Lucifer Kato

Krystalisianer

Kaotisk God

Race / Menneske

Lokation / Medanien

Alder / 17 år

Højde / 180 cm

Avia 18.08.2010 18:08
Lucifer kan høre, at generalen står tæt ved ham. Han tror, at han stirrer på ham, til trods for, at Lucifer har øjnene lukkede. Det er stilheden fra Morgoths side. Lucifer har ikke brug for at kigge op. Han forventer et spark i siden, eller at blive trampet på, og spænder i hele kroppen i et forsøg på at afdæmpe et eventuelt slag. Han magter slet ikke at parere men ligger helt stille som som en tudse der er blevet kørt ned af en hestevogn, i sit forsøg på at passere en vej der alt for stor en mundfuld for sådan et lille dyr. Afventende på det næste hjul der får øjnene til at poppe ud af hovedet, velvidende at der ikke er nogen måde den kan slippe væk. Den kan bare vente.. Men hjulene rammer den aldrig.
Lucifer kan høre Morgoth bevæge sig næsten lydløst over fængselgulvet imod Renatika, der skriger panisk, grædende, skræmt fra vid og sans. Han forsøger at fokusere på noget andet end hendes hjerteskærende skrig. Absolut ingenting kan han gøre nu - Han er gennemtæsket og kan knapt rejse sig. Og hvis han allligevel gør det, vil Morgoth højst sandsynlig slå ham i jorden igen - Han kan blot ønske, at Morgoth snart vil forsvinde. Han kunne i det mindste lade dem dø i fred.
Og så holder Renatika pludselig op med at skrige. Og Morgoth siger nogle ting der kunne tyde på, at han er færdig med hvad end det var han havde i sinde. I Lucifers sammenkogte hjerne er den først konklusion at han har slået hende ihjel. Hans vejtrækning bliver panisk, han slår øjnene op og stirrer på hendes skikkelse, lige så sammenkrøllet som hans, og holder så vejret. Han kan høre hende ånde. Hun lever endnu. Han ved ikke hvad Morgoth har gjort ved hende, og han vil heller ikke vide. Han overvejer om han har været væk for en stund, for på en eller anden måde mangler midten af den her historie. Nu er her bare stille. Øjnene undersøger langsomt lokalet. Generalen. Han er væk.
Tårerne presser sig på bag Lucifers trætte øjne. Han bider sig modvilligt hårdt i læben, men inden længe giver hans hulken et ekko ned af den lange, mørke fængselsgang.

Det er et kønt syn, når man går forbi cellen med plads til to. To sammenkrøllede skikkelser, den største af dem højlydt hulkende og den anden med krampelignende trækninger. De hele flyder sammen i en blanding af rødt hår og endnu rødere blod på gulvet og på deres krøllede tøj. Det er gruopvækkende.
Renatika

