Gijsbert lå i vejkanten, rettere sagt i en busk, der var helt stille ikke engang hans åndedræt kunne høres på trods af han havde en metalrustning på, rustningen var smedet af elvere, den vejede ingenting og den larmede heller ikke når man bevægede sig.
Ved Gijsberts lår hang et langt og smukt sværd, også smedet af en elver. En sortelver. Sværdet var lettere end de fleste andre sværd, men skarpt som et barberblad, ved den anden side han en lille sæk, hvad der var i, det vidste Gijsbert selv, kun.
Gijsbert kiggede op på solen. Den stod i zenith. Det betød at klokken måtte være omkring 12, frokosttid.
Gijsbert lod hånden glide lydløst og langsomt ned til sækken og åbne den med den ene hånd, han fiskede et par indpakkede stykker brød op, og spiste langsomt, men appetitligt af dem, han tyggede maden mange gange, for at spare på den.
Gijsbert pakkede det hurtigt ned igen, da han i horisonten kunne se ryttere, ikke kun én, men hele fem.
Gijsbert kiggede dovent på mændene og besluttede sig for at lade dem værre, det ville være dumt at spilde sit liv ved at tabe til sådan et par gutter.
Gijsbert kiggede efter rytterne der var nået forbi ham, og så en skikkelse et stykke nede af vejen.

Rayne havde haft en umådeligt dårlig dag.
Hun gik ned ad en vej, og det ikke af egen fri vilje, ikke langt bag fem ryttere. Det lignede fem ganske almindelige ryttere, men det var de langt fra. I hvert fald den ene af dem var magiker, for det var ham der havde fanget Rayne, bundet hende til sig med hvad der føltes som et magisk, usynligt reb om hendes hals. Hvor de var på vej hen nu, det anede hun ikke, men hun var rasende. Hun vred sig for at komme løs, men magien tvang hende til at gå videre og følge med. Hun turde ikke angribe, fordi de var fem og hun var en, og ham magikeren kunne sikkert meget mere end bare at fange og binde hende.
Det føltes som om de havde gået langt nu, og det tærede på hendes kræfter at kæmpe så meget for at slippe fri igen. Hun var så småt ved at indse at det ikke hjalp noget som helst.
I vejkanten mellem noget krat fik hun øje på sortelveren, men hun var ikke dum nok til at tro at en totalt fremmed ville hjælpe hende, så hun vendte hovedet væk igen og kæmpede videre, mens hun knurrede højlydt af rytterne foran hende.

Gijsbert så endnu fem ryttere komme ridende i et mageligt tempo, den ene havde en slave bag sig, bundet med en løkke om hendes hals, kvinden så bestemt ikke bekvemt ud, måske skræmt?
Pigens blik gled på busken, og Gijsberg mærkede hendes øjne på sig og kiggede hende i øjnene, det var tydeligt hendes øjne råbte på hjælp, Gijsberg ville først ikke hjælpe, men det tog ham kun få sekunder at ombestemme sig.
Lyn hurtigt hoppede Gijsberg ud af busken med trukket sværd og nærmest som en dans hakkede han strubehovedet op på manden med rebets hest, før Gijsberg igen drejede rundt, i noget der stadig kunne ligne en elegant dans, denne gang slog Gijsbergs sværd bare mod den ene rytter, dog blev det parreret af den overraskede rytter, som faktisk endte med at slå sværdet ud af Gijsbergs hånd, dog takket være Gijsbergs højde, de to meter, kunne han sagtens nå rytteren og greb ham om halsen, og trak ham ned fra hesten, Gijsberg rejste sig forpustet og pegede på den fyr der før havde haft rebet, som nu sad på vejen, overrasket over det pludselige angreb "Slip... Kvinden... Fri... Ellers så.. Dræber jeg... Dig.. Og dine... Venner" stønnede Gijsberg meget forpustet, og løftede næverne, hans sværd lå jo henne ved pigen, et eller andet sted.
Gijsberg overvejede om han skulle dø nu, for disse krigere kunne sagtens dræbte ham, de var 5 bevæbnede personer, han var en og ubevæbnet, måske kunne han dræbe en, allerhøjst to, med de bare næver, men det ville kræve held, men at dø for at redde en fremmed? Det vidste Gijsberg ikke helt om var smart, men nu havde han jo angrebet disse ryttere og måtte tage straffen.

