Log ind Opret bruger
Loke
Krystalisianer

Kaotisk Neutral
Race: Menneske
Alder: 30 år

Skaber: Rebecca

Det var længesiden han havde set krostuens lokaler fyldt så meget op, som den var den aften. Et eller andet sted overraskede det ham, for de sidste mange måneder han havde bevæget sig ind i kroen var der næsten intet liv at finde. Men sådan havde det på den anden side været med resten af landet, det sidste år. Alt havde virket så dødt, så dødt som hvis et kæmpe jerntæppe havde lagt sig over landet, og efterladt kun skygge og mørke. Flammen af livsglæde var blevet kværket totalt, i den tid Morgoth havde været regent over Krystallandet. Han havde skadet mangt og meget, ødelagt så megen livsglæde for så mange, at det ikke var til at fatte. Selv lejemorderen havde svært ved dette, trods hans manglende sympati for hans medmennesker. Han havde personligt ikke mærket noget, udover manglen af arbejde udenfor banden han nu engang var medlem af. Det var ham til gengæld ikke så besynderligt, for tiderne havde været svære – fjenderne havde været der været nok af, men penge til at hyre en mand som ham, var der bare ikke. De havde ligget i statskassen, sammen med folkets stolthed.
Som Loke trådte ind over dørtærsklen, ramte muren af røg og varme ham. Varmen stammede for faklerne som rang rundt omkring i lokalerne, samt fra den enorme mængde af mennesker som befandt sig i lokalet og røgen – ja røgen, den stammede fra tobakken i folkets piber. Han havde aldrig set så mange veltilfredse ansigter, hørt så mange høje, varme grin i lang tid. Det var et eller andet sted lettende, at alt var som før. Han følte sig ikke længere tynget, af den her ubeskrivelige, underlige vægt på hans skuldre. Han var ikke længere utilpas ved at vandre i dagslyset for han, så som mange andre, var jagtet på daværende tidspunkt. Morgoth havde set sig ondt på mange, og ikke mindst RT. Samson havde i sandhed pisset manden direkte i ansigtet, og det havde selvfølgelig fået konsekvenser for alle. En for alle, alle for en?
Han stirrede smilende ned i hans eget spejlbillede, da han fik rakt det enorme krus øl. En hvis veltilfredshed var til at finde i hans øjne, sammen med en enorm rolighed. Det ville ikke være til at se for andre, hans smil, da dette var tildækket af hans klæde. Fra næsen, og ned var han tildækket i ansigtet, hvilket straks ville være svære for lejemorderen når han faktisk havde tænkt sig, at drikke. Han glemte det ofte, at han bar stoffet omkring ansigtet – og denne gang var ikke en undtagelse. Det var derfor han ikke rørte øllen de første mange minutter, efter han havde sat sig i kroens midte. Han stirrede blot på den, sulten som et rovdyr, men derefter vendte han blikket væk. Væk, og imod de uigenkendelige ansigter i kroen. Først startede han blot med at lytte, lytte til enkelte samtaler, men så blev det til sidst blot stemmerne. Stemmerne der forvandlede sig til en underlig summen i hans ører. Han lukkede øjnene, imens han omfavnede ølglasset med en ene hånd. Han var fuldkommen rolig.
Ethelihn
Mørkets General

Neutral Ond
Race: Menneske
Alder: 31 år

Karakteren er efterlystSkaber: Venus

Mens de fleste nød godt af tidernes skiften - selv dem der ikke fortjente det -, var der nogle få, som måtte holde lav profil, meget lav profil. Oppe ved baren sad en kvinde indhyldet i en begsort kappe, der skjulte hendes kurver, tøj og våben. Det ellers genkendelige hår havde flættet sig selv sammen og snoet sig til en knude tæt ved nakke, så det kunne skjules af en temmligt stor hætte. Faktisk var det eneste, der afslørede hendes køn, de blege, slanke fingre, der trommede lydløst på bardisken. Hendes stemme undlod hun at bruge.
Ethelihn havde været på flugt i dagevis fra loven, byvagterne, lysets krigere og de krystallisianere, der vidste, hvem hun var, hvilket var overraskende mange. For i aften havde hun fundet tilflugt i kroen, og hun håbede snarere end vidste, at hun kunne blive der lidt endnu. Selv en mørkets håndlanger som hende havde stadig en 'ven' eller to, der skyldte hende tjenester. Hun var ikke specielt glad for at være nødt til at indkassere dem, men hun havde ikke mange andre muligheder. Hendes forfølgere regnede trods alt med, hun ville bevæge sig tilbage til borgen så hurtigt, som guderne ville tillade. Det krævede ikke mere end en en halv hjerne at regne ud, at det ville være en tåbelig plan.

Så nu sad hun her og stirrede ned i det samme ølkruds, hun havde stirret ned i den sidste time, mens hun omhyggeligt undlod at gøre sig bemærket. Krudset indeholdt ikke øl; det var en meget kraftigere substands normalt serveret i glas på den kvarte størrelse, og der var ikke ret meget tilbage. Heldigvis for hende havde hun hovedsageligt bevæget sig rundt i de sydligere dele af Krystallandet, så folk her genkendte hende ikke. Ikke desto mindre følte hun sig nødsaget til at holde øje med folk, der ankom. De fleste var harmløse bønder, men ikke ham der var lige havde sat sig med et fuldt kruds øl.

