Nadia ville have grinet, hvis situationen havde været mere anderledes, og hun kunne sikkert også have fundet på at lave en spøg. Men hun undlod det, fordi hun holdt fokus på huset og hendes opgave. Hun så efter Lorgath, som forsvandt hen mod huset, selvom hun ikke kunne se ham særlig godt.
*Magi.* var hendes første tanke, og så tænkte hun ikke lige mere over den. Det var altid noget, som hun kunne komme i tanke om senere og nævne for Lorgath. Hvis hun da huskede det til den tid. Hun måtte også lige huske og spørge, om Lorgath ville have del i betalingen.
Nadia valgte at træde over til huset, da der ingen var at se. Hun smuttede stille og hurtigt indenfor, mens hun fik en kniv i hånden. Ingen Lorgath eller bodyguards. Hun fandt frem til trappen og begyndte at liste op af den. Hun sikrede sig for hvert trin at trinene ikke knirkede under hende. Hun ville nødig overraskes.
Hun så sig om, da hun var kommet ovenpå, der var ingen på gangen. Der var en del døre til begge sider, og der var ikke lys under nogen af dørene. Hun bed i læben og trådte hen til den første dør. Nøglerhuller, de gjorde det så let. Hun havde næsten været alle nøglehuller igennem, da hun fik øje på det, som hun skulle bruge. Eller.. det var et nøglehul, hvor der sad en nøgle i fra den anden side af døren. Hun sikrede sig, at der ikke kom nogen lyde fra rummet, hvorefter hun forsøgte at tage i døren. Den gik op uden en lyd. Nogen havde for nyligt smurt hængslerne.
Hun listede ind på værelset og lukkede døren efter sig, hvis nu en bodyguard skulle vælge og lægge vejen forbi. Der stod en stor seng, hvor der lå nogen og sov under dynen. Hun listede hen til sengen, klar til eliminere hendes offer. Hun løftede dynen og stoppede. Det lå en række puder.
*Nej!*
Hun anede en bevægelse bag sig og vendte sig, hvorefter hun mærkede en stikkende smerte i venstre side af hendes mave. Hun skreg ikke. Hun bed bare tænderne sammen. Hun så ned og opdagede, at hun havde en kniv siddende, måske en dolk. Det gjorde hvert fald ondt. Hun så op på sin modstander og sit mål. Sådan et grimt smil.
”Hvem sendte dig?” spurgte hendes modstander lavmeldt,
”Og hvor er din hjælper?”
Nadia hostede svagt.
*Så fandens ondt, som det gør. Han vil bittert fortryde, at han ikke dræbte mig helt.* tænkte hun bare, hvorefter hun spyttede for hans fødder.
”Hmm..” kom der fra hendes modstander. Han greb hende om halsen og skubbede hende ned på sengen. Nadia skar en grimasse og tog fat om hånden om hendes hals med begge hænder. Han forsøgte at kvæle hende. Hun var et ynkelig menneske.
”Du er måske kommet på bedre tanker.” Han løsnede sit greb om hendes hals, så han kunne svare.
Det var alt, som Nadia haft brug for. Hun fik i en hurtig bevægelse fat i en af sin knive, mens hun i samme øjeblik lagde benene om ham, for at distrahere ham, mens også så han ikke kunne løbe. Hun sendte ham et smil, hvorefter hun klemte til med benene og stak en kniv i ham. Han fik et chokret udtryk og faldt ned over hende. Slap. Nadia skar en grimasse.
Hun fik skubbet fyren af hende. Trukket sin kniv fri og gjorde den ren i hans tøj. Hun undersøgte derefter hans hals og fandt det halssmykke, som hun skulle bruge. Hun tog det om halsen og gemte den under trøjen. Derefter så hun ned på sig selv. Hvor længe hun mon ville holde? Hun trak kniven ud med en grimasse og bandede lavt. Han havde virkelig ventet hende. Hun undersøgte kniven og kunne ikke helt lide længden på den. Det var grimt. Hun valgte dog at beholde kniven, som hun stak i bæltet i en tom skede. Hun pressede en hånd mod såret og gik så hen til døren. Hun lyttede og åbnede den forsigtigt. Hvor mon Lorgath var henne?