Intet ønske kan blive til virkelighed. Ikke hvis man lever i en verden fyldt af smerte, vrede, sorg, tab og frygt. Et liv, som er ingen værdi. Man ved ikke, hvornår ens næste måltid kommer på bordet, eller om det overhovedet kommer. Ingen tager hånden over dig eller hjælper dig ud af de problemer som du nu engang har filtret dig ind i. Du er kun dig selv, alene og forladt på den golde planet, uden hjælp eller assistance.
Sådan føltes livet for den 17 årige Amy Storm, som i øjeblikket krøllede sig sammen ind i en tyndslidt kappe, oppe på toppen af et tag. Hun havde frit udsyn over mange af de forskellige gader, og folket der så ud til at rende så fredeligt og ubekymret rundt. Noget der frembragte et opgivende fnys fra pigen, som i stedet rettede blikket mod ønskespringvandet. Hun havde aldrig troet på andet end de hun kunne se, og fundet det dybt latterligt og spild af tid, at ønske og drømme. Man fik aldrig det man ønskede alligevel. Hun var et gadebarn, uden familie eller trygge rammer. Hun havde sig selv at tage vare for, og ingen til at tage vare for hende. Dog, havde pigen fået udviklet en jævn stabil bande af gadebørn, som hun passede på. Det var stadig uvist for alle andre hvorfor hun gjorde det. Hun var altid så praktisk og streng overfor ungerne. Men alligevel sørgede hun for at de ikke kom alt for meget til skade, og for det meste kunne få et måltid om dagen. De måtte selv arbejde for det, men alligevel var hun barmhjertig nok til at holde en hånd over dem.
Hvorfor hun gjorde det, var hun ikke altid selv klar over. Hendes liv ville være så meget nemmere hvis hun kun skulle føde sig selv og holde sig selv i live. Men de var hendes venner og nok det nærmeste hun kom en familie.
Den familie hun aldrig havde haft eller ville få. Hun var bare en bastard unge. Pigebarnet som aldrig skulle havde været født.
Amy sprang ned fra det omkring seks meter høje hus og brugte sin luftmagi til at lande sikkert på jorden, inden hun ubemærket stavrede videre hen af gaden. Der var ikke mange folk ude, grundet det kolde vejr og ønskespringvandet var i øjeblikket lagt øde hen. Amy lænede sig over kanten og så ned i det kolde vand, og så sit eget spejlbillede. Det store buskede røde hår, utallet af fregner og den tydelige knoglestruktur, grundet at hun i disse kolde måneder havde svære ved at lokalisere mad. Hun kiggede kort rundt, inden hun kravlede op på kanten, for at gøre sig klar til at stikke den iforvejen kolde arm, ned i det kolde vand. Lede efter mønter, som folk havde kastet i. Deres naive tilgang til livet, kunne måske skaffe hende lidt mad bare denne dag.

Tyk, men yderst vellugtende tobaksrøg steg fra menneskets mund, opad og væk. Hans havblå øjne fulgte det for en tid, glemte kortvarigt for en tid hvor mange gange han havde fuldført denne handling. Fingrene der gjorde sit arbejde, rodende med tændstikspakken og den udvalgte splint, tændende den fedtede tobak i pibens hoved – ren rutine, men en rutine som skulle gennemføres hver dag. Han nød sig af sin afhængighed, netop i det øjeblik han mærkede den krassende fornemmelse i hans hals. Han nød af smagen, fornemmelsen af den indbildte ro, der trak en anelse i hans underben og nev i hans lægge. Han svor at han kunne mærke hans fingrespidser prikke blot en anelse, da han strammede omkring den pænt snittede langpibes hoved. Var han så gammel, at han kunne bilde sig selv ting ind? Næppe, virkelig. Var det nikotinen der talte? Virkelig ikke. Han havde røget på den pibe i så mange år, han kunne huske.
Vejret var bidende, ja næsten flående. Trods menneskets ellers så praktiske beklædning, var det unægtelig at han mærkede vejrets kulde. Han ønskede at trække kappens hætte op over sit ansigt, men med hænderne fulde, besluttede han sig for at søge ly for vinden i stedet. Det var derfor med beslutsomme skridt, at han bevægede sig ind imellem bygningerne. Han skuttede sig en anelse da han nåede den åbne plads, hvor i midten man havde valgt at placere et springvand. Hvis han ikke huskede helt forkert, havde de lokale (med undtagelser af enkelte) valgt at benytte det som ønskespringvand – et der med stor sikkerhed havde modtaget mange goder, i form penge. Havde han nogensinde ofret en mønt til sådan et sted, spurgte han sig selv imens han sugede endnu engang, på den dekorerede pibe. Han huskede det ikke, og konstaterede blot for sig selv, at dette nok ikke var tilfældet.
Netop som han skulle til at træde ind i den omtalte plads, så han en skikkelse dumpe ned med en magisk lethed, fra et af byens mange tage og ned på den faste grund under dem begge. Han stoppede hans skridt, forventende at se endnu en ofring til byens springvand. Hvad han dog var vidne til, var noget helt andet end en værdsættelse af springvandets eksistens. Pigens handling var nærmere end hån, end en påskyndelse af hele ideen med springvandet - derudover ville det (hvis dette blev opdaget af bestemte personer) også blive betragtet som en kriminel handling.
Han trådte forsigtigt fremad, imens han sænkede piben få centimeter fra hans mund, for at tale:
”Det vil i nogles øjne anses som værende tyveri,” konstaterede han, med en ligegyldighed der virkelig talte for sig selv. Et umærkeligt smil var let til at finde i hans ene mundvig, og fortalte blot hvad hans sætning egentlig mente. Han anså hendes handling som værende en hån, men man ville være blind hvis man ikke anede desperationen i det hun gjorde. Hele Amys spinkle krop talte for sig selv, samt hendes tøjs sølle stand. Han følte vag medlidenhed ved synet af hende, men han kunne ikke undgå at sammenligne sig selv blot en anelse med hende. Han havde været samme sted, sunket lavere endda – desperationen havde bragt ham i værre situationer.

