Log ind Opret bruger
Damian Draconi
Krystalisianer

Kaotisk Ond
Race: Dæmon
Alder: 292 år

Skaber: Damian

Damian åbner den tunge trædør til kroen og en kold vind blæser gennem rummet inden han når at lukke døren. Han kigger rundt i krostuen, men genkender ingen, så han beslutter sig for at sætte sig ved baren og bestille et krus mjød.
Kroværten kigger halvt på Damian i mens han pudser glas - det er åbenbart stadig ikke glemt at han tidligere har ødelagt en del af kroen..
Sir George Gallagher
Krystalisianer

Retmæssig God
Race: Menneske
Alder: 27 år

Skaber: George

Nogle minutter efter Damians ankomst glider døren op igen, og vinden kaster sig fremefter ind mellem bordene og rundt om benene på folk, der trækker sig sammen med forfrosne grimasser. Det er koldt derude i dag, og George, der kommer ind og hurtigt lukker døren i bag sig, er varmt klædt på i en mørkegrøn skødefrakke udenover de champagnefarvede bukser og den mørkeblå jakke med en broderes vest indenunder. I halsudskæringen på jakken ses hans kravat, der er let fugtigt af den fine støvregn, der har faldet de sidste ti minutters tid, og han retter let på det, før han lukker jakken op og med en elegant bevægelse skyder den af sine skuldrer, så den glider ned i hans hænder. Med rolige, vante bevægelser hængte han den på stumtjeneren nær døren og rettede på jakken, der havde været ved at glide ned i hans bestræbelser for at komme af jakken, før heden fra stuen fik gjort kål på ham.
Da først han følte sig tilpas, gik han selvsikkert igennem krostuen, hilste med et venligt smil og et lille buk på et par stykker, han kendte overfladisk gennem sine forretninger, hvorpå han til sidst nåede disken. Her bestilte han et let måltid og et glas vand og slog sig ned faktisk ikke ret langt fra Damian, som han hverken havde set eller genkendt. Med et let suk og et venligt smil tog han imod glasset med vand, og han drak lidt af det, mens han gav sig til at vente på maden.
Damian Draconi
Krystalisianer

Kaotisk Ond
Race: Dæmon
Alder: 292 år

Skaber: Damian

Damian mærker kuldegysningerne da kulden farer gennem krostuen, og han vender sig mod døren for at tjekke hvem der er ankommet - det kunne jo være én man kendte.

Og det var det.

Damian kan ikke først huske hvor han har set den nyankomne før, men han er sikker på at han kender ham. Og det er vist ikke noget godt. Han kan mærke en ild af vrede i maven og hans greb om sit krus stammes, allerede før det er gået op for ham hvem det er han kigger på.

Snodria... Han stjal hende...
Sir George Gallagher
Krystalisianer

Retmæssig God
Race: Menneske
Alder: 27 år

Skaber: George

Efter endnu en slurk vand, satte han kruset fra sig og gav sig til diskret at se rundt. Der var ikke så mange mennesker i kroen i aften som der af og til var, og det faldt George meget behageligt. Ikke nogle forespørgsler om rabat, ingen utidige kæmpe bestillinger, ingen snak om tjenester han ikke skyldte. Intet arbejde generelt, og han kunne slappe af. Eller det troede han i alt fald, indtil hans blik gled over en hvis herre ved baren ikke langt væk. Han så kun på ham et øjeblik, før hans blik vendtes mod væggen bag disken, og tankerne gik i gang for at huske hvem, han var. Personen havde ikke set ud til at have det så rart lige nu, og der var tydeligvis noget i vejen. Han mente bestemt at have set ham før, men det eneste, han kunne huske, var, at det var meget længe siden.
At Damian havd enogen forbindelse til Snodria ville han nok have husket, hvis han stadig havde haft hende i sine tanker, men det var så lang tid siden nu, hun havde forladt ham, han havde lukket hende ude af både sind og hjerte. Han havde bygget et nyt liv op ad de ruiner, hun havde efterladt, og han havde genvundet livslysten og kontrollen over sig selv omsider og var begyndt at blive gladere igen. Tanken om hendes tidligere forsmåede elsker var så fjernt fra hans sind i dette øjeblik, han umuligt kunne placere vedkommende, der absolut ikke så ud til at være i humør til at blive spurgt om noget som helst.
Ubehageligt til mode mærkede han Damians blik hvile mod sig, og han forsøgte at skubbe fornemmelsen af ham ved at drikke lidt mere vand.
Maden blev serveret, men han havde mistet appetiten. Han stak dog gaflen i og tog den første bid, kun for at stoppe den ved sine læber og lægge den tilbage på tallerknen, før han langsomt vendte ansigtet mod manden med et høfligt smil.
"Kan jeg.. hjælpe Dem?" spurgte han tøvende uden at ane hvad, han skulle forvente som svar.
Damian Draconi
Krystalisianer

