Deprecated: Optional parameter $hashtag declared before required parameter $nominatedOnly is implicitly treated as a required parameter in /home/krystall/public_html/dataaccess/DBTopic.php on line 422

Deprecated: Optional parameter $users declared before required parameter $nominatedOnly is implicitly treated as a required parameter in /home/krystall/public_html/dataaccess/DBTopic.php on line 422

Deprecated: Optional parameter $user1 declared before required parameter $nominatedOnly is implicitly treated as a required parameter in /home/krystall/public_html/dataaccess/DBTopic.php on line 422

Deprecated: Optional parameter $user2 declared before required parameter $nominatedOnly is implicitly treated as a required parameter in /home/krystall/public_html/dataaccess/DBTopic.php on line 422

Deprecated: Optional parameter $hashtag declared before required parameter $nominatedOnly is implicitly treated as a required parameter in /home/krystall/public_html/dataaccess/DBTopic.php on line 453

Deprecated: Optional parameter $users declared before required parameter $nominatedOnly is implicitly treated as a required parameter in /home/krystall/public_html/dataaccess/DBTopic.php on line 453

Deprecated: Optional parameter $user1 declared before required parameter $nominatedOnly is implicitly treated as a required parameter in /home/krystall/public_html/dataaccess/DBTopic.php on line 453

Deprecated: Optional parameter $user2 declared before required parameter $nominatedOnly is implicitly treated as a required parameter in /home/krystall/public_html/dataaccess/DBTopic.php on line 453
Krystallandet - Online Rollespil

Today is a good day

Toorah Kahvi Nattefrost

Toorah Kahvi Nattefrost

Kommandant i Frosthjem

Sand Neutral

Race / Skovelver

Lokation / Omrejsende

Alder / 539 år

Højde / 190 cm

Xenix 26.05.2014 20:33
Sommeren havde for alvor indtaget det smukke og fortryllende Elverly, træerne var sprunget ud i nye lyse grønne farver og overalt stod stor buske og træer i blomst. Et solidt underlag af farvede planter havde bredt sig udover landskabet og vandet i sølvfloden glimtede hyggeligt og imødekommende.
Alligevel var der ingen sol at se, vejret i denne del af landet var omskifteligt, men ikke noget der havde skabt problemer for elverene. Regnen hamrede nedover byen og fik alt det grønne til at dufte ualmindeligt fantastisk, og på trods af det silende vejr var det endnu lunt i vejret.

Toorah skævede roligt ud af det enorme vindue i hendes kontor, herfra havde hun en prægtig udsigt over riget og det var ikke unormalt, at man kunne se den høje elverkvinde stå og skue udover landskabet. Hun slappede af sådan, følte at hun havde et overblik og en ro intet andet sted i landet kunne give hende.
For en gangs skyld var lederen klædt forholdsvist simpelt, kjolen var grøn og gulvlang, men afslørede næsten hele rygpartiet udover nogle enkle guldfarvede snore der holdt overdelen sammen med skørtet, derudover var stoffet under barmen og ned til hofterne ganske gennemsigtigt. På trods af at man aldrig så Toorah i de varme kilder, med de andre nøgne elvere, var kulturen til at gå så let klædt når vejret var til det.

Det lange røde hår var sat op i en forholdsvis enkel frisure, der dog stadig involverede en vældig mængde fletninger. Det var endnu vådt, Toorah havde været ude og løbe og sværdtrænet inden Elverly lysnede og inden mange af elverene vågnede fra deres skønhedssøvn, hun foretrak at gøre den slags, når der var lille aktivitet i byen. De eneste der nogensinde så lederen træne, var typisk spejdere på nattevagt. Efterfølgende havde hun været i bad og under hårsætningsritualet havde hun sendt bud efter Rhovandir, han havde vagt, så han var sikkert også allerede oppe.

Rhovandír

Krystalisianer

Sand Neutral

Race / Skovelver

Lokation / Elverly

Alder / 135 år

Højde / 177 cm

Htqz 26.05.2014 21:01
Den stedfaste trommen af regn der styrtede ned over skovens mange planter og dyreliv, lød beroligende i den yngre elvers ører mens han selv vandrede i skjul ved den del af grænserne han nu engang var blevet send ud for at holde udkig ved.
Det var tidligt morgen, for nogen ville det virke ubarmhjertigt, men for ham var det blot beroligende, akkurat som lyden af regnens trommen.
En forårsfrisk, grøn kappe med hætte dækkede over hans hår og pande, og forhindrede derved at han blev alt for gennemblødt. Der var virkelig noget over luften under sådanne regnskyl, det lagde nærmest til den trykkede luft at der snart ville komme torden. I så fald ville der nok snart lyde vrælen inde fra elverlys boliger, fra de mange børn og yngre elvere der var bange for sådan et vejr.
Igen var det noget han ikke tog sig af, han forstod hvad torden var, og hvad det gjorde. Det rensede luften, akkurat som regnen rensede skoven for flere dages tyk lag støv. Desuden larmede torden ikke nær så meget som hundredevis af fuglestemmer der forsøgte, eller slet ikke forsøgte, at få hans opmærksomhed.

