De sidste solstråler, der skinnede mod borgens blanke mure, markerede, at dagen var ved at gå på hæld. På borgen åndede alting af en forholdvis dyb, men overfladisk ro. Der ville aldrig opstå en tvivl om, at borgen ville være klar til kamp, hvis det skulle blive nødvendigt.

Dog ville Carolina, der i et afsides hjørne af borgmuren prøvede at klatre over denne, ikke udgøre nogen større trussel. Knoerne holdte godt fat i de små fuger, og hendes krop rystede, for hvert trin hun bevægede sig op ad. Hendes kattegener gjorde hende god til at klatre, men det var stadig svær at komme op ad, for der var ikke meget plads mellem murstenene. Efterhånden var hun nået to meter op - cirka halvvejs - og indtil videre havde hun ikke hørt tegn på farer.

Men hvorfor var det egentligt, at hun sådan prøvede at komme væk fra denne borg? Samson havde jo holdt deres aftale. Der var ingen, der havde lagt en hånd på hende, og hun havde nok ikke overlevet den hårde vinter på gaden. Hun blev jo egentligt ikke behandlet som en fange, mere som en tjener. Men nu var sommeren endelig begyndt, og solens stråler havde i dagevis nærmest trukket i hende, for at få hende til at vende tilbage til gaden. Hun vidste godt, det ville være svært at flygte. Hun havde også tidligere prøvet at flygte - men var blevet taget i det, og der var blevet holdt ekstra meget øje med hende i et stykke tid, hvilket havde irriteret hende grænseløst.

Hun anede ikke, hvor hendes ting var, så hun havde intet med. Hendes påklædning var heller ikke ligefrem praktisk at flygte i: Samson havde tvunget hende til at gå i tætsiddende, upraktiske kjoler med korset og hun hadede dem. Hun havde alle dagene her på borgen følt sig begrænset, og korsettet, der strammede om hendes ribben, gjorde det kun værre.Eftersom han sikkert havde smidt hendes gamle tøj fra gaden ud - eller i hvert fald gemt det væk - var hun nødsaget til at flygte i sådan én. Dog havde hun fået viklet korsettet af sig, så hun nu kun havde kjolen på.
Hvis man tog et ordentligt kig på hende, kunne man dog også se, at livet på borgen havde gjort hende godt. Hun havde taget et par kilo eller fire på, og hun var ikke længere så træt og forpjusket at se på. Men man kunne ikke trænge igennem med sådanne argumenter til hende. Hun ville tilbage til sin by, og det skulle være omgående!

Borgen var et dystert sted, hvor man nemt kunne skjule sig. Skyggerne havde lagt sig, og det var ikke nemt at se sig for, hvis man ikke havde en særlig evne til at kunne se sig frem.
En let røg svandt opad, men det var ikke en man kunne se. I skyggerne stod Samson op mod et af Borgens dystre, og let klamme vægge. Disen havde lagt sig, og dette gjorde aftenduften frisk. En krage fløj et sted oppe over dem med baskende vinger, og i den stille nat, kunne disse vingeslag ikke overhøres.

Samson havde stået et stykke tid og beluret Carolina, som nu var i færd med at bestige Borgens mure. For enden af cigaren var der en lille rød glød. Han ventede...

Et lille syrligt smil tonede sig frem på hans læber, da Carolina til tider strittede lidt med bagdelen og gav Samson en VIP plads til fremvisningen.
Han tog sin hånd op til cigaren der sad let i munden, og placerede den mellem to af sine læ1ngste fingre, og fjernede den fra munden. Der gik et par sekunder før en røg forlod hans læber. En let tilfreds brummen kom fra ham, som endte ud i en lavere latter.
Samsons hvide øjne, nærmest lysende, så hen på Carolina. Han trådte ud af skyggerne og gik langsomt et par skridt frem mod hende, inden han stoppede helt op.

"Utroligt med den energi du har fået dig der, Carolina, siden du er så aktiv for tiden?" Smilet bredtes yderligere. Indtil videre lod han hende bare fortsætte op af borgens mur uden at bekymre sig for, at hans tjener var i fuld gang med at undslippe. Han så dog ikke ud til at være bange for, at det kom til at ske.