Kaotisk Ond
Race: Dæmon
Alder: 292 år

Skaber: Damian

Alle lyde var forsvundet omkring Damian. Det eneste han kunne fokusere på var George der sad der, så tæt på ham efter alle de år. Damian mærkede pulsen dunke øredøvende i sit hovede og han var slet ikke bevidst om at han bare sad og stirrede direkte og åbent.

Sandt nok var det længe siden han havde tænkt på Snodria. I starten havde det været en evig smerte, hver dag, hele tiden, men som alt andet var det med tiden gledet i baggrunden, og livet var gået videre. Indtil nu hvor det hele vendte tilbage. Han så hvordan de havde stået sammen, lykkelige og hun havde knust hans verden.

"Kan jeg.. hjælpe Dem?". Først gav ordene ingen mening, men så vendte verden og lydende tilbage til Damian og han blinkede. George så ikke ud som om han genkendte Damian.

"Hjælpe?.. Jeg.. Øh" Ordene snublede og han søgte efter noget at sige der gav mening.
Sir George Gallagher
Krystalisianer

Retmæssig God
Race: Menneske
Alder: 27 år

Skaber: George

Mens lydene forsvandt om Damian var George mere end almindeligt bevidst om larmen omkring sig selv. Han var bevidst om kroværtens blik mod Damian, om folk der flyttede sig rundt mellem bordene, en kvindes skingre latter og støvletramp fra gulvet.

Som for Damian havde tabet af Snodria kostet ham dyrt i smerter, men så igen havde han oplevet de smerter rimelig ofte, hver gang enten Lyon eller Flora havde været inde i billedet. HAn havde mærket smerten, når han havde set på Alitja, Snodrias lille datter, Lyons datter, og ved mange andre tilfælde. Det havde slet ikke været så lykkeligt, som Damian måske huskede. Faktisk havde de været dybt ulykkelige det meste af tiden. Det var en tid han ikke ønskede at huske tilbage på eller dvæle ved, men aftenen tydede på, det blev nødvendigt.

Efter at have udtalt ordene, så han blot en smule beklemt på manden, indtil han nærmest snublede over sine egne ord. Og nej, det gav ingen mening. George så spørgende på ham. Han var temmelig sikker på, han havde set manden før, men Gud foryde det om han kunne huske hvem, han var.
Damian Draconi
Krystalisianer

Kaotisk Ond
Race: Dæmon
Alder: 292 år

Skaber: Damian

Damian rejste sig med sit krus i hånden og gik langsomt over mod George med en attitude der ikke var til at gennemskue. Ven eller fjende? Han vidste ikke engang selv hvad hans næste reaktion ville være, men heldigvis havde han ikke nået at drikke ret meget, så chancen for at det ville blive noget dumt var kun lidt over normal.

"Du.. Kan ikke huske mig?" Sagde han langsomt og en smule dæmpet i mens han gled ned på pladsen ved siden af George, stadig uden at afsløre sine hensigter.

Det gjorde ham vred at George ikke kunne huske ham. Han havde taget Sno, den første og eneste han havde følt noget for, og så kunne han ikke engang huske ham. Han rystede let på hånden da han førte kruset op til læberne og drak nogle store slurke af den søde mjød.
Sir George Gallagher
Krystalisianer

Retmæssig God
Race: Menneske
Alder: 27 år

Skaber: George

En følelse af uro satte sig i George, da Damian kom nærmere og slog sig ned ved hans side. At afgøre hans motiver og tanker var hovedløs gerning, og George opgav og måtte tage det, som det kom. Om Damian havde drukket eller ej var heller ikke til at sige for ham, da han var kommet før George, og uroen lå virkelig lige under overfladen.