Amy havde været dybt koncentreret i at rode rundt i det iskolde vand at hun absolut intet havde hørt som en mand kom nærmere. Hendes krop skreg nærmest at kulde ved denne handling, og enkelt jag af kuldegys gik også igennem hende i ny og næh. De spinkle fingre fik dog fat i mønterne, og trak dem til sig, som vandet kom med en splattende lyd som hun igen brød overfladen og lod mønterne dumpe ned i lommen. Hun stak armen derned endnu engang, og måtte gysse kort, da en rystelse gik igennem hele hendes krop. Ikke mange tanker gik igennem hendes hoved, andet end hun savnede et varmt tæppe og godt kunne bruge en kop varm drikkelse. Men det var der ikke noget der hed her.
Hun lænede sig lidt nærmere, da hendes fingre fik fat i et større sted med mønter, og hun bed sig let i læben. Som den spinkle pige lænede sig ind over vandet, talte den nyankommende mand til hende, og det var en underdrivelse at sige at Amy blot blev forskrækket. Amy vendte sig faktisk så hurtigt at hendes ben gled og hun derfor faldte ned i det isende kolde vand.

Det stak i hendes hud og muskler, da det kolde vand omslugte hende, og hun hev efter vejret som hun kom ovenud af vandet og fik fat i kanten. Hun begyndte med det samme at ryste af kulde, som hun hev sig op og sidde på kanten. Det i forvejen tyndslidte tøj, var nu helt gennemblødt, som hun forsøgte at trække det nærmere sin tynde skikkelse og ryste sig til varme. Det røde hår, var ligeledes blevet godt vådt, men dog ikke helt gennemblødt som hendes tøj. Hun kiggede op på manden med en tydeligt forskrækkelse og frygt malet i ansigtet.
Hun var ikke helt sikker på hvad hun havde forventet ville ske, hvis nogen opdagede hende, men nok ikke noget der havde været så stille og lusket! Hendes tænder klaprede, som hun krøb sammen. ”Og det fik jeg vist min straf for der.” kom der tyndt fra hende, som hun gøs og forsøgte at varme sig selv, ved at gnide sine hænder op og ned af hendes arme. Hun havde ikke regnet med at vandet ville være så koldt, når det opslugte hele hendes krop. Faktisk følte Amy at hun var ved at blive helt blå over det hele, og hendes læber var rent faktisk begyndt at gå over i en mere blålig farve, som hun kiggede op på manden. Uvant, var der spor af medlidenhed i hans øjne, selvom det var tydeligt at han mente at det hun havde gjort var en hån. Amy var efterhånden ligeglad med den slags. Hvad skulle man ellers gøre for at overleve? Dem som havde smidt mønterne, kom umuligt til at savne dem ved at Amy tog dem.

Amys forskrækkelse kom blot en anelse bag på mennesket. Han havde ikke forventet, at han havde været så stiltiende som han tilsyneladende havde været det. Hvad der overraskede ham lige så meget, hvis ikke mere, var hendes hurtighed. Han havde aldrig set en faldende skikkelse rejse sig så hurtigt som Amy, da hun sprang op fra springvandets (sikkert) isende vand. Så skulle det da lige være en kat, der ufrivilligt var anbragt i samme situation som hende.
Handark tog sig selv i at måbe en anelse over scenariet der fandt sted foran ham. Han reagerede dog få sekunder efter, at den spinkle skikkelse bevægede sig op fra springvandets vand. Han strøg imod hende, rækkende armene hjælpende frem imod hende. Det lette smil var malet fra hans tynde læber, og erstattet med noget der lignede bekymring. De rynkede bryn bar præg af dette.
”En helt unødvendig handling, virkelig!” mumlede han en anelse, på grund af piben i hans mundvige. Han hævede hans hånd i hast, fjernende piben derfra, for at lægge fra sig på kanten af springvandets våde sten. I et hurtigt greb, hev han knuden op der holdte kappen fastbundet over hans skuldre. Han svang den over Amys skuldre, trækkende sig selv ned imod hende. Siddende på hug overfor hende, trak han kappen tæt omkring hendes rystende krop. Han havde på fornemmelsen at hans tilnærmelser til hende ikke var vildt passende, men han valgte at betragte prøvelsen på at hjælpe hende, var det værd. Så i det mindste bare for hendes skyld.
Han trak sig en anelse væk fra hende, slippende taget omkring hendes kappe. Det var først der, at han lod hans blik falde vurderende over hende. Amy var et tydeligt eksempel på landets fattigdom; et individ totalt overladt til sig selv, og sin egen elendighed. Hendes bitterhed bar præg over hendes ansigtstræk, trods hun nok ikke ønskede at fremvise den. Hun var svær at læse dog, grundet hendes hårde ydre. Han bebrejdede hende ikke, da han havde visse forestillinger om, at livet havde udsat hende for et par knops. Et bar hårde nogle, endda.
”- Er du okay?” spurgte han efter hvad der lignede sekunders stilhed. Han lod hænderne falde imod hans nu blottede knæ. Hans tøj bar ikke præg af velfærd og rigdom – hvilket han heller ikke besad noget af. Det var slidt, modeleret af naturens barskhed og landets krig. De smidige lædersko gav ham ikke megen varme, og heller ikke hans slidte (og tætsiddende) ærmeløse jakke. Den rødbrune kjortel indenunder ringbrynjen talte heller ikke for at give ham den egentlig varme, som han så inderligt søgte. Han vidste hvor han kunne finde den, men han valgte at lade det vente. Han ønskede hellere, at hjælpe personen overfor ham med, at finde blot en anelse varme i livet. Han tvivlede på, at hun havde oplevet det i lang tid.