Renatika

Krystalisianer

Race / Menneske

Lokation / Omrejsende

Alder / 0 år

Højde / 0 cm

Renatika 18.08.2010 21:29
Renatikas åndedræt er hæst og langtrukkent som et eller andet der er ved at gå i opløsning og dø. Hendes krop føles klistret og klam, og hendes hjerne er ikke stand til at tænke på andet end at hun gerne vil langt væk men ikke orker at gøre noget ved det.
Så hun bliver liggende på stengulvet og krummer sig sammen i kulden.
Indtil hun hører Lucifer.
Pigen spidser ører og drejer hovedet en anelse, så en skarp sten borer sig ind i hendes skulder og hun kniber ansigtet sammen i smerte.
"--" prøver hun, men stemmen sætter hælene i og vil ikke virke de første par gange, "... Lucifer?"
Forvirret rynker hun brynene ind mod hinanden og presser øjnene sammen, hvorfor ...? Hans gråd frustrerer hende.
"Lucifer." gentager hun bestemt med en stemme der ikke er meget mere end et vindpust.
Hendes krop protesterer smertefuldt idét hun sætter sig op og undersøger sine lår, gennemvædet med blod og skidt fra jorden, kramper forskrækket da hun lader en hånd glide over det ødelagte knæ. Pis. Med dén skade har hun ikke en chance for at komme ud. I lidt tid sidder hun og stirrer ned i jorden før hun gnider sig i de røde øjne der blot bliver mere irriterede af den skidt og sved hun gnubber ind i dem med hånden.
Cellen virker mindre end den var før, om muligt mere trang og sammenpresset end den havde føltes under flugten fra Morgoth, hvor pigens eneste tanke havde været at befinde sig et andet sted end under dæmonen. Selv få kvadratmeter føltes som en hel verden når de var ens eneste gemmested. Men nu ... Nu var det en anden hun havde brug for at skubbe på afstand. Lucifer fyldte for meget i rummet. Han og hans tuden.
Tøs, kan hun ikke lade være med at tænke, men siger det ikke højt, af en eller anden grund. Overvejende fugter hun læberne. Munden føles som sandpapir.
"Lu ... Lucifer ... hjælp mig op ..." mumler hun og kaster et bedende blik i hans retning. Hun kan ikke klare at ligge på gulvet mere. Men chancerne for at hun kan støtte på sit ben er små.


Profil :: Venstre øje grønt, højre øje lilla :: Full-size pic


Min fantasy-roman - Nyt kapitel hver anden weekend.

Lucifer Kato

Krystalisianer

Kaotisk God

Race / Menneske

Lokation / Medanien

Alder / 17 år

Højde / 180 cm

Avia 19.08.2010 18:15
De salte tårer står i stride strømme ned over det blege ansigt, og han prøver ikke mere at holde dem inde. Han tror rent faktisk, at der er en chance for, at han aldrig holder op med at græde igen. Han kan ikke huske hvornår han sidst har tudet, men det var nok dengang han stadig var et barn... Måske betyder det i virkeligheden at han stadig langt fra er voksen. Lige nu ville han faktisk ønske, at der var nogen til at holde om ham - nogen der ville gøre det, vel og mærke.

Lucifer bemærker godt at Renatika hvisker han navn, men han vælger at ignorere hende. Han har ikke nogle forventninger om, at hvad end hun har i tankerne er noget der på nogen måde kan hjælpe ham lige nu. Alle lyde og indtryk blander sig sammen i hans hoved og han kan ikke tænke klart. Og nu hvor adrenalinen i hans krop er ved at nå et normalt niveau igen skyder smerter op i hans krop flere steder hvor han ikke engang havde opdaget, at han var kommet til skade. Han kryber endnu mere sammen på det kolde gulv.
Renatikas spørgsmål går dog tydeligt igennem. Han åbner øjnene til trods for at alt synes sløret, og snøfter. Den hjerteskærende vrælen er lige så stille ved at gå i et med sig selv. Han sukker dybt og usikkert. Men rejser sig ikke op. Den splejsede knægt har en sær følelse i kroppen. Det føles sært at blive liggende. Men han gør det alligevel og venter på at høre hendes stemme igen. Han kan ikke beslutte sig for hvor vidt han har lyst til at sige noget, så hans mund forbliver lukket. En tanke har forplantet sig et eller andet sted inde i hans hoved, og han kan ikke ryste den af sig igen. Hvad har hun gjort for ham?
For hvad har hun egentlig gjort for ham? Hvornår har hun sidst hjulpet ham, støttet ham, eller bare vist en lille smule medfølelse? Det er så skræmmende længe siden, at han på ingen måde kan komme i tanke om det. Det eneste han kan komme i tanke om er, at han har hjulpet hende. Beskyttet hende, passet på hende og har lige frem været villig til at ofre sit liv for hende. Men nu... Lige nu synes det hele at have været komplet meningsløst.
Derfor bliver han altså liggende. Måske havde han rejst sig og hjulpet hende, hvis ikke det var fordi hendes ben var ude af funktion. Det er begrænset hvor mange tæv hun kan give ham i den tilstand.
Renatika