Rayne stoppede brat med at kæmpe for sin frihed, idet manden fra krattet sprang frem foran de fem ryttere. Hendes ører stod lige op, og hun så til med store øjne. Hvad i alverden har han gang i? tænkte hun forbløffet. I hendes øjne var han en smule dum at lægge sig ud med de fem mænd, for at redde en han ikke kendte.
Blodet flød fra den hest han havde angrebet, og hun var sikker på at det snart var hans egen tur til at dø. Men rytterne virkede for forskrækkede over hvad der var sket, og sad som fem sække kartofler på hver deres hest: ubevægelige og uduelige.
Hun mærkede det usynlige reb løsne sig om sin hals, og benyttede straks chancen til at slippe fri. Mandens sværd lå ikke langt fra hende, og måske kunne hun stikke et par af rytterne ned bagfra, men hun var elendig til at håndtere sværd. Så i stedet skubbede hun sværdet hen mod dets ejer, så det gled hen ad jorden til ham.
Hun var sådan set ligeglad med, om den fremmede blev slået ihjel, det var hans egen skyld at han havde blandet sig. Men hun følte en umådelig trang til at skade de fem mænd, især magikeren. I få, hurtige skridt var hun bag hestene, sprang op på den ene af dem, som stejlede da den mærkede hende. Men som den kat hun nu engang var, var hendes balance fantastisk, og hun formåede at holde sig oppe på hesten, hvorimod dens rytter faldt af. Hun sprang direkte imod magikeren, skamferede hans ansigt med sine kløer, hvorefter hun hurtigt hoppede ned igen. Den nærmeste af rytterne havde nær fået fat i hende, men hun var hurtigt ude for hans rækkevidde.
Alt dette havde kun taget få sekunder, og rytterne var alle enten for paf til at gøre noget, eller for skadede til at gøre andet end at jamre sig. Tøsedrenge, tænkte hun hånligt. Fange en forsvarsløs kat kan I godt, men forsvare jer kan I ikke engang.
Inden hun satte kursen i den modsatte retning kiggede hun på sin redningsmand. "Se at kom væk," sagde hun kort, mens hendes blik viste oprigtig taknemmelighed.

Gijsbert kiggede overrasket på de mænd, der var lige så ubevægelige som han var i dette øjeblik, i det samme opdagede Gijsbert at pigen skubbede hans sværd hen mod ham, Gijsberg greb sværdet, kastede det til den anden hånd og stak manden der lå ned, i maven, før Gijsbert sprang mod den næste rytter, sværdet var Gijsbert lige ved at plante i fyrens maven da pigen råbte at han skulle se at komme væk, Gijsbert lavede samme trick som før, og endnu engang lå der en rytter på jorden.
Gijsberg kravlede hurtigt op på hesten, god til at ride var ikke noget Gijsberg var, han havde faktisk aldrig rigtigt lært andet end at få den til at løbe.
Gijsberg satte sine fødder hårdt om hestens mave, da han slap hesten med den ene hånd og lod den glide ud mod--- Kattekvinden?!?!?? Gijsberg opdagede først nu at denne kvinde var halv animal, hans ansigt fik et overrasket udtryk, dog ikke skræmt, Gijsberg håbede vel at hun ville nå at gribe hans hånd så de kunne stikke af, i hvert fald mens tid stadig var.

Rayne kunne ikke begribe at han ville spilde mere tid på de fem mænd, da han stadig var i gang med at stikke dem ned. Selv var hun på vej i fuld fart væk derfra. Hun overvejede at skifte til sin katteform for at få mere fart på, men hun nåede det ikke. For bagved hende kunne hun nu høre en hest i kurs mod hende, og hun kiggede sig småpanisk over skulderen. Ham igen?! Han var hurtigt oppe på siden af hende, og hun så forbløffet til da han rakte hånden ud mod hende. Han blev ved med at overraske hende.
Rayne havde svært ved at bestemme sig. Hun havde svært ved at sidde på en hest, de havde det med at fornemme at hun ikke var et menneske. På den anden side ville flugten være meget hurtigere hvis hun tog imod hans hånd. Og så igen, hvad hvis han havde planer om at gøre noget ved hende der var endnu værre end hvad de fem ryttere havde haft planer om? Hun tog en dyb indånding og kiggede forvirret op på den fremmede. Hun greb hans hånd lige inden det var for sent, og svang sig op bag på hesten. Den havde så meget fart på, at den næsten ikke sansede noget, og derfor heller ikke reagerede på Rayne, hvilket var et held for dem alle tre.