Det var næsten som havde Amy brændt sig da hun var kommet ned i det kolde vand. Det var faktisk så koldt, at det kunne forveksles med ildens alt for stikkende varme. Det havde dog ikke efterladt hende spor varm, men derimod isende kold. Hun rystede så meget, at hun ikke videre nåede at reagere da manden kom hende nærmere og kastede en kappe over hende.
Fribrilsk tog hun fat i den, og selvom han var total fremmed for hende, krøb hun frysende ind i hans favn og rystede stadig som gys forlod hende fortsat. Et svagt grin kom frem på hendes læber. ”Det-det var heller ikke med vilje.” fremsagde hun med skælvende stemme, som hun lidt overvejede sin situation. Hun var ikke ligefrem vant til at havde folk tæt på sig, specielt ikke mænd! Hans handling var at hjælpe hende, efter hun var faldet i det isende kolde vand, og lige nu foretrak hun også hans varme og så kunne hun spekulere over om det var forkert eller farligt bagefter. Faktum var, at blev hun siddende i den kolde mondering, uden nogen form for varme, så ville hun fryse ihjel. Hun havde ikke muligheden for at gå hjem og skifte tøj eller sætte sig foran kaminen. Hun var praktisk talt nærmest uden nogle valg eller løsninger på situationen.

Amy fik dog bragt lidt styr over sin egen gysen og rysten, som varmen svagt begyndte at komme tilbage i hende. Det var dog ikke meget varm hun følte sig, men det havde alligevel hjulpet at han var komme til undsætning. Da manden slap taget i kappen, trak hun det helt automatisk tættere ind til kroppen og krøb sig mere sammen i det. Amy kiggede op på ham, og syntes egentlig først at se ham rigtig der. Han var ikke nogen rigmand eller ædel herre. Det var tydeligt på hans beklædning, og at han var beskidt. Han bar uden tvivl lige så mange ar og men som Amy selv, og selvom mange af Amys ar var skjult bag fasaden, kunne det nemt ses at hendes liv ikke var noget eventyr. Hun rystede ærligt på hovedet, i et nej. For det var hun ikke. Det kolde vand, havde helt bestemt kølet den ellers noget så hårdhudet og stædige tøs godt ned. Hun var stadig hård i sine træt, og viste ikke mange følelser af nogen art. Andet end hun ærlig talt frøs af helvedet til. ”Nej.. jeg er drivvåd, jeg er isende kold, jeg er sulten og har ingen penge.” Hendes øjne blev hårdere i kanten og bitterheden blev mere synlig. Hun var ikke sur eller vred på manden foran hende. Faktisk var hun ham umådelig taknemmelig for at forsøge at give hende varmen, til trods for at det egentlig var hans skyld hun havde været nede og få sig en dukkert. ”Men ikke mange interessere sig for det.. og hvorfor skulle de?” påpegede hun mumlende og skuttede sig lidt ind i kappen. ”Fryser du ikke?” spurgte hun så efter nogle sekunders stilhed, og kiggede op på ham med et nærmest tomt og træt blik.

