Dorín er stadig ikke helt sikker på hvordan det lykkedes ham og Rinne at slippe væk fra helvedet. Hver gang han lukkede sine øjne, syntes han at se Dragorns brændende porte endnu engang. Så hvordan krigere og dværge faldte for dragernes frådende gab, samt mørkets krigeres vilde angreb. Det var så syrealistisk at kigge tilbage på nu, som alt virkede langt mere roligt i den grønne natur. De havde fundet en mindre flok, der var løbet ned igennem en skjult gang som var ved dragorn, i et forsøg på at slippe væk. Ganske naturligt valgte Dorín at følge efter. Han havde dog en ting mere som han nægtede at forlade stedet uden. Halvelveren Rinne, som havde været ved porten, som han selv havde været ved bjergsiden.
Det var stadig sløret i hans sind hvordan han var kommet derned, men han huskede at han tog fat i hendes arm, nægtede at give slip og trak hende med hen til den mindre forsamling og ned i hulegangene. Hulegangen som Dorín lod kolapse bag sig, således fjenden ikke fulgte efter.

Det var nu ganske få dage siden, og siden da havde de vandret hen over ødemarkerne, indtil træernes toppe endelig blev til stammer, som betryggende lagde sig om dem. Herefter mødte det mindre selskab en forsamling af præster og præstinder på vej mod dragorn. Det var en knap så munter gruppe de mødte, der dog alligevel skinnede af taknemmelighed.
Dorín sukkede tungt på den sene aften, og traskede slukøret hen til Rinne og satte sig ned ved siden af hende, rækkende hende et vandskin. "Her.. tag noget at drikke."

Det havde været et par prøvende dage for Rinne, og det sagde ikke så lidt, når man tænkte på hvor hun var vokset op. Dragorn var faldet, noget der slet ikke havde faldt Rinne ind, før thanens banner ikke længere vejrede over byen. Det var ikke nyt for Rinne at flygte fra styrker meget større end hende selv, men aldrig havde hun gjort det, når uskyldige mennesker blev dræbt i gaderne. At hjælpe de mennesker der ikke kunne hjælpe sig selv, det var det hun gjorde. Det hun brugte sit liv på, at hjælpe de små mennesker, når de rige folk misbrugte dem. Og nu var dværgenes by tabt, og de uskyldige der ikke var døde, var nu mørkets slaver. Skyldfølelsen hang som en tung sky over hende, og hun havde knap sagt et ord, til Dorín eller nogle andre, siden deres flugt.
Havde det ikke været for hendes dværgeven, var Rinne nok ikke kommet ud af Dragorn. Han havde hevet fat i hende, da hun stædigt ville blive og kæmpe. Han måtte nærmest slæbe hende gennem hulegangene, og det var først da tunnelen styrtede sammen, at alt kampgejst forsvandt fra Rinne. Hun følte sig som et udhulet æg, tom og skrøbelig. Resten af tiden havde hun været på autopilot, for vred på mørket fordi de angreb uskyldige folk, på Dorín fordi han slæbte hende væk, og på sig selv for ikke at være bedre.
De havde været på farten, da de havde mødt nogle præster, der havde healet dem, og derefter var de rejst videre. Rinne havde stadig et vredt, rødt ar, der strakte sig hen over sin pande, og Rinnes hænder, der var blevet revet til blods af sten og skidt, var irriteret og kløende. Hun troede, at healeren der ordnede såtrene ikke fik fjernet alle splinterne og småstenene, og det gjorde huden irriteret.
Rinne var ploppet ned på stammen af et væltet træ, og sad og kløede sine håndflader med et fraværende blik. Hun så først op da Dorín talte til hende. 'Tak,' mumlede hun, og tog et par slurke af vandskindet han rakte til hende.

