Der var ikke gået meget mere end et par timer efter at han var kommet hjem til at han var blevet bedt om at komme til fortet af en elvervagt, der havde banket på deres dør. Selvfølgelig havde han fulgt ønsket, og skyndte sig at trække i noget mindre ødelagt tøj, før han spændte våbenbæltet tilbage om livet.
Nu var det bare om at holde hovedet koldt når han skulle op til Toorah, men det skulle gerne blive noget lettere nu hvor han havde fået ordnet alle de grimme skader, værst af alt armen og hovedet. Han fik hurtigt sagt farvel til Morrygan hvorefter han trådte ud af deres hjem og op mod skovfortet. Der hvilede et par blikke på ham, men ingen var rigtig negative. Mere forvirrede. Hvad i alverden havde han haft gang i?

Han trådte hurtigt ind på fortet, hvor han blev dirigeret til et af de mere private kamre, Toorahs kontor, hvor han først bankede høfligt på, hvorefter han gik ind. Han var næsten helt sikker på, hvor denne samtale skulle komme hen af, og det gjorde ham ikke så lidt nervøs.

"Taurn Edhel. De ønskede at tale med mig?"

Hilste han med et let buk. Der var ingen grund til at begynde en snublende, åndsvag forklaring nu.

Toorah havde siddet dybt begravet i nogle gamle fødselsstatestikker da en af hendes spejdere stakåndet havde væltet ind på hendes kontor, til hendes store misfornøjelse og med en spids kommentar om høfligheder. Nyheden han kom med var dog ikke så lidt foruroligende. Ikke nok med at Miilaethorn havde forladt Elverly uden lige at give besked om det, så havde han sågar været på dragejagt og ikke nok med det, så var han kommet haltende hjem og lignet en der var blevet slæbt igennem et tjørnekrat bevogtet af bjørne.

Nok var Toorah en vældig tolerant elver, syntes hun selv, men der måtte være grænser for, hvad man kunne byde hende og Elverly overordnet, af samme årsag havdehun set sig nødsaget til at sende en soldat efter Miilaethorn gnaske kort efter at hun havde modtaget den overrakte nyhed.

Da det bankede hævede hun ikke blikket fra den store bog. Hun sad i en mægtig stol kun overgået af den hun besad i rådsalen og med et stort ovalt bord hvor hun ved den fjerne ende var omgivet af bøger og løse papirer i en næsten pervers orden. Langsomt dyppede hun den store fjerpen i blækhuset og lod en rungende stilhed fylde lokalet, selv efter Miilaethorn først havde åbnet munden. Den eneste skærende lys var fjerpennens spids der kradsede løs på papiret.
Til sidst, endelig, hævede hun hovedet umenneskeligt langsomt. Så blinkede hun og lod de rode øjne gennembore den blonde elver foran hende. Betragtende og dømmende.

"Jeg hører De havde en lille smuttur uden for Elverly?"

Stemmen var kold, følelsesforladt og ikke mindst officiel, en vældig advarsel, hvis man kendte til Toorah

Stilheden var selvsigende. Toorah vidste noget om, hvad han havde haft gang i. Hvad, vidste han ikke, men det tegnede virkelig ikke godt. Man kunne næsten høre en nål falde til jorden, havde det ikke været for hendes skriblen mod papiret. Miilaethorn måtte blot vente på hendes dømmende ord, der et stykke tid efter lød.
Han kunne have forventet dette, men alligevel føltes det på ingen måder rart at lytte til hendes iskolde, officielle stemme, når han udmærket var klar over, at hun ikke plejede at lyde sådan. Ja, hun vidste det helt sikkert, hvilket kun gjorde det hele meget værre.

