe dem af vejen på. Eller bare låse dem inde om ikke andet, så kan Tara altid lege lidt med deres hjerner, som hun nu er blevet så god til." Øjnene havde i mellemtiden fanget et bestemt spot i bordpladen, ikke noget bestemt sted dog - rimelig ligegyldigt.

Øjnene søgte atter Phoenix, med et fast blik. Han havde bestemt ikke tænkt sig at flytte sit stirrende blik foreløbigt, indtil at hun indvilligede sig i hans lille deal.

"Kan du gøre det?

... oh ja, og når du har gjort det, så læg en note i Tusmørkedalen... Du ved ved fantomtårnet. Så find den 3. række nr. 6 gravsten fra højre side, når du kigger ind mod tårnet. I den note fortæller du os så, hvilket sted du har fundet med lokation. Vi kan ikke meget længere være her på Borgen mere. For et rums tid i hvert fald.
- Når først jeg har forladt denne Borg, som jeg inden få dage kommer til, kan jeg ikke længere vænne tilbage hertil, uden at blive forfulgt af alverdens dragere, riddere og lysets hær. Måske endda også Mørkets hær og flere med. Hvad siger du?"

Han håbede at hun var skarp. Samson ville ikke have den store tålmodighed til at gentage det hele en gang til i hvert fald.

Samson fik besvaret spørgsmålene. Halvt om halvt hurtigt og let hen over det egentlige emne, til utålmodigheden syntes at skinne mere og mere igennem i træk og tale. Phoenix valgte derfor at lukke af for hvad end hun havde af resterende spørgsmål, selvom disse endnu ikke helt havde formet sig. Hvis hun behøvede at vide noget, ville hun uden tvivl få oplysningerne udleveret. På den ene eller anden anden måde.
Lyttende havde hun siddet og kigget fast på ham, som der blev talt, og kun få udtryk kom frem. Nogen af undren andre af let overraskelse. Indtil hun hørte den velkendte medslaves navn, blev der ubemærksomt fra hendes sidde, rynket på næsen i tydelig foragt. Ikke for Tara, da denne altid havde været til stor hjælp og støtte til Samson. Selv Phoenix vidste det. Men mere krystaldæmonen som siden første møde, ikke var en populær sag i krystallianerens øjne. De havde en tendens til aldrig at se øje til øje og Phoenix havde ikke den sygeste lyst til at tilbringe mere tid med hende end højest nødvendigt. Men hendes herres ønske var lov, og hun nikkede i forståelse over Samsons næste ord.

En bondegård. Med hovedet let på skrå, lod hun oplysningerne komme til sig omkring dette sted. Hvordan eller hvorhenne hun skulle lokalisere netop dette, virkede ikke som en nem opgave, men ikke destro mindre var det muligt. Det skulle blot planlægges og kontakter ville blive udnyttet. "Okay.." var det umildbare svar indtil flere oplysninger kom mod hende og fik hende kort til at blikke et par gange. Det var mange oplysninger at holde styr på.

"Tusmørkedalen, ved Fantomtårnet. 3. række 6. gravsten til højre med blik mod tårnet.[/i]" En smule pludselig blev Phoenix stemme hæs og øjnene mere matte og tømt for farve. Dette var et af de sjældne og meget eftertrakte tidspunkter hvor hendes egen fremtid kom til syne for hendes indre øjne. Hun så Fantomtårnet og hurtige klip af området. Med det, vendte hendes naturlige syn tilbage og fokuserede lynhurtigt på Samson foransig. "Forstået.. Jeg skal nok gøre det. Jeg finder et sted hvor vi kan være, og ikke blive forstyrret." hvor var dog en ting der nagede hende. Hun havde befundet sig i Tusmørkedalen, men ellers kun i hovedstaden.
"Er der et område der er bedre end andre? I nærheden af Norden? Eller syden? Medanien måske? der er mange bønder, og rolige omgivelser. Eneste problem er at alle kender alle.. Med mindre Tara.. At Tara kan overtage dem.. Få dem til overlade huset til os og lade dem give os troværdighed og færre blikke.. Vi ville være i sikkerhed?"

Phoenix var en kvik pige, som ikke behøvede at få oplysningerne oplyst flere gange. Og dog var det stadig vigtigt at hun kunne huske det til punkt og prikke.