Ordene fik George til at rynke brynene let og betragte ham mere indgående.
"Jeg husker, vi har mødtes, men må indrømme ikke at kunne huske i hvilken sammenhæng. Jeg beklager." Han så oprigtigt beklagende på manden, mens han stadig gennemsøgte sin hjerne for et svar.

Det var tydeligt at se, han var vred over ikke at blive husket, og han anstrengte sig yderligere uden at kunne komme på noget. Det lignede ham virkelig ikke ikke at kunne huske et ansigt, men det var længe siden, de havde mødtes, og George så tusindvis af ansigter hver eneste dag. Desuden havde han lukket det meste af sin fortid ude fordi den var for smertefuld at huske på.

Damian blev betragtet nøje, da han drak sit mjød, den søde duft nåede Georges næsebor og prikkede til hans indre alkoholiker. Han vendte blikket mod sit vand, lukkede kort øjnene forpint i og så så på det, før han tog endnu en slurk. Maden stod urørt, og han havde på fornemmelsen, den ville gøre det resten af aftenen også.
Damian Draconi
Krystalisianer

Kaotisk Ond
Race: Dæmon
Alder: 292 år

Skaber: Damian

Tankerne kørte rundt i hovedet på Damian, og det føltes som en evighed selvom der kun gik få sekunder. En stor del af hans instinkter havde allerede besluttet sig for at smadre kruset lige midt i Georges ansigt, for det ville være en meget tilfredsstillende hævn.

Men han tøvede. Alkoholen havde endnu ikke helt sløret hans dømmekraft helt og det kom George til gode - for nu.

Damian tømte hele kruset og rykkede faretruende tæt på "Det skuffer mig. Man bør huske dem man skader..." sagde han lavt men stadig meget tydeligt.
Sir George Gallagher
Krystalisianer

Retmæssig God
Race: Menneske
Alder: 27 år

Skaber: George

Havde George været bevidst om den instinktive tanke, der gik gennem Damians hoved, havde han så sandelig følt sig heldig over hans ædru tilstand, men som tingene lå, var han ikke helt sikker på hvordan, han skulle forholde sig.

Damian rykkede sig så tæt på, George næsten kunne smage mjøden, da lugten af den gled fra mandens mund og direkte ind på hans tunge og i hans næsebor, og en sitren gik gennem hans krop og endte i hans hænder, der begyndte at ryste, mens han klemte dem sammen om kruset.

Han måtte fokusere på ordene. Måtte. Fousere. På. Ordene! Skader? Havde George skadet ham? Først røg hans øjenbryn i vejret i overraskelse, hvorpå han samlede dem i en alvorlig grimasse. Hvorfor kunne han ikke huske Damian?

Oprigtigt beklagendeså han direkte i Damians øjne.
"Jeg har skadet Dem? Det beklager jeg virkelig!" Der var en stor sorg og oprigtighed i hans stemme, og han var tydeligvis ganske ubehageligt til mode ved tanken om at have skadet nogen. "Jeg kan forsikre Dem for, det ikke er gjort med vilje! Om jeg husker Dem eller ej, har jeg aldrig med vilje skadet et andet væsen, og jeg kan kun oprigtigt beklage, hvad jeg har kostet Dem uden helt at være klar over hvad, det er." Det sidste var sagt temmeligt tøvende, mens han stadig undersøgte sin hjerne. En lille klokke ringede et sted, men det var som om hans sind var blevet mørkt, og han kunne ikke få adgang til minderne.
Damian Draconi
Krystalisianer

Kaotisk Ond
Race: Dæmon
Alder: 292 år

Skaber: Damian

Georges undskyldende ord var forvirrende for Damian. Inderst inde ønskede han bare en undskyldning for at slippe sin vrede fri, og lade raseriet få frit løb, og så sad manden bare der og undskyldte?! Ingen simpel undskyldning i form af ord kunne tilfredsstille smerten fra det sår der netop var blevet revet op.