~ Sorry, det er en smule kort ~

Da Gijsbert mærkede pigens hånd i sin og hende bagpå hesten holdt han bare så godt fast som muligt, og håbede på ikke at komme til skade, Gijsbert holdt fast i hesten som stoppede forpustet efter omkring en halv kilometer.
Gijsbert hoppede af, de var nær en mindre skovlignende bevoksning, "Følg mig!" sagde Gijsbert og skyndte sig ind i krattet, for at finde et skjulested.
Gijsbert trak sit sværd og søgte lidt i skovbunden et øjeblik før han fandt en lem under en del nedfaldne blade, lemmen var også dækket af jord og ikke lige umiddelbart til at få øje på, dette var en af "oprørernes" skjulesteder, og der havde boet mange mennesker her dengang da oprøret mod Mørkets Lord i den anden ende af Krystallandet, var igang, dog havde det altid været et sikkert gemmested.
Gijsbert kravlede ned af stigen, der mindst gik to meter ned til et aflangt firkantet rum med mursten, og 6 sengepladser, med et ildsted i midten, sengepladserne var så brede der sagtens kunne ligge tre personer på hver sengeplads. I enden af rummet var der en svær trædør, en af dem man ikke umiddelbart ville kunne slå ind, dog var det tydeligt at her havde været stort set ubeboet i mindst et par år, nu.
"Find dig til rette, du kan smutte om noget tid, når de har opgivet dig, det vil den slags mænd gøre rimeligt hurtigt, tro mig. De er for dumme til at finde et skjulested som dette." sagde Gijsbert i en rolig tone og stak sværdet tilbage i skeden, igen.

Rayne blev overrasket over, at han stoppede hesten så hurtigt igen, og hoppede hurtigt ned af hesten da elveren også gjorde det. Hun havde ikke tænkt sig at blive siddende på den alene. Hun fulgte efter ham selvom hun var meget usikker ved det. Normalt lignede det ikke Rayne at følge efter nogen hvis ikke hun følte for det, for hun stolede ikke på dem, men hun var stadig mere bange for hvad de resterende ryttere kunne finde på hvis de fandt hende igen. Så efter få sekunders panisk overvejen, fulgte hun efter ham ind i den lille skov.
Da han smuttede ned i et hul i jorden, som viste sig at have en lem, og bad hende komme med ned, stod hun helt stille. Hun stirrede ned i den. Hun havde før stødt på lignende gemmesteder, men havde aldrig bevæget sig derned. Det var jo den ultimative fælde. Hun stod længe og stirrede, som var hun groet fast.
Pludseligt hørte hun flere heste, og de lød som om de var på vej i denne retning. Den hest de havde efterladt på vejen stod stadig som om den bare ventede på sin næste passager. Den ville helt sikkert afsløre i hvilken retning de to flygtninge var løbet. Derfor bed hun bestemt tænderne sammen, før hun sprang ned i hullet og lukkede lemmen efter sig, mens hun bad til at de virkeligt var så dumme som den fremmede havde lovet.
Der var bælgmørkt og hun stod musestille.

Gijsbert lagde mærke til at kattepigen først kom ned lidt efter, det var klart hun var utryg ved ham... Han var sku da sortelver!... Gijsbert kiggede på pigen, og hendes sjove form... Hun måtte være meget smidig, frække tanker glimtede et øjeblik i Gijsberts hoved, dog blev de hurtigt skubbet ud da han opdagede hvor stille pigen stod, og bare kiggede.
"Øjeblik." sagde Gijsbert og gik hen og skubbede den svære, tykke trædør op, med problemer, og Gijsbert var ikke specielt svag.
Inde i rummet var der endnu mere mørkt, dog fik Gijsbert famlet sig frem til det han ledte efter.. En lysestage, med ægte lys i! Gijsbert fandt også nogen svovlstikker og tændte denne ene lysestage med de tre lys, der nu var på den, man kunne svagt ane ham og hans ansigt.
Gijsbert satte sig godt til rette i et mørkt hjørne i rummet, "Bare kom herind og sid. Her er flere lys, du kan bare tænde dem, hvis du er utryg... Ved mig." et grusomt og kynisk tandsmil, så hvidt at lyset nærmest kunne spejle sig i det, heldigvis sad han i en mørk krog et stykke fra lyset, så hans ansigt var ikke uden videre synligt, Gijsbert spændte sværdet af og lagde det ved siden af sig, så det var nemmere at trække, hvis de nu alligevel skulle risikere at blive fundet, ikke noget Gijsbert regnede med ville ske, men det kunne ske.
"Jeg hedder..." Gijsbert holdt en kunstpause og kamoflerede den som et tungt åndedræt, "Gijsbert." gled det roligt og langsomt, ud mellem Gijsberts læber, som om han selv smagte på ordene.

