I kryptens mørke var faklerne på væggen for en gangs skyld blevet tændt op og lyste det store fugtige rum op, med dens døre der førte til mindre rum.
I et af de større rum bevægede en mindre kvindelig skikkelse sig rundt.

Hele dagen havde den blå dæmon siddet ved sin herres lig, vekslende mellem en regnbue af følelser. Glæde for at være fri af Samsons tyranni, for at være fri for slavemærkets brænden i hendes hud når han lige følte for at lege med hende.
Frustration for at han havde efterladt hende sådan, for at hun havde ladet sig blive påvirket sådan af ham, men mest af alt vrede.
En dybgrundet vrede der i bund og grund var steget op og blevet til en nærmest stædig kølighed og beslutsomhed.
Som bandemedlemmerne og tjenestefolkene havde fjernet sig, havde skændet liget og efterladt hende alene med det, var det lykkedes hende med umådelig stor stædighed, og en styrke man ellers ikke skulle tro muligt i sådan en spinkelt udseendet kvinde.
Fået slæbt Samsons lig ind og ned i krypten, ignorerende de mange ucharmerende lyde der kom fra den tunge krop som luften blev presset ud af den og organerne faldt sammen. Det kunne godt være at hun ikke kunne lide manden mens han stadig var i live, men ikke desto mindre kunne hun ikke lide tanken om at han var udenfor, som et byttedyr i den kølige luft udenfor borgen. Han skulle trods alt blive sendt hæderligt til gravs.

Det var lykkedes hende at få ham slæbt derned, og med en tålmodighed, større end hun selv havde troet muligt, fik hun vasket liget og givet det det bedste sæt tøj på hun havde kunnet finde i hans værelse, som han stadig kunne passe, imens hun mindedes de mange år de nu engang havde været herre og slave. Han havde bestemt påvirket hende, muligheden for at komme tilbage til hendes egen art ville stadig ikke være der, noget sagde hende at højere magter, for ikke at sige de tidligere bandemedlemmer, sagtens kunne finde på at forsøge at få fat i hende og hendes unge.
Hun sukkede tungt som hun spredte kappen med bandens logo hen over liget som en dyne. En større diamant blev brækket af hendes armbånd og placeret på hvert øje.
Som han lå der lignede det blot at han sov, hvis ikke det var fordi der manglede både vejrtrækning og snorken. Langt om længe fik hun, udmattet efter alle strabadserne, skubbet det tunge låg på stenkisten.

Med et næsten tomt blik stirrede hun længe på kisten, med en fakkel i hånden, inden hun tavst nejede dybt for kisten, stedet som var blevet Samson China Oceans sidste kolde seng.
Som årene gik ville folk nok glemme ham, men det ville hun ikke.
Hun kunne ikke.

De beskidte klæder og spanden med det lige så beskidte vand blev slæbt med ud, som hun lukkede døren ind til krypten ind, smed tøjet ud og smed faklen på den spruttene bunke. De andre fakler i gangen blev slukket for inden hun selv listede ud og op af den stejle stentrappe, op imod tårnet hvor hun snart ville være på flugt med sin egen bylt for at bringe denne i sikkerhed.

Hvor end sikkerhed var at finde i dette land i disse tider.

[ Dette er en engangstråd, folk behøves ikke at svare på den, men er noget aftalt mellem Nova og jeg. ]
Nyt billed på vej! Profil

"Find the jewels and you'll be sure to find a Crystal-demon."