"Jeg skulle have givet besked. Jeg beklager,"

Undskyldte han efter at have hørt hendes spørgsmål. I stedet for, at lade hende tage det næste ord, skyndte han sig at forklare videre, for at undgå for meget akavethed. Og ikke mindst, stilhed. Om Toorah brød sig om det eller ej, var ham faktisk næsten underordnet. Han kunne ikke bare stå og se til, mens hun langsomt og pinefuldt talte med den iskolde stemme. Så hellere at hun var vred. Han kunne slet ikke håndtere dette. Det var lederen der talte, ikke hans bedste ven. Han kunne godt se hende som en leder, men lige nu var det ikke rart at have den slags person foran sig.

"Og jeg også beklage det, jeg ellers har i sinde at fortælle. Jeg var oppe at slås med en drage, og det gik ikke synderligt godt. Jeg ved godt det var dumt, utåleligt dumt, men jeg kan kun sige, hvor meget jeg beklager. Sket er sket, jeg kan desværre ikke gøre det godt igen,"

Med de ord bøjede han hovedet let, mens han lukkede alt hvad der kunne hedde følelser, komplet inde. Det endte med, at han havde samme, tomme stemme som hende. Han ville ikke ende trykket op af døren med samme trang til at flygte som han havde haft derhjemme. Så var det bedre at lukke det hele totalt ude. Indtil Toorah havde besluttet hvad der skulle ske med ham. Som så mange andre, der var gode venner med lederen af et sted, forventede han nemlig slet ikke, at hun ville se milt på dette. Han var elver, på komplet lige fod med alle andre elvere, og selvom han var hendes ven og omvendt, kunne han ikke bare forvente at hun vendte det blinde øje til.

Toorah lænede sig tilbage i den store stol, lokalet var prægtigt, ligesom resten af Elverly, indersiden af et træ så stort, at de færreste kunne forestille sig, at det faktisk kunne eksistere. Hun betragtede Miilaethorn, som overvejede hun, om han var værd at æde, eller måske om hun bare nød at trække tiden ud. Det slanke ansigt var hævet en kende, for at hun bedre kunne se ham i øjnene fra sin siddende position. På trods af, at Thorn stod oprejst og Toorah sad ned, virkede hun enorm, som om hun fyldte hele rummet hun befandt sig i, det var helt tydeligt, at hun vidste hvad hun lavede og at hun følte sig sikker i sin stilling.

Hans forklarring kom unødigt hurtigt, det virkede faktisk som om, at hun ventede på, at han ville begynde, ikke et øjeblik prøvede hun at bryde ind, i stedet var de røde øjnene fast placeret i et stædigt blik på ham, som syle der gennemborede ham.

"Jaså, det hørte jeg..."

Startede hun, inden hun med de afsindigt langsomme bevægelser rejste sig fra sin plads og slog så ud med armen, så et af de prægtige ærmer kort skærmede for lyset, som strømmede ind af et af de store vinduer i kontoret.

"Er De virkelig så arrogant, at De er villig til at sætte livet på spil for samtlige af vores spejdere derude, der dagligt observerer og beskytter Dem og Deres kære? Hm?"

Stemmen blev spids og anklagende, men ikke hævet et øjeblik, det var ikke nødvendigt for den stolte leder, i stedet blev øjnene knebet sammen i dyb foragt for elveren der stod overfor hende. Det kunne godt være, at han var hendes ven, under det, var han meget mere, men nu var han en elver der havde forladt sin plads. Han var en del af et fællesskab man skulle kunne regne med, blev en af spejderene pludseligt såret af en uventet fare, som der for øvrigt havde været vældig meget af på det sidste, var det ualmindeligt vigtigt, at hun var i stand til at hidkalde Thorn, med hans livgivende egenskaber.

"Kan det passe, at jeg har været imbecil nok til at sætte en elver på en position så vigtig, at det drejer sig om liv og død når vedkommende har så travlt med at udsætte sig selv for livsfare, at han er ligeglad med direkte ordre og med det folk, hvis liv afhænger af ham?"