Dorín sad der mere eller mindre bare. Han kiggede blankt ud i luften, i den næsten skrigende stilhed som var omkring dem. Den eneste lyd var klitren fra bållet foran dem og enkelte lyde fra skoven. Han tog en dyb indånding og stirrede på ilden, mens hans hænder lå trætte og livløse i hans skød, mens han virkelig bare sad der.
Dværgen var ikke engang sikker på om der overhovedet vandrede tanker igennem hans hoved i dette øjeblik, andet end minderne fra Dragorn, for kun få dage siden.

Der gik lang tid inden han fik løftet hovedet lidt og kigget overpå sin rejsekammerat som havde været lige så stille som ham. "Jeg ved slet ikke hvad jeg skal sige.. Jeg havde ikke regnet med at noget som dette kunne ske." kom der let hæst fra dværgen, som ikke rigtig havde brugt sin stemme siden kampen, andet end til svagt at tale lidt til Rinne eller nogen af de andre som de havde fulgt efter ud af Dragorn. Mere var det ikke blevet til. "Jeg har aldrig nogensinde følt mig som så stor en fiasko i hele mit liv." han mumlede mest til sig selv, og forsøgte måske endda også at få Rinne til at tale lidt. Han kunne udemærket godt fornemme at han selv ikke var populær i hendes øjne lige nu. Hvorfor havde han ikke helt fundet ud af. Men der var vel kun en måde at finde ud af det på. Det var at spørge. Han kunne også fejlfortolke og det var alt andet som gjorde hende så distanceret.

For at distrahere sig fra sine kløende hånd, var Rinne begyndt at pille ved en hårlok, mens hun så stadig fraværende ind i ilden. Hendes hår var blevet langt, det gik hende til skuldrene nu, og hun burde egentlig klippe det. Men nu kunne hun ikke engang finde energien til at løfte sin hånd for at holde om kniven.
Rinne så på Dorín da han talte. Hendes vrede på dværgen svandt en smugle, da hun så hans modfaldne udtryk. 'Det var der ingen af os, der gjorde,' hun pausede lidt, for at finde ud af hvad hun skulle sige. Hendes hjerne føltes langsom og blank efter de prøvende dage. Til sidst valgte hun bare at tie stille. Hvad mere kunne hun sige? Dorín havde gjort hvad han kunne; han havde sørget for, at ingen fulgte efter dem. Selv Rinne måtte indrømme, at havde Dorín ikke hevet hende væk fra kampen, så var hun nok faldet på slagmarken. Men Rinne var så vred på sig selv, at hvis hun ikke projekterede det på nogen, så ville hun nok eksplodere. Men Dorín havde hurtigt vist sig at være en af de mest loyale venner hun havde, og nu, mere end nogen anden tid, havde hun virkelig brug for ham. Så langsomt, med bevægelser der viste ømme muskler, lagde hun en hånd på hans skulder. Det var ikke meget, men Rinne havde aldrig været god til at trøste andre.
Rinne delte Doríns følelse af fiasko, men hun kunne ikke sige det. Det var som om et hånd havde fat om hendes strube, så stramt at hun ikke kunne få ét ord ud. Tavs, men stadig med en hånd på Doríns skulder, stirrede hun igen ind i flammerne. Alt dette var hendes skyld; havde hun ikke taget Dorín med, havde han aldrig oplevet Dragorns fald. Rinne havde nok været i Tropolis nu, eller Medanien. Langt væk fra Dragorn og krigen.

Han følte sig helt tung og modløs i hele kroppen, som han bare stirrede frem for sig. Rinnes ord bragte heller ingen tryst, andet end at han ikke var den eneste som ikke havde kunne forestille sig dværgerigets fald. Ikke i sin vildeste fantasi havde det været en mulighed. Han havde hørt historier, legender og eventyr omkring det sted. Og nu. Nu var det faldet i hænderne på mørkets lord, som nu forpestede dværgenes hjem og arbejde. Hvis bare de havde været forberedt. Men det var de selvfølgelig ikke.