Han hamrede sit tomme krus i bordet og nogle få, gyldne dråber sprøjtede op og ramte både ham og George. En enkelt dråbe løb langsomt ned over Damians ansigt og dryppede ned. Hans stol skrabede mod gulvet og væltede da han rejste sig med vreden malet i ansigtet.

Han trak vejret dybt og hurtigt. "Snodria. Hun var min... Du stjal hende!"
Sir George Gallagher
Krystalisianer

Retmæssig God
Race: Menneske
Alder: 27 år

Skaber: George

Snarere end at berolige Damian sendte Georges ord ham i et raserianfald. Det var ikke just hvad, han havde forventet, men så igen vidste han ikke hvad, han undskyldte for.

Han fik et lille chok, da kruset hamrede ned i bordet og gav genrystelser i bardisken og fik hans vand til at vibrere, og da en enkelt dråbe ramte ham ved mundvigen, frøs han øjeblikkeligt. Det var så fristende at lade tungen glide ud og fjerne den, smage på den. En dråbe kunne vel ikke skade? Men han afstod fra det, situationen taget i betragtning, og fjernede den med en finge, før han så beklagende op på Damian, der havde rejst sig brat.

Flere folk omkring dem så i deres retning nu, kroværten inklusive, men George ænsede ikke andet end den mands vrede, der var rettet direkte mod ham.
Og for at gøre det hele værre forklarede han. Det var som at blive ramt af en kampesten fra fem meters højde, og et øjeblik kunne han knapt få vejret. Han havde kæmpet så bravt for at få hende ud af hovedet, og nu væltede det hele sammen om ham endnu en gang. Havde der været mere i mjødkruset, havde han nok drukket det, men i stedet tvang han sig på benene og rettede sig op for at møde Damians vrede. Pludselig forstod han alt for godt hvorfor. Havde han ikke selv følt det samme, da Snodria fandt sammen med Lyon igen? Sorgen spillede i hans øjne, der blev sorte og dystre, og det gjorde næsten fysisk ondt at se på manden.

Tør i munden og ude af stand til at tale, betragtede han ham bare et øjeblik, før hans læber skiltes let.
"Det har aldrig været min hensigt at stjæle hende fra nogen. Hun kom villigt til mig, lige som hun villigt gik igen, og jeg har aldrig løftet en finger for at binde hende." En let beklagelse over netop dette kunne ikke lade være med at snige sig ind i hans stemme. Han havde været så fandens ædel, han knapt havde afkrævet hende et kys eller et flygtigt kærtegn, og hvor havde han fortrudt det i tiden efter, hun var borte.

"Jeg beklager oprigtigt det, der skete dengang, og kan jeg tilbyde nogen form for kompensation, så..." Han afbrød sig selv med en lille latter og tog sig til hovedet. "Det er ikke det, jeg burde sige lige nu," mumlede han så og lukkede øjnene kort.
"Jeg elskede Snodria meget højt, og har været blind for andres følelser i den forbindelse, og det beklager jeg! Som sagt har jeg aldrig forsøgt at tvinge hende til mig; det kunne aldrig falde mig ind, lige som jeg intet gjorde de gange hun forlod mig for en anden. Jeg kan kun sige, jeg kender den smerte, du bærer, og begræder at have været skyld i den." Ordene ville for en gangs skyld ikke helt som George ville have dem til, og han trak forvirret en hånd igennem sit hår, der løsnede sig lidt fra den ellers så nydelige hestehale.

Han havde været så rå indeni, så fuldstændigt flosset af hendes til tider hensynsløse trampen hen over hans følelser, men han havde altid forstået at tilgive hende og trække skylden over på sig selv, selv når hun havde forladt ham for at være med Lyon. Selv da han hjalp hende med at lokalisere sin rivals barn. I hans øjne havde hun dengang været perfekt, og det overraskede, ney chokerede ham at opdage, han faktisk ikke så sådan på hende længere.
Damian Draconi
Krystalisianer

Kaotisk Ond
Race: Dæmon
Alder: 292 år

Skaber: Damian

Damian var overrasket. Det var slet ikke faldet ham ind at han ikke var den eneste der var blevet såret dybt og nu led under smerten af at have mistet hende til fordel for en anden. Da han havde set George var det slet ikke gået op for ham at han ikke længere var sammen med hende, og det føltes pludselig ikke retfærdigt at rette sin vrede mod ham.

