Det var ganske overskyet og lidt hen på aften. De tunge mørke skyer hang i luften og det var tydeligt at vejret snart ville slå hen og lade det regne endnu engang. Det var blot en af de dage man måske hellere ville bruge inde på kroen eller hjemme i familiens skød. Koda følte dog hverken for at drikke og havde ikke set sin familie i over ti år nu, så hun vandrede blot op langs floden.
Hvor hun skulle hen vidste hun ikke helt endnu, den normade hun var født som gjorde at hun blot ikke tænkte over det. Hun rejste de veje der var mulige, fandt ly når det var nødvendigt og overlevede fint. Når pengene var små så søgte hun blot lidt arbejde, men det gjorde hun nærmest aldrig.

Koda tog hold et sted hvor floden var ganske rolig og træerne kunne give noget læ hvis det skulle trække op. Hun satte sig ned kanten af floden og kastede lidt vand i ansigtet og nød det kolde vand imod sin hud. Der var ikke noget mere beroligende end blot at mærke kulden igen. Måske skulle hun søge nordpå til næste sommer for at undgå den ulidlige varme, det kunne da være en ide for en gangs skyld.

Koda rejste sig op igen for at lægge sine ting op af et træ, roligt trak hun sit sværd og gik hen til vandkanten igen. Med et aktiverede Koda sin ene magiske evne og overfladen af floden blev til en rød spejlglat is. Koda trådte ud på isen med bare fødder og nød kulden. Hun begyndte at fægte ud i luften med sit sværd mens hun med rolige bevægelser gled rundt på isen. Hun lukkede øjne og lod blot en indre rytme følge hende rundt på isen. Det blev til en rolig kombination af sværd kamp og dans. Ganske smuk så det ud, dette var Kodas særpræget kampstil, at glide rundt på is og bruge modstanderens styrke imod dem selv.

Det havde været en lang dag for Denaro, men endelig havde den givet pote.
Foran ham lå en vældig buk, spiddet af Possum klanens store spyd kastede den af sine sidste kræfter et blik på sin banemand idet de ru hænder greb om dens gevir. Med et knæk forsvandt lyset fra dens øjne og livskraften fløj fra den døde krop.
En let og uhørt bøn forlod jægernes læber idet han trak det lange helsmedede krigsspyd ud af kroppen på det tunge dyr. Sand fløj fra jorden og sugede blodet af våbenet inden det faldt tilbage til jorden.
Denaro kastede et blik rundt. Han havde vandret uden for sit jagtterritorium og kunne ikke vide sig sikker for om en anden kraft havde tilranet sig dette område. Det var dog uden papir at disse områder blev fordelt. Der var ingen penge blandt de bosiddende og ingen officielle aftaler. Kun den indbyrdes forståelse for de andres styrke og respekten for deres privatliv.
Behovet for mad havde dog fået Denaro til at trodse disse uskrevne love, men hans ære tilsagde ham at tildele territoriets ejer end del af sit jagtbytte. Hvis der altså var en ejer. Han var trodsalt over en times vandring fra sit hjem.

Spydet blev spændt på ryggen idet han kastede et blik på dyret, som stadig afgav en stærk strøm af blod fra begge sider af kroppen, der hvor spydet var trængt igennem. Han ville lukke såret for at ikke at tiltrække rovdyr på vejen hjem, så uden videre overvejelse rev han et ærme af sin trøje og delte dette i to lange strimler, som hurtigt blev bundet rundt om dyret for at fastholde to halvstore sten, som virkede som prop for sårene.
med dette på plads stod han nu overfor den sværeste del af jagten. At bringe byttet hjem.
Øjensynligt var dette stykke vildt væsentlig tungere end ham selv, og han ville formodentlig ikke kunne bære det i et stræk, så han måtte allerede mentalt forberede sig på at finde et sted for pausen, men først måtte han vaske såret rent.
Han bøjede sig ned og kastede det vældige bæst over skulderne. Han kunne mærke hvordan sandet under hans fødder sank en smule. Et skævt smil skilte hans læber. Det var en god fangst.
Med rolige skridt begav han sig afsted imod lyden af rindende vand.

