Carolina havde løbet i mange timer for at komme så langt, som hun var kommet nu. Hun anede næsten ikke, hvad det var hun flygtede fra; kun, at det var farligt at blive i byen. Det var på ingen måde sikkert at være der længere. Selvom hun ikke havde noget hjem, føltes det næsten som om, hun var blevet jaget væk fra det. Eller.. hun var jo ikke jaget endnu, men da Topaz sagde, han ikke vidste, hvor Sala var, kunne hun ikke se andre muligheder end at flygte så hurtigt som muligt - så kunne det måske være, hun slap væk fra ham. Selvom hun nærmest aldrig var ude af byen og derved ikke kunne finde rundt i resten af landet, skulle der alligevel ikke meget tænkning til, før hun løb. Det var vigtigere at leve end at bo et rart sted.
Om sider stoppede hun med at løbe, og så sig omkring, mens hun prøvede at få styr på sit åndedrag. At løbe så længe var hårdt, også for hende, der ellers var vant til at løbe fra lidt af hvert. Det værste var bare, at hun ikke vidste, hvor personen, hun flygtede fra, var.

Trækronerne i skoven stod tæt og lukkede ikke meget lys ind. Kun hist og her var der små lysninger, hvor solen skinnede ned. I en af disse lysninger lod hun sig med et dump falde ned - ikke fordi, hun var tryg ved at være her - snarere tværtimod, men hun kunne simpelthen ikke løbe mere. Hendes kræfter var brugt op.

Det gik op for Carolina, at hun ikke havde noget mad. Hun var jo bare løbet afsted uden at planlægge flugten yderligere, og derfor er det eneste, hun har med sig sin rygsæk med hendes få, personlige ejendele. Det var lige før, hun havde lyst til at græde. Men hun gjorde det ikke. Han skulle ikke have lov til at knække hende, da slet ikke, når han overhovedet ikke var der. Hun lod sig selv lukke øjnene for en kort stund. Hun skulle bare hvile sig en lille smule....

Skoven var dyb, skyggefuld og nærmest fredelig. Længere inde mellem træerne - et stykke fra Carolina - blev et par tørre kviste knækket under et par tunge støvler, der trådte hen over skovbunden.
Xander var igen tilbage i sin almindelige menneskeskikkelse, men han havde genvundet en del kræfter siden sit sidste møde med Carolina. Hans ene åbne øje kiggede vagtsomt rundt mellem træerne, for han syntes tidligere, at han havde hørt lyden af løbende fodtrin gennem skoven.

Nu var her imidlertid stille, men som han nærmede sig en lille lysning mellem træerne, kunne han skimte noget, der lå på jorden. Det lignede en menneskeskikkelse af en art, og han satte farten op - nysgerrig efter at se, hvem der dog var drattet om på skovbunden på denne måde.

Han forsøgte at gå stille, idet han langsomt nærmede sig. Det var en ung kvinde, der lå på jorden, kunne han nu se, og hans nysgerrighed blev større. Det var virkelig et særdeles besynderligt sted at tage et hvil .. men måske var hun kommet til skade?
Det var først, da han stod helt tæt på hende, at det gik op for ham, hvor bekendt personen så ud .. det var den unge gadepige, som han havde tvunget til at lede efter Sala for sig.
Men hvad lavede hun mon i skoven?
Han stod helt tæt på hende nu, og stirrede tvivlende ned på hende. Egentlig var det heldigt for ham at finde hende her i skoven, hvor hun ikke kunne forsvinde så nemt, som hun havde kunnet i byen.
Hans ene støvleklædte fod puffede let til hende, for at få hende til at bemærke hans tilstedeværelse.

Carolina lå næsten fredfyldt der i skovbunden. Udmattelsen havde taget over for længst, og hun hørte derfor heller ikke, at den alt for velkendte lyd af de tunge støvler kom mod hende. Først da noget puffede til hende, slog hun øjnene op, og man kunne i hendes ansigt hurtigt se frygten brede sig.

Men hvordan? Hvordan fandt han hende her? Hvordan kunne han vide, hun var her? Han ville vel lede efter hende i byen? Hvad skulle hun svare på hans spørgsmål? Skulle hun lyve igen? Fortælle sandheden? Hvad hvis han slår hende ihjel?
Carolina vidste nemlig udmærket godt, at hun ikke ville kunne forsvare sig mod særlig mange. Sikkert heller ikke Xander. Hun hadede at være så svag, og nu kunne hun ikke engang løbe fra ham. Hun kunne mærke modløsheden brede sig i kroppen sammen med trætheden, og hun orkede nærmest ikke at rejse sig op. Normalt var hun ikke typen, der gav op, men situationen virkede ærlig talt temmelig håbløs.