Renatika

Krystalisianer

Race / Menneske

Lokation / Omrejsende

Alder / 0 år

Højde / 0 cm

Renatika 20.08.2010 16:43
Der går lidt tid før det går op for Renatika at Lucifer ikke reagerer. Hun har siddet med lukkede øjne i et forsøg på at overbevise sin krop om at holde op med at dunke af smerte, og først når nerverne er faldet nogenlunde til ro igen skæver hun til den grædende knægt. Han virker utroligt klodset og lille som han ligger der, helt sammenkrøllet og opløst. Men ved bevidsthed, det er han. Han må have hørt hende. Ikke?
"Lucifer." prøver hun igen, og da stilheden rammer hende som en hammer gør hun et lidt sølle og ret forgæves forsøg på at komme op at stå. Den magre pigekrop skvatter resolut ned på jorden før Renatika kæmper sig op at sidde igen.
Hun hoster kort. Det der, det gjorde hun med vilje. Hun har fuldkommen kontrol over situationen.
... Det har hun altså.
Som en alternativ løsning møver hun sig hen over gulvet i retning af Lucifer, men kommer ikke særlig langt før musklerne begynder at pive og klynke af træthed og ømhed. Forsigtigt, ganske forsigtigt af frygt for at gå fuldkommen i stykker lægger hun sig ned på maven og forsøger at fange knægtens blik i hans øjenhøjde.
"Lucifer?" hvisker hun, "Hjælper du mig ikke lige?"
Forhåbentligt kan man ikke høre det på hendes stemme, men noget mørkt og farligt har sat sig fast som en klump i halsen på hende. Hun begynder at få en bange anelse.


Profil :: Venstre øje grønt, højre øje lilla :: Full-size pic


Min fantasy-roman - Nyt kapitel hver anden weekend.

Lucifer Kato

Krystalisianer

Kaotisk God

Race / Menneske

Lokation / Medanien

Alder / 17 år

Højde / 180 cm

Avia 22.08.2010 19:31
Lucifer snøfter et par gange og kigger på Renatikas forsøg på at komme op at stå, ud af øjekrogen. Hans hoved løfter han ikke, men bliver passivt liggende og har mest af alt lyst til, at blive ved med det. Men på et eller andet tidspunkt er han vel nødt til at rejse sig.
Renatika er pludselig i øjenhøjde med ham selv, og han kigger udmattet på hende. Hendes stemme er ikke andet end et sølle vindpust, men der er ingen andre lyde til at overdøve den. Han ville ønske at der var.
Tankerne og trætheden fører ham væk fra cellen i et kort øjeblik, for han har næsten glemt hvordan det ser ud udenfor – det til trods for at det ikke er længe han har været spærret inde, men det føles som en halv evighed. Og det er begrænset hvor meget lys der slipper ind.
Lucifer synker en klump i halsen. Derefter mumler han usikkert: ”Det.. Det kan jeg ikke.”
Han vender ansigtet væk fra Renatika, og et snert af irritation kan fornemmes i hans mundvige. Han ved ikke helt hvordan de skal komme videre herfra, men han er helt sikker på, at han skylder hende ikke noget. Sådan en stædighed kan bruges til absolut intet, lige nu.
Renatika