"Du har ikke forstået konceptet med kvinders eksistens, nej? Nuvel... Lad mig vise dig det." Samson havde flyttet sit blik til sin cigar. Han vendte og drejede den et par omgange med et køligt, og dog alligevel et slags overvejende ansigtsudtryk.
Hvor var det typisk gadetøser, slet ikke at kunne se deres rolle i samfundet. Kvinder skulle adlyde, og intet andet.

Igen placerede han sin cigar i munden og tog et par hvæs. Nu da den var røget op, blev den dumpet til jorden. Med en rolig bevægelse, fik han foden hen over den og tværet den lidt ud på jorden under ham, så gløden døde hen. Røgen undslap igen hans læber.

De hvide øjne søgte igen målet - Carolina. Imens de langsomt søgte vejen til den klatrende kvinde, blev pupillerne mindre og langt mere dyriske.
Idét han havde fundet hende helt, blev magnetiske bølger sendt afsted mod Carolina, i et forsøg på at flå hende ned fra væggen, gennem luften og direkte over i hans greb.

Selvfølgelig var Carolina bange for at blive opdaget - selvom Samson ikke havde lagt en hånd på hende, vidste hun skam godt, hvad han var i stand til. Derfor stoppede hun i et chok op, da hun hørte Samsons kolde stemme. Et kort øjeblik stod hun stille på muren - fingrene knugede sig til muren, inden hun tog sig sammen og klatrede videre, på trods af, at han talte til hende. Hun ville bare væk herfra, og det så hurtigt, som det var muligt. Han skulle ikke røre hende, ikke gøre hende fortræd, holde sig væk... lade hende komme væk herfra, hen til sin elskede hovedstad igen - ikke, at hun troede, han ville lade hende gøre det, men desperat som hun var, fortsatte hun bestigningen af muren. Hun vrængede kort mod muren over hans mandschauvinistiske kommentar - hun havde bestemt ikke behov for, at han skulle vise hende "formålet med hendes eksistens".

Dog greb noget fat i hende - det føltes nærmest som en magnet, der trak i hende, og det gjorde det umuligt for hende at holde fast i muren. Carolina skreg, i det hun blev revet ned fra muren - hun var bange for at falde og brække et eller andet, men tanken om, at det var Samson, der rev i hende, strejfede hende først, da hun, ligeså pludseligt, som hun faldt, var i hans arme. Et kort øjeblik reagerede hun ikke, men så bare en smule bange ud - men så begyndte hun at sprælle, hvæse og kradse mod Samsons ansigt i et forsøg på at komme fri af hans greb.

Idet han fik fat i Carolina, var han ganske tilfreds. Hans øjne var blodtørstige at se på. Dog var det ikke en træng for at se blod, en en træng for at sætte på plads.
Det var kun et spørgsmål om millisekunder efter, at Carolina straks begyndte at forsvare sig. Febrilsk som Carolina var, kradsede hun ham direkte i ansigtet. Som reaktion, holdt han hende ud for sig i et jerngreb med den ene hånd, og langede hende en syngende lussing med den anden (?).

De hvide øjne var gået hen i vrede, men ved et par enkelte blink med øjnene blev de mere og mere mildnet.

"Nu, da jeg har din opmærksomhed, Carolina, så synes jeg lige at du bør genoverveje din situation. Du handler særdeles tåbeligt. Se på dig selv, i forhold til mig. Du gør dig klogt i at knæle, hvis det var det jeg ville have dig til." Brummede Samson, der til dels snerrede, og til dels forsøgte at belære hende om en passende opførsel.

"Nuvel.. Nu, da du forsøger at flygte fra mig, i stedet for at overtale den aftale vi havde, bryder jeg også min for at sætte dig på plads. Det er anden gang, Carolina! Men denne gang er det mig, der tager mig af dig." Et spydigt smil, og dog en smule anstrengt i kanten, tonede frem på Samsons læber, på et ellers så køligt ansigtsudtryk og holdning.

Samson kiggede let ned ad Carolina, og blikket blev mødt af hendes så tydelig fremstående barm. En let tilfreds brummen kom fra Samsons strube, hvorefter han igen søgte hendes øjenkontakt.

"Din krop er blevet meget pænere, siden du flyttede her til Borgen. Det er du godt klar over, ikke? Hvorfor vil du så væk?" Egentlig var spørgsmålet helt hen i tågen. Selvfølgelig vidste han da hvorfor hun ville væk. Hun ville jo selvfølgelig væk fra ham, og det var også sådan han ville have at hun skulle have det. Han var ikke nogen barmhjertig herre, og i og med at hun havde forsøgt at undslippe gjorde ikke hendes situation bedre. Han ville have givet hende mange friheder, hvis blot hun ville adlyde. Nu, da hun forsøgte at trodse, forværrede hun blot sin egen situation.