Rutilus Taurus-medlemmerne havde hun sædvanligvis ikke problemer med. Men bare fordi de var for dovne til at jagte mørkets tilhængere og færdiggøre, hvad de selv havde begyndt, havde de som regel ikke noget imod at tage kampen op, hvis de kom for tæt på hende. Det var også grunden til, at hun ikke længere sad med blikket fæstnet til bunden af sit nu tomme kruds, men i stedet havde vendet hovedet så diskret som muligt i retning af Loke. Hun regnede med, at han ville ignorere hende. Trods alt var der en del mennesker mellem ham og baren.
"Det har været en hård uge, men jeg har ikke været i spjældet, og jeg kan tælle antallet af døde på en hånd, så den kunne have været bedre!"

"Meget kunne siges om Ethelihn, men der var ikke noget der afholdt hende, fra at åbne en tønde med alkohol!" - Ridder Asha Drakkari
Loke
Krystalisianer

Kaotisk Neutral
Race: Menneske
Alder: 30 år

Skaber: Rebecca

Samsons plan havde væltet den forhenværende hersker over Krystallandet. Han havde væltet systemet, mørket, der regerede over landet. Samtidig med han havde befriet et helt folkefærd, havde han fået et andet sat i fare. Mørkets tilhængere var jagtet, uønsket som pest og plage. Loke bebrejdede ikke lysets folks større tørst efter hævn, taget i betragtning hvad dette var blevet udsat for. Hungersnød, folkemord, tortur var utilgiveligt, det kunne han se – det burde alle og enhver kunne se. Hvor han havde hans grubler lå, var hos deres efterligning af hvad mørkets folk havde gjort ved dem. Skulle de ikke forestille at være de bedre mennesker? De jagtede dem, fangede dem og spærrede dem inde. Dræbte dem, hvis det var muligt.
Når det kom til stykket, var de alle sammen ens, ikke?
Smaragdgrønne øjne kom pludselig til syne, da han slog øjnene op. Han havde haft en underlig fornemmelse, ikke lang tid efter han havde trådt ind i kroen. Den her underlige stikkende fornemmelse i nakken, som nogle stod lige bagved ham og åndede direkte på ham. Han vidste selvfølgelig det ikke var sandt, men han stolede altid på hans fornemmelser. De havde en tendens til at holde stik.
Han gennemsøgte omgivelserne omkring sig, ville have ladet det ligge, hvis det ikke var fordi hans øjne fangede hendes. Som han netop havde trukket ned i stofmaskens klæde for at drikke af øllen, mødte han hendes blik. Han standsede hans bevægelse, bekendtgjorde overfor hende at han udmærket havde lagt mærke til hendes ellers diskrete blik, og satte forsigtigt kruset fra sig på bordet. Et lille umærkeligt smil formede sig på hans læber, men forsvandt hurtigt. Genkendte han hende ikke? Han kunne ikke se hendes ansigt ordentligt, men der var et eller andet ved det, han mente at kunne genkende. Og hans mavefornemmelse sagde ham, at det ikke var et venskab han huskede at have haft med hende. Tværtimod endda – hendes øjne havde heller aldrig udvist den mindste venlighed, imens de havde set på ham. Snarere fjendtlighed.
Forsigtigt lagde han hovedet på sned, seende spørgende imod hende. Han sagde intet, forventede heller ikke hun ville, men så blot insisterende tilbage på hende. Måske ville hun ignorere ham fuldkommen, havde måske blot tilfældigt beskuet ham uden nogen bestemt grund, eller også ville hun gøre noget helt tredje. Gøre ham selskab, måske?
Ethelihn
Mørkets General

Neutral Ond
Race: Menneske
Alder: 31 år

Karakteren er efterlystSkaber: Venus

Fuck! Hun havde virkelig håbet ikke at blive opdaget. At spionere havde aldrig været hendes stærke side, hun foretrak at være tæt nok på til at kunne prikke til folk med et af sine kortsværd. Men nu var hun blevet opdaget gennem røgen og larmen og meget mod sin vilje. De ravgule øjne stirrede tilbage i Lokes grønne uden at vige.

Havde han genkendt hende? Hun var udmærket klar over, hvem han var. Man burde altid lære sine efterfølgere at kende. Hun vidste hvad han hed, og hvad han blev brugt til, ligesom hun vidste, at RT'ere var nogle dovne rendestensrotter, der ikke løftede en finger, med mindre de fik noget for det. Det talte for, at han ikke havde den fjerneste anelse om, hvem hun var, og kunne forklare, hvorfor han ikke gjorde noget. Desværre vidste hun også, at dusørjægere lærte deres ofre at kende, og der var sat en pris på hendes hoved.

Jo, mere Loke stirrede, jo mere sikker blev Ethelihn på, at hun var bleve genkendt. De gule øjne slap Lokes for at se mod udgangen, men i virkeligheden var det sikreste at blive i kroen, var det ikke? Og endnu sikrere ville det være, at sætte sig over til ham. Enten var legemorderen for doven til at gøre noget, eller også ville han vente, til hun forlod kroen. Lige meget hvad kunne hun bedre holde øje med ham tæt på. At hun nægtede at flygte mere i dag, og at bandemedlemmet ikke var direkte frastødende at se på, var mindre detaljer.