Renatika

Krystalisianer

Race / Menneske

Lokation / Omrejsende

Alder / 0 år

Højde / 0 cm

Renatika 28.08.2010 15:48
Hun forholder sig stille, holder vejret og stirrer chokeret ind i Lucifers afvisende baghoved. Hver eneste muskel i hendes krop er spændt for at holde sig i den yderst ubekvemme stilling hun er havnet i, mens lyde og vind fra natten der ligeså stille er ved at blive til en tidlig morgen sniger sig ind i den mørklagte celle, og rotter og andet skadedyr pusler omkring i hjørnene. Afventende. Renatika bider tænderne sammen og fortrækker i en grimasse, lader hurtigt blikket glide rundt i fangekælderen hvor de af de andre fanger der har energi og livslyst til det betragter dem nysgerrigt. Et par hvæser dyrisk når hun fanger deres blik, og hun lader hurtigt øjnene lande på Lucifer igen. Hans røde hår virker grumset og mat blandet med mørket og skidtet.
"Hvad." knurrer hun. Det er ikke et spørgsmål: Det er en ordre.
Febrilsk og vaklende strækker hun armene for at hæve sig over gulvniveauet og gør det forsøg på at sluge den kvælende klump der hober sig op i hendes hals, uden held. Pulsen raser, og hun beordrer den tavst til at tage sig sammen og falde ned, men det lykkes kun at få den endnu mere op i tempo. Hvad mener han? Hvad mener han, det kan han ikke? Det er det eneste konstruktive han kan tage sig til lige nu, hvorfor, hvorfor vil han ikke ...
"Lucifer!" tager hun sig pludselig i at råbe, "Lucifer! Se på mig!"
Hun rækker armen frem for at skubbe ham i skulderen, får overbalance og slår hagen i gulvet. Igen.

((Kort, harhgh))


Profil :: Venstre øje grønt, højre øje lilla :: Full-size pic


Min fantasy-roman - Nyt kapitel hver anden weekend.

Lucifer Kato

Krystalisianer

Kaotisk God

Race / Menneske

Lokation / Medanien

Alder / 17 år

Højde / 180 cm

Avia 28.08.2010 23:59
Lucifer lukker øjnene i og lytter til hendes vejtrækning. Og hendes stemme, det er lige før, at han føler sig allermest hjemme når hun råber og skriger. I hvert fald synes situationen velkendt. Det er vel en eller anden form for tryghed. Og hvilken tryghed. Det er næsten til at kaste op over.
Lucifer synes forresten, at han er blevet banket nok inde for det sidste døgns tid. Først af Morgoth, så af Renatika, så af Morgoth. Og derfor gør han også netop som han gør nu - ligger musestille. Så er han da i hvert fald sikker på ikke at overanstrenge sig.
Det ødelægger Renatika selvfølgelig ved at fortsætte med sin nådesløse kommendering. Lucifer famler søgende i mørket, og finder hurtigt de kolde tremmer. Hans finger fletter sig, næsten tryghedssøgende, om dem, da han med de sidste kræfter får trukket sig op og sidde. Han følte sig alt for sårbar som han lå dér på gulvet, med ryggen imod hende
En dyb vejtrækning munder ud i et suk, efterfulgt af hans tørlagte røst. "Sænk stemmen" er det eneste han spytter ud, lige som man troede at han rent faktisk skulle til at sige noget fornuftigt, eller bare noget der ville passe ind i konteksten. Men det er faktum, at Lucifers hoved dunker som hvis der sad en mand derinde i hulrummet og forsøgte at slå sig igennem hjerneskallen med hammer og mejsel. Og her hjælper høje stemmer ikke.

"Vi må finde en måde at komme ud herfra"
Konstaterer han langsomt, da han let og elegant springer over Renatikas råben. Til trods for at han nu sidder op, er det stadig en kamp at holde øjnene åbne. Ved gud, hvor er han egentlig abnormt træt. Et kort øjeblik hviler han hovedet på tremmerne bag sig.
Renatika