Hun fik dog samlet kræfter til at rejse sig op, men hun var ligeglad med de tørre, brune blade, der nu hang fast overalt på hende - både på tøjet og i håret. Hun vidste ikke, hvad hun skulle sige. I stedet så hun bare væk, mens hun beskyttende lagde armene om sig selv. Så kunne det da være, det ikke gjorde så ondt...

"Hun er væk..." sagde hun så endelig til sidst, meget lavt og næsten uhørligt. Al adrenalinen i hendes krop blev brugt allerede, da hun løb væk fra Topaz, og nu kunne hun næsten ikke stå oprejst.

Xanders åbne øje betragtede roligt og afventende Carolina, idet hun rejste sig op fra skovbunden. Det andet øje var skjult bag en lang lok af mørkt hår, men han kunne tydeligt se frygten i hendes ansigt.
Det passede ham godt, at hun så ud til at have lært at være bange for ham. Han brød sig ikke om den flabede opførsel, hun ellers havde lagt for dagen.
"Er Frøkenen ikke lige lovlig langt hjemmefra?" bemærkede han hæst, idet han holdt skarpt øje med hendes mindste bevægelser.
Han var ikke ligefrem interesseret i, at hun skulle stikke af, da han endelig havde fundet hende.

Han kunne dog ikke lade være med at hæve et øjenbryn i undren, da hun endelig sagde noget. Der gik et langt øjeblik, før det gik op for ham, at det måtte være Sala, hun talte om.
"Sala?" spurgte han. Han ville gerne være sikker, men hvem skulle hun ellers tale om.. tonefaldet var både vredt og skuffet. Hvis hun ikke kunne fortalle ham, hvor Sala befandt sig, så havde hun tydeligvis ikke gjort en god nok indsats for at finde hende.
En bleg hånd med halvlange, uplejede negle slog hurtigt ud mod hende. Måske ville det få hende overbevist om, at hun skulle gøre sig mere umage.

Carolina bed sig i læben efter Xanders konstatering. Hun lader blot være med at svare på hans spørgsmål, der godt kunne virke en smule hånende, for hun havde ikke lyst til at fortælle, at det faktisk var ham, hun prøvede at flygte fra. Det var jo ikke ligefrem fordi, det var lykkedes specielt godt for hende.

Hun var næsten ved at undvige hans lussing, men alligevel strejfede slaget hendes kind, og et lille udbrud kom fra hendes læber. Hun trådte et skridt tilbage fra ham og tog sig til kinden, mens hun vredt så på ham. Selvom hun var bange, træt og udmattet, blev hendes vrede over at være blevet slået større end de andre følelser, men hun gjorde ikke noget for at yde modstand, det hele lå i hendes blik. Og i hendes ord. Faktisk var hendes øjne en lille smule våde, og tydeligvis irriteret gned hun sig i øjnene med hænderne, så øjnene blev tørre igen.
"Du kan jo tydeligvis ikke selv..." begyndte hun, men kom så i tanke om hans trusler, og stoppede derfor sin nok lidt flabede sætning, som Xander nok ville kunne regne ud, hvordan skulle slutte.

"Men hun er væk! Jeg har ledt overalt og..." For en sikkerheds skyld trådte hun endnu et skridt tilbage, men det virkede stadig ikke på hende som om, hun ville flygte.
"Topaz ved ikke hvor hun er! Jeg har spurgt overalt i byen... hun er ikke i byen!" Hendes stemme blev en lille smule skinger ved den sidste sætning og vreden, der før var at spore i hendes blik, er igen erstattet af et lettere desperat blik.

En enkelt solstråle faldt ned gennem lysningen og glimtede kort i metalspænderne på Xanders jakke. Han stod ganske roligt og betragtede den skræmte pige foran sig. Han så som altid en smule hærget ud i sin menneskeskikkelse: tøjet var ikke helt så velholdt, som det egentlig burde være, og håret hang uredt og filtret i den side, hvor han lod det vokse langt i håb om at skjule øjet, som han kun brugte i forbindelse med sine forvandlinger.