Arrene der sad på menneskets krop, havde han for længst opgivet at holde styr på - til trods for at han havde behandlet stort set hver enkelt af dem. Han huskede ikke hvordan alle var endt der, hvordan de var blevet bragt til ham; hvordan de havde endt på hans krop. Som de skidte, tja måske endda amoralske, hændelser (hvilket oftest var grunden til, at han var blevet påført sårene) modtog ham dem, og gennemlevede dem – derefter prøvede han på så vidt muligt, at leve med dem. Han prøvede at leve med tanken om, at det han havde gjort – og det han havde oplevet – aldrig ville forsvinde fra ham igen. Ligesom de ar på hans krop, ville minderne om de grusomheder han havde påført sig selv (og i enkelte, enkelte tilfælde andre) aldrig lade ham stå alene. Så for at klare sig, lod han dem gå i et med ham. De var, og er en del af ham.
Det var en ting at håndtere for en mand, på alder med Handark. Han forstod hvorfor han kunne klare det, klare det liv han levede. Dette ikke kun grundet hans alder, og hele måden han var blevet anbragt hvor han nu engang var, men også på grund af det han havde i sit liv. Han havde kærlighed, varme, trods han lignede en (på nuværende tidspunkt) som frøs af helvede til. Han vidste han kunne klare den kulde, den kortvarige ensomhed, fordi han vidste hvad der ventede ham. Hun ventede, og når blot Hun var der – så vidste han, at han kunne klare den. Det var derfor, med den manglende forståelse, at han beskuede Amy. Han forstod ikke hvordan hun havde klaret det indtil nu – og slet ikke med et overskud til, at svare ham som hun gjorde. Han forstod ikke hvordan hun havde overskud til, at spørge hvordan han havde det, oveni hendes forsømmelse.
”Jeg klarer mig – virkelig,” svarede han hende, seende imod hendes øjne. Han kneb øjnene en anelse sammen, kortvarigt virkende overvejende.
”- Men du har ikke helt ret,-” sagde han da efterfølgende, pegende forsigtigt med den enkelte af hans hænder imod hendes mave, der var tildækket af hans egen kappe. Han henviste til pengene, hun netop var i besiddelse af, som hun ellers havde påstået hun var netop det modsatte.
Han smilte ganske let, da han fortsat talte:
”Hvis jeg husker rigtigt, var du ikke helt tomhændet da du dukkede op fra vandoverfladen?"
Han rejste sig ganske let, imens han granskede det blege, men fregnebelagte ansigt foran ham.
"Eller var dukkerten helt forgæves?”

Amy var vant til at passe på mindre børn. Hun havde trods alt ansvar for den bande af gadebørn hun havde. Ikke at hun faktisk stod til ansvar for noget eller nogen, men hun følte stadig en pligt. En måde hvorpå de alle kunne havde en lille smule tryghed i deres liv, selvom den var vakkelvåren og nærmest slet ikke var der.
Amy ville måske havde været en fantastisk rar person hvis hun havde levet et andet liv. Hvis hun havde haft hvad hun havde behøvet og ikke havde været nød til at kæmpe for at overleve, ville hun nok være en meget barmhjertig og varm person. En kvalitet, som ved den unge gadetøs stadig var skjult og nærmere usynlig.
Amy rynkede brynene og slap let taget om de mønter hun havde i hånden, således at de blev synlige. Hendes blik faldte ned på dem, som hendes hånd rystede let. ”Der er højest fem kobberstykker, foruden de to jeg har her i hånden.” svarede hun tungt, og gemte sig tilbage ind i kappen, stadig rystende.
Amy var nærmest sikker på at hver eneste knogle i hendes krop raslede. Hun var et sølle syn om vinteren. De kolde måneder som tog hårdt på alle gadebørn. Hun havde set mange småbørn, ligge helt blå og livløse på den kolde stenvej. Der var alt for mange sultne munde på gaden at føde, og aldrig nok mad. Amy var stadig imponeret over at hun havde overlevet så mange vintre, som hun havde
”Der er ikke engang nok til et enkelt måltid mad.”sagde hun stille, som hun forsøgte at genvinde varmen ved at hive kappen endnu tættere på. Hvilket var en umulighed, for den var så tæt på hende som den overhovedet kunne komme. ”Hvem er du?” spurgte hun med en snert af nysgerrighed, samtidigmed at hendes tænder klaprede. Hun begyndte at overveje, om der var et eller andet sted hun kunne finde varme. Måske i nærheden af smeden? Såfrem han havde sine ovne i gang med at køre, eller måske bageren. Han skulle gerne stadig havde sine ovne i gang, selvom de langt fra var lige så store som smedens. Chancen for at hun ville få varme ved en kro og et værelse. Det kunne fem kobbermønter sgu ikke sørge for skete!

Handark smilte ganske let ved hendes ord. Smilet var lige så varmt som det var sørgmodigt. Der var ingen der fortjente det liv den unge krystallianer levede; ingen fortjente at gennemgå vinteren på den måde, som hun netop gjorde det. Hvad værre var, at hun var bestemt ikke den eneste – hun var ikke den første unge, han havde set vandre omkring på gaden. Oftest søgte de i ly når de så hans skikkelse passere gaden, og dette ikke helt ubegrundet. Hans skikkelse talte for sig selv; ansigtet var hætteklædt, ringbrynjen klingede, langsværdet i hans side var nok i særdeleshed fremtrædende. Hans aura havde en bestemt påvirkning på folk, men skimtede man øjnene under hætten fangede man et glimt af noget, man ikke forventede at se efter det første blik man havde kastet på ham. De yderst intenst farvede øjne, havblå med en snært af grønt i centeret, bar en underlig form for varme. En glødende gnist.
”Det kan jeg se,”
Han tiltede hovedet ganske let, efter at have kastet et kortvarigt blik imod mønterne i hendes rystende hænder. Hendes håndflader bar et blåligt skær efter kulden. Han rynkede brynene, skærende en svag grimasse.
”Du vil heller ikke bruge de penge som betaling,” han rakte en hånd imod hende, hjælpende, imens han kortvarigt afbrød sin egen tale: ”Kom, rejs dig,” han vippede fingrene insisterende imod hende; hånden han rakte imod hende var uden beklædning til forskel for den anden, der bar en fingreløs hanske. Og dog! Sølvringen, formet som to slanger – den ene ædende den anden – bærende grønne sten i deres øjne, var måske ganske iøjefaldende. Dette var nok det eneste dyrebare og eneste rigtigt smukke at finde på mennesket. Også var der selvfølgelig også hans øjne.
”De penge tilhører ikke dig, uanset hvordan du vender og drejer det. Læg dem tilbage, og lad mig – til at starte med – købe dig noget varmt at spise?”
Trods det var præcis hvad han følte, udviste han ikke megen medlidenhed til hende. I fremgik et glimt af noget langt varmere, og måske langt mere passende i den her situation – forståelse.
Hørende krystallierens andet spørgsmål på den dag, overlappende hans. Nysgerrigheden i hendes øjne brændte igennem ham, trods svagheden af den i hendes blik. Han kneb hans øjne en anelse sammen, kortvarigt overvejende hans svar:
”Jeg hedder Handark – og er til dit held ikke en byvagt,” noget der lignede et smil formede sig i hans enkelte mundvige, da han fortsatte:
”Hvem er du så? Hm?”