Dorín sukkede tungt og rømmede sig let efter lidt tid med Rinnes hånd på skulderen. Det var en lille ting, men det var alligevel en trøst at mærke hun var der. At hun havde nok overskud til blot at give denne lille form for medfølelse og trøst. "Vi finder en måde.. Der skal være en måde at få dem fri igen.." han vidste ikke hvordan, men det burde kunne lade sig gøre. Lyset kunne hjælpe.. Hvis det da lå i deres planer. Men nu stod fjenden også med fordelen. Portene. De porte som ikke blev nedlagt, men blot smuttet forbi. "Jeg ville ønske vi bare kunne glemme det." han stemme var lav og svag, som hans øjne blev blanke mens tankerne vandrede tilbage. Der var så meget død og ødelæggelse. Han var slet ikke vant til den slags. han var en simpel læger, fra et simpelt dværgfolk i norden. Han kendte ikke til krig, hæder og ære på samme måde som ridderne og krigerne fra Dragorn og lyset havde gjort. Dorín holdte sig i live. Det var det han var bedst til, og ikke til noget af det andet.

Rinne lod sin hånd falde fra Doríns skulder, og begyndte i stedet at pille ved en løs tråd der hang fra hendes trøje. Præsterne de havde mødt, havde givet dem tøj, for ikke at fryse ihjel i sneen. Tøjet var gammelt og slidt, og lugtede ikke så lidt af hest og sved, men det var bedre end at fryse ihjel i de kolde natter.
Doríns ord fik skyldfølelse til at vokse i Rinne; det var ikke en uvant følelse, hun havde følt skyldfølelse da hun ikke turde prøve at redde sin mor, men dette bekæmpede hun, ved at hjælpe andre i samme situation. Ved at hjælpe landsbyer terroriseret af rige folk, der troede at de kunne gøre hvad de ville. Men dette var anderledes. Hun havde hevet Dorín med, og han kunne være blevet dræbt i slaget. Hvad ville hun så gøre? Prøve at finde hans familie? Sige at det hele var hendes skyld, at hun havde foreslået rejsen.
Hun så på Dorín, og så hvordan hans øjne var blanke af modløshed. Synet ramte hende som en knytnæve i mellemgulvet, og hendes første instinkt var, at omfavne ham. Men problemet med Rinne var, at hvis hun blev konfronteret med for mange følelser, især negative, blev de forvandlet til vrede. Vrede kunne hun bruge til noget. Var hun vred kunne hun skrige, og skælde ud, og skyde folk hvis det skulle gå helt galt. Men hun havde ikke lyst til at gøre nogle af de ting ved Dorín ... i hvert fald ikke skyde ham. Så i stedet rejste Rinne sig med et frustreret grynt, og begyndte at trampe væk fra deres lille lejr. 'Jeg vil finde noget mad,' sagde hun over sin skulder, før hun trampede gennem buskadset. Hun lavede alt for meget lyd, til nogensinde at kunne fange nogle dyr, men det var ligegodt det samme. Hendes bue var blevet beskadiget under slaget om Dragorn, og hun havde kun en kniv hun havde taget fra en falden soldat.
Hun var ikke kommet mere end fem meter fra lejren, før hun faldt over nogle svampe. Hun genkendte dem som spiselige, og begyndte at hive dem op fra jorden. Det var ikke meget, men Rinne var heller ikke særlig sulten. Hun havde bare brug for at gøre et eller andet.

Modløsheden og sorgen var hvad der var allermest tydeligt hos dværgen der bare sad og stirrede frem for sig. Det var tydeligt at rejsekammeraterne reagerede forskelligt på denne oplevelse, hvilket var så tydeligt som noget kunne være. Som Rinne blev restløs, sad Dorín stadig tilbage og var helt synderknust. Han fik knap løftet hovedet og nikket til Rinne som denne forsvandt afsted væk fra lejren i en meget højlydt tavning. Ikke noget der umildbart vækkede nogen reaktion på dværgen, som blot så ilden foran sig dø mere og mere ud. Det var først som han hørte lyden af Rinne der faldte at ham nærmest hoppede op, fuldt på vagt. Han ånede lettet op ved synet af at hun blot var væltet let og allerede var begyndt at samle svampe.
Dorín fik et lille sørgmodigt smil frem, mens han faldte lidt mere til ro og fik samlet sig konsentration til at starte bålet op igen, så de kunne holde varmen.