Idet han roligt vendte sig om dukkede en anden spejder op med meddelelsen fra Toorah. Han nikkede og takkede og lod den anden tage over indtil han selv havde været ovre og se hvad Elverlys store leder mon ville ham. Forhåbentligt var hun ikke knotten over et eller andet, måske hans træning med Renaél var utilfresstillende+
Han rystede let irriteret tankerne fra sig, mens han blot hastede tilbage til skovfortet. En hidkaldelse var en hidkaldelse, og han vidste at hun med garanti havde set værre end en våd elver foran sig, langt værre.
Han forcerede stedfast de mange trapper op til Skovfortet. Engang havde han hadet de trapper som bare pesten, men med tid og træning var de gået hen og blevet velkendte og uden at give ham ømme benmuskler.

Rhovandír stoppede op foran Toorahs dør, givende beskeden han havde modtaget videre til vagten, inden han rankede sig op og rettede let på sin våde kappe, der dækkede over et simpelt neutralt beige/brunt sæt tøj, bestående af en kofte og bukser, med tilhørende bælte hvori hans daggerts var bundet, regnvejret taget i betragtning havde han ikke følt den store trang til at have sin bue og pil med sig, et par mørke læderstøvler og lædervest udgav beskyttelse for ham denne tidlige morgen.
I det mindste var han ikke helt gennemblødt.

En hånd, beklædt med fingerløse handsker, løftedes og bankede på døren, som han tålmodigt ventede på svar. Selvom hun havde hidkaldt ham kunne det jo sagtens være at hun sad i et møde med en eller flere andre elvere, selv så tidligt på døgnet, og han vidste af erfaring at det var bedre at vente på svar i sådanne tilfælde end bare at storme ind.
En fejl han havde gjort en del gange i sine yngre dage som havde ledt til skideballer og strenge blikke, indtil han endeligt havde fået det banket ind i hovedet.

Dog fik han ikke noget svar fra døren før en af vagterne bøjede sig hen til ham og dæmpet nævnte at Taurn Edhel var alene, så han kunne bare smutte ind.
et lod Rhovandír sig ikke sige to gange før han åbnede døren og gik ind i kontoret med rank ryg. Høfligt lukkede han døren bag sig inden han vendte sig om, og med den traditionelle knyttede hånd mod hjertet bukkede imod hende, inden han afbrød stilheden, end ikke helt sikker på om hun havde bemærket ham.

'' Mae g'ovannen, Taurn Edhel. De sendte bud efter mig+ ''


[[ Mae g'ovannen betyder well met aka vær hilset.. noget i den dur haha ]]
Spejder/urtekyndig - Elver
Toorah Kahvi Nattefrost

Toorah Kahvi Nattefrost

Kommandant i Frosthjem

Sand Neutral

Race / Skovelver

Lokation / Omrejsende

Alder / 539 år

Højde / 190 cm

Xenix 26.05.2014 22:41
Rhovandír havde evigt ret, det ville snart bryde ud i torden, men det generede ikke lederen, hun elskede det, selvom hun nok ikke ville indrømme det, men det bundede et sted i barndommen. Hun kunne stadig huske det, dengang hun selv havde været bange for det rasende element som barn havde hendes forældre altid ladet hende stå op og så lavede de te og hyggede, det blev altid vendt til noget positivt i stedet for noget negativt.
Hun lod hovedet glide ned på sned, nede foran fortet kom en handelskærre trækkende, tydeligvis gennemblødt, men vedkommende ville snart nå sit mål, fortet, Toorah kendte den handlende, han var her altid til tiden, det var Toorahs leverendør af stof til de mægtige kjoler hun ofte gik i, men hun havde ikke selv tid til at tage imod varene, i stedet havde hun bedt en af tjenestepigerne om det.