Det var på ingen måde karakteristisk for Rayne at være så bange. Hun havde trods alt været tæt på døden mange gange uden at have følt samme paniske følelse som nu. Måske var det fordi det slet ikke hang sammen oppe i hendes hovede. Hvorfor skulle en sortelver redde en sølle kat, hvis han ikke selv fik noget ud af det?
Hun fulgte ham med øjnene, så godt hun nu kunne nede i mørket, og slappede så en lille smule mere af da han tændte noget lys. I det mindste ville hun kunne se hvis han prøvede på noget.
Rayne var sur og irriteret på sig selv. Hun var den fødte løgner og skuespiller, og hun viste sjældent sine rigtigt følelser, men panikken var så overvældende at den næsten tog over. Frustrationen over det faktum var tydelig på hendes ansigt.
Hun ville gerne tænde flere lys, men havde ikke lyst til at gå hen til den fremmede for at få fat i dem. I stedet satte hun sig op ad en væg, og der var nu lige så langt hen til lemmen, som der var hen til elveren. Hvis han gjorde noget, ville hun flygte ud af lemmen, og hvis nogen åbnede lemmen udefra ville hun flygte ind i det rum han lige havde åbnet døren til.
Hun så på ham med rynkede bryn da han præsenterede sig selv. "Rayne," svarede hun kort og stille.
Jo længere hun sad, jo mere faldt hun til ro. Hun lukkede øjnene og koncentrerede sig om at få styr på sig selv. Efter at have siddet sådan et stykke tid, bestemte hun sig for at hvem end hendes livredder var, så ville han ikke gøre hende noget. Hun åbnede øjnene og kiggede på ham, og med næsten helt afslappet stemme takkede hun ham.

Gijsbert kiggede neutralt på pigen et stykke tid, og overvejede igen, hvad han kunne gøre ved hende, han havde reddet hende af ren "godhed" men hun måtte da gerne gøre et eller andet for et betale ham, hvis hun lystede det? Gijsbert vidste i hvert fald lige hvad han havde lyst til at lave med kattekvinden.
Gijsbert gentog hendes navn, meget lavt, og derefter lidt højere og lidt højere indtil han sagde det i et normalt toneleje, "Det er et smukt navn. Meget smukt. Men smukke kvinder, skal jo have smukke navne, alt andet ville jo være en fornærmelse." sagde Gijsbert i en tone så neutral at den nærmest kunne virke kold, hvis ikke den lille snert af charme, Gijsbert skød ind i sit toneleje, havde været der.
Gijsbert rejste sig og gik over mod pigen, hun var en kat.. Men alligevel ikke... Han havde lyst til at røre ved hende, for at finde ud af hvilke dele af hendes krop der var kat eller ej. Smuk, det var hun, og en smuk, og meget perfekt sammensat krop, mente Gijsbert også hun havde. Hun var sikkert ligesom ham, og set ned på af alle, inklussive hans egen race, eller de fleste af dem, han havde jo "forrådt" dem.
"Må jeg røre ved din hud? Du er... Anderledes... Ligesom mig..." det sidste var en hurtig tilføjelse, for at vise han intet havde imod hende.