"Rinne?" kaldte han ganske roligt og lidt lavmælt hen imod hende. I et forsøg på at få hendes opmærksomhed. "Jeg synes vi skal tage til hovedstaden. Fortælle dem hvad vi ved.. Jeg tvivler på at vi kommer først, men.. Vi må forsøge at hjælpe.." han gik hen imod hende og satte sig på hug foran hende og svampene. "Jeg.. jeg kan ikke bare rejse hjem som var det her aldrig sket.. Det tilgiver jeg aldrig mig selv for. Og det tror jeg heller ikke at du gør."

Rinne hørte godt Dorín, men hun havde ikke en særlig lyst til at svare ham. Hvis hun svarede, så skulle hun tænke på ting, og hun havde ikke lyst til at tænke på ting. Det blev dog sværere, da Dorín satte sig på hug foran hende. Hun så ikke op fra jorden, men stoppede med at samle svampene. Hun ville ikke møde hans blik, for hun vidste hvad hun ville se.
Hans ord sendte en varm følelse gennem Rinne, og hun så hurtigt op. Rinne var ikke så kynisk, at hun troede at kun verden var beboet af grådige, ondskabsfulde mennesker. Hun havde mødt mange, der gjorde sit bedste for at beskytte andre, ved at kæmpe for dem der ikke kunne. Men næsten alle Rinne havde mødt havde haft en grund for det de gjorde; en ork ,Rinne havde mødt i Medianens, familie var blevet dræbt af en Greve, og hun havde selv været i fangeskab det meste af sit voksne liv. Hun rejste omkring og hjalp andre der var endt i slaveri. En mand var blevet fanget krydsilden, da lyset og mørkets hære kæmpede, og hans eneste datter var blevet dræbt. Han viede sit liv, til at hjælpe ofrene fra krigen, dem der var gjort husløse af en krig de ikke forstod.
Rinne selv, havde ingen rødder nogle steder, og havde fået sin mor stjålet fra sig, af en der troede at bare fordi han var rig, så kunne han gøre hvad han ville.
Men Dorín blev ikke drevet af noget form for hævngerrighed eller anden tragedie. Han var en god sjæl, der ville gøre alt for at hjælpe. Han kunne nemt være flygtet fra Dragorn da kampen startede, men valgte at blive og kæmpe for sin og andres frihed. Rinne kunne mærke sit hjerte springe et slag over, da dette gik op for hende.
Det prikkede bag Rinnes øjne, og hun vidste at det ikke var længe, før hun ikke kunne holde tårerne tilbage. Hun lænede sig frem, og slyngede sine arme om Doríns hals, i en hård omfavnelse. At han ikke kunne se de forræderiske tårer der undslap hendes øjne, det var bare et plus. Hun græd for Dragorn, og for Dorín og også hende selv.
'Tak,' mumlede hun ind i hans hår, og pressede sig hårdere ind mod Dorín.