Da Samson tog endnu hårdere fat i hende, prøvede hun febrilsk at fortsætte med at forsøge på at rive sig løs, indtil han stak hende en lussing. Det gav næsten genlyd inde i hendes hoved, så hårdt og præcist sad den. Det fik hende også til at stoppe med at kæmpe i mod for en stund.
Mens hun tog sig til kinden, så hun forurettet og hadefuldt op på Samson. Det sveg og gjorde ondt, og hun glemte helt, at hun faktisk var bange for ham. Øjnene var en smule blanke efter slaget, så hun blinkede hurtigt, for at få det værste væk. Samson skulle ikke have den perverse tilfredsstillelse, det sikkert var for ham, at se hende lide.

Selvfølgelig havde han ret i, at hun ikke ille kunne klare sig mod ham, men i det mindste kunne hun forsøge at rive sig fri og flygte. Hun hvæsede igen kort, inden hun prøvede at slippe ud af hans greb igen. "Jeg har været her længe nok!!" insisterede hun arrigt. Hun var ikke dum - hun vidste godt, at det ikke var smart, det her, men hun kunne ikke klare at være inden for borgens mure længere.

Hun stoppede dog et kort øjeblik igen, da han nævnte noget om deres aftale. Carolina bed sig kort i underlæben og rystede så blot på hovedet. Hun vidste ikke helt af hvad, men det var bare hendes første indskydelse. Samson skulle ikke lægge sine beskidte fingre på hende.

Hans næste ord fik hende til at vrænge let i ansigtet, men så vendte frygten tilbage, og hun prøvede igen at rive sig fri. Hans greb var alt for stramt om hende, men hun ville ikke give op. Hvis det kom til at gå for vidt, ville hun vide med sig selv, at hun ikke bare havde givet op, selvom det måske lige nu syntes som det nemmeste. Hun ville ikke være hans tjener - nej, slave - længere. Borgens mure var besnærende, og hun savnede friheden på gaden.

Samson så på Carolina der tydeligvis var chokket ved at have fået en lussing. Det føltes godt, at slå på en kvinde. Det føltes som en nødvendighed, ellers så slog han normalt ikke - kun for at sætte på plads.

Samsons ansigtsudtryk ændres sig igen, til at blive noget mere køligt og hårdt.
"Tror du, at dette er et sted hvor man bare kan komme og gå som det passer dig? For det kan jeg godt sige dig, det kan man ikke. Desuden, så har du ikke et valg. Siden dagen hvor jeg slæbte dig hertil, har du ikke haft noget valg, Carolina." Brummede Samson. Det lød som om at han havde masser af tålmodighed til at banke det ind i hovedet på hende.

Han kunne slæbe hende ned i kælderen og lade hende lide der et par dage, så hun kunne komme til fornuft? Han kunne give hende et brændemærke nu og her, så han vidste at han altid ville kunne få fat på hende, hvis han skulle lyste?
Det hele var så fristende, og dog skete de ting ikke lige nu og her. Omvendt havde han også så mange slaver, men han blev ved med at fortælle sig selv, at han aldrig kunne få nok slaver.
Carolina forsøgte uden tvivl at komme fri fra hans jerngreb. Han holdt ikke engang yderligt meget fast, som han kunne have gjort med den mængde muskler han var i besiddelse af. Alligevel holdt han tydeligvis nok fast til, at hun endnu ikke var sluppet ud af hans greb.

Carolina lyttede ikke rigtigt til Samsons ord - de trængte i hvert fald ikke rigtigt igennem, selvom det var sådan, realiteterne jo egentligt var. Hun havde aldrig troet, at hun skulle ende i sådan en situation her - hun var jo blot en simpel tøs, der levede på gaden - hun kunne ikke se, hvorfor interessen for hende var der. Jo, hun var skam pæn nok, men det var vidst også det - og måske det nok var hendes svaghed?