Toorahs blik blev spidst som hendes stemme og hendes fremtoning, pupillerne blev små og stikkende, så tog hun et par skridt imod Miilaethorn, men ikke et stort et, tæt på var han højere end hende, det var vigtigt, at hun ikke gav ham den fordel. Det var ikke noget hun tænkte over længere, det var en indøvet del af det psykologiske spil der kom til at sætte sig i respekt.

"Naturligvis kan De ikke det Miilaethorn Zili’saeth..."

Toorah vendte sig omkring og så så ud af vinduet, med ryggen til den undskyldende blonde elver, tænksomt lagde hun hovedet på sned.

"Så.. Hvad har de tænkt dem at gøre for, at beholde Deres plads som fortets primære healer?"

Miilaethorns blik blev kun mere koldt, idet Toorah begyndte at hakke løs på hans samvittighed. Hvad havde hun helt ærligt regnet med? Det var ikke af arrogance, at han havde angrebet den drage. Men hvad vidste hun da også om det? Nej. Hun vidste jo alt om det. Toorah, elverkvinden der gik bersærk midt i Vinterkrigen og brød al formation. Han havde reddet hende dengang. Han ville også redde hende nu. Selvom vreden pirkede og prikkede ham i sindet. Han holdt sine hænder bag ryggen så han havde en position af selvsikkerhed. Det var vigtigt, ikke at se svag ud nu. Det kunne han gøre senere.

Han valgte, ikke at svare på hendes spørgsmål for nu. Vreden var for voldsom inden i ham. Den drage havde dræbt op til flere uskyldige. Nok var Elverly det vigtigste sted at passe på, men hvem ville så hjælpe til i resten af Krystallandet? Hvis Elverly blev de eneste tilbage mod ondskaben, hvem kunne de så kalde på, efter hjælp? Det eneste tegn på hans vrede, var en meget let trækning ved kæbelinjen. Et lille sekund dukkede den op, hvorefter det forsvandt igen, erstattet af hans hårde, kolde ydre.

Tavsheden lagde sig dybt, efter Toorah havde stillet det endelige spørgsmål. Thorns position var i fare. Han vidste det udmærket. Men han vidste slet ikke, hvordan han skulle tilse det. Problemet. Det var slet ikke det samme som at tilse en patient. Tilse brækkede knogler, dybe sår, fysiske såvel som psykiske.

"Hvis De ikke ønsker mig, som den primære healer for fortet, skal jeg nok træde tilbage, Taurn Edhel. Men vid dette,"

Startede han ud, igen komplet tom for følelser. Det krævede næsten al hans viljestyrke, ikke at råbe af hende. Fortælle hende, hvordan hun havde gjort præcist det samme, de mange, mange år siden.

"Ingen.. End ikke Morrygan.. Kan tage en afhugget arm og sætte den fast igen, af de healere der er her i Elverly. De ønsker en anden til at lede healerne, fordi jeg gjorde én dum handling, men i virkeligheden så har De brug for min ekspertise,"

Hans ord blev, ufrivilligt, en lille smule mere hårde, som han talte, men igen var der ingen usikkerhed at spore. Der lå stadig en ulmende vrede i hans sind, som var nødt til at komme ud på et tidspunkt, men det skulle ikke blive her.

"Præcis som De havde brug for den under Vinterkrigen. Da halvdelen af min familie døde og De næsten også gik bort. Så fortæl mig ikke, at jeg ikke tænker på mine egne,"

Med de ord stoppede han sin talestrøm mens hans isblå øjne lagde sig på Toorahs ryg, som hun lige så fint havde valgt at vende til. Præcis som en leder. På den ene side, ønskede Miilaethorn at forlade rummet øjeblikkeligt. Men på den anden side, var der noget usagt. Han kunne ikke presse det frem, for så ville vreden følge med. For en gangs skyld var Miilaethorn virkelig splittet.