Renatika

Krystalisianer

Race / Menneske

Lokation / Omrejsende

Alder / 0 år

Højde / 0 cm

Renatika 29.08.2010 00:15
Hun ømmer sig frusteret og kæmper sig op at sidde igen, bravt forsøgende på at ignorere de skarpe smerter i sit knæ.
Nu er han passiv igen, bemærker hun. Tavs og grå. Men på en anden måde. Selv i mørket kan hun tydeligt se at der et eller andet forandret over ham, et eller andet der er væk og er blevet erstattet af noget andet. Et ekstra slør, en ekstra låst dør. Hun virrer lidt usikkert med hovedet, men forbliver tavs lidt endnu. Hun kan ikke regne ud præcis hvad det er. Men hun kan ikke lide det.
"Nej, tror du virkelig?" mugger hun sarkastisk, men er for mørbanket og træt til at gøre mere ud af sine spydige udtaler. Det virker alligevel ikke som om de vil bide på ham, ikke nu.
"Du bliver nødt til at hjælpe mig op at stå først," påpeger hun, "men jeg ved ikke--"
Hun stopper midt i en sætning. Og spærrer chokeret øjnene op.
Jorden under hendes krop pulserer let i takt med hendes hjerteslag.
Den må have gjort det i noget tid, men det er først nu hendes krop har taget sig nok sammen til at lægge mærke til det. Hendes evner er tilbage. Morgoth må have forstyrret det blokerende felt på en eller anden måde, eller slået det fra med vilje, eller, nej, det kan være fuldkommen lige meget, de er tilbage. Hun kan ikke lade være med at smile.
Smilet breder sig helt af sin egen vilje, og før pigen ved af det griner hun. Højt og begejstret, før hun bliver tavs igen, lægger hænderne fladt ned mod jorden og gør sit bedste for at koncentrere sig.
Kom nu. Den her gang skal det virke. Hun har øvet sig, så godt som det har været muligt, hvis ikke det ... Det skal virke.
Brostenene glider skramlende til side i det en tyk slyngplante baner sig op af gulvet, omgivet af stykke flader af jord og sten og rødder. Sveden pipler frem på Renatikas pande idet hun lukker øjnene, klemmer dem sammen og forsøger at forestille sig hvordan planten bevæger sig igennem luften, griber om tremmerne på vinduet, vikler sig solidt om, klemmer til, trækker ...
Hun åbner et øje.
"Hæh. Pas på, Lucifer," griner hun, "Du skulle nødig få flere sten i hovedet."


Profil :: Venstre øje grønt, højre øje lilla :: Full-size pic


Min fantasy-roman - Nyt kapitel hver anden weekend.

Lucifer Kato

Krystalisianer

Kaotisk God

Race / Menneske

Lokation / Medanien

Alder / 17 år

Højde / 180 cm

Avia 29.08.2010 16:44
Egentlig hører han ikke efter, egentlig ignorerer han hende det bedste han har lært. Og dog, alligevel, bemærker han hvordan hun pludselig stopper midt i en sætning, for atter at lade stilheden springe frem af mørket. Det ligner hende ikke at stoppe midt i sine sætninger, på den måde. Hun er trods alt et meget påståeligt individ. Netop dette får Lucifer op på dutterne, og for gud-må-vide-hvilken gang, retter han opmærksomheden imod hende.
Og så bryder hun ud i latter. Kuldegysninger klæber sig langs hans ben og han springer hastigt op, med nyfundne kræfter. Lucifers attitude vender på en tallerken - fra ignorant til noget der kunne ligne panisk. Han har egentlig haft det på fornemmelsen længe, at hun var ved at miste forstanden. Nu er han slet ikke i tvivl.
Skrækslagen maser han ryggen imod tremmerne som han de sidste minutter har klamret sig til. Hans krop ryster og bævrer, i forsøget på at blive stående, og ikke vælte. Lucifer holder vejret. Han mærker noget, op gennem fødderne. En buldren nede fra. For et kort øjeblik er han oprigtig i tvivl om, hvorvidt det er ham eller Renatika der er ved at miste forstanden. Og så pludselig, flyver brosten, blade og slyngplanter rundt i cellen, der ellers var lille i forvejen, men nu synes endnu mindre. Lucifer er fortsat mundlam. Han føler slyngplanternes hurtige bevægelser, registrerer hvordan de slynger sig om de jernstænger der isolerer dem fra friheden og resten af verden, og de... De trækker dem fra hinanden.
En overvældende følelse af håb får den rødhårede dreng til at smile mere end han nogensinde har smilet før. Han studerer med dyb fascination slyngplanterne i arbejde. Hvis ikke det var fordi Lucifers ben ryster under og knapt kan holde ham oppe, så havde han måske endda udført en lille triumferende dans.
Renatika