Det var kommet som en overraskelse. Som Dorín havde sat sig, havde han forsøgt at fange sin rejsekammerats blik, som dog så ud til at være boltet til jorden under hende, og ikke i stand til at blive tilkaldt lige foreløbigt. Han havde derfor eller ikke regnet med at hans ord havde ændret denne del meget, men det skulle vise sig at han havde taget fejl.
En hård omfavnelse kom imod ham, og tvang hans balance på prøve, som han greb om hende med den ene hånd i ren refleks og satte den anden bag sig for at holde balancen. Balancen var imidlertid ikke svær at genfinde, og hans bredde arm fandt sin vej rundt omkring Rinne, ligesom den anden og holdte hende tæt ind til sig. Det var præcis hvad han havde brug for lige nu. Han var ikke helt sikker på hvor hårdt han holdte fast, men det var ikke noget der gjorde skade mod Rinne, men hun ville tydeligt kunne mærke at han nok mindst havde lige så meget brug for det kram som hun havde. Dorín pressede sine øjne sammen, men kunne ikke undgå at lade enkelte tårer falde selv. I dværgens øjne var der intet at skamme sig over i denne situation. De havde mere eller mindre lige set døden i øjnene, men sluppet med skinnet på næsen. Alligevel havde de været nødsaget til at mærke bitterheden og sorgen over at være blevet overvundet, slået tilbage og føle sig uduelig. Det var i hvert fald nogle af de mest gennemtrængene følelser hos den brede dværg.

Der gik langt tid, hvor Dorín blot sad og holdte Rinne inde i sit varme knus og i langt tid nægtede at give slip, indtil han fik mere styr over sig selv. Først der løsnede han grebet lidt, og lænede sig lidt ud af omfavnelsen, men ikke så langt væk at de sad langt fra hinanden. Et svagt antræk til et smil nåede over hans læber, som han gav hendes skuldre et klem. "Vi vender stærkt tilbage. Bare vent og se."

Rinne brød sig ikke om at græde. Da hun voksede op, var det nærmest en dødsdom at vise sårbarhed, og det var kun hos dem du virkelig stolede på, at du kunne vise dine mere sårbare følelser. Rinne stolede på Dorín, mere end hun stolede på nogle andre, men hendes modvilje til at vise sårbarhed sad stadig i kroppen. Da Dorín lænede sig tilbage, prøvede Rinne så vidt som muligt at skjule sine tårer. Hun blinkede med øjnene, og gnubbede dem voldsomt, mens hendes blik var sænket på jorden.
Da hun følte, at hun havde gjort hvad hun kunne, kikkede hun op igen. Hun besvarede hans smil med sit eget, det første smil efter Dragorn. Det føltes godt at smile igen. Rinne havde følt sig som en spændt fjedre, og hun kunne langsomt føle hvordan spændingen forlod sin krop. Det havde været godt at græde, selvom Rinne aldrig ville indrømme det.
Rinne prøvede så godt som muligt, at skjule sin grødet stemme, 'Hvad skal vi gøre nu? Der må være flere som flygtede. Tror du, at de tager til Hovedstaden?' Rinne var ikke i tvivl om, at Hovedstaden allerede vidste besked om Dragorn. Hvad de ville gøre var en helt anden sag. Dragorn var et stort tab for lyset, og det var ikke til at vide hvor mange der var sluppet væk. Halvdelen af lysets hær kunne nemt være blevet fanget eller dræbt.
Pludselig kunne Rinne mærke, hvor sulten hun faktisk var. Det var nærmest katharsis at græde ud, og da hun ikke længere følte sig helt så modløs, gav det plads til at kunne føle andre ting. Som foreksempel sult.
Rinne tog de svampe hun kunne bære, og rejste sig op for at gå tilbage til lejren. Hun så ned på Dorín med et sørgmodigt smil. 'Jeg ved ikke med dig, men jeg er træt af den her skov. Hvad siger du til at gå videre, efter vi har lavet mad? At tilbringe natten i en kro lyder meget bedre end at sove på den kolde jord. Igen.' Og der kunne de også drukne deres sorger i mjød og øl. Det havde Rinne i hvert fald tænkt sig.