Mandens udseende havde heller ikke ligefrem udvist noget som Amy personligt selv ville havde taget kontakt til, hvis hun stod på gaden. Hun havde nok valgt at gå i en anden retning, eller ladet ham være. Men hans udseende havde ikke været det første hun havde bemærket ved ham, og havde derfor ingen betydning for hende. Han havde udvist bekymring, selvom han havde forskrækket hende i første omgang. Han havde givet hende sin kappe og forsøgt at få hende varm igen. Hans syn på at hun havde stjålet, var dog ikke ligefrem noget hun bifaldte, men det var en mindre detalje i vinterens kulde.
Amy løftede hovedet ret hurtigt, og kiggede på ham med et undrende og ret spektisk blik. ikke bruge dem? jamen, hvad havde hele pointen så været med at indsamle dem i første omgang. Hun forstod godt at han ikke brød sig om, at hun havde taget dem, også kaldet stjålet dem, men alligevel. Nu var de jo oppe derfra, hvorfor så ikke bruge dem. Hun tog let skælvende mod hans hånd, mens hun fik sig stavret op på de tynde rystende ben. Selv de havde tabt sig i omkreds, og var lige nu mere som to stilke, end ben. Forhåbentlig ville hun få sul på kroppen igen til foråret. Det var i hvert fald tiltrængt.
Hendes øjne fangede hurtigt sølvringen på hans hånd, og hendes blik var hurtigt til at indtage alle detajler, uden at afsløre hun havde set på den, andet end blot bemærket den. Hun sagde ikke noget om den, men hun undrede sig over at han havde den. Hun havde ingen intentioner om at stjæle den fra ham, som hun måske ville havde haft hvis han havde været en anden. Men som det hele havde udspillet sig, ønskede hun ikke at stjæle fra ham, heller ikke bare en lille kobbermønt.
Amy troede vitterligt ikke sine egne øre, og måtte lige blinke et par gange for helt at forstå hvad han sagde. købe hende mad? virkelig? Det var en anelse surrealistisk. Alligevel mærkede hun hvordan hun taget i mønsterne løsnede sig og hun kiggede ned på den lettere blå hånd, vejende situationen.
Hun rømmede sig lidt, og tog de sidste par mønter hun havde tilegnet sig, op af den lille taske hun havde og ragte derefter hånden ud over springvandet igen. Det tog alligevel lidt tid, før den tynde hånd gav slip på mønterne, og de faldte ned i det iskolde vand igen, med et stort blop. Det her var ikke ligefrem en vant situation for pigen.
Et spinkelt smil fremkom på hendes læber, over hans tilføjelse over at han ikke var en byvagt. Det var trods alt altid noget. "Amy.. Eller Storm. Afhænger af hvilken sammenhæng og hvem der ønsker at komme i kontakt med mig." hendes stemme blev en smule bitter ved de sidste. Begge navne var godt kendt, men Storm var hvad der hovedsageligt blev buldret gennem gaderne, hvis hun blev opdaget i noget ballade, og en person som kendte hende, fangede hende i det. Ikke ligefrem behageligt at høre det blive skrålet ned gennem gaderne.