Rayne gengældte hans blik da han kiggede på hende, nærmest som om han undersøgte hende. Hun var stadig tilpas opskræmt til at hans kompliment ikke havde nogen indvirkning på hende - hverken positiv eller negativ. Han var ikke ligesom dem, hun normalt stødte på, han var mere neutral og virkede en anelse distanceret, og hun kunne ikke finde ud af, om det bare var en facade.
Da han rejste sig og gik hen imod hende skulle hun til at flygte hen mod lemmen i loftet, men han gik roligt, ikke som om han skulle til at angribe, så hun blev pænt siddende. Desuden lå hans sværd stadig på gulvet hvor han før havde siddet.
Hans spørgsmål fremkaldte en skeptisk mine på hendes ansigt, og hun kiggede afventende på ham som om det var en eller anden form for bizar joke. Normalt spurgte folk ikke om lov til den slags ting.
Desuden var Rayne ikke typen der lod sig forføre, hun var typen der forførte andre. Den tanke havde dog slet ikke strejfet hende, midt i al det kaos der lige havde stået på. Efter at have vendt hans spørgsmål i hovedet et par gange måtte hun dog grine lidt. "Hvis du ikke kan lade være," svarede hun til sidst i et drillende tonefald og blinkede til ham.

Gijsberts fingre havde denne mærkelige fornemmelse i sig af at de bare måtte røre ved hendes hud, og da hun gav ham "tilladelse", satte han sig på hug foran hende og placerede hænderne på hendes hud, hans egne hænder var hærdede og huden var hård, Gijsbert havde ikke rørt ved en anden person i lang tid, måske måneder, ikke engang givet dem hånden, så uanset hvad hun sagde, så ville Gijsbert påstå at hendes hud var babyblød.
Gijsbert lukkede øjnene og lod hænderne glide blidt rundt på hendes ansigt, og mærke det, og dets form, hvorefter han lod sine hændenr glide ned af hendes hals og ned til hendes kraveben, han stoppede lige foran brystet, og åbnede øjnene, og lod så hænderne blidt glide op og føle på hendes ansigt igen.
"Du har en dejlig hud." nærmest hviskede Gijsbert i en saglig tone, mens han modvilligt trak hænderne til sig, han kunne jo ikke sidde og rage på den unge dame hele dagen. Eller ung og ung? Han kendte jo ikke hendes alder, Raynes alder. Rayne hed hun, jo. Hun var ikke længere hende eller hun, nu var hun Rayne.
Gijsbert tog lysestagen og gik rundt og tændte de få lys der var omkring hende, de fleste sad i væggen, i små udhulninger, dog lyste Gijsbert ikke hans mørke hjørne op eller lysene lige omkring dette, det var hans mørke, og der ville Gijsbert helst sidde, hvis det nu skulle ske at nogen fandt dem, for så kunne han angribe dem fra mørket. Overraskelsesmomentet.

Rayne så afventende på Gijsbert da han satte sig på hug foran hende og begyndte at røre hendes ansigt. Han tilmed lukkede øjnene, bemærkede hun. Hans hænder var ualmindeligt ru, og ikke som noget hun havde mærket før. Det så lidt ud som om han sad i sine egne tanker, imens han lod hænderne glider over hendes hud. På trods af den hårde hud på hans egne fingre, var der en vis forsigtighed over det, der gjorde at det ikke var direkte ubehageligt. Ikke fysisk i hvert fald. Men psykisk.. Hun kunne ikke finde ud af hvad hun skulle synes om denne fremmede sortelver, hun kunne ikke gennemskue hans intentioner.
Hun sad helt stille og afslappet, betragtede hans ansigt, og sagde ikke en lyd, indtil han igen åbnede øjnene. Han havde ret i, at Rayne havde blød og glat hud, men det føltes nok endnu blødere med hans hænder.
"Fik du stillet dine lyster?" spurgte hun drillende, idet han rejste sig op og begyndte at tænde flere lys. Hun følte sig mere tryg jo mere lys der kom, men det gik også hurtigt op for hende hvad planen var. Hvis nogen åbnede lemmen i loftet ville de få øje på Rayne med det samme og springe på hende, og Gijsbert ville springe på dem fra sit mørke hjørne. Men det betød også at der var en chance for, at nogen ville finde dem her, at han ikke var så sikker på at de ikke ville blive fundet som han havde givet udtryk for. Hun overvejede om hun bare skulle stikke af nu.