Den rødhårede høje kvinde blev revet ud af sine tanker ved en banken på døren. I en rolig bevægelse vendte hun sig omkring og beskuede den store metalbeslåede trædør, hun vidste godt hvem der var på den anden side og af samme årsag tøvede hun ikke.
"Minno*, Rhovandir!"
Toorah skævede til den unge elver der kom ind på hendes overdådige kontor, så bukkede hun hovedet en næsten usynlig kende, det var for det utrænede øje næsten ikke synligt, men for elverene der kendte Toorah, ville de vide, at det var en mægtig anderkendelse fra lederen.
"'Quel amrun**! Jeg håber ikke jeg forstyrrede i nogle af dine pligter!"
Det var ikke et spørgsmål, for der var naturligvis ikke så meget at rafle om når Toorah sendte bud efter en, så kunne almindelige pligter komme i anden række.
"Hvordan går træningen med den unge Renaél?"
Toorah hævede interesseret øjenbrynene, hun hvade gennem tiden selv haft mange lærlinge, nu var det de yngre elveres tur til at tage over for den tjans, de unge elvere som blandt andet var Rhovandír.

*Kom ind
** God morgen

Rhovandír

Krystalisianer

Sand Neutral

Race / Skovelver

Lokation / Elverly

Alder / 135 år

Højde / 177 cm

Htqz 26.05.2014 23:10
Den yngre elver, opfattede straks den lille gestus fra Toorah, en gestus der for et kort øjeblik fik hans hjerte til at hamre i brystkassen af stolthed over den lille, og dog store, anerkendelse.
Han forblev rank i holdningen, alt imens han betragtede hende. Det var sjovt at se hende være så simpelt klædt, men det passede hende nu meget godt, som alt hendes tøj syntes at gøre. Men nu var det jo også specielt leverance og specielsyet til lige akkurat at passe og pryde hende.

Et sagte smil forlod hans læber imens han trak den våde hætte ned, rystende på hovedet.
'' Det burde De selv vide Taurn Edhel. De kender tjansen, som vi alle gør det. Den anden tog over hvor jeg forlod. ''
Et lille nik forlod ham, mens han rettede på det let fugtige hår, hvor nogle totter nærmest synes at have sit eget liv..
Det var rent og skær logisk praksis at den anden spejder tog over hvis en spejder blev kaldt på under en vagt eller anden form for opgave.

Han sukkede mentalt ved hendes spørgen ind til træningen af Renaél. Hun vidste det nok allerede godt fra de mange rapporter han havde skrevet om udviklingen allerede, men han forstod hende på det punkt også ganske glimrende; intet var bedre end at få det af vide fra den direkte kilde, hvor man kunne stå ansigt til ansigt og aflæse kropssprog og ansigtsmimik.
Hans eget ansigt var lagt i seriøse folder, som det sædvanligt var når han stod ansigt til ansigt med lederen. Det var rent proffessionelt.
'' Renaél virker ikke yderligere interesseret i træningen hvad angår våben, men jeg forsøger mit bedste, vi startede jo alle et sted. Nogle er bare længere tid om at lære end andre. Jeg har givet ham en kostplan da han er.... ''
Hvordan skulle han overhovedet sige dette uden at lyde alt for direkte+ Uden at lyde som en der nedgjorde sin student+ Han skar en mindre grimasse inden han fortsatte sin sætning.

'' Da han ikke har den rette bygning. Dertil har han også daglig motion og styrketræning, for at forbrænde det overflødige. Han kan virke temmeligt ugidelig, det indrømmer jeg blankt. Men når man giver ham et mål at fokusere på, lader han til at gøre sig en smule bedre til.. Konditionen er ej heller ikke noget at råbe videre hurra for, så motion foregår under mindre intervaller på ti minutter af gangen indtil hans krop har vænnet sig til noget den skulle have vænnet sig til fra barnsben. ''

Forklarede han, roligt betragtende hende. Forsøgte at aflæse hende.
Generelt krævede det umådeligt meget tålmodighed for Rhovandír ikke bare at pande Renaél en på siden af hovedet hver gang han skabte sig over at han var forpustet eller ikke kunne gøre noget. Men dette lærer/student værk, var ligeledes en form for træning for ham. En træning i at træne yngre elvere op, såvel som i om han kunne stoles på med så stort et ansvar, og stadig ikke ryge op i en spids.