"Så, mit spørgsmål er vel virkelig: hvilket et foretrækker du?"
Ville Handark tåle, at den rødhårede krystallianer stjal fra ham? Ja - ganske simpelt, ja. Ville tanken om at hun nok vendte tilbage dertil, for genoptage hendes handling med springvandets skatte, forarge ham? Ikke det mindste. Han bebrejdede hende ikke, for at gribe muligheden for noget der mindede om en mundfuld mad. Faktisk undrede det ham, hvis ikke overraskede ham en anelse, at hun ikke afslog hans opfordring til, at ligge mønterne tilbage i vandet hvor de kom fra. Hvad han nærmere havde regnet med, var at få stukket en finger - en helt bestemt en af slagsen - i ansigtet og en (mildt sagt) grim afsked. Hvad ragede hans holdning til mønterne hende? Moral var der ikke megen af på gaden, og det var af en simpel og ganske god grund: overlevelse. Han havde selv været der; han kendte til reglerne eller manglen af dem. Forskellen på Handark og Amy var blot, at han havde sikret sig den - overlevelsen. Og det var vel også hvad der gjorde, at han tyede til handling: han ønskede at hjælpe hende.
Handark holde igen. Han ønskede ikke at belære hende om moral og etik (det var ikke hans plads at tage) - i hvert fald ikke hvad dette angik. Ganske let smøg han fingrene om piben, han så ganske fint havde efterladt på kanten af springvandet. Denne placerede han i inderlommen af hans kjortel, efter at have slået indholdet af pibehovedet ud på de skæve sten. Han smilte let i Amys retning, vandrende ganske let fremad imod den ene af de mange gyder imod hovedgaden. Det lange hår lagde sig som et let tæppe omkring hans ansigt, kildende hans kind. Mennesket løftede sin hånd, trækkende håret bag sit ene øre. Han betragtede let pigens skikkelse i ganske kort tid, før han atter talte. Hans stemme var ganske sagte, da han åbnede munden:
"Hvor længe har du været på gaden -" han rynkede brynene, da talende ganske prøvende da hendes navn formede sig på hans tunge: "Amy?"
Nående hovedgaden, vendte han øjnene fuldkommen imod hende. Han kneb øjnene ganske let sammen, vurderende. Han ville finde sig selv overrasket, hvis Amy besad et bedre forhold til byens vagter. Sjældent havde han oplevet gadebørnene og byvagterne leve i solidaritet og glæde med hinanden; han tvivlede ganske stærkt på, at hun havde oplevet et sådan moment. Han havde været øjenvidne til mange scenarier, hvori der havde været en større menneskejagt på hvad han kategoriserede som harmløst barn. Undervurderede han menneskene der levede i undergrundsmiljøet? Nej, bestemt ikke. Han vidste hvad de fleste måtte have været udsat, eller måtte udsætte sig selv for - skrækkelige ting, som ingen (uanset alder) burde have oplevet. Dette var desværre noget, mange børn allerede havde oplevet. I et miljø som dette blev man ret hurtig, hvad de fleste ville kalde ”voksen”. Dette var ikke et ord, mennesket ønskede at bruge; de ting de børn måtte opleve, var ikke voksengørende.
Handark standsede da hans skosnude nåede enden af gyden, og dermed starten på gågaden. Hans øjne slap for en stund den rødhårede pige, studerende billedet foran ham. Som det så ud på nuværende tidspunkt var de så godt som alene, med enkelte mennesker som undtagelse. Deres skikkelser bevægede sig i deres modsatte retning, nedad og væk fra dem. Handark trådte fremad, dog langsomt (afventende Amy’s reaktion) atter med øjnende hvilende imod Amy.

Amy kiggede ret måbende på ham med lidt store øjne. Ingen havde nogensinde stilt hende det spørgsmål eller taget sig tid til at spørge efter hvad hun foretrak. Amy foretrak sit fornavn, selvfølgelig. Specielt med den forbindelse hun satte ved efternavnet. Eller ja det hun havde tilegnet sig som efternavn. Amy var faktisk ikke spor klar over hvor hun kom fra eller hvad hun hed til efternavn. Det eneste hun kendte, var fornavnet, som hun hadede som pesten og derfor skiftede til Amy. Hun fik ham aldrig svaret, men stod blot og stirrede på ham over at han spurgte. Det var ret syrealistisk.
Amy kom først lidt mere til sig selv og stoppede med at være mut efter hans andets spørgsmål blev stilt. Her trak hun lidt på skulderen, selvom man anede et spinkelt smil ved brugen af hendes fornavn. "Alt for længe vil mange nok sige.. Siden jeg var 8 år og stak af fra børnehjemmet. Det var utrolig nok mere nænsomt at bå på gaden end der. Så.. " man kunne se hun anstrængte sig meget for at finde frem til det rigtige tal og der gik lidt tid inden hun talte igen. "9 år må det være..." kom der så endelig fra hende, som hun bevægede sig afsted efter ham.

Amy var ikke helt sikker på hvad der gik af hende.. for normalvis fulgte hun ikke sådan bare efter folk, men hun følte at der var noget over Handark, som gjorde at hun fulgte blind efter ham. Eller mere eller mindre blind. Hun var stadig på vagt overfor hvad der ville ske, selvom hun bare lignede et forfrosset barn, som ikke så ud til at kunne meget.

Amy kiggede lidt på de andre foran sig, men gjorde ikke stor notis af dem, da de så ud til at forsvinde rimelig hurtigt. I stedet kiggede hun på Handark med et nysgerrigt blik. "Hvor kommer du fra?" spurgte hun så.