Toorah stod stille, skræmmende stille, ville nogle mene. Hun var ikke bare vred over det Thorn havde lavet, hun var descideret skuffet over, at så gammel en elver kunne være så naiv. Hans ord fik det dog til at løbe Lederen ned af ryggen af direkte vrede, hvad i alverden bildte han sig ind. Kun dem som virkelig kendte Toorah kunne se, hvordan hun blev mere stiv i hele kroppen, hvordan nakkemusklerne spændtes i indædt arrighed.
Så vendte hun sig med et sæt, denne gang lynede hendes øjne, det skete sjældent, at Toorah udviste følelser. Mange fandt hendes skræmmende følelsesforladt, men det var en maske hun bar for at sikre sig den størst mulige respekt og for at sikre hendes folk mod det værst tænkelige.

"Antolle ulua sulrim"

Stemmen var dyb, ikke den samme arrogante stemmeføring hun før havde haft, den her kom fra hjertet. I korte træk en vending som betød, at alle de ord der flød fra Miilaethorns læber var noget direkte vanærende.

"Hvad bilder De Dem ind? Har De virkelig så høje tanker om Dem selv, at De mener, at det De har gjort er fuldkommen acceptabelt? Hm?"

Toorah tog nu et par skridt imod elveren foran hende, to hurtige præcise skridt der lod de lange grønne gavandter og det store røde hår bruse igennem lokalet med en hidsig lyd, næsten som når vinden strøg sig gennem de mange grene i Elverly.

"Fornærm mig ikke Miilaethorn! Nok har De gjort meget godt igennem tidens løb, men det undskylder ikke Deres overmodige og fuldkommen irrationelle handling. Jeg troede der sad et kvikkere hoved på Dem, end at gå ud og slås mod drager!"

Toorah slog ud med den ene arm, igen ganske kontrolleret, så hævede hun hovedet en kende og fugtede læberne ganske langsomt. Hun hadede når hun selv blev draget ind i diskussionen, Vinterkrigen var en ting hun prøvede at lægge bag sig, de havde alle mistet mangt og meget i den krig også Toorah selv.

"Desuden, hvad godt kan De bringe dette fort, hvis De er død?"

Miilaethorn lagde hurtigt mærke til spændingerne i Toorahs muskler. Hun var vred. Overraskende nok, bød han denne følelse fra hende velkommen. Alt var bedre end den iskolde version af Toorah. Han kunne slet ikke håndtere hende når hun var sådan. Det var forvirrende. I det mindste kunne han nikke genkendende til den vrede, der løb gennem hende, som hun vendte sig rundt med øjne der kunne dræbe.

Hendes ord ramte ham som et piskesmæld, men han rykkede sig ikke ud af stedet til trods for at han kunne mærke dem, næsten fysisk. Han blev stående hvor han var og modtog hvert af hendes vrede ord, mens hans indre var i oprør. Vrede, frustration og ikke mindst en virkelig ekstrem skyldfølelse vejede så hårdt på hans skuldre, at han følte, at han blev mast mod gulvet. Til trods for dette stod han stadig rank, med øjne der blot stirrede ind i Toorahs.

"Nej. Nej. Jeg tænkte ikke! Det eneste der gik gennem mit hoved da jeg tog valget var, hvordan det bæst havde dræbt uskyldige kvinder og børn! Jeg kunne se deres blod i dens gab! Der var endda en arm der.."

Han stoppede sin talestrøm af frustrerede ord, da han gik for meget i detaljer. Ubevidst, rettede han sin stående stilling og tog sig let til armen i rædsel. Den var der stadig. Ligesom menneskets hånd da han havde sat den på igen, efter deres hovedkulse angreb. Hans blik, der havde lagt sig på sin egen arm, mødte igen Toorahs, fyldt med den dårlige samvittighed og skyldfølelse der virkelig plagede ham nu. Hvorfor kunne hun ikke se det? Han forstod det ikke.

