Paradisskoven var uden tvivl Krystallandets smukkeste områder, men naturens skønhed havde aldrig interesseret Dimitris synderligt. Den langhårede, unge mand interesserede sig mere for materielle goder såsom tøj og smykker, så det var ikke ligefrem med respekt i baghovedet at han trampede igennem de mange blomster og små planter, der voksede på skovbunden, indtil han nåede en mindre lysning.

Her stoppede han op for at hvile sine ben for en stund. Der gik ikke mere end et minuts tid, før Ayla, hans store, lysegrå karakal var ved hans side. Det var sjældent, at hun rendte ham i hælene på den måde. For det meste vandrede hun omkring på egen hånd - eller pote - men hun var altid lige i nærheden, synlig eller ej.