Dorín krassede sig let i håret med et eftertænksomt udtryk i ansigtet. Hovedstaden var i hvert fald ikke noget dårligt gæt. "Jeg vil tro at det kommer an på hvilken tilstand de flygtede er i. Mange af de sårede vil nok nærmere tage til de smålandsbyer som ligger i nærheden af Dragorn, indtil kræfterne er stærke nok til at rejse videre. Men den mest direkte vej, føre til Hovedstaden, af landevejen." hvorvidt der allerede var sendt besked mod hovedstaden via beskeder, som fuglepost eller andet, var uvist. I hvert fald for Dorín og nok også Rinne. At få budskabet spredt ud ville være både en god og dårlig ting. Hovedstaden, hvor krigerne var bosat, for ikke at tale om lysets dronning, ville være en god ide at viderebringe beskeden til. Men der levede også andre væsner i Krystallandet, som nemt kunne udnytte dette stykke information.

Som Rinne rejste sig med favnen fuld af svampe, kom dværgen lidt mere tilbage til virkeligheden, i stedet for at være fordybet i tanker. Han smilede et lige så sørgmodigt svar tilbage, og fyldte derefter også favnen med svampe og gik med Rinne tilbage. "Meget gerne! En kro åbner så sandelig også op for en del andre gode ting. Kød og alkohol for eksempel." et lidt mere drilsk smil og blik kom svagt over ham, som han kiggede op på Rinne. Han kunne ikke lade hver med at have lidt positivitet i kroppen, selvom det var ekstrem hårdt lige nu. Dorín begyndte derefter, meget vant, at spide svampene med en pind og sætte dem over ilden, som var det et stykke meget usymetrisk snobrød.

Rinne børstede det værste jord af, da hun ikke kunne spilde vand på at vaske dem, og spiddede dem på en nærliggende gren. Da de var tættere på Dragorn havde der været et utal af kilder, der første smeltevand længere ned i landet. Men nu var de forvandlet til små, ildelugtende søer eller mudrede floder. Hvis Rinne kunne overtale sig selv om, at den knasende lyd mellem hendes tænder var krydderier, og ikke jord, så skulle det nok gå.
'Jeg har aldrig mødt en dværg der ikke spiste kød. Jeg har mødt elvere der ikke spiste kød; også et menneske, men aldrig dværge.' Hun sagde bare det første hun kom i tanke om, for at kunne tale om et eller andet der ikke var Dragorn. Dværgernes by havde fyldt meget i hendes tanker, og nu havde hun brug for at fokusere på noget andet. Det var som om alt det hun havde ventet med at sige, bare kom busende ud nu. 'Tror du det er noget kulturelt? Jeg kan ikke forestille mig at nogen dværg har nok disciplin til ikke at spise kød. At tage en dværgs kød er nok ligesom at tage hans øl,' fniste hun, og albuede Dorín i siden. Hun så på ham med et næsten bedende blik. Hun kunne ikke tage stilhed og triste tanker mere. Hun havde brug for at grine og tale, og det ville heller ikke være helt galt hvis hun kunne finde noget alkohol også.

Dorín valgte at følge Rinnes eksempel og gav sig til at børste det værste jord af svampende og valgte helt at lade hver med at fokusere på hvor meget der blev misset i processen. Lige nu var det mad, og blot noget han skulle bruge, til de nåede en by med en lokal kro. Dorín løftede overrasket og drilsk et øjenbryn af Rinne, som denne begyndte at tale om dværges glæde hvad kød angik. Der var stadig en sørgmodig stemning over alt omkring dem, men det hjalp at tale om alt andet end hvad der lige var hændt. Det hjalp til at ligge afstand. "Jeg tror aldrig du møder en dværg der ikke spiser kød! tror det er en direkte umulighed, nu jeg tænker efter. Dertil, kød er bedre motor til maven end selleri konstateret han med et skævt smil, som han fik sat svampe over ilden i et håb om at påføre dem noget røget og mere indbydende smag end jordkrydderiet.
Dorín kiggede nærmest skræmt på hende, som hun begyndte at joke rundt med at tage hans øl også! Det var tydeligt at Dorín ikke var oprigtig skræmt, andet end over tanken og i virkeligheden morede sig godt over hendes ord. "Min øl!" kom der skælvende fra dværgen. "Først mit kød og så min øl! En dværg fungere ikke uden sit kød og alkohol! Det er vores livskraft!" okay, det var løgn, men han lød meget ophøjet som han sagde det, som var kød og øl sammensætningen en gud som de færreste kendte til, men som dværgende tilbad som deres dyreste eje. "Dertil, hvorfor undvære noget så godt? Og så vidt jeg husker, har du også en rimelig forkærlighed for alkoholiske drikke" Dorín blikkede til hende i en munter tone, og gav et let puf tilbage med albuen. Det hjalp at fokusere på noget andet. At ligge afstand til stilheden og de dystre tanker som ellers hobede sig op. Nu skulle de blot til hovedstaden og forhåbentlig finde en måde at komme lidt mere ovenpå igen efter tabet.