Dog kunne den rødblonde stadig ikke komme sig over hvor stor en delle den yngre elver havde. Bare fornemmelsen af den store hudflap gav ham direkte ubehag.
'' Det går langsomt, men det går da fremad. ''
Lød den korte konklusion.
Spejder/urtekyndig - Elver
Toorah Kahvi Nattefrost

Toorah Kahvi Nattefrost

Kommandant i Frosthjem

Sand Neutral

Race / Skovelver

Lokation / Omrejsende

Alder / 539 år

Højde / 190 cm

Xenix 27.05.2014 23:28
Så snart Toorah ikke snakkede stod hun ganske stille, mange sammenlignede hende med en slange, observerende og klar til at hugge. Hun tænkte ikke over det selv længere, hun var så vant til at skulle indgyde respekt at hun opførte sig autoritært overfor hvem som helst, selvom hun inderligt ønskede, at folk ville anse hende som et forholdsvist venligt væsen.
den unges ord fik dog et lille varmt smil der kun varede ganske kort, frem på de fyldige røde læber, så nikkede hun ligeledes afmålt, jo, hun vidste udmærket hvordan det var, ikke fordi hun nogensinde havde været spejder, men fordi hun på sine ældre år selv havde været med til at holde vagt langs grænserne.
"Fortræffeligt at have så dygtige folk langs grænserne. Det glæder mig at høre!"
Endnu et afmålt lille smil, der dog straks forsvandt, elveren skulle nødig få for høje tanker om sig selv, desuden kom der kort efter en melding der overhovedet ikke huede Lederen. Tanken om dovne elvere var næste uudholdelig for Toorah, det var en direkte skændsel mod racens ry og rygte i al almindelighed. Hvad i alverden Renaél bildte sig ind til at starte med var for den rødhårede et mysterium.
"Det er desværre resultatet af for meget rigdom og for let et liv. Det medfører sjæle der svælger i dovenskab og magelighed. Den dag det brænder på er De de første der ryger i svinget og de ved det ikke engang selv!"
Ordene blev ikke spyttet ud, men tæt på, foragten i stemmen var malende, den vidnede om at de elvere der i sin tid havde været lærling under Toorah ikke havde haft det spor let.
"Når det så er sagt lyder det til, at De har taget de nødvendige tiltag for at få ham på rette vej. Der er intet mere skændeligt end en fedladen Elver!"
Toorah rynkede kort brynene over sig selv, hun havde set hvor meget Rhovandír havde vredet sig for at udtrykke det politisk korrekt, og nu stod hun og kaldte den unge elver for fed. Et levn der vidnede om, at Toorah selv engang havde været hårdkogt fodsoldat.
"Når det så er sagt, har jeg besluttet mig for at give Dem en belønning Rhovandír..."
Startede hun, inden hun bevægede sig ud af den ubevægelige position og over mod det store ovale bord Toorah havde på kontoret. Halvdelen af det var som altid dækket af et kort med forskellige markeringer, den anden del var oprydet, hvorpå der stod et sort træskrin med guldfarvede graveringer.
"Jeg ved De har arbejdet hårdt de sidste mange uger, lad det ikke stige Dem til hovedet, men der er mange der har haft en hård tid med de seneste angreb på byen. Lidt motivation er nødvendigt af og til!"
Toorah vendte rundt ved bordet og lod de dybrøde øjne hvile på den endnu unge elver, så slog hun med den ene arm ud mod skrinet, som en gestus til, at skrinets indhold var til Rhovandir.
Åbnede han det, ville han finde to slanke og simple, men yderst smukke dolke. Klingerne var lidt kortere end en underarm og let buet, håndtagene var skåret ud af sort træ med undlagt metal i et sirligt men endnu enkelt mønster, alligevel var designet for groft til at tilhøre en kvinde.

Rhovandír

Krystalisianer

Sand Neutral

Race / Skovelver

Lokation / Elverly

Alder / 135 år

Højde / 177 cm

Htqz 28.05.2014 02:42
Fortræffelige fok ved grænserne+
Han krængede mental en grimasse, som han dæmpet kommenterede, lettere tørt. '' Nogen ser dog ud til at slække, har et par gange oplevet at finde fremmede folk over grænserne der ikke burde være der.. Det er især gået hen og blevet slemt efter rygterne om smaragd dragen har spredt sig rundt i landet. ''
Det irriterede ham, måske en smule mere end det burde, men knægten ville bare gerne at Elverly var godt og trygt, at Toorah kunne gå til køjs om natten og lukke sine øjne uden at skulle bekymre sig om alverdens ting, at hun kunne sove ordentligt natten igennem. Faktisk gjaldt det ikke kun lederen, faktisk gjaldt det dem alle, men i særdeleshed hende, idet han vidste at selvom han selv måtte have mange ting at se til, kunne det kun være vand ved siden af hvad hun måtte gennemgå dag efter dag.
Et trygt Elverly var et Elverly uden forstyrrende elementer.