Smilet der satte sig på den kvindelige krystallianers læber, nåede menneskets øjne. Han kunne ikke holde sig selv tilbage i, at lade sig påvirke af hende, da den enkelte af hans mundvige trak sig ganske, ganske let op. Øjnene der lå på Amy kastede sig imod jorden, blivende der for en tid. Han priste sig lykkelig over, at have fået lov til at se hvordan pigens hårde overflade krakkelerede blot en anelse.
"9 år?"
De havblå øjne lå atter imod Amys, seende kun derimod, imens han vandrede fremad på hovedgaden. Det var virkelig ikke en underdrivelse at gøre sig, i påstanden om at gaden var praktisk talt tom for mennesker. Boderne var bevogtet af deres ejere, enkelte var begivet sig ud i det iskolde vejr, ja, men det synes kun at være fordi det var dem yderst nødvendigt. Som de to skikkelser bevægede sig forbi boderne, lagde salgskvinderne og mændene deres øjne imod dem. Mærkende de beskuende, næsten insisterende blikke, løftede Handark øjnene, kun for at møde et par fordømmende øjne fra en af de mange bodsejere. Blikkene var kun gensidige i ganske få sekunder, indtil bodsejeren slog sit den anden vej. Hvad dette skyldtes, undlod mennesket at tænke på.
"- Og her troede jeg, at børnehjem var til for at huse forældreløse - ikke sende dem tilbage på gaden,"
En snært af alvor var til at finde i hans tonefald, foragt også. Han mindedes at have hørt lignende historie; et faktum der blot fik mennesket til at stole mindre på godheden i hans medmennesker. Naivitet var farligt i et land som dette; prisen for at stole blindt på andre mennesker var hård, og mange havde i sandhed fået lov til at smage på straffen for dette. Han selv var et fantastisk eksempel.
Foragten der havde malet sig omkring Handarks mund, i form af en stram mund, vaskede sig straks af da han atter hørte Amys stemme tale. Et blidt tonefald formede sig omkring hans ord:
"Kender du til Medianen?"
Et smil var næsten til at ane i tonefaldet - et omsorgsfuldt og varmt et af slagsen.
"Det er en del af det sydlige Krystalland - de fleste der bor der lever af landbrug, så alt er hovedsageligt, ja, marker - åbne pladser med få huse, og få folk,"
Handark sagtnede farten i hans skridt ganske let, lod en del af sin front vende imod Amy imens han talte. Han mindedes tiden i hans barndomshjem, huskede dagene i huset hvor han havde vokset op hele sit liv. Han havde aldrig drømt om, hvad der skulle være på den anden side af de endeløse græsmarker; bag skovene der lagde sig imellem hovedstaden og de mindre byer. Han huskede hvordan han altid havde drømt om at rejse ud, væk fra alle og alting han havde kært. Han huskede kedsomheden ved hans hjem, og fandt pludselig en tanke der var ham selv ganske sigende: ville han nu, velvidende om hvad han selv ville finde på hans rejse, rejse fra hans barndomshjem, med tanken på det han ville finde? Han anede det ikke. Trods alt det han havde oplevet ved at forlade hans hjem, ville han måske stadig rejse. Han fandt sig selv i en enorm tvivl; en tvivl der nagede ham mere end hvad han nok ville indrømme.
"Få, men gode folk," hørte han sig selv udtale, efter mange sekunders pause. Han havde ikke oplevet noget ondskab i de mennesker - ikke fra hans hjemegn. Skyldtes det mon de ikke havde meget andet at gå op i end deres landbrug? At betale deres skat, og tjene deres land den vej igennem? De kendte ikke til krig, de kendte ikke til kamp. De havde kun fred i hovedet, og det var deres egen. Ro og fred.
Snart nående deres endelig destination, en af landets mange kroer - en af de mest diskrete, men hvad man kunne sige om kroens ejere og arbejdende var, at de var loyale overfor deres kunder. Handark havde ikke oplevet endnu, at blive smidt ud til fordel for nye rejsende - trods højere velstand. De satte pris på pengene de fik for hans ophold, men venskabet var langt mere dyrebart. Det var heller ikke helt ubegrundet, at det netop var dette sted han havde valgt at trække Amy med hen til. Menneskerne bag husets fire vække ville kun deres medmennesker det bedste.
”Hey, jeg er ved at være sulten,”
Han rakte en hånd frem, liggende den imod Amys ene skuldre. Den frie af hans hænder løftede han gestuerende imod kroens hoveddør.
”Hvad siger du til at finde noget mad?”

Amy kiggede ganske roligt frem hen af vejen, som hun lod Handark synke antallet af år hun havde levet på gaden. Hun var ikke i tvivl om at han kunne se at Amy stadig var ung, og ville havde været meget ung da livet på gaden startede. Amy var efterhånden rimelig hårdføre omkring det, og brugte ikke ligefrem tid på rigtig at tænke over det.
Amys blik var direkte frem for sig og undgik enhver kontakt med andre end Handark. Hun vidste hvordan de så på hende normalvis, og orkede ikke at se dem i øjnene og få det dårligt over det. "Det er de også. Problemet er bare, at dengang, og stadig mange steder i dag, får vi faktisk mere mad af at være på gaden. Der er for mange af os og derfor søger mange af os ud på gaden. Hvor vi kan.. ja, selv sørger for vores skæbne, gennem andres lommer som regel." svarede hun ærligt og undgik stadig købmænd og konernes blikke. Selvom de dog var begyndt at pakke sig sammen.