Renatika

Krystalisianer

Race / Menneske

Lokation / Omrejsende

Alder / 0 år

Højde / 0 cm

Renatika 30.08.2010 19:17
Tremmerne og de sten der holder dem fast vibrerer og bøjer under presset fra planterne, knirker og hyler desperat i et forsøg på at blive siddende fast indtil det grønne tager over og-
Der lyder et højt brag idet tykke sten og metalstykker vælter ned på gulvet i et vandfald af tidligt morgenlys.
"HAH!" Renatika udstøder et højt grin og slår begejstret ud med armene så planter og jord i et par korte sekunder svinges vildt rundt i cellen, "Sådan! Så kan I lære det!"
Hun er ikke helt sikker på hvem der kan lære det. Vagterne, måske. De andre fanger der er tvunget til at blive. Hun kaster et par intense blikke ned af den mørke gang, hvor hvide, magre arme presses ud igennem tremmerne i håbløse forsøg på at komme nærmere lyset, nærmere friheden. Renatika kan ikke lade være med at smile. For de andre fanger er det håbløst. Men de to kan slippe fri, hun kan slippe fri nu. Hun er fandeme også ved at være træt af den lortecelle.
Hun forsøger at rejse sig, glemmer knæet og vælter ned på gulvet igen med et lavmælt hyl af smerte. Nå ja. Pis. Det kan godt være at hun har en chance for at slippe ud, men det kommer ikke til at gå hurtigt. Og det bliver nødt til at gå hurtigt - dén larm kommer ikke til at gå ubemærket ret meget længere.
"Klar, Lucifer?" mumler hun, "Nu skal det gå stærkt. Så lad være med at ødelægge det hele."


Profil :: Venstre øje grønt, højre øje lilla :: Full-size pic


Min fantasy-roman - Nyt kapitel hver anden weekend.

Lucifer Kato

Krystalisianer

Kaotisk God

Race / Menneske

Lokation / Medanien

Alder / 17 år

Højde / 180 cm

Avia 25.09.2010 20:18
En vældig masse støv fra næsten antikke mursten, der krakelerer, får Lucifer til at hoste. Og så kommer lyset, og det rammer hans kolde kind og det kilder i hans mave. Han smiler bredt, næsten lykkeligt, imod den rigtig verden. Bare tanken om at skulle have tilbragt uger hernede er nok til at give ham en eller anden rædselsslagen form for væmmelse. Han kaster den hurtigt fra sig igen, for nu er han fri og der er ingen der nogensinde skal spærre ham inde igen! - Og det går hurtigt op for ham, at hvis den profeti skal gå i opfyldelse, så må han hellere se at lå lettet røven. Med hurtigere bevægelser, dog en anelse stive i det, springer han over til Renatika, og rækker bævrende sin beskidte hånd ned til hende imens han forsøger at fange hendes blik.
Han taber fat i hendes håndled, for at trække hende op at stå. Hans bentøj er fjederspændt og klar til at springe ud af det her hul, så snart Renatika er på benene igen. Han kaster et paranoidt blik over skulderen, og får øje på de blege hænder der famler efter lyset, nede af gangen. Det er som om de prøver at føle det og gribe fat i det, og trække det ind i deres celler. Desværre er lys en ret uhåndterbar størrelse. For et øjeblik falder knægten i staver, stirrende på de triste sjæles febrilske bevægelser. En lettere sindssyg hulken høres fra en celle. Lucifer lukker lydene ude.
Renatika