Han var da idet mindste glad for at han kunne få hende til at smile, selvom de var små, det var nærmest en belønning i sig selv. Noget sagde ham dog at han ikke bare var blevet taget fra sin vagt for hyggesludderens skyld.
Lyse grønne øjne stirrede, en anelse paf imod den rødhårede som hun sagde det ord han selv havde forsøgt at undgå. Det tog ham nogle lange sekunder at komme sig over det, som det kort rykkede i hans mundvige, nær på grænsen til at fnise en smule af hendes udbrud, men han fik da endelig lagt ansigtet tilbage i de rette folder.
Nogen gange glemte man at selv Toorah havde været fodsoldat engang, selvom det var frygteligt lang tid siden.

Et lille nik forlod ham.
'' Jeg har overvejet at tage ham med ud på en overlevelsestur i skovene udenfor Elverly i et par uger, udenfor de trygge rammer han kender. Selvfølgelig med Deres tilladelse. Noget siger mig at en sådan tur kun vil kunne gøre godt for ham, og forhåbentligt få ham til at indse at man må yde for at nyde. ''
Selvfølglig ville det kræve forberedelser med sådan en tur, i hvertfald for hans eget vedkommende. At overraske Renaél med en sådan tur så han fik så lidt bagage med som muligt, det ville jo trods alt ikke være for hyggens skyld, ville være en glimrende ide.
Men for den rødblondes egen tilfælde var det mere med at få en sådan tur til at passe ind mellem hans vagtplaner og træning med Xharlion.
Forhåbentligt ville han ikke selv gå helt kuk hvis turen blev til noget. Ellers måtte han finde på noget indenfor Elverlys grænser.

Belønning+
Han blinkede kort, betragtede hende som hun langsomt slentrede over til bordet, opmærksom på hver eneste lille bevægelse fra hende, selv hendes ansigtsmimik.
Også derfor opfattede han ikke hvad det var hun slog armen ud imod, ikke før hans blik havde forladt hendes hænder og endt på det mørke skrin. Tøvende satte han gang i sig selv og fandt sig selv stående på den anden side af bordet, overfor skrinet.
'' Jeg har intet at skulle have sagt i hvad De finder mig egnet til. Jeg er blot glad for at jeg kan udføre pligter og være medbringende til at folk trygt kan sove om natten. Så jeg forstår skam godt hvorfor de har sat os på så meget arbejde. ''

Han tav, og så igen ned imod skrinet, derefter et enkelt spørgende blik blev hævet imod hende, men som hun ikke lod til at have mere at sige, løftede han sine hænder op og fik nysgerrigt åbnet op for låget.

Det var umuligt for ham at holde sit ansigt i seriøse folder, faktisk var der nærmest stjerner i de lyse øjne som han endnu engang stirrede fra de smukke dolke op til Toorah, som om han ville vide sig sikker på at de virkelig var til ham,. Selvom de var forholdsvist simple i designet, var bare tanken om at hun havde tænkt på ham og ville give ham dem, var en stor og særlig ære.
Han vidste ikke om de var lavet specielt til ham, men efter deres blade at dømme var de ubrugte, og ikke nogen hans far kunne have lavet, medmindre manden havde gjort det uden at nævne det. Hvad vidste han, selvfølgelig var der mange dygtige smede i Elverly.
Rhovandír lod en slank finger glide hen over den enes blad før den landede på skæftet og tog dem op, vejende den i hånden. Den virkede en anelse lettere end dem han selv plejede at gå rundt med. Den anden dolk røg også op i hans anden hånd, som han tog et bedre greb på dem, vejende dem, svingende dem rundt for at sikre sig at det var nogle han ville kunne bruge, at de lå rigtigt i hænderne. Hvilket de, på trods af deres lethed, gjorde.
Igen endte de tilbage i skrinet, hvis låg blev lukket igen, inden han selv bukkede dybt for Toorah, på trods af bordet der var imellem dem.
'' Det er en ufattelig ære, Taurn Edhel. Jeg vil gøre mit alleryderste for at gøre Dem og Elverly ære. Det er nogle yderst smukke våben. Limbë hanta. ''
Lød det på elvisk, med en stemme, svagt dirrende af bevægelse. Han havde aldrig i sit liv troet at han skulle modtage noget fra Toorah, intet andet end ordrer, mindre smil, og ballade når han havde dummet sig. Aldrig nogensinde en gave som denne.
Han rettede sig op igen, men endte med at stirre mere på skrinet end på sin leder, måske ikke det bedste træk, men han kunne simpelthen ikke lade være, uanset hvor meget han forsøgte at se tilbage op i hendes ansigt.