Det sidste han havde set var George og Snodria sammen, og selvom det var længe siden, så havde han bare gået ud fra at det var sådan det stadig var. Og nu havde han ikke noget eller nogen at rette sin vrede mod. Vreden forlod ham langsomt og det eneste der var tilbage var en tung og mørk smerte i kroppen.

Han vendte sig med siden til George og støttede sig til baren med begge hænder. Efter en dyb vejrtrækning skubbede han kruset mod kroværten og signalerede at der skulle fyldes op. Nu.

Damian kiggede halvt på George. "Hvor længe er det siden?"
Sir George Gallagher
Krystalisianer

Retmæssig God
Race: Menneske
Alder: 27 år

Skaber: George

Omsider havde hans ord en positiv effekt på Damian, og det var tydeligt for George efter få øjeblikke, vreden mod ham forsvandt. Han forstod dog godt Damians situation og følelser - alt for godt.

Et lille suk undslap ham, lettet over at have afværget situationen, selvom han ikke var helt sikker på hvordan, han havde gjort det. Han havde blot været ærlig, og endnu en gang havde det vist sig at være den bedste vej.

Det var mere end fem et halvt år siden, han og Damian havde mødtes sidst, og han havde da selv håbet på, han stadig havde haft Snodria ved sin side, men på den anden side havde hun tærret voldsomt på ham. Jovist var han stærkere nu, men han var ikke sikker på, han ville have været det, hvis hun stadig havde været ved hans side.

George betragtede Damian med et roligt, lidt tungt blik og skævede så længselsfuldt til kruset, som kroværten fyldte op. Tør i halsen tog han selv plads igen og tømte sit vandglas temmelig utilfreds med det kedelige indhold. Han længtes efter en cognac at styrke sig på, men han vidste alt for godt, at ét glas førte til bunden af én flakse, førte til bunden af ti. Han ville ikke gøre det mod sig selv igen - i alt fald var han ikke desperat nok endnu.

Ordene fik en ubestemmelig grimasse fra George, mens han bare så ned på det nu tomme glas og sukkede hult.

"Første anden eller tredje gang hun forlod mig mener du?" spurgte han hæst uden at se på Damian. Det var ikke noget, han var stolt af at indrømme, men i det mindste ville Damian forstå ham. Han var flov over at have været så eftergivende overfor hende, så komplet tilgivende at have tilladt hende at komme og gå til ham som det passede hende. Jovist havde hun været forvirret over sine følelser, men det gav hende ikke ret til at træde på hans. Han havde forsøgt at være den voksne og fornuftige og give hende plads i stedet for at indse, hun aldrig fuldt ud kunne have elsket ham, når hun var så meget i tvivl. Det var for det bedste, hun var gået, og det vidste han nu.

"De ved," sagde han tøvende, "Hun var aldrig så afklaret med sine følelser, hun rigtigt kunne vælge en af os tre - Dem, mig og Llyon. Og i sidste ende gik hun sin egen vej. Et par måneder så det rent faktisk ud som om hun havde bestemt sig, men da det kom til vielsen... Nå ja, så var hun altså ikke sikker alligevel ... Set i bagklogskabens lys tvivler jeg på, hun var i stand til at give hele sit hjerte til fuldkommenhed, og jeg er kommet til den erkendelse, at så var det for det bedste, hun gik. Det må også gælde for Dem. At give sit hjerte til en, der er uværdig af det, til en der ikke kan gengælde fuldt og helt... Vi kan begge gøre bedre!" Han så mod Damian med et forsigtigt smil. "Og jeg må indrømme, jeg har - og denne gang - ingen konkurrence!" Et kærligt udtryk sneg sig ind i hans ansigt ved tanken om Gabrielle, hvor end hun så var i aften. Sikkert på arbejde. Han mindedes hendes smil og de uforglemmelige øjne, de silkebløde lokker og skræmmende nok også synet af hendes hud. Gabrielle havde aldrig forstået at klæde sig anstændigt.
Damian Draconi
Krystalisianer

Kaotisk Ond
Race: Dæmon
Alder: 292 år

Skaber: Damian

Georges svar kom fuldkommen bag på Damian. I hans øjne havde Snodria aldrig været andet end perfekt, og selv da hun havde vendt ham ryggen var hans mening uændret. Han havde været forblændet af kærlighed til en uopnåelig kvinde. Han var forbløffet over at høre hvad George fortalte.

