Fortræffelige fok ved grænserne+
Han krængede mental en grimasse, som han dæmpet kommenterede, lettere tørt.
'' Nogen ser dog ud til at slække, har et par gange oplevet at finde fremmede folk over grænserne der ikke burde være der.. Det er især gået hen og blevet slemt efter rygterne om smaragd dragen har spredt sig rundt i landet. ''
Det irriterede ham, måske en smule mere end det burde, men knægten ville bare gerne at Elverly var godt og trygt, at Toorah kunne gå til køjs om natten og lukke sine øjne uden at skulle bekymre sig om alverdens ting, at hun kunne sove ordentligt natten igennem. Faktisk gjaldt det ikke kun lederen, faktisk gjaldt det dem alle, men i særdeleshed hende, idet han vidste at selvom han selv måtte have mange ting at se til, kunne det kun være vand ved siden af hvad hun måtte gennemgå dag efter dag.
Et trygt Elverly var et Elverly uden forstyrrende elementer.
Han var da idet mindste glad for at han kunne få hende til at smile, selvom de var små, det var nærmest en belønning i sig selv. Noget sagde ham dog at han ikke bare var blevet taget fra sin vagt for hyggesludderens skyld.
Lyse grønne øjne stirrede, en anelse paf imod den rødhårede som hun sagde det ord han selv havde forsøgt at undgå. Det tog ham nogle lange sekunder at komme sig over det, som det kort rykkede i hans mundvige, nær på grænsen til at fnise en smule af hendes udbrud, men han fik da endelig lagt ansigtet tilbage i de rette folder.
Nogen gange glemte man at selv Toorah havde været fodsoldat engang, selvom det var frygteligt lang tid siden.
Et lille nik forlod ham.
'' Jeg har overvejet at tage ham med ud på en overlevelsestur i skovene udenfor Elverly i et par uger, udenfor de trygge rammer han kender. Selvfølgelig med Deres tilladelse. Noget siger mig at en sådan tur kun vil kunne gøre godt for ham, og forhåbentligt få ham til at indse at man må yde for at nyde. ''
Selvfølglig ville det kræve forberedelser med sådan en tur, i hvertfald for hans eget vedkommende. At overraske Renaél med en sådan tur så han fik så lidt bagage med som muligt, det ville jo trods alt ikke være for hyggens skyld, ville være en glimrende ide.
Men for den rødblondes egen tilfælde var det mere med at få en sådan tur til at passe ind mellem hans vagtplaner og træning med Xharlion.
Forhåbentligt ville han ikke selv gå helt kuk hvis turen blev til noget. Ellers måtte han finde på noget indenfor Elverlys grænser.
Belønning+
Han blinkede kort, betragtede hende som hun langsomt slentrede over til bordet, opmærksom på hver eneste lille bevægelse fra hende, selv hendes ansigtsmimik.
Også derfor opfattede han ikke hvad det var hun slog armen ud imod, ikke før hans blik havde forladt hendes hænder og endt på det mørke skrin. Tøvende satte han gang i sig selv og fandt sig selv stående på den anden side af bordet, overfor skrinet.
'' Jeg har intet at skulle have sagt i hvad De finder mig egnet til. Jeg er blot glad for at jeg kan udføre pligter og være medbringende til at folk trygt kan sove om natten. Så jeg forstår skam godt hvorfor de har sat os på så meget arbejde. ''
Han tav, og så igen ned imod skrinet, derefter et enkelt spørgende blik blev hævet imod hende, men som hun ikke lod til at have mere at sige, løftede han sine hænder op og fik nysgerrigt åbnet op for låget.
Det var umuligt for ham at holde sit ansigt i seriøse folder, faktisk var der nærmest stjerner i de lyse øjne som han endnu engang stirrede fra de smukke dolke op til Toorah, som om han ville vide sig sikker på at de virkelig var til ham,. Selvom de var forholdsvist simple i designet, var bare tanken om at hun havde tænkt på ham og ville give ham dem, var en stor og særlig ære.
Han vidste ikke om de var lavet specielt til ham, men efter deres blade at dømme var de ubrugte, og ikke nogen hans far kunne have lavet, medmindre manden havde gjort det uden at nævne det. Hvad vidste han, selvfølgelig var der mange dygtige smede i Elverly.
Rhovandír lod en slank finger glide hen over den enes blad før den landede på skæftet og tog dem op, vejende den i hånden. Den virkede en anelse lettere end dem han selv plejede at gå rundt med. Den anden dolk røg også op i hans anden hånd, som han tog et bedre greb på dem, vejende dem, svingende dem rundt for at sikre sig at det var nogle han ville kunne bruge, at de lå rigtigt i hænderne. Hvilket de, på trods af deres lethed, gjorde.
Igen endte de tilbage i skrinet, hvis låg blev lukket igen, inden han selv bukkede dybt for Toorah, på trods af bordet der var imellem dem.
'' Det er en ufattelig ære, Taurn Edhel. Jeg vil gøre mit alleryderste for at gøre Dem og Elverly ære. Det er nogle yderst smukke våben. Limbë hanta. ''
Lød det på elvisk, med en stemme, svagt dirrende af bevægelse. Han havde aldrig i sit liv troet at han skulle modtage noget fra Toorah, intet andet end ordrer, mindre smil, og ballade når han havde dummet sig. Aldrig nogensinde en gave som denne.
Han rettede sig op igen, men endte med at stirre mere på skrinet end på sin leder, måske ikke det bedste træk, men han kunne simpelthen ikke lade være, uanset hvor meget han forsøgte at se tilbage op i hendes ansigt.
[[ Limbë hanta betyder mange tak.. Jeg ville originalt have oversat hele sætningen til at være på elvisk, men tilsyneladende har elvere ikke noget ord for ære haha.. så lad bare som om det hele er på syngende elvisk k..+ xD ]]
Spejder/urtekyndig - Elver