Ethelihn rejste sig fra sin plads ved baren. Hun behøvede knapt at være forsigtigt for at skjule lyden af klirrende våben, for de blev komplet overdøvet og råbene og latteren i den fyldte krostue. Så bevægede hun sig over mod Loke, mens kappen hele tiden blev skubbet til side af en stol eller et mennesker, og Ethelihn måtte lægge bånd på sig selv for ikke at skubbe igen, med i stede smøge sig uden om forhindringerne. Til sidste dumbede hun ned på en stol over for legemorderen og hilste på ham med en hvis sarkasme: "Såh.. hvad bringer dig til Tusmærkedalen?" Hendes lavmælte stemme gjorde det temmeligt tydeligt, at hun ikke var særligt interesseret i svaret på lige præcis det spørgsmål - med mindre naturligvis svaret var hendes hoved.
"Det har været en hård uge, men jeg har ikke været i spjældet, og jeg kan tælle antallet af døde på en hånd, så den kunne have været bedre!"

"Meget kunne siges om Ethelihn, men der var ikke noget der afholdt hende, fra at åbne en tønde med alkohol!" - Ridder Asha Drakkari
Loke
Krystalisianer

Kaotisk Neutral
Race: Menneske
Alder: 30 år

Skaber: Rebecca

Som den sorthårede krystallianer rejste sig fra sin plads, og overraskende nok vendte sig for at gå i hans retning, fik han bedre udsyn til hendes ansigt. Han tvivlede ikke det mindste efter at have set hendes ansigt ordentligt; hun var ikke just hvad han ville betragte, som værende en ven. Frygtede han for et angreb fra hendes side? På nuværende tidspunkt havde han intet at frygte. Stedet var fyldt med kampdygtige mænd og kvinder, og han nægtede at tro, at disse ikke vil gøre deres for at nedlægge dem begge, så straks de genkendte deres ansigter. Han ville umiddelbart ikke beskrive sig selv som værende den mest kendte – specielt ikke med masken nede, da offentligheden sjældent havde set dette. Ethelihn derimod var en helt andet sag. Hun var et kendt ansigt, i alle kredse af Krystallandet, og dette var ikke så besynderligt endda. Hvis du havde meldt dig frivilligt ind i Mørkets hær, og oven i købet opnået høj status, røg du ikke ned i glemmebogen lige med det samme. Snarere ville du blive husket for livet for dine handlinger. Specielt dem, der blev betragtede som fejltagelser; de umoralske, ondskabsfulde handlinger.
Hun var på mange måder som ham selv, set i manges øjne. En morder, et koldblodigt væsen der ikke blev betragtet som meget andet end skidt. Og den var uundgåelig, kulden. Hendes øjne var gennemsyret af denne, og hendes kropssprog var ikke meget bedre. Hun var vred, så gennemført vred. Han håbede ikke at vreden var rettet imod ham, eller ville blive det så straks hun kom tæt nok på ham, for hun var vel bevæbnet? Andet ville næsten virke tåbeligt.
Uden at have sluppet hendes øjne en eneste gang, se han hende placere sig foran ham. Han havde turde ikke andet, men så på den anden side: hvordan kunne han? Trods kvindens yderst hårde ansigtsudtryk, bar hun en skønhed der ikke var til at undgå at slippe af syne, når man først havde beskuet denne. Hun var bidsk at se på; sød som gift, i sandhed. Lejemorderen synes først rigtig at komme til bevidsthed, da han hørte hendes hviskende stemme tale til ham. Hun havde gjort klogt i at holde den i det tonefald, og han fulgte da også kun hendes eksempel, da han svarede hende. Hans tonefald synes dog blot en anelse venligere end hendes, da han åbnede munden: ”Det samme som Dem, vel?” han satte ølkruset for læben, og drak. Han fortsatte da han havde sat øllen på bordet igen: ”Øllen?” ironien var ikke til at tage fejl af.
Ethelihn
Mørkets General

Neutral Ond
Race: Menneske
Alder: 31 år

Karakteren er efterlystSkaber: Venus

Ethelihns øjenbryn krummede sig skeptisk, da manden foran hende hævdede at at være her af samme årsager som hende. Hun skulle lige til at fnyse hånligt og tilføje en eller anden spids kommentar, da han besvarede sit eget spørgsmål med ét ord og passende ironi:Øllen. Hendes ansigtsudtryk skiftede i løbet af et øjeblik fra rynkede øjenbryn til et skævt smil. Hun var behageligt overasket. En dreng på omkring de 18 kom ud fra baglokalet og havde tydeligvis rettet snuden efter den plads ved disken, der nu var tom. Han så sig pludselig forvildet om, ikke af bekymring for Ethelihn, men snarere af bekymring for kroens andet indhold. Ud af øjenkrogen opfangede Ethelihn bevægelsen, så retning af drengen og sendte ham et vagt nik. Alt var i orden. Han brød sig ikke meget om hende, men han skyldte hende en tjeneste og lod hende derfor sidde, hvor hun nu sad - så længe hun ikke forstyrrede freden yderligere.

Kvinden så tilbage på Loke nu med et mere nysgærrigt blik. "Jeg ville ikke slå mig til tåls med øl, når de serverer stærkere brygge her," svarede hun stadig med et svagt næsten tirrende smil på læben. Selv hvis Loke ikke var mand nok til at gå med på legen, havde hun stadig brug for et krus til af det stads, hun stadig ikke havde nogen anelse om, hvad var. Men så længe det stærkt nok til at holde hendes nerver og dermed temperament i ro, var navnet ligegyldigt. Et par sekunder efter kom drengen over til bordet og placerede endnu et ølkrus med en glasklar væske i, som om det var hans job i aften kun at holde øje med hende, hvilket ikek var usandsynligt. Til gengæld fik han et par ekstra jader stukket i hånden.