Damian havde aldrig selv indset at Snodria bare ikke var interesseret i ham. De havde haft en kort romance for længe siden, men for hendes vedkomne var det hurtigt overstået. Han var en novice i kærlighed, og på trods af sin alder og mange årtier i Krystallandet var hun den første der havde fået ham til at føle andet end ondskab og og mørke.

Kroværten skubbede det fyldte krus mod Damian og den gyldne væske skvulpede faretruende mod kanten, dog uden at spilde. Damian smagte på det og nikkede tilfreds hvorefter han sukkede. Ikke opgivende, men mere som om han gav slip på en masse anspændthed.

"Jeg er ikke helt sikker på at jeg forstod alt hvad du lige sagde, men det jeg fik fat i gav mening". Damian tog Georges tomme krus og rakte det til kroværten.
"Fylder du lige op?" spurgte han, og smed nogle mønter som betaling. Der var rigeligt til at to mænd ville kunne drikke resten af aftenen.
Sir George Gallagher
Krystalisianer

Retmæssig God
Race: Menneske
Alder: 27 år

Skaber: George

Tydeligvis var Damian lidt rundt på gulvet. Det havde ikke været hans hensigt at forvirre den stakkels mand, der tydeligvis stadig havde Snodria på den piedestal, han også selv havde holdt hende på indtil for et halvandet års tid siden. Han havde ondt af Damian for ikke selv at være nået dertil, men måske han kunne hjælpe ham på vej?

George havde selv været alt for eftergivende overfor hende, havde selv givet hende for mange chancer, bebrejdet hendes unge alder i stedet for hendes person, og han havde ladet hende træde på sig alt for mange gange. Han havde ladet hende gøre alt det, fordi han havde elsket hende på den anden side af fornuften, men han var kommet ud af skyerne omsider.

Måske var Damian en novice i kærlighed, men George havde så sandelig heller ikke den store erfaring. Tvunget i en forlovelse, blevet bedraget og snydt, havde fundet Snodria, der aldrig bestemte sig rigtigt, så var der Flora, som han aldrig havde elsket, men der havde snydt og lokket ham ind i ægteskabet, og nu var han endelig ved at finde ud af det med Gabrielle. Det var alt sammen meget meget forvirrende.

Som for Damian havde Snodria været den første til at røre hans hjerte, om end hans ikke havde været fyldt med ondskab og mørke, havde der været stolthed og bitterhed, som hun havde fjernet fra ham i stor stil. Hun havde gjort mange gode ting for ham, som han var taknemmelig for, og han glemte hende ikke for det på trods af alt det dårlige, hun også havde givet ham. Han havde forstået at værdsætte den gode del uden at sætte det under skæppe af den dårlige, og for det var han taknemmelig.

Georges blik faldt mod det fyldte krus, og den gyldne væske skvulpede og duftede så forførende, han kort måtte lukke øjenne for at modstå trangen til at række ud efter det. Han så Damian tage en slurk og kunne næsten smage det på tungen, og hans mund blev ganske tør.

Det var ikke den sædvanlige krovært, der var på arbejde i aften, men selvom George ikke kendte denne mand, forventede han stadig, aftalen ville stå ved magt. Derfor forhindrede han ikke værten i at tage glasset, men nikkede i stedet taknemmeligt til Damian.