Da han så vandet gik et suk gennem hans krop. Han genkendte floden fra farven og måtte indrømme at han ikke brød sig om den. Ifølge hans egne undersøgelser var vandet farvet af en blanding af rust og flere andre stoffer, som han endnu manglede at identifisere. Noget som øjensynligt ikke skulle være et problem, så længe han fik renset dyret ordenligt når han kom tilbage, men tanken om at det kunne være giftigt sad stadig i hans baghovede.
Han smed dyret fra sig i vandkanten og skulle til at klargøre vaskeprocessen da en lyd fangede hans øre.
En svirpende lyd af metal der skar luften fik ham til at dreje hovedet og først nu opdagede han hvor lyden kom fra.
Nogle hundrede meter længere nede af floden stod en skikkelse på vandet og udførte noget, som han bedst kunne sammenligne med en ballerinas fejde.
Trukket nærmere af sin nysgerrighed kastede han atter vildet over skulderne og begav sig nærmere

følelsen af is imod den bare hud var nok den følelse i verden Koda bedst kunne lide af alle. Lige nu kunne hun mærke hvordan kulden spredte sig igennem hendes fødder og op igennem kroppen. Et blidt suk kom ud over Kodas løber som hun gled hen over den spejlglatte overflade af is. Stilheden var behaglig, kun hendes indre rythme var det der bestemte hvordan hun bevægede sig.
Koda satte hurtigt af på isen og lod spidsen af sværdet røre isen så små fnug af is, nærmest så fint som sne hvirvlede lidt op i luften bag hende og gav et glimtende lys som solen spejlede sig i isen. Det var et smukt og fredfyldt syn at se Koda bevæge sig rundt som et lege barn på isen.

Koda blev forstyret i sin dansende leg på isen af andre lyde i nærheden der hev hende ud af sin rytme. hun åbnede øjne og gled ind til kanten og så sig omkring efter hvem ind der kom nærmere. Der!, en person med noget af et stort dyr på ryggen. På en måde var det et imponerende syn i sig selv. Jagt var blot fasinerende ved at skulle nedlægge sådan store dyr uden at selv komme til skade. Koda ville gerne selv jage, men var for utål modig til det, og var hun endelig tvunget til det blev det altid kaniner.

Dog ville Koda ikke lade en fremmede forstyre hende leg på isen så hun gled ud igen og dansede videre som personen blot kom nærmere. Da han endelig var kommet ind for en ordenlig høre røkkevide åbnede Koda munden og sagde "Hver Hilset".
Koda gled stadig rundt på isen men hendes blide, men kølige øjne, var rettet over imod den fremmede som kom nærmere.

Først da Denaro kom tættere på blev det tydeligt for ham hvordan hun bar sig ad med at stå på vandet. Isen havde nærmest smeltet sammen med vandet når han så på det på afstand, men nu, hvor han stod ved kanten af isflagen, kunne han sagtens se forskellen. Dog vurderede han tykkelsen til at den var for tung til at kunne bære ham og bukken samtidig.
"Vær hilset" besvarede Denaro den fremmedes hilsen, og derved også hendes tegn på at han var blevet set. Noget man ikke altid skulle tage for givet, da nogle folk havde en tendens med at vandre så dybt ind i deres træning, at de ikke ænsede noget omkring dem. En teknik Denaro ikke brød sig om, da det gjorde kampstilen stort set ubrugelig i reel kamp, hvor man konstant måtte have opmærksomheden fordelt overalt samtidig med at den var fokuseret på enkelte reele punkter. besværligt, men effektivt.

Han lagde forsigtet dyret fra sig ved siden af vandet. Han var stoppet før isen tog til. og fandt let en klud frem fra sit bælte. Fra blodet på kluden, var den øjensynligt anvendt til at rense våben efter de havde truffet deres ofre.
Han dyppede let kluden i det røde vand, vred den op og dyppede den igen inden han gjorde sit bedste for at vride så meget væske ud som muligt.
Forbindingen blev fjernet og han gav sig til at rense sårets yderside. Han holdt sig dog på sikker afstand af selve såret, for ikke at komme til at skade indersiden. Blodet var stoppet med at løbe fra det åbne sår.

