Lorgath var næsten lige blevet rask fra sit ikke så heldige møde med en engel. Han havde de sidste par dage været i genoptræning, men samtidig pynsede han konstant på en hævnagt, som han havde i sinde at udføre så snart han fik fat i den lille mær af en engel.
Planen involverede afskårne vinger og anatomi. Han havde virkelig tænkt sig at gøre livet surt for hende, at ødelægge noget smukt. De vinger skulle have en helt speciel plads på hans herregård, når de var blevet skåret af, og hans nuværende blodresource - En lille pige på femten år, der konstant græd og tiggede om frihed - skulle snart skiftes ud. Så kunne den forbandede engel vel godt tage pladsen og den lille tøs kunne få sin frihed. En fantastisk ubehagelig død. Det skulle nok blive godt. Alene tanken fik ham til at lukke øjnene kort,i ren og skær imaginær nydelse ved hendes ansigt, fordrejet i smerter, mens han slentrede ned mod Tusmørkedalens kro. Han var der sjældent, men en gang imellem tog han derned, bare for at observere de normale mennesker, så han ville være i stand til at følge med i tiden, som den gik, og ikke lige pludselig opføre sig underligt fordi han var bagude.
Lorgath var iført en rød skjorte i silke, samt et sort tørklæde og en fin sort jakke med sølvknapper. Hans sværd og parérkniv sad som det faste inventar de var, i hans bælte og han havde et par fine bukser på, samt nogle gode, tykke støvler. Uden over det havde han en varm vinterkappe og ridehandsker.
Da han kom inden for i kroen, røg handskerne dog af, afslørende et par fine ringe og han satte sig over i sit sædvanlige hjørne, hvor der kort efter kom en servitrice, hvor han viftede hende væk med en ordre om et glas vin. Man kunne vel godt kalde ham gnaven i nat, men det var fordi han stadig havde travlt med at planlægge, hvordan han ville få den lille engel til at skrige og tigge om nåde.