"Jeg tænkte ikke Toorah. Min vrede gjorde,"

Med de ord, forblev hans blik rettet mod hendes, forberedt på, hvad end hun ville gøre. Han var klar til sin dom. Intet kunne være værre nu.

Toorahs vrede fyldte hende til bristepunktet, kun års erfaring havde tilladt, at hun ikke for frem og råbte af hendes lungers fulde kraft. I hendes yngre dage havde hun godt kunne finde på det og havde af og til gjort det. Heldigvis var der ikke mange i Elverly der huskede det længere. Én ting der kom med årene var disciplin og det havde Toorah så rigeligt af og alligevel formåede Miilaethorn alligevel at få hende skubbet ud til kanten af tabet af hendes selvkontrol. Hvorfor ligepræcis han kunne det var for kun Toorah tydelig.

"Så De besluttede dem at tage på dragejagt alene?"

Stemmen var tilbage til den normale kølige officielle tone, hovedsageligt for lige at lade tanken synke ind hos elveren foran hende, hvor helt igennem dum han havde været.

"Jeg har set venner og familie dø til drager for mange, mange år siden, selv i flok har de kun formået at nedlægge få af de bæster og så regnede De med at De ene mand kunne..."

Toorah stoppede sig selv, hun bed tænderne sammen, der var ingen grund til at gøre sætningen færdig, Thorn havde fanget pointen og der var ingen grund til at tvære yderligere salt i såret, hun kunne se, at han var ked af hans handlinger, men det nyttede ikke noget nu, en eller flere elvere kunne have mistet livet på kontoen af hans dumdristighed, inklusive ham selv.

En lille del af lederen havde lyst til at smelte, inderst inde var hun glad for, at han var i live, hun havde ham ganske kært, lidt for kært endda hvilket var noget ingen vidste, det var for farligt og for dumt. Af samme grund blev hun stående, stille som en stenstøtte inden hun tog en dyb indånding.

"De kan gå. Jeg håber Deres handlinger har givet Dem en lærestreg, hvis ikke kan De regne med, at det er den sidste De laver som Elverlys primære healer!"

Toorah bed sig i tungen, hun havde ikke lyst til, at det skulle være sådan, men det var det nødt til, i hvert fald så længe de begge besad så vigtige poster de nu engang gjorde, det var slet ikke til diskussion.

Thorn skulle til at svare på Toorahs spørgsmål. Han var jo ikke taget alene af sted. Og til at starte med havde det jo blot været nysgerrighed. Det havde kun været en sporing og intet andet. Men det behøvede hun ikke at vide. Han ville ikke gøre hende mere vred. Han ville ikke. Det var allerede slemt nok, især nu hvor det samme kølige toneleje var tilbage. Det gjorde ham bare så vred.

Han stod stille, mens hun tværede mere salt i såret, til hun afbrød sig selv, da hun nok også selv mente at det var nok nu. Hun havde fundet den grænse, han havde, og nu var hun trådt over den. Han havde lyst til at råbe af hende, ja næsten slå hende og derefter omfavne hende. Hvad var det overhovedet der gik gennem hans hoved? Omfavne? Hvor i alverden kom det overhovedet ind i billedet?

Da hun officielt sendte ham væk, nikkede han først blot, mens hans hænder knyttedes. Han kiggede sig lidt omkring i rummet, næsten som for bare at undgå hendes kolde blik.

"Jeg gør ikke flere fjollede handlinger,"

Svarede han til sidst, næsten bittert, hvorefter han vendte ryggen til hende, og gik hen mod døren, hvor han alligevel ikke kunne undgå at vende sig mod hende igen med et lille nik.

"Taurn Edhel,"

Var hans eneste hilsen, før han åbnede døren og begyndte at gå den lange, forfærdelige tur tilbage mod sit og Morrygans hjem. Han ignorerede komplet de blikke han fik af vagterne på fortet, mens han langsomt forlod det.

//Out