Dog ville Carolina, der i et afsides hjørne af borgmuren prøvede at klatre over denne, ikke udgøre nogen større trussel. Knoerne holdte godt fat i de små fuger, og hendes krop rystede, for hvert trin hun bevægede sig op ad. Hendes kattegener gjorde hende god til at klatre, men det var stadig svær at komme op ad, for der var ikke meget plads mellem murstenene. Efterhånden var hun nået to meter op - cirka halvvejs - og indtil videre havde hun ikke hørt tegn på farer.
Men hvorfor var det egentligt, at hun sådan prøvede at komme væk fra denne borg? Samson havde jo holdt deres aftale. Der var ingen, der havde lagt en hånd på hende, og hun havde nok ikke overlevet den hårde vinter på gaden. Hun blev jo egentligt ikke behandlet som en fange, mere som en tjener. Men nu var sommeren endelig begyndt, og solens stråler havde i dagevis nærmest trukket i hende, for at få hende til at vende tilbage til gaden. Hun vidste godt, det ville være svært at flygte. Hun havde også tidligere prøvet at flygte - men var blevet taget i det, og der var blevet holdt ekstra meget øje med hende i et stykke tid, hvilket havde irriteret hende grænseløst.
Hun anede ikke, hvor hendes ting var, så hun havde intet med. Hendes påklædning var heller ikke ligefrem praktisk at flygte i: Samson havde tvunget hende til at gå i tætsiddende, upraktiske kjoler med korset og hun hadede dem. Hun havde alle dagene her på borgen følt sig begrænset, og korsettet, der strammede om hendes ribben, gjorde det kun værre.Eftersom han sikkert havde smidt hendes gamle tøj fra gaden ud - eller i hvert fald gemt det væk - var hun nødsaget til at flygte i sådan én. Dog havde hun fået viklet korsettet af sig, så hun nu kun havde kjolen på.
Hvis man tog et ordentligt kig på hende, kunne man dog også se, at livet på borgen havde gjort hende godt. Hun havde taget et par kilo eller fire på, og hun var ikke længere så træt og forpjusket at se på. Men man kunne ikke trænge igennem med sådanne argumenter til hende. Hun ville tilbage til sin by, og det skulle være omgående!
Be kind to me, or treat me mean
I'll make the most of it, I'm an extraordinary machine