Det havde luret i luften hele dagen. Luften havde været trykket, og den havde stået stille i denne metropols gader. Ikke så mange har tænkt over det, udover et lille ønske om en let brise, der kunne forfriske dem i denne stegende hede. Nogen havde dog haft en fornemmelse om at der kunne være noget på lur senere på dagen. Hen mod aften var det også begyndt at trække voldsomt op, og vinden begyndte at hive i alt hvad den kunne komme af sted med. Det virkede til at være en sommerstorm på vej, så folk skyndte sig at få trukket ting indenfor. Der skulle jo ikke ligge og flyde noget, når det store bal omsider skulle starte. Efter solnedgangen var vinden faldet igen, og folk glemte hurtigt den truende vind der havde været på den sene eftermiddag.
Nu var de fleste gæster ankommet, og snakken gik livligt inden for Krystalpaladsets mure, og nogle enkelte ude i haverne. Sommeraftnen var dejlig og der var megen grund til morskab. Lysets Dronning havde holdt en tale, der godt nok havde mindet folk om drager, og lagt en dæmper på stemningen, men nu hvor der var kommet lidt mad og vin indenbords, og folk var begyndt på deres samtaler på tværs af familier og grupperinger for at få nogle kontakter, var stemningen atter blevet mere lyssluppen.
Pludselig begyndte vinden igen at trække voldsomt op. Det hylede i træer og buske og dem i haverne og på altaner hastede indenfor for at komme væk fra stormen. Vinduer der havde stået åbne begyndte at klapre faretruende og selv døre begyndte at smække i rundt omkring. Vagter og tjenere fik hurtigt lukket døre og vinduer, så de ikke ville forstyrre gæsterne. Efter at det værste tumult var overstået gik snakken fortsat livligt videre, med nogle enkelte kommentarer om dette mærkelige vejr der havde været i løbet af dagen.
Det havde været en rigtig dårlig dag for Urúvion. Han havde været irritable det meste af dagen. Han havde fornemmet naturens uro i sig. En vrede der blussede op flere gange, og en lyst til at hævne sig mod de dødelige. Straffe dem for deres magiske forurening, der havde trukket ham og sine frænder ud af deres perfekte verden. Han havde behersket sig noget af tiden, men på nogle tidspunkter var det kommet til udtryk. Hver gang han fik øje på et sted ødelagt af magi, eller hørt en frændes sørgende kalden, blev vreden blot større. Om eftermiddagen var han nået til hovedstaden, hvor noget af vreden kunne fornemmes i gaderne. Næsten usynligt svævede han over tagende. Han fangede dog ord om at væsnerne ville samle sig i den store borg, der hævede sig højt op over resten af byen. Om aftenen. Der ville han slå til. Der ville han få lidt hævn over dem, eller hvert fald give et eksempel på hvad de er skyld i.
Da han besluttede at tiden var moden, drog han mod jorden, hvor vindene straks begyndte at piske af sted gennem de mange gader, hive blade, støv og skrald med sig. Selv fløj han mod det sted han havde set alle væsnerne bevæge sig hen, hvor der stod to af disse i uniform foran en lukket port. I sin halvgennemsigtige form, svævede han nogle meter fra vagterne der stirrede forvirret på ham.
"Hvad vil De?" spurgte den ene vagt ængsteligt.
"Lad mig komme forbi, og der vil ikke ske jer noget." Hans ord var langt fra ildevarslende, og vagterne trak deres sværd og forberedte sig på at forsvare mod dette menneskelignende væsen. Urúvion var ikke i tvivl om at disse to handlede aggressivt mod ham og med et vink fra sin hånd, var der som om noget blev trukket ud af munden på vagterne, og de faldt livløse om på jorden med et voldsomt rabalder.
Vinden steg pludselig i styrke og med et voldsomt brag, smækkede porten sig op og et kraftigt vindstød skød ind i gangen og fortsatte ind i balsalen ind til alle gæster, og sammen med den en halvgennemsigtig figur. Mens vinden susede om ørerne på alle og hvirvlede støv med op fra gaden og alt det rejsestøv gæsterne havde slæbt med sig, svævede Urúvion ind i midten af rummet og blev hængende der. Vinden lagde sig lige så brat som den var kommet.
De flestes blikke var vendt mod denne skikkelse, der mindede om en mand, men var klar som luften, ud over nogle flimrende farver, der gjorde det muligt at se hvor han var.
"Frygt mig ikke væsner. Jeg vil ikke gøre jer noget ondt. Jeg kommer med et forslag til jer. Mit navn er Urúvion. Jeres brug af magi har trukket mig og mine frænder ud af vores verden ind i jeres. Derfor vil jeg sige jer dette. Send jeres tre bedste vindmagiker til toppen af det højeste tårn, hvor jeg vil møde dem. Hvis dette ikke opfyldes, så vil en storm ramme byen, som i aldrig har set før, og ingen ville kunne vide sig sikker for deres liv. Jeg vil tage tyve liv, for hver af de vindmagikere der ikke dukker op. Hvis i prøver at snyde mig vil min vrede være meget større, og en tredjedel af byen vil falde for mine storme. Jeg ved hvornår en vindmagiker er stærk. I har til midnat." Med disse ord lod han vinden piske op i rummet igen, som hev i de smukke duge og folks smukke gevandter, og inden nogen kunne se det, var han forsvundet ud af porten og op i himlen, og vinden lagde sig igen fuldstændig i rummet, men også udenfor.
Efter at man havde sundet sig, opdagede nogle af vagterne de to livløse vagter foran porten. De fandt dog hurtigt ud af at vagterne stadigvæk levede, men var fuldstændig bevidstløse, og man fik hurtigt sendt dem til helerhuset for at være sikker på at de kunne overleve.