Med et skævt smil kikkede Rinne over sin mad på Dorín. 'Jeg ved nu ikke ... det vil måske være godt for dig at undvære begge.' Hun tog en bid af sin mad, og måtte anstrenge sig for ikke at smile for meget. Der var ikke nogen der havde lyst til at se halvspiste svampe blive kværnet i stykker. De smagte ikke af noget, men ville forhåbentlig holde indtil de nåede en landsby. Som hun havde forudset knasede det hver gang hun tog en bid, men hun var nu ikke sart. Det kunne man ikke være, når man var gået gennem størstedelen af sit liv uden noget hjem.
Dorín lignede nu ikke en tønde med ben, som mange andre dværge gjorde. Han var ikke lige så spinkel som Rinne, men hun havde overvejet at spørge ham om, der var elverblod i hans familie. Han højde sammen med at han boede i en skov, og havde healerevner, lød meget elveragtigt for Rinne. Hun var dog langt fra en ekspert i elvere, og det var ikke fordi alle dværge absolut skulle være helt ens.
'Dorín!' sagde Rinne med påtaget forargelse, 'Det ejner sig ikke for en dame at drikke sådan noget ... stads!' hun blinkede til ham, og hurtigt som et lyn gav hun ham et skup. Hun sprang på benene og trissede over til deres sparsomme oppakning. Hun begyndte at tjekke om de nu havde alt, mens hun gumlede på den sidste svamp.

Dorín rynkede tydeligt næse af hendes forslag og fnøs i mistro til hendes ord. "Undvære! Kødet holder mig stærk og adræt! og alkoholen sikre at jeg holder mig på jorden over de fænominale kræfter dette vidunder vi kalder kød, giver mig!" blev der næsten sagt helligt, som han med en smule besvær forsøgte at holde masken som han priste kød og alkohol lidt højere til skyerne end de i realiteten fortjente. "Jeg ville være en gammel knotten dværg uden disse to ting i mit liv" forsikrede han hende, og satte sig til at gnaske på svampen igen, efter at den var forsøgt at blive påvirket af røgen fra bålet. Desværre uden det store held.
Men mad var mad i øjeblikket, og kunne holde motoren i gang til bedre blev præsenteret.

Det var en fysisk umulighed for ham at tilbageholde den varme og morerne latter over hendes ord, selvom han gjorde et hæderligt forsøg. Af alle de ting som han på rejsen havde erfaret at Rinne var, så var dame ikke just på listen. "Dame, var nok ikke det første ord jeg havde valgt at beskrive dig med" svarede han muntert og gumlede let videre på svampen med lidt mere muterhed malet i ansigtet.
Efter at havde indtaget den sidste bid, rejste dværgen sig ligeledes og gik hen imod Rinne. "Der må ligge en by ikke langt herfra. Det er værd at prøve" Ikke at det generede Dorín at være i naturen, med med ingen madressurcer andet end svampe, og med sparsom oppakning til at varme dem, var det ikke den bedste ide at blive hængene for længe.