Lucifer kan høre Morgoth bevæge sig næsten lydløst over fængselgulvet imod Renatika, der skriger panisk, grædende, skræmt fra vid og sans. Han forsøger at fokusere på noget andet end hendes hjerteskærende skrig. Absolut ingenting kan han gøre nu - Han er gennemtæsket og kan knapt rejse sig. Og hvis han allligevel gør det, vil Morgoth højst sandsynlig slå ham i jorden igen - Han kan blot ønske, at Morgoth snart vil forsvinde. Han kunne i det mindste lade dem dø i fred.
Og så holder Renatika pludselig op med at skrige. Og Morgoth siger nogle ting der kunne tyde på, at han er færdig med hvad end det var han havde i sinde. I Lucifers sammenkogte hjerne er den først konklusion at han har slået hende ihjel. Hans vejtrækning bliver panisk, han slår øjnene op og stirrer på hendes skikkelse, lige så sammenkrøllet som hans, og holder så vejret. Han kan høre hende ånde. Hun lever endnu. Han ved ikke hvad Morgoth har gjort ved hende, og han vil heller ikke vide. Han overvejer om han har været væk for en stund, for på en eller anden måde mangler midten af den her historie. Nu er her bare stille. Øjnene undersøger langsomt lokalet. Generalen. Han er væk.
Tårerne presser sig på bag Lucifers trætte øjne. Han bider sig modvilligt hårdt i læben, men inden længe giver hans hulken et ekko ned af den lange, mørke fængselsgang.
Det er et kønt syn, når man går forbi cellen med plads til to. To sammenkrøllede skikkelser, den største af dem højlydt hulkende og den anden med krampelignende trækninger. De hele flyder sammen i en blanding af rødt hår og endnu rødere blod på gulvet og på deres krøllede tøj. Det er gruopvækkende.