Renatika

Krystalisianer

Race / Menneske

Lokation / Omrejsende

Alder / 0 år

Højde / 0 cm

Renatika 25.09.2010 23:55
Renatika tror aldrig hun har været så glad for at se sollys i hele sit liv.
Hun misser fraværende med øjnene i det morgenlyset kaster sine stråler hen over hendes ansigt, og i et øjeblik sidder hun som forstenet og stirrer på porten til frihed foran sig, indtil det går op for hende at de ikke er ude endnu.
Hun møder ikke Lucifers blik idet den ranglede knægt kommer til hendes hjælp, men følelsen af at have ham tæt på og som en støtte føles underligt trygt, sikkert, en positiv faktor i hendes nuværende situation. Med svage, rystende hænder knuger hun ham til sig, klynkende over den smerte der skyder igennem det ødelagte knæ så snart hun rejser sig op, men et par knækkede knogler er ikke nok til at holde hende tilbage. Ikke nu.
"Godt. Skynd dig så," mumler hun, skæver kort mod den rødhårede dreng hvis blik pludselig er rettet modsat deres mål. Hun drejer hurtigt øjnene tilbage.
De blege, udmagrede hænder ligner døende fugle i det spæde lys.
Synd. Det er ikke deres tur i dag.
"Glem dem," siger hun, næsten beroligende, forsikrende, som en mor der vil visse sit lille barn om at det er mere humant at aflive den syge hund end at lade den leve videre i lidelse, "Du kan ikke hjælpe dem alle sammen, Lucifer."
Og lige nu skal han fokusere på at hjælpe hende. Og sig selv, vel.


Profil :: Venstre øje grønt, højre øje lilla :: Full-size pic


Min fantasy-roman - Nyt kapitel hver anden weekend.

Lucifer Kato

Krystalisianer

Kaotisk God

Race / Menneske

Lokation / Medanien

Alder / 17 år

Højde / 180 cm

Avia 26.09.2010 00:24
Da Renatika støtter sig op af ham giver hans knæ en smule efter, og han er bange for at få overbalance. Men han vælger at lade være og kæmpe imod fysikkens love, og bliver fortsat stående, oprejst. Lucifer løsriver sig fra de så godt som døde hænder mellem tremmerne.
Han holder armene fast om hende, funderer lidt over det næste træk. De kan måske prøve at løbe, men så vil de falde. De kan også gå, men så er der en chance for, at de ikke når væk, inden vagterne når frem. De er sikkert allerede på vej, sprunget op af stolene og i løb. Lucifer bilder sig ind, at han kan høre de sorte støvler tramper ned af de smalle trapper... Lige nu synes det mest overskueligt bare at blive stående, men han ved også godt, at de bogstaveligt talt ikke kommer nogle vejne på den måde.
Prøvende tager han et par skridt imod lyset, men det går langsomt. Renatika hænger på ham, som en klods om benet. Det ville være så chokerende nemt at smide hende fra sig og løbe for livet. Men så kunne han lige så godt hoppe direkte ud over en klippe, for han kender sig selv nok til at vide, at han på intet tidspunkt ville kunne komme til at tilgive sig selv sådan en handling.
Det går langsomt, men det går frem af. De kravler sammen over bunken af mursten og slyngplanter, og får en smule mere energi, da de pludselig står ude i den kolde morgenluft, og lyset. Deres retning er tydelig, imod træerne. Inde under de store trækroner slipper ikke meget lys ind, og snart er de også klart over, at de ikke mere er forfuldt. Selv Mørkets vagter er nogle gange nødt til at indse, når en opgave er for stor til at blive løst. Og denne skov har alt for mange træer. Stilheden kaster sig igen over fangekælderen på Midnatsborgen og de andre fanger falder tilbage i deres mørke hjørner, med den samme tanke cirkulerende i deres triste hoveder, som Renatika for få øjeblikke siden havde konkluderet. Det er ikke deres tur denne gang.
Slut
0 0 0


Chatboks
Gæst
[smilies]
IC-chat
Online nu: Mong, Venus
Lige nu: 2 | I dag: 8