[[ Limbë hanta betyder mange tak.. Jeg ville originalt have oversat hele sætningen til at være på elvisk, men tilsyneladende har elvere ikke noget ord for ære haha.. så lad bare som om det hele er på syngende elvisk k..+ xD ]]
Spejder/urtekyndig - Elver
Toorah Kahvi Nattefrost

Toorah Kahvi Nattefrost

Kommandant i Frosthjem

Sand Neutral

Race / Skovelver

Lokation / Omrejsende

Alder / 539 år

Højde / 190 cm

Xenix 29.05.2014 21:10
Toorah krængede kort overlæbrn op ved elverens ord, hn blev hård i udtrykket, så nikkede hun, inden hun gik et par skridt imod det store vindue, de røde øjne blev kortvarigt vendt mod himlen, som det første lyn skød over himlen og lyste hele det ellers overskyede landskab op, inden hun igen vendte sig mod Rhovandír.
"Det ved jeg, men det har hovedsageligt været mennesker der er kommet efter den efterlyste skat. Der er endnu ingen skade sket på vort folk Rhovandír."
Toorah tog en dyb indånding og foldede hænderne elegant foran, noget rørte på sig inderst i de dybe øjne, noget der gav elveren et sylespidst blik, et sultent udtryk.
"Desværre er det menneskets natur. Grådighed er noget der ligger dybt i deres årer. De er simple væsner der ikke er bange for at træde på andre for at komme frem og få en større del til dem selv..."
Hun holdt en kort pause, tog sig selv i at lade det uendelige had hun følte boble frem til overfladen, så vendte hun igen blikket mod vinduet.
"Når det så er sagt, er de også vores gæster. Det er vigtigt at vi ikke lukker os inde i en bobbel og vender blikket fra omverdenen, det ville være en stor fejl at begå. Såfremt de er fredelige, har de også ret til at vandre i vores smukke skove!"
Det pinte den stolte leder at sige, hun hadede mennesker, anså dem som en simpelthen primitiv race der udelukkende var drevet af deres lyster, men det var en holdning hun havde været nødt til at lægge fra sig den dag hun gik fra at være en normal elver af slægten Nattefrost og til at være udråbt af folket til leder af Elverly.

Den rødhårede nikkede, en overlevelsestur lød ganske nødvendigt for den fede elver, ham havde sikkert aldrig været på sådan en før, hvilket i sig selv var skændeligt. Han skulle allerede nu være dygtig i flere af de færdigheder elverens var så kendt for, men rapportere og beretningen fra Rhovandír vidnede om, at denne Renaél var et ualmindeligt tungt eksemplar at danse med.
"Det lyder som en god idé, men bliv inde for skovens grænser. Noget rører på sig derude og jeg ved ikke hvad det er, men der er flere efterlyste, farlige folk rykker sig i landet." hun rømmede sig kort, inden et lille lorent smil dannede sig i hendes ene mundvig "Og vi skulle nødig have at en elver blev fanget og parteret, fordi hans kondition ikke kunne række til at stikke af fra et menneske, vel?"

Koncentrationen blev vendt mod gaven der blev åbnet og tilsyneladende modtaget med stor fornøjelse, Toorah smilede et af de små korte smil, inden hun nikkede og lod de røde øjne beskue klingerne hun havde bestilt for lidt over en uge siden.
"Det ved jeg. Du besidder en ting man ikke kan købe for penge. Loyalitet! En ting der er mere værd end de skønneste ædelsten. Det er en af de grundsten der vejer tungest her i Elverly. Knivene er kun en ringe tak for din service, De skal vide, at jeg er meget taknemmelig!"
Toorah nikkede kort anderkendende, det var sjældent at hun roste folk, men hun var ikke bleg for det når det var fortjent.

Rhovandír

Krystalisianer

Sand Neutral

Race / Skovelver

Lokation / Elverly

Alder / 135 år

Højde / 177 cm

Htqz 30.05.2014 21:33
Han rykkede lidt på sine fødder ved hendes bemærkning om at det blot var mennesker. Han var næsten sig selv pinligt bevidst om den fejltagelse han havde gjort med pigebarnet for få dage siden, og vidste at hun uden tvivl kendte til den uheldige hændelse.
Han brød sig ikke om det, om at så mange grådige mennesker gik over grænserne.
Selvfølgelig havde Toorah ret i at de ikke skulle lukke sig inde i en boble, men med dragen i skoven og de mange tåbelige mennesker der forsøgte at udfordre den og finde den, gav det til tider spejderne en del at se til.