Det frustrerede hende virkelig, at hun ikke bare kunne komme væk. Hun havde været så tæt på - og så kom den forbandede, idiotiske, perverterede Samson og ødelagde det hele. Hun hadede ham, og det kunne tydeligt ses i hendes blik, der både var fyldt med frygt og vrede.
I det, hun endnu en gang prøvede at rive sig løs, fik hun en sidste, desperat idé. Hun holdte for en stund op med at prøve og stod helt stille - koncentrerede sig. En svag, grålig røg omkransede hende i nogle sekunder på mystisk vis.

Så var hun nede på jorden. Det lykkedes. Hun havde forvandlet sig til sin katteskikkelse, og den sorte kat pilede således hen af pladsen. Hun håbede at kunne finde et sted, hvor hun kunne komme ud - inden at Samson nåede at reagere. Forhåbentligt var han blevet så forvirret, at han ikke tænkte, før hun var væk igen.

Det var tydeligt at se, for en som Samson, når mennesker var ved at kende deres plads under ham. Frygten, samt vreden i Carolinas øjne sagde alt hvad der var at fortælle. Hun havde, som enhver anden fremmed, startet som uvidende omkring ham. Samson elskede disse øjeblikke.
Der gik få øjeblikke og Samson mærkede at taget om hende var blevet sluppet.
Var hun i stand til at teleportere sig væk? Hvis hun var, havde hun så ikke gjort det noget før, og brugt den evne i stedet for at klatre? Blikket farede fra side til side.
Et par magnetisme bølger blev sendt ud med en stigende diameter, for at afsløre bevægelse såvel som stillestående objekter.
På en aften som denne, var der ikke meget andet liv at spore, end Carolinas. Målrettet vendte Samson sin kropsstilling i front med den pilende kat, der var i fuld firspring.
Et smil bredte sig over hans læber, men det fjernedes lige så hurtigt som det var kommet. Enhver flue på væggen, kunne se, at Samson var ved at blive blodtørstig.

Et flammehav tårner sig op lige foran katten, skønt hun var ved at nå en mulig udgang - porten som netop havde åbnet sig på klem, da en af tjenestefolkene trådte ind på grunden.
Flammehavet lyste et større område op. Tjenestepigen skyndte sig at lukke porten igen og spænede op mod Borgen i håb om ikke at skulle lide under dette senarie og blot gøre sin pligt. Hun så sig ikke tilbage, før hun nåede selve borgens store egetræsdør. Et medlidenhedsblik så mod katten, som gjorde et forsøg på at undslippe dette helvede, inden hun lukkede døren bag sig med et lydløst suk.

Et par gløder kom frem i Samsons øjne. Nu skulle der leges.
Flammerne omkransede nu Carolina, og foran hende kom en skikkelse frem - midt i flammehavet. Skikkelsen voksede sig større, og formede sig til en stor, bredskuldret, langhåret mand med et par hvide brændende øjne. Det var en tro kopi af Samsons egen skikkelse, blot i brændende udgave. Skikkelsen rakte sin håndflade frem mod hende, og i dette øjeblik gjorde Samson det selv samme, blot de mange metre bag hende. Med magnetisme gjorde han et forsøg på at flå hende tilbage, direkte ind i hans greb - igen. På vejen ville flammehavet netop lave en åbning, sådan så hun ikke ville tage skade af ilden, hvis først hun blev flået ud af flammerne.

Carolina var ikke dum. Hun vidste udmærket, at hun stort set var forsvarsløs og ikke kunne gøre andet end at forvandle sig til en åndssvag kat og håbe på det bedste. Livet i fangenskab var ikke noget for hende, hun var ikke nogens tjener og hun ville hellere dø end at være fanget på Borgen, uanset hvad Samson så ellers tilbød hende. Han ville nok ikke tilbyde hende noget nu - hvis han fik fat i hende, var hun ikke i tvivl om, at han ville tage, lige hvad han ville have. Et kortvarigt glimt af håb for op i hende, da en tjener åbnede porten og de korte katteben løb af sted, så godt, som de kunne - egentligt var det bedst at løbe af sted i menneskeskikkelse, men hun havde ikke nok udholdenhed til at kunne forvandle sig tilbage for derefter at løbe videre, og derfor fik hun - på trods af, at hendes tanker ikke var specielt rationelle lige nu - tænkt, at det var det bedste.
Det store ildhelvede, der tårnede sig op foran hende, satte dog hurtigt en stopper for hendes håb - hun nåede akkurat lige at stoppe, så hun ikke fik brændt pelsen. Ilden sveg i hendes knurhår og bange trådte hun tilbage. Chokket gjorde, at hun ikke kunne styre sine kræfter længere og derfor forvandledes hun endnu en gang, i et alt for hurtigt tempo i forhold til, hvad der egentligt var hensigtsmæssigt, tilbage til menneskeform, mens kopien af Samson kom frem.