Ethelihns blege fingrer snoede sig omkring kruset og løftede det op til hendes mund længe nok til, at hun kunne tage en slurk. Det blev derefter stillet tilbage og landede på det hærgede træbord med et blødt dunk. "Er du her så for fornøjelsens skyld?" Hun så op fra koppen og smilede stadig svagt, mens øjnene lagde mærke til alle hans bevægelser. Jo hurtigere hun fandt ud af, hvad han havde tænkt sig, jo hurtigere kunne hun beslutte sig for at lekvidere ham. Men det ville nu være en skam.
"Det har været en hård uge, men jeg har ikke været i spjældet, og jeg kan tælle antallet af døde på en hånd, så den kunne have været bedre!"

"Meget kunne siges om Ethelihn, men der var ikke noget der afholdt hende, fra at åbne en tønde med alkohol!" - Ridder Asha Drakkari
Loke
Krystalisianer

Kaotisk Neutral
Race: Menneske
Alder: 30 år

Skaber: Rebecca

Loke måtte tage sig selv i at blive en anelse overrasket, da han så et skævt smil forme sig på Ethelihns læber. Besynderligt - han synes åbenbart at have en betydelig mere positiv påvirkning på den sorthårede kvinde, end forventet. Det morede ham, beroligede ham også, ved tanken om hun ikke lige foreløbigt ville springe på ham i et forsøg på, at få ham af vejen. For det havde hun vel tænkt sig, havde hun ikke? Han følte sig for første gang ret usikker på, hvad der end måtte hænde ham. Med andre ord: hun gjorde ham usikker.
På trods af den pirrende fornemmelse i lejemorderens krop, udviste han ikke hans følelser - hverken i hans ansigt eller i hans kropssprog. Han sad blot, nu tilbagelænet i stolen han havde placeret sig i, seende med et næsten blidt blik ind i den kvindelige krystallianers rovdyrsøjne. Han kunne dog ikke tilbageholde en varm, dyb latter da han hørte hendes næste udtalelse: ”Åh, jeg ser hvad du prøver på her,”
Ganske let rejste han sig fra sin siddende stilling, trækkende sig selv ud af hans overtøj. Varmen var begyndt at stige ham til hovedet, og for at holde sig mere fokuseret måtte han slippe hans kappe. Blottende begge hans arme nu, den enkelte langt mere tatoveret end den anden, satte han sig ned igen.
”Men hvis vi skal lege den leg, så må jeg jo nok drikke, drikke med samme alkoholprocent som Deres, ikke sandt?” han skubbede forsigtigt sit eget glas til side, bestillende en drink lignende Ethelihns. Da denne blev placeret foran ham, måtte han med rynkede bryn løfte glasset fra bordet.
”Det ville være en skam at sige,”
Var han her for fornøjelsens skyld? Det ville i sandhed, være en skam at sige. Fornøjelse var der ikke just meget at finde her. Kroen synes at have fået en helletilstand for den unge lejemorder. Normalt opholdte han sig slet ikke inde på fastland, da RT-bandens tilholdssted befandt sig ude på en ø, langt derfra. Han havde altid følt sig mere sikker her, end så mange andre steder. På øen var du langt mere fanget, end du var sikret dig et gemmested. Der var ikke mange steder at flygte hen, da vandet havde en tendens til at stoppe enhver form for mulighed for at flygte.
”- Men det kan De måske være med til at ændre på?” han hævede brynene, sættende kruset for læberne. Smagen af væsken var ham ikke ligefrem behagende, men den varmede hans krop – ubeskriveligt meget. ”Jeg regner ikke med, at De er her af den grund? For fornøjelsens skyld?
Ethelihn
Mørkets General

Neutral Ond
Race: Menneske
Alder: 31 år

Karakteren er efterlystSkaber: Venus

Alkoholen varmede ganske rigtigt en hel del, og Ethelihn ville hellere end gerne smide sin store kappe. Der var bare lige det problem, at den dækkede for udsynet til hendes ansigt. Hvis hun tog kappen af herinde ville hun blive genkendt og så ville der først blive ballade. Hun kunne sagtens klare et par vrede bønder eller fem, men femogfyrre, som hun havde talt sig frem til lidt tidligere, var lige i overkandten.
Hun betragtede misundeligt Loke - for ikke at nævne hans tatoverede overarme - mens han fjernede sit overtøj. Han var helt sikkert ikke ude af træning. En lumsk krølle tonede frem i Ethelihns højre mundvig, mens hun tænkte over hvor lidt muskler i virkeligheden betød i en sværdkamp. Hun orkede overhovedet ikke slagsmål i aften, men tanken holdt hun alligevel i baghovedet for en sikkerheds skyld. Parader var ikke noget man lod falde, når man var på flugt fra stort set hvert eneste væsen i hele Krystallandet.

Den sorthårede krystallisianer tog en ordentlig slurk af alkoholen. "Er du nødt til at spørge? Hvorfor tror du, jeg drikker det her stads." Hvad angik høflige tiltaleformer som 'De' og 'Dem', så var det ikke noget, hun gad tage sig synderligt meget af. Endnu en slurk røg ned. "Men, jo det skal der laves om på." Hun lænede sig afslappet tilbage i stolen, så noget af kappen gled til side og afslørrede et skinneden sværd, sikker på at hun ikke behøvede at tage sig af sit nye bekendtskab, i hvert fald ikke før de kom uden for kroens grænser.
Et øjeblik betragtede Ethelihn kruset, som hun stadig holdt i sin højre hånd. Så tømte hun det i et drag og stillede det tilbage på bordet. Hun så afventende på Loke: "Bunden i vejret... med mindre selvfølgelig alkoholen er for meget for dig."
"Det har været en hård uge, men jeg har ikke været i spjældet, og jeg kan tælle antallet af døde på en hånd, så den kunne have været bedre!"