Gijsbert gik over og hentede sit sværd, og spændte det fast igen, langsomt bevægede han sig over imod lemmen, ikke langsomt, som om han sneg sig, mere afslappet.
Gijsbert gik over til de tre sengesteder på den ene side, og satte sig op i det midterste og skrabede nogen tæpper væk, i dette sovested var der kun tæpper, intet hø, hvilket nok var usædvanligt, Gijsbert skubbede tæpperne til side og fjernede det inderste bræt i sengen og det bræt i væggen der lå lige op til, efter lidt roden i hullet fandt Gijsbert en gammel armbryst frem, den var ikke i speciel god stand, men en pil ville den sagtens kunne fyre af, efter lidt mere roden rundt fandt Gijsbert også et koger med et par bolts i, dog uden metalspidser, spidserne var snittede.
Gijsbert spændte armbrysten og stillede den ved stigen, selvom han ikke kunne finde ud af at sigte med sådan en her, ville det ikke være umuligt at ramme en der kravlede ned af stigen. Så bred var den jo heller ikke.
"Bedre nu?" spurgte Gijsbert som om han havde læst pigens tanker.
Gijsbert gik tilbage og lagde brædderne på plads, og tæpperne og lagde sig så bare til rette i sengen, og ventede.

Rayne betragtede Gijsbert da han fandt en armbrøst og dertilhørende dele frem, og satte den ved foden af stigen. Hun svarede ikke rigtigt på hans spørgsmål, nøjedes bare med at trække på skuldrene. Det gjorde ingen forskel for hende, for hun ville ikke kunne hjælpe på nogen måde hvis hun fik et våben i hånden. Hun var god til at forsvare sig selv, ikke til at slås. Og da slet ikke med andre våben end hendes kløer.
Da han lagde sig på den ene af sengene rejste hun sig forsigtigt op og gik hen mod stigen. Hun behøvede ikke at liste, hendes skridt var lydløse nok i forvejen. Så klatrede hun op, og lagde et øre mod lemmen. Sådan stod hun i et par minutter før hun sprang ned igen og kiggede på Gijsbert. "De leder stadig," sagde hun. Hvor mange der havde været kunne hun ikke finde ud af, men hun havde hørt stemmer og lyden af hestehove.
Hun så på de tre senge mens hun stadig stod for foden af stigen. Hun havde aldrig brugt en seng. Hun havde heller ingen intentioner om at gøre det. Hun sprang hen til den ene af sovepladserne, tog et par tæpper og placerede dem på gulvet kun en meter fra hvor Gijsbert lå, og rullede sig sammen oven i dem, præcis som en kat. Rayne lukkede øjnene, men hun sov ikke, lyttede kun. Ørerne strittede opmærksomt.

Det var allerede mørkt, da Jecela nåede hen til den lille skov. Hun så sig omkring, og selvom det var fire år siden hun sidst havde været så langt væk fra hovedstaden, kunne hun svagt huske dette sted. Hun var overbevist om, at hun var på rette vej. En sær rumlen, som hun først havde taget for værende et begyndende uvejr, hørtes pludseligt, og hun genkendte lyden af hestehove. Hun kastede hurtigt et blik bag sig, og selvom hun ikke kunne se længere end tre meter frem i mørket kunne hun nemt høre, at de var på vej mod hende. Nu anede hun et svagt lysskær, de måtte have fakler med. Et øjeblik var hun i tvivl om, om det var værd at gemme sig, men kom hurtigt i tanker om sin destination, og tænkte, at det nok var bedst, hvis ingen havde set hende på vej dertil. Hun smuttede ind mellem træerne og løb et stykke ind i den lille skov. Bladene hvirvlede om hendes fødder og hvislede tørt, når hun løb på dem. Kun et enkelt sted, hvor hun satte sin fod, hørtes nærmere et temmeligt højt hult dunk. Forbløffet over lyden satte hun farten ned, rynkede brynene og kiggede sig tilbage over skulderen. Hun stoppede helt med at løbe og stirrede på det lille stykke usædvanligt resonante jord, hun lige havde trådt på, som lå 5 meter fra hende. Et lysskær flakkede pludseligt ind mellem træstammerne, og hun satte sig lynhurtigt på hug for at skjule sig så meget som muligt fra mændene på vejen. Da hovslagene var langt nok væk til, at hun kunne høre sit eget åndedrag, rejste hun sig langsomt op. Hun kiggede lidt på jorden foran sig. Var det lys, der skinnede op mellem bladene? Hun tog et par prøvende skridt fremad, og satte sig på hug. Det lignede næsten, at der var småbitte huller i jorden og at der nedenunder var en lille sol, der kastede sit lys op i skovbunden. Hun fejede meget forsigtigt et par blade væk fra stedet og så, at grunden til, at jorden havde lydt så mærkeligt, da hun trådte på den, var, at det ikke var jord. Det var en trælem.