Frygten i hendes øjne var tydelig, men samtidig var der stadig en gnist af trodsighed og vrede tilbage. Han skulle ikke gøre sådan mod hende! Han kunne ikke være sådan! Han kunne ikke bare... tage hende og gøre med hende, som han ville! Det var jo så det, han havde gjort, men hun var stadig så fucking vred på trods af, at hun stod og så noget, der mindede om døden, i øjnene. Det var varmt i ilden, og trådte langsomt tilbage, som skikkelsen rakte ud efter hende - hun kunne ikke gå specielt langt pga. cirklen omkring hende, men det var som om, hun blev trukket endnu længere tilbage - og endnu en gang var det som om, den her kraftige magnet trak i hende. Hun var overbevist om, at hun lige om lidt ville blive brændt levende som en anden heks, men hun nåede ikke at glæde sig længe over dette, for hun var tilbage i Samsons arme. Hun vendte denne gang med ryggen mod ham, og selvom hun var afkræftet i form af forvandlingen og egentligt pisse bange, fortalte adrenalinen hende, at hun skulle kæmpe i mod, og hun sparkede bagud mod det, der virkede allermest logisk at sparke i mod - selv magtfulde, overstærke mænd havde vel et ømt punkt i form af deres underliv.

Et smil bredte sig op begge skikkelsers læber - selv på de brændende af slagsen. Han havde fået hende i sine arme, og det var tydeligt at han frydede sig over hendes situation.
Carolina var en af de tøjter, der var meget begejstret for at tro, at de havde evnen til at kunne gøre det mindste smule modstand.
Til trods for tanken, fik han modstanden at føle. En dulmende smerte som jog gennem hans krop, steg ham til hovedet. Det hele stammede fra hans ømmeste punkt - lemmet.

*ALTID dér!* Han forbandede "uheldet" utallige gange, og måtte slippe Carolina et øjeblik så han kunne rette sin opmærksomhed mod den smertende legemsdel. Han fik lov til at bøje sig (for en gang skyld) og have en smule ondt af sig selv.

Vreden steg ham til hovedet. Tøjten skulle bestemt ikke slippe så nemt, så nu var han bestemt ikke "sød" mere.

"Caro...LINA!" Hans stemme var rungende, og man kunne bestemt ikke tage fejl af, at han i stor stil krævede at få sin hævn.
Ud fra håndfladerne slyngede han nu lange snore af en ild, der var blålig. De lange "snore", eller rettere "elastiske kæder", forsøgte at gribe fat i Carolinas håndled. Den blålige ild gjorde overraskende intet stort. Der var få gange at de truede med at blive rigtig varme, men varmen forsvandt igen - men dette ville Carolina kun opdage, hvis hun blev grebet af dem.
Han havde ikke tænkt sig at tage hende helt ind til sig med det samme. Han måtte komme sig, og det havde han bestemt tænkt sig. Dette ville koste Carolina, og hun skulle bestemt ikke tvivle på dette!
Liderligheden var nu ikke så langt fra ham igen, selv oven på denne hændelse.

Egentligt en smule overrasket over, at hendes forsøg havde fået ham til at slippe hende, gik hun to skridt tilbage for at se, hvad der skete. Hun var gerne blevet lidt længere for at se Samsons smerte, men eftersom hun ikke lige var i en situation, hvor det var belejligt at blive stående, vendte hun sig om og løb, så hurtigt, som hendes ben kunne bære hende. Carolina var klar over, at al nåde nok var forsvundet nu, og det her var hendes sidste chance for at komme væk. Hans råb vidnede i hvert fald om en skæbne, hun ikke havde lyst til at tænke på.

Hun nåede dog ikke at komme specielt langt, før noget udefinerbart greb fat i hendes håndled og holdt hende fast. Panisk kiggede hun ned på 'lænkerne', der truende varmede om hendes håndled. Selvom hun var fanget af en magi, forhindrede det hende ikke i at hive og slide i lænkerne, så godt hun kunne. Hun nægtede at give op, nægtede at lade Samson knække hende og nægtede at lade ham tage hendes frihed. Han kunne sagtens fange hende, men ingen af tingene ville nogensinde ske!