Først da lugten af mjøden, der blev sat foran ham, nåede hans næsebor, stivnede han i forbløffelse og bare stirrede på det, som om det var en kop gift. HAn sank en klump, små svedperler sprang på panden af ham, og det krævede opbyggelsen af alt hans mod og styrke at tage fat i kruset for at skubbe det væk fra sig. Men det var som om, hans hånd ikke ville slippe igen, den let rystende hånd, og han lod febrilsk tungen glide rundt i munden i håbet om at producere lidt spyt. For pokker da også, tænkte han bittert, hvorfor skulle det her lige ske? Han havde klaret det så godt nu i snart halvandet år, havde ikke rørt alkohol, havde klaret at få hjælp til sit problem, og nu, takket være en uduelig idiot af en afløser i kroen, sad han her fristet over måde. Men ville det virkelig være så slemt? Bare et enkelt krus? Ville det virkelig være den katastrofe, han havde bildt sig selv ind i al den tid? Det han havde frygtet sådan? Desuden blev han jo hverken voldelig eller aggressiv, når han var fuld. Fuld? HVem snakkede om at blive fuld? Der var tale om et enkelt krus mjød. Måske ville han endda efter en enkelt slurk finde ud af, han ikke kunne lide det længere, og så ville fristelsen ikke komme over ham igen.

Langsomt, tøvende og uden at registrere noget som helst af omverdenen, der var gået i sort, løftede han kruset op, duften indvaderende hans næsebor og fyldende hans sanser jo tættere på hans mund, det kom. Hans blik hvilede ned i væsken, og han sank en klump og tænkte kort en række alarmerende tanker, der blot blev skubbet bort, før han lagde krusets kant mod sin underlæbe og tippede det let.

Drikken var som fløjl mod hans tunge, smagen alene bedøvende, og han lukkede øjnene nydende i, mens hans sanser skreg på mere. Det var lige så fantastisk en smag som han huskede, og han tog en enkelt grådig slurk, før han vristede kruset fra sin mund igen, tydeligt splittet, og satte det på bordet så pludseligt og hårdt, væsken hoppede og dansede i det. Han havde fejlet sig selv og måtte lukke øjnene i et øjeblik for at rumme det. Lige nu kunne han ikke en gang huske hvorfor, det var så forkert. HVorfor var det det?

Lydene vendte tilbage, bevidstheden om de andre trængte sig på, og han huskede Damian ved sin side og åbnede skyldbetinget øjnene. Det tog ham dog et øjeblik, før han kunne tage sig sammen til at vende hovedet mod ham, mens han tvang sine krampende fingre til at slippe kruset.
Damian Draconi
Krystalisianer

Kaotisk Ond
Race: Dæmon
Alder: 292 år

Skaber: Damian

Damian lægger overhovedet ikke mærke til Georges kvaler med mjøden. Han er travlt optaget af sit eget krus som allerede nærmer sig at være halvt tomt. Han er allerede i færd med at udse sig den flaske fra hylden bag baren der skal smages som den næste.

Det er en slank, mørkegrøn flaske med en gulnet etiket. Det er ikke helt til at se farven på indholdet, men det virker mørkt. På proppen er der fastgjort en lille figur af en drage, som er meget kunstfærdigt udformet, således at halen danner en ring man kan drække i for at få proppen op.

Flasken ser dyr ud, men det bekymrer ikke Damian. Han har rigeligt med penge lige nu... Takket være den handelsmand han 'stødte ind i' tidligere på ugen. Da George hamrer sit krus i bordet giver det Damian et lille chock. Han kigger på ham med et hævet øjenbryn og et spørgende ansigtsudtryk.

"Er der noget i vejen med mjøden? Er den dårlig?" Han kigger bebrejdende på kroværten, som skulle have serveret dårlig mjød.
Sir George Gallagher
Krystalisianer

Retmæssig God
Race: Menneske
Alder: 27 år

Skaber: George

George føler sig rimelig ussel lige nu, sunket så dybt som til at røre alkohol igen, hvilket bare forstærker trangen til at drikke sig i hegnet og gemme følelserne til senere. Men det var også sådan, det startede, og han var blevet ved i to år med at gemme til senere uden at løse problemet. Han måtte stå fast! Han måtte sige nej, og nu, før det var for sent.

Men det var så fristende, og lige indenfor rækkevidde. Så.. forbandet fristende! Allerede inden kruset er helt sluppet, ved han, han ikke kan vende om nu, og han krymper sig over det.