Den unge elver tvang sig selv til ikke at se ned på sine fødder.
'' Jeg undskylder den... Uheldige hændelse den anden dag. Jeg forhastede mig og glemte noget af det vigtigste i det at være en spejder. ''
Det vigtigste lå i at holde sig usynligt og blot observere, hvis der skulle ske nogen form for fare var det dér man tog kontakt til vagterne, hvis det var en kamp der skulle udspilles, uanset hvad ville skridtet efterfølgende være at komme i kontakt med Toorah. Ikke noget med bare at holde folk tilbage formålsløst. Og da bestemt ikke anvende våben imod dem.


Rhovandír rettede sig en smule op idet hun gav sin tilladelse. Det gjorde ham dg en anelse nervøs at der var noget der bevægede sig rundt derude, at noget måske var i gærde. Han fik lystent il blot at blive ved hende og yde hende service og beskyttelse, men han vidste at den langtfra gik. Han var jo ikke hendes livvagt, kun en spejder, og spejdere fungerede som øjne og ører, ikke som krigsmaskiner. Desuden vidste han at når det kom til nærkamps situationer med sværd og tunge våben i den dur, ville han ikke have en redelig chance. Dolke og buer var hvad han fungerede bedst med.
Han nikkede til svar.
'' Forstået.. En tur til de ydre grænser af Lindeskoven kunne være muligt, der ville han være langt fra civilisationen, nok til at han ikke bare kan stikke af hjem til sin seng i løbet af natten.. Selvom jeg tvivler på at han vil kunne gå så meget efter en dagsmarch. ''
Det sidste lød mest af alt som en halvtør kommentar, men han kunne dog ikke undlade at smile af Toorahs lille lumske smil.
'' Det ville blot være en stor plet på vores rygte og race. ''

Loyalitet+ Han så fra hende til skrinet, tilbage på hende. Det var da et selvfølge at skulle være loyal overfor sin leder, var det ikke+ Hvor skulle han ellers have sin loyalitet liggende+ Han forstod det ikke, men hendes rosende ord varmede ham dog, helt ind i det unge hjerte.
Endnu en lille bukken fra ham, imens han kort overvejede om han mon var for høflig..
'' Jeg gør blot min pligt, det bedste jeg kan. Forhåbentligt kan jeg kun være Dem til nytte og gavn i fremtiden. ''
Der var kun sandhed at spore i hans stemme. Han kunne ikke forestille sig at være disloyal overfor Toorah. Hvis noget sådant, på noget som helst punkt,skulle ske måtte guderne se i nåde til ham.
Spejder/urtekyndig - Elver
Toorah Kahvi Nattefrost

Toorah Kahvi Nattefrost

Kommandant i Frosthjem

Sand Neutral

Race / Skovelver

Lokation / Omrejsende

Alder / 539 år

Højde / 190 cm

Xenix 08.06.2014 23:45
Toorah lyttede interesseret, det så ud som om, at hun havde alt den tid i verdenen man kunne ønske sig, selvom alle i Elverly vidste, at lederen sjældent hvade et roligt øjeblik, var der ikke det ene problem der skulle tages af, var der et andet. Det kunne være alt fra en enorm udefrakommende trussel ti, at deres bibliotek trængte til en udvidelse. Af samme årsag var det vigtigt for elveren, at have så dygtige elvere omkring sig.
"Jeg har set langt værre fejl gennem min tid. Hovedsagen er, om De lærte noget? Gjorde De det, er ingen skade sket!"
Roligt foldede hun hænderne, inden hun langsomt vendte sig i det store kontor, de røde øjne betragtede kort den gamle rustning som stod udstillet i kontorets ene hjørne, den var langt fra så prangende som den Toorah havde på til daglig nu, det var en simpel læderovertrukket metalrustning, i grønne og brune farver. Rustningen havde Toorah båret i vinterkrigen og den bar endnu minder derfra, et sted Toorah fik meget af sin erfaring for snart mange år siden. Læderet var flænget mange steder, og gabet afslørede metal der havde givet efter for kraftige slag.