Gijsbert kiggede mærkeligt på Rayne, at sove på gulvet når der var en ledig seng? Det gjorde han personligt ikke selv, det var jo kun når han var i skoven, at han sov på jorden, for hvis man ikke var vant til at sove på jorden, og man sove for meget på jorden, så kunne man få dårlig ryg af det. Gijsberg var delvist vant til det.
Gijsberg rejste sig og kiggede mærkeligt på Rayne, den måde hun rullede sig sammen på, dog lagde Gijsberg mærke til hendes strittende ører, hun sov ikke, kunne Gijsberg altså konstantere.
"Ved du hvem der har bygget dette sted?" spurgte Gijsberg Rayne, det kunne jo godt være hun kendte til modstandsgruppen, højt sandsynligt ikke, men muligheden var da vel til stede? Var den ikke?
Gijsberg hørte noget mod lemmen deroppe, det lød nærmest som om nogen hoppede på den, Gijsberg fik hurtigt lukket døren ind til det rum hvor lysene var tændt, adrenalinen havde givet ham styrke til bare at kunne hive den i, nu var der helt mørkt i soverummet, Gijsberg stod ved siden af stigen med hånden på sværdet han åndede så roligt og langsomt, at man skulle lytte utroligt godt efter for at høre ham, ikke bare godt, utroligt godt.

Rayne lå med ryggen til Gijsbert men fornemmede godt at han stirrede på hende. Hun skulle lige til at kommentere det da han stillede sit spørgsmål. "Hvor skulle jeg dog vide det fra?" spurgte hun i et uinteresseret tonefald. Hun var ligeglad med, hvilken slags mærkelige mennesker der havde fundet på at lave huler i jorden. Formålet var åbenlyst, men hun kunne ikke bruge det til meget. Aller helst ville hun bare gerne væk herfra. Det var begyndt at gå op for hende, at underjordiske huler ikke var hendes kop te.
Raynes ører opfangede også lyden fra lemmen af, og de drejede sig en anelse i den retning, men hun blev liggende helt stille mens Gijsbert lukkede døren til det rum de befandt sig i, så mørket omgav dem endnu engang. Det fik hende til at rejse sig og liste lidt væk, så end ikke Gijsbert vidste hvor hun var. Hun sad i et hjørne op ad væggen mens hun afventede om nogen ville åbne trælemmen og gå ned i rummet ved siden af.
Gijsbert var blevet enormt stille, men hun kunne mærke hans tilstedeværelse.

Jecela syntes hun hørte lyden af en dør, der blev smækket i, men hun var ikke sikker. Mest af alt fordi hun fandt det absurd at der skulle være en dør midt ude i en skov, og ikke mindst at der skulle befinde sig nogen - noget? - til at smække den i. Hun måtte dog minde sig selv om, at det var lige så usandsynligt at finde en lem midt i skovbunden. Hun bøjede sig længere ned, og lagde øret mod lemmen. Mens hun lå der og stirrede ind i trærødder og visne blade forsøgte hun at koncentrere sig om at lytte efter liv nede i - hvad det så end var. Desværre kunne hun absolut intet høre, og hun satte sig op igen.
Hun bed sig irriteret i læben, så sig lidt omkring og besluttede sig så for at tage chancen. Hun ville blive nødt til at overnatte i skoven alligevel, og hvis hun kunne finde et sted med læ og relativ varme ville det kun gøre hendes ophold mere komfortabelt. Hun trak sit sværd og lagde det klar ved sin side. Derefter tog hun fat om kanten af lemmen og løftede den lidt op. Hun kiggede ned i hvad der så ud til at være en underjordisk hule, men udover et ildsted kunne hun ikke se noget dernede. Hun bed dog mærke i, at der var tændt lys.
"Hallo?" Hun kunne have slået sig selv. Hvem sagde, at der ikke kunne gemme sig alle mulige slags tvivlsomme personligheder dernede? Hun havde ingen garanti for, at de havde lyst til at få gæster.