"Meget kunne siges om Ethelihn, men der var ikke noget der afholdt hende, fra at åbne en tønde med alkohol!" - Ridder Asha Drakkari
Loke
Krystalisianer

Kaotisk Neutral
Race: Menneske
Alder: 30 år

Skaber: Rebecca

Til forskel for Ethelihn, havde lejemorderen ikke gjort det mindste for at skjule hans våben. Disse bar nok heller ikke det mest faretruende udseende, da der var (denne dag) ganske få og deres udseende var simpelt. Stridsøksen i hans side, sammen med daggerten hvilende på hans lår, var hvad han havde valgt at medbringe sig den dag. Normalt bar den sorthårede krystallianer langt flere våben, og andre hjælpemidler, der ville gøre hans job langt nærmere og ikke mindst mere lydløst. Gift var blandt andet en af de mange ting, han gjorde sig i brug af, når han var ude på en af sine opgaver. Det var let at benytte, og utrolig svært at spore. Og det var nok en af de ting han allermindst ønskede – at noget kunne spores tilbage til ham.
”Jeg antog lidt at De drak det, fordi De faktisk kunne lide det,” han tog atter en slurk af drikken, ”Men så på den anden side – det ville næsten være mærkeligt hvis det var tilfældet,”
Hans øjne stiftede sig diskret imod hendes tilbagelænede skikkelse, kunne ikke undgå at spotte de blottede våben, og måtte derfor hæve brynene en anelse. Et eller andet sted overraskede det ham ikke, taget hendes rang i betragtning. Hvad hun ikke måtte gøre for at opnå den, tvivlede han ikke det mindste på ikke indblandede blod på hænderne. For det var vel hvad de fleste måtte gøre, for at kunne opnå troskab i de kredse? Man måtte kunne udvise koldblodighed, og fuldkommen ligegyldighed overfor et andet menneskes liv. Det var i hvert fald sådan han huskede hans barndom, og senere ungdomsår.
”Hvad er De ude på? - At drikke mig fuld? – Jeg er smigret, det er jeg virkelig,”
Han sendte hende et let smil, sættende glasset for munden endnu engang, for at tømme dette. Han måtte tage et par slurke før handlingen var gennemført, og det var ikke et fuldt veltilfreds ansigtsudtryk der var plantet i hans ansigt, da han var færdig. Han rystede let på hovedet, placerende kruset på bordet, imens han vinkede let med hånden derhenimod.
”Jeg må lige understrege for Dem, at jeg er en virkelig dårlig vinder – jeg undskylder på forhånd for min opførsel, når det her er ovre,”
Ethelihn
Mørkets General

Neutral Ond
Race: Menneske
Alder: 31 år

Karakteren er efterlystSkaber: Venus

"Og jeg har lagt mærke til, at dårlige vindere også er virkeligt dårlige tabere, men jeg skulle nødigt snakke, jeg har ikke ret meget erfaring med at tabe." Deres personlige tjener kom hurtigt med den næste omgang og fik igen nogle jader i hånden. For Ethelihn var det ligegyldigt, hvem der betalte. Selv var hun blevet betalt godt for sine tjenester, koldblodige eller ej, og havde mere end rigelig mønt på lommen. Men hvis man spurgte hende, hvorfor hun var steget til så høj en rang, ville hun snarer sige loyalitet end blind lydighed. Ridere måtte have noget mellem ørerne, ellers ville dere være umuligt at klare sig selv. Men med de frie tøjler de fik, måtte deres general og deres herre også kunne stole på dem. Og hendes herrer havde aldrig haft grund til at tvivle på, hvor hendes troskab lå henne, eller det ville sige ikke før nu.
En anden ganske god grund til at betale overpris for alkoholen og betale den selv var, at hun betalte for at være her og blive ladt i fred.

"Du behøver ikke belaste dig selv med at føle dig smigret," Ehtelihn holdt en kunstpause for at tage et drag af sit nye krus - og for at granske RT'erens tatoveringer en gang mere, "Jeg fordriver bare tiden herinde til stormen driver over." Hvilken storm, hun talte om, måtte guderne vider, for udenfor var der kun stjerne på en skyfri nattehimmel at se.
"Det har været en hård uge, men jeg har ikke været i spjældet, og jeg kan tælle antallet af døde på en hånd, så den kunne have været bedre!"

"Meget kunne siges om Ethelihn, men der var ikke noget der afholdt hende, fra at åbne en tønde med alkohol!" - Ridder Asha Drakkari
Loke
Krystalisianer