"Så vidt jeg er orienteret, står der en lille lervase. Graven burde ikke længere blive besøgt indtil fornylig." Samson smilede svagt. Han nikkede let, som en bekræftelse af Phoenix' lille opremsning.
De tomme øjne havde bestemt ikke ændret sig. Han vidste godt hvad der skete nu, det var ligesom dengang hun spåede for ham, hvad der skulle til at ske, og grunden til at han stadig var i live den dag i dag.

Samson nikkede. Han tvivlede ikke på Phoenix dømmekraft i sidste ende. Hun skulle nok vide, hvilket sted der ville være passende.

"Åh ja, og der skal være kælder.
Men prøv med Medanien, ja. Det er et fredeligt område. Du skal finde en gård, der ikke lige syntes at have nogen naboer omkring sig. Det burde være muligt. Tara skal nok manipulere med dem der bor der i forvejen til vores egen fordel selvfølgelig. Det er uden tvivl vejen frem for os." Samson kunne se det for sig - desværre. Det lød som en noget kedelig tid, at skulle skjule sig. Men han håbede ikke at det ville tage alt for lang tid. Desuden, kunne han måske heller ikke helt undgå at smage på de folk, som boede på den gård som de snart skulle overtage. Tørsten efter menneskeblod og kød vidste han snart ville komme til ham igen.

"Men tingene skal gå stærkt Phoenix. Du har en dag til at finde bondegården, og en halv dag til at lægge sedlen det sted."

Phoenix tog alle oplysninger til sig som en rengøringssvamp! hun behøvede dem for at udføre sit arbejde og det job som Samson satte for hende. Det undrede hende hvorfor det skulle gøres på netop denne måde, men nægtede så absolut ikke sin herres ønske. Hans ord var lov for hende, og derfor stilte hun heller ikke spørgsmålstegn.

Heller ikke som en kælder blev nævnt blev hun undrende. Der var årsager til dette, og disse årsager skulle der ikke tænkes alt for grundigt over. Phoenix håbede blot at hun ikke blev beboer i kælderens mørke. "Javel." et svar som bekræftede at hun havde forstået hvad der foregik og hvor nødvendigt det var at hun fandt lige netop det rigtige område.

Phoenix sad en rum tid og iggede på Samson, mens hun gennemsøgte sin hjerne efter muligheder. Hun kunne fornemme på ham at det var vigtigt at det var snart dette kom til at foregå. At det ville havde været bedst hvis området var blevet fundet allerede i går. "Hvad skal der ske? Når vi bor der, hvad er planen? At falde i et med omgivelserne?"

Samson nikkede beslutsomt. Hans ord var lov, og der var ingen tvivl om at hun havde taget alle oplysningerne til sig.
Han trak på smilebåndet. Langsomt trak han sin ene hånd til sig, således den gled henover bordpladen med en skrabende lyd og til sidst hvilede på hans knæ.

"Du får rigelig af tid til at finde ud af, hvad der kommer til at ske. Du bliver ikke i tvivl. Rygterne kommer til at sprede sig hurtigt. Jo mindre du ved lige nu, desto bedre. Sikkerhedshensyn selvfølgelig."

Samson hævede det ene øjenbryn en anelse.
"Phoenix. Hvad ville der ske, hvis vi ikke flytter fra Borgen, når folket finder ud af at vi er der?" Spurgte Samson spørgende, men fortsætte hurtigt med selv at besvare spørgsmålet.

"Når først der kommer dusør ud der er større end en Krystaliansers livsindkomst, så kommer de i større mængder vadende mod Borgen. Det ville være dumt af dem at troppe op enkelt vis i hvert fald, for det ville vi kunne håndtere. Det er der ingen grund til. Og selvfølgelig kommer Lyset og Mørket også. Vi er jo ikke ligefrem perlevenner med dem husker du nok. Så ja... Vi skal falde i ét med omgivelserne, lade hele situationen lægge sig så de mister håbet om rigedommene for et stykke tid. Derefter, må vi se, hvad verdenen kan byde os på."

Borgen var Samsons ét og alt. Han havde en stor forkærlighed til det sted. Han ønskede inderligt, at han en dag vil kunne vende tilbage til dens dunkle udseende og trygge rammer.

Phoenix vidste at hun var nysgerrig og ikke havde det godt med at leve i uvished om hvad der skulle foregå. Hun ønskede at være opdateret så hun på bedste måde kunne hjælpe Samson. Desværre betød det denne gang at hun skulle vide så lidt som overhovedet muligt, selvom rygterne ville nå hende når tid var, og hun ville være opdateret. Phoenix sukkede let og nikkede sammentyggende, og accepterede skæbnen med at være uvidende om fremtidige gerninger, andet end hendes opgave.