Alt for optaget af at drukne sin elendighed og sine kvaler i et tankehav, er det slet ikke gået op for ham, Damian allerede har udset sig en ny flaske, og det er nok i grunden meget godt.

Det gik heller ikke lige op for ham, han havde overrasket Damian med sin noget brutale adskillelse fra alkohollen. Han mødte Damians spørgende blik og følte sg forvirret og tung i hovedet, mens manden talte.

Hvad skulle han svare? Han kunne ikke bare smide på bordet, han var alkoholiker og ikke kunne styre sin afhængighed. Han skar en grimasse og tvang så et smil frem.

"Den er.. ganske udmærket, tak," svarede han en smule besværet i et forsøg på ikke at lade følelser og tanker løbe af med sig. Mjøden var mere end ganske udmærket, især fordi han lige siden sin sidste brandert havde drømt om smagen af alkohol igen. Det var en fantastisk, sansefrarøvende smag ... Hvordan skulle han dog kunne sige nej? Han sank en klump og vidste godt, hans ord og handlinger ikke passede sammen lige nu. Men han kunne da ikke bare fortælle ham sandheden og udstille sig selv til hån på den måde ... Det var nærmest.. utænkeligt.
Damian Draconi
Krystalisianer

Kaotisk Ond
Race: Dæmon
Alder: 292 år

Skaber: Damian

"Er du sikker? Du siger bare til, så kan du få noget andet" Svarede Damian og klappede George venskabeligt, men en smule hårdt, i ryggen. Han var ved at blive ret munter af den søde og berusende drik.

Han pegede på den kunstfærdige flaske han lige havde kigget på, og kroværten hentede den ned fra hylden. Han var dog først nødt til at puste på den, for at få det værste støv af. En Mindre støvsky rejste sig og han nyste.

"Er du nu sikker knægt? Det er dragelikør. Det slår hårdt" Sagde kroværten med et advarende tonefald. "Jeg tager altså ikke ansvar for dig hvis du ikke kan holde til det".

Damian lænede sig ind over disken og så manden i øjnene. "Ligner jeg måske en svækling?"
Sir George Gallagher
Krystalisianer

Retmæssig God
Race: Menneske
Alder: 27 år

Skaber: George

Det var et fristende forslag, og Georges blik gled automatisk hen over udvalget af cognac, der var hans foretrukne drink, men han trak hurtigt øjnene væk fra fristelsen. Det var nok bedst trods alt at holde sig til noget, der ikke slog så hårdt; han var ikke vant til at drikke længere.

"Jeg er sikker," sagde han blot og tvang et smil frem på læberne, mens han modtog det venskabelige klap på ryggen uden at blinke. Men det undrede ham nu i grunden hvordan manden var vendt rundt så pludseligt. Han måtte virkelig have hadet George for det, han ufrivilligt havde gjort ham, og alligevel var der intet tilbage af de følelser nu. Det måtte skyldes alkohollen, han kunne ikke rigtigt forestille sig andet, og et øjeblik gled hans blik fristet ned på sit eget krus igen. Heldigvis fik Damians pegen og snak med kroværten George afledt igen, og han lod øjnene følge fingeren op på flasken. Dragelikør. George havde smagt det en enkelt gang, og det var noget fandens stærkt skidt. Han havde kunnet klare det dengang, men kunne ikke lade være med at se en smule tvivlende på Damian. I alt fald lige indtil Damian lænede sig ind over disken og talte igen; s trak han hastigt blikket til sig. Det var jo mandens egen sag, om han havde i sinde at drikke sig i hegnet med et enkelt glas eller to - eller hvor meget, han nu kunne klare. Det var ikke Georges sag! Måske hvis de havde været nære venner, havde han kunnet tillade sig at have en mening, men som tingene var nu, kunne han godt holde sine meninger for sig selv, det vidste han.
I stedet vendte han fraværende blikket ind bag disken og løftede kruset til læberne, først registrerende det, da han smagte drikken på tungen. Han lukkede øjnene i og nød smagen, selvom han ikke burde, og før han næsten vidste af det, havde han halvvejs tømt kruset, og han satte det fra sig med en voldsom opvisning af viljestyrke og så på Damian for at få tankerne lidt væk.
Tråden er afsluttet