Kaotisk Neutral
Race: Menneske
Alder: 30 år

Skaber: Rebecca

"Jeg tror desværre at du kommer til at sidde her længe, taget omstændighederne i betragtning,"
Den sorthårede krystallianer kneb øjnene let sammen, da han fremmanede et af sine særlige tandsmil. Han vippede hovedet ganske let på skrå, vippende sit glas frem og tilbage som lå i hans hånds fingre, imens han talte. Hans tonefald bar en hvis ligegyldighed over sig, sammen med en unaturlig ro. Han virkede fuldkommen neutral, trods hans ord:
"Nu da landets tidligere regent er blevet drevet på flugt - jeg kondulere, virkelig - tør jeg ikke tænke på hvad folket her vil gøre ved hans tilhængere. De er blodtørstige; lystige efter hævn, faktisk," han satte glasset for munden, tømmende det i et drag, for at sætte det på bordet.
"Ikke at jeg tvivler på dine færdigheder, din titel af din taler virkelig for sig selv, men .. Ja," han trak en anelse på skuldrene, lænende sig tilbage i barstolen. Han vendte blikket over hendes ene skuldre, seende hvordan enkelte kunder begyndte at røre uroligt på sig. Deres blikke havde vendt sig i deres retning, seende svært utilfredse ud. Hans blik skiftede hurtigt retning imod Ethelihn, ignorerende (for nu) hvad end der så blev sat igang bag dem.
"Flertallet har en tendens til at vinde, ikke?"
Han lænede sig indover bordet, fortsat ikke slippende øjenkontakten mellem de to. Han rynkede brynene, nu uden hans blide smil, da han talte:
"Det ser ud til at du, har tiltrukket os uønsket opmærksomhed. Vil du have hånd?"
Ethelihn
Mørkets General

Neutral Ond
Race: Menneske
Alder: 31 år

Karakteren er efterlystSkaber: Venus

Ethelihns legesyge blik og hendes lumske smil forsvandt langsomt og erstattedes af knitrende øjne og en svag hvæsen i takt med, at Lokes nummer gik op for hende. Hendes blik flakkede fra en af mændene bag RT'eren og tilbage igen, mens hun skiftede benstilling under bord og kappe for lettere at kunne springe op i tide.
Meget forsigtigt skubbede hun sin kappe lidt til side og greb om skæftet på sin daggert. Hun mistede helt øjenkontakten med Loke for i stedet at koncentrere sig om en foretruende skikkelse bag ham; en temmeligt tung og meget veltrænet mand, der vendte sin stol og satte hånden på deres bord for at komme op. Det skulle han ikke have gjort.

"Ellers tak, jeg kan sagtens nøjes med hans!" I samme øjeblik sprang ridderen op fra sin plads og jagede sin daggert gennem muskelbundtets hånd, hvorefter der lød et brøl af smerte. Han havde langt fra været hurtig nok. Ethelihns hætte faldt ned, mens hendes hår flettede sig selv ud for at fange et af hendes kortsværd. Imens trak hun selv daggerten fri og løsnede kappen, så den faldt hen over stolen og afslørede det meste af hendes våbenarsenal - lige med undtagelse af de små kløer, hun plejede at udstyre sine hårspidser med.

Nu stod hun med en daggert i en hånd, et sværd i den anden, en sidste til håret, og kun med en tanke i hovedet: Hvordan kommer jeg ud herfra? Jeg slår ham ihjel!! Okay, måske to.
"Det har været en hård uge, men jeg har ikke været i spjældet, og jeg kan tælle antallet af døde på en hånd, så den kunne have været bedre!"

"Meget kunne siges om Ethelihn, men der var ikke noget der afholdt hende, fra at åbne en tønde med alkohol!" - Ridder Asha Drakkari
Loke
Krystalisianer

Kaotisk Neutral
Race: Menneske
Alder: 30 år

Skaber: Rebecca

Som den sorthårede kvinde slap hans øjne, mistede han roen i kroppen. Han vidste pludselig, at overskuddet ikke længere var der til konstant at se hinanden i øjnene; de var ikke længere hinandens midtpunkt i verden, for noget andet var brudt ind. Og som situationen så ud på daværende tidspunkt, var det begyndende kaos ikke til at stoppe. Da først blodudgydelserne startede, Ethelihn som den første til at sprede blodet, var der intet der kunne stoppe det.
Det overraskede ham ikke, hendes handling. Faktisk havde han ikke forventet andet, hvis han måtte være helt ærlig med sig selv. Hun var trods alt, hvad hun var, og Mørkets Riddere var ikke kendt for at være nådesfulde. Nej, dette ville næsten vare en blasfemisk udtalelse at gøre sig.
Lyden af kniven knasende igennem den angribende krystallianers hånd, fik lejemorderen til at rejse sig fra hans siddende stilling. Han væltede stolen bag sig, med den pludselige bevægelse, men han virkede ikke skræmt af sig. Tværtimod, da han tog sig ganske fint tid til at bøje sig ned, for at slynge hans tynde, men langærmede frakke omkring sig. Derefter trak han sit våben, stridsøksen, hvis hoved var dækket af en læderlignende dække. Han havde, lige foreløbigt, ikke i sinde at bryde forsejlingen.
"Vær nu ikke dum---"
Da udsynet til Ethelihns våbenarsenal, samt styring af hendes manke af et hår, fik lejemorderen til at måbe få en stund. Han havde set mangt og meget i Krystallandets egne; mødt særlinge og mægtige magikere med ubeskrivelige evner, men netop dét trick, kunne han ikke prale af at have oplevet. Han ville fortsat have stirret, imponeret (indrømmet), hvis det ikke havde været for omstændighederne. De befandt de trods alt i midten af et begyndende slagsmål.
Med et hårdt slag, placerede han bagenden af stridsøksen - den flade - imod den sårede krystallianer ved hans side. Hans smerteskrig stoppede straks, da han gik ind i bevidstløshed. Lejemorderen vendte blikket bagom Ethelihn, derefter bag sig selv, og måtte erkende at de måske måtte lide nederlag - de var i stærkt, stærkt undertal. Ikke nok med at kroen var proppet med lysets tilhængere, men disse synes ikke at være bange af sig - trods hvem de var oppe imod.
Han tog udfordringen op.
Skyggerne omkring dem bevægede sig pludseligt, stødende på en unaturlig måde. Som fangearme, løftede de sig foran mændende der skyggede for krostuens enorme vinduer. Lejemorderen havde forudset at hvis han og ridderen skulle flygte, blev det ikke ud af hovedindgangen. Vinduerne var derfor en anden mulighed.
Fangearmene farede fremad, de greb om mændene, trækkende dem nedad med en enorm kraft. Kroppene stødte imod bordene, væltede fremad med en større kraft. Med et var udvejen ikke længere spærret.
"Vinduet, nu!"
Ethelihn
Mørkets General