Phoenix's hjerte begyndte at banke hurtigere som dusør og eftersøgt alt sammen kom frem. Både blandt lys og mørke. Hvad end han havde tænkt sig, så var det ikke noget der kunne gemmes væk under tæppet. Hvilket også var grunden til at de ikke kunne vende tilbage til borgen. En skam virkelig, men når Samson sagde at det var nødvendigt, så var det det.
"Det hele er ved at ændre sig, er det ikke?" hun kunne mærke det i menneskene omkring sig, som hun havde været i hovedstaden. Folk var nervøse og flere og flere var paniske når de opsøgte hende i det selvopstilte telt for at få spået deres fremtid. De var alle bekymrede for familiemedlemmer, deres rigdomme, hjemsted og forretninger. Intet var så løssluppen mere heller.

Og nu var Phoenix igen tvunget til at forlade borgen, som for et år siden. Tvunget til at forlade sit hjem for at finde et nyt sted at falde til og undgå søgende øjne. Det blev en udfordring, men gav også noget at lave ud over det sædvanlige. Tanker og planer var i hvert fald allerede begyndt at udforme sig.

Phoenix spørgsmål stak lidt i hjertet på ham, skønt man somme tider ville tro at han ikke var i besiddelse af sådan et.
Samson så på en underlig måde lettet ud. Jo, alt kom til at ændre sig. Det kom i sidste ende bare an på hans tålmodighed også kunne ændre sig. Det blev den nødt til, hvis dette skulle gå.

"Jo, Phoenix. Det bliver vi ikke fri for, men det er også for vores alle sammens bedste, forstår du?" Han forventede langt fra at hun forstod. Han talte jo nok højest sandsynligt i gåder for hende, men omvendt kunne han stadig forstå hvis hun rent faktisk kunne forstå. Hun havde altid haft en underlig tilgang til ham, som dog stadig var noget af et mysterie til ham - men så længe at hun gjorde ham tilfreds, var det godt.

"Men nu er det op til dig, hvor god en ændring det hele bliver. Find et godt sted..." Samson hævede forventningsfuld øjenbrynene, et tegn på, at de ikke havde mere at snakke om for denne gang. De andre oplysninger skulle nok nå hende. Noget af det ville komme igennem den fremtidige sladder, enten plakater eller snak blandt Krystalisianerne, eller også ville den supplerende viden komme fra ham og direkte til hende.

Han rejste sig, og skubbede stolen ud under sig. Han gik hen til døren, og åbnede den for Phoenix.
Hun var speciel i denne sag, og han ville lade hende føle sig speciel oven i også, for at få hende til at gøre sig ekstra umage.

"God tur." De hvide øjne fulgte hende, og de ville ikke slippe før hun gik ud af den dør.
Hendes spørgsmål gik igen i hans hoved.

*Det hele er ved at ændre sig, er det ikke?*
*Mere end du måske selv lige kan tænke dig til*

Phoenix forstod det ikke, men det var heller ikke hende der bestemte. Hun smilede skævt med et stref af forvirring og undren. Hvad skulle hun ellers gøre? hun forstod alligevel ikke hvorfor det var bedre, men det blev til et svagt næsten ikke eksisterende nik, mens hun lod det uforstående svagt forsvinde for nu. Der var alligevel ikke noget at gøre ved det, for hun fulgte Samson, og hvis han mente forandring var det rigtige, så var det hvad der skulle ske.

Phoenix var ikke spor langsomt til at rejse sig som Samson gjorde og bed sig nervøst i læben. Der var mange oplysninger hun ikke kendte til, og der var alt for lidt hun vidste. Det eneste hun kunne håbe på var at hun ikke skuffede. "Det skal jeg nok - Det lover jeg, Herre." svarede hun og forsøgte sig med et breddere smil op mod ham, som hun nærmede sig døren.

Det var et kort visit, men missionen var kommet frem til hendes øre og vejen foran hende var lagt. Han havde betroet hende en vigtig og uundværlig opgave. Noget der fik hende til at rette ryggen i stolthed som hun gik ud af døren, men kiggede sig allgevel over skulderen på Samson en sidste gang. "Tak Herre!" Hun vendte koncentreret blikket tilbage mod stengangen og der gik ikke lang tid før den sorte kappe lå over hende igen og hætten trukket over det kraftige pjuskede hår og lod hende gå som en skygge gennem de flammeoplyste gange.
Først skulle hun finde sin hest, og så går rejsen direkte til Medanien! Der var ingen tid at spilde.

//OUT