Nok var Carolina ikke en der var helt nem, men sommetider skulle han bestemt heller ikke have det for nemt. Det ville i sidste ende kunne ende med et slag eller to, bare for at få hende til at være medgørlig.
Da de lange ild-"kæder" fik fat i Carolina, kom lange bølgeligende slag gennem disse og i sidste ende forkortedes disse så meget, at han igen forsøgte at flå Carolina til sig. Denne gang skulle hun dog ikke have nogen mulighed for at kunne slå på ham. Han vendte sin side mod Carolina, så det højest ville kunne gå udover hans ben, hvis hun skulle finde på at sparke igen.
Han langede en næve mod Carolina i et forsøg på at slå hende ud af den, så hun om ikke andet gjorde mindre modstand.

Han forsøgte at presse hende op mod den kolde mur.

(sorry for meget kort svar).

Carolina trak fortsat i kæderne, og da de forkortedes, forsøgte hun med alt den kraft, hun ikke rigtigt besad, at rive kæderne af sig. Hun var jo sindssygt bange, men den blev gemt godt bag det noget arrige ydre, som ikke ville have, han rørte ved hende.
Det hjalp dog ingenting og hurtigt var hun tilbage i Samsons arme. Hun sparkede vildt og med ikke specielt meget fokus mod hans ben, inden han slog ud mod hende.

Slaget mod kinden sad godt og det svimlede for hende, mens smerten skød op i hende. Hendes spark stoppede, og selvom hun kæmpede for at holde tårerne tilbage, kom der alligevel vand i hendes øjne. Hun kæmpede ikke imod, da Samson skubbede hende op af muren og lukkede kort øjnene for at samle sig, inden hun åbnede dem og stirrede hadefuldt ind i hans og begyndte at sparke mod ham igen.

Samson parrerede mod hendes spark. Selvfølgelig sparkede hun igen, det havde hun gjort i et godt stykke tid nu.
Han forsøgte at sprede hendes ben ved at gribe fat i hendes ene ben. Han nærmede sig hendes ansigt og forsøgte at slikke hende op af halsen.

"Hvorfor tror du at du kan slippe væk? Har du virkelig et håb, Carolina?" Samson havde et smørret smil på læben. Der var ikke noget bedre end at torturere andre på denne måde.

Kæderne var næsten forsvundet. Den ene var meget kort, men dog tilbage for at holde Carolina oppe mod muren. Han havde løftet hende lidt op af, sådan så hun ikke havde jord under sig. Det var bedst når de følte sig helt hjælpeløse.

Hans hånd om hendes lår, der forsøgte at sprede hendes ben, fik det til at gibbe i hende af væmmelse, og i stedet for at sparke mod ham, sparkede hun i stedet mod hans arm og hånd, der holdte hende.
Det var dog intet sammenlignet med den reaktion, der kom fra hende, da hans tunge slikkede hendes hals - hele hendes krop spjættede i en stor kuldegysning, mens hun forsøgte at trække sig længere tilbage, så hendes hals ikke kunne røres - men eftersom der jo var en mur, var det ikke specielt ikke muligt.

Hans spørgsmål afledte blot et fnys fra hende, som ikke rigtigt var noget svar - øjnene efterlod efterhånden ingen tvivl om, at hun hadede ham mere end noget andet. Carolina fortsatte trodsigt sparkene, og selvom hun efterhånden ikke havde specielt meget håb tilbage, havde hun ikke tænkt sig at lade ham få sin vilje.

Som Carolina hang der op af muren, var det nu skægt at se hende lide mere og mere. Magnetismen greb fat i hendes arme og ben, og forsøgte blot at holde hende helt på plads.
Mens magnetismen holdt fast, kunne han netop knappe sine bukser op, så han var klar til... ja, hvad der nu end måtte ske.
Carolina var dog.. lidt for beklædt til hvad Samson nu kunne lide. Det måtte der også laves om på.

Han forsøgte nu at hive trusserne af hende, mens magnetismen gerne skulle holde hende på plads. Det gjorde det så meget lettere når tøjterne havde kjole på. Det var uden tvivl manden der havde opfundet sådan et stykke tøj.
Hun måtte snart indse, at hun ikke kunne gøre så meget, andet end at lukke øjnene.
Han kunne enten vælge at skåne hende en smule ved at vende hende om, eller lade hende forblive som nu, og "nyde" hele scenariet. Valget var hans. Indtil videre lavede han i al fald ikke nogen ændring på hendes position.