Neutral Ond
Race: Menneske
Alder: 31 år

Karakteren er efterlystSkaber: Venus

Dum?! Hvis nogen har opført sig som en halvhjerne, er det da ham, når han ikke kan holde sig til mindre åbenlyse emner. Han hidsede dem op med fuldt overlæg, det er jeg sikker på! Ethelihn var temmeligt vred, hvilket ikke hjalp hendes modstandere meget. Hun havde knapt bevæget sig ud af flækken, men til gengæld blev folk, trods deres beruselse, mindre og mindre villige til at smide sig i vejen for hende. Faktisk havde hun kun taget et skridt, hvilket i praksis betød, at hun nu stod og borede hælene ned i ryggen på en bevidstløs drukkenbold.
Normalt ville mørkets ridder ikke sige nej til en god slåskamp, noget hun sagtens selv kunne fremprovokere, - normalt. Men lige nu var hun træt. Hendes sværdfægtning og parader bar ikke rigtigt præg af det, og mørket i den stearinoplyste krostue gjorde resten for at skjule skader og render under øjnene, men de kunne ikke ændre faktum.

Pludselig vendte hun hovedet efter endnu et råb fra Loke, mens hendes hår slog skæftet af sværdet i tindingen på manden bag hende, der besvimede på stedet. Det lod til at skyggerne i kroen havde givet RT'eren en masse at arbejde med, og Ethelihn måtte indrømme, at hun var temmeligt imponeret. Hun vendte rundt på hælen, hvilket fik manden, hun brugte som dørmåtte, til at lave et par ufrivillige spjæt, og fulgte så efter Loke så hurtigt remmer og tøj kunne holde, mens hun slog de få modstandere ned, som fangearmene ikke havde stoppet.

-

Et sykke tid senere, Ethelihn var ikke klar over præcist hvor meget, og hun var også revnende ligeglad, standsede hun omkring fem meter fra Loke i en lysning i skoven. Hun så sig over skulderen efter forfølgere, men der var ikke flere at hverken se eller høre. Hun smilede svagt; fem sårede og tre slået bevidstløse, resten havde bare været for fulde til at slås ordenligt - i hvert fald efter mine standarder. Ikke dårligt for en nats arbejde.
Men smilet holdt ikke længe. De stod nu badet i månelys fra en stjerneklar himmel, og nu kunne hverken kroskygger eller en stor, sort kappe skjule mærker og skader. Ethelihn havde ikke længere tal på hvor mange blå, gule og lilla mærker, der var, for slet ikke at tale om nogle snitsår, hun havde ladet slippe igennem. Hun så vredt på Loke, med øjne der så ud til at være i mangel af flere dages søvn. "Din halvhjernede abe! Kunne du ikke have holdt munden lukket, hva'? Jeg havde endelig fundet et sted at få lidt søvn, og så -" Hun standsede sin hidsige talestrøm for at vende blikket mod højre side af sin læderrustning. Der var en flænge på omkring 30 cm i længden lige under hendes ribben. Den havde været svær at få øje på før, men nu piblede blodet glad ud langs hele flængen. "Aw, pis! Nu er det sprunget op igen!"
"Det har været en hård uge, men jeg har ikke været i spjældet, og jeg kan tælle antallet af døde på en hånd, så den kunne have været bedre!"

"Meget kunne siges om Ethelihn, men der var ikke noget der afholdt hende, fra at åbne en tønde med alkohol!" - Ridder Asha Drakkari
Loke
Krystalisianer