Amy tænkte sig lidt om, og nikkede svagt. Hun havde hørt om Medianen, men aldrig været der. Endnu. "Det lyder nu ganske rart." svarede hun med et smil på sine læber, der så ud til at nå lidt længere op i hendes øjne. Amy ville lyve hvis hun påstod at hun ikke havde ønsket et fredeligt liv hvor hun hjalp til på en gård. Problemet var, at så heldig havde hun ikke været, og der havde aldrig været stor chance for at få en anstændig plads på en gård i nærheden af hovedstaden.
Amy betragtede Handark mens han holdte sin pause. Det var meget tydeligt for hende, at han tænkte tilbage.
"Hvorfor tog du derfra?" nysgerrigheden og uforståelsen over at han var rejst, var at mærke i hendes stemme. Det var selvfølgelig hans valg, og han havde haft sine grunde, men Amy mærkede stadig nysgerrigheden gnave, som hun fulgte efter ham ned af gaden mod et mere kendt område. Eller ihvert fald et område hun tit havde set fra tagetoppene.
Amy mærkede hans varme hånd på hendes skulder, og mærkede sit hjerte taget et ekstra hop. Hun var ikke van til at folk rørte ved hende, og alligevel flyttede hun sig ikke, eller så det mindste forskrækket ud. Det var faktisk rart ikke at føle sig så bange hele tiden, over noget, som hun i Handarks selskab ikke behøvede at frygte. Det var i hvert fald hendes tanke at hun intet behøvede at frygte. Amys øjne blev dog hurtigt store og hendes ansigtsudtryk meget overrasket, måbende og forvirret. "V-vil du ha mig med?" hun forstod ikke helt hvorfor, men han lød til at ville give hende noget mad. Han vidste at hun ikke havde penge til det, og specielt ikke på en kro. Hendes blå øjne summede dog af taknemmelighed og glæde over situationen. En udstråling hendes øjne sjældent havde.

Hendes ord fangede ham på vej op af det første trin til kroens indgang. Hans krop standsede fuldkommen, med undtagelse af han slog blikket over hans ene skuldre, og imod hende, seende imod hendes øjne. Amys spørgsmål synes at komme bag på ham, og for en kort stund var han ude af stand til at kunne svare på det. Men så huskede han, og en svag latter banede sig frem til hans tonefald:
"Jeg ville ud på eventyr,"
Han rystede på hovedet, vænnende fronten imod hende. Den enkelte af hans hænder lagde sig på siden af hans egen kind, kløende den skægbelagte kæbe.
"Det er nok det bedste svar jeg kan give dig - og 'jeg vil ud og se verden', vel?"
Handark rynkede brynene, seende imod hende med et blik der fortalte, at sympatiserede sig med hende, hvis hun fandt ham blot en anelse latterlig på grund af hans udtalelse. Den havde en dybde der næsten gav ham kvalme - men også kun næsten.
Vendende sig imod trappen atter engang, tagende de første to skridt deropad, måtte han standse for anden gang. Han måtte tage sig selv i at hæve den enkelte af de mørke bryn, seende fremad imod døren med et forvirret blik i hans øjne. Et ansigtsudtryk der blegnede i forhold til den unge krystallianers, måtte han erklære da han vendte ansigtet for at lade hans øjne mødes med hendes. Han lagde hovedet på sned, næsten forventende hende udbryde at hun selvfølgelig tog fejl. Hvad dog ikke hændte, et faktum han udemærket var klar over, var dette.
"Selvfølgelig. Hvis der er nogen der fortjener et solidt måltid mad, så er det vidst dig,"
Handark rakte en hånd fremad imod hende, viftende med den nederste del af fingrene.
"Amy?"
Et varmt tandsmil tegnede sig på hans læber, placerende Amy i en nok lidt speciel situation - for hende. Hun stod med magten i hænderne; med valget. Mennesket ville følge hendes beslutning, uanset hvordan hun valgte at lade den falde.

Amy begyndte at forestille sig hvordan det måtte havde været. At kunne vælge blot at tage ud og rejse. Se sig om og opleve verden. Det var først der tanken rigtig ramte hende. Der var ikke noget der holdte hende tilbage fra at gøre det samme, og Amy var nærmest allerede ved at planlægge hvor hun ville tage hen. Elverskoven måske? eller nordlandet. Hun havde hørt mange ting. Men der ramte sandheden hende igen. Hun havde ingen penge og banden var afhængig af hende.
"Det vil jeg også en dag." kom der roligt fra hende, som hun så på ham med beundrende øjne. Der var ingen sarkasme i hendes stemme eller at hun synes han var latterlig. hun forstod ham oprigtig godt.

Amy mærkede sit hjerte hoppe afsted og hun var tæt på at lade nogle ord strømme ud af sin mund i et forsøg på at slippe ud af en akavet situation hvis han ærlig talt ikke mente hun skulle med. Men hun nåede intet at sige før han allerede havde svaret hende. Panikken der kort havde formet sig i hendes øjne forsvand og hun begyndte igen at slappe af i sine skuldre. Hun så kort på hans hånd og derefter op på hans ansigt igen. Hun bed sig i læben, inden et smil brød frem på hendes læber og hun tog hans hånd og fulgte med ind i kroen. Et valg som krævede megen overtalelse mod den side, som normalvis aldrig ville stole på en sjæl. Hun var allerede begyndt at ændre sig.

//Lukket