Den forbandede magnetisme spredte sig og pludseligt kunne hun ikke længere bevæge sigt. På trods af, at hun ihærdigt prøvede at flytte på sig, var hun låst fast nu. At indse, at hun var på vej til den ultimative ydmygelse og straf var én ting, men han ville ikke få hende til at tigge. Carolina var nok bare en gadetøs, der burde være taknemmelig for, at hun ikke havde været ude for noget lignende før, men hun ville ikke lade ham knække hende. Ikke en bøn kom over hendes læber for at han skulle skåne hende, hun hang der bare - ikke mindre villig til at tage den straf, han havde udset sig for hende, men med en eller anden form for accept af, at sådan var det bare nu.
Hun havde før brugt sin krop for husly, men det her var anderledes. Det kunne godt være, hun havde følt væmmelse ved nogle af disse mænd, men det var intet i sammenligning med det her. Det var en frarøvelse af hendes kræfter, hendes stolthed og vilje og hun kunne intet gøre længere.

Som han rev hendes trusser af, skælvede hele hendes krop og selvom hun virkelig prøvede at holde frygten tilbage, var den tydelig at se i hendes ansigt. Hadet var der dog også, og selvom det helt sikkert blot ville gøre det hele værre for hende selv, samlede hun i munden sit mundvand og sendte en spytklat afsted mod ham.

Stakkels stædige gadetøs. Nok kunne hun være så stædig som hun ville, men hun ville i særdeleshed ikke få noget ud af det i sidste ende.
Der var ingen "hvor herre" andre end Samson i denne situation. Sådan en slags herre, var der nu heller ikke nogen grund til at bede til. Zaladin og Samson, havde nok nogen ting til fælles, når det kom dertil i sidste ende.
Spytklatten ramte Samson på hagen, og han kunne mærke hvordan den gled længere og længere ned ad. Det resulterede i en kold irriterende brise, på netop dét sted.
Han forsøgte at lange en lussing mod hende, rive hende i håret, for at hive hendes hoved modsat ham, vendt væk fra hans krop. På den måde, ville han også nemmere kunne tage hende bagfra. Det var en fantastisk taktik i sidste ende, og dem kunne han bestemt ikke undgå at kende til, når han havde haft mange ofre før Carolina i tidens løb. Nogle havde været stærkere end andre. De svage, havde begået selvmord efterfølgende, fordi de ikke kunne leve med sig selv - evt. fordi de var blevet gravide, forsøgt at dolke sig selv i maven for at slippe af med krybet, men hvor det hele så var gået yderligere galt. Ak, alle de usle kvindfolk. Og dog, var det dem han mest af alt kunne lide at ødelægge.
Samson løsrev de nedre dele fra alt tøj, og forsøgte nu på at komme ind i hende...

*censur* (? orker nada at beskrive i yderligere detaljer.. XD )

I det magnetismen holdte hende fast, kunne Carolina ikke gøre andet end at tage mod lussingen og denne gang kunne hun ikke holde et skrig tilbage. Hun bed hårdt sammen, da han tog fat om hendes hår og hev i det – de små hår i hovedbunden smertede, men hun ville ikke give ham den tilfredsstillelse at høre hende skrige igen. Den skide, perverse stodder kunne sikkert lide det (selvfølgelig kunne han lide det, hvorfor skulle han ellers gøre det?) og hun nægtede fortsat at give ham den tilfredsstillelse. Hun forsøgte forgæves at sparke med sine ben, da han kom tættere ind til hende, og selvom hun havde lovet sig selv at være helt stille, kunne hun ikke holde en ynkelig, patetisk lyd tilbage, da han trængte op i hende.

Det er bare et meget livagtigt mareridt. Mareridt, mareridt, mareridt, messede hun i tankerne, inden hun lukkede øjnene, endnu en gang bed hårdt sammen og tog imod, mens hun mærkede, hvordan hun mistede viljen til at kæmpe imod mere og mere. Der var ikke længere noget, hun kunne gøre for at holde ham tilbage – og måske, hvis hun ikke reagerede, ville han finde det kedeligt og utilfredsstillende og få det hurtigt overstået. Man havde vel lov til at håbe…