Kaotisk Neutral
Race: Menneske
Alder: 30 år

Skaber: Rebecca

Da de nåede skovbrynet sagtnede lejemorderen langsomt farten. De havde spurtet igennem byen, og ikke en eneste gang havde han vendt ansigtet over skulderen, for at beskue kvinden bag ham. Han regnede med at hun havde kunne holde trit med ham, hvilket havde vist sig at være rigtigt. Dog havde han bevist undgået tagene, hvilket ellers havde været hans fortrukne flugtvej (han havde sjældent mødt nogle, som havde kunne følge med ham, når han først nåede derop) da, han uvidende om hvorvidt hun kunne klare sådan et løb eller ej, frygtede at de ville blive skilt fra hinanden. Men hverken havde de sænket eller sluppet hinanden, da de nåede frem til lysningen. Det var derfor, med et langt mere håndteret åndedræt, at han vendte øjnene imod Ethelihn. Det var som om at smilet i hans øjne blegnede, da han så hendes beskadigede krop.
Som det så ud på daværende tidspunkt, nok grundet hendes enorme træthed, havde hun ikke selv bemærket hendes enorme mængde af skader. Godt nok var nogle mildere end andre, og der var ingen som var direkte livsfarlige (selvfølgelig, hvis nogle ikke blev håndteret så kunne der en farlig situation selvfølgelig opstå) men det afholde ham ikke fra, at føle et jag af bekymring.
Den blodrøde farve der strømmede fra kvindens mave, var hvad der fangede hans øjne allerførst. Senere så han alt andet, men blodet ville ikke stoppe med at sidde i hans øjenkrog. Han hørte hende tale til ham, det gjorde han virkelig, men som han nærmede sig hende, fandt han virkelig ikke overskud til at svare. Han orkede ikke at skændes med hende - ikke endnu.
"Stå stille," kommanderede han, med en stemme så mild, "- Lad mig ordne det,"
Han bøjede sig forsigtigt fremover, holde den enkelte af sine hænder foran hende. Hans øjne hvilede kun imod hendes sår, da han udsendte en strøm af energi fra hans fingrespidser. Disse placerede han på det blødende sår, ganske forsigtigt. Førende energien til hendes sår, satte han en voldsom healingsproces igang. Såret ville modtage energien, brugende denne til at hele den sprækkede, og derfor beskadiget, hud. Da såret var healet, trak han sig selv op i en stående stilling. Han fattede ikke helt, hvor tæt han befandt sig på den sorthårede kvinde. Faktisk, synes det at rage ham.
"Jeg tror næppe det var mig der tiltrak opmærksomheden, hvis jeg skal være helt ærligt,"
Han rynkede brynene, sendende hende et udfordrende blik: "Dit våbenarsenal var mere larmende end min stemme, tror du ikke?"
Han satte hånden for klædet omkring hans næse, og trak dette nedad. I flugten havde han sat det for igen - kunne han skjule hans ansigt, gjorde han det.
"- Men jeg vil virkelig ikke pege fingre her, hvis jeg skal være helt ærlig. Uanset hvad, tror jeg at vi ligger til samme straf hvis de fanger os,"
Han trak på skuldrene, svagt smilende: "Så lad os sikre os, at det ikke sker - vil du have min hjælp, eller ikke?"
Ethelihn
Mørkets General

Neutral Ond
Race: Menneske
Alder: 31 år

Karakteren er efterlystSkaber: Venus

'Stå stille' sagde han, gu' ville hun ej! Men selvom hun gjorde et hæderligt forsøg, nåede hun ikke væk i tide. Faktisk fjernede hendes talje sig ikke mere end et par centimeter, før hun fornemmede et jag af energi, meget lig den hun selv havde haft planer om at bruge, strømme gennem den åbne flænge. Forskellen var bare, at mens denne strøm sugede smerten til sig som et klæde, der fjerne blod fra en knivsæg, ville hendes eget valg af heling have føltes som en brændende daggert i siden. Faktisk gik det først nu op for hende, hvor ondt hun havde haft. I virkeligheden havde hun ondt i hele kroppen efter hånden, men når adrenalin og alkohol gennemsyrede ens blodårer, og når der virkelig ikke var en smertefri plet på ens legeme, var den præcise grad af smerte på hver tomme hud svær at holde styr på. Og nu hvor hun havde en smule fornemmelse af hvor mange tæv, hun havde fået, var hun både en smule stolt over stadig at have alle lemmer og sanser i god behold, og stålsat på stadig ikke at kunne mærke en pind.

"Tak... Selv om jeg kunne have klaret det. Det gælder også for kroen, og lad være med at bilde dig selv ind, at vi er allierede, bare fordi du har fikset et lille snitsår. Jeg ved hvordan, jeg holder mine våben i ro. Hvis noget afslørede mig, var det dig, der ikke kunne holde låget på din dertil indrettede syltekrukke lukket." Hun holdt inde og tillod Loke at komme med endnu en enkelt sætning. Først så hun på ham, som om han lavede sjov. Så begyndte hun at le en tynd, skarp latter, som hendes mavemuskler knapt kunne holde til. Ethelihn lagde en arm hen over maven, som man gør, når man griner. Men hvis man havde prøvet at få et ordentligt slag i mellemgulvet, ville man måske lægge mærke til den måde ridderens blege fingre knugede sig ind til sit læderdækkede maveskind. Læderrustninger var fleksible og forholdsvis stærke, men de var dårligt værn mod store knytnæver og andre tunge genstande.

Af samme grund holdt latteren ikke så længe. "Min kære, i deres øjne er du en ridder på en snehvid hest i forhold til mig." Hun lænede sig en smule frem, så hendes næsetip næsten rørte Lokes og hendes ravgule øjne kunne nedstirre ham på helt tæt hold. Armen lå stadig beskyttende hen over hendes mave. Så trak hun sig lidt tilbage igen, men hendes støvler holdt sig stadig fastplantet inden for bandemedlemmets personlige bobbel. De gule øjne borede sig stadig eftertænksomt ind i Lokes. Hun var generelt ikke meget for at have folk på slæb, og ham her vidste tydeligvis ikke hvordan man holdt munden lukket. PÅ den anden side er han heler. Det kunne spare mig nogle ar... I det mindste kan han holde et par soldater, mens jeg bruger dem som skydeskiver.

"Fint, men kroen var det eneste sikre sted i miles omkreds. Nogle gode idéer? Jeg ved, det er svært at bruge hovedet inden, man bruge munden, men gør venligst et forsøg denne gang.
"Det har været en hård uge, men jeg har ikke været i spjældet, og jeg kan tælle antallet af døde på en hånd, så den kunne have været bedre!"

"Meget kunne siges om Ethelihn, men der var ikke noget der afholdt hende, fra at åbne en tønde med alkohol!" - Ridder Asha Drakkari
Tråden er afsluttet