Han ønskede ikke at forstyrre den fremmede mere end højst nødvendigt. Han havde været nysgerrig efter hvad hun lavede, og nu vidste han det, så der var ikke meget mere at komme efter. Han betragtede hende dog i udkanten af øjenkrogen, og måtte indrømme at hun havde evner ud over det sædvanlige, men han sagde det ikke højt.

Koda forsatte lidt ude på isen, og betqagtede til tider den fremmede ud af sin øjenkrog for at sikre sig det ikke var en eller anden for landevejs tyv der havde fundet sig hen til hendes ting, ja man kunne ikke føle sig alt for sikker disse tider. Men personen virkede fin nok siden han ikke gik efter hendes ting så hun havde ikke noget problem ved han var til stede.
Dog var der noget inde i Koda der fik hende til at føle sig asocial ved hun blot skøjtede rundt på isen og lod blot ham være. Var han mon kommet for at opsøge selskab måske, eller blot kommet af ren nysgerrighed, Koda vidste det ikke helt men valgte at stoppe op med sin træning og gled ind til kanten.
"Stort dyr de har fået nedlagt" sagde Koda venligt og betragtede det ellers så smukke dyr. Var måske lidt syndt at sådan et fint dyr skulle gå til mad, men sådan var livet jo nok engang så der var ikke meget at sige til det.
Koda rettede igen blikket imod den fremmede med et lille smil og betragtede ham lidt. Hun kunne jo ikke rigtigt bedømme folk på blot deres udseende, og hendes slevvanlige nysgerrighed kom op i hende. Hvad mon han var for en, hvad mon han kunne, hvem mon han var. Alle de fortællinger der kunne lægge bag ham som kunne give viden. Ja bare nysgerrighed generelt fyldte Koda op lige nu. Sådan var hun altid når der var fremmede til stede, altid en træng til at lære dem lidt at kende og lære noget mere.
Selvom Koda havde levet de sidste 10-12 år her i krystallandet var det stadig som om hun til tider følte sig som en fremmede, da hun i sin tid havde levet op i bjergene, der var simpelt hen så meget forskel, så meget at lære.

Med det ydre renset var det tid til at få det indre fixet. han kastede et blik på vandet og mindede sig selv om at han før havde drukket vand fra denne flod. godt nok var det kogt, men stadig væk vand fra denne flod, og han levede endnu.
Hendes kommentar om dyret størrelse fik ham til at se op på hende. Hans ansigt bar som altid en seriøs fold langs mundvigen, men virkede ellers roligt og vurderende.
"Jeg ville have foretrukket et mindre bytte. Det bliver for det første svært at bringe det tilbage og for det andet er der mere kød på end jeg har brug for." Denaro talte med en oprigtig tone og havde ingen intention om at lægge skjul på at han var skuffet over sin fangst. Dyret var 10-15 kg for tungt til hans smag, men han havde ikke haft muligheden for bare at lade det vandre videre. Han havde brug for kødet.
"Har De nogensinde jaget?" Spørgsmålet kom efter et par sekunders tavshed alt imens Denaro trak en lang kroget kniv fra bæltet.

Af rutine vendte han bukkens bug i vejret og skar en lang dyb rille ned fra struben til endetarmen. Med en bestemt bevægelse vred hen rundt i skindet og begyndte at skære fedtet fra skindet så han kunne lave en større åbning og derved give sig lettere adgang til indmaden.
Siden dyret var for tungt til at bære, måtte han rense det her og så lade alle indvolde og andre uspiselige ting blive. Han kunne bruge skindet til at bære kødet og knoglerne i og ville derved spare på vægten og samtidig ville indmaden ikke gå til spilde. Den ville gå til vilde dyr i omegnen. Han ville dog have fortrukket at gemme den til hans jagtfælder i hans eget territorium.