Det var igen ham, der havde magten i situationen, og han skulle ikke længere føle sig dum over at blive taget ved næsen af et ynkeligt pigebarn.
En skarp hjørnetand afsløredes, da hans læber bredte sig i et lille, hånligt smil. Et øjeblik nød han bare sin magt over hende.
Han havde lyst til at slå hende igen. Tvinge hende til at lede hver eneste lille afkrog af landet igennem for at finde Sala.
Men han tvivlede på, at hun ville være i stand til det.

"Tåbelige pige," vrængede han ad hende. "Selvfølgelig er hun ikke i byen .. men nogen må jo vide noget.."
Stemmen var lav og truende og smilet var for længst forsvundet fra hans læber. Der var jo, når det kom til stykket, ikke grund til at føle sig magtfuld over at kunne true en svagelig pige som Carolina. Han var jo selv så svag, at han var ude af stand til at finde Sala.
Og som om det ikke var nok, havde hans herrer også andre planer for, hvad han egentlig burde foretage sig, nu hvor Mørkets Lord igen var genopstået.. og disse planer havde desværre intet at gøre med at opstøve forsvundne, tidligere Lysets Krigere.
Et hvislende suk slap ud mellem hans læber, og han så opgivende på Carolina. Hvad skulle han i det hele taget stille op med hende?

Carolina hadede at føle sig så ynkelig. Hun hadede det simpelthen. Specielt når det var sådan en type som Xander, der nærmest sugede hendes ynkelighed til sig som en vampyr ville suge blod. Det var jo næsten som om, han fik sin næring derfra! Hvis hun bare kunne genvinde sine kræfter, kunne hun løbe fra ham.. hvis hun havde været i byen, altså. Hun havde gjort det hele meget mere kompliceret for sig selv ved at flygte.

Hun var egentlig også vred. Hvad var han for et.. en.. skabning at komme og true hende på den måde? Hun var ikke selv en engel, men hun havde aldrig gjort ham noget, før han blandede hende ind i det åndssvage opgør, han jo åbenbart havde med Sala. Hvorfor skulle hun også kende de forkerte mennesker?

Hendes frustrationer var nærmest ulmende, og vreden kom længere og længere op til overfladen. Han skulle i hvert fald ikke tro, at hun fandt sig i at blive ydmyget på den måde.. hvis bare hun var stærkere, så..
"Jamen jeg ved det altså ikke!!" hvæsede hun så hysterisk - på en anden måde end før, denne gang overskyggede vreden desperationen. Irriteret børstede hun nogle blade af sig, for derefter at tage sig til kinden, som han slog før. Et lille, rødt mærke var kommet til syne, og hun huskede igen hans trusler. Carolina bed sig i læben og lod blikket falde ned i den brune skovbund.

Som Xander stod der på skovbunden og betragtede Carolina, gik det mere og mere op for ham, hvor ubrugelig hun var.
Hun vidste ikke hvor Sala var. Han havde truet hende på livet, jaget hende igennem byen, skræmt hende, og hun havde stadig ikke fundet svaret.
Måske var Sala virkelig forsvundet for evigt.

Hans ene hånd åbnede og lukkede sig igen i en hjælpeløs gestus. Han ville ikke give op. Det var det eneste mål, han havde for tiden. At få rettet op på sin tidligere fejl og igen dræbt den Lysets Kriger, der havde undsluppet ham.
Blikket i hans ene åbne øje var nærmest fjernt. Hvad ville han i det hele taget ellers? Han ville gerne føle frihed igen, men med den konstante nødvendighed for indtag af drageblodseleksir, var det ønske nær umuligt.

Igen faldt blikket på pigen foran ham. Han kunne egentlig bare slå hende ihjel her og nu. Skille sig af med hende, nu hvor hun tilsyneladende ikke kunne finde ud af at udføre opgaven.
Men tanken om at dræbe hende bragte ikke nogen bedre følelse frem i ham. Han ville ikke føle sig mere tilfreds ved at gøre det. Det ville ikke gøre nogen forskel.
Han knyttede hånden igen. Stod stille der med de støvleklædte fødder plantet mellem skovbundens blade. Han vidste ikke, hvad han skulle sige til Carolina.
At hun bare kunne gå? At hun ikke skulle tænke på det med Sala mere? Eller skulle han forsøge sig med en trussel af en art mere?