De sidste, sparsomme solstråler reflekteredes i Argons rustning, hvilket på sin vis var til gene for ham. Næsten hver gang han førte sin venstre arm frem for sig, blev han blændet af, der sendtes tilbage fra hans armskinne og ramte ham direkte i det ene af sine røde øjne. Endnu engang var hans elviske gener et irritationsmoment, da hans ekstra følsomme øjne, der normalt opfangede ting, som menneskelige øjne ikke gjorde, blev påvirket for meget af lyset.
Med højlydte skridt, besteg han møjsommeligt, men selvsikkert vandfaldets side af den snævre bjergsti, som bugtede sig langs klippesiden. Den konstante brusen fra vandet, der styrtede ned fra den tårnhøje klippevæg, var konstant at høre i baggrunden, men overdøvede dog ikke Argons tankestrøm. Han var kommet hertil efter sit nylige besøg i en af Medaniens småbyer, hvilket dels havde skyldtes et hævntogt, og dels de informationer han havde fået på en af de mange havneknejper i Byen.
"Han er næsten altid i området," havde den halvfede gnalling af en kroejer sagt, da Argon havde været på besøg i knejpen sidst. "Det bliver ikke noget problem at finde ham."
Endelig havde det vist sig nyttigt at gå på kro, tænkte Argon, som han rundede et hjørne på stien, der dels afslørede at stien blev bredere, dels at han havde nået toppen af vandfaldet.
Nu skulle han bare finde den mulige tilføjelse til klanen, som han var blevet sendt på sporet af.
"It's been a looooong time... missed me?"
[musik]http://files.podsnack.com/iframe/embed.html?hash=azclgmfj&wmode=window&bgcolor=FFFFFF&t=1330780827[/musik]