Koda stod lidt og fumlede med sit eget hår med en enkelt finger mens hun igen betragtede det store dyr. Dog rettede hun igen opmærksomheden imod den fremmede som han begyndte at tale igen.
Stilheden lagde sig kort og Koda vidste ikke rigtigt hvad hun skulle sige til det, men heldigvis forsatte den fremmede med at tale lidt efter.
Ja jagt var jo ikke lige Kodas største side med den tålmodighed hun havde så det havde hun jo ikke rigtigt.

"Kun små dyr som kaniner, min tålmodighed virker slet ikke til jagt forklarede Koda venligt.
Det gav hende lidt kvalme at se hvordan dret blev skåret op men Koda holdt det hele inde, men trak vejret lidt tungere. Dog hjalp det ikke meget, da lugten af blod spredte sig i luften, men Koda klarede den.
Meget kunne man sige, men Koda havde ikke den bedste mave når det galt sådan ting, hun havde kun få gange set andre dø og de gange var hun endt med at kaste op. Lidt pinligt var det, men det var bare ikke hende.

"Nu lokker lugten vel ikke ulve eller sådan noget til" spurte Koda og regnede næsten med at skulle finde sige et andet sted at slå lejer for natten nu. Hun ville ikke blive overrasket af et eller andet rovdyr var igang med at bide i hende mens hun sov. Faktisk var det noget af det sidste hun havde lyst til. Og hvorfor havde hun entelig spurt, det vidste hun godt det ville gøre. Det var hendes normade gener der slog ind og sagde hun lige så godt kunne rejse videre nu.

Denaro nikkede roligt.
"Utvivlsomt" Han havde ikke i sinde at lægge skjul på at de ville komme. Det var kun naturligt at lugten af blod ville lokke dem til. Det var ikke engang sikkert at han nåede at blive færdig med at rense dyret før de førsteådselsædere dukkede op.
"Jeg vil efterlade lidt for dem at spise, så den værste sult vil blive stillet. Det burde holde dem i ro i nat, så du bør ikke være bekymret. Jeg vil dog ikke foreslå at du bliver her natten over."
Denaro vidste udmærket at det var hende der var ankommet her først, og det nu var ham der havde ødelagt stedet for træning, men af vanelige årsager rørte det ham ikke. Overlevelse kom før træning, også selv om træningen var et nødvendigt trin i at overleve.

Med skindet løsrevet kunne han gå i fuld gang.
Han satte kniven tilbage i bæltet og greb fat i skindet med begge hænder. Med voldsom kraft rev han skindet så langt til side som muligt, og lyden af kødet der slap var ikke til at tage fejl af.
Han lod nu sin magi slippe fri. Sandet fra jorden trak pludselig op til overfladen og et gulligt lag lagde sig omkring ham. Han kastede et blik på Koda, som en advarsel om at hun ikke skulle komme for tæt på nu. Det kunne ende med at give et mærke.
Med et ryk lod han endnu en salve af magi forlade kroppen, og straks reagerede sandet. Med et ryk fløj det op fra jorden og borede sig ned i dyret igennem det hul Denaro havde klargjort. Her skar det rundt, sleb kanterne til, løsrev indmaden i en sær dans af magisk kraft. Denaro havde gjort det flere gange tidligere. Normalt foretrak han ahn bruge sin kniv hele vejen igennem, men det tog for lang tid. Særligt i det fri var han nød til at sætte tempoet op, og derfor var sandets slibende effekt nødvendig.
Med indmaden løsnet gik næste fase igang. Sandet samlede sig omkring de dele der ikke skulle gemmes og de blev med hurtige bevægelser løftet ud og smidt på jorden omkring ham. En rød farve af blod malede det gullige sand og små dråber faldt på jorden omkring Denaro og dyret.
De blå øjne var rettet imod dyrets inderside, som om han konstant vurderede situationen og gav sandet ordre i forhold til dyrets tilstand. Skindet skulle jo nødigt tage skade så han mistede sin bærepose.