"Godt, De har min tilladelse..." Den rødhårede elver tøvede kort, så vred hendes ansigt sig i en mine, der vidnede om, at den næste sætning hun kulle til at udtale, overhovedet ikke huede hende "... Hvis det bliver for hårdt for ham, kan De informere om, at enhver elver der deserterer og drikker sig fuld i menneskebyerne aldrig er velkomne til at sætte deres fødder indenfor Elverlys grænser, og gør de det, skal jeg nok personligt sørge for, at de kommer til at fortryde det!" Hun åndede lettet op, oprindeligt ville hun have bedt ham om at være nogenlunde flink over for den fede, men hun kunne ikke få ordene over sine læber og var i stedet kommet frem til en meget mere udholdelig konklusion.

"Det er jeg sikker på Rhovandír, De har en lovende fremtid!" Selvom det var en fremmed verden for den unge elver havde Toorah efterhånden set det meste. Det havde sågar ikke været mange måneder siden at hun blev forsøgt myrdet, en hændelse hun så vist muligt prøvede at tie ihjel, både for sig selv, men såvidt også for resten af Elverly, det havde ikke været hendes stolteste øjeblik.

"Var der ellers andet, der har gået min opmærksomhed forbi?" Spørgsmålet var en pæn henvisning til, at hun også havde andre ting at se til,m end at sludre med spejdere hele dagen, men i tilfælde af at Rhovandír havde andre informationer hun ikke havde fået, var det en god ting at få med på falderebet.

Rhovandír

Krystalisianer

Sand Neutral

Race / Skovelver

Lokation / Elverly

Alder / 135 år

Højde / 177 cm

Htqz 10.07.2014 22:50
Rhovandír stod kort og stirrede på trææsken foran sig, overvejende om han havde lært noget. Tjoe, det havde han vel. Ikke at være så stram i betrækket blandt andet, give folk lov til at komme til Elverly, det var trods alt vigtigt for Elverly og de aftaler Toorah havde med købmænd og adelsfolk og andre folk af høj og vigtigt status, at folk var velkomne. Spejderne kunne holde udkig hvor de var usete og ubemærkede, det var trods alt hvad de var trænet op i. Endnu blev han kort pinligt bevidst om sin fejl, der kort fik ham til at krumme tæer i de våde læderstøvler, som han ligeledes blev bevidst om at han stadig var våd bag ørerne i forhold til hende, at hun havde umådeligt meget mere livserfaring end han havde.
Han ville virkelig hade at være den elver der ved et uheld fik en eller anden vigtig aftale til at gå til grunde på grund af fjendtlighed overfor fremmede.
Et kort nik, der knapt var synligt for de utrænede øjne, forlod ham. Jo han havde lært noget.

De grønne øjne løftedes igen, som Toorah bevægede sig hen imod den udstillede rustning, han overvejede kort hvornår hun mon sidst havde båret den, om den bare var der for at give hende mental styrke på hårde dage, at minde hende om de dårligere tider. Han forholdt sig dog tavs, og nikkede blot igen, med et kort smil, der dog hurtigt stivnede ved hendes næste ord.
Havde knøsen været ude at hore og forlyste sig ved menneskene+ Det var uhørt. Noget sagde ham at han var nødt til at holde et endnu mere skarpt øje med sin unge lærling, hvilket fik ham til at sukke uvilligt. Renaél var og forblev en udfordring, men Rhovandír nægtede at give op.
'' Forstået. Det skal jeg nok. '' Renaél måtte virkelig lære at tage sig sammen og ikke pive så meget, han var jo trods alt ikke nogen baby længere og burde være i stand til at tage ansvar for sine handlinger og des mere.

Den rødblonde stod kort og tænkte. Var der noget han havde bemærket som Toorah måske ikke havde+
'' Ikke hvad jeg kan komme i tanke om på stående fod. ''
Han tog trææske med dolkene og lod den balancere på hans hofte idet hans anden hånd endte knytet over hans hjerte.
'' Hantanyel órenyallo. Mauya nin avánië ata na, ve senwa Taurn Edhel as se. Na lû e-govaned vîn ''
Han bukkede respektfuldt for hende, inden han trådte af, velvidende at hun nok havde en del at se til som sædvanligt. Og med den store gave og ære han lige havde fået af hende betød de næste timer i tordenvejret absolut intet for den unge elver, der hastigt løb ned af trapperne og hjem med den lille skat, inden han lige s hastigt ilnede hen for at overtage hvor han havde efterladt den anden spejder der havde bragt ham beskeden.

// out



[ Betyder '' Jeg takker dig af hele mit hjerte. Jeg må gå tilbage til mine pligter, som Taurn Edhel ligeledes også må med sine. Til vi ses igen '' ]
Spejder/urtekyndig - Elver
0 0 0


Chatboks
Gæst
[smilies]
IC-chat
Online nu: Venus
Lige nu: 1 | I dag: 9